Når politik bliver til management

Artikel af Mikkel Thorup og Christian Olaf Christiansen: Oprindeligt var managementtænkningen rettet mod driften af private virksomheder, men den har efterhånden fået en voksende indflydelse uden for dens egentlige område. Den er i dag blevet til en dominerende og generel tankeform, idet den ofte – ikke helt uproblematisk – hæves op til samtidig at udgøre en totalforståelse af samfundet. Christian Olaf Christiansen og Mikkel Thorup stiller skarpt på det problematiske i dens enorme udbredelse, og analyserer, hvorledes de klare ideologiske træk ved managementtænkningen udfolder sig i dens litteratur. Ifølge Christiansen og Thorup sker der samtidig en managerialisering af det politiske område, da politikken i dag i høj grad låner forståelseskompetencer og begreber fra managementtænkningen, hvorved det politiske sprog erstattes af et teknisk og grundlæggende apolitisk vokabular.

1.5.2009

Oprindeligt var managementtænkningen rettet mod driften af private virksomheder, men den har efterhånden fået en voksende indflydelse uden for dens egentlige område. Den er i dag blevet til en dominerende og generel tankeform, idet den ofte – ikke helt uproblematisk – hæves op til samtidig at udgøre en totalforståelse af samfundet. Christian Olaf Christiansen og Mikkel Thorup stiller skarpt på det problematiske i dens enorme udbredelse, og analyserer, hvorledes de klare ideologiske træk ved managementtænkningen udfolder sig i dens litteratur. Ifølge Christiansen og Thorup sker der samtidig en managerialisering af det politiske område, da politikken i dag i høj grad låner forståelseskompetencer og begreber fra managementtænkningen, hvorved det politiske sprog erstattes af et teknisk og grundlæggende apolitisk vokabular.

Begreberne og forståelsen i managementlitteraturen er blevet dominerende fortolknings- og handlingsskemaer også uden for deres traditionelle arenaer. I begyndelsen af det 20. århundrede spillede den kun en marginal samfundsmæssig rolle, mens dens begreber og stærke anbefalinger i dag finder anvendelse i en lang række andre sammenhænge. Vi låner dens begreber og den tilknyttede forståelse, både når det gælder organiseringen af vores fælles liv og af vores privatliv.

Vi skal være vores egne managere, vi skal være direktører og entreprenører i egne liv, og som managementskribenten Peter F. Drucker skriver, skal vi lære at ”lede os selv” (to manage ourselves).[1] Som den populære ledelsesskribent Stephen Covey, der i super-bestselleren The 7 Habits of Highly Effective People – Powerfull Lessons in Personal Change specifikt skriver om det personlige lederskab, så drejer det sig om at sikre en fornuftig balance mellem ens produktion og sikringen af ens fortsatte produktionsevne. Effektiv management er midlet. Offentlige institutioner bliver også i stigende grad reguleret ud fra modeller, der anbefales i managementteorien.

Når vi derfor vælger at anvende begrebet managementideologi og går til managementlitteraturen som ideologisk litteratur, er intentionen således at besinde os på den ideologiske karakter af de tekster og den forestillingsverden, der har fået en voksende indflydelse på de moderne samfund i løbet af foregående århundrede.
Denne indflydelse synes at være støt stigende, og i et sådant omfang, at vi i dag mener at kunne se managementtænkningen som ét af de få privilegerede felter for politisk begrebsdannelse og handlingsanvisning. Uagtet den altså oprindeligt og egentligt retter sig mod driften af private virksomheder.

Det ideologiske element i managementtænkningen fordobles, når det overføres til andre sfærer, ikke mindst det politiske og det offentlige, og pludseligt bliver til modellen og succeskriteriet, til erkendelsesskemaet og handlingsanvisningen, for disse. Da er management i mere radikal forstand blevet ideologi.

Den økonomiske tænkning og ikke mindst managementtænkningen er blevet en væsentlig konkurrent til den politiske filosofi eller ideologis traditionelle rolle som den primære begrebsliggørelse og virkelighedsbeskrivelse i det politiske felt.
I dag er staten angiveligt blevet en konkurrencestat, der opererer i en kontekst af økonomisk konkurrence med andre stater i en post-politisk verden hinsides højre og venstre. Derfor lyder managementtænkningens tese, at statens situation er analog med en privat virksomheds, der også er udfordret eller ramt af globaliseringen.

Managementtænkningen oversættes til politik, og derfor påkalder den sig at blive analyseret som mere end bare et bud på virksomheders indre liv. Managementlitteraturen er blevet nutidens generelle eller hegemoniale tankeform. Derfor kan den også læses som egentlig managementideologi. Samtidig sker der også en stigende managerialisering af politik, da den i dag i udstrakt grad låner forståelseskompetencer fra managementtænkningen.

I. Managementtekster som analytik

Managementtekster er ideologiske tekster, fordi disse for det første er optaget af handlingsanvisninger og retfærdiggørelse heraf, altså af legitimering; for det andet fordi de går ud fra organisationens og virksomhedens behov og derfor ikke er neutrale, men har en særegen udsigeposition; og for det tredje fordi de som andre ideologiske tekster tilbyder en totalforståelse af det sociale univers.

Legitimitet

Managementtekster er for det første ideologiske tekster, fordi de skal rådgive om og moralsk forsvare bestemte handlinger og indretningen af et socialt univers, og derfor er de helt grundlæggende optaget af legitimering. De har et ærinde som praktiske anvisninger på organisationsforandringer, ikke mindst i forhold til hvordan en virksomhed skal navigere i forhold til dens omgivelser med henblik på at opnå økonomisk succes. I den forstand er teksterne at forstå som handlingsmanualer. Samtidigt er de mere end det. De er også moralske tekster, da deres opgave er at forklare nødvendigheden af handlinger i virksomheder og at angive legitime årsager for gode handlinger.

Vi er enige med de to sociologer Boltanski og Chiapello, der i deres nyklassiker The New Spirit of Capitalism beskriver kapitalismen som et dybest set ”absurd system.” Kapitalismen har ikke i sig selv nogen mening at tilbyde den menneskelig aktivitet. Hvorfor knokle for at gå rig i graven? Kapitalismen behøver noget andet og mere end sig selv. Den kræver ikke-kapitalistiske betingelser. I forlængelse af Max Weber kan det siges, at kapitalismen ikke bare er en økonomisk størrelse, men også en kulturel eller moralsk. Den behøver mening, fordi det er et fundamentalt menneskeligt behov. En ikke uvæsentlig del af managementlitteraturens ideologiske formål er at tilbyde denne mening, der oftest henviser til andet og mere end øget profit som resultat af organisationsændringer.
Det så vi allerede udtrykt i klassiske managementideologier hos Taylor og Ford, der henviste til de ordens- og velstandsfremmende samfundsmæssige effekter af deres organisationstiltag. Managementlitteraturen er ofte med til at knægte den traditionelle økonomis antagelser om, at kun snæver egeninteresse forklarer økonomisk adfærd. Når man her aktivt tager afstand fra ideen om individuel nyttemaksimering, er det også fordi, managementlitteraturen må navigere i et socialt, kulturelt, politisk og moralsk miljø, der er historisk betinget.

Den engelske idehistoriker Quentin Skinner fremhæver vigtigheden af, at enhver legitimering er konditioneret af det gældende sproglige og politiske univers. Det, Skinner kalder den ”nyskabende ideolog”, dvs. den der aktivt søger at skabe en ny virkelighed, må derfor lade sin legitimering informere af den virkelighed, han eller hun ønsker at ændre. Og lige så væsentligt: Hvis man ønsker at opnå ændringer, er man nødsaget til at kunne legitimere dem. ”Det, som det er muligt at gøre i politik, er generelt set begrænset af, hvad det er muligt at legitimere. Men hvad man kan håbe at legitimere, afhænger af hvilke handlinger, man plausibelt kan indplacere i de eksisterende, normative principper.”[2]
Managementlitteratur er kendetegnet ved en manisk optagethed af det nye, idet den skal kunne tilbyde sine læsere en forståelse af den omverden, som organisationen skal navigere i og leve af. Derfor er managementlitteratur konstant optaget af at indoptage, vurdere og genbeskrive den sociale virkelighed, som vi alle er en del af.

Udsigeposition

For det andet er managementtekster ideologiske, fordi deres verden begribes ud fra en særlig position, organisationens, som naturligvis ikke kan være neutral, og derfor er kendetegnet ved en særlig udsigeposition. Managementlitteraturen er beskæftiget med legitimering af bestemte måder at handle og agere på, som tilgodeser den enkelte virksomhed. Individer, institutioner og praksisser forstås i organisations- og ledelsestermer og ikke mindst i økonomiske termer. Et sådant valg af blik på verden er imidlertid altid allerede formet af et specifikt mindset, der drejer sig om økonomisk performance. Derfor er – og ikke mindst bliver – blikket imidlertid ideologisk i dobbelt forstand, når det uden videre overføres til andre områder end det driftsøkonomiske.

Et særligt karakteristika ved enhver ideologisk handling er dens blindhed over for sig selv som ideologisk. I denne sammenhæng vil det sige, at managementtænkningens beskrivelse af et partikulært organisations-synspunkt på omverdenen forstås som en universel beskrivelse af omverdenen som sådan. Handlingsanvisningerne beskrives samtidig som ikke bare nyttige (profitable) for virksomheden, men også for medarbejderne, lokalsamfundet og hele nationen. En vigtig ideologisk funktion er netop denne omsætning af partikulær udsigeposition og interesse til en universalistisk, hvilket er stærkt handlingsmotiverende og -legitimerende, da det lover at formidle positivt mellem egeninteresse og generel interesse.

Totalforståelse

For det tredje er managementtekster ideologiske, fordi de ofte rummer en totalforståelse.
Som andre ideologiske tekster gives der en overordnet beskrivelse af det sociale univers. Bøger om management er derfor oftest mere end blot bøger om virksomhedsledelse. De rummer også grundlæggende beskrivelser og evalueringer af samfundet og forholdet mellem dets forskellige institutioner, og de deler noget væsentligt med eksempelvis offentlige rapporter og bekendtgørelser, nemlig at de er tekster, der ”sætter begreber og ord (dog især tal!) på en ny forståelse af samfundet og dermed også af begreberne individ, borger, fællesskab og stat.”[3]

Managementlitteratur tilbyder en totalforståelse, der knytter individ, familie, organisation, stat og klode sammen i én overgribende fortælling. Den handler ikke mindst om misforholdet mellem organisation og omverden, og hvordan denne verden udøver et totalpres på organisationen, som den må tilpasse sig aktivt eller se sig løbet over ende af. Ideologiske tekster er redskaber eller våben i den sociale kamp om definitionsretten til, hvordan det sociale skal forstås, begrebsliggøres og handles i forhold til. Her er managementlitteratur blevet en central reference i kampen om at bestemme det sociales udvikling, og den spiller en central rolle i konstruktionen af de legitimationsformer og fortællinger, som ethvert samfund aktivt bruger.

Som antydet er det imidlertid ikke kun refleksioner over virksomhedens rolle i det moderne samfund, der formuleres i den totalforståelse, managementtekster ofte tilbyder. Et par eksempler kan illustrere, hvor kort skridtet tilsyneladende er fra det virksomhedsmæssige til det politiske univers. Som det fx fremgår af den populære managementbog Meaning Inc. The blueprint for business success in the 21st century, skrevet af Gurnek Bains m.fl., skal succesfulde virksomheder i dag være meningsfunderede eller et Meaning-Inc.- foretagende. Men den samme problematik, samme succeskriterier og forståelsesmåde, kan man, ifølge forfatterne, overføre til nationer. Derfor kan læseren af deres bog ud fra følgende kriterier overveje om netop hendes nation er et Meaning Inc.-foretagende: ”Do we have a unifying sense of national purpose? – Do we have a drive to make a contribution to the world that goes beyond our own national interests? – Do we have a shared set of core values which unite pretty much everyone?”[4]

Ideer om god virksomhedsledelse overføres ubesværet til det politiske niveau, uden overvejelser over denne anden sfæres egenart. Det er fx ikke uden videre uproblematisk eller selvindlysende, at et politisk fællesskab også skal være en kulturel og værdimæssig enhed. Tilsvarende holder man sig heller ikke tilbage fra at afsige sin dom over det offentlige og politik i det hele taget. Den offentlige sektor og politik kan forstås negativt i bureaukratitermer, hvorfor ledelsesreformer i det offentlige og moderne politik beskrives i eksplicit anti-bureaukratiske termer.

II. Managementpolitik som praksis

I slutningen af 2007 kom de seneste PISA-målinger af skolebørns evner og færdigheder. På TV var det Charlotte Rønnow, forskningschef i DI (Det tidligere Dansk Industri), der kommenterede tallene og Danmarks placering samt fremlagde de nødvendige tiltag for at sikre en bedre position. Det var ikke formanden for Danmarks Lærerforening eller fra Skole og Samfund, der må siges at være direkte interessenter, men derimod en repræsentant fra industrien, der åbenbart var den mest oplagte til at tolke på, hvad tallene betød, og hvilke politiske og pædagogiske konklusioner, der skulle drages heraf. Dette eksempel, banal i al sin almindelighed, illustrerer en vigtig pointe: nemlig at politik er blevet industripolitik i den forstand, at virksomheder og deres interesseorganisationer med den største selvfølgelighed spørges og lyttes til, hvad angår alle aspekter af politik. Et gennemgående eksempel på at politik er blevet til managementpolitik kan således hentes fra forskellige rapporter fra økonomiske vismænd og fra forslag fra den seneste skattereform. I disse anbefalinger om den nødvendige politik, bliver det for alvor synligt, hvordan den traditionelle politikforståelse kan lukkes ned til fordel for en helt ud rationel og økonomisk optik.

Dette er bl.a. kommet til udtryk i forhold til aktivering, dagpenge og størrelsen på andre overførselsindkomster, hvor det at afhjælpe incitamentsproblemer kan fremstilles som den nødvendige politik. Politikken bruger i dag managementlitteraturens koder og begreber, og den kan derfor beskrives med begrebet managementpolitik. Politik i sin traditionelle betydning devalueres og afvises som værende forældet, bureaukratisk, ideologisk, snæversynet, osv.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen kunne med et vokabularium hentet fra én af tidens mest populære ledelsesteorier, værdibaseret ledelse, afskrive gamle politikformer til fordel for nye: ”[…] Udviklingen skærper behovet for klarhed og for værdibaseret ledelse. Det er hele pointen i min analyse, at udviklingen også fører til nye politiske arbejdsmetoder. Den klassiske politiske arbejdsmetode er at gennemføre ændringer af samfundet ved at ændre nogle love og dreje på nogle knapper. Men i et samfund, hvor mennesker identificerer sig mere med værdier end med tilhørsforhold til bestemte grupper, klasser og snævre økonomiske interesser, er det afgørende for politisk ledelse, at man er klar og kontant i formuleringen af de grundværdier, ens politik bygger på. I dag skal reformer i højere grad fremmes ved at sætte en dagsorden og bevidstgøre mennesker om bestemte værdier end ved at vedtage og ændre tilfældige love i Folketinget”[5]

Statsledelse kan følgelig ubesværet hente sine forståelsesmåder fra organisations- og virksomhedsledelse, og i stedet for at lede via regelsæt, drejer det sig nu om at påvirke virksomhedskulturen – dvs. befolkningens mentalitet, værdier og kultur. Det nye mantra er blevet: ”Politikere kan ikke løse alle problemer”,[6] hvilket ingen vel nogensinde har forventet eller troet, men den markante insisteren herpå, er en del af den igangværende nedskrivning af politikkens rolle til at være rammesætter, hvorefter ”det er op til hver enkelt at fylde rammen ud”.[7] Hvad denne afpolitiserende retorik skjuler, er den måde, rammesætningen sker, de forbud og påbud, incitamenter og straffe, der fremmer nogen adfærd og hæmmer anden.

Der er i megen litteratur om udsigterne for dansk politik en tydelig utålmodighed med demokratisk politik og folkevalgte politikere. Mikael Lindholm og Kim Møller beskriver fx i Slip innovationen løs – Danmark som kreativ stormagt ikke-demokratiske stater såsom Singapore og Dubai – at de besidder en konkurrencefordel, fordi de kan beslutte og handle hurtigere end traditionelle demokratier kan.[8]
Deres bog er selvfølgelig ikke et anti-demokratisk manifest, men derimod symptomatisk for en devaluering af demokratisk diskussions- og beslutningskultur: ”De fleste erhvervsledere har en afklaret holdning til, at politikerne ikke magter opgaven”, hvorfor deres bog er fyldt med opfordringer til erhvervslivet om at ”engagere sig langt stærkere i at løse sociale opgaver”, da der ”ikke er udsigt til, at demokratiet bliver afskaffet i den nærmeste fremtid. Valget står derfor mellem at blive stående og se på, mens skuden tager vand ind, eller at hjælpe kaptajnen med at holde skuden flydende og bidrage med et par kneb, der kan få den sikkert i havn.”[9]

Det er det private erhvervsliv, der skal udstikke kursen, hvilket også er tydeligt i den omfattende ledelsesreformering, som den offentlige sektor underlægges i disse år, hvor lederen og ledelsen oprustes.[10] Det, vi ser, er en konvergering mellem økonomien og politikken som følge af en forståelse af de ændrede vilkår, hvor gamle praksisser menes forældede i den globale konkurrencesituation. Konvergensen formidles gennem forestillingen om konkurrencestaten, der er en statsform, der har økonomien frem for politikken som sit primat. Det er først og fremmest en statsform for de stater, der har kunnet tillade sig at veksle deres militære sikkerhedsbegreb til et økonomisk sikkerhedsbegreb. Statens funktion har ændret sig fra det, den tyske politolog Joachim Hirsch kalder en ”fordistisk sikkerhedsstat”, til en ”national konkurrencestat.”[11]
Her er fare-diskurser ifølge Ngai-Ling Sum ”blevet forskudt fra den geopolitiske til den geoøkonomiske sfære. De bliver nu udtrykt i internationale handelskonkurrencedygtighed og udviklingsrelationer.”[12]

Det er tydeligt, at devalueringen af traditionel, ideologisk politik erstattes af et privatkapitalistisk vokabularium med begreber såsom hastig globalisering, videnskabelige ændringer, nye teknologier, investeringer i humankapital og fremtidens vidensbaserede økonomi. Den nye politik udtrykker en radikaliseret og generaliseret konkurrencementalitet, hvor konkurrence skal indføres mellem offentlig og privat såvel som mellem offentlig og offentlig. Den totalaccept af velfærdsstaten, vi har set det sidste årti, skyldes i ikke ringe grad, at velfærdsstaten er blevet omformuleret fra en sikkerheds- til en kompetenceinstitution. Velfærdsstaten er nu ”en integreret del af fornyelse, udvikling og konkurrencedygtighed i Danmark” og ”de offentlige institutioner skal være blandt de mest innovative og dynamiske i verden”, som der står i oplægget til kvalitetsreformen, der i sig selv er at forstå som managementprincipper anvendt på offentlig omsorg.[13]

Regeringen skriver videre: ”En veludbygget offentlig sektor understøtter både en stærk konkurrencekraft og en stærk sammenhængskraft. Samtidig er en stærk og dynamisk privat sektor en forudsætning for finansieringen af en velfungerende offentlig sektor med høj kvalitet – også i fremtiden.” Givet den rigtige markedsliggjorte indretning af politikken og det offentlige gives der altså en konfliktfri situation mellem det offentlige og det private, hvor begge vinder og vokser. Dette er, som vi tidligere har vist, et væsentligt element i enhver ideologi. Den lover opløsningen af modsætninger.

Velfærdsstatens enheder organiseres efter evne til rentabilitet. Serviceydelser måles stadig mindre i omsorgstermer – trods den larmende besværgelse af varme hænder – og stadig mere i bogholdertermer, hvilket er uundgåeligt, når de offentlige ydelser skal vurderes på samme måde som det private produktudbud. Managementpolitik deler både managementlitteraturens trusselbillede og dens opfattelsen af, at tidligere politikker, institutioner, regler og praksisser var passive og reaktive. Derfor er opgaven at gøre dem aktive og skabende. Som professor ved Copenhagen Business School Ove Kaj Pedersen skriver: ”Konkurrencestaten kræver, at dens ledere kan gennemføre endeløs tilpasning.”[14]

Sammensmeltning af politik og management

Managementtekster og den politik, der udvikler sig derfra, tilbyder både en omverdensbeskrivelse og en handlingsanvisning, der lover, at de fremstillede risici og nybrud er vejen til forøget fremgang og velstand for lige præcis dem og kun dem, der følger den gode beslutning. Da managementteksterne således ofte rækker ud over en beskrivelse af virksomheden mod en gennemgående beskrivelse af det sociale univers, holder managementtænkningen allerede døren på klem for, at den eksporteres til andre sfærer end den virksomhedsmæssige. Vejen fra managementideologi til managementpolitik er kort. Sammensmeltningen af politik og management rummer grundlæggende nogle problematikker, det er værd at være opmærksom på. For det første managerialiseringen af politik, hvorved et politisk og konfliktuelt sprog erstattes af et teknisk og grundlæggende apolitisk vokabular, der ikke synes disponeret for demokratisk dialog, og for det andet er politiseringen af management, hvor traditionelt politiske opgaver kan blive private opgaver – en ligeså central problematik, som dog ikke er behandlet her.


Noter

[1] Drucker, Peter F.(1999), ”Managing Oneself“, artikel genoptrykt i J.M. Ivancevich & M.R. Matteson (red.), Organizational Behavior and Management, New York:McGraw-Hill.

[2] Skinner, Quentin (1998). Liberty before Liberalism, Cambridge: Cambridge University Press, s.105.

[3] Pedersen, Ove K. (2006). ”Velfærdsrapporten som tidsbillede”, Kritik, nr. 179, s. 87-99.

[4] Bains, G. m.fl. (2007). Meaning Inc. The blueprint for business success in the 21st century, London: Profile Books, s. 151.

[5] Anders Fogh Rasmussen citeret i Larsen, Thomas (2003), Anders Fogh Rasmussen – i godtvejr og storm, Gyldendal, s.300.

[6] Fogh Rasmussen, Anders (2002), Nytårstalen, www.stm.dk

[7] Fogh Rasmussen, Anders (2002), Nytårstalen, www.stm.dk

[8] Lindholm, Mikael R. & Kim Møller (2004), Slip innovationen løs. Danmark som kreativ stormagt, Børsens forlag, s. 248.

[9] Lindholm, Mikael R. & Kim Møller (2004), s. 264.

[10] Kaspersen, Lars Bo (2007). ”Fra velfærdsstat til konkurrencestat”, http://www.Copenhagen Business School.dk/forskning_viden/institutter_centre/institutter/cbp/menu/publikationer

[11] Hirsch, Joachim (1995). ”Fra fordistisk sikkerhedsstat til national konkurrencestat”, Grus, nr. 46, s. 71-84.

[12] Sum, Ngai-Ling (2000). ”Globalization and its ‘others’: three ‘new kinds of orientalism’ and the political economy of trans-border identity”, s. 105-126 in Colin Hay
& David Marsh (eds.), Demystifying Globalization, New York: Palgrave, s. 107.

[13] Regeringen (2007). Bedre velfærd og større arbejdsglæde – regeringens strategi for høj kvalitet i den offentlige sektor.

[14] Pedersen, Ove Kaj (2007), Konkurrencestaten – den endeløse reform http://www.Copenhagen Business School.dk/forskning_viden/institutter_centre/institutter/
cbp/menu/publikationer

Se i øvrigt:

Boltanski, Luc & Eve Chiapello (2005) The new Spirit of Capitalism, London & New York: Verso

Covey, Stephen R. (2003) 7 gode vaner. –Personlig udvikling og livskvalitet, Kbh.: Schultz

Drucker, Peter (2002), Management challenges in the 21st century, 2. udg., Oxford: Butterworth-Heinemann

Larsen, Thomas (2003). Anders Fogh Rasmussen – i godtvejr og storm, Kbh: Gyldendal
Pedersen, Ove K. (2006). ”Velfærdsrapporten som tidsbillede”, Kritik, nr. 179, s. 87-99.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *