Getting to Denmark – Fukuyama om state building

Professor George Sørensen kommenterer Fukuyamas State Building: Governance and World Order in the Twenty-First Century

2.5.2009

Francis Fukuyama udgav i 2004 State Building: Governance and World Order in the Twenty-First Century, der handler om, hvilke faktorer, der bestemmer, om der kan opstå effektive, stærke og stabile stater.

Emnet er yderst velvalgt. Et stort antal lande i verden kan betegnes som svage, ineffektive stater; de er ofte prægede af voldsomme interne konflikter med store menneskelige omkostninger. I de senere år har det internationale samfund i stigende grad påtaget sig state-building opgaver i svage stater, ikke mindst gennem humanitær intervention, men også via militær intervention, som vi senest har set det i Afghanistan og Irak.
Spørgsmålet er, om det internationale samfund, eller USA i selskab med nogle få allierede, kan lave state-building i svage stater? Der er meget på spil i besvarelsen af det.

Fukuyama sondrer først mellem staters rækkevidde (scope) og staters styrke (strength). Man blander tit de to ting sammen, men det er en graverende fejl. Stater kan godt blande sig i alt muligt (stor rækkevidde) og samtidig være ganske svage (liden styrke). State building drejer sig om at øge staters styrke, forstået som deres evne til at planlægge og udføre politikker, til at implementere love og regler på en effektiv, transparent og legitim måde. ’Institutionel kapacitet’ er en anden betegnelse for staters styrke. Alle er nu enige om, at sådan kapacitet er yderst vigtig for økonomisk og social udvikling i et land. Sådanne stærke stater kendetegner vores egen del af verden; Fukuyama formulerer endog problemet om state-building som et spørgsmål om ’Getting to Denmark’!

Hvilke faktorer er så bestemmende for institutionel kapacitet? Fukuyama sondrer mellem fire sæt af faktorer. Først organisatorisk design og management; bogen argumenterer, at på nogle få afgrænsede områder kan man lave gode reformer ved at sende ’ti dygtige bureaukrater’ ind og reformere. Man hovedpointen er, at solide institutioner ikke kan importeres udefra; de må nødvendigvis bygge på de specifikke lokale forudsætninger. Økonomernes tekniske fix slår ikke til her. Man kan altså netop ikke ’komme til Danmark’ ved blot og bart at kopiere de danske institutioner.

Den anden centrale faktor er ’political system design’, dvs. organiseringen af staten som helhed (f.eks. føderalisme/decentralisering versus mere centraliserede systemer). Igen fremhæves det, at der ikke findes eksporterbare patentløsninger. Hvad der virker godt i den ene kontekst virker måske ikke i den anden.

Den tredje faktor er ’basis of legitimization’, legitimeringsbasis. Selvom demokrati er en værdi i sig selv, er der desværre ingen klar sammenhæng mellem mere demokrati og højere institutionel kapacitet. Alligevel gælder det, at demokratiske systemer generelt er bedre til at skabe legitimitet end ikke-demokratiske.

Det fjerde og sidste element er ’cultural and structural factors’. De øver stor indflydelse på state-building; Japan, Korea, Taiwan, og Tyskland kunne bygge på kulturelle traditioner, der er gunstige for skabelsen af effektive institutioner. Desværre gælder det samtidig, at sådanne kulturelle faktorer stort set ikke kan ændres på kort og mellemlangt sigt.

Selvom vi kan identificere de faktorer, der er med til at skabe stærke stater, er der ingen sikkerhed for at sådanne stater opstår. Det kræver at de efterspørges af lokale aktører. Og tit vil statseliterne rundt omkring i verden hellere mele deres egne kager. Så skal eksterne kræfter presse på for at styrke staterne. Men her er dilemmaet, som vi har set, at det er begrænset hvad man kan gøre udefra. Og når man endelig har gjort noget, som f.eks. de strukturelle tilpasningsprogrammer, har resultatet ofte været en forværring i stedet for en forbedring af situationen mht. state-building. Et yderligere dilemma er her, at eksterne donorer gerne vil se konkrete resultater; de går så ind og kører projekterne selv, men det skaber jo ingen state-building.

Konklusionen er altså ganske pessimistisk: langsigtet state-building er mere nødvendig end nogensinde, men hverken amerikanere eller europæere har gode ideer til, hvordan problemet skal gribes an. Og i det hele taget er det måske begrænset, hvad der kan gøres udefra.

Det er en fortræffelig bog, Fukuyama har skrevet. Den giver på kort plads en imponerende oversigt over det yderst komplekse problemfelt, som state-building er. Ingen nemme eller letkøbte løsninger sættes til salg; hele kompleksiteten er med, endog i velformuleret og letlæst form.

Der er også svagheder. State-building har meget at gøre med forholdet mellem stat og samfund, mellem statsapparat og befolkning. Men Fukuyama siger ikke meget om dette samspil, fokus er mere på statsinstitutionerne i snæver forstand. Der argumenteres samtidig godt for at se på de særlige lokale forhold. Men analysen heraf kommer ikke meget videre. Hvordan spiller nogle lokale forhold sammen i skabelsen af stærkere stater, mens andre lokale forhold gør, at stater forbliver yderst svage? Betydningen af gode ledere fremhæves; men hvad skaber gode ledere, hvorfor fik Sydafrika en Mandela og Zaire en Mobutu?

Alligevel: bogen anbefales varmt, også til ledere i stærke stater. De har efterhånden påtaget sig en state-building opgave rundt om i verden som de får brug for al mulig hjælp til at løse.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *