Fremtidens fællesskab – et forbrugerfællesskab?

Interview: Svend Brinkman giver sit bud på fremtidens forbrugersamfund.

18.1.2010

Af Maiken Fredsøe

Svend Brinkmann karakteriserer i sin bog Identitet – udfordringer i forbrugersamfundet nogle af de udfordringer, der opstår i forbrugersamfundet, hvor vores identitet og relationer til andre mennesker i høj grad bygges op omkring allestedsnærværende forbrugspraksisser. Hvilken type samfund tegner sig i fremtiden, hvis individet er blevet forbruger på markedet fremfor borger i staten?

Hvordan udfordrer det forbrugersamfund, du beskriver i din bog vores moralske identitet?

Forbrugersamfundet er et samfund, der er optaget af det kortsigtede, det projektorienterede, fleksibilitet og den bestandige udvikling. Det giver nogle problemer i forhold til at leve et moralsk liv. Man må være stabil frem for fleksibel, hvis man vil kunne bevare sin integritet, være loyal over for andre, og kunne forpligte sig på værdifulde projekter over tid. Her bliver vores moralske liv udfordret, for hvordan kan andre være sikre på, at det jeg lover i dag, også er noget jeg virkelig vil gøre i morgen? Jeg kan jo være gået i gang med en eller anden form for selvudvikling eller livsstilsudvikling, som gør, at jeg måske ikke føler mig forpligtet på mit løfte længere.

Den anden side er, at der i forbrugersamfundet er en tendens til at anskue værdier, som noget der udelukkende har med menneskers oplevelser at gøre. Noget har værdi, hvis det giver mig en god oplevelse. Hvis det eksempelvis er æstetisk appellerende. Den æstetiske oplevelsesdimension er selvfølgelig væsentlig, men er i sig selv alt for skrøbelig som fundament for moralen. Som en del af oplevelsesdimensionen er der også stort fokus på vores valg. Vi skal vælge alting selv:  Livsstil, partner, uddannelse, etc. Det er selvfølgelig et stort gennembrud for civilisationen, at vi har alle de valgmuligheder. Men når vi også selv skal vælge de målestokke, de moralske værdier, der afgør, om vi har valgt rigtigt, så tror jeg, det hele kommer til at flyde på en måde, der gør det vanskeligt at leve et moralsk liv.

Hvordan påvirkes de menneskelige relationer i forbrugersamfundet?

Som en tendens kan man være bekymret for, at andre mennesker bliver reduceret til blot at være trin på vejen i ens personlige udviklingsproces, at man får et instrumentelt forhold til andre mennesker. De bliver til væsner man forbruger, ligesom man forbruger alt muligt andet.

Et andet forhold, er det Giddens kalder det rene forhold – dvs. et forhold, hvor de intime relationer mellem mennesker er uden praktisk forankring og ikke holdt sammen af andet end følelser. I det øjeblik følelserne ikke længere er der, vil mennesker have svært ved at finde en grund til at blive sammen. At følelserne skal bære alt det i vores liv, er på mange måder en lidt sørgelig situation, som også gør vores liv mere skrøbeligt. Vi ved jo godt, at følelserne ikke kan være til stede hele tiden.

Nye fællesskaber i forbrugersamfundet

Det må også betyde en svækkelse at fællesskabet. Har fællesskabet spillet fallit?

Nej, det er for stærkt at sige. Fællesskaberne findes stadigvæk – som art kan vi slet ikke overleve uden. Vi har et eksistentielt behov for at høre til fællesskaber. Men de har ændret karakter. Hvor det tidligere var fællesskabet, der valgte individet, vælger individet i dag, hvilke fællesskaber det vil være en del af. Fællesskaberne er blevet mere individualiserede – og forbindelsen til det store samfundsmæssige fællesskab er blevet mere skrøbelig. Det bliver til små lejrbålsfællesskaber, hvor man kan sidde varmt og trygt med dem, man kender og hygge sig. Og når man bliver træt af det finder man sig et nyt lejrbål. Der er ikke længere noget, der forbinder alle lejrbålene. Det er et tab, af det som moderniteten har bygget på. Moderniteten har i høj grad bygget på en demokratisk offentlighed, som har været alles fællesskab, hvor enhver kunne deltage og få en stemme. I dag ser vi i højere grad de små kommunikerende fællesskaber, der er sluttet om sig selv.

Er der muligheder i de små kommunikerende fællesskaber – eller er det kun en begrænsning?

Der er muligheder for de stærke individer, der kan finde ud af at begå sig.. De kan surfe rundt, prøve de forskellige fællesskaber af og tage det bedste med sig. Men for de svage er der meget større risiko for at falde uden for fællesskaberne end nogensinde før.

Hvad kunne staten gøre anderledes, hvis man skulle undgå opdelingen i stærke og svage individer?

Der vil altid være stærke og svage individer. Men man kunne godt tage sig af de svage på en anden måde end vi gør i dag, hvor vi i høj grad ser alle mennesker som resurser. ”Human ressource” tankegangen præger også staten. Individerne skal optimeres, så vi kan øge statens bruttonationalprodukt og klare os i konkurrencen med andre stater. Det er problematisk at tænke borgeren som en resurse, som et væsen, der udelukkende står i en forbrugerrelation til samfundet. Der er fundamental forskel på at være borger og forbruger. Vi skal ikke være forbrugere i statens tjeneste.

Fra fleksible medarbejdere i forbrugersamfundet – til borgere i staten

Både staten og virksomhederne efterspørger i konkurrencestatens navn fleksible og omstillingsparate borgere og medarbejdere, der evner at forholde sig kritisk og evaluerende til sig selv og egen udvikling. Krav, som de fleste gladelig forsøger at leve op til. Hvorfor har de  tanker vundet så stor gehør i vores samtid?

Fordi idealerne spiller på nogle diskurser og forestillinger som engang var frigørende. I 1950’erne, var det frigørende, at der kom en ungdomskultur, hvor man kunne eksperimentere med sin identitet, og lytte til noget musik som ens forældre ikke forstod og i det hele taget orientere sig i verden og udvikle sig. Det var bestemt frigørende. Dengang.
Nu tendenserne blevet institutionaliseret. Nærmest som et permanent oprør. Vi kan ikke længere huske, hvad det er, vi gør oprør mod. Når folk eksempelvis deltager i selvudviklingskurser på deres arbejde føler de sig sikkert meget frigjorte. Men fra hvad? Når der ikke længere er noget at frigøre os fra, så bliver det relevant at diskutere, hvad vi skal frigøre os til.

Det er jo en diskussion, der ikke rigtig bliver ført. Det er meget svært at etablere et sprog og en tænkning, som kan sætte spørgsmålstegn ved tendenserne. Hvem kan være imod positive begreber som selvudvikling og frigørelse?

Har du et bud på, hvor vi bevæger os hen? Hvad er forbrugersamfundet ved at udvikle sig i retning af?

Nogle tendenser går i retning af, at forbrugermentaliteten overtager flere og flere områder. Det er den pessimistiske tolkning. Men der opstår også nogle nye bevægelser f.eks. omkring klima og økologi, som peger udover forbrugersamfundet. Der sker nogle ting i vores natur, som vi ikke kan forbruge os ud af. Det bliver vi tvunget til at forholde os til på et eller andet tidspunkt – om ikke før, så når vi står i vand til knæene. Indtil videre er det for mange mennesker bare endnu et livsstilsvalg – man fremstiller sin identitet ved at leve klimavenligt og økologisk. En livsstil man ændrer, når der kommer noget andet og mere interessant på markedet.

Kan de ikke være et reelt udtryk for at folk har fået kvalme – at de har fået nok af forbrugermentaliteten?

Måske, men de forsøg der har været på at sætte sig ud over forbrugermentaliteten i løbet af det sidste årti, har selv været berørt af en forbrugermentalitet. Fra mit perspektiv er hele ”simple-living” bevægelsen og alle de mange selvudviklingsbevægelser lige så meget en del af problemet, som de er en del af løsningen. Det er meget svært at gribe ud over forbrugermentaliteten, og derfor er en klimakrise måske nødvendig, for at vi kan få blik for det, der ligger radikalt ud over de diskurser, som vi cirkulerer rundt i.

Svend Brinkmann er cand. psych., ph.d. og professor i almen psykologiog kvalitative metoder på Institut for Kommunikation ved AalborgUniversitet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *