17.2.2010
I mødet med den kognitive kapitalisme kommer det klassiske kritikbegreb til kort. De humanistiske begreber og idealer, kritikken var funderet i, er i dag indfoldet i kapitalismen og udgør de begreber, hvorigennem den moderne medarbejder ledes og leder sig selv.
Martin Fuglsang tegner konturerne af et nyt kritikbegreb, der er på højde med sin tid. En kritik, der blandt andet er inspireret af Gilles Deleuze og ligesom den medicinske praksis tænkes som en symptomatologi og diagnostisk praksis.
I en meningsmættet verden af ’kritik’
I dette frit flydende essay vil vi beskæftige os med kritikkens mulighed i en verden, der synes at beklæde os i en altomsluttende positiverende sprogdragt, hvor enhver form for modstand synes at kunne indoptages og gøres til genstand for den genkendelige og ligefremme selvfølgelighed. Derfor forekommer forhåbningen om en reel virksom kritik ikke blot umulig, men også direkte utimelig, upassende og uhøflig. Som et gement brud på enhver form pli og god opdragelse. Ikke sådan at forstå, at det at have en såkaldt ’kritisk’ holdning og oppositionel mening skulle være upassende eller et udtryk for manglende opdragelse, tværtimod, at have holdninger og meninger, og helst en hel række af den kritiske slags, er bestemt et dominerende kendetegn ved det dannede subjekt. Se blot på nyhedsfladens uendelige meningskværneri og meningsmagernes livstrætte opråb. Men her forveksles bedsteborgerskabets oppositionelle ordleg med kritik, idet vi i denne selskabelige og bekvemme konversationsform ikke finder nogen reel modstand, men blot en gensidig og ensrettende opbyggelighed i udsynet fra den sammen meningslogik; alt forbliver i samme betydningshorisont og intet nyt bryder ind.
I den forstand synes kritikkens tid forbi, idet vi ikke længere anser, at vi lever i verden med problemer og reelt funderede uligheder, men i en verden med permanente og ikke mindst berigende udfordringer, der ikke blot skal håndteres med en insisterende vilje og et kraftfuldt håndelag, men i tilgift er det, der giver vores eksistens individualitet og karakter. Og det er da også rigtigt, at vores klassiske forståelse af kritik, som en bevægelse gennem en direkte negerende og oppositionel logik orkesteret gennem de transcendentale forestillinger om det sande, det gode og det retfærdige synes passé. Men ikke som følge af at den verden, vi bebor og befolker, formår at genindstifte paradisets gyldne have på jord, men fordi denne form for kritik er ufarlig og uden reel modstand.
Ingen tvivl om at dette kan forekomme polemisk og himmelråbende ukonkret, men i eksemplets magt, behøver vi ikke bevæge os andre steder hen end til vores egen meningsmættede og tidsknappe dagligdag, for her at genkalde os den nutidige sprogdragts altomsluttende positivitet Vi behøver blot at tage på arbejde og dér hengive os til det moderne arbejdsliv og dets organisering.Når vi i denne forbindelse henviser til det moderne arbejdsliv og dets organisering er det vigtigt at fremhæve, at den gennemgribende positivering vi finder i dette eksistensterræn gennemtrænger alle områder i den social bios, således også i forvaltningen af det ikke-arbejdede subjekt; f.eks. arbejdsløse og skolebørn der for nærværende mærkes og tatoveres af ikonografiske kompetencetegn hentet direkte fra vidensøkonomiens produktivitetskrav. Spørgsmålet er ikke om hin enkelte genkender sig selv i denne modulation, men netop om modulationens ikonografiske karakter som det der fremstår eksemplarisk og fuldbåren. Her er vi selvsagt på arbejde, men vi kender os ikke som blot og bart arbejdere, der sælger vores egenrådige tid i trædemøllen af den såkaldte primitive akkumulation. Vi kender os som ”medarbejdere”, hvis identitet har krav på ubegrænset udvikling og timelig underholdning. Vi mødes da heller ikke blot og bart med et krav om regelfølge og ordreudførelse, men med kravet om selvledelse og kritisk anskuelse. Vi synes således at indgå i det umærkelige og uskelnelige dobbeltcirkulerende krav om at blive et egenrådigt subjekt, som vi f.eks. genkender det i udtrykket ”Det Hele Menneske”. Dette er ikke blot et begreb og en betegnelse i dets vante repræsentative betydning. Det er et gennemgribende positiverende arrangement, en organiseringspraksis hvori ”Det Hele Menneske” er fleksibelt, livslangt lærende, omstillingsparat, selvledende og ikke mindst selvevaluerende gennem refleksivitetens kontemplative anskuelse. Her er det ikke blot upassende, uhøfligt og helt uden pli, men direkte meningsløst, at stille sig selv til skue og råbe: ”Jeg vil være et halvt menneske, jeg vil være ufleksibel, ikke-lærende, afviklende, autoritativt ledet og hierarkisk evalueret”. Og det giver slet ikke mening nu, når vi samtidig gerne vil have et udviklende og indholdsrigt arbejde, der kan fritage og forløse os for den stress, der altid er en følge af det far-mor-og-barn projekt, der gerne skulle lugte af blomstereng og møde øjet som en frisk og klædelig forårsdag. Ak, det er ikke nemt at være hjemme. Det er så at sige, hårdt arbejde!
Intet ’udenfor’
Måske nok en karikatur, men ikke desto mindre peger det mod den gennemgribende rekonfigurering, der er sket med selve arbejdsværdibegrebet siden Anden Verdenskrig. Vi er nemlig ikke blot vidne til, men også hengivet til en tiltagende og intensiverende humanisering af det moderne arbejdsliv, som fra starten af 1970’erne med arbejdets ekspanderende kognitive og immaterielle karakter er blevet den selvcirkulerende identitetsbestemmelse hos den moderne medarbejder. Denne humanisering og immaterialisering har med sit fokus på den ansattes subjektivitet etableret en opfattelse af arbejdslivet som den mest betydningsfulde komponent i det individuelle livsprojekt, ligesom den har udformet vidtfavnende biopolitiske ledelsesteknologier til organisering og ledelse af netop dette projekt. I forlængelse og som en konsekvens heraf har de kvalitative komponenter, der indgår i arbejdets professionalisering, gennemgået en radikal forandring, hvorfor vi, som Paolo Virno fremhæver, oplever en generisk forvandling af den værdikæde, hvori arbejdet er indlejret.
Hvad der er værdsat og påkrævet af den enkelte arbejder er ikke længere inkluderet blandt de ’dyder’ der traditionelt er tilegnet på arbejdspladsen som resultat af en industriel disciplinering. De egentlige kompetencer der behøves for at gennemføre de opgaver der efterspørges i den post-Fordistiske produktion er dem som tilegnes uden for den direkte produktionsproces; i selve ’livsverdenen’. Med andre ord, professionalismen er nu blevet til intet andet end en generisk socialitet, en kapacitet til at danne interpersonelle relationer, en egenskab til håndtering og fortolkning af lingvistiske meddelelser, og en evne til omstilling i forbindelse med vedvarende og pludselige genomvendelser (Virno 1996:248).
Arbejdet er kort sagt blevet essentielt for subjektivitetens udfoldelse og subjektiviteten er blevet væsentlig for arbejdets udførelse. Subjektivitet skal i denne forbindelse således forstås dobbelt. Dels som den måde identitet og identitetens selvforhold skabes og produceres på i forbindelse med arbejdet, dels som det spektrum af følelser, tanker, begær, handlekraft, vilje, engagement og kreativitet, som bliver genstand for ledelse i det dobbeltcirkulerende krav om en fleksibel produktion og medarbejderens udstrakte selvbestemmelse, og ikke mindst vedvarende selvvalorisering. I den forstand, og i en lidt bredere betydning, er enhver indstiftelse af en kritisk praksis således mødt med den uafviselige kendsgerning, at kapitalismen og humanismen ikke længere er udvendige i forhold til hinanden. Snarere forholder det sig sådan, at humanismens dannelsesideal, herunder den kritiske selvbestemmelse, er blevet den væsentlige produktionskraft i kapitalismen. Sagt anderledes, der er ikke længere et uberørt humanistisk funderet ’udenfor’ og/eller en opløftet og tidløs humanistisk normativitet, hvor en kritik kan funderes og begrundes. Dette ’udenfor’ eller denne normativitet er blevet indfoldet som en nødvendig interioritet i kapitalismens egen bestemmelse af, hvad der står udenfor dens cirkulation, herunder også hvad der optræder som kritik af dens cirkulation. I den betydning er det, vi tidlige har fremstillet som den klassiske forståelse af kritik blevet til en konstitueret og kontrollerbar ’andenhed,’ som kapitalismen med dens biopolitiske anordninger vedvarende kan ekspandere sig igennem. Se blot på hvordan psykologi og socialpsykologi siden Anden Verdenskrig, i såvel organisations- og ledelsesteoriernes udvikling som i konsulenthusenes konceptualiseringer, først indtrådte som en oppositionel kritisk røst i forhold til arbejdets inhumane organisering og tilrettelæggelse i de Fordistiske gemakker, og nu står som den dominerende kropsteknologi, hvorigennem subjektiviteten anrettes i en selvregulerende, selvevaluerende og selvudviklende pastoral triangulering mellem skyld, anger og tilgivelse, så eksemplarisk virkeliggjort i de årlige performance- og MUS-samtaler og deres terapeutiske narratologi.
I den forstand forekommer den klassiske humanistiske kritik rettet mod subjektivitetens indespærring i den disciplinære samfundsformation ikke blot naiv og utidssvarende, men også betænkelig, da den så at sige blot optræder som den konnektive nødvendighed. hvorigennem den sen-kapitalistiske cirkulation forlænger sig og hvori dens gennemgribende kontrol består. Det betyder, at det moralske grundlag for det humanistiske oplysningsprojekt i dag er selve forudsætningen for den kontrol, der gennemskærer alle områder af det sociale liv. Emblematisk formuleret i ordre-ordet ”at blive et subjekt.” I den sammenhæng bliver den humanistiske kritik intet andet end et selvretfærdigt moralsk ressentiment udtrykt gennem det Frederick Nietzsche formulerede som en slave moral, indstiftet gennem følgende logiske diktum: Du er ond, derfor er jeg god (Nietzsche 1993:38-42).
En kritik, der funderes i humanismens vidtfavnende ideologi og dens selvretfærdige kontinuum af værdier, konstituerer en kraftløs position. Når vi tager indlejringen af humanismens ideal og dens værdier så som, autonomi, forandring, selvbestemmelse og frigørelse i betragtning, udgør den ligefrem en reel trussel For det er netop de selv samme værdier, der driver den biopolitiske kontrol. Ikke mindst udtrykt gennem den post-Fordistiske organisering af det moderne arbejdsliv gennem dens ledelsesteknologiske anordninger så som, coaching, værdibaseret ledelse, MUS-samtaler, livslange uddannelsesprogrammer, terapeutisk selvudvikling og nyspirituelle dannelsesprojekter; alle social arrangementer, der kontrollerer den verden, hvori vores subjektivitet får meningsfylde, betydning og ikke mindst værdi.
I en verden af biopolitik
Når vi i denne forbindelse taler om biopolitik, så koncentrerer vi opmærksomheden på den specielle magtform, der kendetegner og gennemstrømmer det sociales temporalitet. En biomagt, hvor det ikke længere er et spørgsmål om at strukturere samfundsformationen ud fra den ydre disciplinære magts inklusions/eksklusions kriterier, men om en magtform, der virker i midten af det sociales tilblivelse (Foucault 1990:140-144). En magtform, ”som regulerer det sociale liv indefra, følger det, fortolker det, absorberer det og reartikulerer det […] Denne magts højeste funktion er at indtage og gennemtrænge livet helt og aldeles, og dens vigtigste opgave er at administrere liv” (Hardt & Negri 2003:44). Og det er i den forbindelse vi i særdeleshed finder det moderne arbejdsliv, dets organisatoriske principper og ikke mindst dets ledelsesteknologiske anordninger vedkommende og eksemplarisk i forbindelse med en socialfilosofisk samtidsdiagnose, der efterstræber en aktivering af en ny kritisk praksis. For det er især det moderne arbejdsliv, der bærer vidne om biomagtens gennemtrængende virkningsforhold og funktionalitet, al den stund det moderne og grænseløse arbejdsliv fremtræder som en temporal og uskelnelig modalitet mellem arbejde, liv og eksistens, hvilket er så eksemplarisk og uforligneligt udtrykt i virksomhedernes og organisationernes vedvarende ekspansion af den konceptuelle idé om selvledelse. For selvledelse er ikke blot en rekonfigurering af selvbestemmelsens og ansvarets placering fra det institutionelle til det individuelle, men er i endnu højere grad en reorganisering af magtens og kontrollens funktionalitet. I den forstand er ledelse som selvledelse en inskription af den organisatoriske sammenhængskraft i hver enkelt medarbejder, der nu ikke blot har ansvar for sit eget arbejde og dets fordrende færdigheder, men også et altomsluttende og altid nærværende ansvar, og ikke mindst en gennemgribende forpligtelse, for hele organisationens velbefindende og performative formåen. For er det ikke netop dét, de årlige MUS-samtaler udvirker og forbinder.
Vi er således produceret i den biopolitiske magts natur. At være produceret er at være arrangeret, at være arrangeret er at være organiseret og at være organiseret er at være sedimenteret og segmenteret i en altid specifik og lokal betydningslogik, hvori vi mærkes af tegn og sammensættes som produktivt legeme. Dette er produktionens affektive forvandling, hvor vi siden Anden Verdenskrig ser fabrikken forandret til organisationen og korporationen, der ikke først og fremmest producerer varer og tjenester til præeksisterende behov, men gennem den ekspotentielle vækst i reklamebudgetterne producerer forbrugere og ikke mindst de verdner, hvori varer, begær og behov sammensættes og forbindes på det store hvide subjektivitetslærred. Og hvor de organisatoriske principper og de ledelsesmæssige færdigheder, ikke først og fremmest består af protokoller for og reguleringer af ordrer, men af den refleksive håndtering af socialpsykologiske, motivationstekniske og selvrelaterede beslutningsskematiske teknologier. Et samlet maskinelt arsenal af ’empowerment’-teknikker, der gennem deres ulegemlige transformation forvandler arbejderen til medarbejder og den materielle arbejdskraft til en affektiv multiplicitet af selvregulerende individer, der alle stræber efter deres egen emancipation.Når vi fremhæver at der er tale ulegemlige transformationer, henviser vi direkte til Gilles Deleuze (1990) meningslogik, hvor kroppen skal forstås i dens underfundige dobbelte betydning, som legemlig og som de ulegemlige interventioner kroppen indoptager og gennemskæres af. De ulegemlige interventioner, som f.eks. alskens ’empowerment’-teknikker, skal således forstås som disse teknikkers immanente udsagnsmodulation om hvad det vil sige at være et subjekt, et selv, et jeg. De er om nogen dem, som forvandler kroppen ved at sammensætte, indrette og anordne kroppen i en ny affektiv tilstand med nye betydningskonstellationer og en ny social-maskinel produktion til følge. Ledelse i dette post-Fordistiske univers er således aldrig direkte, men fungerer som et immanent og transversalt krav til os alle om at blive os selv i lyset af en vedvarende differentierende og fleksibel produktion, hvor arbejdets tilrettelæggelse bliver præskriptiv for subjektivitetens indretning. Det interessante ved de biopolitiske ledelsesteknologier er, at de bærer en bestemt bestemmelse af frihed med sig, idet de optegner og dermed beordrer en ganske bestemt affirmation, hvor hin enkelte medarbejder først som sidst må blive et ’subjekt’, selvbestemmende og selvevaluerende, refleksiv og udviklende, autonomt og frigjort. For at være en ressource må medarbejderen blive sig selv i lyset af det humanistiske oplysningsprojekt, hvorfor vi som Maurizio Lazzarato fremhæver gennemtrænges af et nyt virkningsfuldt og transformativt slogan:
Det nye slogan i de vestlige samfund er at vi alle skal ‘blive subjekter’. Deltagende ledelse er en magtens teknologi, en teknologi til skabelse og kontrol af de subjektive processer. Da det ikke længere er muligt at indskrænke subjektiviteten til arbejdets udførsel er det nødvendigt at subjektets kompetencer inden for områderne ledelse, kommunikation og kreativitet bliver kompatible med kravet om ’produktion for produktionens egen skyld’ (Lazzarato 1996:134).
Et nyt slogan, der mærker kroppen som et selvkonstituerende medarbejderbrand og som går hånd i hånd med de idealistiske og frigørende imperativer vi finder i den moderne ledelseslitteratur. Eller sagt anderledes, det arbejdende subjekt er kompositorisk re-arrangeret i forvandlingen fra samfundets disciplinære formation til kontrolsamfundet, hvor de centrale byggeklodser i den sociale bios, viden, magt og subjektifikation omformes i deres betydningsindhold igennem en bevægelse væk fra de lukkede rum, skolen, fabrikken, staten, til det åbne, friktionsløse og glatte rum, netværket, kommunikationsstrømmen og de multinationale selskabers transnationale etos og kulturelle habitus.
I kontrolsamfundet indgår vi således i en endeløs organisatorisk variation, hvor kroppen adskilles og sammensættes gennem vedvarende ulegemlige differentieringer; at være leder i en bliven-mand som kvinde, at være elsker i en bliven-hustru som mor, at være gammel i en bliven-barn som datter, at være overvægtig i en bliven-slank som normal, ulegemlige differentieringer der anretter kroppen som et receptivt felt for forskellige kræfters spil, ulegemlige differentieringer til alle tider og alle steder (Deleuze 1995). Vi er så at sige ikke blot kroppe, der bevæger os fra det ene lukkede rum til det andet og derimellem finder vores frie og eksistentielle tilflugtssted, vi er derimod adapteret og monteret i forskellige rum simultant og til alle tider. De binære opdelinger, som f.eks. autonomi/kontrol og arbejde/fritid, som tidligere har givet vores eksistens et bestemt indhold og et afgrænset omfang, og som dermed har fungeret som en eksistentiel grænsedragning mellem det ydre og det indre, er bortvisket og afløst af passager af uskelnelighed, hvor vi ikke længere blot er, men hvor vi befinder os i en permanent tilstand af aktualisering, hvori vi konstant må gendanne os selv, eller tage vare på os selv, som det kunne lyde med en Foucault parafrase.
Det er i dette betydningsunivers vi må gentænke, hvad vi forstår ved kritik, og ikke mindst hvad en kritisk praksis indebærer. Når vi ikke blot indrettes og anrettes gennem det disciplinære samfunds ydre og regelrette magtform, men gennem biomagtens konnektive syntese mellem kapitalismens vedvarende ekspansion i lyset af det humanistiske dannelsesideal, funktionelt modeleret i de moderne ledelsesteknologier og den biopolitiske subjektivitetsproduktion i det åbne, glatte, friktionsløse og nomadiske rum. Vi er i Imperiets tidsalder, hvor det ikke længere giver nogen mening at spørge ”hvad enten det gamle eller nye system er mere skånselsløst eller mere udholdeligt, eftersom der er en konflikt i hver af dem mellem de måder de befrier og trælbinder os” (Deleuze 1995:178). Vi mødes således med det vanskelige spørgsmål, at enhver form for kritik og dets relaterede modstandspotentiale må blive til og konstitueres i det givne, hvilket vil sige, i det receptive og affektive betydningsunivers hvor vi bliver til som menende subjekter og aktualiseres som selvvaloriserende sjæle.
I en verden af symptomatology
Dette er bestemt ikke nogen nem opgave, da det placerer enhver kritisk bestemmelse i midten af vor egen tilblivelse, i midten af den aktualisering, der dikteres gennem det altomsluttende ordre-ord, ’at blive et subjekt’. I den forstand er vi altid mødt med et moralsk diktum om at blive frie gennem kravet om en fleksibel produktion, hvor ideologien om selvledelse aktualiseres som det emancipatoriske handlerum. Det er denne underfundige dobbelthed, der har fået Virno til at karakterisere vores samtid som ”kapitalismens kommunisme” (Virno 2004), en post-Fordistisk tidsånd, hvor det ikke længere er kroppens aktioner og passioner, der er indespærret og kontrolleret, men hvor de derimod sættes fri i læringens, opfindsomhedens og kreativitetens navn i bestræbelserne på at sikre en vedvarende hastig cirkulation af begær og produktion af værdi, smag, varer og konsum.
Det betyder, at enhver kritik må effektueres i midten af den produktion. En kritisk praksis må så at sige forsøge at bestemme og bedømme de relative frie og heterogene punkter i den sociale orden, som står uafgjorte i forhold til deres betydningsindhold, idet vi her finder den kreativitet og den modstand, som endnu ikke er aktualiseret i den betydningshorisont der kendetegner meningskværneriets velkendte oppositionelle triangulering mellem den sunde fornuft, den gode smag, den politiske korrekthed og ekspertens referentielle ytringsproduktion. Enhver kritisk praksis må således efterstræbe en affirmation i midten af de tegnregimer hvori vores subjektivitet bliver til. Den må blive til i den givne aktualitet, som den sættes til at bestemme og bedømme. Modstanden kan dog aldrig, som vi har forsøgt at skitsere, være direkte rettet mod de konkrete og manifeste aktualiseringer, men mod en bekræftelse af det som i disse aktualiseringer bærer muligheden for modaktualiseringen. Kritikkens destruktive og negerende kraft bliver derfor altid en afledt effekt af den kritiske praksis’ affirmation. En ny kritisk praksis som den informeres og inspireres af Deleuze, vil i denne betydning først og fremmest fokusere på de virtuelle og formgivende kræfter der gennemstrømmer disse aktualiseringer. Derfor abonnerer vi på en bestemt analytisk praksis i forhold til begrebet kritik, der har symptomatologien som sit udgangspunkt og diagnostikken som sit håndelag i form af bestemmelse og bedømmelse.
Dette minder selvsagt om den medicinske praksis, som lægerne gør brug af, når de stiller deres diagnoser og det er da også denne form for bestemmelse, bedømmelse og vurdering vi efterstræber i forbindelse med en revitalisering af den afmonterede kritik. Det er i den forstand, at Deleuze (1986, 1997) i hans særlige vitalistiske og affirmative læsning af Nietzsche fremhæver, at kritik først som sidst er klinisk. En kritisk praksis afsøger de tegn og symptomer der genetisk gennemløber og gennemstrømer de aktualiserede tilstande. Det vil sige, de bestemte former, strukturer og processor, der organiserer og sedimenterer vor almene, ligefremme og selvfølgelige betydningskonstellationer. Den kritiske praksis bliver hermed til et spørgsmål om at optegne og kortlægge de tegn og symptomer, der udspiller sig i den sociale orden, for at finde de nedslag af krise og transformationspunkter, der altid eksisterer i en given orden. Det kunne f.eks. være symptomer, der udgør ansamlingen ”stress” i begrebsmodulation ”at blive et subjekt” i formaningen om en fleksibel og vedvarende differentierende produktion. Stress er selvsagt en patologisk og individuel konsekvens af det moderne og grænseløse arbejdsliv, men det kritiske og dermed kliniske spørgsmål er ikke at fokusere på de individualiserede årsager til stress som synes at dominere alskens stresshåndtering. Fokus skal i stedet være på de kollektive tegn og symptomer der gennemløber arbejdslivets værdikæde. Det vil sige, de subjektivitetsproducerende komponenter, der indretter medarbejderens selvforhold og forholdsmåder. Ikke mindst de selvrelaterede værdidomme, så som duelighed, færdighed, ansvarsbevidsthed, effektivitet og produktivitet etc. At kortlægge disse krise- og vendepunkter som tegn og symptomer i forhold til medarbejderens heterogene sammensætning, er således ikke et spørgsmål om at finde årsager som ellers kendetegner den traditionelle bedrift i de fleste socialanalyser, Det må dog ikke give anledning til at tro, at der ikke findes socialanalyser, eller mere præcist samtidsdiagnostiske perspektiver, som ikke har en inspirerende affinitet med den deleuzianske horisont der fremskrives her. Fremdeles synes der at kunne skabes en frugtbar udveksling mellem den herværende begrebshorisont og det ”Socialanalytiske Perspektiv” udviklet af den danske idéhistoriker Lars-Henrik Schmidt (1990, 1992) og som for nærværende videreudvikles i ”Programmet for Socialanalytisk Samtidsdiagnose” (DPU). Til trods for deres afgørende forskelle, f.eks. at Deleuze (1990) tænker ud fra en univokal værensbestemmelse og dermed funderer hans egen og Félix Guattaris skizoanalytik (1977, 1988) på et ontologisk grundlag, findes der en række interessante og frugtbare udvekslingspunkter, ikke mindst i forhold til det dobbeltperspektiv der kendetegner den socialanalytiske samtidsdiagnose, her ideen om erstatningsrealitet og gemenhed. Selvom Deleuze (1986) fastholder en vitalistisk og affirmativ læsning af Nietzsche i modsætning til Lars-Henrik Schmidts tragiske udgangspunkt, findes der en overordentlig stor fællesflade i deres opfattelse af det gemene, som det forhold, ”at det sociale må fattes som gemenhed; men som gemenhed der hele tiden bliver taget for noget andet og mere” (Schmidt 1992:73).
idet årsager altid behøver en begrundelse uden for den givne aktualitet som de er sat til at optegne og dermed kortlægge. Symptomer derimod er først som sidst kendetegnet ved deres direkte effekt-årsag (Causa-Sui) i den modulation, hvori de virker. De er så at sige direkte produktive gennem deres kvalitative transformation af den krop og den orden som de gennemløber. Samtidig fungerer de også gennem deres konnektive blanding, og kan derfor ikke reduceres til hinanden, eller i udgangspunkt hierarkiseres i et bestemt betydningsindhold og dermed bestemmes gennem et prædefineret begreb med dets underliggende axiomatik. Derimod er det denne axiomatik, eksemplificeret ved stress ovenfor, der skal kortlægges for at kunne stille en diagnose, eftersom enhver diagnose altid er en konkret og lokal problematik, der kombinerer symptomer som komponenter til et begreb.
Det er således ikke begrebet, der er givet og som indordner symptomerne i en præetableret orden og betydning, men symptomerne der gør en begrebsskabelse mulig og dermed optegner en betydning. Dette er en overordentligt kreativ handling, der indstifter en ganske anden bedømmelse og domsfældelse end den vi vanligvis gør brug af i vores undersøgelser og vurdering af den sociale orden der omslutter os. Denne analytiske handling er en bekræftelse af det givne, der i diagnosens form (selve bedømmelsen) udfolder en optegnelse af heterogene elementer til en samlet komposition, hvori betydningen af den givne sociale orden udkastes. Den diagnostiske praksis dømmer således ikke gennem en præetableret moralsk kode eller gennem årsagslogikkens klassiske axsiomatik, men gennem dens sammenstilling og arrangering af de tegn og symptomer, der udspiller sig i de sociale modulationer. Sagt anderledes, den diagnostiske praksis dømmer ved at skabe en ny funktionel problematik i midten af den produktion, hvorigennem og hvori vores subjektivitet bliver til, hvilket vil sige, at den kortlægger den givne sociale ordens organiserende problematik med henblik på at finde krisepunkterne i denne orden, selve de vendepunkter hvor den gældende orden kan slå over i noget nyt.
Symptomatologien og diagnostikken som kritisk praksis udfolder derved ikke en moralsk domsfældelse og knytter sig ikke til moralens klassiske ’kritiske’ attributter, så som at være imod, at have afsmag for, at give stemme til, at tale for nogen eller noget. Den udfolder sig derimod ved at optegne de frivillige regler, der er i stand til at vurdere, hvad vi tænker og gør i lyset af et liv, der endnu ikke er aktualiseret, men stadig er reelt. Det er her den kritiske praksis når sin største udstrækning og sit mest intensive niveau, eftersom den bekræfter vor eksistens gennem en vedvarende differentiering af, hvad livet kan være, og dermed er, når det ikke er aktuelt og dermed allerede udkrystalliseret i ofte præetablerede former som f.eks. organisation og individ. Kritik er først som sidst en affirmation af de kraftrelationer, der virtuelt omkranser det liv, der allerede er formet i den virkningsfulde sociale orden og dens tvingende betydningslogik. Kritik er således en bekræftelse og en kombinatorisk skabelse af det redundante, det som er i overskud og overflod i forhold til livets sedimenteret indretning, og som flyder, bobler, pirrer og tenderer i netop det liv vi kalder vort eget. Eller sagt anderledes ”Det hele menneske” er så meget andet og ikke mindst så meget mere end helt!
Bibliografi:
Deleuze, Gilles 1986: Nietzsche and Philosophy, trans. H. Tomlinson. New York: Continuum.
Deleuze, Gilles 1988: Foucault, trans. S. Hand. Minneapolis: University of Minnesota Press.
Deleuze, Gilles 1990: The Logic of Sense, trans. M. Lester & C. Stivale. New York: Columbia University Press.
Deleuze, Gilles 1995: “Postscript on Control Societies” in Negotiations, trans. M. Joughin. New York: Columbia University Press.
Deleuze, Gilles 1997: “The Mystery of Ariadne according to Nietzsche” in Essays Critical and Clinical, trans. D. W. Smith & M. A. Greco. Minneapolis: University of Minnesota Press.
Deleuze, Gilles & Félix Guattari 1977: Anti-oedipus – Capitalism and Schizophrenia, trans. R. Hurley et. al. Minneapolis: University of Minnesota Press.
Deleuze, Gilles & Félix Guattari 1988: A Thousand Plateaus – Capitalism & Schizophrenia, trans. B. Massumi. New York: Continuum.
Foucault, Michel 1990: The History of Sexuality vol. 1, trans. R. Hurley. New York: Vintage Books.
Hardt, Michael & Antonio Negri 2003: Imperiet, trans. C. W. Meyhoff,. København: Informations Forlag.
Lazzarato, Maurizio 1996: “Immaterial Labor” in Virno, Paolo & Michael Hardt (eds.) Radical Thought In Italy. Minneapolis: University of Minnesota Press.
Nietzsche, Fredrich 1993: Moralens oprindelse, trans. A. Henningsen. København: Det lille forlag.
Schmidt, Lars-Henrik 1990: Det Sociale Selv. Århus: Århus Universitetsforlag.
Schmidt, Lars-Henrik 1992: Det Socialanalytiske Perspektiv. Århus: Århus Universitetsforlag.
Virno, Paolo 1996: “Do you Remember the Counterrevolution” in Virno, Paolo & Micheal Hardt (eds.) Radical Thought In Italy. Minneapolis: University of Minnesota Press.
Virno, Paolo 2004: A Grammar of the Multitude, trans. I. Bertoletti et. al. New York: Semiotext(e).