1.11.2006
Af Peder Holm-Pedersen
Interview med Lektor Anders Esmark, Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitetscenter.
Anders Esmark har sammen med Henrik Bang, lektor ved statskundskab, KU, redigeret antologien ”Publics with/out Democracy” om nye offentligheder, der udgør den sidste publikation i det store forskningsnetværk MODINETs arbejde. Turbulens.net har publiceret en bearbejdet og oversat version af deres introduktion til antologien, som du kan læse her. I dette interview forklares, uddybes og perspektiveres de væsentligste pointer fra teksten.
I skitserer i Jeres artikel en ny måde at arbejde med spørgsmålet om offentlighed på. Hvad var den overordnede motivation for denne nyskabelse?
Da Henrik og jeg forsøgte at formulere en ramme for antologien, var en af de drivende kræfter for os begge behovet for et alternativ til den kritiske teori, som vi mente (og stadig mener) havde monopoliseret begrebet kritik. Og det i særdeleshed, når det kommer til offentlighedsteori.
Samtidig er vi jo begge af den overbevisning, at der ikke er nogen grund til at beskæftige sig med offentlighedsteori, hvis ikke man har en interesse i det kritiske engagement i en eller anden form. Så vi begyndte at lede efter et alternativ til den kritiske teori, hvilket altså blev til det, vi – med et lånt udtryk fra filosoffen James Tully – kalder en kritisk attitude.
Jeres forsøg på at formulere den kritiske attitude som et alternativ til den klassiske kritiske teori, bliver – lidt overraskende, vil man umiddelbart sige – formuleret med og ikke imod Habermas, der jo ellers om nogen inkarnerer den snævre sammenkobling mellem kritisk teori og offentlighedsteori. I lancerer vel nærmest en nylæsning af Habermas på det her område?
Det var fra begyndelsen en meget vigtig pointe for os, at vi med vores alternativ ikke var ude på at tage endnu en tur i Habermas-bashing karrusellen.
I stedet ville vi påpege og synliggøre en overset indre spænding i Habermas’ eget forfatterskab mellem netop den kritiske attitude og den kritiske teori. Habermas benytter sig nemlig, især i sit tidlige forfatterskab, af begge indgangsvinkler til spørgsmålet om offentligheder.
Vi tillader os så at fremstille den indre spænding på den måde, at han rent faktisk startede med den kritiske attitude, men med tiden blev det mere og mere den kritiske teori, der blev dominerende, bl.a. i takt med, at han bevæger sig fra de historiske og sociologiske analyser til mere og mere transcendental pragmatisme og egentlig moralfilosofi.
Det er det sidste, der har fået lov at blive stående og er blevet arbejdet videre med i receptionshistorien. I den forstand kan man godt tale om en nylæsning, når vi forsøger at gøre opmærksom på og gøre brug af nogle oversete indsigter i hans forfatterskab. For der er mange gode ting at finde hos Habermas også ud fra den kritiske attitude, og det syntes vi var vigtigt at påpege.
Den effektive kritik
Så lad os prøve at se nærmere på forskellen mellem den kritiske teori og den kritiske attitude og ikke mindst, hvad det betyder for spørgsmålet om offentligheder?
Vi forsøger jo i teksten at fremstille forskellene mellem det at være at kritisk teoretiker i klassisk forstand og så det at indtage denne kritiske attitude igennem nogle bestemte skæringspunkter eller brydningspunkter, hvor forskellene kommer afgørende til udtryk, nemlig i de tre punkter omkring den effektive kritik, den fornuftige kritik og den produktive kritik, som vi har fra Tullys tekst.
I forhold til spørgsmålet om den effektive kritik, skal man selvfølgelig træde varsomt, idet det hurtigt bliver udlagt som en teoriangst, altså at teorier skulle være irrelevante og ineffektive, og specielt i disse fra-tanke-til-faktura tider kan det hurtigt blive et derangeret argument. Men det er selvfølgelig ikke det, vi er ude på.
Grundtanken er det basale forhold, at der i den kritiske teori er en idealistiske aspiration, en emancipatorisk forventning og utopi, om man vil. Samtidig kan man, hvis man formulerer det lidt spidst, sige, at det ikke har betydet en fløjtende fis. Netop fordi man opererer, som man gør.
Der er en tendens til, at teorien lukker sig om sig selv, og i de værste tilfælde (som man f.eks. ser det i amerikansk politisk teori) bliver det til rent normativ teori, der er klart adskilt fra empirisk teori. Man behøver simpelthen ikke beskæftige sig med, hvordan tingene reelt hænger sammen, man arbejder jo kun med, hvordan det burde være, og dermed bliver det ret goldt og futilt. Det bliver simpelthen ineffektivt.
Her er det selvfølgelig eksemplificeret ved sit værste tilfælde, men generelt kan man sige, at den kritiske teoris store tragedie er, at den altid er fordømt til at konstatere, at dens ideal ikke er opfyldt. Hvis den altså overhovedet stikker hovedet uden for døren og ser på hvad, der reelt foregår. Den kan endvidere ikke effektivt gøre noget ved det ikke-opfyldte ideal.
Og derfor mener vi, at man må spørge, hvor god en teori det så egentlig er? Så der er med den kritiske attitude ikke tale om antiteori, men et spørgsmål om hvilken type teori, der skal anvendes.
En anden indvending imod den kritiske teori (som I vel også selv kommer omkring) kunne være, at med den kritiske teori og dens fokusering på idealet kan det gå hen og blive så alment og universelt, at den ikke formår at sige særlig meget andet om de enkelte forskellige konkrete praksisser end en gentagelse af det universelle ideal. Den kan simpelthen ikke se forskel på tingene.
Når det er allerværst, så kan den kritiske teori blive til en form for argumentation, hvor det, der driver hele værket, er at rendyrke den utopiske kraft så meget som muligt i sin rene abstrakte form. En konsekvens af det kan netop være en nivellerende tendens, hvor man ikke kan se forskel på noget som helst konkret, for der er kun det overordnede ideal for den virkelighed, vi diskuterer.
Men har man omvendt ikke netop brug for dette ideal som et kritisk ståsted, hvorudfra man kan bedømme den virkelighed – i det her tilfælde de offentlighedsformer – man vil analysere?
Det er jeg sådan set enig i, men det er et spørgsmål om, hvordan man bruger sine idealer analysestrategisk. Vi er ikke modstandere af at have en interesse i at diskutere demokratiidealer og opstille regulative idealer – det ligger i det kritiske engagement – men spørgsmålet er, hvor interessant en diskussion det bliver, når man gør det på den kritiske teoris måde.
Demokratibestemmelsen i den kritiske teori, altså det ideal, som en given offentlighedsform skal forløse, er jo egentlig ret snæver, idet ægteskabet med det deliberative demokrati for længst er indgået, og det står ikke til diskussion, om der kunne være andre demokratiske potentialer, som offentligheder eller offentlige sfærer forløser. Dermed fastlåser og begrænser man diskussionen omkring hvad, det er, som offentligheder skal og kan forløse.
Oplysningsafpresning – hvad er en fornuftig
Det næste punkt I anfører, er det, I kalder den fornuftig kritik, som omhandler Habermas’ berømte/berygtede udmelding om, at det er irrationelt ikke at acceptere den kommunikative fornufts principper.
Ja, og på det her punkt bliver konflikten lidt mere tilspidset, for det er her, den kritiske teori bliver ret offensiv og insisterer på, at der kun er kritisk teori – og hvis ikke man laver kritisk teori, er man galt afmarcheret.
Her har vi Habermas i sit mest offensive og annekterende hjørne, hvor det jo faktisk bliver til, at hvis man ikke accepterer de grundlæggende principper for den kritiske teori, så er man irrationel. Man er med andre ord som rationelt væsen nødsaget til at gå med på den transcendentale pragmatik og dets konkrete udmøntninger i de kommunikative kriterier, der kommer til at udgøre idealet om offentligheden.
Hermed bliver der faktisk tale om en – hvis vi igen skal bruge et udtryk fra Tully – ”Enlightenment blackmail”, fordi man hermed insisterer på én bestemt fortolkning af oplysningsprojektet, og at det kun er kritisk teori, der er en reel udmøntning af det projekt.
Heroverfor kan man jo pege på, at eksempelvis det, som Foucault gør, er en anden udlægning af oplysningsprojektet, der bare betoner nogle andre aspekter af det, såsom fornemmelsen for kontingens, historisk situerethed og det partikulære. Altså et projekt, der med lige så stor ret kan hævdes at være en videreførelse af oplysningsprojektet. Det er så at sige det defensive svar til den kritiske teori, altså at du har dit oplysningsprojekt, og vi har vores.
Man kan også formulere et offensivt svar, som eksempelvis den amerikanske filosof John Rawls gør det. Han vender den om og siger, at det rent faktisk er Habermas, der er ufornuftig eller urimelig i sine forventninger om, at reglerne for den kommunikative handlen skulle kunne omsættes og indsættes i den faktiske kommunikative praksis, altså at de skulle kunne udmønte sig i en reel offentlighed. Det kan fint være, at disse spilleregler udgør et velsammentømret og logisk system, men det er aldeles urimeligt at forvente, at de lader sig omsætte.
Offentlighed og demokrati
Betyder dette opgør med disse ”fornuftige” og logiske principper for den kommunikative praksis og dermed offentligheder, at der bliver tale om udvidelse af feltet af udsagn, der kan siges at have legitimitet i offentligheden eller hvad der i sidste ende kan gælde som offentlighed?
Det bliver meget hurtigt en konkret konsekvens, at spændvidden i det, der kan kvalificeres som offentligheder, og det, der kan siges i dem, bliver meget bredere og mere differentieret. Når det skal udmøntes konkret i en alternativ måde at gå til offentligheder på, er skillevejen, at vi arbejder med offentligheden som et begreb frem for som et ideal.
Det betyder, at vi forsøger at gøre offentligheden endnu mere generel end, den er hos Habermas, eller i hvert fald end, den er blevet til i receptionshistorien. Her mener vi nemlig, at der er sket en sammenblanding af de to tendenser i hans forfatterskab, således at det, der reelt var et historisk specifikt og enkeltstående tilfælde af offentlighed, ofte – og med kun meget få justeringer – bliver stiliseret til en generel model for offentlighed, nemlig den borgerlige offentlighed. Hvorfor ophæve netop den til en generel model for offentlighed? Det var bare et partikulært historisk tilfælde af en bestemt offentlighedstype.
Derfor forsøger vi at se på de helt generelle træk ved offentlighed, og det indebærer også, at vi i udgangspunktet forsøger at kappe båndet mellem iboende demokratiforventninger og offentlighed.
Hvad sætter man så i stedet for disse demokratiske og emancipatoriske forventninger?
Der må vi sige, at der er åbent spil. Der kan man selv vælge, hvad man vil forsøge at bygge offentlighedsbegrebet op omkring.
Vores bud er en mild form for funktionalisme, hvor man analyserer offentligheden i dens medierende eller koblende funktion. Dvs. medierende og koblende i forhold til en hvilken som helst given samfundsmæssig differentieringsform.
Det er jo egentlig ganske straight forward, men – det er i hvert fald vores påstand: det er ikke rigtig gjort før, i den forstand at der ikke er nogen der har prøvet at rendyrke offentlighedens generelle træk i den form for terminologi, som egentlig allerede ligger der hos Habermas.
Selvom begrebet om offentlighed løsnes fra den traditionelle sammenkædning med et bestemt demokratisk potentiale, som den menes at skulle kunne forløse, forlades det kritiske engagement i forhold til spørgsmålet om offentlighed og demokrati vel ikke helt?
Nej slet ikke og det mener vi jo også, at de enkelte bidrag i antologien (herunder dem, der er blevet publiceret på Turbulens.net) tydeligt viser.
Faktisk vil jeg jo sige, at ved at sætte skellet op og løsne spørgsmålet om offentligheder fra en bestemt demokratibestemmelse, dvs. det deliberative demokrati, får vi rent faktisk mulighed for at genåbne spørgsmålet om demokratiet og mere frit og grundlæggende diskutere de mange forskellige demokratibestemmelser, der findes.
Det betyder også, at de demokratiske potentialer, som offentligheder muligvis kan forløse, kan trække på et bredere spektrum at demokratiforståelser. Dermed er feltet også åbnet i forhold til, hvad man rent faktisk kan finde derude af typer af offentligheder, der reelt besidder et demokratisk potentiale.
Et Aber dabei er selvfølgelig, at det ikke er givet, at man finder et demokratisk potentiale i en hver given offentlighed, fordi vi har lavet sondringen og forsøgt at løskøbe offentlighedsbegrebet fra et selvindlysende og bestemt iboende demokratisk potentiale.
Du siger, at feltet af offentligheder, man vil kunne finde derude ”i virkeligheden” og som kan rumme et demokratisk potentiale, med den kritiske attitude er blevet åbnet. Betyder det, at den kritiske teori så at sige har nogle blinde pletter, at den simpelthen i mødet med nogle af disse kommunikative praksisser ikke vil kun ”se”, at der er tale om en gyldig offentlighed, der rent faktisk kan forløse et eller andet demokratisk potentiale?
Ja, det vil jeg mene.
Hvad kunne være et konkret eksempel på en sådan blind plet?
Jeg har selv arbejdet meget med spørgsmålet om en europæisk offentlighed, som for mig at se vil kunne fungere som et eksempel. Spørgsmålet om en europæisk offentlighed har været ekstremt præget af den traditionelle offentlighedsteori, hvor der har været de her meget bombastiske udmeldinger om, at der aldrig har været, og der aldrig kommer til at være nogen europæisk offentlighed, for der er ikke noget fælles folk, ikke noget fælles sprog, ingen paneuropæiske medier, bortset fra få kuldsejlede forsøg. Så det er et no go og helt af helvede til. Det konstateres så endvidere, at det selvfølgelig er helt ude af trit med det vildtvoksende politiske system, som EU jo er. Det har været den dominerende fortælling om den sag længe.
Min pointe er, at man, ved at justere perspektivet lidt i henhold til det, vi foreslår, vil kunne se nogle potentialer: der er rent faktisk rigtig meget europæisk offentlighed. Men det bliver altså først synligt, når man f.eks. accepterer, at for at der kan være tale om en europæisk offentlighed, behøver det ikke at dreje sig om én overnational integreret offentlighed. Det kan også være en internt differentieret, heterogen og løst sammenkoblet offentlighed på tværs af nationale grænser, for en sådan fungerer som en offentlighed og har også et demokratisk potentiale.
Den produktive kritik
Det her med at synliggøre nogle muligheder i den konkrete virkelighed har vel også noget at gøre med det tredje punkt, som I beskriver forskellene mellem den kritiske attitude og den kritiske teori ud fra. Nemlig det punkt, der hedder den produktive kritik.
Afgjort, for det, den såkaldt produktive kritik skal kunne gøre, er, hvis vi skal tale lidt deleuziansk, at kunne åbne flugtliner, dvs. anvise nye muligheder for frihed i den konkrete virkelighed.
Vi mener, at den kritiske teori afstår fra den mulighed. På den ene side pga. denne rendyrkning af den utopiske kraft, der i de værste tilfælde ikke interesserer sig for det konkrete og derfor ikke er i stand til at anvise nogen flugtvej, nogle nye muligheder for frihed i det konkrete – kun i utopien.
På et dybere niveau handler det om den kritiske teoris forestilling om, at der skulle være en anden side af magten, nemlig friheden forstået som det totale fravær af magten, og at det i sidste ende er offentlighedens ærinde at bringe os ud på denne anden side.
En basal pointe for Foucault og andre, der kan informere den kritiske attitude, er, at det er et håbløst projekt. Det giver ingen mening. Der er kun frihed gennem magt og magt gennem frihed, og det må vi sådan set bare finde os i. Og det gælder i særdeleshed også offentligheder. Offentligheder er bare en særlig konfiguration af forholdet mellem magt og frihed.
Spørgsmålet bliver derfor ikke, hvordan vi slipper ud på den anden side af magten til friheden, men hvordan de forskellige offentligheder konfigurerer forholdet mellem magt og frihed, og hvad mulighederne for frihed inden for disse konfigurationer er. Det er det, den produktive kritik skal kunne informere os om.
Offentligheder og magtens transformation
Hvad betyder det helt konkret for en offentlighedsanalyse, at den kritiske teori arbejder med denne forestilling om at komme ud på magtens anden side?
Det betyder jo i første omgang, at man ikke kan se særlig nuanceret på en konkret praksis, for enten er der magt til stede, og så kan der ikke være frihed eller omvendt. Det giver jo de her bombastiske forfaldshistorier eller det modsatte, som er ligeså slemt: de her jubelglade fortællinger om, at det hele går fantastisk.
Mere grundlæggende vil jeg mene, at den kritiske teoris helt store problem med denne forestilling om friheden som fraværet af magt kommer til udtryk i det, man med en overskrift kunne kalde ”dets manglende evne til at se kontrolsamfundets gennemslag”.
Altså dets manglende evne til at se og analysere det, der også bliver kaldt netværksstyring, overgangen fra government til governance eller, som Deleuze navngav det for Foucault, overgangen fra disciplinsamfundet til kontrolsamfundet. Det har mange navne, men grundlæggende handler det om en grundlæggende transformation af samfundets dominerende magtdispositiver.
Og disse transformationer er den kritiske teori ikke særlig god til at begribe, fordi der bare ikke må være nogen magt?
Ja det er sådan lidt ”ikke-høre-ikke-se”. En underlig blindhed og berøringsangst for magtens konkrete udtryk og dermed også for magtens transformation.
Derved opfatter man ikke, at kontrolsamfundet eller netværksstyringen jo netop er en bevægelse væk fra de styringsformer, som den kritiske teori er så optaget af. Altså de gamle styringsmekanismer som penge, suverænitet, lov og, helt tilbage til statens dybeste arkæologiske lag, hjul og stejle – det er jo slut.
Eller noget af det er her jo stadig, men den nye og vigtigste form for magtudøvelse eller styring er jo netop baseret på de her dialogiske og kommunikative magtformer, der slet ikke har brug for alt det gamle stads.
Styringsformen, som kontrolsamfundet er præget af, er jo netop at lave offentligheder og overtage offentlighedens hurra-ord om empowerment, dialog og frihed og bruge dem til styring, og dermed kunne man jo med den kritiske teoris optik forledes til at tro, at tingene fungerer i overensstemmelse med idealet, fordi så mange af de her positive kernebegreber er opsuget i måden at styre på.
Men oftest vil man i forhold til sådanne fænomener have en tendens til at se det som kolonialisering eller overgreb, fordi man har det her udgangspunkt om, at hvis ikke mediet er det offentlige ræsonnement eller civilsamfundet som et klart defineret alternativ til statslige eller markedsmæssige styringsformer, så er det ikke offentlighed.
Men jeg mener, at alle disse grundlæggende distinktioner, som den kritiske teori benytter sig af, bryder sammen og dermed også denne tænkning i styring kontra livsverden. Både oppefra og nedefra er det præcist overskridelsen af sådanne distinktioner, der er kontrolsamfundets varemærke.
Hvad er den kritiske attitudes alternativ i mødet med disse nye styringsformer?
Man kan f.eks. anerkende, at den måde, hvorpå virksomheder og offentlige myndigheder laver offentligheder, rent faktisk også er offentligheder og ikke bare udtryk for markedsgørelse eller kolonialisering af det offentlige rum..
Med vores tilgang kan du godt anerkende, at selvom det er et aspekt af kontrolsamfundets styringsmekanismer, er det også offentlighed og fungerer som sådan og kan endda muligvis også forløse nogle demokratiske potentialer.
Et godt illustrativt eksempel på disse forhold kunne måske være Vibeke Normann Andersens tekst Gennemsigtighed og åbenhed i offentlig service fra jeres antologi. Det er jo netop en analyse af denne nye styrings- eller kommunikationstendens, man ser fra de offentlige myndigheders side, hvor de offentlige institutioners resultater offentliggøres. Det være sig eksempelvis folkeskolernes karakterer eller sygehusene ventelister og serviceniveau.
Der vil man jo sige, hvis man skal lave en die hard kritisk teori analyse, at der er tale om et klokkeklart eksempel på en markedsgørelse, en italesættelse af borgeren som forbruger og al politik transformeret til forbrug – og så er der faktisk ikke mere at sige om det.
Vibekes analyse viser jo netop, at det er en langt mere dobbelttydig affære. Det er klart, at det er et oplagt eksempel på, hvordan offentlige myndigheder – i det her tilfælde forvaltningen – gør noget, der er et aspekt af kontrolsamfundet. Men det har muligvis samtidig nogle potentialer, bl.a. fordi de skabte offentligheder indgår i samspil med andre offentligheder med andre rationaler og rent faktisk forløser nogle demokratiske potentialer.
Så offentligheder kan tage sig ud på mange forskellige måder og kan muligvis også forløse mange forskellige demokratiske potentialer, og hvis man ellers har blik for det, så ser det faktisk ikke så entydigt skidt ud med offentlighederne i dag?
Ja, der er en mangfoldighed af offentligheder, der klarer sig fint uden at reproducere den borgerlige offentlighed – og de har potentiale for en langt mere forfinet magtudøvelse såvel som nye former for modstand og frihed.