Selviscenesættelse som symptom i litteraturen – om Milena Penkowa og andre af hendes slags

Litteraten Lars Kiilerich Laustsen fra forskningsnetværket Gnosis undersøger samspillet mellem litterære klassikere og samtidig selviscenesættelse. Med afsæt i de sidste par års blæst omkring den tidligere hjerneforsker Milena Penkowa, der den 7. august foreløbigt kulminerede med en rapport fra det internationale forskerpanel, afdækkes og spores de samme symptomer hos Blixen, Kafka og Grass. Litteraturen og fiktionen har en seismografisk fornemmelse for samtidens virkelighed og Lars Kiilerich Laustsen giver her sit bud på, hvordan man skal aflæse den

17.10.2012

Lars Kiilerich Laustsen er Ph.D. i tysk litteratur fra Syddansk Universitet og cand.mag. i tysk og dansk fra Københavns Universitet. Han er tilknyttet forskningsnetværket Gnosis og ligeledes forskningsprogrammet Samtidsdiagnostik på Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet. Han har skrevet om det onde i litteraturen, derunder litteraturens evne til at forholde sig til aktuelle krige i Irak og Afghanistan. Senest har han kastet sig over den animalske magnetisme, der går tilbage til den østrigske læge Franz Anton Mesmer (1734-1815)

Laustsen undersøger her samspillet mellem litterære klassikere og samtidig selviscenesættelse. Med afsæt i de sidste par års blæst omkring den tidligere hjerneforsker Milena Penkowa, der den 7. august foreløbigt kulminerede med en rapport fra det internationale forskerpanel, afdækkes og spores selvsiscenesættelsens symptomer hos Blixen, Kafka og Grass. Litteraturen og fiktionen har en seismografisk fornemmelse forsamtidens virkelighed og Lars Kiilerich Laustsen giver her sit bud på, hvordan man skal aflæse den.

Milena Penkowa og Anna Castberg

Her i starten af august 2012 fremkom det internationale forskerpanel, der var nedsat til at gennemgå den tidligere hjerneforsker Milena Penkowas forskning, med sin rapport angående redeligheden i hendes forskning. Panelet fandt, at der var begrundet mistanke om, at hun bevidst skulle have snydt i især sin tidlige forskning, hvortil 15 af hendes egne artikler skulle have givet anledning.Oplysningerne er hentet fra: Investigation into the research of Milena Penkowa. Final report by an international panel 23. July 2012, s. 10-11 Endvidere har Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed konstateret fusk i to konkrete sager, hvor hun bevidst skulle have konstrueret data eller have givet vildledende og urigtige oplysninger om den videnskabelige metode(Johnsen 2012). Alt sammen er det med til at fastholde billedet af en person, der omgås sandheden lemfældigt, og som er skrupelløs med hensyn til at nå sine mål. I den forbindelse kan man heller ikke se bort fra den mærkelige historie om, at hun som et svar på en allerede tidligere påpegning af sjusk i sin disputats i et brev til rektor Ralf Hemmingsen skulle have løjet nogle af sine familiemedlemmer døde, hvorfor de dårligt – som tilfældet siden blev – kunne have deltaget i doktorfesten tre år senere. Hele historien rummer alt, hvad der gør en veldrejet thriller: løgn og bedrag, kombineret med en ung, smuk og fremadstormende forsker af hunkøn. Ikke overraskende er hun blevet sammenlignet med Anna Castberg, den første direktør for kunstmuseet Arken, om hvem det viste sig, at denne havde ‘romantiseret’ sin fortid med nogle doktorgrader, der ikke var der. Det var medvirkende årsag til, at denne til sidst blev tvunget til at gå. Over dette forløb blev der senere skabt et teaterstykke Anna og tyngdeloven, hvilket demonstrerer den æstetiske fascination, den slags personer ofte udøver.

Disse sager kan ikke undre i lyset af det erkendelsesmæssige skred, der sker allerede i slutningen af det 19. århundrede. Nietzsche siger, at vi lever i fiktioner, en indsigt, han bl.a. udfolder i sin sprogskepsis, hvor han konstaterer, at sproget ikke dækker virkeligheden. Det afspejler derimod et særligt forhold til virkeligheden, idet mennesket ved hjælp af sproget opfinder en parallelvirkelighed, hvormed det forsøger at rumme kaos. Sproget betegner i virkeligheden en form for pragmatisk trædesten, hvis sandhedsværdi har et stærkt moment af foreløbighed i sig, og det er udelukkende resultatet af en vis regelmæssighed i de sansefornemmelser, mennesket indoptager(Nietzsche 1966: 425-926). Nietzsches fodfejl består dog i, at han, samtidig med at han udtrykker skepsis over for sproget, begår et sandt festfyrværkeri inden for det selvsamme sprog, og især i sit senværk bliver det klart for ham, at man ikke når frem til virkeligheden uden om sproget. Mennesket er nødt til at svindle for at kunne erkende virkeligheden. Således blotlægger Nietzsches sprogskepsis på den ene side menneskets skrøbelighed med dets alt for fasttømrede og ensporede virkelighedsforståelse, og det kan aflæses hos samtidige dramatikere som Ibsen og Strindberg, hos hvem et motiv som livsløgnen begynder at dukke op. På den anden side indebærer netop dette den store mulighed for mennesket, idet det giver det muligheden for at sige ja til fiktionen velvidende, at det er en fiktion. Det er i virkeligheden dette sidstnævnte, der, fraskrællet Nietzsches megalomane patos, ligger i dennes idé om overmennesket: mennesket skaber selv fortællingen om sit eget liv. Milena Penkowa og Anna Castberg står som eksponenter for denne mulighed.

I det følgende vil det blive behandlet, hvordan denne idé ytrer sig i litteraturen, og der vil blive gjort brug af Karen Blixens novelle Syndfloden over Norderney, Günter Grass’ roman Bliktrommen og Franz Kafkas roman Slottet. Ovennævnte selvrealisering finder også sted i litteraturen, men den er ofte problematisk. Hovedpersonen i Syndfloden over Norderney udfolder selvsikkert sin selviscenesættelse, men hvad angår de to sidste værker, lykkes etableringen af benævnte olympisk skuende personlighed ikke ubetinget. De skildrede personer gemmer her i virkeligheden på det psykologiske plan i sig den deroute, som Milena Penkowa og Anna Castberg henholdsvist gennemlever eller har gennemlevet i offentligheden. Artiklen viser endvidere, hvordan man kan bruge litteraturen som samtidsdiagnose, og den behandler, hvilke samfundsmekanismer der i dag driver folk til at lave sådanne fiktioner om sig selv. Den indeholder i den forbindelse en kritik af den såkaldte coaching-kultur, der har præget selvrealiseringen i 0’erne: man har villet slibe diamanten så meget til som muligt! Endelig bringer artiklen en apologi for usikkerheden. Mennesker kan i dag udmærke sig ved mange egenskaber, men usikkerhed går ikke for at være én af dem!

Karen Blixen: Syndfloden over Norderney

Et litterært værk, der om noget lancerer tanken om at skabe sit liv som fortælling, er novellen Syndfloden over Norderney i Karen Blixens Syv fantastiske fortællinger. Den centrale skikkelse i novellen er kardinal Hamilcar von Sehested, der udmærker sig særligt ved sin heltedådige optræden under en stormflod ved badestedet Norderney, da badegæsterne og den omgivende landbobefolkning skal evakueres. Novellens hovedhandling udspiller sig på et høloft ude i det frådende hav, hvor Hamilcar sammen med tre andre tilbageblevne fra badestedet tilbringer natten, og her kommer der historier frem fra personernes liv, der afdækker, at de hver især har et udtalt forhold, positivt eller negativt, til idéen om at bære masker. De er enten virtuoser udi denne kunst, eller også lider de under ikke at blive taget for den, de er.

Vendepunktet i Syndfloden over Norderney er imidlertid, da kardinal Hamilcar til sidst går til bekendelse og tilstår, at han slet ikke er kardinalen, men dennes tjener, Kasparsen. Denne har i virkeligheden slået kardinalen ihjel for at kunne overtage kardinalens identitet, nemlig ud fra ræsonnementet, at han i givet fald hellere vil dø som helt med den aura, kardinalen giver ham, end som en tarvelig tjener. For – som den falske kardinal udleder – bønderne i området ville ikke have tildelt tjeneren, kun kardinalen denne gunst: ‘Først i nat er de faldet til føje. De har set Guds ansigt i mit ansigt. De vil efter denne nat berette, at der skinnede et hvidt lys over båden, når jeg var i den. Ja, lad det ske, Deres Nåde.’(Blixen 2007: 248) Gud kommer ganske vist på tale her, men det er i virkeligheden den falske kardinal, der er guden. Som en gud skaber han fiktionen om sig selv på randen af et kaos med bibelske undertoner. Han henfører i den forbindelse til den omgivende verden, der hellere end gerne vil bedrages og kun ser, hvad den vil se. På den måde legemliggør han til fulde Nietzsches tanke om overmennesket som fiktion, og han foregriber personager, der sikrer sig karrieremæssig status ved bare selv at hjælpe lidt til

Günter Grass: Bliktrommen

Det andet værk, der tematiserer løgnen og iscenesættelsen af livet som fortælling, er Günter Grass’ roman Bliktrommen. Romanens berømte åbning lyder: ‘Indrømmet: Jeg er anbragt på en anstalt for sindslidende, min plejer iagttager mig, lader mig knap ud af øje; for i døren er der et kighul, og min plejers øje har den brune farve, som ikke kan gennemskue mig, den blåøjede.’(Grass 2009: 9) Havde man overhovedet nogetsteds ledt efter en upålidelig fortæller, har man det her. Alene den omstændighed, at Oskar Matzerath, som han hedder, er indlagt på en anstalt for sindslidende, borger ikke for sandhedsværdien af, hvad der kommer, men hele den situation, han ridser op, giver læseren et hint om, hvordan man skal omgås ham. Læseren er simpelthen den plejer, der ser ind ad kighullet til den unge Oskar, der foregiver at være på én måde, men måske i virkeligheden er noget helt andet. De blå øjne udstråler en uskyld, der gør, at læseren ikke er i stand til at gennemskue ham, og samtidig er Oskar blåøjet, hvorfor han også kan fortælle noget, han kan komme for skade at tolke naivt og misvisende. Man skal altså i den grad læse fortællingen med øjnene på stilke, men med det in mente har man til gengæld adgang til en helt enestående skildring af en periode i tysk historie med Det Tredje Rige som sit skæbnesvangre omdrejningspunkt. Dels handler romanen om denne periode, dels er Oskars grandiose fabuleringer symptomatiske for Det Tredje Riges selviscenesættelse.

Men i løbet af den udfoldede fortælling i Bliktrommen røber Oskar tillige en tiltagende sårbarhed, der vidner om, at virkeligheden indhenter ham. Der demonstreres en psykologisk hulhed, som hovedpersonen i virkeligheden gennem fortællingen prøver at flygte fra. Således er den selviscenesatte fiktion her ikke bare en narcissistisk fejring af personligheden, der som hos Nietzsche sætter sig ud over virkeligheden, og man kan i forlængelse deraf spørge, om sådanne personligheder ikke også kunne anses for ofre for den virkelighed, de indgår i.

Franz Kafka: Slottet

Det tredje værk, Franz Kafkas roman Slottet, handler om manden med det neutrale navn K., der stræber efter at blive anerkendt som landmåler af grevskabet på slottet. I mange år lød tolkningen af romanen, at K. gør krav på en titel, der retmæssigt tilkommer ham. Først sent i receptionshistorien gik det op for fortolkerne, at det faktisk ligger inden for mulighederne, at K. er en skrupelløs løgner, der udnytter et vanvittigt tilfælde til at få stadfæstet denne gunst. Dette tilfælde afstedkommes af en mand ved navn Schwarzer, der i starten af romanen forstyrrer K. i sin søvn. Således røbes det midt i romanen af den personale fortæller, altså den fortæller, der af og til også åbenbarer, hvad K. inderst inde tænker:

‘Gennem Schwarzer var, på helt urimelig måde lige fra den første time, myndighedernes fulde opmærksomhed blevet rettet mod K. da han, endnu en helt fremmed i byen, uden bekendte, uden tilflugtssted, udmattet af sin vandring, helt hjælpeløs som han lå der på halmsækken, var udleveret til ethvert udspil fra myndighedernes side.’(Kafka 2001: 168-169)

Her kommer det frem, at K. har benyttet sig af det uventede momentum, han i kraft af Schwarzers nidkærhed har fået, hvormed denne ville undersøge hans adkomst til slottets område. Omstændighederne viser, at identitet og anerkendelse ikke er noget, man får efter fortjeneste, men noget, man tilraner sig. Man udnytter opportunistisk de muligheder, øjeblikket byder én. Der opstår først problemer, når det kommer til at bevise sit værd som den, man siger man er.

Slottet handler om, hvordan K. prøver at give sin identitet substans, og derved gennemgår han en social udrangering fra landmåler over pedel til hestepasser. Men samtidig foreligger der desuden objektive vidnesbyrd inde fra slottet om, at han vitterligt er landmåler. Således er K.’s profil et urent sammensurium af konkurrerende fortællinger og identiteten skildres som et arrangement af provisorisk karakter, hvor K.’s stræben afspejler menneskets metafysiske længsel efter vished (Ja, sådan vil jeg tolke det!). Det første kan Nietzsche med sit overmenneske skrive under på, det andet vil han udradere. Af samme grund kunne man om andre tilsvarende personligheder antage, at de fint kunne leve med uvisheden, ja, at de endog kunne tiltænkes med tiden ligefrem at tro på deres egen løgn.

Litteratur som samtidsdiagnose

De opregnede eksempler fra litteraturen viser, at den er helt på det rene med personligheder som Milena Penkowas og Anna Castbergs. Den foregriber de kulørte historier, pressen har underholdt os med om de to, og eksemplerne viser, at litteraturen har en seismografisk fornemmelse for de tendenser, Milena Penkowa og Anna Castberg er udtryk for.Dette synspunkt bygger på Uffe Hansens artikel ”Personlighedsforestillinger: Skønlitteratur som advarselssystem”, hvor han ser bestemte og tilsvarende personlighedsformer foregrebet i litteraturen. Jf. Uffe Hansen, ”Personlighedsforestillinger: Skønlitteratur som advarselssystem”, in: Videnskab og værdier. Den humanistiske udfordring (udg. af Kirsten Hastrup), København: C. A. Reitzels Forlag 2002, s. 66-75 Man kan af dem udlede, at man i samfundet skal have evnen til at sætte sig igennem over for omgivelserne for at få identitet og status. Tjener Kaspersen i Syndfloden over Norderney udlever sig planmæssigt i rollen som den falske kardinal, mens Oskar Matzerath i Bliktrommen og K. i Slottet undervejs røber sprækker i deres selviscenesættelse. Identitet og status opstår således henholdsvist af det tryk, omgivelserne udsætter én for, og det modtryk, man selv kan fostre.

Selvom de litterære kontekster i ovennævnte værker er nogle andre, kan værkerne efter min opfattelse sagtens overføres på samtiden. Værkerne kan bruges til at gennemføre en samtidsdiagnoseJeg bruger velsagtens ordet samtidsdiagnose i den betydning, der i Jens Erik Kristensens artikel ”Krise, kritik og samtidsdiagnostik” går under betegnelsen ”tabsdiagnoser”. Jf. Jens Erik Kristensen, ”Krise, kritik og samtidsdiagnostik”, s. 5-31, in: Dansk Sociologi, Vol. 19, Nr. 4, s. 15. Underforstået er således i min sammenhæng den organiske personlighedsopfattelse, hvor et menneske udvikler sig ud fra en fast personlighedskerne ligesom et løg. Prototypen er Wilhelm Meister i Goethes dannelsesroman Wilhelm Meister, hvor hovedpersonen når sit mål i overensstemmelse med en indre bestemmelse. Heroverfor stiller jeg en fragmenteret personlighedsopfattelse, hvor hovedpersonen har en variabel palet af sideordnede personligheder, afhængigt af hvilke omgivelser denne indgår i, og afhængigt af hvilke dertil hørende normer denne underkaster sig. Tilvejebringelsen af denne slags personlighed beror på hovedpersonens evne til elokvent at sætte sig selv i scene. Men bag denne facade kan der – som det fremgår – gemme sig blinde vinkler af angst og fortvivlelse. Opridset af denne konflikt ville givetvis kunne skærpes yderligere ved adaptionen af Lars-Henrik Schmidts socialanalytik og artikulationen af det sociale træfs konfliktuerende tendenseraf selviscenesættelsen i den aftapning, man finder den i samfundet i dag. I dag skal man også kunne sætte sig selv i scene for at klare sig i samfundet. Der bliver lagt vægt på ens ydre fremtræden og det indtryk, man indgiver. Således skal man eksempelvis næppe have deltaget i særlig mange arbejdsløshedskurser hos en Anden Aktør for at vide, at man skal lære at sælge sig selv. Man er pludselig en vare, der eksisterer på markedsvilkår. Dertil kan man tillige henføre hele coaching-kulturen, der arbejder på en optimering af den enkelte, således at denne udnytter alle muligheder i sig selv. ‘Det enkelte menneske har i princippet hele verden som scenerum og alle andre mennesker som tilskuere’(Jensen 2006: 10), som Jørgen I. Jensen skriver i Jeg-automaten. Det er dyrkelsen af jeg’et som projekt, cv eller brand, der er det nye mantra i tiden, og det opdyrker fortællingen om hver enkel til gavn for karrieren. Det er i og for sig en temmelig narcissistisk tankegang, der tilsyneladende ikke medregner, at der findes andre mennesker i verden at tage hensyn til. Dette udmønter sig i skabelsen af en succeskultur, hvortil fænomener som angst og fortvivlelse ingen adgang har, men hvor indtrykket af succes er det afgørende. Indpakningen frem for indholdet!

Noget tyder på, at denne tankegang ligeledes har vundet indpas på universitetsgangene, hvor den unge forsker virkelig skal gøre sig til for at opnå de eftertragtede bevillinger. Fra forskning til faktura, som det jo hed! Den unge forsker skal – måske i endnu højere grad end tidligere – pleje sin karriere og publicere i de bedste tidsskrifter, hvilket i lighed med coaching-kulturens fordringer indebærer et stærkt moment af strategisk planlægning, velsagtens tillige i forholdet til kollegerne. En sådan mentalitet fordrer i sandhed et stort ego, der tør iscenesætte sig selv, også i et omfang, så grænserne mellem sandhed og løgn bliver flydende. Mentaliteten kalder ligefrem på en personlighedstype, der tror sig at gå på vandene og ligesom de litterære fremstillinger af Nietzsches overmenneske opbygger en fiktion om sig selv. Denne adfærd udelukker altså ikke det scenario, at en og anden på vejen frem mod målet kunne klippe en tå og hugge en hæl, når der skulle indhentes dokumenterede resultater til forskningen, sådan som det kan have været tilfældet for Milena Penkowa.

Alt andet lige var Milena Penkowa et godt brand, indtil hun fik de første ridser i lakken, og hun havde måske endda som isoleret talent haft alle forudsætninger for at være blevet en enestående forsker. Men hun gled i sin egen fiktion, så hun nu indføjer sig i den række af fantaster, der har givet sig ud for andet og mere, end hvad de var. Således står Anna Castberg for min generation som den kendte bedrager, men i nyere tid finder man Stein-Bagger som et andet prominent eksempel. Dertil kunne man tilføje en række af langt mindre graverende sager i samtiden, hvor ledere i det politiske liv eller på offentlige institutioner er blevet skiftet ud, fordi de viste sig at dække over varm luft. Endvidere kan man nævne en spindoktor for en tidligere toppolitiker, der i sin ansøgning til den netop denne stilling røbede at have pyntet på sit cv, og går man til udlandet, kan man endelig pege på den tidligere tyske forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg, der blev taget i at have plagieret i sit doktorarbejde og af samme grund måtte træde tilbage som forsvarsminister.

En apologi for usikkerheden

Guderne må vide, hvordan disse personligheder må have følt det efter afsløringen af deres bedrag. Ja, de har formodentligt ikke følt noget som helst, for de fleste af den slags har som regel ikke nogen samvittighed.Lektor, Ph.D. Kirsten Hyldgaard, der har beskæftiget sig med psykopaten og den problematiske diagnosticering af psykopati, gjorde mig opmærksom på, at sådanne mennesker som regel ikke har nogen samvittighed. Hvad der kunne minde om moralske anfægtelser, preller af på psykopaten – for så vidt som denne personlighedstype overhovedet findes. For der er i dag faktisk ikke nogen officiel diagnose, der hedder psykopati. Jeg vil i forlængelse heraf plædere for glidende overgange mellem det normale og en såkaldt psykopatisk personlighedsforstyrrelse. Ifølge Hyldgaard taler man således inden for psykiatrien også om dimensionelle diagnoser, hvor de psykopatiske kendetegn blot er ekstreme varianter af det normale. Jf. Alv A. Dahl og Aud Dalsegg, Sjarmør og tyrann: et innsyn i psykopatenes og ofrenes verden, Oslo: Tano Aschehoug 1997, s. 32. Ellers ville præmissen for denne artikel som en samtidsdiagnose, der selvsagt adresserer normalsfæren, jo også bortfalde! Jf. endvidere Arno Gruen, Der Wahnsinn der Normalität. Realismus als Krankheit: eine Theorie der menschlichen Destruktivität, München: Deutscher Taschenbuch Verlag 1989 Men skulle man give udtryk for en gryende samvittighed, har Søren Kierkegaard sat ord på denne følelse i fortalen til Forførerens Dagbog i Enten-Eller, hvor der advares mod den æstetiske livsførelse, Johannes Forføreren, også en iscenesætter af virkeligheden, lægger for dagen. Denne lever ligeledes i fiktioner, og det forudsiges, at han en dag vil rende panden imod en mur, når det går op for ham, at denne livsførelse dækker over en indre tomhed:

‘Forgjeves har han mange Udgange paa sin Rævehule, i det Øieblik hans ængstede Sjæl allerede troer at see Daglyset falde ind, viser det sig, at det er en ny Indgang, og saaledes søger han som et opskræmmet Vildt, forfulgt af Fortvivlelsen, bestandig en Udgang og finder bestandig en Indgang, ad hvilken han gaaer tilbage i sig selv.’ (Kierkegaard 1994: 286)

Han bliver kastet tilbage på sig selv som resultat af den kitschagtige virkelighed, han indgår i, fordi det går op for ham, at den er en konstruktion, der har meget lidt med at gøre med den virkelighed, han ifølge Kierkegaard nu er ved at erkende. Tilstanden betegner et vakuum i tilværelsen, der – set ud fra et nutidigt synspunkt – vanskeligt lader sig indpasse i det glatslebne, målrettede arrangement, et cv eksempelvis udgør. Dertil er kravet om succesrig selviscenesættelse for stort.

Men man kunne udtale det fromme ønske, at der rent faktisk var mere plads til sådanne tilstande i vort samfund. I nutiden har følelser som angst og fortvivlelse ringe kår, fordi man i sit selvbillede vedvarende skal man leve op til et fantom som ‘Master of the UniverseHermed hentyder jeg til Tom Wolfes roman Forfængelighedens bål, hvor hovedpersonen Sherman MacCoy, der er børsmægler, i starten betegner sig som ”universets herre”. Jf. Tom Wolfe, Forfængelighedens bål, ovs. af Anders Bendtsen, København: Lindhardt og Ringhof 1989, altså et ideal om at være perfekt. Den falske kardinal udfolder dette ideal i Syndfloden over Norderney, ja, han går rigtignok næsten på vandet, hvorimod Oskar Matzerath i Bliktrommen og K. i Slottet til syvende og sidst viser glimt af tvivlens nådesgave. Disse viser, at Nietzsches overmenneske står på mere gyngende grund og ikke kan forsvare sig mod en psykologisk skrøbelighed. Kafka beskriver andetsteds tilstanden som ‘denne søsyge på landjorden’ (Kafka 2008: 56). Litteraturen røber således i mange tilfælde, at det suveræne bedrag viger for lommer af momentan autenticitet. Denne erkendelse burde give anledning til selvransagelse hos dem, der i fremtiden ansætter folk i høje stillinger på og uden for universitetet. Det er ikke nødvendigvis den helt igennem selvsikre person med det prangende cv, der er den oplagte profil. Det kan derimod være den person, der også viser usikkerhed og kender afmagten som livsvilkår. En sådan person kan i virkeligheden have mere jordforbindelse og blive en bedre forsker eller leder.

Jeg har i den forbindelse en særlig forkærlighed for beskrivelsen af kaldelsen i Hermann Hesses fremtidsutopi Glasperlespillet, hvor den unge Josef Knecht bliver udtaget til Ordenens eliteskoler. Således hedder det om den gamle mester, at han er inderligt imod de aspiranter, der med gennemskuelig adfærd fører sig frem for egen vinding, så lærerne som personlig præference anbefaler netop disse til prøve hos mesteren:

‘[…] og ikke sjældent anbefalede en lærer af mangel på skarpsyn hårdnakket en eller anden yndlingselev, der ud over flid, ærgerrighed og klog adfærd over for lærerne kun havde beskedne kvalifikationer. Netop denne kategori af elever var musikeren særligt imod; han havde blik for, om en aspirant var sig bevidst, at det nu drejede sig om hans fremtid og løbebane, og vé den elev, der optrådte alt for behændigt bevidst udspekuleret over for ham, endsige søgte at smigre ham: en sådan elev var i mange tilfælde kasseret, allerede før nogen prøve var begyndt.’ (Hesse 2001)

Den elev, der prætenderer dygtighed, men hos hvem dygtigheden blot er resultatet af dette taktisk sociale spil, gør med det samme et dårligt indtryk på mesteren. Hulheden i elevens forehavende afslører sig, og opførslen har den stik modsatte effekt. Den elev, der derimod viser beskedenhed, overvældelse og ærefrygt, har straks et bedre udgangspunkt.

 

Litteratur:

Blixen, Karen (2007): Syv fantastiske fortællinger, København: GYLDENDAL pocket.

Dahl, Alv A. og Dalsegg, Aud (1997): Sjarmør og tyrann: et innsyn i psykopatenes og ofrenes verden, Oslo: Tano Aschehoug.

Grass, Günter (2009): Bliktrommen, ovs. af Per Øhrgaard, København: Gyldendal.

Gruen, Arno (1989): Der Wahnsinn der Normalität. Realismus als Krankheit: eine Theorie der menschlichen Destruktivität, München: Deutscher Taschenbuch Verlag.

Hansen, Uffe (2002): ‘Personlighedsforestillinger: Skønlitteratur som advarselssystem’, in: Videnskab og værdier. Den humanistiske udfordring (udg. af Kirsten Hastrup), København: C. A. Reitzels Forlag, s. 66-75.

Hesse, Hermann (2001): Glasperlespillet, ovs. af Mogens Boisen, København: Gyldendal

Investigation into the research of Milena Penkowa. Final report by an international panel 23. July 2012.

Jensen, Jørgen I. (2006): Jeg-automaten. Teologisk kritik af et menneskebillede, Frederiksberg: Aros Forlag.

Johnsen, Poul Pilgaard (2012): ‘Slutspil for Penkowa’, in: Weekendavisen, uge 26 2012.

Kafka, Franz (2001): Slottet, ovs. af Villy Sørensen, København: Gyldendal.

Kafka, Franz (2008): Beskrivelse af en kamp, ovs. af Per Øhrgaard, in: Franz Kafka. Efterladte fortællinger (udg. af Isak Winkel Holm), København: Gyldendal, s. 36-62.

Kierkegaard, Søren (1994): Enten-Eller. Første bind, København: Gyldendal Paperbacks.

Kristensen, Jens Erik (2008): ‘Krise, kritik og samtidsdiagnostik’, in: Dansk Sociologi, Vol. 19, Nr. 4, s. 5-31.

Nietzsche, Friedrich (1966): Aus dem Nachlaβ der Achtzigerjahre, s. 425-926, in: Werke in drei Bänden. Dritter Band (udg. af Karl Schlechta), München: Carl Hanser Verlag, s. 425-926.

Wolfe, Tom (1989): Forfængelighedens bål, ovs. af Anders Bendtsen, København: Lindhardt og Ringhof.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *