1.2.2005
Dannelse har igennem historien stået i mange skiftende interessers tjeneste. Fra at være almen og evangelisk-luthersk blev den national. I klassekampen blev den kaldt borgerlig indoktrinering. Nu er den nationale dannelse igen i vælten. Indkaldt til tjeneste for at opretholde illusionen om den danske nationalstat.
Fra almen til national dannelse
Dannelse forudsætter, at nogen har noget, som andre mangler, og som de kan, skal eller vil modtage. Dannelse er det, vi mangler. For at kunne danne andre, skal man være autoriseret, og det bliver man oftest af staten.
I enevældens Danmark-Norge var det præsterne, der dannede bønderne og gjorde dem evangelisk-lutherske. Dermed var sammenhængskraften fra Tromsø til Altona sikret. Kun i kolonierne var der religionsfrihed. En lille gruppe fik en almen, dvs. klassisk dannelse ud over den lutherske.
Med grundloven 1849 blev stat og kirke delvis adskilt; staten overgav kirken til folket og lovede at ”understøtte” den. Det nationale begyndte langsomt at erstatte det evangelisk-lutherske som dannelsesmiddel. Dog forblev den lærde skole – latinskolen – europæisk og formidlede den almen dannelse. Nationalister kaldte og kalder den endnu ’den sorte skole’ og fik den til sidst nedlagt. Med den sidste gymnasiereform er den – dvs. sidste rest af latin – endelig væk, og dermed er en fantastisk dannelseshistorie, der begyndte i det 6. århundrede slut.
Datidens elite – præsterne især – var altså endnu en del af europæisk civilisation og Danmark derfor en del af Europa, men med det moderne gennembrud var nationaliseringen af dannelsen og fornuften næsten tilendebragt. Dansk kultur kunne nu erstatte europæisk civilisation.
Det moderne gennembruds religionskritik bidrog afgørende til at sikre det nationale som religionserstatning. ”Dansk først”, som Georg Brandes udtalte.
Dermed kunne dansk litteratur, sprog og kultur indtage den klassiske dannelses plads, sprænge den europæiske kanon, privatisere det evangelisk-lutherske og indsætte den nationale dannelse i dens sted. Det universelle blev erstattet af det partikulære. Almendannelsen blev bevaret i et lille fag: oldtidskundskab. Den nationale dannelse derimod fandt sted i samtidskundskab: altså i faget dansk. Ikke underligt er danskerne forblevet forbeholdne over for det europæiske.
Endnu var stat og kirke ikke ganske adskilt. Grundlovens paragraf fire (tidligere tre) om statens understøttelse af den evangelisk-lutherske kirke blev fortolket på den måde, at staten sørgede for, at børnene oplærtes i kristendom. Først i 1975 blev stat og kirke reelt adskilt, nemlig da det lykkedes socialdemokraterne at få kirken ud af skolen. Det var et fatalt Bildungsabbau. Danskerne mistede den religiøse forestillingsevne, og dermed var de ude af stand til at forstå de religiøse indvandrere, der på samme tid var ankommet, skønt socialdemokraterne havde indført indvandrerstop i 1973. Samtidig skete der noget andet, som var ligeså markant. I efterkrigstiden, hvor kulturradikalismens skoleideologi, reformpædagogikken, indoptoges i det statslige dannelsesapparat, opstod en ny fjende af den velfærdsmodernistisk-nationale dannelse: massekulturens uautoriserede dannelse af børn og unge. Man forsøgte at holde den ude ved hjælp af fantasibegrebet, idet kompetence dengang hed fantasi. Massekulturen identificeredes som amerikansk, og dermed var anti-amerikanismen blevet til det, der officielt skulle styrke danskheden.
Dannelsen kom tilbage
Dannelse kom i 1970’erne til at hedde indoktrinering af flere grunde. For det første fordi klassebegrebet var dominerende, og dannelse identificeredes med borgerlige dannelse, hvorfor den ikke kunne være almen. I midten af 1980’erne genintroducerede Bertel Haarder begrebet almendannelse til stor forargelse for de progressive, der endnu troede på klasser. For det andet fordi man antog, at der i mennesket var en modstandskerne, der gjorde, at mennesket ikke kunne socialiseres fuldt ud. Man kritiserede ”the oversocialized concept of man” (Dennis Wrong). Der var noget ikke-dannet, som enhver dannelse eller indoktrinering var et indgreb i, og som måtte være medfødt. Den kerne hed kompetence eller creativity. Kompetencens og kreativitetens førende tænker var lingvisten Noam Chomsky. Han leverede de afgørende opgør med behaviorismens bevidsthedsopfattelse, ifølge hvilken mennesket var uendeligt formbart. Behaviorismen er empirismens videreførelse og dermed af ideen om bevidstheden som afspejling af ydre stimuli; den samme teori som vi finder i leninismen. Dengang var mennesket intet, før det med dannelsen blev noget.
Sprogevnen – ”competence” – var ikke et resultat af ydre stimuli, påstod Chomsky; der var ikke tale om imitation, men om kreativitet som man ikke kan lære, for nogen har det, andre ikke. Mennesket var ikke imiterende, som både Platon og Aristoteles mente, men skabende. Budskabet var neoromantisk med rødder tilbage til Herder og Humboldt. Man kan lære at efterligne, men man kan ikke lære at være kreativ. Er man kreativ, vil ingen reklame virke på én – og derfor opfandt statens pædagoger ideen om, at børn er kreative.
Enhver kan se – empirisk –, at børn ikke gør andet end imitere alt omkring dem især massekulturen. Børn er mimetiske. De imiterer især de pophelte, der begyndte at trække opmærksomheden bort fra skolens og dermed fra den statslige dannelse, uddannelse, omdannelse og hen imod markedets forførende og glitrende billeder og idoler. Statens filmcentrals socialistisk-realistiske kortfilm i sort-hvid kunne ikke hamle op med ”Far til fire” og Hollywood.
Vi befandt os midt i en quizz-tid og havde endegyldig forladt en jazz-tid. Digterne og de intellektuelle var bekymrede og blev nyradikale. Staten blev skræmt og lavede Statens Kunstfond og forsøgte med politiet at holde reklamer ude. Dengang lå reklameskibet Merkur ude i Øresund og sendte ”Radio Luxemborg”.
Markedet har altid marginaliseret de intellektuelle. Iblandt dem Jesper Jensen der frygtede effekten fra Se og Hør. Når jeg nævner Jensen her, så er det jo, fordi han i 70’erne tog hævn med sin lille røde, for endnu på det tidspunkt var statsskolen et værn mod markedets kitsch.
I 1975 blev fantasien gjort til en af skolens grundlæggende værdier. Hvor religionen gik ud, kom fantasien ind, og dermed blev skolen religionskritisk. Tanken var, at fantasien var iboende. Det var altså den, der var den modstandskerne, der ikke måtte indoktrineres eller dannes, fordi den jo selv var dannende. Dannelse blev til indoktrinering, fordi mennesket selv var dannende, og derfor ville udefrakommende dannelse være et indgreb. Fantasien var religionskritisk, fordi den blev anset for kilden til religiøse ”fantasier”.
Fra 1975 kunne skolen dog reelt ikke længere holde massekulturen ude, men man lod som om og kaldte det ”kritik”, men den trængte langsomt ind især via musikundervisningen. I begyndelsen mente man, man kunne skelne mellem dannelse og pop, men i løbet af 1980’erne var det slut. Finkultur og massekultur var blandet sammen. I dag er der ingen modsætning mellem dannelse og massemedier.
Med globaliseringen, der begyndte i 1989 med murens fald, var en global dannelse en realitet, og den blev formidlet af bl.a. Internettet. Nu var det ikke længere massekulturen, der var fjenden, men migration, globalisering og integration.
Som et værn mod denne globale dannelse eller virkelighedens kosmopolitisering indsattes i skoleloven af 1993 en paragraf om, at det var skolens opgave at ”gøre eleverne fortrolige med dansk kultur”. Årsagen var, at dansk kultur var forsvundet og var blevet fremmed, for var den ikke det, ville ingen kræve, at børnene skulle gøres fortrolige med den.
På samme tid begyndte de danske forbehold over for EU at gøre sig stærkere gældende, og man frygtede integrationen i det europæiske med flere nej’er. Det var samtidig med globalisering, øget europæisk integration og indvandring, at ordet dannelse igen kommer til ære og værdighed igen og løsnes fra klassebegrebet.
Dannelsen er blevet nynational og kommunitaristisk – især ifølge venstrefløjen.
Værdier, kreativitet, kompetence …
Den offentlige og den private sektor deler i dag sprog og tænkning. Universitet og erhvervsliv er smeltet sammen sprogligt. Fortidens modsætning mellem ’forskning for folket’ og ’for profitten’ er ophævet med ideen om ”fra tanke til faktura”. Tankens slot – universitet – er et in-der-Welt-sein kasseapparat. Værdi ophæver i sig penge og æstetik eller behag og smag.
Både et firma, en skole og EU har et næsten identisk værdigrundlag. Aarhus Universitet og Ecco-sko har en kultur – hver sin. Alle går ind for værdier, kreativitet, kompetence, innovation, videndeling. Alle institutioner fra vuggestuer til højere læreanstalter frembringer viden. Der evalueres i flyvere, på hoteller, på skoler. Dermed er der ikke et alternativt sprog. Der er ikke et udenfor-værdierne. Universitetet som værdifrit område findes ikke, og nu danner universitetet ikke folket, men studerer det folket frembringer, idet socialvidenskab er blevet til interviewteknik. Alle spørger folk om, hvad de mener. Engang skabte digterne danskernes værdier, nu er værdiproduktionen overtaget af danskerne, og forskerne spørger dem høfligt om, hvilke værdier de har og gyser, hvis de er de forkerte. Værdinihilismen er reelt udryddet. Ingen kan mere danne andre, derfor er universitetet et sted, hvor den enkelte kan danne sig selv. Selvdannelse er virkeligheden, der naturligvis afvises.
Men værdier, kreativitet, kompetence osv. er ikke beskrivelser af noget i verden forekommende; de er ønsker, idealer, ideologier med en funktion. De skal ekskludere. Vi bedømmes efter kvaliteter, som man ikke kan erhverve sig. Det kaldes en refeudalisering af ansættelser. Værdier konstitueres af det Andet, som de holder ude. De skaber en forskel mellem os og dem. Kun tomme værdier er demokratiske; sættes der navn på ekskluderer de.
Disse ord – værdi, kreativitet osv. dækker over det postmoderne samfunds reelle ideer, som er: virkelighedstab, dekonstruktion og institutionalisme. De tre har jeg fra Ulrich Menzels Globalisierung und Fragmentierung. Det samme gælder den nynationale bekendelse og den nostalgiske længsel efter fællesskab (”krønikesamfundet”). Også disse imaginære dannelser skjuler det reelle: denationalisering og individualisering.
Med Ulrich Beck: Danmark globaliseres ikke udefra. Der findes ikke en dansk kerne, der skal styrkes, som de politiske partier ønsker fra DF til SF. Nationalstaten er globaliseret indefra, hvad enhver kan konstatere. Det danske er en ydre kulisse, der opretholdes med den nationale dannelse. Således gentager historien sig. National kultur skal beskytte os mod den postmoderne imperiale civilisation eller ”Empire Lite”, som Michael Ignatieff så smukt har kaldt det. Reelt er nationalstaten Danmark nedlagt; reelt er vi med i en etisk-imperial besættelse af Kosovo, Afghanistan og Irak. Men fantasien om nationalstaten lever endnu i hovedet på de dannende.
Læs også: Ole Grünbaum: Kanonen og den nationale forhudsindsnævring, Marianne Jelved: Sammenhæng mellem ord og handling og Christian Kock: Dannelse som kanonføde.
Læs ydermere Steen Nepper Larsens indlæg om kanon og dannelse: Mellem koldt trækul og ustyrlige ambitioner