De nye studenterbevægelser

Som modsvar til alt lige fra budgetnedskæringer, fremdriftsreformer, ensidige pensumplaner samt etnisk og seksuel diskrimination, har vi på tværs af klodens kontinenter kunne bevidne en opblomstring af kritiske studenterbevægelser i løbet af det seneste årti. I et nyt etnografisk forskningsprojekt, med titlen “Fighting for e/quality: Comparative Ethnographies of New Student Movements”, undersøger en række forskere denne opblomstring i Danmark, Storbritannien og USA. Turbulens har talt med antropolog Gritt B. Nielsen, som leder forskningsprojektet, om de aktivistiske studerendes bevæggrunde.

Desmond Bowles Wikipdia Commons Removal of Statue Cecil Rhodes

28.05.2021

Af Kristoffer Balslev Willert

Som det primære samfundsrum for vidensproduktion, læring og refleksion, bør vi altid undersøge universitets rammer og dets aktørers roller – heriblandt de studerendes. Er universiteterne demokratiske? Giver de plads til (selv)kritik? Hvordan skal universiteterne hænge sammen med resten af samfundet? Har de studerende en legitim stemme? Hvor stærk en stemme bør de have? Parallelt med samtidens neoliberale samfundsreformer blev der i 2003 indført en ny universitetslov i Danmark, der kridtede banen op for en ny indretning af universiteterne – også i forhold til de studerendes rolle. Fra at blive omtalt som ”deltagere”, ”medejere” eller ”medproducenter” af viden i kølvandet på 68’, begyndte de studerende mange steder at blive refereret til som ”brugere”, ”forbrugere” eller ”kunder”. I løbet af det seneste årti er der opstået en række kritiske og eksplorative studenterbevægelser – både herhjemme og internationalt – der kæmper imod diskrimination og faglig ensretning og for demokratisk inddragelse og faglig selvkritik. Lige fra rematerialiseringer af instutiononelle rum, amerikanske studerendes udøvelse af ”safe spaces”, ”trigger warnings” og ”no platforming”, massemobiliseringer og bygningsbesættelser i blandt andet Sydafrika og Storbritannien under parolen ”Rhodes must fall”, til aktivistiske og fag- og pensumkritiske studenterbevægelser her i Danmark såsom ”Et andet universitet” og ”Front”. Det er denne opblomstring af de nye studenterbevægelser, som et nyt DFF-støttet forskningsprojekt ved AU – Fighting for e/quality: Comparative Ethnographies of New Student Movements – undersøger de kommende år. Projektet er ledet af antropolog og lektor Gritt B. Nielsen, som Turbulens har mødt til en snak om de aktivistiske studerende.

Lad os begynde med en introduktion af dig selv og din forskning. Hvad er dit primære forskningsområde?

Jeg er uddannet antropolog ved Københavns Universitet og er nu ansat som lektor på Pædagogisk Antropologi ved DPU. Hvad angår forskningsinteresser, så har jeg i mange år været interesseret i, hvordan opfattelser af, hvad der er legitim, relevant eller vigtig viden, hænger sammen med praksisser omkring deltagelse og demokrati. Hvordan snakker man på tværs af forskelle? Hvilke typer af udsagn fremstår og høres som legitime eller illegitime? Og hvilken betydning har det, hvem der siger hvad? Jeg beskæftiger mig altså især med krydsfeltet mellem viden og hvad det vil sige at have en stemme, at bestemme, at indgå i deltagelses- og beslutningsprocesser. Det har jeg gjort på flere måder, fra min første større etnografiske undersøgelse, som jeg lavede med en medstuderende, da jeg læste på antropologi, hvor vi kiggede på kvinders muligheder for at deltage i bestyrelsen af brønde i Burkina Faso til mine senere projekter omkring universitetsstuderendes engagement og deltagelse.

De seneste mange år har du beskæftiget dig med universitetet som socialt og politisk rum og de studerendes rolle på universiteterne. Hvad skabte din interesse for det?

Min generelle interesse i krydsfeltet mellem vidensproduktion og repræsentation af stemmer tog mig i den retning. De senere år har jeg både lavet feltarbejde herhjemme og i New Zealand, hvor jeg især har haft fokus på studerende og studerendes deltagelsesformer – både i politisk og pædagogisk forstand. En helt grundlæggende præmis for et universitet er, at man skaber nogle særlige rum for læring, deltagelse og vidensproduktion baseret på forskellige akademiske, politiske og pædagogiske kriterier og praksisser. Synet på de studerendes rolle inden for institutionen har således også ændret sig over tid. 

I Danmark skete der for eksempel noget i det nye årtusind, i 2003, med den nye universitetslov, som ekspliciterede en ny styreform. Jeg begyndte at undersøge forandringerne på universiteterne i kølvandet på den nye universitetslov. Blandt andet i forhold til, hvordan de studerende fik en ny rolle. For det første må vi spørge: Hvilke begreber bliver der brugt om dem? Fra at blive talt om som ”medejere” eller ”deltagere” i 70’erne, eller medproducenter af viden – ud fra forståelsen af, at universitetet er et akademisk kollektiv, der laver noget sammen – så opstod der i 80’erne en ny kategori om den studerendes som en ”bruger”. Den studerende blev dermed rykket ud af institutionens maskinrum og gjort til en ekstern aktør, der kan anvende de tilbud og services, universitetet rummer. Det begreb blev skrevet ind i forskellige politiske dokumenter. Over de senere år ser man også begreberne ”forbruger” og ”kunde” – hvilket selvfølgelig er helt eksplicit i for eksempel de angelsaksiske lande, hvor de studerende betaler og bliver talt til som forbrugere og kunder i butikken, hvor de har ret til visse varer og så videre. Men det samme sprog har også sneget sig ind i Danmark, selvom man ikke har brugerbetaling. For eksempel omkring ”valgfrihed” – altså som studerende skal du have ”valgfrihed” på alle hylder, og det er det, der skal give dig den bedste uddannelse. Du har altså et ansvar som studerende for selv at vælge rigtigt og stykke din egen unikke uddannelse sammen. 

Og hvordan erfarede du, at de her ændringer var medvirkende til en ny bølge af studenteraktivisme?

Mine undersøgelser førte mig til et projekt i New Zealand, hvor jeg kiggede på studenteraktivisme og studenterbevægelser. Jeg var dernede i to omgange, i 2012 og 2015. I 2012 var de radikale, aktivistiske miljøer meget fokuserede på ”tuition fees” – altså brugerbetaling. Og de var kritiske overfor markedsgørelsen af universiteterne og generelt set den ulighed, der blev skabt i samfundet med den øgede neo-liberalisering af blandt andet uddannelsessektoren. De protester, de mobiliserede, handlede især om de økonomiske spørgsmål. Det handlede om kapitalisme på de større nagler, og på det helt konkrete niveau handlede det om at protestere, når der for eksempel blev afholdt officielle budgetmøder på universiteterne. Protestere, besætte, lænke sig til gelændre, så folk i administrationen ikke kunne komme ind, og den slags. Pointen er, at der var fokus på fordelingspolitik, og på den type af neoliberale reformer, som New Zealand var gået forrest med at introducere allerede i 80’erne. Men da jeg kom derned tre år senere i 2015 var der kommet en ny “generation” eller gruppe af aktivister, som identificerede sig mere queer-politisk. De læste blandt andet queer-teori og post-kolonial litteratur. Ligesom de tidligere aktivister var de kritiske overfor de neoliberale reformer, men de engagerede sig også i spørgsmål omkring muligheder for ligebehandling og mangfoldighed på universitetet på en lidt anden måde end de tidligere aktivister. I den periode kunne jeg også se, at studerende i andre lande på forskellige måder også satte fornyet fokus på og mobiliserede sig omkring spørgsmål om ulighed, uretfærdighed og diskrimination på deres universiteter. 

Du leder et projekt, der blev opstartet sidste år og er støttet af DFF, som hedder Fighting for e/quality: Comparative Ethnographies of New Student Movements. Kan du fortælle om baggrunden for det projekt?

Fra 2015 og fremad skete der som sagt noget på den internationale scene for studenterbevægelser. I 2015 opstod der blandt andet en bevægelse i Sydafrika, der hedder ”Rhodes Must Fall”. Den voksede og udviklede sig på forskellige måder – både i Sydafrika og internationalt. Koloni-kritikken, som var i fokus for ”Rhodes Must Fall”, blev blandt andet koblet til kritik af brugerbetaling (”Fees Must Fall”) samt kritik af resten af samfundet som mandsdomineret (”Patriarchy Must Fall”). Der opstod både en række interne og udadrettede diskussioner om, hvem der bliver diskrimineret, hvordan det sker, hvilke stemmer der høres, hvad det er for nogle institutioner, de studerende træder ind i, hvordan de rum er formet, og af hvem. Hvad betragtes som legitime kroppe, legitime stemmer, den legitime måde at gebærde sig på og tale på? Det, jeg lavede i New Zealand, kunne jeg nu se i et meget større internationalt lys. For det, der også skete, var, at ”Rhodes must fall” bevægede sig og blev taget op af studerende i USA og især i England – hvor den stadig er aktiv. I USA opstod der i denne periode fra 2015 og frem de her store diskussioner omkring ”safe spaces”, ”trigger warnings”, og ”no platforming” på universiteterne. Især visse konservative debattører blev i en periode ”no-platformed”. Det vil sige, at deres stemme og talerum blev taget fra dem af studerende, der for eksempel fandt debattørens budskaber hadske eller diskriminerende. Det affødte ret heftig debat i USA i 2015 og helt frem til i dag.

Men de her aktioner knyttet til progressive miljøer – som de ofte betegnes (eller radikale venstreorienterede miljøer), eller det, som for mange er en mere negativ term, nemlig ”identitetspolitik”, der også udsprang af PC (”political correctness”) – blev af kritikere betragtet som en trussel mod ytringsfriheden og den akademiske frihed. Hele den her brudflade af spørgsmål om, hvad et universitet er og bør være, udspiller sig også omkring forskellige – men ikke i sig selv nødvendigvis modstridende – ønsker om at fremme eller sikre pluralisme på universiteterne.

Desværre præsenteres det i den offentlige debat, også herhjemme, på en alt for simpel og polariseret måde: Et ønske om at fremme mangfoldighed og reducere diskrimination på universitetet baseret på køn, seksualitet, nationalitet, hudfarve – både i forhold til studerende, ansatte og især i det pensum, der læses – sættes op over for et ønske om at fremme og sikre holdningspluralisme og ytringsfrihed og akademisk frihed. De ting er dog ikke hinandens modsætninger per se. Det er svære og dilemmafyldte spørgsmål, der for at blive håndteret på bedste vis kræver åbne, nysgerrige samtaler på tværs af forskelle. Og det er den hårde tone og polarisering, der er begyndt at tegne den offentlige debat på området, ikke just befordrende for. Desværre. Jeg håber meget, at forskningsprojektet på sigt kan bidrage til at gøde jorden for sådanne dilemmafyldte samtaler blandt studerende, undervisere, forskere og ledere og derigennem kvalificere de akademiske, pædagogiske og politiske prioriteringer, der nødvendigvis skal laves på et universitet. 

Hvad gør I mere konkret i jeres projekt?

Det handler om, med nogle etnografiske nedslag i USA, Storbritannien og Danmark, at se på de lokale forhandlinger og diskussioner. Vores afsæt er i høj grad de studerende. Hvad er det, de studerende tænker og gør de her steder? Hvad er deres forventninger og argumenter? Deres erfaringer med at komme på et universitet? Og hvad er afgørende for, at nogle af dem bliver aktivistiske og mobiliserer sig for at fremme en særlig form for mangfoldighed, diversitet og inklusion? Hvad er det for nogle kampe, de studerende tager? I den forbindelse ser vi også på, hvilken rolle og position, de studerende har i institutionen. Hvilke traditioner er der for eksempel for at have de studerende med i råd og nævn, hvor de kan tage nogle af de her diskussioner og løbende blive inddraget i at justere bestemte praksisser på universiteterne, for eksempel pensumplaner? Der har vi en meget stærk tradition i Danmark, blandt andet med studienævnene. Det har man ikke på samme måde i England og USA. Hvilken effekt har det? 

Som du siger, er projektet er delt i en række subprojekter. Er det muligt at sige noget, allerede nu, om forskelle og ligheder i universitetsstrukturerne de forskellige steder, I undersøger?

Universitetet har altid været kendetegnet ved en mobilitet af ideer og mennesker på tværs af institutionelle og nationale grænser. Diskussioner og tiltag omkring pluralisme, diversitet og mangfoldighed tager derfor form i nationale såvel som internationale rum, hvor det, der sker ét sted, fletter sig ind i konkrete aktiviteter og analyser og forståelser andre steder. Sammenligninger mellem landene spiller for eksempel en væsentlig rolle i den offentlige debat i Danmark, hvor der ofte laves sammenligner med studenterbevægelser i især USA – ofte ud fra bestemte klicheer og argumenter om, at vi i Danmark nu er på en glidebane mod amerikanske tilstande. Der er i nogen grad resonans i de spørgsmål, de studerende stiller, og den kritik, de rejser, men samtidig er der også store forskelle i forhold til, hvilke aktiviteter og former for mobilisering, de sætter i gang. I Danmark har vi primært set fagbaserede pensumkritiske initiativer, mens der for eksempel i Storbritannien har været massemobiliseringer og langvarige besættelser af universitetsbygninger. 

Og de historiske kontekster for ulighed og diskrimination er i den forbindelse vigtige. Fra en ”settler-koloni” i USA, en kolonimagt i Storbritannien, som har mange studerende fra tidligere kolonier, til Danmark, som ganske vist har været kolonimagt, men ikke er så mangfoldigt som England og USA. Hvis du går ind på et dansk universitet, er det for eksempel slående, hvor mange hvide ansigter der er, i modsætning til på mange amerikanske og britiske universiteter. Så der er nogle kontekster for de rum, der bliver skabt for kritikken og for samtalen på tværs af forskelle, som også bærer præg af demografi, historik og de institutionelle forskelle. Nu har vi snakket om USA. Men USA er jo i sig selv meget stort og forskelligt, og har både private og offentlige universiteter. Så det er svært at generalisere ud fra de nedslag, vi laver.

Du arbejder selv en hel del med, hvordan studerende handler i forhold til bestemte vidensregimer. Hvad kunne det for eksempel være for nogle vidensregimer? Og findes der en 68’er-inspiration hos de nye studenterbevægelser? 

Referencen til ’68 hentes faktisk ikke så meget frem af de studerende selv. De kender selvfølgelig til historien. Men mange af dem, som jeg indtil videre har snakket med, betragter egentlig ikke sig selv som revolutionære studerende, der skal omvælte hele universitetet på en anti-autoritær måde, som man forsøgte i ’68. Det er den fagkritiske diskussion, der fylder, i forhold til pluralisme i pensum og en kritisk stillingtagen til, hvordan og hvorfor nogle værker, teorier eller forfattere (typisk hvide mænd) er blevet kanoniseret på et fag. 

[blockquote text=”Mange af diskussionerne drives ikke nødvendigvis via fagråd eller studienævn, men i spontant opståede og åbne studenterfællesskaber, hvor de sigter på at skabe rum for diskussion og fælles udforskning, der kan inkludere andre perspektiver, erfaringer og emner, end hvad de oplever i undervisningen” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

Dermed arbejder de egentlig ret meget inden for det system, der allerede er. Nogle har også fokus på, at vi skal have nye institutioner. For eksempel nogle stærkere klagemekanismer og bedre og mere transparente processer i forhold til at håndtere diskrimination. Men det er stadig inden for institutionens egne rammer. Der er ikke en anti-autoritær ide om, at vi skal ned med professorvældet. Eller en stærk demokratikamp, som der var dengang. Mange af diskussionerne drives ikke nødvendigvis via fagråd eller studienævn, men i spontant opståede og åbne studenterfællesskaber, hvor de sigter på at skabe rum for diskussion og fælles udforskning, der kan inkludere andre perspektiver, erfaringer og emner, end hvad de oplever i undervisningen. 

I England og USA var der især i starten fokus på de materielle ting (statuer, bygningers navne og så videre) med ønsker om at skabe fysiske rum, der signalerer åbenhed, diversitet og mangfoldighed, og ikke chikanerer bestemte grupper af studerende. Den har vi også haft herhjemme, men især i det offentlige rum, ikke så meget på selve institutionerne. Der har det som sagt især været pensumkritikken, man har grebet fat i. Pensumdiskussionen har ligesom været løftestangen for diskussioner om fagenes indhold og deres rolle i samfundet, og dernæst også omkring sammensætningen af ansatte og i forhold til studerendes optag.

Hvad har, helt specifikt, udløst den her vrede blandt de nye bevægelser? Er det, at universiteterne drives om virksomheder? At universiteterne beskæres økonomisk? At de studerende ikke er repræsenteret i tilstrækkelig grad ift. beslutningstagning? Eller er det sammensætningen af en hel masse faktorer?

Jeg ved ikke, om der er en decideret “vrede” i Danmark – måske snarere en kritisk stillingtagen og indignation. Der er ikke kun en årsag. Der er både forandringer i forhold til universiteterne i Danmark, blandt andet i form af nye styreformer, ændringer i studenterpopulation og et ændret politisk fokus på universiteternes relevans. Man får jo også internationale studerende og forskere hertil med forskellige forventninger. Og det bliver man nødt til at håndtere. Og så er der også en større omverden, der presser sig på, som vi som institution også er en del af og i konstant dialog med. Og der er nogle bevægelser, der har været meget markante de senere år. Blandt andet MeToo, Black Lives Matter, flygtningediskussioner og muslimen som ”den anden”, der selvfølgelig også får indflydelse på, hvad man gør og hvordan man tænker på et universitet. Og der kommer nye generationer af unge, hvoraf nogle på nye måder lægger vægt på, at vi skal tale ordentligt til hinanden, skal respektere forskellighed og forsøge at ændre eksisterende uligheder og magthierarkier. For nogle handler det om inklusion. Hvem og hvad skal inkluderes i de akademiske rum, der findes? For andre handler det om, at rummene simpelthen skal laves om. Hvor meget skal der tilpasses eller forandres?

[blockquote text=”Faktisk synes jeg, at mange af de initiativer, studerende har igangsat, især har haft et nysgerrigt afsæt. De er bekymrede, men siger samtidig, at de ikke har svarene og er søgende” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

I Danmark har debatterne i medierne blandt andet fokuseret på enkeltsager om, hvorvidt studerende må klæde sig ud til en fest og må have landelege i intro-forløbet. Flere studerende spørger nu til, hvad sådanne aktiviteter åbner op for af diskriminerende og stereotype handlinger, og hvorvidt man kan ændre rummene således, at der er mindre risiko for det, de ser som unødvendig diskriminering. Vi har jo ikke i stor grad set, at de studerende har besat universitetsbygninger i den sociale retfærdigheds navn, eller noget i stil, med omfattende ”no-platforming”, som hele tiden er det skræmmebillede, der manes frem i offentligheden. 

Faktisk synes jeg, at mange af de initiativer, studerende har igangsat, især har haft et nysgerrigt afsæt. De er bekymrede, men siger samtidig, at de ikke har svarene og er søgende. Det har ofte været en meget eksplorativ tilgang. Altså: Hvis man nu skulle prøve at gøre det her på en anden måde, hvad kunne man så gøre? Man afsøger, læser og skaber noget debat. Langt hen ad vejen er det også blevet positivt modtaget i forskellige fagmiljøer. Da jeg interviewede undervisere tidligere i min forskning i midten af 00’erne var der flere, der beklagede sig over, at de studerende var for passive og ukritiske, at de ikke forholdt sig fagkritisk til det de læste og ikke selv søgte alternativ litteratur. Det er der så nogle grupper af studerende, der er begyndt at gøre i dag. Det er nogle ret små grupper af studerende, der prøver at stable debatter, aktiviteter og pensumkritik på benene. Og ofte sker det i al fredelighed, i diskussion med undervisere og medstuderende. Og hvad enten man som underviser er enig eller uenig i deres kritiske afsæt, så må et universitet altid værne om, at der kan skabes rum for, at sådanne kritiske refleksioner kan finde sted, og at disse selv brydes med andre tanker og tilgange.