17.2.2014
Siden 60’erne er indtruffet en accelererende af-historisering af de litterære fag og af danskundervisningen på alle niveauer: tab af historisk bevidsthed, også som symbolsk fællesgods, og af kronologisk sans for kulturhistoriens epoker. Klassedelingen mellem en højtuddannet mandarinklasse og flertallet af ’kulturelle analfabeter’ er både et undervisnings- og et samfundsproblem. Professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet Hans Hertel reflekterer her over en række væsentlige årsager til misèren og peger, inspireret af amerikaneren Martha Nussbaum, på humaniora og litteraturen som en ny vej til ’udvikling af det demokratiske og globale medborgerskab’.
Når den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright talte for yngre folk, medbragte hun en globus for at pointere at alting må ses i et globalt perspektiv. Det gælder også dansk litteratur. Jeg betragter litteraturen som en vigtig kraft i historiens store civilisationsproces, og dermed er litteraturhistorien en del af den almene historie og kulturhistorie. Det er et bærende synspunkt i Gyldendals Verdensltteraturhisorie, som jeg frem til 1995 var redaktør og medforfatter af sammen med 24 nordiske kolleger. Verdenslitteraturen, det globale perspektiv, må med i litteraturhistorieundervisningen og derfor også i dansktimerne.
Siden 60’erne har vi jo oplevet en accelererende af-historisering af faget. Studenteroprøret var en nødvendig udmugning af dødt pligtstof og spindelvæv, men meget gik tabt. Også vigtig grundviden. Jeg mindes en mundtlig eksamen på dansk 2. del sidst i 70’rne. Tre studerende i rap kunne ikke placere Holberg eller romantikken i tid. En snerrede med foragt: ”Det var sådan engang i 1700-1800-tallet”. Vores censor, lektor Poul Zerlang, havde en spydig kommentar: ”Jeg har indtryk af at for de danskstuderende består historien af tre perioder. Først er der nutiden. Den er jo helt enestående. Så er der mellemkrigstiden. Den er populær for øjeblikket. Og før mellemkrigstiden ligger stenalderen.” Det var pinligt præcist. Vi har produceret mange dårlige kandidater – reglerne tillod os ikke at standse dem. Og stenalderen er vokset siden 70’erne.
Med historietabet er der sket en løbende erosion af historisk bevidsthed, også om hvad der burde være symbolsk fællesgods. Lise Nørgaard lå for et par år siden på hospitalet og læste dér Joseph Roths roman Job (1930) om en russisk-jødisk landsbylærer der emigrerer til USA og ser sin verden gå i opløsning. Romanen er støbt over Job i Gamle Testamente som Gud fratog alt, men alle, fra portører og sygeplejersker til overlæger, mente at den måtte handle om jobsøgning. Lise Nørgaard var på det tidspunkt 94, og alle sagde. ”Nyt job – i din alder!”
Ole Wivel spåede i 1987: ”Næste generation vil ikke ane hvad Golgatha og Hiroshima står for.” Vi må konkludere: det er sket. Vi er kommet til næste generation. Dette traditionstab blev i 80’ernes amerikanske debat døbt kulturel analfabetisme – cultural illiteracy. Det satiriske årshæfte Blæksprutten sagde det sådan allerede i 1930’rne: ”Studenterne kan det samme som før. Det er bare fordelt på flere.” Men pointen er jo også at de bedste studerende er vidende om Holberg, Job, Golgatha og Hiroshima; de fleste er det ikke. Vi har fået en stadig voksende kløft mellem en lille veluddannet mandarinklasse og et stort flertal af kulturelle analfabeter. Det er et problem i undervisningen, men det er også alment samfundsproblem. Meget er skolens fejl, men den litterære institution har bidraget. Mange faktorer har spillet sammen. Thorkild Bjørnvigs far var fabriksinspektør og havde tjekket mange elevatorer, og han opsummerede sin livserfaring sådan: ”Der er mere end én grund til at en elevator falder ned”. Der er også flere grunde til at litteraturfagets historiebevidsthed faldt. Jeg vil pege på i alt syv faktorer:
1) Nykritik og strukturalisme blev til dogmatisme. Disse retninger, der jo går tilbage til 1930’rner, fik et forsinket gennembrud her i 60’erne, men blev til gengæld sejlivede. De blev inspirerende ved deres fokusering på teksten og ved at udmuge dødt stof, men de blev også til nærsynethed om teksten og intet andet end teksten. Nogle steder har man opereret med tekstanalyse helt uden tids- og forfatterangivelse, og historisk uvidenhed blev nærmest ophøjet til ”forudsætningsløshed”. Men fravalg af historisk kontekst er jo også et politisk valg. Og at abstrahere fra litteraturens tilblivelses- og brugsproces og fra forfatterpersonen blev ruinerende for litteraturformidlingen, der jo bygger på læsernes helt naturlige optagethed af forfatter og værk som en enhed.
2) Modernismens nutidsfokusering: afhistoriseringen forstærkede hvad jeg vil kalde ’den modernistiske fejlslutning’: troen på at kunsten gør fremskridt i formsprog og indsigt, så moderne litteratur pr definition er ’dybere’ og ’farligere’.
3) Tvangsavantgardisme: den tankefigur hos modernister og hos en radikal PH i 1960’erne at kunst bør være ’fornærmende’ og traditionssprængende. Det blev til en cirkelslutning, så traditionsbrud og eksklusivitet (’kunst af de få for de få’) automatisk blev til et kvalitetskriterium – og til afskrivning af fortidens kunst. Jf. PH’s angreb i 1963 på paperback-udgaven af Kierkegaard og generelt på formidling af guldalderkunst og anden ’kedsommelig/ubrugelig’ kulturarv frem for formidling af den nyeste kunst – han kaldte det nedsættende for torsdagskoncertmentaliteten.
4) I 70’erne fik vi ideologikritikken, og den gav en nyttig målsætningsdebat der så kunst som historisk-ideologiske udtryk med sociale funktioner og derved gjorde op med tyrkertroen på kunstens autonomi. Men i praksis blev det ofte blandet med puritansk kunstdøvhed og uvidenhed – derfor reduktionistisk.
5) I 80’erne kom så bølgen af dekonstruktion, ofte i fusion med diverse typer postmodernisme, poststrukturalisme og socialkonstruktivisme. Dekonstruktionen blev til en udviklet nærlæsningsteknik med fokus på teksters sprækker og selvmodsigelser. Men omkostningen blev, som slagordet lød, opfattelsen at de store ideer og store fortællinger er døde, historie blev reduceret til en retorisk konstruktion, dvs. fiktion, og det blev ofte til teoritomgang og værdirelativisme. Tilsammen kom disse strømninger til at isolere teksterne og pulverisere kunstnerbegrebet. Polemisk sagt: nykritik og modernisme så fortiden som et raritetskabinet, hvor man kan håndplukke klassikere der er så heldige at leve op til vores smag: Ewald, Aarestrup, Sophus Claussen som førmodernister. Ideologikritikken så også kulturarven som et pulterkammer for falsk bevidsthed og borgerlig indoktrinering, og det blev overflødigt at kende de ’reaktionære’ klassikere før man kasserede dem. Og det hele blev forstærket af ungdomsoprørets generelle traditionspulverisering.
Dansk Industri’s evige krav er jo at neddrosle unyttig humaniora, og gymnasiebekendtgørelsen 1971 blev et gadekryds af et kompromis. Her fandt nykritiske, ideologikritiske og teknokratiske synspunkter sammen om at omstøbe dansk til redskabsfag. Det var frugtbart med det udvidede tekstbegreb, inkl. billedanalyse. og med tværfagligt samarbejde, men reformen sendte den historiske litteraturbetragtning ud på et sidespor, så det blev til punktstudier og pindemadder. Og det blev overgået af bekendtgørelsen 2005 (jf. Peter Michael Lauritzens indlæg).
6) I 80’erne kom nye ismer til: postkolonialisme, multikulturalisme og identity studies. De repræsenterede en vigtig udvidelse med den ikke-vestlige kánon og med mindretalsstudier som kønsstudier, queer-, Black American studies osv. Men disse mindretalsstudier vil se verden ud fra deres eget perspektiv og fornægter fællesskab, og det fører til sekterisme og protektionisme. Det bliver ikke multi-, men monokultur.
7) Og efter 2000 har vi fået en markant markedsgørelse af kulturformidlingen, der fokuserer på populære/sponsorerede kulturformer: infotainment, oplevelsesøkonomi og nostalgi-industri. Samtidig ser vi en aggressiv og populistisk fortidsallergi og fortidslikvidering. Det er karakteristisk at nydigitaliserede bibliotekarer taler hånligt om ’papirbøger’ og ’fastformslitteratur’.
Alle disse retninger har givet vigtige fornyelser, men som samlet proces har de demonteret et kronologisk helhedssyn. Fortiden er blevet splittet op i pluklæsning. Aage Henriksen: kaldte det ”at afskaffe fortiden ved at gøre den uforståelig”. Elsa Gress kaldte det ”provinsialisme i tid”.
Der er altså flere grunde til at elevatoren faldt ned. Fra sen-80’erne har vi set en stille modreaktion mod historietabet med nye retninger som New Historicism og New Comparative Literature. Litteraturvidenskab i København og litteraturhistorie i Aarhus har indført udvidede historiske kurser Det er alt sammen fint, men i forhold til den overordnede tendens er det kun små nøk – og op ad bakke.
Historietabet er også en mental proces. Set på afstand er det oplagt at filmen knækkede tre steder: ved Berlin-murens fald i 1989, ved årtusindskiftet 2000 og ved angrebet på Twin Towers i New York den 11. september 2001. Ved hvert af disse brud er kæmpestykker fortid brækket af – ligesom indlandsisen. 1800-tallet er rykket længere bagud – for ikke at tale om 1700-tallet! Når man ser det fra helikopterhøjde, er der tydeligvis tale om en overordnet samfundsproces. Så forskellige analytikere som den britiske psykolog Susan Gerhardt og den amerikanske filosof Martha Nussbaum peger på en almen mentalitetsændring omkring 1980, som de forklarer strukturelt med markedsliberalismens og den ekstreme individualismes gennemslag på alle niveauer.
Sue Gerhardts bog The Selfish Society og Martha Nussbaums Not for Profit – begge fra 2010 – ser samstemmende markedsliberalismen som et generelt bevidsthedsskred, en mentalitetsomskoling til økonomisk-materielle værdier. Den frisatte individualisme fokuserer på rigdom som kriterium for succes og hylder personlig vinding uden samfundshensyn, og det har gjort os egocentriske, egoistiske og asociale. Individualismen har kidnappet vores livsform og amputeret vores respekt for andre: andre værdier, andre kulturer end lige vores egen.
Det hører med i dette billede at siden 80’erne har USA og Europa oplevet en aggressiv reaktion mod oplysningsideerne, i liberalistiske angreb på socialstaten og i religiøse højrebevægelser, såkaldte Rad Cons. De to strømninger kan også flyde sammen. I 2010 sagde en ’Rad Con’ til New York Times: ”Vi tror på Jesus Kristus, og Jesus ville aldrig være gået med til Obamas økonomiske stimuleringsprogram, bankstøtten og welfare.”
Fælles for disse strømninger er at de er fundamentalistiske, lukkede omkring sig selv, og kun anerkender deres egne værdier. The Selfish Society går igen på mange niveauer: i fremmedfrygt, i management-ideer overført til forskningspolitik, i yuppie-’narcissisme-kultur’. Den norske psykiater Finn Skåderyd ser det ligefrem som et stigende ungdomsproblem at manglende empati skaber psykiske forstyrrelser.
Jamen, men hvad har alt det at gøre med litteratur og historie? Det har alting med vores fag at gøre. Det er jo det farvand vi skal operere i. Og positivt set peger det på litteraturens og historiens moralske nødvendighed og aktualitet. Man kan sætte sig defaitistisk ned og begræde traditionstabet og historieløsheden som en uafvendelig nedtur, men der er faktisk folk som går imod strømmen. Fra slut-80’erne har vi set en stille ’etisk’ modbølge i USA og England: romanteoretikeren Wayne C. Booth og dekonstruktivisten J. Hillis Miller har skrevet bøger om etisk læsning. og Hillis Miller mener at teksters mangetydighed kan drejes konstruktivt, så det bliver til intens moraldebat in the classroom. Marxisten Terry Eagleton plæderer i bogen After Theory (2003) for at skippe postmodernistisk tomgang og engagere sig i litteraturens gamle eksistentielle temaer. Jeg anbefaler især Martha Nussbaums bøger Cultivating Humanity (1997) og den nævnte Not for Profit (2010).
Martha Nussbaum ser humanioras værdier som afgørende for demokratiet. Der er, siger hun, brug for en konsekvent education for democratic citizenship and global citizenship, hvor man trænes i at se sin egen kultur som del af en kompleks global omverden. Hendes sokratiske ideal hedder: at fremme kritisk tænkning og dømmekraft op mod blind autoritet og fikserede ideer. Det er også et spørgsmål om viden. Martha Nussbaum argumenterer parallelt med vores initiativ Projekt Ny Litteraturhistorie, også når hun afviser formalistisk tilgang til litteratur som steril. Litteratur, mener hun, er den kunstart der bedst kan udvikle narrative imagination: evnen til medfølende identifikation med fiktive skæbner, og hendes bøger er et eminent bud på en praktisk læserpoetik. Med eksempler fra græsk-romersk litteratur og filosofi frem til nutiden demonstrerer hun hvordan litterær oplevelse kan fungere som indgang til at forstå Det Fremmede: folk der er anderledes end os selv, og til at udvikle empati: evnen til at indleve sig i andre kulturer og livsformer, andre gruppers værdier og behov – på tværs af køn, race. religion, etnicitet, klasse og sprog – og derved nedbryde stereotyper. Litteraturens potentiale er at den tillader os på én gang at være os selv – og at træde op i andres sko, gestalte ligheder og forskelle mellem dem og os.
Så vidt Martha Nussbaum, og jeg er helt enig: litteraturen kan noget som ingen anden kunstart kan: den kan skabe helhedsoplevelse og nuanceret forståelse. Victoria-tidens store romanforfatter George Eliot sagde det sådan i én sætning: Literature is the extension of our sympathies. For Martha Nussbaum handler det om opdragelse til medborger og verdensborger, og hendes narrative imagination kan videreudvikles med psykologisk-moralsk, historisk og sociologisk forestillingsevne. Historisk bevidsthed er central for at træne empati, og evnen til samarbejde, omstilling og indføling vil jo blive stadig vigtigere i det berømte globale samfund.
Det er tilsvarende vigtigt at udvikle kronologisk sans – der er jo forskel på om noget foregår i oldtiden, i middelalderen eller ”engang i 1700-1800-tallet”. I det perspektiv indgår også værkernes brugshistorie, for indfølingen går jo op og ned i tid. De store værker er universelle, fordi de transcenderer tid og sted og bakser med de evige, eksistentielle spørgsmål. Og de er uudtømmelige, fordi de kan læses og spilles og opleves igen og igen, fra nye vinkler, og ofte vil sige noget uventet om vores egen situation.
Måske lyder jeg som en lægprædikant, men selv om det er op ad bakke, så må vi jo forsøge. Begrebet intertekstualitet er nyttigt til belyse hvordan værker og forfattere er i dialog med forgængerne – hvordan Karen Blixen diskuterer og leger med mange andre tekster, fra Det gamle og det nye testamente, 1001 nat og Boccaccios Decameron til vores egne Kierkegaard og Goldschmidt. Men det bliver gribende uinteressant, ja kontraproduktivt, hvis det ender i perspektivløs jagt på påvirkninger og krydsreferencer – alt det der ikke er værd at vide. Så ender vi i et lufttomt rum i litteraturens inderste indercirkel. Litteratur handler jo om verden, ikke primært om anden litteratur, og opgaven er at udfolde den ægte oplevelse med perspektiv.
Det centrale for en fornyet litteraturhistorie er altså: at udvikle basal indlevelse i fortiden, kronologisk sans for epokerne og strukturel forståelse af de lange linjer. Her mødes den lokale lilleverden og den store historie, mikro- og makroniveau, så man ser litteraturens rolle i den løbende civilisationsproces og i det globale fællesskab.
Der er to pædagogiske metoder til at formidle historisk: at gøre os samtidige med fortiden – og at gøre fortiden samtidig med os.
1) Den første metode er at løfte læserne op til fortiden. Det er det greb som F. J. Billeskov Jansen i sit gamle Kierkegaard-udvalg kaldte: ”at sætte Stiger til disse himmelhøje Tekster” med introduktioner, realkommentar og fortolkende parafraser. Man kan også tale ”enkelt om alt det høje”, som Grundtvig sagde. Det gjorde den nylig afdøde Thorkild Borup Jensen i sin Dansklærerforeningsserie om vores 14 kanon-forfattere, støttet af godt billedstof. Et flot forsøg er den britiske litteraturforsker John Sutherlands netop udkomne A Little History of Literature på 260 sider. Måske har Oscar K. noget lignende oppe i ærmet med sin bærbare litteraturhistorie?
New Historicism har inspireret nye greb til at gøre os samtidige med fortiden. Harvard University Press har udsendt tre bind kaldet A New History of … American, French og German Literature. De udgår fra et bredt tekstbegreb, fokuserer hver på 150 historiske nøglepunkter og indsætter repræsentative tekster i tilblivelses- og samtidssituationen. Det er ofte overraskende, fængende og perspektivrigt.
De digitale medier giver jo en eksplosion af interaktive muligheder. E-bogen gør principielt alle klassikere tilgængelige her og nu, fordi f Forfatterne kan downloades live i billede og lyd, så de står i rummet. Jørgen Leths og Chr. Braad Thomsens portrætfilm viser hvordan det giver en ny dimension at se Pontoppidan, Johs. V, Jensen, Tom Kristensen og Søren Ulrik Thomsen læse op og gerere sig i deres miljøer – og at se Dan Turèll som selviscenesat mediefigur. Det er morsomt at følge på tryk når Karen Blixen spiller ping-pong med verdenslitteraturen, men man forstår hende på en ny måde, når man ser hende performe som storyteller i Hørsholm Krohave og i amerikansk tv.
Nykritikere og dekonstruktivister vil måske kalde det pop frem for at sidde med lup over teksten, men det er stærk formidling. Når vi vil skræve over grøften til fortiden kan vi også lære af den britiske Better History campaign og Radio 4’s serie Making History.
2) Den anden metode: at gøre klassikerne samtidige med os er jo hvad især filmatiseringer og teateropsætninger gør. Den polske kritiker Jan Kott skrev bogen Shakespeare Our Contemporary (1964), og det er hvad mange instruktører forsøger med Holberg og Moliére, Strindberg og Ibsen. Vi må være beredt på både muntre og pinlige overraskelser når vi ser os selv oppe på scenen.
Aktualisering kan også gøres virkningsfuldt i tegneserieform. Og man kan sænke klassikerne ned til os ved nænsomt at modernisere sproget. Det er f.eks. gjort af Peter Thielst med Kierkegaard og af Line Krogh med Leonora Christines Jammersminde. Den trafik bliver vi nødt til at gå mere ind på, hvis ikke yngre folk skal hægtes af. Vi må lægge bort gamle puritanske krav om original sprogdragt – i den højere sags tjeneste.
Man kan også gøre os samtidige med klassikerne ved at læse Kafka som nøgle til forståelsen af fremmedgjort bureaukrati og retssystem. Det har den danske samfundsforsker Torben Beck Jørgensen gjort. Og i sommer så man et fint eksempel på aktualisering, da afsløringen af National Security Agency’s mammuttapning af internettrafikken gav mammutsalg af en nyklassiker der pludselig føltes alt for aktuel: Orwells 1984. Sikke et undervisningsforløb der kunne komme ud af at læse Orwells diktaturskildring og samtidig se Florian Henckel von Donnersmarcks film Das Leben der Anderen.
Jo, der er liv i klassikerne. Sådan set er det jo derfor de er berømte. En af mine venner havde engang en oplevelse med den legendariske Peter Rindal – lagerforvalteren på Kolding Hørfabrik der i 1965 iscenesatte stormen mod Statens Kunstfond og gav navn til rindalismen. Han fik senere job i et antikvariat i Aalborg, og da min ven her købte en Goethe-biografi, sagde Rindal venligt: ”Ja, Goethe – det véd man hvad er.”
Jeg er undtagelsesvis helt enig med Rindal. Det vil også være godt motto for Projekt Ny Litteraturhistorie: ’Goethe – det véd man hvad er’. Navnet kan efter behov udskiftes med Holberg, Blicher, Andersen, Jensen eller Blixen.
Litteratur:
Booth, Wayne C. (1988): The Company We Keep: an ethics of fiction, Berkeley: University of California Press.
Borup-Jensen, Thorkild (2007-12): Kanonserien 1-14, København: Dansklærerforeningens forlag.
Eagleton, Terry (2003): After Theory, London: Allen Lane.
Gerhardt, Sue (2010): The Selfish Society. How we all forgot to love one another and made money instead, London/New York: Simon & Schuster.
Hertel, Hans (ed.) (1985-93. 1994-95): Verdens Litteraturhistorie 1-7. København/Oslo/Stockholm: Gyldendal, Gyldendal Norsk og Norstedts.
Jørgensen, Torben Beck (2012): ‘Weber and Kafka: The Rational and the Enigmatic Bureaucracy’, Public Administration, vol. 90, no.1, pp. 194-210.
Kott, Jan (1964): Shakespeare Our Contemporary, London: Methuen.
Leonora Christinas Jammers Minde, bearbejdet og indledt af Line Krogh (2010), København: Gyldendal.
Miller, J. Hillis (1987): The Ethics of Reading: Kant, de Man, Eliot, Trollope, James, and Benjamin, New York: Columbia University Press.
Miller, J. Hillis (1998): Reading Narrative, Oklahoma: University of Oklahoma Press.
Miller, J. Hillis (2003): Speech Acts in Literature, Stanford: University of California Press.
A New History of French Literature (1989) ed. Denis Hollier, Cambridge, Mass./London: Harvard University Press.
A New History of German Literature (2004), ed. David E. Wellbery, Cambridge, Mass./London: Harvard University Press
A New Literary History of America (2009), ed. Greil Marcus & Werner Sollors, Cambridge, Mass./London: Harvard University Press
Nussbaum, Martha C. (1997): Cultivating Humanity: A classical defense of reform in liberal education, Cambridge, Mass/London: Harvard University Press.
Nussbaum, Martha C. ((2010): Not for Profit. Why democray needs the humanities, Princeton/Oxford: Princeton University Press.
Sutherland, John (2013): A Little History of Literature, New Haven/London: Yale University Press.
Om Hans Hertel
Hans Hertel, f. 1939, professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet 1980-2009, medarbejder ved Politiken, redaktør af Gyldendals Verdenslitteraturhistorie 1-7 (1985-92, 2. udg. 1993-94) og forfatter til en lang række bøger om litteratur- og kulturhistorie, litteratursociologi og kulturpolitik, sidst PH – en biografi (2012).
