26.10.2017
For nylig var Københavns Universitet vært for en tværvidenskabelig konference med titlen “Fællesskabet. Danskhed i myte og litteratur”. Konferencen havde været annonceret vidt og bredt, og de politiske undertoner i temaet – der vel sagtens var ment til at skulle bringe tidsånden i svingninger – havde da også lokket mange mennesker til. Selv var jeg blevet udsendt af mere formelle grunde, nemlig som led i min journalistuddannelse og med den specifikke opgave at skrive en konferenceberetning. Jeg indfandt mig altså på en plads midt i et fyldt auditorium. Konferencens første taler var en professor i litteraturvidenskab fra vort naboland Sverige. Han holdt et særdeles fascinerende foredrag. Derfor spurgte jeg ham, om han var interesseret i at delagtiggøre en større offentlighed i det, han havde fremlagt. Det var han tøvende overfor. Han var af den beskedne mening, at han jo i grunden blot havde genfortalt, hvad mere betydelige tænkere havde udarbejdet langt bedre før ham. Og desuden havde han ikke tid. Men da jeg jo havde optaget foredraget til brug for min konferenceberetning, endte det med, at jeg fik tilladelse til at transskribere et mindre uddrag og indsende det til offentliggørelse. Blot var betingelsen, at professorens navn måtte forblive anonymt, så han ikke kunne mistænkes for offentligt at ville tage æren for andres tanker. Jeg har efterfulgt det ønske og bringer hermed min transskription af foredragets begyndelse, som jeg, for den danske læsers skyld, har oversat fra svensk og forsynet med interpunktion samt andre lempelige tilpasninger til det skriftlige. Vor professor besteg altså talerstolen og sagde følgende ord:
En særlig mand træder op på en sten placeret bagerst i hulen. Man kan ane hans ansigt i bålets flakkende skær. Han hæver stemmen og taler til dem, der er tilstede. Det er fortællingen om deres oprindelse: hvor de kommer fra, hvem de er, og hvorfor de er sammen. Mere behøver man ikke at sige, førend alle vil genkende scenen. Det er myten om myten. Dén fortæller os, at det altid har gået sådan for sig og stadig gør det. Og sandt nok, hør blot anno 2017:
“Dette er historien om Danmark. Historien om hvordan et land blev til et land og et folk til et folk. Det er fortællingen om en nation, der har oplevet både svimlende storhed og totalt forfald. Og om hvordan vi er blevet til dem, vi er i dag. […] Det er vores historie.”
Sådan lyder introduktionsordene i en aktuel programserie her i Danmark, selve statsradiofoniens “Historien om Danmark”. Og selvom kilderne har ændret karakter, så er funktionen den samme: at præsentere fællesskabet for sig selv. Myten er væsentligt myten om fællesskabet. Det gælder også der, hvor myterne ikke tydeligvis handler om land og folk, men i stedet om udødelige guder og besynderlige dyr sådan som de eksempelvis gør i de gamle græske myter. Funktionen forbliver den samme. Og det kan den gøre, fordi myten ikke blot er mytens fortælling, men også er fortællingen af myten. Myten fortæller ikke blot om vores oprindelse og fællesskab. Nej, fortællingen af myten er selv oprindelsen til vores fællesskab. Myten fortæller mytisk om det, den selv iværksætter i og med, at den bliver fortalt: fællesskabets tilblivelse. Kort sagt, vi har aldrig været os, før myten om os blev fortalt til os.
Myten stifter altså fællesskab, ikke primært gennem det den fortæller, men derved at den fortælles. Og dog kan man jo ikke ret godt fortælle uden at fortælle om noget. Derfor tildækkes det lidet opsigtsvækkende, at der fortælles, så nemt af de fantastiske begivenheder, der berettes om. Og myten – ja, den lever faktisk præcis af denne tildækning. Det er herfra, den har sin forførelseskraft, med hvilken den bevirker, at vi bliver så aldeles opslugt af historien. Med denne forførelseskraft er myten med andre ord i stand til at producere det, man kalder mytisk bevidsthed. For mytisk bevidsthed er netop en bevidsthed, der er blevet ét med den historie, der fortælles. Denne enhed udgør mytens totalitet. Og det er vel at mærke ikke forbeholdt såkaldt primitive folk at opleve den. Ej heller er det forbeholdt mennesker udsat for totalitære regimers propaganda. Enhver, der har ladet sig rive med af en god roman og ladet den ene side tage den næste, indtil den sidste side er nået, enhver der har ladet sig omslutte af biografens mørke og uafladeligt stirret på filmlærredet i samfulde to timer – ja, enhver der sågar måtte have ladet sig opsluge af et fascinerende foredrag i selv det mest støvede humanistiske auditorium, kender udmærket til denne totalitet. [Der hørtes lavmælt latter i auditoriet]. Og enhver ved, at det er en aldeles vidunderlig oplevelse. Derfor søger vi den. Og derfor gives der eksperter i at producere mytisk bevidsthed, det vil sige eksperter i at fabrikere det, der for dem er kunstmyter. Den slags eksperter går under de mest forskellige navne. Men karakteristisk er, at de som skabere af mytisk bevidsthed ikke selv har mytisk bevidsthed. Dog udelukker det ikke, at de i øvrigt har mytisk bevidsthed. Her er det nødvendigt med analytisk præcision. At de i én henseende er producenter af myter betyder ikke, at de ikke i en anden er konsumenter af nogle af de mange myter, der cirkulerer blandt folk. Og det sker i øvrigt ikke sjældent, at de også ender med at lade sig konsumere af deres egne produkter. So oder so – i sidste ende er mytens totalitet denne cirkulation selv, og fra den er der næppe nogen, der er undtaget.
[blockquote text=”Myten stifter fællesskab, ikke primært gennem det den fortæller, men derved at den fortælles.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
Lad mig særskilt betone, at det afgørende for, om der foreligger mytisk bevidsthed, ikke er, om dens erkendekilder er guddommelige åbenbaringer i stedet for videnskabelige fakta. Selv dersom forskellen mellem falskt og sandt vitterligt måtte ligge her, så er en myte ikke nødvendigvis en sådan falsk historie. Overhovedet er det, der karakteriserer myten, ikke om den er sand eller falsk, sådan som man ellers ofte underforstår det, når man siger, at “det jo blot er en myte”. Nej, det afgørende – det der gør myten til myte – er, som sagt, at den tildækker forskellen på hvad der fortælles, og det at der fortælles – og det uanset kildegrundlaget. Men nu kommer litteraturen på banen! For det, vi i litteraturvidenskabens præcise og snævre forstand kalder ‘litteratur’, er ikke bare indbegrebet af det, der er nedskrevet. Det er derimod forsøget på at fremstille netop denne forskel. Litteratur er med andre ord forsøget på at forstyrre myten. Og det er vel at mærke en umådelig vanskelig sag. Ja, hvor mærkværdigt det end kan lyde, så er det faktisk spørgsmålet, om litteratur overhovedet kan nedskrives. For ikke så snart har litteraturen skrevet noget, førend den selv er i gang med at tildække den forskel, den som litteratur ville vise. Forførelsens kunst er svær, siger man – jovist, men enhver ægte forfatter ved, at det er langt sværere at lade være.
Nuvel, spørgsmålet om litteraturens mulighed eller umulighed kan vi efterlade uafgjort. For uagtet dets uafgjorthed – eller måske snarere i kraft af dets uafgørbarhed (vi slipper ikke for at tage spørgsmålet op igen!) – så er der et andet presserende anliggende, nemlig litteraturens forhold til staten. Hvorfor er litteraturen så farlig for staten? Er det mon fordi, den forstyrrer statens fællesskabsmyter? Var det dét, Sokrates havde på fornemmelsen, da han så sig nødsaget til at forvise digterne fra staten i Platons store værk Staten? Sokrates gengiver jo i dette værk en dialog, han engang førte med indtil flere samtalepartnere. Heriblandt var Platons egen bror Glaukon. Af Glaukon fik Sokrates til opgave at konstruere en stat, der ikke blot skulle opfylde alles basale behov i en stabil og naturlig sammenslutning, men hvor der skulle være plads til, at mennesket rigtig kunne udfolde sit væsen og byen tilsvarende få lov at vokse udover sine breder. Glaukon var derfor ikke særlig tilfreds med Sokrates’ første forslag, som han kaldte en svinestat – sikkert velegnet til dyr, men ikke mennesker værdigt. Han ville, at de thymotiske kræfter i menneskets bryst måtte komme til blomstring. Sokrates var modvilligt gået med på Glaukons forlangende og forsøgte derfor igen. Men man forstår hans modvilje, når man ser hvilket omsiggribende, vanskeligt og ikke mindst sprængfarligt anliggende, det viste sig at være. Sokrates måtte således flere gange undervejs se sig tvunget til at stabilisere den vildtvoksende sammenslutning med forskellige fællesskabsmyter, som borgerne skulle stikkes i øjnene. Og derfor kan man konstatere, at hvis digterne forstyrrer myterne, så udgør det et problem for konstruktionen. Hvordan skal en myte se ud, som kan afværge digternes forstyrrelse af myten? Det er det spørgsmål, Sokrates stiller sig selv, uden at formulere det i teksten. Til gengæld er svaret med i teksten og er tilmed berømt: hulemyten. Hulemytens svar er ligeså indlysende, som det er genialt. Den måde, man afværger digternes forstyrrelse af myten på, er ved at gøre deres forstyrrelse til en del af myten selv. Og det gør man, hvis man kan bringe myten til at indeholde fortællingen af myten. Lad os se, hvordan det går for sig.
[blockquote text=”Hvordan skal en myte se ud, som kan afværge digternes forstyrrelse af myten?” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
I husker sikkert scenen: I hulen har vi huleboere, der sidder umærkeligt fastspændt og ser ufravendt på hulens bagvæg, hvor et skyggespil udspiller sig. Huleboerne tror, at skyggerne er virkelige væsener og ting. En af dem bliver imidlertid fri og vandrer mod hulens udgang. På vejen indser han, hvordan det er fat med skyggespillet, og uden for hulen ser han de virkelige væsener og ting. Han ser endda selve kilden til alt det virkelige: solen. Herefter vender han tilbage til hulen. Men nu står han i et dilemma. Skal han fortælle sine gamle sidekammerater, hvordan det er fat med dem eller ej? På den ene side skylder han dem at oplyse dem om deres situation. På den anden side, hvis han gør det, vil de grine ad ham – og hvis han så insisterer, vil de dræbe ham, fordi han undergraver deres fælles virkelighed. Så nu gør han følgende: han træder op på en sten placeret bagerst i hulen og fortæller en historie. Det er historien om, hvordan nogle mennesker blev holdt fanget i en hule, uden at de vidste af det. En dag kom der en særlig mand – ikke ligefrem en fremmed, snarere en fra nabolandet – og fortalte dem om deres situation. Men ikke direkte! Så ville de jo aldrig tro ham. Nej, i stedet fortalte han en historie om… og ja, jeg behøver ikke fortsætte. For som I allerede ser: Sokrates indsætter litteraturens forstyrrelse af myten i myten. Han gør forstyrrelsen af myten til en del af mytens fortælling, så den i stedet bidrager til dens forførelse.
[blockquote text=”Sokrates indsætter litteraturens forstyrrelse af myten i myten. Han gør forstyrrelsen af myten til en del af mytens fortælling, så den i stedet bidrager til dens forførelse.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
Ganske vist må vi bemærke, at myten balancerer på en kant her! For er det ret beset sådan, at myten indskriver i sin egen fortælling, at den fortælles, og dermed skjuler det? Eller er det snarere sådan, at myten – om jeg så må sige – udskriver, at den fortælles, og dermed viser det? Fortællingen af myten i myten er som en dør i myten, der kan åbnes begge veje. Men så længe myten har held med sin risikable strategi, forbliver vi i myten – på en måde ligesom Wittgensteins flue i flueglasset, der bliver ved med at søge ud mod bunden, mens banen er aldeles fri i flaskens top. Så længe det lykkes for myten, er vi med andre ord som fanget i et rum, ikke fordi døren er låst, men fordi den kun kan åbne udad, mens det aldrig er faldet os ind at forsøge andet end at åbne den indad. Og således har man, lige siden Sokrates fortalte myten til Glaukon, været så aldeles opslugt af “Platons hulemyte”, at man må sige, at den har virket efter hensigten: som fællesskabsmyte for den stat Glaukon har bestilt – eller skal jeg sige: som “vi” har bestilt? [Flere af de tilstedeværende i auditoriet rørte let på sig her].
Så hvad skal litteraturen stille op? Hvordan skal den kunne forstyrre myten? Så snart litteraturen skrives ned, bliver vi forført af det, der skrives og overser det, at det skrives. Så hvordan skrive? Den moderne litteratur er født ud af denne vanskelighed, og er derfor en litteratur, der fra første færd har skriveproblemer. Den vil ikke bare fortælle noget, men pege på at den fortæller noget. Den vil i enhver af dens fremstillinger med-fremstille sig selv, som Friedrich Schlegel så programatisk udtrykte det, da han fandt frem til ideen om den såkaldte transcendentalpoesi. Og hvilke krumspring har litteraturen ikke siden da opfundet! Rammefortælling, hypertekst, polyfoni, indirekte tale, ironi, faktion, pseudonymitet, anonymitet, selvrefleksivitet og meget mere – kort sagt “meta med meta på”, som man siger. Men hjælper det i sidste ende? Beløber det sig til andet end så mange nye måder at producere mytisk bevidsthed på? Det spørgsmål, som vi ikke kan blive kvit, og som bliver ved med at trænge sig på – ja, som ligefrem hjemsøger os – er, om litteratur overhovedet mulig?
[blockquote text=”Det spørgsmål, som vi ikke kan blive kvit, og som bliver ved med at trænge sig på – ja, som ligefrem hjemsøger os – er, om litteratur overhovedet er mulig?” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
Men måske er det spørgsmål allerede selv svaret? Måske er dét litteraturens hemmelighed: at litteraturen, netop i uafgørbarheden af dens mulighed eller umulighed, forstyrrer myten; at litteraturen i kraft af denne uafgørbarhed hele tiden forbliver virtuelt nær og trænger sig på, uden at nogen nok så kunstfærdig myte kan få greb om den med sin fortælling. Måske indeholder dette “måske” hele litteraturen? Måske. Under alle omstændigheder var det ved en sådan litteraturens cul-de-sac, at Franz Kafka forsøgte sig med en tekst om en fællesskabsmyte, der så åbenlyst udstiller sin egen tomhed, at den næppe længere kan blive forstyrrelsen kvit. I teksten – som Kafkas forlægger Max Brod gav titlen “Fællesskab” – hører vi om fem personer, der kommer ud fra et hus og stiller sig op på række. Forbipasserende udpeger dem og siger, at de lige er kommet ud af huset. “Fra da af”, siger fortælleren, “har vi levet sammen.” Men en sjette forstyrrer dem og trænger sig på. Han gør dem ikke noget, men generer alligevel. De kender ham jo ikke. Ganske vist indrømmer fortælleren, at de fem heller ikke kender hinanden. Men det, der tolereres blandt dem, kan ikke udstrækkes til den sjette. Kort sagt: de er fem og vil ikke være seks! Fortælleren fortsætter: “Og hvilken mening skal overhovedet dette vedvarende samvær have, hos os fem har det heller ingen mening, […] Men hvordan skal man gøre alt dette begribeligt for den sjette, lange forklaringer ville allerede næsten være ensbetydende med en optagelse i vores kreds, vi lader hellere være med at forklare og optager ham ikke. Ligegyldigt hvor meget han krænger underlæben ned, skubber vi ham væk med albuerne, men hvor meget vi end skubber ham væk, kommer han igen.”
Den svenske professor indlod sig nu på en bjergtagende, men knap nok forståelig udlægning af Kafkas tekst. Så subtile og kunstfærdige var de litteraturvidenskabelige greb. Klart var det dog, at professoren hæftede sig særligt ved sammenhængen mellem antal og fællesskab – og da han adresserede “fællesskabet af dem, hvis fællesskab består i at forsikre hinanden om, at antal betyder noget”, kunne man ikke undgå at bemærke en sagte mumlen, der bredte sig i auditoriet. Men hvorom alting er, så sluttede det berammede uddrag her. Tillad mig derfor kun at tilføje en lille anekdote. Blandt konferencens forskere var også en arkæolog – altså en videnskabsmand, der som bekendt beskæftiger sig med menneskefællesskabernes oprindelser. Han henvendte sig til mig i pausen og betroede mig, at man i hans videnskab næppe kunne skelne mellem myte og videnskab. Når det kommer til menneskefællesskabernes oprindelser, har man i arkæologien altid måtte rekonstruere ud fra meget lidt. Og det er man – lod han mig vide – efterhånden blevet så gode til, at man nu faktisk kan rekonstruere ud fra det rene ingenting. Han kiggede eftertænksomt rundt i lokalet og tilføjede: ”Ja, sågar hele konferencer samt indholdet af alle deres foredrag vil man snart være i stand til nøje at gengive, præcis som de måtte have fundet sted, dersom de havde fundet sted” – så forsvandt han …
∗
Ovenstående tekst er til dels en pastiche. Således har Lysemose ladet sig inspirere af den franske dekonstruktivisme, og formuleret en litterær-filosofisk kritik af DR’s programserie “Historien om Danmark” og de fællesskabsforestillinger, som serien trækker på. Der kan særligt henvises til pointer og passager i Jean-Luc Nancys “Le Mythe interrompu” og “Le communisme littéraire” begge i La Communauté désœuvrée (Christian Bourgois Editeur, 1990) og ”La communauté, le nombre” i La Communauté désavouée (Galilée, 2014) samt til Jacques Derrida “La littérature au secret – Une filiation impossible” i Donner la mort (Galilée, 1999). Inspirationen til tekstens form har Lysemose fra et foredrag, der blev holdt af den tyske fænomenolog Manfred Sommer, i Schmela Haus Kunstsammlung Nordrhein-Westfalen den 12. december 2013 i regi af Futur 3-programmet. I teksten både parafraseres og citeres Kafkas korte fortælling “Fællesskab”, som kan findes på dansk i Efterladte Fortællinger (Gyldendal, 2008). Herudover refereres der til Friedrich Schlegel, Athenäums-Fragmente und andere Schriften (Holzinger, 2013) – nærmere bestemt til fragment 238 – ligesom der refereres til Ludwig Wittgenstein, der i notits 309 i Philosophische Untersuchungen (Surhkamp, 1997) på spørgsmålet “Hvad er dit mål i filosofien?” giver svaret “at vise fluen vejen ud af flueglasset.” En sammenstilling af Wittgensteins flueglasmetafor og Platons hulemyte kan findes i Hans Blumenbergs Höhlenausgänge (Suhrkamp, 1989) i kapitlet ”Im Fliegenglas”.