Fortidsorientering og samtidsorientering – Litteraturhistorien i en digital kultur

Jens Bjerring Hansen tager os med en tur ind i den digitale litteraturhistorie og kigger bl.a. på, hvordan forfattere helt tilbage fra 1700-tallet og forfattere i dag fremstiller og iscenesætter sig selv gennem medierne. Han viser os, hvilket skatkammer af billed- og tekstmateriale, de nye digitale muligheder åbner for os.

1.12.2014

‘Projekt Ny Litteraturhistorie’. Det er et godt initiativ. Særligt er jeg tiltalt af det lille, men afgørende ord: ’ny’ og den forpligtelse på nytænkning og nyorientering i beskæftigelsen med gamle tekster, som det dækker over. Set med universitetsbriller – og det er dem, jeg har fået på – kan man sige, at det egentlig burde være åbne døre, der sparkes ind. Undervisningen skal jo i henhold til universitetsloven, men også almindelig Humboldtsk etos være forskningsbaseret og dermed afspejle et ryk i den faglige bevidsthed. Der skal hele tiden tilføres noget nyt: tekster eller kontekster, tilgange, teorier eller resurser. Alligevel er det ikke bare rigtig godt, men også strengt nødvendigt, at vi bliver mindet om at få rusket op i gamle vaner. Og at vi udveksler erfaringer på tværs af institutioner og led i fødekæden.

Mit bidrag bygger på forskelligt stof gravet frem fra min egen praksis som underviser på Dansk ved Københavns Universitet, dels i ældre dansk litteraturhistorie, dels i introduktionskurser i boghistorie og litteratursociologi, hvor det empiriske materiale som udgangspunkt har været samtidslitteraturen. Fra undervisningen har jeg udhævet nogle momenter, hvor ældre litterære kulturer på forskellig vis er sat i forbindelse med nutidens digitale kultur. Med lidt god vilje udgør de ledsagende eksempler nogle brudstykker til det, man kunne kalde litteraturens mediehistorie. Det er i hvert fald en slags overskrift for mit arbejde med både gamle og nye tekster. Fokus er på følgende tre momenter: 1) forbindelseslinjer mellem gamle og nye tekstkulturer, 2) digitalt billedmateriale og 3) digitale tekstresurser.

I. Gammelt og nyt

Ved konferencen sidste år talte Per Stounbjerg om ‘evnen til sociologisk, kulturel og historisk selvrelativering’ (Stounbjerg 2014). Det er en vigtig litteraturhistorisk lektie. Vilkårene for litterær kommunikation og kultur var tidligere radikalt anderledes end dem, vi kender i dag, hvad på den anden side også indebærer, at disse ikke behøver at blive ved med at se ud, som de gør i dag. Historiebevidsthed kunne man også tale om. På den anden side behøver selvrelativeringen ikke altid at udforme sig som en art chokterapi, hvor der laves en boble omkring de fremmedartede tekster, typer og tildragelser fra fortiden, og der males kraftige kontraster op mellem gammelt og nyt.

I en aktuel udstilling i Stockholm har Nasjonalmuseet udlånt highlights fra sin baroksamling til Kulturhuset, der så har parret dem med et tilsvarende antal samtidige værker, for eksempel som vi ser i vignetbillederne til denne artikel. Det er Pierre Gonnords digitale fotografi af den hjemløse pige ‘Iris’ fra Lissabon (2009) side om side med Elbfas’ portræt af ‘Den unge Dronning Christina’ (1634). Udstillingen hed ikke ‘Barock’, men ‘Barockt’ med et adjektivisk ‘-t’, og den anlagde altså et transhistorisk syn på begrebet og stilen. Selv ville jeg ikke kunne finde ud af at arbejde og tænke sådan. Det er jeg for meget af en historist til. Men den afspændte dialog på tværs af epoker og medier fungerede og inspirerede.

Uden at det bliver alt for selvspejlende kan man bevidst opsøge og undersøge mulige forbindelser, paralleller og homologier mellem litteraturhistorien og den litteratur, der ikke har nået at blive historisk, den, der udfolder sig omkring os lige nu. Den ene eller den anden vej. Altså mobilisere både ‘fortidsorientering’ og ‘samtidsorientering’ med Villy Sørensens udtryk (Sørensen 1999). Og hvad det sidste angår må de studerende nødvendigvis på banen. De ved ofte bedre besked om, hvad der sker i den allernyeste litteratur. Og dét forhold er særligt udtalt i den nuværende epoke, hvor litteraturen også finder sted på de sociale medier. De er vokset op med disse medier og omgås naturligt med dem – som det sociologerne kalder ‘digitalt indfødte’.

Sammen med min kollega Torben Jelsbak underviste jeg i 2011 på et kompaktkursus i litteratursociologi og boghistorie. Udgangspunktet var, at underviserne stod for teorien, mens de studerende skulle hjælpe med at oparbejde empirien. I dette forår varetog jeg ene mand introduktionen, og her var konceptet endnu mere dogmeagtigt, idet vi så vidt muligt forsøgte at holde os til empirisk materiale fra 2013 og -14. Forsøgene med aktivere de studerende i dataindsamlingen fungerede godt. Vi var pludselig et stort hold til at trawle i analoge og digitale resurser efter relevant stof. Og det snævre, aktuelle fokus på det seneste kursus virkede ekstra stimulerende for de studerende, er mit indtryk. De kom hurtigt på sporet af signifikante tendenser og brudflader i litteraturen.

Her har vi to karakteristiske pip fra den litterære offentlighed anno 2014 – med forskellig stemmeføring og deiksis: På den ene side Pia Tafdrup, poet fra generationen af såkaldte ‘80’er-lyrikere’, der fryder sig over, ‘at nogen i denne verden fordyber sig og ikke kun flakser rundt på de sociale medier’. Og på den anden side blogdigteren Caspar Eric, f. 1987, 2 år efter tilblivelsen af de moderne internetprotokoller. Han vil gerne bare sige: ‘kære voksne, i er allerede så kedelige i jeres omgang med litteratur og i det litterære miljø. vil i ikke nok lade os være på internettet’.

De to er til dels taget ud af en kontekst. Pia Tafdrups udtalelse om tidens ny lyrik fremstår lidt mindre Jeronimusagtig i sammenhængen, der ironisk nok i øvrigt er en Q&A på Gyldendals Facebook-side (27/9 2014). En ironi ligger der også i, at Caspar Eric siden har bevæget sig ind i centrum af de voksnes analoge mediereservat, for hans blogdigte er netop kommet i bogform på Gyldendal (Eric 2014). Omvendt er hans statement, taget fra et kommentarspor på kritikeren Lars Bukdahls blog selvfølgelig også humoristisk. Men vi får alligevel banen kridtet op med nogle karakteristiske udsagn. Det er klart, at vi generelt har at gøre med nogle brudflader i dagens litterære felt: mellem generationer, udtryksformer og sprogbrug. Men – og i nær sammenhæng hermed – også mellem mediementaliteter og publikationsstrategier. Og det er også klart, må man gå ud fra, at brudfladerne ikke er rent temporære.

Som den varmeste fortaler for fortidsorientering i undervisningslokalet forsøgte jeg da at byde ind med historiske paralleller til disse kulturelle brydninger, og vi har jo virkelig gennemspillet alt dette før. Der er klare paralleller mellem 2010’ernes blogkultur og 1740’ernes tidsskriftskultur, hvor en række danske adaptioner af de engelske Spectator-tidsskrifter med deres moraliserende og humoristiske indhold så dagens lys.

Det drejer sig om Jørgen Riis’ forskellige Spectatorer (1744-45), Johan Elias Schlegels Der Fremde (1745) og L.A. de la Beaumelles Spectatrice danoise (1748-50). Der var særlig i Riis’ tilfælde tale om kortlivede publikationer, der hurtigt gik ind, men lige så snart dukkede op igen under nye titler: Den Danske Spectator samt Sande- og Gransknings-Mand, Den danske Anti-Spectator eller Een for Alle imod den Danske Sande-Mand og Den danske Spectators philosophiske Spectator. Det minder om dynamikken i blogosfæren. For et års tid siden slettede Caspar Eric alle sine indlæg på bloggen FRAGMENTER MOD ET KULTURELT ARKIV, og kun et kort statement er tilbage: ‘Jeg har slettet det hele’. Kort efter er der postet et link til en nystartet tumblr-blog ‘Dage i vores liv‘.

Vi rykker tilbage til 1740’erne og inddrager Ludvig Holberg. Han var da en etableret forfatter og en modstander af de nye skrifter – for nu også at forenkle hans synspunkter lidt. Holberg – der med rette går for at være oplysningens fremmeste repræsentant herhjemme – publicerede aldrig i de tidsskrifter, der i et europæisk perspektiv må betegnes som oplysningens centrale medie. Man kan blot minde om, at Immanuel Kant gav sit berømte svar på spørgsmålet ‘Hvad er oplysning?’ i et tidsskrift (‘Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung?’ i Berlinische Monatsschrift, 1784). I den mediedebat, som opkomsten af tidsskrifterne rejste, var Holberg meget kritisk. Hans fortale til Heltindehistorierne fra 1745, et historisk værk, berører ganske påfaldende kun kort værket selv i indledningen og afslutningen. Ellers handler den om tidens Spectatorer. Der er tale om et essay, der lige så godt kunne have stået i et tidsskrift. Holberg fandt tidsskrifterne for primitive i stilen og for uræsonnerede, men han var desuden grundlæggende utilpas eller utryg ved selve mediet, den korte form, de mange titler og den høje udgivelsesfrekvens. Og så er det påfaldende, hvordan han kredser om skribenternes alder:

‘Hvilken Stad har vel kundet [frem]vise en halv Snees Spectatores og unge Moralister paa eengang?’ spørger han retorisk og holder Jørgen Riis ud i strakt arm som ‘Student’ og ‘ung Skribent’. Alder bliver igen og igen fremhævet som en afgørende ingrediens i den rette moraliseren. Det er svært ikke også at se dette som led i en positionskamp. Med andre ord; Vi har de samme fronter som nu med en belærende gammel garde, der maner til besindighed og bogprojekter, og en drillende ny fortrop, der sprøjter tekst ud i små bidder.

Og så er der endnu en modsvarighed mellem den ny mediesituation og den gamle, nemlig at grænsen mellem formaterne ikke var skarp. Holbergs tekster fra Moralske Tanker eller Epistlerne læner sig kraftigt op ad de moralske tidsskrifter i form og indhold. Og sjovt nok gik det hverken værre eller bedre end at de Moralske Tanker i den hollandske oversættelse fik titlen Den danske Spectator (De Deensche Spectator, Amsterdam 1747), sikkert for at tilføre dem en salgbar europæisk friskhed. Det er en omvendt Caspar Eric, der overgår ham, kan man sige.

Vi lader tidsskrifter og blogs ligge her, selv om der er meget mere at overveje, mest presserende måske hvad det er for en ny litterær offentlighed, som er ved at krystallisere sig omkring de sociale medier, og om den har den nogle videre samfundsmæssige implikationer? Det fik 1700-tallets tidsskrifter, hvis vi følger Jürgen Habermas, nemlig som et ‘øvelsesterræn for et offentligt ræsonnement’ (Habermas 2009 [1962]). I dag har sammenstillingen alene skulle vise, at der kan være både didaktiske og faglige perspektiver i at trække lange forbindelseslinjer mellem historisk adskilte litterære tekster, fænomener og mentaliteter, såvel den ene som den anden vej.

Vi går videre, nemlig til et par mere konkrete pointer om inddragelsen af digitale billeder og tekster i undervisningen.

II. Illustreret dansk litteraturhistorie, version 2.0

En effektiv og frugtbar måde at illustrere litteraturens sociale, kulturelle og mediemæssige indlejrethed er simpelthen at illustrere den. Det er ikke nogen ny didaktisk indsigt. Mange kender sikkert de populære eller akademiske illustrerede danske litteraturhistorier fra årtierne omkring 1900, som ved hjælp af nye reproduktionsteknikker (xylografi og forskellige former for fotomekanik) visualiserede fremstillingen med titelblade, manuskripter, forfatterportrætter m.v. I en senere tid med fotografiske illustrationer kom professor i litteratursociologi Hans Hertel med en inspirerende opfordring i bogform: Se på litteraturen. En billedbog om det litterære liv fra Homer til Sartre (1982), som et forstudie, kan man sige, til den af Hertel redigerede Verdens litteraturhistorie fra 1985-95, hvis billedside er uovertruffen både hvad omfang og kvalitet angår. Nu, i den digitale tidsalder, hvor mængden af tilgængelige bitmap-billeder hele tiden vokser, har lærere og studerende så fået enestående muligheder for selv at indsamle, udveksle og kuratere illustrationsmaterialer.

Som et eksempel byder powerpoint-teknologien byder sig til, når forfatterkategorien skal historiseres. Det er øjenåbnende for de studerende, når vi tager fat på Holberg, at det ikke er digteren, der toner frem for os i det første samtidige portræt, vi kender, et kobberstik fra 1729, hvor han end ikke præsenteres som forfatter, men kun ved sine akademiske hverv. Selv om alle og enhver vidste, at det var ham, der gemte sig bag pseudonymet Hans Mikkelsen, der lagde navn til hans digtekunst.

Siden hen i litteraturhistorien, når den moderne selvbevidste forfatter er blevet opfundet sammen med – og i samspil med – nye repræsentationsteknikker, er det ikke mindre relevant at vise forfatterne frem, som en gruppe Bang-forskere har gjort i en nye bog om Herman Bang og fotografiet (Heede m.fl. 2014). Og det er selvfølgelig Bang, vi ser her. Poserende for fotografen og i karikatur som opmærksomhedssøgende poseur med løse håndled.

I de aktuelle forhandlinger om forfatterrollen, der udspiller sig i og ikke mindst omkring bøgerne, på alle mulige platforme, er der meget nyt på færde. Ovenfor på en video fra Gyldendals web-tv toner Hanne Vibeke-Holst frem med en forfatterpersona, der vækker mindelser om de selvstændige, dynamiske og ærgerrige kvindelige hovedroller fra forfatterskabet. Andetsteds på nettet inviteres offentligheden ind i en rodet privatsfære af Asta Olivia Nordenhof med smøg i hånden på det pseudo-improviserede foto til digtsamlingen det nemme og det ensomme, hvor forfatterportrættet er projiceret op og kommet på forsiden.

Men selviscenesættelsen og det, man har kaldt for ‘Author-foregrounding’, er på ingen måde ny, som vi har set. Og så er der tendenser, der måske vil vise sig at pege fremad, men som i hvert fald associativt genkalder tidligere tiders litterære kulturer. Laver man for eksempel en billedsøgning på Google på ‘christina hagen forfatter’ vil man både støde på portrætter af den egentlige forfatter af samme navn f. 1980 og af den yngre blonde antropologistuderende Sofie Lund Hansen, der repræsenterede forfatterskabet udadtil i et par måneder tidligere som Christina Hagens body-double (se her for dokumentation af det køns- og mediekritiske projekt, se her). Det er på en gang en radikal hypostasering af den moderne medialiserede forfatterrolle og en performativ udgave af de maskespil og skjulelege, der en gang var normen, før forfatterne stjal billedet, for eksempel dengang Holberg lod sit skønlitterære forfatterskab repræsentere af Hans Mikkelsen ‘privilegeret Hvit-Øls-Brygger i Callundborg’.

Tilbage til undervisningslokalet: Det er min erfaring, at billederne på væggen – ud over at skabe variation i undervisningen – kan være et godt udgangspunkt for dialog og diskussion. De flytter på stimulerende vis fokus væk fra katederet. Og dertil kommer de mere faglige gevinster. Billederne understreger, at litteraturen også har en materiel og fysisk side, og at den eksisterer side om side med andre kulturelle udtryk og medier.

III. Digitale arkiver

Hvis vi bevæger os fra de digitale billeder til nettets udbud af tekstresurser, kan jeg apropos tidsskrifterne fra før ikke lade være med at nævne den projektidé, som jeg sammen med en håndfuld kolleger håber at få realiseret en gang, nemlig et digitalt arkiv med avancerede søgemuligheder, der dækker hele den danske tidsskriftslitteratur i perioden 1700-1850. Men I slipper for lovord om, hvor fantastisk en resurse det kunne blive. Den findes ikke, og generelt er der lidt tendens til bragesnak i hele diskursen omkring Digital Humanities, digital humaniora, som gerne omtales som et ‘emerging field’ eller lignende, men feltet må jo først og fremmest bedømmes på, hvad der faktisk er tilgængeligt. Ikke desto mindre er jeg overbevist om, at store tekstarkiver vil kunne revolutionere både litteraturhistorisk forskning og undervisning ved universitetet. Både fordi vi får nye tekster til rådighed og dermed mulighed for at udforske den enorme del af litteraturen, som af forskellige grunde er blevet udgrænset, alt det som Margaret Cohen har kaldt for ‘the great unread’ (Cohen 1999: 23). Og fordi vi får nye arbejdsredskaber til rådighed, for eksempel data-mining (dvs. søgning efter mønstre og strukturer i større datamængder). Måske får vi et fingerpeg herom, når den amerikanske skandinavistikprofessor Tim Tangherlinis projekt snart søsættes. Finansieret af Google skal det digitalisere 160.000 skandinaviske bøger. De indlemmes i det enorme Google Books-projekt med de begrænsninger, men sandelig også perspektiver, det rummer. Pilotstudierne fra Tangherlini og hans hold lover godt.

Den kommende opdaterede udgave af Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs og Det Kongelige Biblioteks Arkiv for Dansk Litteratur, altså adl.dk, har jeg af gode grunde heller ingen praktiske erfaringer med, men det forlyder, at det bliver godt! I stedet vil jeg kort fokusere på to eksisterende og operative digitale resurser, som jeg selv har været involveret i. Det er Moths Ordbog og den nye Holberg-udgave, Ludvig Holbergs Skrifter, to andre projekter fra Sprog- og Litteraturselskabet.

Moths ordbog er et stort ordbogs- og leksikonarbejde fra slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet. Det har indtil sidste år kun foreligget i manuskriptform i Det Kongelige Biblioteks samling. Ovenfor ser vi de mange tætskrevne folianter, som udgør det samlede manuskriptkorpus. Nu er den imidlertid lettilgængelig både i en internetudgave (mothsordbog.dk) og som mobil applikation (på både Apples App Store og Google Play). Ordbogen vil kunne fungere som primært analysemateriale, også formelt set, i den forstand at den er klart inden for skiven af datidens litteraturbegreb. Litteratur betød dengang lærdom. Den senere, hævdvundne og ret sejlivede betydning – altså litteratur som den ‘digteriske’ eller ‘skønne’ tekstproduktion – blev først almindelig 100 år senere. Men samtidig er ordbogen i høj grad også anvendelig som litteratur- og kulturhistorisk kilde. Det kan illustreres med et eksempel, der involverer tidens mest fremtrædende digter, Thomas Kingo, og et sammenstød mellem litteratur og lærdom, kan man sige.

Moth har ikke ret mange digteriske opslagsord og eksempler. Han var mere optaget af normalstil og dagligsprog. Men han har dog optaget Kingos nydannelse ‘Rosenkind’ fra salmen ‘Sorrig og Glæde’ (i andagtsbogen Aandelig Siungekors Anden Part, 1681). ‘Under en rosens kind kand hiertet tit forne [dvs. visne]’ citerer han nok efter hukommelsen eller efter et optryk eller en afskrift uden forfatterens autorisation, i hvert fald er syntaksen og versemålet brudt. Og så kommer hans betydningsforklaring af Kingos antitese, der skal udtrykke en kontrastfuld samtidighed af et livfuldt ydre og et livstræt sind. Forklaringen er påfaldende nøgtern: ‘dvs. [skriver Moth] mange døer med røde kinder’! Man mærker, at han var uddannet mediciner. Han holder nærmest ligsyn over den retoriske gestalt, Kingo har frembragt. Og så mærker man omvendt, at Kingo ikke bare var digter, men også, at han repræsenterede en avanceret avantgardistisk kunstdigtning, der i modsætning til andre tiders avantgardelitteratur dog cirkulerede bredt (på grund af særtræk ved enevælden og det tidligmoderne bogmarked). Barokkens billedsprog kunne således gå hen over hovedet på en ellers fremragende læser og sprogbruger. Moths læsning kaster et vigtigt litteratursociologisk perspektiv over tidens litterære kultur, og så rummer læsningen den didaktisk set opbyggelige pointe, at når selv samtiden ikke fattede Kingo, så må vi være omhyggelige, når vi går til værks 300 år senere. Og skulle vi alligevel præstere en fejllæsning, så kan den være produktiv. Der er meget at komme efter i Moths Ordbog, men jeg vil gå til Holberg for et andet kort eksempel.

En anden type litteraturhistoriske resurser er de store aktuelle forfatterskabsudgaver. Det drejer sig om Kierkegaard, Holberg og Grundtvig, der henholdsvis er kommet, næsten kommet og undervejs. Som et eksempel vil jeg fremhæve søgefunktionen i Ludvig Holbergs Skrifter, et site, som offentligheden får fuld glæde af, når alfaversionen går i luften sommeren 2015. Ved hjælp vil man kunne nærstudere, hvordan Holberg arbejdede, for eksempel ved hyppig genbrug af synspunkter, greb eller formuleringer på tværs af forfatterskabet. Man kan desuden læse Holberg på en måde, som man ikke kan – eller ville kunne drømme om – i en analog udgave, for eksempel Billeskov Jansens udgave af Epistlerne. Søger man for eksempel på vendingen ‘erfarenhed viser’, altså ‘erfaringen viser’ i Epistlerne, resulterer det i hele 87 hits. Vi har således fået et foreløbigt empirisk belæg for, hvilken vægt Holberg lagde på erfaring og empiri som kilde til erkendelse – og som appelform ikke mindst. For selvfølgelig indgår der også retorik i formuleringen.

Endnu har jeg ikke selv haft mulighed for at indarbejde resurser som Moths Ordbog og Holberg-udgaven i en praktisk litteraturhistorisk sammenhæng, men de tilbyder noget nyt og nyttigt, også med henblik på selvstudier, opgaver og i det hele taget aktivering af de studerende. Og at invitere de studerende inden for i et litteraturhistorisk laboratorium, ser jeg for mig som en væsentlig manøvre i en fremtidig litteraturhistorisk offensiv.

De digitale tilbud bliver helt sikkert stadig flere og større, men forhåbentlig også bedre. Forhåbentlig bliver det i endnu højere grad muligt at aktivere de studerende. At gøre dem medansvarlige for oparbejdelsen af empiri. At opøve deres evne til håndtere og sortere den. At involvere dem i arbejdet med at udvikle og udbygge nye digitale resurser. At engagere dem i at få viden ud af information kort sagt. Det er hverken en triviel eller uvigtig opgave. En sådan nyorientering vil udvide det litteraturhistoriske perspektiv – og det vil, tror jeg, få disciplinen til at fremstå mere relevant for på kvalificeret vis at navigere i og bidrage til det 21. århundredes samfund. Det er ingen skade til.


Litteratur

Cohen, Margaret (1999): The Sentimental Education of the Novel, Princeton: Princeton University Press.

Eric, Casper (2014): 7/11. Poesi, København: Gyldendal.

Habermas, Jürgen (2009 [1962]): Borgerlig offentlighed, København: Informations Forlag.

Heede, Dag m.fl. (2014): Livsbilleder. Fotografiske portrætter af Herman Bang, Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Hertel, Hans (1982): Se på litteraturen. En billedbog om det litterære liv fra Homer til Sartre, København: Gyldendal.

Holberg, Ludvig (1745): Adskillige Heltinders og Navnkundige Damers Sammenlignede Historier Efter Plutarchi Maade, København.

Stounbjerg, Per (2014): ‘Litteraturhistorie – mellem fagkritik og dannelse’, Turbulens 2014.

Sørensen, Villy (1999): ‘Samtidsorientering – fortidsorientering’, Information, 22. januar 1999.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *