Søren Mau
Stum tvang
Forlaget Klim, 2021
Søren Maus Stum tvang var en af de mest omdiskuterede bøger sidste år. Det er ellers ikke hver dag, at en bog om marxistisk politisk økonomisk teori bliver debatteret så flittigt i spalterne hos de større danske dagblade. Det siger selvfølgelig noget om kvaliteten af det værk, som Mau har udgivet, men det siger også noget om genopdagelsen af Marx og hans begrebsapparat. I 1980’erne begyndte Marx ellers at forsvinde ud i glemslens kolde mørke. Som Mau skriver i bogen, indfandt der sig en vis metaltræthed i de marxistiske analyser – de var blevet for dogmatiske og unuancerede. Hos venstrefløjen var det i stedet foucaultske kritikker, habermaske reformeringer og rawlsianske fordelinger, der blev ’in’, mens marxistisk revolution blev yt. De større strukturelle kritikker af kapitalismen falmede for en stund. I 1990’erne var de så langt væk, at selv socialdemokratiske partier med eksempelvis Tony Blair, Gerhard Schröder og Poul Nyrup i spidsen gennemførte nogle af de mest vidtrækkende neoliberale reformer.
Efter finanskrisen i 2008 og den mere eller mindre konstante krisetilstand, som kapitalismen har befundet sig i siden da, er Marx blevet genoplivet, og Stum tvang bidrager til reaktualiseringen af Marx på yderst original vis. Mau har nærstuderet en imponerende mængde af Marx’ tekster, og han refererer på sikker vis til nyere og ældre marxistisk litteratur. Maus fortolkning af Marx er oftest nuanceret, men undervejs går han langt for at forsvare Marx. Dog viser han en enorm begrebslig alsidighed hos Marx, som på mange måder får befriet ham for gamle dogmatikker, og kan bruges som pejlemærke for en reaktulisering af Marx i en ny kapitalismekritik.
Kapitalens magtformer
Det siges, at det neoliberale hegemoni nu står for fald, og at vi befinder os i, hvad Antonio Gramsci ville kalde et interregnum[i]. En periode hvor flere forskellige idéer strides om at blive hegemoniske. Med dens magtmekanismer vil den neoliberale kapitalisme forsøge at fastholde sit hegemoni, og Maus hovedtese er, at det er økonomiens stumme og upersonlige magt, der er med til at opretholde kapitalismen som system på trods af kriser og modstand. Til forskel fra arkaiske magtmekanismer, som var voldelige, personlige og direkte såsom forholdet mellem feudalherre og livegen bonde eller herre og slave, virker de økonomiske magtmekanismer i et kapitalistisk samfund på indirekte og upersonlig vis. Det er produktionsforholdene, der skaber kapitalismens magtforhold, samtidig med at produktionsforholdene genskabes af magtens totalitet i en cirkulær bevægelse.
At de økonomiske forhold besidder en stum magt, der igennem økonomiske mekanismer påvirker og tvinger menneskelig handlen, er for så vidt en simpel idé, men Maus analyse af dette stumme magtforhold – dets opståen og dets virke – er både indsigtsfuld og nuanceret. Mau begynder med at udvikle sit magtbegreb i kontrast til sociologien, som har det med at fokusere på intersubjektive magtformer eller i nymaterialistiske tilfælde at fokusere på magten mellem subjekt og objekt. Disse magtanalyser kan ikke indfange de økonomiske forholds mere subtile magtmekanismer, da disse ikke virker intersubjektivt eller mellem et givent objekt og et givent subjekt – de er upersonlige, abstrakte og subtile, og er en konsekvens af produktionsmåder (s. 41-42). Foucaults magtbegreber forkastes også, da de, selvom de kan begribe magtens subtile og upersonlige virke, ikke kan lokalisere de overordnede sociale strukturer, hvor magten udgår fra. Disse teorier formår ikke at begribe, at ”økonomiske relationer er magtrelationer” (s. 47).
Dernæst dissekerer Mau på overlegen vis de marxistiske magtteoriers mangler. Marxistisk teori har, ifølge Mau, traditionelt set fokuseret på to magtformer – vold og ideologi (s. 17). Den ortodokse marxisme har haft fokus på statens voldelige magt og den kapitalistiske klasses ønske om gennem staten at gennemtvinge en ’monopolkapitalisme’, der kunne holde proletarerne nede og berige borgerskabet (s. 65). Med afsæt i ideologi har den såkaldt vestlige marxisme bestående af koryfæer som György Lukács, Louis Althusser, Henri Lefebvre, Theodor Adorno og Max Horkheimer med flere derimod kritiseret kapitalismens udenom-statslige magtmekanismer, som påvirker vores tænkemåder og kultur (s. 70-71). Her har man, som Guy Debord og situationisterne, været optaget af kapitalismens kolonisering af hverdagslivet gennem medier og kulturinstitutioner. Kapitalismen har imidlertid brug for både statens juridiske, politiske og potentielt voldelige magt samt den ideologiske eller kulturelle magt for at kunne opretholdes.
Det er imidlertid det økonomiske herredømmeforhold, der er særligt for kapitalistiske samfund. Førkapitalistiske samfund har også beroet på voldelig og ideologisk (ofte religiøs) magt, men, som Mau skriver, så behøver kapitalistiske samfund i mindre grad at tvinge subjektet direkte på grund af den økonomiske magts upersonlige virke. Den økonomiske magt er på trods af at være mindre belyst end de to andre magtformer derfor særlig vigtig for at forstå kapitalens herredømme over den sociale reproduktion. Maus indsigt om magtens virke i kapitalismen er således fuldstændig afgørende, hvis man vil forholde sig kritisk til den, da den viser, hvordan stat, ideologi og økonomiske produktionsforhold sammen reproducerer kapitalens herredømme.
Kapitalens historisk specifikke produktionsforhold som magtkilde
Kapitalens stumme tvang er ”et resultat af et bestemt sæt sociale forhold og et bestemt sæt dynamikker, der iværksættes af disse forhold” (s. 305). Som marxistiske historikere såsom Robert Brenner og Ellen Meiskins Wood har påpeget, så kan kapitalismens begyndelse spores tilbage til 1600-tallets bondesamfund i Storbritannien. Her blev bønderne frataget muligheden for at dyrke jorden for at sikre deres subsistens og i stedet tvunget til at sælge deres arbejdskraft som lønmodtagere. Adgangen til deres og alle andres subsistens blev nu i stedet medieret gennem markedet. Varecirkulation, som før havde været en eksklusiv social praksis, blev i stedet en central del af måden, hvorpå man opretholdt sin subsistens. Man måtte nu sælge sin arbejdskraft på et marked for at kunne købe livsfornødenheder på et andet marked. Produktion og cirkulation af varer med henblik på profit blev en ny og revolutionerende produktionsmåde og er kommet til at indbefatte stort set alle livets aspekter. Både lønarbejdere og kapitalister er udsat for konkurrence medieret gennem en prismekanisme, som pålægger dem en konstant optimering af produktionsforholdene med henblik på profitoptimering. På denne måde disciplinerer kapitalen både proletarer og kapitalister gennem markedsafhængighed, konkurrence, prismekanismer og stræben efter profit. Livet underlægges altså valoriseringen af værdi (s. 303).
Disse mekanismer gør, at kapitalisten må disciplinere arbejderen for at optimere produktionen og ekspropriere merværdien. De sociale magtforhold mellem proletarer og kapitalister konstitueres på denne måde stumt af økonomien og kapitalismens produktionsforhold. Produktionsforholdene er ”hele vejen igennem socialt konstitueret” (s. 122), og gennemsyres derfor af magtforhold. Gennem en skræmmende men ikke desto mindre klarsynet analyse viser Mau, hvordan disse magtforhold indlejres i det menneskelige stofskifte gennem produktionsforholdenes materielle infrastrukturer. Menneskers sociale reproduktion er betinget af menneskets særlige kropslige organisering og organiseringen af sociale relationer i en produktionsmåde. Igennem Maus læsning af Marx’ humanisme argumenterer han for, at mennesket er et socialt redskabsdyr, der i forlængelse af kroppen bruger maskiner og komplicerede redskaber til at producere. Således åbner menneskets materialisme, den kropslige organisering og produktionsforholdenes sociale ontologi op for, at magtforhold kan indlejres i produktionens materielle strukturer og dermed væves ind i det menneskelige stofskifte (s. 122-123). Det er denne tendens til at indskrive herredømmeforhold i materialiteten, som kapitalismen har udnyttet på revolutionerende vis. Ved at vise hvordan magtforholdene på denne måde indlejres i det menneskelige stofskifte, kan kapitalens magt, anskues som en form for biomagt ifølge Mau.
Dette stofskifteherredømme har kapitalen kunnet opnå ved at ”flække og pulverisere, spalte og kløve” livets betingelser for at herefter at …”sammensætte og rekonfigurere ved at væve valoriseringen af værdi ind i den sociale reproduktions transcendentale strukturer” (s. 305). Betingelserne for den sociale reproduktion såsom natur, arbejde, tid og rum er således blevet omformet og rekonfigureret af kapitalen i henhold til dens produktionsforhold. Kapitalen må disciplinere arbejderne, overvinde naturen og udslette rum og tid gennem teknologier og produktionsmåder for at kunne intensivere produktionen, hvorved den underkaster livets betingelser sin magt. Kapitalen medierer på denne måde livet og dets betingelser, og konsekvensen er kapitalens magt over betingelserne for den sociale reproduktion; natur, arbejde, rum og tid.
Maus analyse viser, hvorledes økonomiens stumme tvang er skåret dybt ind i vores sociale reproduktion. Hans beskrivelser af kapitalens produktionsforhold som magtkilde er tankevækkende og skræmmende. Dog findes der, ifølge Mau, et utal af produktionsmåder, da disse er socialt betingede. Disse produktionsmåder har igennem historien antaget forskellige former. Antikke og førkapitalistiske produktionsmåder har organiseret produktionen uden brug af økonomisk magt, og således åbnes der også op for, at andre produktionsmåder kan tilvejebringes, hvilket en ny marxisme vel må bidrage til. Et problem som Mau ikke adresserer tydeligt i bogen, er at disse historiske produktionsmåder, jo ofte har benyttet sig af andre magtmekanismer og herredømmeforhold, og man kan derfor været kritisk over for, hvorvidt den sociale reproduktion kan organiseres uden tvang, dominans og brug af magt.
[i] Møller Stahl, Rune (2019): Ruling the Interregnum: Politics and Ideology in Nonhegemonic Times.