1.4.2006
Nutidens økonomiske tænkning har bredt sig til talrige områder, som ikke er rent økonomiske. Det gælder især kultur, hvor økonomitænkningens forveksling af mål og midler har tendens til at destruere det, den ville profitere af.
Kultur har en økonomisk dimension, det kan ikke nægtes. Men kultur kan ikke reduceres til økonomi. Kulturen sætter sine egne specifikke mål, og den økonomiske dimension er blot et middel til den materielle realisering af disse mål.
Dét har moderne økonomisk teori fortrængt, når den vil gøre mennesker og kultur til produktivkræfter. Denne fortrængning er led i nogle større samfundsmæssige ændringer, som kan beskrives på mange måder:
* som erhvervslivets dominans over alle andre delområder af samfundet
* som pengeværdiens dominans over det sande, det skønne og det gode
* som den økonomiske elites dominans over den kulturelle elite
* som den økonomiske tænknings dominans over alle andre tænkninger
* som den økonomiske tænknings invasion af områder, som før kunne fornægte økonomien
Højere værdier før
At økonomien længe blev regnet som en lavere værdi end kulturen, var uden tvivl en historisk arv fra adelens sociale dominans. Som den herskende klasse under l’ancien régime havde adelen kun foragt til overs for pengepugere og folk, der gav sig af med noget så lavt som arbejde. Sådan forblev det på sin vis i det 19. århundrede. Nok fik borgerskabet del i den politiske magt og kunne opvurdere arbejdet, men det blev samtidig underlagt en ny kulturel norm, denne gang dannet af kunstnerne, der udgjorde en slags ruinerede arvinger til aristokratiet. Endnu i begyndelsen af det 20. århundrede ser man rige arvinger forkaste rigdomsakkumulationen for at hellige sig det sande, det gode og det skønne. Eksempelvis:
* Aby Warburg, der helligede sig sit tværfaglige Warburg-institut
* Marcel Proust, som formøblede arven for at kunne skrive På sporet af den tabte tid
* Harold Acton, som førte den aktive æstets sorgløse liv som beskrevet i Memoirs of an Aesthete (1948) og ved sin død testamenterede sin kunstsamling til en værdi af en halv milliard dollars til New York University
* talrige filantropiske rigmænd og enker, som gav pengene til godgørende formål.
Alt dette vidner om, at materiel rigdom ikke var et mål i sig selv; målet var højere værdier. Penge var et middel til at undgå at beskæftige sig med penge, så man simpelthen kunne eksistere og handle i verden uden at skulle bekymre sig om materielle fornødenheder.
Penge som højeste værdi nu
I de sidste årtier af det 20. århundrede har stærke kræfter arbejdet på at omvælte dette hierarki ved at gøre penge til den højeste værdi. En af grundene er formentlig, at erhvervslivets ledere i stigende grad også har fået kulturel kapital gennem uddannelse. Som Pierre Bourdieu skriver i La Distinction i 1979 (s. 361):
Med den nye dannelse, de har tilegnet sig […], får økonomiens nye ledere følelsen af at have en intellektuelt begrundet autoritet til at lede samfundet.
Takket være deres intellektuelle bagage fra samfundsvidenskab og handelshøjskoler føler erhvervslivets uddannede ledere sig nu berettigede til at gennemtvinge erhvervslivets værdier overalt.
Denne tendens forstærkes af en anden nært beslægtet kraft, som aktivt har forsøgt at iværksætte dette værdiskift. Det er den form for økonomisk teori, der betegnes som neoliberalisme. Som Michel Foucault beskriver den, går den ud på at gentænke ikke-økonomiske fænomener i økonomiske termer. Det kan f.eks. være ægteskabsindgåelse, uddannelse, forholdet mellem forældre og børn, kunst eller den offentlige sektor. Neoliberalismen vil imidlertid ikke blot gentænke virkeligheden, men forvandle den: Den ønsker at gøre alle områder til markeder i den økonomiske teoris forstand. Og disse markeders højeste værdi er profit eller det, der på det pågældende område ligner mest: produktion, produktivitet, effektivitet, omkostningsbevidsthed osv. Dette projekt iværksættes af neoliberalismens handlingsorienterede former som New Public Management og andre management-teorier, der understøttes institutionelt af globale institutioner som OECD, WTO, IMF og talrige andre offentlige og private tænketanke.
For det nye intellektuelt selvsikre erhvervslederskab og den neoliberale tænkning drejer sig ikke kun om penge, men om at hele samfundet skal tjene erhvervslivets værdier: Handling, der er rettet mod et mål, hvis opfyldelse kan måles kvantitativt, er den højeste værdi. Og alle samfundsmæssige tiltag skal bidrage til erhvervslivets nytte, produktivitet og effektivitet. Men i sidste ende er disse værdier klart rettet mod bundlinjen, dvs. penge, profit. Det er jo også på sin plads og nødvendigt i erhvervslivet; men når det kommer til kulturen og til menneskene og til brugen af begge dele som produktivkræfter giver det problemer.
Mål og midler i økonomisk tænkning
På de markeder, neoliberalismen gerne vil gennemsætte, er mennesker og kultur varer, og både kultur og mennesker må kunne demonstrere deres nytte i produktionen og for bundlinjen. Der er imidlertid et problem i denne instrumentalisering af mennesker og kultur. Der sker noget ejendommeligt med både kultur og mennesker, når de tænkes ind i erhvervslivets målrettede nytteverden: De reduceres til det, som de får deres specificitet af at fornægte. Den økonomiske forståelse fornægter det ikke-økonomiske og reducerer dermed mål som sandhed eller skønhed (f.eks. i forskning og kunst) til særlige økonomiske midler: Produktion af sandhed skal stå i den kommercielle produktions tjeneste, og skønheden skal kunne sælges i oplevelsesøkonomien.
Dette er endog et problem i forståelsen af visse kommercielle produkter. Tag eksempelvis en vinproducent som Reinhard Löwenstein i Mosel-dalen. For en økonomisk betragtning dyrker han vin for at kunne tjene mest muligt på det. Men når han selv taler om det, lyder det sådan her: ”De virkelige hemmeligheder ved store riesling-vine ligger i den skabende syntese af jordbund, mikroklima, vinstokke og vinproducentens kunnen.” Her er vi nærmest i tysk romantisk sprogbrug – i hemmelighedernes, storhedens og den skabende synteses verden. Det har ikke en pind med økonomi at gøre, det er vinkulturens fornægtelse af økonomi. Pointen er, at Reinhard Löwenstein aldrig ville være blevet en af Tysklands ti bedste vinproducenter – efter vinkulturens specifikke kriterier – hvis målet havde været indtjening og ikke vinøs storhed frembragt i sammenhængen mellem naturforhold og menneskeligt håndværk. Og det ville være absurd at beskylde ham for en slags hykleri, selv om en nærmere økonomisk betragtning også kunne lyde: Han vil lave nogle af de bedste vine i Tyskland, så kan han nemlig stort set selv bestemme prisen. For selv om denne sammenhæng er helt korrekt, gør den det intenderede mål (stor vin) til et middel til et mål (høje salgspriser), som faktisk ikke intenderet som sådant. Ikke desto mindre har Löwensteins vinproduktion naturligvis en økonomisk dimension. Uden de høje priser, han på grund af den specifikke anerkendelse kan få for sine vine, ville foretagendet ikke kunne løbe rundt. Og det skal naturligvis kunne løbe rundt som middel til, at han kan forfølge sit mål: at producere stor vin.
Problemet ved den økonomiske betragtning er altså, at den kun kan (eller vil) forstå ikke-økonomiske mål som midler til det ene mål, som økonomien kan se: penge, profit, erhvervslivets nytte. Den økonomiske tænkning spænder i en lang række tilfælde vognen for hesten. Dette er indlysende nok et endnu større problem for forskning, omsorg, kunst eller lykke end for vin. Hvis undersøgelser f.eks. viser en sammenhæng mellem lykke og produktivitet i samfund eller virksomheder, kan man så iværksætte det middel at gøre folk lykkelige for at nå det mål at øge deres produktivitet? Det forekommer mig at være en uværdig og umenneskelig reduktion. Hvis man derimod satte sig som mål, at folk var lykkelige, og så i tilgift kunne glæde sig over en øget produktivitet, er det en helt anden snak. Økonomiens problem er med andre ord også en reduktiv kynisme i den måde, man tænker mål og midler på.
Denne kynisme forsøges afhjulpet i management-teori gennem engagementskabende plusord som indflydelse, demokrati, medejerskab, drømme, fortællinger, fællesskab og meget andet. Men der kommer altid et sted, hvor plusordene afslører sig som midler til det samme mål: bundlinjen – nemlig dér, hvor der opstår konflikt mellem midler og mål. Så vinder målet altid over midlerne. Det ligger i økonomiens natur.
Økonomismens selvdestruktion
Alt dette er ikke nogen kritik af erhvervslivet og da slet ikke af de dele af erhvervslivet, der som Löwenstein har større ambitioner med produktionen end blot at tjene penge. Det er en kritik af en økonomistisk erhvervstænkning, der ikke alene er ude af stand til at forstå verden som den er, men også risikerer at destruere det, den ønsker at udnytte.
Problemet er tydeligt i branding og oplevelsesøkonomi, men man kunne også have valgt forskning som eksempel. Löwensteins vine bidrager eksempelvis til at brande tysk riesling som vine i verdensklasse. Det har en afsmittende virkning på hele den tyske vinproduktion og dens afsætning, altså en klar økonomisk betydning. Men det brand, som de tyske topproducenter har skabt, kunne aldrig være blevet til gennem en økonomisk motiveret og intenderet brand-opbygning efter opskriften: Nu skal vi lave noget vin, der ved at sikre Tyskland en plads på det vinøse verdenskort kan styrke eksporten. De tyske vines brand kunne kun blive til gennem årtiers obskurt arbejde i vinkulturens og ikke økonomiens tjeneste.
På samme måde med oplevelsesøkonomi. Der findes rigtig nok noget, man kan kalde oplevelsesøkonomi. Men den virker kun, hvis de kulturelle oplevelser, som den bygger på, er opstået på grundlag af andre værdier end økonomiens. Hvis man tror, at man kunstigt og intenderet kan skabe kulturelle oplevelser som middel til profit, har man ikke forstået noget af kulturen som en selvstændig værdi. Det er som ikke at kunne se forskel på Paris og Disneyland. Og en sådan enøjethed fører let til en destruktion af den kultur, man vil gøre til redskab for indtjeningen, fordi selve den økonomiske tænkning fjerner ressourcer fra alle de ikke-profitorienterede aktiviteter og fortrænger deres værdiers selvstændighed og specificitet.
Man kan visselig profitere af kultur. Men den økonomiske tænkning kan ikke i profitøjemed skabe en kultur, man kan profitere af.