Mod en langt mere kontekstuel etik

27.02.2021

af Andreas Beyer Gregersen

Ifølge de fleste er etikkens rolle og ambition hovedsageligt at give os teoretisk velbegrundede svar på, hvordan vi bør handle. Alligevel synes de ’svar’, som moralfilosofien gennem tiderne har leveret, at være svære at omsætte til konkret handling og forstå ud fra de forskellige kontekster, som vi hver især lever i. Dette stiller derfor et overordnet spørgsmål: Hvad skal vi med etik i dag? Turbulens har i anledning af en nyudgivet artikel, hvori hun argumenterer for en mere kontekstuel tilgang til etik, snakket med filosof Anne-Marie Søndergaard Christensen om etikkens relevans og fremtid. Ifølge Christensen er kontekst nemlig en afgørende kategori at arbejde med og ud fra, hvis vi ønsker os en mere praksisnær etik og en bedre måde at tænke over nutidens moralske problemer.

Du har arbejdet med etik i en del år efterhånden og arbejder lige nu blandt andet på et forskningsprojekt med en række kollegaer omkring, hvad I kalder for ‘kontekstuel etik’. Vil du starte med at sige, hvad dette projekt overordnet set går ud på?

Projektet udspringer især af en kritik af den moralfilosofiske tradition, som særligt inden for mere analytiske tilgange har fokuseret på udvikling af teori og forholdet mellem forskelligartede teorier. Men denne måde at tilgå moralfilosofi har i et stykke tid gået en smule i tomgang, hvor det er som om, at diskussionerne omkring f.eks. konsekventialisme og deontologi ikke rigtig fører nogle vegne. Og den filosofiske diskussion har bevæget sig langt væk fra mange af de moralske spørgsmål, som faktisk optager mennesker. Lige nu sker der dog også en række spændende ting inden for moralfilosofi såsom et øget fokus på sammenhæng mellem etik og eksistentielle spørgsmål. Men én af de ting, som manglede i den moralfilosofiske diskussion, da jeg selv lærte den at kende, var en forståelse af, at moralske spørgsmål udspringer af en specifik kontekst. Man kan se denne manglende forståelse af betydningen af kontekst afspejlet i ideen om en ’anvendt etik’, som er blevet kaldt netop ’anvendt’, fordi man ofte har tænkt, at etik først skulle tænkes teoretisk og derefter anvendes i forskellige sammenhænge. Men faktisk er det især fra dem, der selv bedriver ’anvendt etik’ – som jeg mener, at man snarere bør kalde for praksisnær etik – fremkommet en række kritiske spørgsmål om, hvorvidt den mere teoretiske og den praksisnære etik ikke står for langt fra hinanden. Et eksempel er spørgsmålet om passiv og aktiv dødshjælp, hvor den teoretiske litteratur fokuserer på relativt abstrakte diskussioner om formelle kriterier for frivillighed og dobbelt-effekt princippet [ABG: At en handling kan have både en god og en dårlig effekt], mens den overser spørgsmål om kommunikation og beslutningsprocedurer, som ofte fylder meget mere i faktiske sager om dødshjælp. Min idé er, at vi i højere grad bør tænke på konkrete moralske problemer som vores fælles udgangspunkt i etik, og at disse problemer altid opstår i ret specifikke kontekster. Dette er særligt inspireret af Ludwig Wittgensteins filosofiopfattelse, og vi er mange forskere, som er inspirerede af Wittgenstein, når vi går til moralfilosofi på denne måde.

For nogle vil det at snakke om mere kontekst i filosofi synes besynderligt, hvis man med filosofi forstår en bestræbelse på at reflektere over nogle overordnede sammenhænge i verden på tværs af kontekster. Hvordan vil du generelt sige, at det at snakke om kontekst passer ind i filosofien?

I projektet har vi den ambitiøse tese, at der er genuint moralfilosofisk arbejde at lave, som er kontekstuelt. Ideen er kontroversiel men ikke uden fortilfælde i filosofien. Et eksempel kan være K.E. Løgstrup, som præsenterer os for en abstrakt etisk fordring om, at vi skal tage vare på den anden. Men Løgstrup selv går derfra til at adressere en række spørgsmål omkring konteksten for denne fordring – hvilken relevans har det, at mennesker kommunikerer med hinanden? Hvilke konkrete forventninger er på spil? Hvad betyder det i forhold til voksne og børn? Og hvordan har dette ændret sig med tiden? Disse spørgsmål kan ifølge Løgstrup kun besvares ved at se på, hvordan de udfolder sig i konkrete kontekster for eksempel ved at træde ind i litteraturen som en kilde til erkendelse.  Min generelle pointe er dog ikke knyttet til Løgstrups filosofi. Pointen er, at mange moralske problemer kun kan diskuteres ved at dykke ned i den kontekst, hvorfra de udspringer. De filosofiske spørgsmål, der vedrører moral eller teorier om selvsamme, forsvinder ikke af den grund, men de får først en konkret mening af at blive placeret i en kontekst. 

I din nyligt udgivne artikel “How to Work with Context in Moral Philosophy?” kritiserer du moralfilosofi for at negligere spørgsmålet om kontekst til fordel for mere abstrakte teorier og principper. Kan du give nogle eksempler, som viser, hvorfor dette er et problem?

Tankeeksperimenter såsom de såkaldte ’trolley-cases’ er sandsynligvis de mest åbenlyse eksempler [ABG: Trolley-cases handler om at vælge mellem at redde forskellige grupper eller individer, som ligger fastspændt på hver deres spor, hvor de kan blive kørt over af en togvogn]. De fleste mennesker, når de præsenteres over for en trolley-case, vil stille spørgsmål såsom ’hvordan er jeg havnet i den situation?’ og ’hvem ligger der?’ Og så får de straks at vide, at det må de ikke tænke over. Sådanne konstruktioner vil jeg gerne udfordre i forhold til, om de rent faktisk giver mening, og om de hjælper os med at blive klogere på moral. På samme måde mener jeg, at idéen om den ’moralske agent’ er en konstruktion, som kan være oplysende i nogle sammenhænge, men ikke i mange andre. Den moralske agent er tænkt som en rationel aktør men uden at have nogle specifikke, personlige egenskaber. I de fleste sammenhænge er det netop ikke en moralsk agent i denne forstand, der skal træffe et etisk valg. Jeg har selv skrevet en del om det personliges betydning i moralfilosofien; om hvordan noget både kan være personligt og samtidig have etisk betydning. Men med den moralske agent bliver det begrebsligt umuligt at filosofere om dette, selvom vi i dagligdags samtaler sagtens kan tale om det personliges betydning for vores moralske overvejelser, for eksempel når man siger, at en person er ’nødt til’ at blive vegetar, fordi hun går meget op i klimaet. I mange sammenhænge håndterer vi altså moralsk det, at vi personligt har forskellige moralske prioriteter. 

I artiklen nævner du også kritikere af dét at udvikle etiske teorier såsom Bernard Williams og Sophie Grace Chappell, der begge mener, at systematisk teoriudvikling ikke kan hjælpe os ret meget på det moralske område. Er du enig i det? 

Jeg plejede at være stærk antiteoretiker på samme måde som disse teoretikere og særligt Bernard Williams. Men igen med inspiration fra Ludwig Wittgenstein mener jeg ikke, at det er konstruktivt at være antiteoretiker ud fra en fast og næsten dogmatisk position. Jeg prøver i stedet at fokusere på de filosofiske problemer og så tage den derfra. Jeg er især blevet filosofisk klogere af i årevis at have undervist i forskellige slags etiske teorier. I den forbindelse er jeg blevet opmærksom på, at teorier kan fungere som modeller, der hjælper os med at få øje på bestemte moralske hensyn eller at se dem i et mere klart lys. Konsekventialisme kan f.eks. fungere som en model til at vise os en type af hensyn vedrørende konsekvenser, som vi ofte tager, når vi foretager etiske valg, mens deontologien viser os andre typer af hensyn. Etiske teorier skal dermed ikke forstås som sande udsagn om verden, men som netop modeller. Baggrundsideen er, at det etiske er heterogent snarere end homogent. En teori som konsekventialisme kan således ikke afdække eller vise os hele det moralske felt men kun aspekter af dette. Det kan man tydeligt se, når der undervises i moralske teorier, og hvor elever pludselig bliver i stand til at se noget, som de ikke kunne før, ved hjælp af en bestemt teori. Jeg underviste f.eks. en sygeplejerske, der begyndte at forstå, hvilket rationale om ’mest mulig velfærd’ der lå bag nedskæringer på hendes område, selvom hun stadig kunne mene, at det var en ensidig tilgang, og at der også måtte være mere deontologiske hensyn at tage. 

Du skriver også i artiklen, at en kontekstuel tilgang til etik anerkender, at der ikke kan drages en endelig skillelinje mellem et moralsk problem og så dets kontekst ‘uden for’. Men hvis man ikke kan dette, hvordan kan man så egentlig tale om kontekst som et meningsfuldt begreb?

Forsøget på at identificere en kontekst følger altid problemet. At afgøre, hvad der er relevant kontekst, afhænger altså af, hvad det er for et problem, som du har fokus på. Det betyder, at undersøgelsen af det moralske problem og dets kontekst ikke kan adskilles fra hinanden, fordi det ene simpelthen forsvinder, hvis du ikke har en idé om det andet. Men det, at der ikke findes en skarp grænse mellem de to, betyder ikke, at der slet ikke eksisterer nogen grænse. Hvis vi tager fat i eksemplet med aktiv dødshjælp igen, er der noget, som mest omhandler konteksten for, hvordan sådan noget foregår, og så er der noget, som knytter sig mere direkte til det moralske problem. 

Din tilgang synes samtidig at hænge sammen med en større diskussion omkring, hvad vi egentlig bør forstå ved forholdet mellem det deskriptive og det normative som to begrebslige kategorier. Hvad kan en kontekstuel etik fortælle os om dette forhold, og sætter den måske endda spørgsmålstegn ved, at vi snakker om disse to ting som om, at de er separate størrelser?

Det deskriptive og det normative kan sagtens tænkes separat, men når vi laver konkrete beskrivelser, så er det ofte både en deskriptiv og en normativ aktivitet. Man kan forestille sig en samtale om f.eks. en person, der har afskåret al kontakt med sin mor, fordi hun er en sjuft – hvortil personens ven så siger: ”Ja, men din mor er syg.” Dette vil vi normalt kalde en deskriptiv sætning, som kan være sand eller falsk. Men dét at fremhæve noget bestemt som særligt vigtigt er samtidig en normativ handling. Særligt inden for moralfilosofien er beskrivelser stort set aldrig rent deskriptive. Bernard Williams idé om ’tykke begreber’ handler netop om en sådan uadskillelighed mellem det deskriptive og det normative i en række af vores begreber. Men jeg mener, at sammenvævningen af det deskriptive og det normative gælder mere generelt og findes i mange af vores moralske diskussioner som i eksemplet ovenfor. Det er også sjældent, at vi i hvert fald i dagligdags samtaler siger noget ’rent normativt’ såsom at ’det er forkert at stjæle’. Som oftest har de både en normativ og en deskriptiv dimension, som når man diskuterer, hvornår man har stjålet og ikke bare lånt en ting. 

Ofte snakker man jo om etik i dag som noget, der er delt op i forskellige underområder lige fra dataetik til bioetik, fra politisk etik til sportsetik. Hvad synes du om sådanne opdelinger? Hjælper de os med at inddrage relevant kontekst, eller gør de os på modsat vis mere snæversynede? 

At arbejde inden for et bestemt etisk felt såsom klimaetik kan gøre en opmærksom på, at man er nødt til at vide noget om den relevante kontekst for at kunne diskutere de moralske problemstillinger. Jeg har ikke meget at indvende imod opdelingerne i sådanne underområder, så længe man behandler dem pragmatisk. Jeg synes til gengæld, at opdelingen i metaetik, normativ etik og anvendt etik er dybt problematisk. Jeg tror især, at idéen om at der findes en værdineutral metaetik er forkert, fordi når man bedriver moralfilosofi, er der altid en normativ dimension. Og som allerede nævnt mener jeg at dét overhovedet at snakke om normativ etik over for anvendt etik også er en kunstig skillelinje, som egentlig ikke giver mening. 

Er der nogle konkrete problemer eller spørgsmål, som moralfilosofi stadig bakser med i dag, men hvor du tror, at en kontekstuel tilgang vil kunne vise en ny vej fremad? 

Jeg tror sagtens, at moralfilosofien kan nå til nye erkendelser, men samtidig er filosofi ikke en form for gradvist fremadskridende problemløsning – ved at medtænke kontekst bliver vi også opmærksomme på, at der hele tiden opstår nye moralske problemer, eller at velkendte problemer opstår i nye udgaver. Det betyder, at filosofien hele tiden må udvikle sig; udvikle nye redskaber og teorier men også nye analyser af moralske problemer. Den kontekstuelle tilgang kan i den sammenhæng gøre os generelt bedre til både at udforske moralfilosofiens muligheder og få øje på nogle moralske problemer, som ellers forsvinder for os uden dette fokus på netop den relevante kontekst. 

Hvis du vil læse mere om betydningen af kontekst, kan du tilgå Anne-Marie Søndergaard Christensens artikel i tidsskriftet Sats: Northern European Journal of Philosophy via følgende link: https://www.degruyter.com/document/doi/10.1515/sats-2020-2008/html

Hvis du derudover gerne vil læse mere om kritikken af det traditionelle fokus på teori i moralfilosofien, om teorier som modeller, om det personliges betydning i etikken, eller om hvordan kontekst påvirker, hvad vi kan tale og tænke om som moralske problemer, se henholdsvis kapitel 2, 3, 5 eller 6 i Christensens nye monografi ”Moral Philosophy & Moral Life” (2020) udgivet på Oxford University Press.