1.5.2005
Symbolpolitikken er stadig ikke til at komme uden om. Og den dækker over tendenser, der er i tiden, og som understøttes af det herskende flertals måde at herske på. Med de små skridts politik fra folkestyre til virksomheden Danmark A/S. Marianne Jelved samler op på folketingsvalget i februar.
Så kom vælgerne til stemmeurnerne. Den 8. februar 2005 blev mandaterne fordelt, og alt er ved det gamle: flertallet blev hos VK-regeringen og dens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti. Socialdemokraterne tabte markant, SF en smule, mens Enhedslisten og Det Radikale Venstre befæstede deres positioner med flere mandater, men målet: at bryde det herskende flertal af VK og DF, blev ikke nået.
Hvad får Danmark ud af det valg?
Søren Krarup og Jesper Langballe sidder stadig ved roret på centrale områder: det internationale retssamfund, menneskerettigheder og demokratiske principper som ligebehandling og lighed for loven er under heftige angreb. Det skal opleves før man kan tro det, og så er ens ører alligevel ved at falde af. Ikke mindst når ministre bekræfter de to præster i deres meget særprægede opfattelser. Alle vælgere bør følge debatterne i Folketinget på DK 4 eller på DR 2. Disse tekster bør give stof til almindelig refleksion over de meninger og holdninger, der nu er samlet hos flertallet og dermed hos magthaverne. Jeg håber, nysgerrigheden hermed er vakt. Find teksterne gennem Folketingets hjemmeside. Læs dem. Der bør være opmærksomhed om meningstilkendegivelser i Folketinget. Det er dog her, lovene, der indretter samfundet, bliver vedtaget.
Valget førte også til en ny formand for Socialdemokraterne: det nyvalgte medlem af Folketinget, der også er forhenværende medlem af Europaparlamentet, Helle Thorning-Schmidt. Det er nyt. Det er en ny stil, der (skal?) tegne(r) et billede af en politisk leder med mod og driftighed, som hovedfjenden i form af VK-regeringen ikke kan komme efter. Og som kan komme ud af det med alle partierne.
Også SF har skiftet formand. Der oprustes med Villy Søvndals velkendte oppositionsrolle. Indignationen skal have sin stemme helt i front.
Hvad blev vælgerne stillet i udsigt? 24 til 30 mia. kr. til fordeling blandt grupper i samfundet over de næste fire til seks år. Det er netop det råderum for merforbrug, der kan blive, under de klare forudsætninger, at det lykkes at skaffe 60.000 flere i varige job de næste år, og at der så i øvrigt ikke bruges en krone mere til offentligt forbrug.
De forudsætninger kan ikke bare opfyldes af sig selv. Det vil kræve reformer af arbejdsmarkedet, af skattesystemet, af nogle velfærdsordninger … ja, der skal ændringer til. Der skal fx være efterspørgsel efter mere arbejdskraft. Hvis man skal arbejde rigtig mange timer for at tjene penge nok til at kunne betale en håndværker for en times arbejde, så vælger vi ikke håndværkeren. Så er der ikke efterspørgsel efter den service, og så bliver arbejdet ikke gjort, eller det bliver gør-det-selv eller sort. Men beskæftigelsen vil ikke stige.
Borgerne er blevet kunder
Holdningerne til velfærdsordninger virker på måden, som vi bruger og forbruger velfærdsydelser på. Hvis borgeren bliver behandlet som kunde, som forbruger, og får en forbrugers adfærd uden at skulle betale selv, så bliver velfærdsordninger til gratis ydelser, som det er i sin orden at efterspørge efter eget individuelle ønske. Uden at der er nogen form for prioritering. Virkelighedens verden kan blive nok så dyr for fællesskabet, eller utilfredsheden med ordningerne bliver stor, når virkeligheden ikke står mål med de skabte forventninger. Som en besøgende til konfirmationen i en kirke skrev bagefter: ”..vi skal have serveret en positiv oplevelse, når vi kommer i kirken..”
For bare ti år siden satte pensionister en ære i at have betalt deres gæld i ejerboligen ned. Og det var så det. I dag tager de-tæt-på-kommende pensionister afdragsfrie lån eller nedsparingslån. De spiser murstenene. Det er et markant holdningsskift hjulpet på vej af liberaliseringen af kreditprodukterne, moderne pensionisters forventninger til den tredje alder, velfærdsordningerne, som gør generationerne uafhængige af hinanden i den enkelte familie. Til gengæld er der en afhængighed på makroniveau: velfærdsordningerne skal stå klar, når vi har brug for dem.
Se, det er en noget længere historie end løftet om 24-30 mia. kr. til ”gode gaver” de næste fire-seks år. Men det er bare ikke den historie, der er til debat. Det er heller ikke valget af indretningen af samfundet og deres konsekvenser for måden, vi lever sammen på, der er til diskussion.
Stadigvæk symbolpolitik
Det er heller ikke muligt at få en diskussion i offentligheden af konsekvenserne af at lægge beslag på hver en krone, der i allerbedste fald kan være til rådighed for mere forbrug i det offentlige – i virkeligheden ud over denne valgperiode.
De 24-30 mia. kr., som regeringspartierne gik til valg på, er derfor symbol-politik. De er udtryk for en understøtning af VK-regeringens kontrakt med vælgerne: ”Vi vil jer kun det gode, som er nul forandringer og mere af det samme.” (Hvilket også er en måde at fortælle på, at alle forandringer af det kendte, er af det onde.)
Det var også symbolpolitikken, der prægede det forrige valg. Men bemærk forskellene. I valgkampen i 2001 lovede Venstre og Konservative at spare 1,5 mia. kr. på u-landsbistanden for at give dem til de danske sygehuse. De lovede at nedlægge råd og nævn, der ville kunne spare 500 mio. kr., der skulle gå til de ældre. Her var valgløfterne finansieret, så det kunne ses, hvorfra pengene kom. Det er ikke tilfældet med regeringens valgløfter i 2005. Det siger noget om de skred, der er sket med ansvarligheden i en regering, og den meget mindre gennemskuelighed for borgerne. Ingen har en chance for at forholde sig konkret økonomisk til den slags luftige løfter.
Så symbolpolitikken er stadig ikke til at komme uden om. Og den dækker også over tendenser, der er i tiden, og som understøttes af det herskende flertals måde at … ja, netop at herske på. ”Kontraktpolitikken” er blevet søgt gjort til et spørgsmål om troværdighed og tillid. De folkevalgte lover vælgerne, at de i næste valgperiode kun vil gøre det, de har sagt inden valget. Det er derfor, det bliver kaldt ”kontraktpolitik”. Der er indgået en kontrakt mellem to parter. Det er et begreb, der kendes i det private erhvervsliv. Her lever man af kontrakter. Noget for noget: jeg og min virksomhed gør det og det for dig mod, at du betaler den her nævnte pris.
Men hvad er det så for et samfund, der kommer ud af det? Hvad er det for forhold, der skal være mellem mennesker i det samfund? Hvad er egentlig meningen med demokratiet? Hvordan står det til med folkestyret? Hvor er vi på vej hen? Svaret er måske i virkeligheden meget enkelt: fra folkestyre til virksomheden Danmark A/S.
Det er de små skridts politik, som det herskende flertals ministre ynder at kalde den herskende politik. Men de små skridt fører til, at folkestyre ændres til markedsstyre under dække af noget for noget og krav om effektivitet. Hvor foregår diskussionen om fremtidens samfunds mål og midler? Skulle vi ikke lige tage den?
