1. februar, 2005
”Lad mig for resten først spørge, hvordan De fandt frem til Spinoza? Er det fordi han var jøde?” ”Nej, Deres Nåde. Jeg anede ikke hvem eller hvad han var, da jeg havde fået bogen – men man elsker ham just ikke i synagogen, hvis De da har læst hans livshistorie. Jeg fandt den hos en marskendiser i en by i nærheden, betalte en kopek og forbandede mig selv, da jeg gik, for at sløse sådan med pengene. Jeg læste et par sider, mens jeg gik, så hurtigt som havde jeg en hvirvelvind i ryggen. Som jeg sagde før forstod jeg ikke hvert eneste ord, men når man kommer ud for sådanne tanker, føler man det, som om man er på et hekseridt. Bagefter var jeg ikke den samme som før. Det er selvfølgelig bare en talemåde, for jeg har ikke forandret mig siden min ungdom.”
Det er Yakov Bok, den mærkværdige helt i Bernard Malamuds roman The Fixer, på dansk Altmuligmanden, der udtaler disse ord. På dette tidspunkt i romanen taler Yakov sandt når han siger at han kun har forandret sig lidt siden sin ungdom, men i løbet af det næste to og et halvt år (den tid romanen dækker), vil han undergå en gennemgribende forandring og vokse i forståelse og aktiv etisk formåen. Yakov kastes ud i en permanent krise præget af lidelse og elendighed, men denne krise er også en læreproces hvor han vokser i styrke og øger sin formåen. Tematisk fungerer romanen både som en undersøgelse af racismens ansigt, herunder en klar politisk stillingtagen og dernæst fungerer den som ”Bildungsroman” hvor den etiske forandring rummer det evige problem om menneskets forvandling fra uvidenhed til forståelse og fra passivitet til aktivitet. Vor helts forvandling er for en stor dels vedkommende et resultat af opnåelsen af det Spinoza kaldte mere adækvate ideer, der bringer ham frem til en ny måde at se på tingene, etableringen af en anden selvforståelse, følsomhed og en åben kritisk tankevirksomhed. I denne passage fra melankoli og tristesse til glæde og indsigt spiller Spinozas ideer en afgørende rolle.
I sin læreproces lærer Yakov to ting: At bekræfte sin eksistens og på aktiv vis evaluere den sociale virkelighed. Men i stedet for at tale om et klassisk dannelsesprojekt er det mere præcist at tale om en læreproces, hvor det ikke handler om at komme ud på den anden side som noget nyt, men om dannelsen som en proces af både reaktive og aktive kræfter, hvor det at være menneske er at blive menneske, hvor det ikke handler om fremtiden som sådan, men om at give eksistens til noget nyt i sit liv, at rejse noget der kan leve og ånde i kraft af sig selv, i kraft af sine forbindelser; at give, gøre eller skabe noget i stedet for at retfærdiggøre eller dømme livet og mennesket. Netop at blande sig med nye kræfter ER hvad det vil sige at leve et mere potent liv, et liv med større mulighed for indsigt, årvågenhed og opmærksomhed og dermed glæde. I denne læreproces er spørgsmålet ikke så meget: Hvilke oplevelser har Yakov?, men snarere hvordan formes Yakov af det der sker med ham, af de hvirvelvinde der blæser fra højre og venstre. Her på randen af hans liv kender vi endnu ikke Yakov. Vi har et tidligt billede af ham, men i flere centrale begivenheder skal det vise sig, at en række kræfter er i færd med umærkeligt at sive igennem og gøre Yakov til noget andet eller få ham til at træde frem på ny, selvom han i det ydre forbliver fattig.
Dannelsens dramatisering
Vi vil kalde Yakovs dannelse for dannelsens dramatisering; en læreproces der begynder som mødet med en ”hvirvelvind”, ”et hekseridt”. Når hekse ridder på deres kosteskaft flyver de som bekendt gennem luften, noget som er de færreste mennesker beskåret og tilstedeværelsen af en hvirvelvind er ikke just den normale måde at karakterisere en læreproces. Som vi skal se bliver hvirvelvinden en afgørende kraft for dannelsens retning, dynamik og substans. Måske den udtrykker opdagelsen af noget nyt, en mening, som ganske vist må udtrykkes i sproget, men som ikke tilhører sproget selv. En ny mening og begyndelsen på et nyt liv, der kun kan udtrykkes som en kraft, som forandrer den totale kontekstuelle mening, der knytter sig til den begivenhed, som man står i, uden at der faktisk er sket en forandring af ens legemlige virkelighed. Yakov er stadig fattig og sidder stadig fast i visse af religionens fiktioner og han beklager sig stadig over den skæbne der er blevet ham til del, men han er blevet ramt af noget, der efterhånden vil give ham en anden evaluering af sin virkelighed. Vi kunne sige at han er blevet ramt af det levende ord, det ord som ikke kender et objekt, men som er båret af en særlig virkningsfuld attitude, et udtryk der toner, farver og evaluerer hans virkelighed på ny. Noget sættes i bevægelse, noget sætter ham i bevægelse. Men der skal gå lang tid før Yakov forstår dels hvad han har læst hos Spinoza og dels hvad det er for en ny mening han kan knytte til sit liv. Dannelsens drama erstatter den dømmende habitus, men kun for skabelsen af den mening, der er bærer af begivenhedens drama.
At flyve af sted over sit eget hoved på fornuftens vinger
Yakov er jøde og ansættes ved et teglværk i et område forbudt for jøder. Han opgiver et falskt navn for at få arbejde, og det går udemærket i starten, men efter at man finder liget af en tolvårig dreng i en grotte dolket til døde, bliver Yakov, hvis rigtige navn og eksistens opdages ved en tilfældighed, udsat for forfølgelse, og han beskyldes for mordet på drengen. Som et led i bevismaterialet indgår et jødisk usyret brød, mazzo, som man har fundet på Yakovs kontor. En præst indkaldes til at aflægge erklæring, der hævder at dette brød spises af særlige fromme mennesker, en zaddik, og anvendes i ”påskeritualet til beskyttelse mod ånde onder og onde mennesker”, og i en dogmatisk udlægning af jødedommen hævder præsten, at man i dette ritual anvender blod som led i bagningen og at dette blod er blevet tappet fra den myrdede dreng. Yakovs svar er spinozistisk i mere end én forstand: ”Jeg er altmuligmand og ikke mazzobager” og som en ækvivalens hertil: ”Jeg er ikke religiøs men fritænker”. Spinoza understregede at de undertrykkende elementer i politik og religion kan føres tilbage til den fristelse, at se mennesket som en realisering af en særlig moralsk fiktion skabt af Gud. Når naturen ikke opfører sig som fiktionen tilsiger, hævder man at naturen er ufuldkommen og syndig. Yakov bliver det menneskedyr der er syndig, fordi han ikke adlyder den fiktion eller ideologiske orden som kræves af ham ifølge den påberåbte Gud (sic. Politik).
Yakov oplever hvordan anklageren og præsten sidder fast i dogmatik, som er blevet dumme og følelsesmæssigt amputeret og som har gjort dem immune overfor andre kræfter og andre typer af affekter, der kunne få dem på andre og bedre tanker. I forlængelse af Spinoza skriver Deleuze bl.a. : ”Et individ betragtes som ond, slavagtig eller dum hvis det forbliver impotent og ude af stand til at handle. Menneskets væremåde kaldes derimod god, fri, rationel eller stærk hvor livsførelsen øger ens evne til at berøres, således at ens handlekraft øges og aktive affekter og adækvate ideer skabes.” Et individs væremåde dømmes ikke af hinsidige principper, men vurderes dennesidig ud fra hvordan væremåden giver livet åbenhed og affektiv forandring, som bliver af stor betydning for sociale relationer. Hvem er det der siger, ”Du skal!”? Det er præsten, og det kategoriske imperativ som udelukkende er et formelt logisk aspekt for den dømmende vilje. Hvem er det som altid er skyldig? Det er slaven, gennemtrængt af ansvar og skyld fra hvilken han aldrig kan frikendes. Yakovs læreproces handler om at leve den proces igennem der gør en forståelse mulig og som gør ham i stand til at handle på ny. Han gennemlever et drama hvis kræfter bliver konstitutive for hans forståelsesaktivitet og dermed dannelse.
Mens anklageskriftet udarbejdes anbringes Yakov i fængsel under kummerlige vilkår. Da man ikke har beviser imod ham prøver man at presse en tilståelse ud af ham, men uden held. På trods af den korrupte og forfærdelige lidelse han udsættes for, begynder han langsomt at begribe en tilsyneladende fuldkommen irrationel situation. Han indser hvordan historiske og politiske årsager opererer og kan forstås som en del af de kræfter der er på spil i de mange meningsløse ytringer han har været udsat for. Endvidere lægger han efterhånden det simple og snæversynet karaktertræk af sig og en stærk karakter begynder at tage form.
Under de første afhøringer spørger den sympatiske dommer Bibikov Altmuligmanden: ”Har De noget imod at fortælle mig, hvad De mener Spinozas værk betyder?” […] ”Det er ikke så let at sige….bogen betyder forskelligt for mig alt efter de enkelte kapitlers emner, skønt alt er forbundet. Men hvad jeg tror den betyder [Spinozas filosofi] er, at han ville gøre sig selv til et frit menneske – i den udstrækning det er muligt i henhold til hans egen filosofi, hvis De forstår hvad jeg mener – ved at tænke tingene igennem og sætte alt i forbindelse med hinanden, hvis De vil gå med på det, Deres Nåde.”
Bibikov spørger kort efter Yakov: ”Hvis mennesket er så afhængig af nødvendigheden, hvor kommer friheden så fra?” Yakov svarer: ”Fra Deres tanker, Deres Nåde, hvis Deres tanker er hos Gud, altså hvis De tror på sådan en Gud og har gennemtænkt det hele. Det er som et menneske der flyver af sted over sit eget hoved på fornuftens vinger – eller sådan noget. Man bliver til ét med universet og glemmer sine sorger.” Altmuligmanden Yakov rammer godt Spinozas ånd, men han forstår ikke hvordan disse ideer kan være ham til hjælp i den håbløse situation han står i.
Bag den ene verden ligger en anden verden
Altmuligmanden forsøger ved forskellige lejligheder at forstå Spinozas Gudsbegreb og hvordan det adskiller sig fra et mere traditionelt Gudsbegreb. Under et besøg i fængslet kommer Schmuel, hans mere ortodokse svigerfar, der anmoder Yakov om at bede selvom han ikke kan høre Guds stemme. ”Hvis du ikke kan høre hans stemme, så lad ham høre din. Når bønnerne stiger op, stiger velsignelsen ned.” Yakov svarer brutalt og noget bittert tilbage: ”Skorpioner stiger ned, hagl og ild, skarpe klippesten og ekskrementer. Dertil behøver jeg ikke Guds hjælp. Russernes er tilstrækkelig. Ok, engang plejede jeg at tale med ham og selv give svarene, og hvad kommer der ud af det, når man ved så lidt?” Yakov kæmper med at forstå, Spinozas Gudsbegreb og han er på sin vis parat til at acceptere, at denne Gud er tættere på sandheden end den jødiske pagt, men i hans liv har det endnu ikke fået den værdi. Guds uendelige natur burrer stadig Altmuligmanden inde i et fængsel for en forbrydelse han ikke har begået. Et sted siger han: ”Spinozas Gud …er den evige og uendelige tanke om Gud, som han åbenbarer sig overalt i naturen”. ”Naturen opfandt sig selv og opfandt mennesket. Alt hvad der var fra begyndelsen. Det siger Spinoza. Skal vi se helt klart på tingene, så er Gud enten noget, vi har fundet på, så han ikke kan stille noget op, eller også er han en magt i naturen men ikke i historien. En magt er ikke en fader. Han er en kold vind, og vi må prøve at holde varmen. Sandt at sige har jeg afskrevet ham som død.” Denne Gud giver ingen trøst til Altmuligmanden, hvorfor Yakov fortsat lider uden at kunne bruge hverken den intellektuelle kærlighed til Gud [Spinoza] eller pagtens Gud til noget. I denne desparate fase hvor han isoleres fra de andre fanger ser Altmuligmanden ingen udveje og er parat til at dø. Tilstå vil han dog under ingen omstændigheder.
Langsomt men i forskellige forskudte begivenheder indser Altmuligmanden hvordan hans tanker har været domineret af ufuldstændige forestillinger. Han bliver for det første bekendt med den politiske situation i Rusland og den stigende jødeforfølgelse [Pogromer], hvor fængslingen af ham blot er ét blandt flere konkrete manifestationer affødt af en række irrationelle kræfter, der gennemtrænger det politiske klima. Undersøgelsesdommeren Bibikov der forsøger at hjælpe Yakov, fortæller at der er stærke beviser, der peger på sønnens moder som den sande morder, men at der er stærke politiske interesser for at føre en domfældelse igennem mod Yakov. Da den politiske situation begynder at gå op for Yakov, siger han til dommeren: ”Når, gik det sådan til…Bag den ene verden ligger en anden verden.” Den nye advokat der stilles til hans rådighed forklarer situationen i nye detaljer: ”I et sygt land er ethvert skridt mod helbredelse en fornærmelse mod dem, der lever af dets sygdomme…De forfølger hver eneste minoritet – polakker, finner, tyskere og os – men navnlig os [jøderne]. Folkets utilfredshed skaffer de udløsning for ved antisemitiske optøjer. Det er den simple løsning på deres problemer. Desuden nyder de sig selv, fordi de med regeringens velsignelse myrder jøder, og det er godt for forretningen.” Altmuligmanden lærer at sandhed og retfærdighed aldrig blot er et isoleret og absolut begær, løsrevet fra interesser, følelser og affekter. Men han lærer også at begæret ofte er båret af bestemte fiktioner og ideologier der undertrykker ikke kun ham men folk som helhed. Tidligere tænkte Yakov på Spinozas Gud som en kraft i naturen og ikke i historien, men det begynder langsomt at gå op for ham, at historien selv er del af naturens processer underkastet årsagsmæssige forklaringer. Han forstår hvad det vil sige at ”der er en verden bag verden”; noget der ikke har at gøre med et frelst rige hinsides denne verden, men som omhandler dette væv af forbindelser som sender påvirkninger igennem sine tråde, vi kan forsøge at begribe undervejs med de talenter vi nu har.
At forstå sin skæbne i tingenes væv
Det var gået op for Yakov at det han tidligere kaldte ”deres” historie også var hans historie. Han erkender at han er et produkt af historien, men også på hvilken subtil måde denne proces og disse forbindelser finder sted og hans skæbne vedrører ikke bare ham selv som isoleret individ men Ruslands skæbne: ”Når porten har lukket sig er man ude i det fri. Det regner og sner. Det sner historie, hvormed menes, at det der sker for et menneske begynder med et spind af begivenheder langt fra vedkommende. Naturligvis begynder det, inden han kommer dertil. Vi er selvfølgelig alle med i historiens gang, men nogen er det mere end andre…Hvis det sner, bliver ikke alle, der er ude i det, våde. Han var blevet gennemblødt. Til sin smertelige overraskelse var han trådt dybere ind i historien end andre…” Yakovs forståelse af historien er ikke forståelsen af den store fortid, men på Spinozistisk manér tingenes væv af forbindelser og årsagsmæssige relationer som ikke er historiens fiktion men den ild eller hvirvelvind der løber igennem historien uden at være identisk med den. Da han mod afslutningen af romanen igen spørger sig selv: ”Hvorfor mig?”, giver han denne gang et nyt svar: ” dels som sin personlige skæbne – som følge af hans forskellige mangler og fejltagelser – men dels også som en kraft der tilhørte omstændighederne, men hvis det var muligt at begribe dette, var det stadig hinsides hans kapacitet.” Han aner dette væv af relationer, men det har endnu ikke opnået en distinkt klarhed hos ham – er ikke endnu ikke nyvunden indsigt.
Dannelsen, der indeholder en åbning af muligheder
Fra starten af har han afvist at tilstå også selvom man siger det vil gøre hans sag nemmere. Da man efterfølgende siger at hans sag vil blive henlagt såfremt han oplyser navnene på de ekstremistiske eller zionistiske revolutionære der betalte ham til at udføre mordet, afviser han naturligvis også dette. Da myndighederne ingen beviser har mod ham prøver de en tredje og sidste gang. Dette møde rummer den begivenhed der vender op og ned på alt og som nu transformere hvirvelvindens begyndelse til en magt og forståelse for Yakov. Myndighederne ønsker Altmuligmanden løsladt som led i et generelt benådningspolitik i anledning af huset Romanovs 300 års jubelæum foranstaltet af Tzaren. Yakov afviser blankt tilbudet om benådning: ”Yakov sagde at han krævede en ærlig retssag, ikke benådning [som forbryder]. Forlangte man han skulle forlade fængslet uden retssag, måtte de skyde ham først.” Yakov er blevet en anden. Ved at blive årsag til sin egen forståelse bliver det for første gang i lang tid muligt for ham at vælge, et valg igennem hvilken han bekræfter en retfærdighed ved at bekræfte et aktivt liv. Den dramatiserende metode fuldender loven ved at bekræfte et immanent princip for kritik. At blive værdig til begivenheden, til det der sker med én, er den hårde vej til større frihed, men den beror på et selektivt valg som er båret frem af en mere adækvat forståelse, af den gestus der har fået tanken til at stige til en kraft. Det selektive valg er en evaluering der ikke er båret af universelle værdier men af immanente kriterier. Her må en etisk handlen være den dannelse der indeholder en åbning af muligheder; den må indbefatte ”en forstærkelse og en intensivering, en stigning af magt, et øget antal af forbindelser og erhvervelsen af en distinktion.” Men Yakovs valg sætter ikke bare en grænse, det lader ham komme videre på en måde der har givet ham en ny og klar orientering, både hvad angår religion og politik, men også om kærlighed og vrede. Ideerne lever kun i kraft af sin potentialitet. Denne tanke er en dobbeltbevægelse af affirmation og kritik, en bekræftelse af det mulige som muligt og en modaktualisering af etikken, der må ’drive vreden til det punkt, hvor den vender sig mod sig selv.’ Fra at være et spørgsmål om at kende det gode som det gode, kan man tale om viden som en aktiv besindighed, hvor ”viden bliver et spørgsmål om at vide forskellen – erkendelse et spørgsmål om at kunne kende forskel: på vigtigt og uvigtigt, undertrykkelser og frigørelser, grusomhed og lykke.” I dannelsens drama er ”’viden’ alene ikke tilstrækkeligt som kernebillede af tanken, men snarere væsentlighed, følsomhed, selektivitet og potentiale til forbindelser.”
Aktiv formåen og handlekraft
I modsætning til tidligere hvor Yakov ikke forbandt sit liv med politik, siger han nu: ”Et har jeg da lært, tænkte han. Der findes intet mere håbløst end et upolitisk menneske, navnlig ikke når han er jøde. Det er så tydeligt. Man kan ikke være jøde og upolitisk. Man kan ikke sidde stille og se sig selv blive tilintetgjort.” Det er vigtigere at få en retssag end at lade de reaktionære kræfter fortsætte med at slavebinde folk. Da han tidligere overvejede hvad der kunne ligge i Spinozas ideer og hvorfor hans ankomst forekom ham relevant i sit liv, svarede Yakov at Spinoza ønskede ”at ville gøre sig selv til et frit menneske – i den udstrækning det er muligt i henhold til hans egen filosofi, hvis De forstår hvad jeg mener – ved at tænke tingene igennem og sætte alt i forbindelse med hinanden”. Yakov siger at han ganske vist ikke er filosof, men blot altmuligmand, men det er rimeligt at antage, at han har taget nogle skridt i retning af en øget frihed ved at forstå de levende tråde og linjer der forbinder mennesker, samfund og natur. Han er bærer af en eksistens der rummer en anden kræft, der har fået vægten til at tippe over fra den passive lidelse og fiktive selvforståelse henimod en aktiv formåen og handlekraft. Selvom vi ikke kender retssagens endelige udfald, kan man på en måde sige at Yakov er fri. Måske har han ikke opnået det sus hvor han ”flyver henover sit eget hoved på fornuftens vinger”, men han har opnået et større perspektiv, der har øget hans lyst til at engagere sig i verden og i andre mennesker.
Det er ikke længere den samme Yakov der forbandede jøderne og deres historie. Det er ikke længere den Yakov der blot lider for sig selv. Med en stigende forståelse for de ”usynlige sammenhænge”, der kun nu er alt for synlige, kan han ikke længere holde konsekvenserne af sin død for sig selv: ”I de kristnes øjne er alle jøder sådan som én jøde er. Hvis almuligmanden står anklaget for at have myrdet et af deres børn, så er hele resten af racen også under mistanke.” Godt nok har han ikke opnået adgang til et univers blottet for sorger og bekymringer, men han er trængt ind i sin egen historiske og politiske virkelighed og hans ”sorger” er nu takket være en mere adækvat forståelse, en mindre undertrykt faktor i hans liv.
En eksistens man retteligt kan kalde sin egen
Hvirvelvinden bliver navnet på den bevægelige kraft der kan genoprette Yakovs forbindelse mellem ham selv og verden. Et udenfor som er tingenes Nåde, der ikke længere er en ytring rettet mod et menneske, men en bevægelig passion der har gjort Yakovs indsigt til en skabende kritisk proces, der netop fuldbyrder kundskaben og loven, akkurat som Paulus der ikke kommer for at destruere loven, men for at fuldbyrde den. Loven er ikke længere den uendelige udsættelse om mulig frelse i en anden verden (fordi den er ren formel uden at bekræfte dette liv), men netop skabelsen af det navn, det princip eller den lov, der gribes i det Walter Benjamin rettelig har kaldt ”farens stund”. Yakovs tro på denne verden, er ikke troen på en fiktiv Gud. Det er ikke et moralsk diktat og ej heller en teologi båret frem af en transcendent Gud, men alene et etisk udsagn: At erfare vores tilhørsforhold til verden i en selektiv proces, hvor det handler om at leve noget ud, at bruge sin tilværelse, og det er graden af denne indfældethed og kravet om at forfølge en række nødvendige forbindelser, der giver Yakov en ny tro på verden. Troen på verden er båret frem af en dramatiserende læreproces og en kraft til selv, så meget det nu er muligt, at blive årsag til den forståelse og dermed en måde at eksistere på, man rettelig kan sige er ens egen.