15.11.2021
af Andreas Beyer Gregersen & Frederik Kirst Müntzberg
I midten af 1800-tallets København begyndte et bemærkelsesværdigt boligprojekt af filantropisk karakter: Lægeforeningens Boliger. Drivkræfterne bag ønskede ikke blot at tilbyde fattige mennesker i byen billige lejligheder men også at danne dem til at blive bedre og mere aktive borgere. Men samtidig afslørede projektet undervejs store kløfter mellem en over- og underklasse, der ikke altid forstod hinanden lige godt. Turbulens har interviewet Lykke L. Pedersen fra Nationalmuseet for at blive klogere på dette projekt, og hvad det kan lære os om den moderne filantropis idealer og genvordigheder. Ifølge Pedersen, som bl.a. har været med til at udvikle og opbygge et bydelsmuseum i Lægeforeningens Boliger, var filantropi nemlig en afgørende faktor i etableringen af projektet og dets særlige udvikling.
Vil du starte med at fortælle overordnet om, hvilken rolle filantropi og velgørenhed som emner har spillet for din forskning og arbejde på Nationalmuseet?
Det spiller først og fremmest en rolle i forskningsprojektet Det daglige brød, som jeg er i gang med. Jeg er egentlig etnolog, men min indgangsvinkel til dette projekt er også historisk og kildebåret. Jeg blev interesseret i emnet, da jeg fik fat i en erindring, en selvbiografi, som en kvinde skrev om sit liv som fattig i København fra omkring 1850 og frem – og denne udspiller sig mest af alt i Lægeforeningens Boliger, hvor hun bor i mange år med sin familie. Det er ret sjældent med selvbiografier fra kvinder på denne tid og slet ikke kvinder fra denne sociale gruppe, så det blev jeg ret interesseret i. Jeg arbejder til daglig med dét, der hedder Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser (NEU), hvor folk skriver om en lang række emner ud fra deres egne livserfaringer. Dette har ført til et righoldigt arkiv, som jeg bestyrer, med over 50.000 erindringer og ca. 58.000 dagbøger. I den forbindelse er jeg blandt andet blevet mere opmærksom på kulturelle forskelle, og at man taler og skriver fra forskellige positioner. Derfor er det væsentligt at analysere, hvad det er for nogle stemmer, der kommer i spil. Som etnolog er jeg særligt interesseret i dagliglivets mikroliv samt de materielle genstande, der indgår heri, og hvad det siger om samfundet. En enkelt genstand kan have tusinde forskellige betydninger og relationer ud i verden som f.eks. en del et individs eller en families forbrug men også som del af et større økonomisk system.
I forbindelse med projektet “Det daglige brød. En etnologisk undersøgelse af filantropi, fattigdomskultur og mikroøkonomi 1853-1920” har du undersøgt filantropiens rolle i oprettelsen af Lægeforeningens Boliger i København. Hvad var dette specifikt for en slags filantropi?
I forbindelse med førnævnte erindring blev jeg også interesseret i de filantroper, ‘handlingens mænd’ og for nogles vedkommende også kvinder, som drev disse projekter – og samtidig mødet mellem donor og modtager. Jeg begyndte derfor at kigge på, hvad disse filantroper både skrev og gjorde. En vinkel på alt dette er, at det ofte er svært for økonomer at begribe en filantropisk relation.
Princippet i al filantropi er, at den ideelt set gives uden hensyn til egen fordel, men i 1800-tallets borgerlige filantropiske initiativer blev vægten lagt på opdragelse til selvforsørgelse inden for det liberale samfunds grundidealer, således at de fattige på lang sigt ikke blot skulle hjælpe sig selv, men hele samfundet, gennem deltagelse i forebyggende og langsigtede initiativer.
I den økonomiske fagtradition er der ofte tendens til at tænke ud fra begrebet ‘the economic man’; at man kun gør noget med henblik på sit eget bedste. Samtidig passer filantropi heller ikke rigtig til idéen om udveksling og den ligevægt, som tænkes at indeholde i økonomisk relation. Den antropologiske fagtradition og særligt dens fokus på gavegivning som en kulturel udveksling mellem individer og grupper finder jeg til gengæld mere relevant. Nu er det især 1800-tallets filantropi, som jeg er interesseret i, hvor der går historiske rødder tilbage til en kristen tradition omkring barmhjertighed og næstekærlighed, men i 1800-tallet sker der samtidig samfundsmæssige forandringer med bl.a. Junigrundloven, hvor individets frihedsrettigheder fremsættes på ny, og hvor økonomien også liberaliseres med især afskaffelsen af lavene. De sociale netværk, som fandtes før, var der dermed ikke mere. Filantropien blev en socialliberal måde at løse fattigdomsproblemer på i modsætning til på den ene side de socialistiske ideer om fællesskab og statsstyring, og på den anden side de liberale og konservative ideer om markedet som regulerende instans, suppleret af den frivillige godgørenhed.
Denne udvikling giver grobund for den foreningsdrevede filantropi, hvor man blandt andet forsøger at hjælpe arbejderklassen og de fattige generelt. Der fandt en stor koleraepidemi sted i 1853, der synliggjorde, hvor forfærdelige de sundhedsmæssige forhold i København var på det tidspunkt. 4.737 døde af kolera, mens over 7.219 blev ramt alene i København ud af en befolkning på 130.000 indbyggere. Myndighederne udflyttede derfor fattige fra den indre by og oprettede teltlejre uden for byen. Det var i én af de teltlejre, at man fik en idé om at gøre et sådant arrangement med at sprede befolkningen mere permanent, hvilket førte til etableringen af Lægeforeningens Boliger. Lægen Emil Hornemann var i høj grad en drivende kraft i dette projekt. Det går vanvittigt hurtigt efter, at lægerne er begyndt med at samle penge ind til formålet, for efter et halvt år er de allerede gået i gang med at bygge boligerne. Hornemann var hygiejnebevægelsens hovedeksponent i Danmark. Et af hans familiemedlemmer var arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøll, mens et andet var Edvard Collin, der var både departmentschef og jurist samt senere regnskabsfører i Lægeforeningens Boliger. Disse tre personer var alle drivende kræfter i projektet, og foreningen får skabt en bebyggelse med otte boligblokke i løbet af nogle år, hvor bl.a. folk fra teltlejrene begynder at flytte ind.
Det var et filantropisk projekt i den forstand, at det var en håndsrækning tiltænkt ubemidlede mennesker, som hovedsageligt kom fra indre by i København. Men der var samtidig en bundgrænse, idet lejerne samtidig skulle kunne betale huslejen; man ville ikke have de allerfattigste. Dette hænger sammen med idéen om ‘hjælp-til-selvhjælp’, som var helt centralt for filantropien i denne periode. Der var tale om meget små lejligheder, men alligevel var der en differentiering, idet der både var familieboliger med 25 kvadratmeter og køkken, mens andre bare var etværelses lejligheder med kogenicher. Derudover havde man små haver ude foran lejlighederne, fælles vaskehuse og fælles brønde. På denne tid havde man en idé om, at det var dunster og forrådnelse der steg op fra jorden, som fik kolera til at smitte – og derfor byggede man, så der var både lys og luft mellem boligerne, lige som drikkevandet skulle være rent. Det viste sig så senere at være godt af andre årsager, men da man finder mere ud af, hvordan kolerabakterier faktisk smitter, begynder man i stedet at opføre de tætte brokvarterer, fordi det blev tænkt, at det ikke var så vigtigt alligevel med lys og luft mellem boligerne.
Du nævnte tidligere, at 1800-tallets filantropi havde forbindelse til en kristen tankegang om barmhjertighed. Var liberale filantroper som Emil Hornemann også drevet af den tankegang?
Det var han, men han var samtidig en af pionererne bag den praktiske hygiejne og tog rundt i Europa for at studere dette i bl.a. Frankrig og England. Det var især en engelsk disciplin på grund af de store industribyer i landet, som gjorde folk opmærksomme på vigtigheden af hygiejne. Hornemann var kristen med et humanistisk livssyn, og han satte sig selv på spil ved f.eks. at tage på hjemmebesøg hos folk under koleraepidemien. Han holdt også en del foredrag for fattige og skrev flere ‘opbyggelige’ pamfletter, som var præget af et både kristent og humanistisk livssyn.
Samtidig har du været med til at oprette, og siden 1995 været formand og projektleder for et bydelsmuseum i Brumleby, som boligområdet hedder i dag. Fortæller dette lille museum også noget om filantropien i 1800-tallets København?
Første byggefase efter 1853 handler om at bygge boligblokke, hvilket som tidligere nævnt især kan beskrives som et medicinsk-hygiejnisk projekt. Men ret hurtigt begyndte det også at handle om, at man ville opdrage indbyggerne på forskellige måder; bebyggelsen bliver simpelthen til et konglomerat af forskellige filantropiske eksperimenter. Efter 1864 begynder endnu en byggefase, idet der efter tabet af Sønderjylland strømmede fordrevne folk til København. Derefter begyndte man at lægge endnu mere vægt på at have en selvhjælpende og demokratisk dannet befolkning. Nye mennesker kommer også ind i projektet såsom læge F.F. Ulrik, der senere bliver formand i Lægeforeningens Boliger efter Hornemann. Han var særligt optaget af idéen om hjælp-til-selvhjælp og særligt, at de fattige som forbrugere skulle lære at holde hus og have styr på egne ressourcer.
Selve bydelsmuseet er lagt i en bygning for ét af disse filantropiske eksperimenter, nemlig brugsforeningen. Husholdningsforeningerne, som man kaldte dem dengang, handlede lige præcis om at holde hus med det, som man havde. Dette var især henvendt til kvinderne men også til mændene i den forstand, at de som gode familieforsørgere skulle komme hjem med ugelønnen. Det var dog karakteristik for denne type familier, at det faktisk var hele familien, der var ude og arbejde. Kvinderne skulle så forvalte disse penge til et hyggeligt hjem og grobund for gode børn, der vokser op til at blive gode demokratiske borgere. Så der blev altså dannet en tæt forbindelse mellem forbrug og demokratiopfattelse. Samtidig ville man gerne have fattige til at deltage aktivt i brugsforeningen som foreningsmedlemmer og derigennem lære om demokrati, og hvad det f.eks. ville sige at være mødeleder, referent og bogholder samt at tage ordet i en forsamling m.v. Igennem det små skulle de lære at deltage i det store samfundsliv. Som en del af brugsforeningens lokaler lå der samtidig et bibliotek, da det blev anset som ret vigtigt til også at danne og oplyse arbejderbefolkningen. Vores bydelsmuseum, hvor man kan se alt dette, er dermed et monument for den hjælp-til-selvhjælp tankegang, som er gennemgående for disse projekter.
I hvor høj grad vil du sige, at det efter de to tidligere nævnte byggefaser i projektet faktisk lykkedes at danne beboerne ved eksempelvis at gøre dem til aktive foreningsmedlemmer?
Overordnet set lykkedes det ret godt. Boligerne var attraktive, da de fleste var lykkelige over at komme væk fra indre bys overfyldte boliger, hvor man boede mange flere sammen og delte køkkener i et værre svineri. Så på den måde var det fantastisk for mange at komme ud og få en bolig for sig selv med en lille have og grønne omgivelser. Langt hen ad vejen delte man interesser – der var f.eks. ikke nogen, der havde interesse i at bo i en bolig med rotter, og alle ville gerne kunne købe billige dagligvarer gennem deres brugsforening. Filantroperne kendte også indgående de fattiges hverdag, da præster og læger i embedes medfør kom i deres hjem. Men forfatteren Martin Andersen Nexø boede eksempelvis også i boligerne, og han udtrykker samtidig kritik af det filantropiske projekt i forhold til de magtforhold, som var til stede. Filantroperne handlede jo inden for rammerne af det bestående, så et af deres formål var også at modvirke tendenser til oprør og i sidste ende revolution, som man havde set andre steder i Europa. De ville gerne undgå det socialistiske uvæsen og ændringer i magtrelationerne. På den måde kom det også i konflikt med den socialistiske bevægelse, og fordi folk delte fælles kår i Lægeforeningens Boliger blev området den største socialdemokratiske ‘koloni’ på Østerbro.
I den forbindelse var Socialdemokratiet og socialisterne i begyndelsen modstandere af husholdningsforeningerne, fordi man mente, at kampen ikke skulle handle om at få husholdningsøkonomien til at slå til men om faktisk at få højere løn – at ændre magtforholdene i samfundet. Det er først langt senere, at man fra den side begynder at omfavne brugsforeningsbevægelsen. Socialisterne havde højere mål om en helt anderledes form for samfund.
Som filantrop fra det bedre borgerskab har man sikkert haft mange forestillinger om, men knap så mange erfaringer med, hvad fattige og trængende egentlig var for nogle folk. Kan man sige, at filantropernes forestillinger tit stødte sammen med virkeligheden på den tid?
Som jeg sagde før, mødtes de jo fysisk i kraft af, at en del af filantroperne kom i de fattiges hjem. Men de ville stadig forandre andres liv på baggrund af egne forudsætninger. I den forstand var det temmelig etnocentrisk, idet filantroperne forestillede sig, at arbejderklassefamilierne ville leve en biedermeier-tilværelse, hvor de sad derhjemme i lampens skær med ro og harmoni. Jeg vil vove den påstand, at de ikke havde det fulde indblik i, hvordan disse familier faktisk levede. De havde i hvert fald ikke blik for, at ikke kun manden men alle i disse familier arbejdede og på alle mulige måder. Det var et kæmpe arbejde for hele familien at få indkomsten halet ind. Deres indkomst var baseret på et kludetæppe af forskellige typer af arbejde og indsamling af ressourcer såsom fx kul, der var faldet af en vogn, planter plukket i Fælledparken eller fisk fanget nede i havnen. Nogle af dem var samtidig fiskehandlere og havde familie oppe langs kysten, som hjalp dem med at sælge fisk inde i København. Især kvindernes arbejde faldt under radaren, fordi man med et borgerligt perspektiv simpelthen ikke havde blik for, at de faktisk arbejdede. Dette førte blandt andet til en løbende konflikt om, at man måtte ikke handle eller drive erhverv inden for Lægeforeningens Boligers område. Det skulle være et rent boligområde, hvilket var fuldkomment urealistisk, fordi familierne var nødt til at bruge deres boliger til arbejdslokaler og værksteder.
Skabte foreningslivet så en fælles platform, hvor over- og underklassen kunne møde hinanden?
Ja, det vil jeg sige. Brugsforeningen er især et mødested, og filantroperne skriver også om deres ‘feltarbejde’ med denne forening som et eksperimentarium – om iagttagelser af, hvordan folk f.eks. skraber med fødderne, når de vil tage ordet, og at mange sidder i noget trist og slidt tøj. Men samtidig bemærker de også den store interesse for brugsforeningen, og at der især er en del kvinder blandt stifterne. Det var et særligt demokratisk princip i foreningen, at både mænd og kvinder havde en stemme og var lige som medlemmer. Blandt denne samfundsgruppe faldt mænd oftere fra, bl.a. også fordi de rent bogstaveligt døde tidligt af arbejdsulykker eller sygdom. Det var et hårdt liv, hvor kvinderne tit stod tilbage med mange børn og lave lønninger. Men dermed blev de også ret betydningsfulde ved blandt andet at netværke særligt gennem familie og slægt, hvor de udvekslede tjenester og ressourcer. Gennem brugsforeningen kunne man både få billige dagligvarer og samtidig låne bøger gennem det førnævnte bibliotek til ‘oplysningens fremme’, hvilket var voldsomt populært blandt kvinderne.
Ret hurtigt får medlemmerne smidt filantroperne ud og overtager dermed selv styringen af brugsforeningen – idéen om selvbevidsthed og hjælp-til-selvhjælp overgår således, hvad filantroperne havde tænkt sig i første omgang. En anden måde, hvorpå man i Lægeforeningens Boliger også symbolsk lagde afstand til og kritiserede filantroperne, var gennem humor. Der var blandt andet smædesange om kvaliteten af gratis suppe og om hattedamer, som kom hjem til folk og ikke virkede til at have forstand på noget som helst. Dette viser tydeligt, at der blev ved med at være en bevidsthed om klasse- og kulturforskelle.
Derudover er du i gang med et bogprojekt om filantropi i 1800-tallets København på baggrund af dine undersøgelser. Hvorfor er 1800-tallets København så interessant at undersøge i dag?
Som sagt var det ikke bare et hjælp-til-selvhjælp projekt men i høj grad også et demokratiprojekt. Det var samtidig en tid før velfærdsstaten og i et mere åbenlyst klassesamfund med store hierarkier. Det sidstnævnte findes i en vis forstand stadigvæk i dag, og vores nutidige tilværelse er også fyldt med alle mulige velmenende råd til, hvordan folk bør gå til alt fra at spise sundt og overholde corona-retningslinjer til at blive demokratiske borgere. Med disse historiske paralleller in mente kan man godt stille sig forholdsvis kritisk over sådanne forsøg på at ændre folk – i hvert fald er det vigtigt at have en forståelse for, hvorfor andre gør, som de gør. Lige nu står vi f.eks. med en situation i Afghanistan, hvor vi ikke rigtig kan forstå, hvorfor de ikke har taget imod den ‘gave’ omkring demokrati, som vi i vesten har forsøgt at give dem gennem de sidste par årtier. Antropologisk forskning peger på, at der altid er et magtforhold på spil i al gavegivning – og det gælder på sin vis også for filantropien, hvor man kan sige, at der altid forventes en ‘modgave’ retur. I Lægeforeningens Boliger handlede det også om at få fredelige og demokratiske borgere ud af det. En del af modgaven kan selvfølgelig også være, at giveren kan føle sig god og overlegen. Som det blev særligt tydeligt, når f.eks. Kronprinsessen kom på besøg i Lægeforeningens Boliger og delte fastelavnsboller ud til de fattige børn, men også i det løbende projekt med at overvåge beboerne både medicinsk og moralsk, er filantropi dengang som nu også en magtrelation, der hele tiden opretholdes, udtrykkes og kommunikeres.
