I seng med fjenden

Købesex-industriens opblomstring er et biprodukt af Berlin-murens fald. Læs den italienske økonom og terrorekspert Loretta Napoleonis artikel om en sexindustri med enorme konsekvenser – ikke kun for de involverede prostituerede, men også for de samfund, hvor de nye sexmarkeder vokser frem.

18.1.2010

 “Vi har med stor taknemmelighed været vidner til Berlinmurens fald,
men da Muren faldt, ramte den desværre kvinderne lige i hovedet.”
–    Udtalt af et medlem af den russiske statsduma

Økonomi er den uoverskuelige videnskab om indbyrdes sammenhæng. Markedet er dens skjulte drivkraft. Lige siden stenalderen har fremkomsten af nye afsætningsmuligheder udløst økonomiske fremskridt. Menneskets opdagelser og innovationer ændrer betydning, når de bliver delt med andre, og det sker kun, når de bliver handlet.

De, der nyder størst gavn af disse handelstransaktioner, er hverken producenterne eller forbrugerne, men derimod dem, der kommercialiserer varerne. Gennem tiderne har disse folk akkumuleret enorme formuer, og samtidig har politikerne været meget bevidste om deres magt. Fra begge sider har man dannet alliancer med henblik på at regulere, inddæmme og manipulere med markedet til egen fordel og til gavn for hele nationer.

Alle større civilisationer har været baseret på faste handelsstrukturer, som politikerne har værnet om med store hære – Rom knuste Kartago, da Hannibal blokerede for romernes blomstrende handel med de nordlige regioner af den italienske halvø. Der er blevet ført endeløse krige for at vinde kontrol med afgørende markeder. Venedig finansierede således det fjerde korstog for at udplyndre Konstantinopel og fordrive de arabiske købmænd fra Silkevejen og således sikre sig et monopol. I moderne tid fremstår Marshall-planen som et af de bedste eksempler på politikkens undertvingelse af økonomien med henblik på at omdefinere markedets spilleregler.Marshall-planen var et amerikansk hjælpeprogram, som gav økonomisk støtte til Europa efter 2. Verdenskrig. I 1947 udviklede den daværende amerikanske udenrigsminister, George Marshall, konceptet om en europæisk selvhjælpsplan finansieret af USA, og samme år godkendte Kongressen planen som Det Europæiske Genrejsningsprogram. Programmet ydede støtte og lån for næsten 13 milliarder dollars til 17 forskellige lande og blev en afgørende faktor i deres økonomiske genrejsning og stabiliseringen af deres politiske strukturer. Sovjetunionen nægtede at acceptere planen.

Marshall-planen, det amerikanske hjælpeprogram, der skulle genrejse det Vesteuropa, som lå i ruiner efter 2. Verdenskrig, skabte grundlaget for USA’s økonomiske overherredømme. I modsætning til den europæiske og den japanske havde den amerikanske økonomi og industri ikke lidt skade under krigen, og derfor var der et stort behov for afsætningsmarkeder, da krigen sluttede. Selvom USA var giver og ikke modtager af hjælpen, kan man sagtens argumentere for, at det reelt var USA og ikke Europa, der primært nød godt af planen. Den vesteuropæiske genrejsning skabte nye afsætningsmuligheder for de amerikanske firmaer og etablerede et helt nyt marked, som var udformet specifikt efter den amerikanske økonomis behov. I kølvandet på krigen krydsede store handelsflåder Atlanten for at forsyne det krigshærgede Europa med råmaterialer og handelsvarer. Karavaner af olietankere indskibede det dyrebare brændstof, det krævede at rydde og genopbygge de sønderbombede byer.

Da de vesteuropæiske lande igen var kommet på fode, var den amerikanske forbrugerisme klar til at præge europæernes indkøbsvaner. Varige forbrugsgoder som tv-apparater og støvsugere dukkede op i butiksvinduerne. De vesteuropæiske familier blev bombarderet med billeder af storsmilende, blonde amerikanske husmødre, Doris Day-kloner, som legede med deres ”husholdnings”-legetøj. Alle ville have bil, tv og vaskemaskine. USA eksporterede ligefrem også en ny, opfindsom måde, hvorpå man kunne købe sådanne produkter, nemlig på afbetaling. De private forbrugslån strøg straks op på skyhøje niveauer.

USA ønskede at skabe et varigt eksportmarked og indså, at det krævede, at man ikke blot solgte produkter, men også en hel livsstil. Amerikansk fremstillede varer og forbrugsgoder måtte være en del af en eftertragtet livsstil. De blev gjort til en slags uundværligt ekstraudstyr til det, der blev kendt som Den Amerikanske Drøm: produkter, som man behændigt markedsførte gennem Hollywood-film. Vesteuropæerne strømmede ind i biograferne for at glemme de traumatiske minder om krigen, og i deres kollektive forestillingsverden kom USA til at fremstå som Det Forjættede Land, befolket med filmstjerner, hvor drømme går i opfyldelse. USA var imidlertid ikke en drøm, men et virkeligt land lige ovre på den anden side af Atlanten, og man kunne forholdsvis let komme dertil med fly eller skib. Ikke alene var denne idylliske verden virkelig, man kunne også købe den. Marshall-planens genrejsning af Vesteuropa udstyrede vesteuropæerne med de økonomiske midler til at erhverve en andel af drømmen. Ved at kickstarte efterkrigsøkonomien gav Planen forbrugerne penge på lommen, så de kunne købe det nødvendige ekstraudstyr til drømmen – made in the USA.

I dag ved vi, at Den Amerikanske Drøm ikke var andet end et smart markedsføringstrick. I 1950’erne, hvor USA var i kløerne på mccarthyismen, maskerede sådanne reklamer den amerikanske virkelighed: et undertrykt samfund plaget af racemæssige fordomme og spændinger. De mest attraktive kommercielle fænomener er imidlertid ofte baseret netop på blændværk. Nogle af disse fænomener skaber økonomisk vækst, sådan som det var tilfældet med Den Amerikanske Drøm, hvorimod andre, som det vil fremgå i forbindelse med Berlinmurens fald, kan være ødelæggende for et samfund.

Marshall-planen medvirkede til at udklække en ny politisk orden, der blomstrede op under Den Kolde Krig; et system, som afskar et forseglet Vesten fra østblokken. Til en vis grad var denne nye orden det modsatte af globalisering: Den lukkede Vesten inde i et nøje reguleret økonomisk system. Marshall-planen, som var tilrettelagt af markante økonomer som John Maynard Keynes,John Maynard Keynes, medlem af Bloomsbury-kredsen og engelsk gentleman til fingerspidserne, var en af efterkrigstidens vigtigste økonomer.  var et udtryk for en ny doktrin, som lagde vægt på statens altoverskyggende økonomiske rolle og det stærkeste lands overherredømme. Under hele Den Kolde Krig var doktrinens succes baseret på Washingtons evne til at kontrollere og manipulere med de økonomiske kræfter, der skabte og opretholdt det nye europæiske marked, og efterhånden også adskillige andre nye markeder, til fordel for USA og dets handelspartnere.For en mere udfoldet gennemgang af verdenshandlen efter 2. Verdenskrig, se “Economic Tribalism” i Loretta Napoleoni, Rogue Economics: Capitalism’s New Reality (Seven Stories Press, New York 2008).

Under Den Kolde Krig var der ingen, der udfordrede USA’s økonomiske overherredømme, og Vesteuropa drog stor fordel af det. Specielt i 1950’erne og 1960’erne var den økonomiske vækst påfaldende stor. Selv i den mørke tid under henholdsvis den første og den anden oliekrise (1973-1974 og 1979-1980) havde den amerikanske ledelse fortsat et fast greb om økonomien og kunne afdæmpe krisens indvirkning ved at sætte gang i tilbagestrømningen af de såkaldte petrodollars, en ordning, hvor de olieproducerende landes overskud blev kanaliseret tilbage til de vestlige investeringsmarkeder.

Da Jerntæppet blev trukket fra, og Den Kolde Krigs afslutning var en realitet, brød efterkrigstidens orden paradoksalt nok sammen, og staten mistede kontrollen med markedet. Det var ikke længere politikken, der dominerede økonomien. Fra da af ophørte økonomien med at være til gavn for borgerne for i stedet at blive en vild og utæmmet kraft, som udelukkende var styret af det formål at score kassen på forbrugernes bekostning.

De begivenheder, der symboliserer Den Kolde Krigs begyndelse og afslutning, nemlig Marshall-planen og Berlinmurens fald, indrammer den komplekse relation mellem politik og økonomi og rummer forklaringen på overgangen til slyngeløkonomien.

Sexmuren

Hovedvej E-55, som følger den tysk-tjekkiske grænse, er kendt som Kærlighedens Hovedvej. Denne trøstesløse asfaltstrækning danner ramme om den største koncentration af prostituerede i Europa. Kvinder fra de tidligere østbloklande står i vejkanten for at sælge sig til bundpriser: 35 euro for en halv time, 45 uden kondom. Kun sexindustrien i Dubai kan matche de priser. Hovedvej E-55 er dog ikke noget særtilfælde. Hele den tidligere grænsestrækning mellem Øst- og Vesteuropa er fyldt med de fænomener, der hører med til branchen: Klynger af sexmarkeder, bordeller og boder med gardinforhæng har erstattet Jerntæppets billedsprog.

Op gennem 1990’erne florerede prostitutionen langs indfaldsvejene til vest-grænserne. Symbolikken er chokerende: “Det faktum, at grænserne er åbne, giver sexarbejde et internationalt præg, især i det grænseland, hvor ’nationerne mødes’. Her bliver sexarbejdet eksporteret til de vesteuropæiske lande.”Anna Nowak, “Political Transformation in Poland: The Rise in Sex Work”, Research for Sex Work 2, Volume Two, (Vrije Universiteit, Amsterdam 1999), s. 9-11, www.researchforsex.org.

Nogle af de kvinder, der arbejder langs grænsen, er ikke prostituerede, men sexslaver. De er blevet købt på særlige markeder i nærheden af den gamle øst/vest-grænse. Det berygtede Arizona-marked i det nordvestlige Serbien er velkendt blandt internationale alfonser. Det minder om en amerikansk guldfeberby fra det 19. århundrede – deraf navnet. Markedet er diskret placeret et sted på en vejstrækning, der har fået tilnavnet Arizona Highway, langs den kroatiske grænse. Stedet kaldes også Serbiens Wal-Mart, fordi det blev anlagt med hjælp fra amerikanske tropper ved afslutningen af Balkan-krigen. Handlende kommer til Arizona-markedet for at købe kvinder. “De beordrer pigerne til at tage tøjet af og lader dem stå helt nøgne midt på vejen […] Mændene går hen til dem, rører ved dem, inspicerer deres hud og forlanger ligefrem at se dem ind i munden, inden de giver et bud.”Victor Malarek, The Natashas: Inside the New Global Sex Trade (Arcade Publishing, New York 2004), s. 37.

Den største aktør inden for prostitutionen af slaviske kvinder er den russiske mafia. Ironisk nok er mange russiske alfonser fra Tjetjenien. “Jeg blev handlet af en gruppe gangstere fra Tjetjenien”, fortæller Eva, en tidligere prostitueret, som slap ud af det med hjælp fra en kunde. “De kom til Odessa og udgav sig for at være velstående forretningsmænd, der var på ferie. De tilbød mig et job som butiksassistent i en af deres butikker i Moskva – de viste mig endda et foto af butikken. Jeg havde hørt så meget om ukrainske kvinder, der var blevet lokket ud i prostitution af russiske gangstere, men jeg tænkte, at de her jo var fra Tjetjenien … Jeg blev købt og solgt adskillige gange på Arizona-markedet af mange forskellige handlere: russere, europæere og ligefrem arabere. Jeg blev en handelsvare, ja, det er lige, hvad vi er, produkter til den globale landsby.”Interview med en tidligere ukrainsk prostitueret, oktober 2006.

Hovedvej E-55 og Arizona-markedet hører til de seneste salgssteder for den globale prostitutionsindustri, et forretningsfællesskab mellem to af de ældste professioner i verden: prostitution og international handel. Gennem mere end 15 år har de mest populære produkter været prostituerede og sexslaver fra de tidligere østbloklande. Købesex-muren, som i dag løber langs den gamle øst/vest-grænse er et af biprodukterne af Berlinmurens fald. Den er også en af de første manifestationer af slyngeløkonomiens genkomst, en vild og utæmmet kraft, som er blevet udløst af den største økonomiske omvæltning i det 20. århundrede: kommunismens afvikling og globaliseringens opkomst.

Før Berlinmurens fald var der stort set ingen prostitution i de kommunistiske lande. Det var ganske vist ikke en ulovlig profession, men typisk marginaliserede statsmagten verdens ældste erhverv. Der var kun ringe efterspørgsel på købesex. Den seksuelle adfærd var ekstremt frisindet, og prævention og abort var lettilgængeligt, så mænd havde ikke så stort behov for at gå til ludere. Også udbuddet var begrænset. Princippet om fuld beskæftigelse garanterede, at alle havde en lønindkomst, hvilket betød, at der var langt færre kvinder, som var villige til at leve af at sælge sig selv. De prostituerede i østbloklandene fokuserede primært på udlændinge, hovedsagelig forretningsmænd, som havde vovet sig over på den anden side af skellet mellem øst og vest. I begyndelsen af 1980’erne var der for eksempel kun to steder i Budapest, hvor mænd kunne møde prostituerede. Det drejede sig om to natklubber, og begge steder var ungarere og tilrejsende fra andre østbloklande forment adgang. I Moskva skiltede ”venlige” kvinder med deres serviceydelser uden for indgangene til de hoteller, hvor udlændingene boede. I modsætning til deres vesteuropæiske kolleger beholdt de prostituerede i østbloklandene selv deres indtjening: Rufferi var en alvorlig forbrydelse.

Kommunismens afvikling gav prostitutionsbranchen et løft, fordi den kastede befolkningen i de tidligere østbloklande ud i dyb fattigdom – ikke mindst kvinderne. Omkring midten af 1990’erne nåede arbejdsløsheden blandt de russiske kvinder helt op på 80 % efter at have været næsten lig nul under det kommunistiske regime. Kvinderne tegnede sig også for over 80 % af de enlige forsørgere i landet.Juliette Engel, “Direct Intervention with Highest Risk Girls and Young Women of the Russian Federation to Avert Unwitting Recruitment to International Sex Slavery and Economic Imprisonment” (MiraMed Institute, Moskva 1998). I 1998 levede over halvdelen af alle russiske børn under seksårsalderen under fattigdomsgrænsen – i de fleste tilfælde som børn af enlige forsørgere. På den baggrund blev mange kvinder prostituerede for at kunne forsørge deres børn. For dem stod valget mellem at leve i dyb fattigdom eller dele seng med fjenden.

Der er en tæt sammenhæng mellem antallet af slaviske prostituerede og arbejdsløsheden blandt kvinder. Disse tendenser er til en vis grad geografisk sammenfaldende. Beskæftigelsesfordelingen i de tidligere kommunistiske lande var bestemt af planøkonomiens industrialiserings- og regionalstruktur. I Rusland udgjorde kvinderne for eksempel 83 % af arbejdsstyrken i tekstilindustrien. Tekstilindustrien var lokaliseret i bestemte regioner såsom Ivanovo Oblast nordøst for Moskva eller Chuvashia i det centrale Rusland. Under det sovjetiske styre blev disse områder kendt som kvinderegioner.Donna M. Hughes, “Supplying Women for the Sex Industry: Trafficking from the Russian Federation” (University of Rhode Island, Kingston 2002), www.uri.edu/artsci/wms/hughes/supplying_women.pdf. Fra 1990 til 1994 faldt tekstilproduktionen med 67 %. Hundredtusindvis af kvinder mistede deres job i de ovennævnte områder, som alfonserne og menneskehandlerne gik målrettet efter med deres beskidte forehavende. I dag er disse områder kendt under den triste betegnelse ”luderregioner”.

Allerede i 1991 begyndte det vestlige marked at blive oversvømmet af et stort udbud af slaviske kvinder. “Før Berlinmurens fald var det mest tyske piger, der arbejdede som prostituerede i Tyskland”, husker Stephen, en 60-årig, overvægtig tysk alfons, der også er kendt som der Prinz. “Sådan er det ikke længere. Markedet har udvidet sig og er blevet mere internationalt. Mange kvinder kommer fra Polen og Rusland, men de taler alle tysk, for det forlanger vi af dem alle. I dag er kunderne ikke kun interesseret i sex, de vil også have en pige, der kan snakke med dem og skabe en vis stemning. De vil have mere end bare et hurtigt knald – de vil have en drink, en samtale, et show.”Interview med Stephen, en tysk alfons, september 2006. Alle de følgende citater fra Stephen stammer herfra. Stephen begyndte at arbejde i den tyske sexindustri for 40 år siden og startede med kun at have nogle enkelte piger på gaden. I dag betragtes han som en af topfolkene inden for sexbranchen i Berlin, om end han ikke vil afsløre, nøjagtig hvor mange klubber han ejer.

I løbet af 1990’erne udviklede udbuddet af højtuddannede russiske og østeuropæiske kvinder sig til et unikt fænomen inden for prostitutionsbranchen. Før de slaviske kvinder kom til Vesten, havde alfonserne fortrinsvist måttet opsøge kvinderne blandt fattige asiatiske piger uden nogen form for uddannelse. Det viste sig hurtigt, at veluddannede kvinder indhentede højere priser og dermed var mere profitable. Som det fremgår af Hollywood-filmen Mit Liv som Geisha er intelligente, kultiverede og kvikke prostituerede i høj kurs. Også på dette punkt gav det sovjetiske samfunds særlige økonomiske struktur alfonserne mulighed for at rage denne merværdi til sig ved at kommercialisere højtuddannede slaviske kvinder. I Rusland var de typiske ”kvindeerhverv”, ud over tekstilindustrien, at finde inden for lægevidenskab, skolevæsen, naturvidenskab, planlægning og regnskabsvæsen – alt sammen områder, som blev særlig hårdt ramt af den økonomiske krise i 1990’erne.

Adgangen til den pulje af slaviske kvinder, der blev betragtet som specielle, fik efterspørgslen til at stige ud over al forventning. “I begyndelsen af 1990’erne var prostitutionsbranchen ikke blot en god forretning, men en fantastisk god forretning”, husker Michael, en 30-årig tysk alfons, som ejer flere sexbarer i Berlin.Michael begyndte at arbejde inden for sexindustrien, da han var omkring 16 år gammel. Til at begynde med havde han kun nogle enkelte piger på gaden, men i begyndelsen af 1990’erne fik tilstrømningen af slaviske kvinder og liberaliseringen af prostitutionsbranchen ham til at gå over til at drive sexbarer i stedet. “Mændene kunne simpelthen ikke få nok af disse kvinder. De så dem som eksotiske. Man kunne tjene styrtende med penge i sexindustrien. Jeg tjente noget i retning af 3.000 euro om dagen, og inden længe var jeg blevet meget velhavende.”Interview med Michael, en tysk alfons, september 2006. Alle de følgende citater fra Michael stammer herfra.

Ligesom enhver anden branche følger prostitutionsbranchen de økonomiske love og ikke mindst loven om udbud og efterspørgsel. Besejringen af, hvad Ronald Reagan kaldte Ondskabens Imperium, tvang millioner af slaviske kvinder ud på det globale sexmarked, men selve begivenheden formåede ikke at skabe et nyt marked. Gangstere og alfonser udfyldte tomrummet og opbyggede et østeuropæisk kødmarked rundt om de nye varer for at trække kunder til. “Det begyndte i 1989 med alfonser, som kørte rundt med to eller tre piger i bilen. Senere købte de huse langs hovedvej E-55. [Omkring 1997] stod pigerne … på række i vejkanten i lange baner”, husker Jaromir Jirasek, en læge fra den tjekkiske by Dubi i nærheden af Dresden.Laurie Garrett, “Crumbled Empire, Shatters Health; Expanding Sex Industry Spreads Disease”, Newsday, 4. november 1997, www.aegis.com/NEWS/NEWSDAY/1997/ND971105.html
 Med forværringen af den økonomiske krise i de tidligere østbloklande kunne sexmafiaen være sikker på endeløse forsyninger af nye, sunde slaviske kvinder. “Når en [prostitueret] blev syg, byttede de hende simpelthen bare ud med en anden”,Ibid forklarede dr. Jirasek. I dag rummer Dubi, som ligger tæt på hovedvej E-55, hundredvis af bordeller og stripklubber.Handlen med russiske og østeuropæiske sexslaver har vist sig at være lige så profitabel som prostitutionsbranchen. I 2001 vurderedes handlen med sexslaver på verdensplan at indbringe en profit på 7 milliarder dollars, i 2004 var det tal steget til 12 milliarder dollars, hvoraf 3 milliarder dollars stammede alene fra handlen med kvinder fra de tidligere østbloklande.

Natashaer

Israel er en af de største importører af slaviske prostituerede, og forskellige kilder anslår, at de prostituerede i Israel i alt har cirka en million kunder om måneden.Malarek, The Natashas, s. 75.
  Ifølge et undersøgelsesudvalg nedsat af det israelske parlament bliver der “i Israel hvert år indsmuglet mellem 3.000 og 5.000 kvinder [fra de tidligere østbloklande], som bliver solgt til prostitutionsbranchen. […] Kvinderne arbejder 7 dage om ugen i op til 18 timer i døgnet, og af de 120 shekel (27 dollars), den enkelte kunde betaler, får de selv kun lov at beholde 20 shekel (4,50 dollars). Titusindvis af sådanne kvinder lever i øjeblikket i de mellem 300 og 400 bordeller, der findes i landet. De bliver handlet for mellem 8.000 og 10.000 dollars per styk.”Se også www.ynetnews.com/articles/0,7340,L-3062297,00.html. Omfanget af denne forretning, selv i den tidlige fase af handlen med slaviske kvinder, kommer klart til udtryk i størrelsen af den prostitutionsprofit, der er blevet hvidvasket i Israel: Fra 1990 til 1995 blev der således investeret omkring 4 milliarder dollars gennem israelske banker. Yderligere 600 millioner dollars blev hvidvasket gennem ejendomshandler.Menachem Amir, “Organized Crime in Israel”, Organized Crime, Uncertainties and Dilemmas, red. Stanley Einstein & Menachem Amir, (Office of International Criminal Justice 1999), s. 231-248.

Det er kulturelle og religiøse faktorer, der ligger til grund for væksten i prostitution i Israel.Malarek, The Natashas, s. xvi. Ligesom de fleste andre mænd har israelske mænd en svaghed for høje, blonde slaviske kvinder, som de altid kalder ”Natasha”. Mændene “trådte ind i salonen med et fjoget smil om munden og råbte ”Natasha!”, som om vi var en slags russiske dukker”, husker Marika, en russisk kvinde, der blev handlet til Israel. Der er særlig stor efterspørgsel blandt harediske jøder, de mest konservativt ortodokse jøder, hvoraf mange er faste kunder på bordellerne. “I området omkring fondsbørsen eller i forretningskvarteret finder man en masse prostituerede og en masse meget, meget religiøse mænd, fordi disse mænd har brug for sex, og fordi kvinderne i deres samfund ikke kan give dem det, når de har lyst til det. De kan ikke onanere, fordi de ikke må forspilde deres sæd. Så de er nødt til at gøre det med en kvinde”, forklarer Nissan Ben-Ami, som er en af direktørerne for The Awareness Center, en ngo, der har fokus på kvindehandel og prostitution i Israel.Ibid., s. 77.

Adskillige israelske kilder bekræfter, at indvandringen af ortodokse jøder fra Rusland, endnu et fænomen, som er knyttet til afviklingen af Sovjetunionen, gav den lokale prostitutionsbranche et uventet løft. “Mange havde forbindelser til den russiske mafia, som i begyndelsen af 1990’erne sad på næsten hele den slaviske prostitutionsbranche. De medvirkede til at få aftaler i stand med lokale alfonser”, beretter en politimand fra Tel Aviv. Michael, den tyske alfons, bekræfter, at den russiske mafia satte sig på handlen med de nye varer, så snart Berlinmuren faldt. “Tilbage i 1990’erne var det russerne, der bragte de nye piger til Berlin.”

Der er også væbnede og kriminelle organisationer involveret i denne milliardforretning. I Tyskland, hvor prostitution er blevet legaliseret, er der mange måder, hvorpå man kan få andel i sexudbyttet. “Hamburg og Berlin er styret af den libanesiske mafia”, forklarer Michael. “Der er ikke noget at stille op. Du er simpelthen nødt til at betale beskyttelsespenge. Disse arabere dukker op på din bar og forlanger penge. Hvis du siger ”nej”, stikker de en mobiltelefon op i næsen på dig og siger, at der kommer nogle gutter bevæbnet med Uzi-maskinpistoler i løbet af en halv time. Hvad skal man så gøre? Man hoster selvfølgelig op, sådan er det bare. I Køln er det en anden snak. Der er det PKK (det kurdiske arbejderparti), der styrer tingene. Heller ikke de er direkte involveret i prostitution, men bordeller og sexbarer må betale beskyttelsespenge til dem.”

Den indbyrdes sammenhæng mellem prostitutionsbranchen og væbnede grupper er også tydelig i Israel – et helt centralt land i krigen mod terror. De østeuropæiske og russiske prostituerede og sexslaver når frem til Israel via Gazastriben, ofte i samarbejde med egyptiske og palæstinensiske forbryderbander. Ildiko, en 22-årig ungarsk studerende, blev smuglet ned gennem Balkan og til Egypten. “Jeg kom til Alexandria, hvor jeg blev modtaget af en russer, som førte mig ud i ørkenen og gav mig til en beduin. Der var seks andre piger, alle fra Rusland. Vi drog gennem ørkenen i flere dage, inden vi nåede frem til grænsen.”Interview med Ildiko, ungarsk prostitueret, marts 2006. Ildiko kom ind i Israel via en lille sti mellem byen Rafah og den israelsk-egyptiske grænse. Nord for Rafah ligger Gazastriben. “Rafah ligger kun nogle få hundrede meter fra den egyptiske grænse. Byens sydligste huse fungerer som indgange til en labyrint af tunneler, som palæstinenserne og beduinerne fra Sinai har gravet ud. Disse tunneler fungerer som underjordiske transportveje for terrorister, narkokurerer og menneskehandlere, som smugler kvinder ind, der skal arbejde som prostituerede i Israel og på Vestbredden.”Danny Bobman, “Insider’s View: The Bombs, The Babies and the Southern Border”, www.jewishtucson.org/page.html?ArticleID=65912 Uden for referat udtrykker terroreksperter fra forskellige israelske organisationer bekymring over, at forbryderorganisationer med forbindelser til terrorgrupper er indblandet i den israelske sexindustri. Israel må se i øjnene, at man for at kunne tilfredsstille borgernes umættelige begær efter slaviske kvinder er nødt til at dele seng med den arabiske fjende.

Den enestående stigning i det globale udbud af østeuropæiske og russiske prostituerede og sexslaver ville aldrig være blevet matchet af en lige så enestående stor efterspørgsel, hvis ikke det var for en række afgørende moralske forandringer. I dag ser det moderne, globaliserede samfund stiltiende igennem fingre med prostitution. “Prostitution […] er blevet relanceret som en forlængelse af underholdningsindustrien. Undersøgelser viser, at en ud af ti britiske mænd – 2,3 millioner – allerede har ladet sig underholde”, hed det i Sunday Times.Richard Woods, “Selling Sex the Middle Class Way”, Sunday Times (London), 22. januar 2006. Ingen vil gå glip af fornøjelsen, alle vil være med på det sidste nye. “Vi havde engang en kunde, som kom ind og bad om at få en gruppe piger til at opføre et show for ham. Der sad han så og fik sit show, helt uden at røre ved pigerne eller noget. Han sad bare lige så stille”, husker Stephen, alfonsen fra Berlin. “Og det sjove var … at han var blind.”

Filosoffen Roger Scruton påpeger, at “når sex gøres til en handelsvare, bliver markedet til det vigtigste tempel for dyrkelsen af de menneskelige idealer. Det er det, der er sket i løbet af de seneste årtier, og det er denne udvikling, der er kernen i postmoderne kultur.”Roger Scruton, “Shameless and Loveless”, The Spectator (16. april 2005), Catholic Education Ressource Center, www.catholiceducation.org/articles/sexuality/se0121.html I Vesten har den moralske forandring ført til en accept af, hvad man kunne kalde middelklasseprostitution. Handel med sex gennem escortbureauer og kontaktannoncer på internettet er det mest almindelige middel til at kommercialisere det nye produkt blandt middelklassen. “Hvis man søger på ’female escort’ på Google UK, får man 760.000 hits.”Woods, “Selling Sex”. De fleste websites tilhører små eller mellemstore firmaer, der er oprettet i 1990’erne.

Hvis markedsføringen af ”købesex” har skruet efterspørgslen i vejret, har glamouriseringen af prostitution til gengæld gjort det lettere at lokke slaviske kvinder ind i sexindustrien. Supersælgende Hollywood-film som Fræk Business og Pretty Woman giver et helt igennem falsk billede af prostitution. Ifølge flere af de ngo’er, der arbejder med slaviske kvinder, som er blevet narret til at prostituere sig af kvindehandlere, er der mange kvinder, som naivt tror, at de ved at blive ludere vil kunne møde den eneste ene – ligesom Julia Roberts i Pretty Woman.Den russiske filmindustri har ikke været uimodtagelig for den nye kultur. “I Rusland blev prostitution glamouriseret af film som Interdevochka, som handler om en kvinde, der arbejder som ‘prostitueret for hård valuta’.” Mikhailina Karina, “The Myth of Pretty Woman – Russian Women are Victims of Illegal Trafficking”, 23. marts 1999, http://veracity.univpubs.american.edu/weeklypast/032399/story_1.html.

Det er kun i Hollywood-manuskripter, at historierne om prostitution ender med, at de levede lykkeligt til deres dages ende, men sådanne historier sælger godt, fordi de gør middelklassen bedre tilpas med dens egen accept af ”købesex”. Masser af forlag og filmselskaber er fortsat ivrige efter at tilfredsstille det behov, der er opstået, fordi man i forstæderne har fået smag for ”små, søde eventyr” om prostitution – som reelt set profiterer på kvinders lidelse og desperation.

Slyngeløkonomiske tryllekunstnere

Ligesom Den Amerikanske Drøm er ”købesex”-kulturen baseret på et spind af løgne. Når der er stor efterspørgsel på prostitution, som i forbindelse med de tyske mænds smag for slaviske kvinder, når prostitution bliver noget helt uundværligt, som i forbindelse med ortodokse jøder i Israel, og når prostitution i bund og grund bliver accepteret og populært, vil den altid være ledsaget af et behændigt konstrueret blændværk. I virkeligheden er der i dag efterspørgsel på prostituerede af samme årsag som tidligere: Mange mænd er ikke i stand til at få sex uden at betale for det. Prostituerede bliver palliativer, erstatninger for virkelige kvinder, der er villige til at dyrke sex af kærlighed til mændene. Frem for alt er prostitution en milliardforretning, der er baseret på en skånselsløs udnyttelse af kvinderne (i 2006 blev den årlige prostitutionsomsætning på verdensplan anslået til 52 milliarder dollars).Se www.bbc.co.uk/worldservice/programmes. Udnyttelsen udspringer af forretningens ulovlige karakter. I lande som Holland, hvor prostitution har været lovligt i årtier, bliver kvinderne udnyttet i mindre grad: Der er færre alfonser, de prostituerede betaler skat, har adgang til sundheds- og socialydelser og bliver beskyttet af politiet.

Ligesom ophavsmændene til Den Amerikanske Drøm fungerer den globale prostitutionsindustris bagmænd som store tryllekunstnere, der ikke kun sælger et produkt, men også en ny livsstil. Globaliseringens alfonser ændrede middelklassens moral, og østeuropæiske prostituerede og sexslaver blev det ekstraudstyr, som hørte med til en ny tolerant og lemfældig kultur, hvor myndige voksne og endda børn frit kan købe og sælge sex. På PornoTube kan man for eksempel se teenagere klæde sig af, optaget af vennerne på deres mobiltelefoner. På Baazee, et indisk website ejet af eBay, blev en videooptagelse af to halvvoksne børn, der dyrkede sex på et skoletoilet, sat til salg af en af deres medstuderende. Men gavner det virkelig samfundet at tilslutte sig ”købesex”-kulturen? Er dette blændværk til gavn for dem, der opererer på sexmarkedet – ligesom Den Amerikanske Drøm var til gavn for europæerne og amerikanerne? Kommercialiseringen af denne drøm var med til at genrejse det gamle kontinent efter krigens ødelæggelser og satte skub i den amerikanske økonomi: Den var til fordel for både køber og sælger. Den hastigt voksende globale sexindustri derimod er helt anderledes destruktiv for udbyderne og forbrugerne af kærlighed.

Lad os nu se bort fra moral og økonomi og i stedet kaste et blik på seksuelt overførte sygdomme og fødselstal. I Rusland var der i 1994 81,7 tilfælde af syfilis per 100.000 borgere, i 1995 var det tal oppe på 172, og i 1998 var det steget til 221,9.Garrett, “Crumbled Empire”. I 2002 var de russiske syfilistal blandt de ti højeste i verden, hvor Rusland kunne måle sig med de aidsplagede afrikanske lande syd for Sahara. Folkesundhedstendensen går i retning af niveauet i det 19. århundrede, hvor Rusland led under en tilsvarende stor udbredelse af seksuelt overførte sygdomme. For at anskueliggøre omfanget af den aktuelle epidemi kan det anføres, at én ud af 75 estere i 1997 havde syfilis sammenlignet med 2,5 ud af 100.000 amerikanere.Disse tal stammer fra Verdenssundhedsorganisationens (WHO) statistik, se WHO, Highlights in Health in Estonia, december 2001, s. 19, www.euro.who.int/document/e74339.pdf, Pan American Health Organization, www.paho.org/english/dd/ais/cp_840.html. Rusland er også plaget af en af de hurtigst voksende hiv-epidemier. Epidemien er i virkeligheden først lige begyndt, idet de fleste individer er blevet smittet mellem 1999 og 2005,WHO, “3 by 5” (Fact Sheet, juni 2005). og den kan forventes at ville sprede sig til resten af verden. Verdenssundhedsorganisationen frygter, at slaviske kvinder smitter deres kunder overalt.

Seksuelt overførte sygdomme har meget negativ indvirkning på fødselstallet, og de russiske fødselstal hører til blandt de laveste i verden.I 2005 lå livsgennemsnittet for russiske kvinder på 1,62 fødsler.  Der er ganske vist ikke nogen udtalt statistisk sammenhæng mellem den dalende fødselsfrekvens, det voldsomme fald i de russiske fødselstal og væksten i den globale prostitutionsindustri, men de radikale moralske forandringer, som ”købesex”-kulturen har forårsaget, har utvivlsomt ændret de russiske kvinders indstilling til livet. “I en rundspørge blandt 15-årige [russiske] skolepiger i 1997 sagde 70 %, at de ville være prostituerede, når de blev voksne, hvorimod en tilsvarende andel for ti år siden gav udtryk for, at de gerne ville være kosmonauter, læger og lærere.”Karine, “Myth of Pretty Woman”. Et stigende antal russiske kvinder ønsker ikke at stifte familie. De er nødt til at finde en måde at overleve på, og prostitution virker som et godt bud på, hvordan man kan klare sig. “Kommunismens sammenbrud i begyndelsen af 1990’erne gjorde befolkningen mere egoistisk og kastede landet ud i en dyb moralsk krise, som endnu ikke er overstået”, mener den russiske forfatter Viktor Erofeyev.Viktor Erofeyev, “More Little Russians, Please”, International Herald Tribune, 20-21. maj, 2006.

De eneste, der får noget ud af ”købesex”-kulturen, er sexgangsterne, globaliseringens alfonser, slyngeløkonomiens drevne tryllekunstnere. Afstumpede forbryderbander og korrupte politikere fra Rusland og Balkan har raget milliarder af dollars til sig og skabt sig en magtposition i den globale økonomi ved at handle slaviske kvinder. Fra tidligt i 1998 og frem til midten af 1999 har Semion Mogilevich, en ukrainskfødt forbryderkonge, som blandt andet er involveret i prostitution, narkohandel og investeringssvindel, fået hvidvasket 10 milliarder dollars gennem Bank of New York.Mogilevich hjalp med at smugle pengene ud af Rusland for at undgå tab som følge af de styrtdykkende rubelkurser. Nogle af pengene tilhørte nomenklaturaen, de tidligere kommunistiske eliter, som overtog kontrollen med Rusland efter sovjetstyrets sammenbrud. Jaroslav Koshiw, “A Native Son of the Bank of New York Scandal”, Kyiv Post, 26. august 1999. Se også “Le Nouvelle Mafia d’Europe de l’Est”, Marianne en ligne.fr, 5. december 1997.

Sammenhængen mellem Berlinmurens fald og den blomstrende prostitutionsbranche i Vesten understreger, hvor farligt det er at undervurdere konsekvenserne af store økonomiske transformationer. Den tidligere østbloks indtræden i den globale kapitalisme var forbundet med afviklingen af et politisk system uden nogen klar plan for, hvad der skulle træde i stedet for dette system. Det betød, at hele nationer blev kastet ud i dyb fattigdom og politisk anarki, og i det tomrum, omvæltningen efterlod sig, stortrivedes den økonomiske rovdrift i form af for eksempel globaliseret rufferivirksomhed.

Som det vil fremgå i næste afsnit, er det ”demokratiske” Rusland opstået på baggrund af slyngeløkonomien som en slags Frankensteins monster. Den demokratiseringsproces, Vesten satte i gang, gav næring til de udemokratiske økonomiske kræfter, der styrede landets overgang fra kommunisme til global kapitalisme. Dette fænomen kommer fint til udtryk i de chokerende forbindelser mellem skønhedskonkurrencer, popkoncerter og monetariseringen af den russiske økonomi.

Skønhedsdronninger og konvertible rubler

Privatiseringen i Rusland var den økonomiske udmøntning af Gorbatjovs perestrojka. Privatiseringen blev betragtet som østblokkens adgangsbillet til den gryende globale kapitalisme, men den blev også gjort til den pris, man måtte betale for at komme med i den eksklusive kreds af demokratiske lande. Tilskyndet af vestlige rådgivere som Jeffrey Sachs, IMF og Verdensbanken og støttet af vestlige politikere blev perestrojka inden længe et andet ord for hastige økonomiske forandringer. Økonomiske reformer blev prioriteret højere end politisk forandring. I dag er mange økonomer enige om, at fraværet af ad hoc-lovreguleringer, implementeret af politisk stærke magthavere, udløste en lang række slyngeløkonomiske kræfter. “Grundlæggende kan man sige, at de liberaliserede økonomien uden at oprette de nødvendige institutioner til at kontrollere og styre overgangen til markedsøkonomi”, påpeger Miklos Marshall, som er regionaldirektør for Transparency International (TI) med ansvar for Europa og Centralasien.

I 1987 og 1988 lancerede Mikhail Gorbatjov, med forbillede i den britiske premierminister Margaret Thatcher, et ambitiøst privatiseringsprogram. Den største forhindring var den sovjetiske økonomis ikke-monetære karakter. Officielt var der to valutaer: rubler og beznalichnye. Rubler, som kun var i omløb inden for landets grænser, blev anvendt af befolkningen. Indenlandske handelstransaktioner eller mellem COMECON-landene, dvs. de tidligere østbloklande, blev derimod afregnet i beznalichnye, som var en regnskabsenhed, der kun fandtes på papiret. Der var rigelig med beznalichnye, eftersom valutaen ikke bestod af andet end statslig bemyndigelse til at købe og sælge. Den sovjetiske planøkonomi fungerede ikke på markedsbasis og fulgte ikke markedets spilleregler. Staten fastsatte priserne, fordi staten ejede alle produktionsmidlerne, herunder fabrikker, miner og deslige såvel som selve produkterne. Staten var den eneste arbejdsgiver, og arbejderne, dvs. det russiske folk, ejede til gengæld staten. Ingen behøvede at have rigtige penge i et sådant system, fordi staten både fungerede som køber og sælger.

Kontanter i form af rubler havde imidlertid reel monetær værdi, primært fordi man på det sorte marked kunne veksle rubler til hård valuta og købe alle de produkter og serviceydelser, der ikke blev udbudt på det officielle marked. De kommunistiske økonomier var konstant plaget af varemangel, fordi planlægningen overhovedet ikke formåede at være på højde med markedet eller for den sags skyld blot lodde dets tendenser. Officielt anså det kommunistiske statsstyre det sorte marked for at være ulovligt, men lederne så igennem fingre med det, fordi det udfyldte værdifulde funktioner (og i øvrigt ofte var særdeles indbringende for dem). Det sorte marked og den uofficielle økonomi fungerede således på markedsvilkår, men i dem begge vrimlede det med småforbrydere og korrupte embedsmænd og partimedlemmer.

Beznalichnye kunne ikke konverteres til kontante rubler, da centralbanken ikke ville veksle dem. De kunne derimod veksles på det sorte marked. De var selvsagt langt mindre værd end rubler – den officielle kurs var ti beznalichnye for en rubel.

Allerede i 1987 stod det klart, at de privatiserede selskaber, som ønskede at handle med udlandet, var nødt til at have rubler og ikke havde råd til at bruge det sorte marked som en fast kilde til likviditet. Det krævede også kontanter at etablere effektive, selvfinansierende projekter, hvilket er små private firmaers livsnerve. Selvom statsmagten kunne tildele disse firmaer masser af beznalichnye, var der ikke noget sted, de kunne veksle dem. Det sorte marked var for dyrt, centralbanken havde lavvande i kontantbeholdningen, og det ikkeeksisterende russiske finansministerium kunne ikke udstede statsobligationer med henblik på at rejse penge til konvertering.

Det var på denne baggrund, at Gorbatjov i 1987 tillod KOMSOMOL, den kommunistiske ungdomsafdeling, at konvertere beznalichnye til rubler. Reelt gjorde han derved medlemmerne af ungdomsorganisationen til det russiske finansministerium i håb om, at de ville finde en måde, hvorpå man kunne konvertere disse beznalichnye uden om staten. Videnskabelige aktiviteter, som indbefattede skønhedskonkurrencer og popkoncerter, blev godkendt til konvertering. Disse koncerter og konkurrencer blev hurtigt et led i et mylder af unge russeres snedige planer for, hvordan man kunne tjene store formuer. En af disse driftige unge russere var Mikhail Khodorkovsky, som på daværende tidspunkt var formand for KOMSOMOL-afdelingen på universitetet i Moskva.

I 1987 omdannede Khodorkovsky sin lokale ungdomsafdeling til et Ungdomscenter for Videnskabelig og Teknisk Kreativitet. Centrets hovedformål var at organisere skønhedskonkurrencer og rockkoncerter. Fidusen var ganske simpel. Khodorkovsky modtog betaling i form af beznalichnye fra de folk, der ønskede at deltage i konkurrencerne og koncerterne. Han konverterede derefter disse beznalichnye til rubler eller hård valuta ved at veksle dem hos eksportfirmaer (primært tømmerfirmaer), som lå inde med masser af udenlandsk valuta. Den hårde udenlandske valuta blev brugt til at importere computere fra Vesten, som efterfølgende blev solgt i Rusland for beznalichnye, og Khodorkovsky kunne stikke en 600 % profit til sig.Chrystia Freeland, Sale of the Century; Russia’s Wild Ride from Communism to Capitalism (Crown Publishers, New York 2000), s. 122. Disse beznalichnye blev nu igen konverteret til rubler eller hård valuta ved hjælp af samme fidus. For hver transaktion scorede Khodorkovsky en klækkelig fortjeneste. Han iværksatte hundredvis af sådanne transaktioner på én gang. “Jeg opfandt adskillige finansieringsmetoder, som jeg gjorde udstrakt brug af, og som, når det gik rigtig godt, tillod mig at køre op til 500 videnskabelige forskningsprojekter på samme tid. Der arbejdede 5.000 mennesker på stedet.”David E. Hoffman, The Oligarchs: Wealth and Power in the New Russia (Public Affauirs, New York 2002), s. 113. Hvis det havde været finansministeriet eller centralbanken, der foretog omvekslingen, ville Khodorkovskis profit have skæppet i statskassen. I stedet blev de kimen til hans formue.

Skønhedskonkurrencerne gav den russiske mafia en fantastisk mulighed for at etablere en stærk prostitutionsbranche. “På det tidspunkt vidste alle i Rusland, hvad mafiaen var ude på. Skønhedskonkurrencer var et ideelt sted at rekruttere prostituerede og sexslaver”, beretter en tidligere bankmand, som i overgangsårene arbejdede for Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling. “Pigerne blev ført bag lyset med løfter om en stor filmkarriere og endte i bordeller i Israel, Dubai eller Vesteuropa. Folk som Khodorkovsky serverede simpelthen varen til mafiaen på et sølvfad. Han vidste, at hans skønhedskonkurrencer var de rene kødmarkeder, hvor alfonser og menneskehandlere kunne udse sig deres ofre. Han vidste også, at det, han gjorde, faktisk var lovligt, og at han tjente styrtende summer på det. Betød det noget for ham, hvad der skete med pigerne? Selvfølgelig gjorde det da ikke det. Konkurrencerne var en lukrativ forretning for ham, og han havde hele tiden brug for mange penge til sin næste fidus.”Interview med tidligere russisk bankmand, september 2006. Khodorkovsky skaffede mafiaen gode muligheder, men han var ikke direkte indblandet i prostitutionsgesjæften. Han gik efter noget andet og langt større – Ruslands umådelige energiressourcer.

Det afgørende spørgsmål er, hvorvidt IMF og Verdensbanken, som forestod privatiseringen af de russiske aktiver, havde nogen anelse om, at perestrojka og privatiseringerne de facto havde forvandlet en flok hensynsløse oligarker in spe til det russiske finansministerium, som tillod mafiaen at profitere på nye slyngeløkonomiske brancher såsom prostitution. Hvis de ikke var klar over det, må de siges at have været helt igennem ukvalificerede til at stå for den kommunistiske økonomis overgang til globaliseret kapitalisme. “Alle andre var lige ukvalificerede … det var en helt ny situation … Ydermere var det på det tidspunkt Vestens primære mål at få privatiseret så meget som muligt så hurtigt som muligt for at gøre overgangen irreversibel”, indrømmer Bart Stevens, tidligere kommunikationsdirektør for Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling.Interview med Bart Stevens, september 2006. I 1990 var der cirka 2.000 små, private virksomheder i Rusland – de blev fejlagtigt betegnet som korporativer. Se Amy Chua, World on Fire (Doublkeday, New York 2003), s. 83.

Privatiseringen tog en afgørende drejning i 1992, da Boris Jeltsin proklamerede, at Rusland skulle være et stakeholder-samfund. Nationens værdier skulle deles, som en kage, i tre lige store dele: en tredjedel til staten, som skulle beholde aktiemajoriteten i de nyligt privatiserede selskaber, en tredjedel til udenlandske investorer og en tredjedel til folket. Den 1. oktober 1992 tildelte staten hver borger værdikuponer for 10.000 rubler (omtrent 60 dollars, svarende til en gennemsnitlig månedsløn). Disse kuponer kunne veksles til aktier i tidligere statsejede selskaber. Kuponerne kunne også opspares, sælges og købes. Det var dog de færreste russere, der vidste, hvad de skulle stille op med dem.

Fra 1992 til 1994 blev Rusland ramt af alvorlig økonomisk krise. Hvor en dollar før havde kostet 230 rubler, skulle man nu betale 3.500 rubler for en dollar. Devalueringen kombineret med tocifrede inflationsrater tilintetgjorde folks opsparinger. Over en tredjedel af befolkningen røg ned under fattigdomsgrænsen.Gennemsnitslevealderen for russiske mænd faldt fra 65 i 1987 til 59 i 1993. Selvmordsraten steg med 65 %, kun overgået af Litauen på verdensplan. Ikke overraskende var 1992 det første år, hvor der i FN-statistikken kunne påvises en markant stigning i udbuddet af slaviske prostituerede i Vesteuropa. Folk var desperate. For at kunne forsørge deres familier solgte de alt, hvad de ejede og havde, herunder værdikuponerne. Khodorkovsky og de andre oligarker sikrede sig 90 % af kuponerne ved at opstille boder, hvor folk kunne sælge dem for en brøkdel af det, de reelt var værd. Ifølge en undersøgelse foretaget af den russiske avis Isvestiya i slutningen af 1990’erne havde kun 8 % af russerne vekslet kuponerne til aktier i de virksomheder, de arbejdede for. Oligarkerne brugte kuponerne til at erhverve aktieandele i de netop privatiserede russiske selskaber.

I 1995 var det gået op for russerne, at kapitalismen ikke havde gjort dem rigere, men fattigere. Den officielle statistik over den russiske økonomi vidnede om, at bruttonationalproduktet var faldet med cirka 50 %. Staten var bankerot og kunne ikke udbetale lønninger og pensioner. Folk blev gradvist mere og mere nostalgiske efter det gamle kommunistiske regime, og Jeltsin havde udsigt til at lide nederlag ved det kommende valg i 1996. For at sikre en valgsejr slog præsidenten en handel af med oligarkerne. Staten indvilligede i at bortauktionere sine aktiemajoriteter i de privatiserede statsselskaber mod til gengæld at få lov at låne penge til lønninger og pensioner. Dermed var lån for aktier-planen en realitet, og Jeltsin kunne nu købe sig til en valgsejr. “Her har vi altså en korrupt regering, som har desperat behov for kontanter til at kunne udbetale pensioner osv. og derfor bruger sine aktieposter i de statsejede selskaber som sikkerhedsstillelse for lån i oligarkernes banker. Som forudset kunne staten ikke betale lånene tilbage, og dermed røg aktierne over på oligarkernes hænder. Det hele var igen fuldstændig lovligt.Interview med Miklos Marshall, september 2006. Alle efterfølgende citater fra Miklos Marshall stammer fra dette interview.

Efter Jeltsins genvalg fik oligarkerne deres belønning. Khodorkovsky var for eksempel ene om buddet, da han købte Yukos, Ruslands tredjestørste olieselskab, for omkring 300 millioner dollars, hvilket kun var en brøkdel af dets reelle værdi. Hvor enestående god en handel, det havde været, blev først tydeligt i 2003, da den russiske anklagemyndighed beslaglagde 44 % af Yukos aktiver svarende til 10 milliarder dollars.

Omstrejfende banditter versus stationære banditter

Den nu afdøde amerikanske økonom Mancur Olson beskrev de russiske oligarker og globaliseringens alfonser som ”omstrejfende” banditter. “Omstrejfende banditter tager alt, hvad de overhovedet kan slæbe med sig, fordi de er ligeglade med deres ofre og alligevel bare skal udplyndre nogle andre dagen efter.”Mancur Olson, Power and Prosperity: Outgrowing Communist and Capitalist Dictatorships (Basic Books, New York 20000). Anmeldt af David M. Woodruff i East European Constitunal Review, Winter 2001, Volume 10, n.1, http: //personal.lse.ac.uk/WOODRUFF/_private/…/olson_review.html. Oligarkerne og alfonserne blev de røverbaroner, der tilranede sig Ruslands rigdomme. Førstnævnte stjal aktiver, sidstnævnte stjal kvindekroppe og kvindesjæle. Deres profit blev investeret, ikke i Rusland, men i Vesten. “Privatisering kombineret med åbningen af nye kapitalmarkeder førte ikke til en formuedannelse, men til en udplyndring af aktiverne”, bekræfter Joseph Stieglitz, tidligere cheføkonom for Verdensbanken og forfatter til flere bestsellere om globaliseringsøkonomi.Joseph Stieglitz, “Russian People Paid the Price for Shock Therapy”, New York Times, 22. juni 2002. I 1990’erne “blev Rusland udsat for det største ressourcetyveri, der nogensinde er forekommet i noget enkeltland inden for så kort tid – på ti år blev landet berøvet værdier for mellem 150 og 200 milliarder dollars. Det er et forsigtigt skøn over et tab, som måske andrager helt op til 350 milliarder dollars”, vurderede Raymond Baker, seniorforsker på det Washington-baserede Center for International Policy.Raymond Baker, “The Biggest Loophole in the Free-market System”, Center for Strategic and International Studies and the Massachusetts Institute of Technology, Washington Quarterly, Autumn 1999. Ifølge Baker led Rusland hele vejen op gennem 1990’erne under en alvorlig kapitalflugt på mellem 15 og 25 milliarder dollars om året

Da rublen kollapsede i 1998, og IMF og Verdensbanken arrangerede en redningspakke på 22 milliarder dollars, stod oligarkerne godt placeret til at kanalisere de nye midler til udlandet gennem deres veletablerede netværk. “Den selvsamme dag lånene blev overført, købte oligarkerne, som lå inde med masser af rubler, de havde akkumuleret ved at konvertere beznalichnye, alle dollarsene af centralbanken til en meget favorabel kurs. Staten var kun glad for at kunne sælge dem, fordi den havde hårdt brug for rubler til at udbetale lønninger og pensioner”, forklarer Miklos Marshall fra Transparency International. “I løbet af få timer havde oligarkerne deponeret dollarsene i udenlandske banker i lande med lempelige regnskabsbestemmelser som Cayman-øerne og Cypern. På den måde tjente de en formue med penge, som egentlig skulle have været brugt til at stabilisere rubel-kursen.” Kapitalflugten svækkede den russiske valuta yderligere og hæmmede den økonomiske udvikling.

Oligarkerne orkestrerede den tiltagende udplyndring af Ruslands nationale rigdomme og skabte derigennem optimale betingelser for de russiske alfonser og mafiosoers kvindejagt. Efter krisen i 1998 kunne ngo’erne melde om endnu en markant stigning i udbuddet af slaviske kvinder i den globale sexindustri.

“På det frie russiske marked var der imidlertid ikke noget ulovligt i det, oligarkerne gjorde”, medgiver Miklos Marshall. I det frie markeds perspektiv var deres handlinger helt logiske. “En oligark, som netop havde formået at bruge sin politiske indflydelse til at købe aktiver til en milliardværdi for en slik, ville naturligvis sørge for at trække sine penge ud af landet. At beholde pengene i Rusland ville indebære at investere i et land i dyb økonomisk krise. Dermed ville man ikke blot risikere at få dårlige afkast, men også at aktiverne blev beslaglagt af den næste regering, som uvægerlig, og med rette, ville gøre indsigelser mod privatiseringsprocessens ’illegitimitet’.”Stieglitz, “Russian People Paid the Price”.

Ruslands fejlslagne indtræden i de demokratiske landes eksklusive klub og landets mislykkede forsøg på at skabe økonomisk velstand vil næppe kunne chokere folk, der har studeret de klassiske økonomiske tænkere, som gennemgående advarede politikerne mod faren ved ukontrollerede markeder. For over 200 år siden, i den tidlige fase af Den Industrielle Revolution, skrev Adam Smith i The Wealth of Nations:

Handlende og fabrikanter vil sjældent kunne trives særlig længe under omstændigheder, hvor de ikke kan drage nytte af stabile retsforhold, hvor folk ikke føler sig sikre i deres ejendomsbesiddelse, hvor tilliden til aftaler og kontrakter ikke er garanteret af loven, og hvor statsmagten ikke kan forventes at ville håndhæve kravet om tilbagebetaling af gæld, når skyldneren er i stand til at betale. Kort sagt vil handlende og fabrikanter altså sjældent kunne trives under omstændigheder, hvor  der ikke er en vis grad af tillid til styrets retfærdighed.Adam Smith, The Wealth of Nations, 5. bog, kapitel 3.

Under de nuværende omstændigheder vil mange være tilbøjelige til at mene, at russerne havde det bedre under kommunismen, selv under Stalin, som Olson betegnede som en stationær bandit. “Stationære banditter, som monopoliserer kriminaliteten i et bestemt område, er nødt til at overveje, om overdreven grådighed i dag vil kunne forpurre den fremtidige tilfredsstillelse af grådigheden. De har et incitament til at styre deres lyst for at lade deres ofre have det minimum af fremgang, der er en forudsætning for handel og akkumulation af rigdom. Stationære banditter har således omfattende interesse i velfærden blandt de mennesker, der bor i det territorium, de kontrollerer. De vil endda tilvejebringe velstandsfremmende offentlige goder og frem for alt sørge for den offentlige orden, som reducerer de omstrejfende banditters investerings-modvirkende aktiviteter.”Olson, Power and Prosperity.

I dag er de fleste analytikere enige om, at den russiske præsident Vladimir Putin passer på beskrivelsen af en stationær bandit, som nu søger at fratage oligarkerne deres aktiver. Privatiseringen viste sig kun at være en flygtig overgang i russisk historie. Den førte hverken til demokrati eller økonomisk vækst – den affødte derimod en generation af omstrejfende banditter. 15 år efter Berlinmurens fald er Putin godt på vej til at genskabe Sovjetunionens magt.

På den baggrund melder der sig et ubehageligt spørgsmål: Var det overhovedet rigtigt at afvikle Sovjetunionen inden for globaliseringens nye rammer, når det, vi står tilbage med nu, i virkeligheden blot er en barskere version af det gamle regime? For mange russiske kvinder, som hører til blandt de hårdest ramte ofre for globaliseringseksperimentet efter Den Kolde Krig, vil svaret sikkert være nej. Med slyngeløkonomiens opkomst blev de stort set reduceret til seksuelle handelsvarer.

Sammenligningen mellem Marshall-planen og Berlinmurens fald siger noget om globaliseringsproblemerne i en verden, der er styret af slyngeløkonomi. I den globale økonomi bliver det stadig sværere for politikken at regulere markedet. Tiltag i ét land, herunder politiske forandringer, kan udløse en kædereaktion med altødelæggende globale konsekvenser for adskillige andre lande. Hvem ville have troet, at Sovjetunionen brød sammen uden kamp? Hvem kunne have forudset, at Berlinmurens fald ville give den globale sexindustri et kæmpeløft? Eller at privatiseringen af den russiske økonomi ville blive startskuddet til en udplyndring af landets ressourcer og skabe en hel generation af oligarker?

Folk er i dag lige så uopmærksomme på de indbyrdes slyngeløkonomiske sammenhænge. De folkemasser, der strømmede til Øst- og Vestberlin for at rive Muren ned med de bare næver, var motiveret af ønsket om at bringe en lang og smertelig adskillelse til ende og hele en flænge, som i årtier havde plaget et helt kontinent og martret dets folkesjæl. Men for millioner af østeuropæiske og russiske kvinder var deres værste mareridt først lige begyndt.

Under indtryk af selve øjeblikkets eufori kunne end ikke fremtrædende økonomer forudse, at Muren blot var et symbol. At vælte selve Muren var en tom historisk gestus. Bag den gemte der sig et komplekst, rovgriskt økonomisk system, som var fremelsket og næret af Den Kolde Krigs politiske rigiditet. Denne økonomi havde desperat behov for nye markeder, og der var ingen, end ikke arkitekterne bag destruktionen af det sovjetiske system, der kunne kontrollere den. I det politiske vakuum, der opstod efter Murens fald, kunne slyngeløkonomien forvandle den globalisering, som Reagan-økonomien, thatcherismen og moderniseringen havde udklækket, til en økonomisk mutant.

I begyndelsen af Den Kolde Krig lykkedes det med Marshall-planen at skabe nye og større markeder for de vestlige økonomier ved at kanalisere økonomiske midler ind i en omdannelse af mindre udviklede regioner. Berlinmurens fald i slutningen af Den Kolde Krig havde potentiale til at udvirke det samme, men det mislykkedes, fordi markedet i mellemtiden havde løsrevet sig fra politikken. Markedskræfterne huserede nu som en slyngeløkonomi, der stod på spring til at omforme hele kloden.

Oversat af Morten Visby

Citater:
Før Berlinmurens fald var der stort set ingen prostitution i de kommunistiske lande. Det var ganske vist ikke en ulovlig profession, men typisk marginaliserede statsmagten verdens ældste erhverv. Der var kun ringe efterspørgsel på købesex. Den seksuelle adfærd var ekstremt frisindet, og prævention og abort var lettilgængeligt, så mænd havde ikke så stort behov for at gå til ludere.

Oligarkerne og alfonserne blev de røverbaroner, der tilranede sig Ruslands rigdomme. Førstnævnte stjal aktiver, sidstnævnte stjal kvindekroppe og kvindesjæle. Deres profit blev investeret, ikke i Rusland, men i Vesten.

Privatiseringen i Rusland var den økonomiske udmøntning af Gorbatjovs perestrojka. Privatiseringen blev betragtet som østblokkens adgangsbillet til den gryende globale kapitalisme, men den blev også gjort til den pris, man måtte betale for at komme med i den eksklusive kreds af demokratiske lande. Tilskyndet af vestlige rådgivere som Jeffrey Sachs, IMF og Verdensbanken og støttet af vestlige politikere blev perestrojka inden længe et andet ord for hastige økonomiske forandringer. Økonomiske reformer blev prioriteret højere end politisk forandring. I dag er mange økonomer enige om, at fraværet af ad hoc-lovreguleringer, implementeret af politisk stærke magthavere, udløste en lang række slyngeløkonomiske kræfter.

 

2 thoughts on “I seng med fjenden

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *