Mennesket bag murstenen

11.05.2021

Af Jarl Sidelmann

Liv i ”ghettoen”

De senere års højreskred i udlændingepolitikken har medført en række fundamentale indgreb i mange borgeres privatliv. Ingen har dog mærket hammeren hårdere end beboerne i de udråbte ”ghetto”-områder.

Blandt tiltagene i den officielle kamp mod ghettodannelse finder vi i dag ”obligatoriske læringstilbud” (sic!) for småbørn i ”danske værdier”, stopprøver for børnehaveklasser, skærpede strafzoner, privatiseringer af det almennyttige boligbyggeri og tvangsflytninger. Tiltag, der er blevet mødt med hård og vedvarende kritik fra beboere, boligforeninger, eksperter, faggrupper og internationale organisationer.

Men alverdens opråb og faglig kritik har ikke rokket ved den stålsatte politiske (dis)kurs.

Ghettoloven består.

I afmagt og frustration har beboerne i Lundtoftegade på Nørrebro vendt sig mod det transcendentale: kunsten og det åndelige. I et sidste desperat forsøg på at genvinde deres selvbestemmelse og blive hørt, har de i fællesskab arrangeret en ”fjernhealing” af deres boligområde. Håbet er, at en påkaldelse af de højere magter vil kunne tage området af ghetto-listen. Men ved at lade ”kunsten og det spirituelle” tale, ønsker beboerne også at animere flere borgere i kampen mod det, de anser som en racistisk boligpolitik.

Det er et indblik i denne historie, som Natalia Ciepel og Hannah Elbke med The Healing har givet os.

I overensstemmelse med beboernes egen tilgang til sagen, forsøger filmen således at vise menneskene fra Lundtoftegade, ikke så meget som ”talking heads”, der sætter konkrete ord på deres følelser, men nærmere indirekte igennem selve healingprocessens tilblivelse og udfoldelse.

Modsat mange andre dokumentarer har The Healing derfor også et stærkt visuelt udtryk: Med drømmende billeder af protestoptogenes røgfaner og farvefyldte klædedragter, billedkunstnere, der svøber boligblokkene ind i kulørte stofbannere, hætteklædte trommespillere, der udfører danseritualer, og hoodo-hekse, der brænder røgelsespinde af og leder stearinlysceremonier.

I åbningsscenen flyver kameraet også højt over Lundtoftegadens boligblokke, der står som monolitter i den københavnske vintertåge. Langsomt, men retningsbestemt, bevæger vi os ind mod ét af vinduerne, hvor en beboer – filmens hovedstemme, beboerformand Søren-Emil Schütt – står på sin terrasse, mens hans stemme lyder over speaken: ”Vi har opgivet dialogen med politikerne”, fortæller han.

Derved sættes rammerne for, hvad filmen vil undersøge, men det er også en underfundig påmindelse om, at der bag bygningsfacaderne lever mennesker af kød og blod. Mennesker, hvis hverdag rammes af lovgivningen.

Det observerende kamera, der svæver omkring som en ånd, er et gennemgående tema i flere af filmens sekvenser: Når ikke forberedelserne for healingen er i fokus, får vi serveret glimt af fodboldspillende drenge, tomme legepladser, cykelrækker og stisystemer. Det er stemningsbilleder fra et bymiljø, som sjældent fanges i overskrifterne, men som er hverdag for mange.

Selv lydsiden er mættet med mystik: Her er rindende vand og hvirvlende blade, til tider afbrudt af klangen fra tibetanske syngeskåle. Det hele står i stærk kontrast til den grå beton og manglende æstetik, der ofte forbindes med de udsatte boligområder.

Igennem disse spirituelle protestaktioner står det også klart, at området ikke bare er ”død mursten, som folk går rundt oven på” (for nu at citere en af filmens stemmer). Det emmer derimod med liv, sammenhold og positiv energi.

Fællesskabet medieres således igennem kunsten og bliver et ”billede på den absurde situation, vi befinder os i, som helt realpolitisk handler om, at vi risikerer at blive smidt ud af vores hjem”, som Schütt udtrykker det.

En større kamp

The Healing leverer altså ikke nogen dybdeborende analyse af boligproblematikken og kan heller ikke siges at være et stykke klassisk ”erfaringsjournalistik”. Den er i højere grad en næsten symbolsk gengivelse af en gruppe menneskers dybfølte opråb og kamp for deres rettigheder.

Men i den sidste scene, hvor Schütt får besked om, hvorvidt healingen ”har virket”, og om Lundtoftegade er blevet taget af ghetto-listen, ser vi dog alligevel et maskefald: En rå og ufordøjet menneskelig reaktion foran kameralinsen (slutningen skal ikke afsløres her).

De mere jordnære og boligpolitiske aspekter er dog ikke helt forbigået. Da Schütt og Fatma Tounsi, fra initiativet Almen Modstand, drikker kaffe på førstnævntes altan i en af de første scener, reflekterer de over den eksisterende ghettopolitik: ”Den boligsektor, som fokuserer på og løfter det sociale ansvar, vi bliver kaldt for alt muligt – ”parallelsamfund” og ”ghettoer”. Men er det egentlig ikke bare områder, der har gjort det, som resten af samfundet ikke har været i stand til at gøre?”, spørger Tounsi.

Dermed åbner hun et lille vindue ind til den (ellers så ofte oversete) boligsociale dimension i ”ghetto”-debatten. For i et stadigt mere segregeret dansk boligmarked, er det nemlig blevet den almennyttige boligsektor, der har måtte løfte det boligsociale ansvar og give et hjem til økonomisk mindrebemidlede borgere.

Historien er i dag næsten gået i glemmebogen: Men med saneringerne af de gamle arbejderkvarterer og liberaliseringen af boligmarkedet i 1960’erne gik den voksende middelklasse ud og blev husejere. De dengang nye forstadsplaner fik pludselig alvorlige udlejningsproblemer, og med oliekrisen i 1973 tog økonomien et yderligere dyk. Flere boligforeninger indgik derfor aftaler med kommunerne om boligsocial anvisning.

Hvad der begyndte som storstilede prestigeprojekter for den spirende velfærdsstat, endte derfor i mange tilfælde som endestationen for socialt udsatte borgere og den ”hårde” arbejderklasse. Det var længe før områderne i løbet af 1980’erne og 1990’erne blev anvist til ressourcesvage flygtningefamilier.[1] I takt med de etniske minoriteters tilstedeværelse, blev ”ghettoisering” dog udråbt som konsekvensen af en fejlslagen eller ”slap” udlændingepolitik, fremfor en boligsocial problematik. Herefter fulgte en stærk og insisterende negativ framing af boligområderne.

Den indsigt, som Tounsi leverer, synes dog at falde for døve øre i det eksisterende politiske klima. Følelsen af at blive overhørt eller misbrugt i en ensporet symbolpolitik står beboerne i Lundtoftegade heller ikke alene med. Men med deres åndeligt inspirerede protester har de kommunikeret deres opgør og synliggjort deres tilstedeværelse på en måde, som resonerer dybere end noget avisindlæg.

For Schütt er der dog ikke blot tale om en kamp for at få fjernet et enkelt boligområde fra ghettolisten. Han ser det som et bredere opgør mod hele den nuværende diskurs: ”Endemålet er, at vi får skrottet hele lovgivningen”.

The Healing er et øjebliksbillede på og et testamente til denne kamp.

 

Noter

[1] Jarl Sidelmann (2021). Rødder af beton (1/3): Ghettoer eller samspilsramte områder? Eftertrykket.dk.https://www.eftertrykket.dk/2021/04/08/roedder-af-beton-1-3-ghettoer-eller-samspilsramte-omraader/