1. december, 2021
Er den form for kritisk undersøgelse, som denne bog rummer, ikke udtryk for en distanceret ligegyldighed over for de mennesker, der faktisk mener at have brug for det sociale arbejde og dets teknikker? Og er der ikke tale om en slet skjult hån mod de mange socialarbejdere, der dagligt arbejder hårdt og med de bedste intentioner for at hjælpe andre mennesker? Dette er bestemt ikke intentionen. Ambitionen i den forskningstradition, som denne bog indskriver sig i, er at foretage kritiske analyser af, hvad der gør bestemte styringsstrategier mulige på bestemte tidspunkter. Det styrende spørgsmål for denne genealogi har været, hvad der gjorde det sociale arbejde muligt, og hvordan dets transformationer sidenhen er forløbet. Hvilke problematikker, behov og spørgsmål var det sociale arbejde et svar på? Genealogien har bidraget til at afdække, hvordan en række specifikke styringsproblemer har krævet, at det sociale arbejde blev transformeret – og fortsat transformeres. Selvom beskrivelserne af det sociale arbejdes uafsluttelige problemer og evigt skiftende ‘sandheder’ til tider kan antage et ironisk islæt, er målet ikke at pege fingre af fagets udøvere. Forhåbningen er snarere, at genealogien kan bidrage til at åbne nye muligheder for refleksion, aktivitet og kritisk spørgen til en central praksis i vores moderne velfærdssamfund.
Det sociale arbejde er et yderst relevant studieobjekt, såfremt man ønsker at afdække de dominerende forestillinger om, hvad samfundet og dets medlemmer er for nogle størrelser. Socialt arbejde fremviser forestillinger om normalitet og afvigelse, hvad der kræves af et kompetent samfundsmedlem, samt hvordan relationen mellem stat og borger bør se ud. Det sociale arbejde kan betragtes som en styringsstrategi, der gennem sine utallige problematiseringer af menneskers adfærd fremviser de gældende normer for, hvad det vil sige at være et frit menneske. Beskrivelsen af de historiske transformationer i det sociale arbejde udgør således samtidig en beskrivelse af kampene mellem skiftende styringsstrategier, der søger at skabe et samfund bestående af frie individer. Siden sidste halvdel af 1800- tallet har det sociale arbejdes grundproblem været at integrere mennesket i samfundet. Men forestillingerne om, hvad mennesket er, og hvad samfundet er, har varieret betydeligt gennem historien. Der er her tale om grundlæggende filosofiske temaer, men genealogien viser, at de i høj grad formuleres og udleves af praktikere i relation til praktiske styringsproblemer. Det er netop ved at tage udgangspunkt i sådanne konkrete styringsproblemer, at analyserne har kunnet afdække brud og kontinuiteter i det, man kunne kalde forskellige former for humanisme og statstænkning.
Jeg forudser følgende indvending: ‘Denne undersøgelse handler ikke kun om det sociale arbejde, men beskriver også socialpolitik, filantropi, befolkningsregulering, fattigpolitik og arbejdsmarkedspolitik.’ Ja, det er korrekt. Men den genealogiske analyse søger netop at vise, hvordan det, der i dag fremstår som naturlige enheder, er sammensat af forskellige historiske elementer. Genealogien ønsker at vise, at der bagved historiens fænomener ikke gemmer sig nogen anden hemmelighed, end at “de er uden essens, eller, at deres essens blev konstrueret stykke for stykke, ud fra figurer, som var fremmede for denne” (Foucault 1983: 87). Nutidens sociale arbejde kan således betragtes som et produkt af kontinuære og diskontinuære processer, og det har været denne undersøgelses mål at efterspore nogle af disse processer og fremvise dem for læseren.
Hverken hos Foucault selv eller hos hans efterfølgere har der været tradition for at afslutte en genealogisk analyse med at eksplicitere spørgsmålet om kontinuitet og diskontinuitet – og herunder udpege, hvilke historiske elementer der videreføres og reaktiveres i de nutidige praksisser. Dette skal imidlertid forsøges ved hjælp af en samlet model over genealogiens forskellige løbebaner. Men først er det dog nødvendigt med en præcisering: Den følgende model fremlæser udelukkende kontinuiteter i form af bestemte diskursive figurer og styringspraksisser, der videreføres gennem historien. Hermed nedtones de brud og udgrænsninger, som analyserne også har beskrevet. Det må fastholdes, at den aktuelle orden både fremviser kontinuitet og diskontinuitet med fortidens praksisser. Med disse forbehold in mente kan nedenstående model over det sociale arbejdes genealogi opstilles.
Modellen er et forsøg på en skematisk fremstilling af bogens genealogiske undersøgelser. De forskellige dele af modellen kan beskrives således (Åkerstrøm Andersen 1999: 59): Cirklerne betegner diskursive strategier og institutionelle praktikker, mens linjerne indikerer slægtskabslinjer. Bogstaverne indikerer diskursive eller institutionelle elementer. For at der kan hævdes at eksistere et slægtskab, kræves det, at mindst ét af de historiske elementer videreføres. At det således ikke er den historiske praksis som helhed, der videreføres, men typisk kun enkelte elementer fra den, er markeret med de bogstaver, der optræder i cirklen for nutidens sociale arbejde. Det skal igen understreges, at valget af diskursive strategier, institutionelle praktikker og slægtskabslinjer skyldes undersøgelsens ønske om at problematisere det sociale arbejdes filantropiske dimension. Andre genealogier over det sociale arbejde er således mulige – og dog vil flere af de tråde, der er blevet forfulgt i denne undersøgelse, næppe kunne udelades.
Genealogiens vigtigste kontinuiteter kan kort sammenfattes således: Fra 1700-tallets befolkningspolitik videreføres en bekymring for opretholdelsen af borgernes liv – ikke mindst i form af et ønske om at undgå tab af produktions- og prokreationsressourcer. Der formuleres en ‘bio-politik’ (Foucault 1994: 147), der har til formål at sikre menneskelivet og en optimal udnyttelse heraf ved at regulere befolkningsprocesserne. Gennem 1800- og 1900-tallet udvikles stadig finere redskaber til at producere viden om disse processer: statistikker over befolkningstilvækst, dødelighed, sygdom, arbejdsløshed, registrering af risikogrupper, socialbegivenheder, misbrug osv. Det sociale arbejde indskriver sig fortsat i et bio-politisk regime, der drejer sig om i detaljen at sikre menneskelivet som produktionsressource.
Fra 1700-tallets almissegerning og senere det filantropiske arbejde viderefører og reaktiverer det sociale arbejde en bestemt iagttagelsesmåde. Her repræsenterer den barmhjertige giver den privilegeredes humanitet, mens den ydmyge modtager repræsenterer den fattiges iboende godhed. Hjælpegerningen anskues således som en handling, der vækker den iboende humanitet i såvel giver som modtager. Og i den filantropiske fattigundersøgelse grundlægges hjælpegerningens mediator-rolle, dvs. opgaven med at fremstille den fattiges grundlæggende menneskelighed over for resten af samfundsmedlemmerne.
Fra de tidlige sociallove (dvs. lovreformerne sidst i 1800-tallet) arver det sociale arbejde et begreb om klienten som på én gang rettighedssubjekt og forpligtet levende, arbejdende subjekt. Lovene tildeler den rettighedsnydende borger en række moralske forpligtelser, som den enkelte må opfylde for at fastholde sine rettigheder. Der etableres en strategi om at justere magtudøvelsen (rådgivning fra ‘det frivillige fattigvæsen’ eller formynderisk tvang i offentlige fattighuse) i forhold til den hjælpsøgendes vilje: Er han viljesbærende, delvist fordærvet, eller fortabt? Den strategiske graduering af magtudøvelsen efter tilstedeværelsen af vilje bliver en afgørende strategi i det moderne sociale arbejde.
Fra velfærdsplanlægningen i 1960’erne og 1970’erne videreføres en række elementer, som fortsat præger dagens sociale arbejde (selvom de fleste af dem er under pres): Klienten gøres til genstand for objektiv problembestemmelse, og professionelle eksperter tildeles autoritet til at definere mål for velfærd. Diverse sociale forhold og begivenheder fremstilles som objektive fakta frem for som subjektive oplevelser: ‘socialbegivenheder’, ‘funktionsdygtighed’, ‘belastningsfaktorer’ mv. Og der etableres en positiv korrelation mellem økonomisk vækst og sikring af sociale minimumsstandarder.
Endelig synes nutidens sociale arbejde at reaktivere og genfremstille centrale elementer fra 1970’ernes kritiske sociale arbejde. Begge perioder præges af en ‘anti-ekspertise’ og en bekymring for statslig undertrykkelse af individuelle og kollektive energier. Og i begge perioder hævdes lokale fællesskaber at være i stand til at udstyre individet med den identitet, som det statslige ekspertapparat undertrykker. De aktuelle begreber om at gå til klienten som menneske med ikke-teoretiserende ligeværdighed og den stærke tiltro til de lokale fællesskabers identitetsskabende funktion synes således at have visse kontinuiteter til 1970’ernes kritiske sociale arbejde.
Desuden er der i figuren indsat to gennemgående kontinuiteter, nemlig arbejdsforanstaltninger og skellet værdige/uværdige. Igennem hele den behandlede periode har målsætningen været at sætte de hjælpsøgende i arbejde, selvom begrundelserne herfor har varieret: Arbejdet danner mennesket og er Guds bestemmelse, arbejde bidrager til at sikre den fælles velfærd, og arbejde er vejen til identitet og selvrealisering. Tilsvarende er skellet værdige/uværdige trængende blevet aktiveret på forskellige måder i hele perioden. Spørgsmålet om værdighed/uværdighed – og senere berettiget/ikke-berettiget – er blevet forbundet med begreber om henholdsvis skyld, moralitet, vilje og evne. I hele perioden har den gennemgående strategi været at minimere antallet af mennesker, som forsørges af det offentlige.
Filantropien og det moralske fællesskab
At der aktuelt sker en genopdagelse eller reaktivering af filantropiske principper i det sociale arbejde, er en hovedpåstand i denne bog. Det afgørende for denne påstand er ikke, hvorvidt der er sket en kvantitativ forøgelse af kirkelige sociale institutioner eller af antallet af frivillige medarbejdere. Påstanden om ‘filantropiens genkomst’ drejer sig snarere om, at der kan iagttages en generel transformation i det sociale arbejdes vidensformer. En transformation, der viser sig ved, at filantropiske principper vinder udbredelse over en bred front af aktiviteter og institutioner – offentlige såvel som frivillige. På denne baggrund påkalder 1800-tallets filantropi sig naturligvis en særlig interesse. Hvad kendetegnede denne historiske praksis?
For det første er det filantropien, der for alvor opdager viljen som det centrale styringsobjekt. Filantropisterne betragter ikke længere de fattiges elendighed og fremmedhed som uovervindelig. Under overfladen af afhængighed, apati og håbløshed antager de, at der gemmer sig en række iboende karaktertræk, som man kan tale til og vække: ansvarlighed, viljestyrke og selvstændighedstrang. Der er tale om en dobbeltsidet iagttagelse af den fattige. På den ene side fremhæver filantropisterne, at man skal møde mennesket, ‘som det er’. På den anden side kikkes der altid efter bestemte, iboende egenskaber hos den enkelte. Egenskaber, som filantropisten skal fremvise både over for samfundets velstillede, over for den fattige og over for sig selv. Det sociale arbejdes dobbeltiagttagelse af klienten var hermed født.
For det andet arbejder filantropien for at skabe et moralsk forpligtende fællesskab. Filantropien ville hverken løse fattigspørgsmålet gennem kollektivisering (som socialisterne krævede) eller overlade det til markedskræfterne og den frivillige godgørenhed (som foreslået af liberalister og konservative). Vi skal skabe et moralsk fællesskab, der hverken styres af staten eller markedet! Man måtte især arbejde med at styrke de fattiges erkendelse af deres forpligtelser over for samfundsfællesskabet. Filantropisterne definerede fattigdommen som åndelig – dvs. hævdede, at den måtte bekæmpes med ‘åndelig dannelse’ frem for med materiel bistand eller tildeling af rettigheder.
For det tredje foretager filantropisterne en sortering af de fattige efter tilstedeværelsen af vilje. Viljen kom på én gang til at optræde som indsatsens endemål og som dens afgrænsningskriterium: Hjælpen skulle rettes mod dem, ‘der står til at rejse’, og ikke ‘de fortabte’. Filantropisterne vurderede viljen ved at skue tilbage i den trængendes fortid: Havde han gjort tilstrækkeligt for at undgå at komme i nød? Søgt arbejde i tilstrækkeligt omfang? Søgt bistand hos familien? Og de indgik forskellige former for aftaler med de fattige, bl.a. i relation til husholdning, sædelighed og børneopdragelse. Opfyldte den hjælpsøgende ikke disse forpligtelser, kunne han betragtes som ‘uden vilje’, og man kunne fratage ham retten til hjælp. Der er således tale om et forpligtende fællesskab, hvor den enkelte borger kun opretholder ret til bistand ved at udøve en række konkrete forpligtelser.
For det fjerde formulerer filantropien princippet om hjælp til selvhjælp. Filantropisk socialt arbejde drejede sig ikke blot om at tvinge en række pligter og normer ned over den fattige. I forsøget på at skabe et levedygtigt fællesskab stod filantropisterne nemlig over for et afgørende (selvformuleret) styringsproblem: Et dynamisk og velstående samfund kan kun sikres ved, at den enkelte realiserer sig selv og sine potentialer! Ved at formulere dette dilemma indskrev filantropisterne sig i en social liberal styringsdiskurs, og strategien om, at enhver bistand skal ydes som hjælp til selvhjælp, kan netop betragtes som et forsøg på at navigere sig ud af denne problematik. Man måtte hverken tvinge eller passivisere de fattige, men lære dem principper og selvbearbejdningsteknikker, som de aktivt kunne anvende
i deres livsførelse.
Sammenfattende kan vi sige, at filantropisten får fire funktioner, som videreføres af den moderne socialarbejder. Filantropisten skal:
– Anskue den enkelte fattige som unik, men samtidig eftersøge
hans universelle menneskelighed (‘møde mennesket, som det er’)
– Opløfte de fattige gennem moralsk dannelse (‘fattigdommen er
åndelig’)
– Sortere de hjælpsøgende efter indikationer på vilje (‘rejse dem,
der kan rejses’)
– Finde tekniske løsninger på det liberale styringsproblem: Hvordan
styre således, at den enkelte realiserer sig selv inden for rammerne
af et forpligtende fællesskab? (‘yde hjælp til selvhjælp’)
Det afgørende er, at 1800-tallets filantropiske arbejde frem for alt drejede sig om moralsk dannelse. Målet var at installere en række moralske forpligtelser i de fattige – forpligtelser over for hans familie, over for arbejdsgiveren, over for ligestillede og over for samfundet som helhed. Opgaven bestod i at vække deres potentiale for at udøve en ansvarlig, uafhængig og driftig livsførelse. Skematisk kan vi sige, at den fattiges iboende kim til fordærvelse udskiftes med en iboende, men ofte urealiseret ansvarlighed. Fra at skulle forsage den indre syndighed bliver opgaven at realisere den indre ansvarlighed og selvstændighedstrang.
Filantropien bryder med 1700-tallets paternalistiske fattigpolitik, idet den søger at skabe et grundlæggende anderledes subjekt ud af den fattige. Budskabet til de fattige er ikke længere: ‘Kend din plads!’ Det handler derimod om at skabe autonome individer, der kan gå ud og agere på et ‘frit’ arbejdsmarked og i det civile samfunds foreninger. Således er det ikke så meget filosofisk-humanistiske argumenter, der fører til opgøret med den tvangsbaserede fattigpleje og afskaffelse af de gamle forsørgelsesformer. Det er snarere praktiske problemer med, hvordan man skaber et selvansvarligt individ på et kapitalistisk arbejdsmarked. Med fremvæksten af den liberale stat (og en befolkning, der var ‘frisat’ til at sælge sig selv som arbejdskraft) bliver det afgørende, at arbejderen er tilregnelig og rationel. Målet var bl.a. at skabe et individ, der kunne indgå kontrakter; et subjekt, som man kunne holde ansvarlig, for hvem han er. Hvis kontrakter skal fungere, er det jo nødvendigt, at der hos borgerne eksisterer normer, som støtter op om kontrakterne – ‘det ikke-kontraktlige grundlag for kontrakten’, som Durkheim (2000) formulerede det i 1893. Målsætningen om at skabe et individ, der altid er den samme – et subjekt, ‘der altid er identisk med sig selv’ (som Foucault ville have sagt) – har lige siden været en hovedopgave for det sociale arbejde, og den synes i dag at være vigtigere end nogensinde.
Filantropiens genkomst
I det foregående er det beskrevet, hvordan nutidens sociale arbejde viderefører en række historiske elementer. Genealogiens udgangspunkt er imidlertid, at der aldrig vil være tale om en ‘ren’ gentagelse – det drejer sig ikke om at bevise, at fortiden stadig lever videre i nutiden i uforandret form. I stedet må man undersøge, hvordan historiske elementer reaktiveres, dvs. forbindes og transformeres i en nutidig praksis og hermed får nye strategiske funktioner. Fx må det undersøges nærmere, hvordan distinktioner som ansvarlig/uansvarlig, vilje/ikke-vilje eller fri/ufri genindskrives i det sociale arbejdes forskellige praksisser.
En væsentlig effekt af det sociale arbejdes transformation er, at klienten i stigende grad fremstilles som et moralsk forpligtet subjekt. Det er netop dette, som adskiller den filantropiske dimension fra det sociale arbejdes øvrige to dimensioner: den juridiske og den psykiatriske (jf. bogens indledning). Den filantropiske dimension anskuer hverken klienten som rettighedssubjekt, der oppebærer rettigheder alene i kraft af sit samfundsmedlemskab, eller som et psykiatriskpsykologisk subjekt, der er ramt af en diagnosticérbar lidelse. Klienten fremstilles derimod som et moralsk subjekt i et forpligtende fællesskab. Den filantropiske dimension fremhæver de forpligtelser, den enkelte har over for fællesskabet, bl.a. ved at understrege, at rettigheder følges af forpligtelser. I dag drejer disse forpligtelser sig ikke blot om, at klienten må arbejde til gengæld for understøttelse, men kan også udstrække sig til at omfatte klientens selvrealisering og udvikling af autonomi. Der er tale om et slags dobbeltsidet krav til klienten: På den ene side fremhæves bestemte moralske forpligtelser, som knytter den enkelte til fællesskabet, og på den anden side kræves, at individet realiserer sin autonomi inden for rammerne af dette fællesskab. Styringsproblemet består nu i, at klientens udøvelse af ‘moralsk rigtige’ handlinger skal være et produkt af autonome og selvbevidste valg. Dette problem søges bl.a. løst ved at tilskrive individet socialitet. Ved at betone, at klientens essentielle subjektivitet kun kan realiseres i det sociale, bliver det legitimt og påkrævet at arbejde for at fremelske de kvaliteter, der kræves for at deltage i kollektivet af selvansvarlige og kompetente borgere. Når klienten undlader at realisere sig selv som kompetent deltager i samfundsfællesskabet, er det egentlige problem ikke så meget, at han svigter fællesskabet. Problemet er i virkeligheden snarere, at han svigter sig selv.
Konstruktionen af individet som grundlæggende socialt muliggør en antagelse om, at når klientens relation til fællesskabet er kørt skævt, må det skyldes en blokering eller forkvakling af hans vilje. Det afgørende spørgsmål er derfor: Hvilke kræfter er det, der forhindrer klientens iboende vilje i at sætte sig igennem? Udgangspunktet er, at klienten er et væsen, hvis situation grundlæggende er et resultat af egne valg – men at disse valg i mange tilfælde hverken er frie, informerede eller selvbevidste. Opgaven er altså at befri klienten for de påvirkninger, der blokerer for hans frie vilje. Med filantropiens genkomst synes befrielseslogikken i det sociale arbejde at blive skærpet. En logik, som er forbundet med en særlig magtform, der af filantropisterne blev kaldt ‘selvoprejsning’, men som i dag optræder under betegnelser som myndiggørelse eller empowerment.
Socialt arbejde som myndiggørelse løser problematikken om styring kontra autonomi ved at arbejde for at styrke klientens kapacitet til at handle og udøve sin vilje (Dean 1999: 70). Ved at hævde, at der blot er tale om at optimere klientens evne til at træffe egne valg, vanskeliggøres en diskussion af, hvordan myndiggørelsen arbejder for at transformere klientens subjektivitet. Som vi har set i de forudgående kapitler, drejer myndiggørende socialt arbejde sig ofte om grundlæggende at transformere klienten ved at rekonstruere såvel klientens forhold til sig selv som hans forhold til andre. Som forandringsmål optræder både klientens relation til socialarbejderen (fx ved at indføre ‘den ligeværdige dialog’), klientens relation til ligestillede, venner og slægtninge (fx ved at optræde som netværksbærer) samt, ikke mindst, klientens relation til sig selv (fx ved at betragte sig selv som et produkt af egne valg). ‘Selv-oprejsning’ er en magtform, der præcist udpeger, hvad der skal rejses.
Genopdagelsen af filantropien betyder som sagt ikke, at fortiden vender tilbage, som den var. Tværtimod ser vi aktuelt, hvordan det, vi kunne kalde neofilantropi, eksisterer side om side med postmoderne former for kritik og refleksion i det social arbejde. Socialpolitikken og det sociale arbejde underlægges en konstant skeptisk selvrefleksion, der radikaliserer klassiske dilemmaer, bl.a. autonomi kontra styring, individualitet kontra kollektivitet samt klientsubjektets karakter (en markeret antropologi kontra en åben antropologi). Der er en hyperbevidsthed om socialarbejderens egen magt og egne begrænsninger: Hvornår er klientens udsagn et produkt af egen vilje, hvornår er de et produkt af socialarbejderens magtudøvelse? Der er en stigende tvivl om traditionelle målsætninger og begreber i det sociale arbejde: Hvad skal klienten integreres i (lokale fællesskaber, subkultur, hverdagsliv)? Hvad er klienten et produkt af? Hvad er velfærd?
Det ‘postmoderne sociale arbejde’ – som det især kommer til udtryk i eksperimenterende og opsøgende indsatser – er i færd med at gennemføre en dekonstruktion af traditionelle socialfaglige sandheder. Her er det sociale arbejdes spænding mellem konstruktivisme og essentialisme særlig tydelig. På den ene side er der en erkendelse af, at menneske og samfund er konstruktioner. På den anden side har det sociale arbejde behov for at opretholde en substantiel forestilling om, hvad det frie individ er, som man kan arbejde for at realisere. Vi kan næppe betragte den kritiske postmoderne selvrefleksion som stående i direkte modsætning til viden, rationel planlægning eller (stats)styring. Der er tale om en kritik, der konstant over- vejer grænserne for viden og styring, ikke hvordan disse afskaffes. Det, der er på spil, er altså snarere forskydninger mellem forskellige vidensformer, og spørgsmålet er, hvilken rolle kombinationen af neofilantropi og postmoderne socialt arbejde spiller heri.
Medborgerskabets transformation
De brud, der kan iagttages i det sociale arbejde og i socialpolitikken, peger på, at det måske er selve vor forestilling om medborgerskab, der er under transformation. I Socialministeriets publikation Myter eller viden beskrives, hvad det er for et medborgerskab, som det sociale arbejde skal frembringe i fremtiden. Det må undgås “at man indretter hjælpeforanstaltningerne på en sådan måde, at man i praksis umyndiggør eller aflærer borgerne kompetencen til myndig livsudfoldelse, sådan som man næsten uvilkårligt kommer til, når præmissen for hjælpeforanstaltninger er forestillingen om, at borgerne er ofre, og at velfærdsapparatet har ansvaret og forpligtelsen til at bringe borgerne ud af deres problemer” (Berg Sørensen 1997: 7). Som det fremgår af citatet, skal borgerne ikke længere betragtes som ofre og velfærdsstaten ikke længere som ansvarshavende. En ny forestilling skal styre såvel det sociale arbejde som individets selviagttagelse, nemlig borgeren som selvansvarlig, handlende aktør.
Dagens sociale arbejde skal altså skabe et andet subjekt ud af klienten end tidligere. Velfærdsplanlægningen i 1960’erne og 1970’erne inddelte borgerne i risikogrupper, og fremstillede de ‘socialt sårbare’ som rådvilde mennesker, der havde et udækket behov for et professionelt overblik over deres samlede situation. Der var en stærk tiltro til, at alle kunne integreres i det altfavnende fællesskab, som velfærdsstaten repræsenterede. Den sociale klient skulle med andre ord bringes til at erkende sig selv som en social medborger, der er bevidst om egen uformåen til at løse sine problemer. I tillid til velfærdsstatens ekspertise skulle borgeren ‘lære at gå til rådgivningen’, allerede inden der udvikles alvorlige sociale problemer.
I løbet af 1980’erne formuleres et markant anderledes mål for den sociale klient. Klienten fremstilles nu som et ‘lokalt subjekt’, der er nødt til at indgå i lokale fællesskaber for overhovedet at kunne udvikle en identitet. I stedet for at vende blikket mod socialforvaltningen skal klienten først eftersøge sit sociale netværk og hente hjælp dér. Det eksperimenterende sociale arbejde taler om de udstødtes kultur, hverdagsliv og fællesskaber og synes at opgive forestillingen om velfærdsstaten som et socialt fællesskab, der binder alle borgere sammen. Diskursen om ‘det sociale’ synes med andre ord at spille en vigende rolle (Rose 1996). Man kan derfor vove den påstand, at subjektiveringsstrategien i det sociale arbejde er ved at ændre sig, således at klienterne skal underkaste sig en diskurs om lokale kulturer snarere end en diskurs om ‘det sociale’, forstået som et overgribende samfundsfællesskab. Måske er begrebet om velfærdsstaten som et samlende fællesskab ved at blive udgrænset fra det sociale arbejde til fordel for en strategi om integration af de udstødte i egne, lokale fællesskaber?
Velfærdsplanlægningens strategi for integration bestod i normalisering og søgte principielt set integration af alle grupper ved at undgå enhver diskurs om forskellighed. Den postmoderne socialpolitiks betoning af forskellighed i form af forskellige fællesskaber, subkulturer, hverdagslivskulturer osv. sætter nu normaliseringsstrategien under pres. Spørgsmålet om, hvorvidt nogle udstødte skal integreres i egne fællesskaber, rejses i stigende grad. Samtidig er det dog iøjnefaldende, at det har været yderst vanskeligt at opstille positive definitioner på ‘de udstødte’, selvom der er blevet gjort adskillige forsøg herpå (jf. kap. 12). De udstødte fremstilles oftest som ren negativitet: isolation, misbrug, psykiske problemer, langtidsarbejdsløshed osv. Og det er karakteristisk, at begrebet ‘de udstødte’ ikke bruges til at beskrive en proces. I den danske debat og planlægning synes begrebet snarere at betegne bestemte personlige egenskaber – egenskaber, der tildeler de udstødte en permanent placering uden for den sociale orden. Ved at placere de udstødte uden for samfundsfællesskabet bryder den postmoderne socialpolitik med velfærdsplanlægningen. Her blev de marginaliserede fremstillet som særlige risikogrupper inden for det samfundsmæssige fællesskab.
Medborgerskabets transformation viser sig også ved forandringer i forvaltningen af borgernes rettigheder. Velfærdsplanlægningen tildelte principielt borgerne rettigheder alene i kraft af deres medborgerskab (jf. Rold Andersens opgør med almissepolitikken i kap. 8). Det gjaldt om at sikre, at folk fik, hvad de havde krav på ifølge almene rettighedsprincipper. Det er klart, at en række sociale ydelser fortsat tildeles på denne måde, fx sociale overførsler til handicappede. Men i det sociale arbejde, som har en forandringsmålsætning, har tendensen længe gået i retning af forøgede modkrav for ydelser. Tydeligst er dette i aktiveringspolitikken, hvor der gennem de senere år er blevet rejst stadig flere krav om aktiv jobsøgning, deltagelse i uddannelse, jobklubber og aktivering. Der er en bevægelse i retning af et opgør med princippet om, at man er medborger med rettigheder én gang for alle.
I stedet tegner der sig i stigende grad et såkaldt performativt medborgerskab, der indebærer, at retten til sociale ydelser kun kan opretholdes ved at udøve visse forpligtelser. Flere og flere forhold i klienternes livsførelse ser ud til at kunne gøres til genstand for forvaltningens kontrol og sanktioner – jf. udviklingen af familiekontrakter, der forpligter forældre til at sikre børnenes rettidige fremmøde i skolen, eller at familien spiser sammen mindst én gang dagligt (Åkerstrøm Andersen 2003: 100). Der er hermed tale om en ny operationalisering af figuren rettighedssubjekt/moralsk forpligtet subjekt og en forstærkning af den gammelkendte adskillelsespraksis mellem de viljesbærende og de ikke-viljesbærende. Socialpolitikken synes, som Dean (1998: 223) anfører, i stigende grad at skelne mellem på den ene side flertallet af borgere, der skal udøve deres kulturelt producerede frihed ved at optræde som producenter og konsumenter på et reguleret marked, og på den anden en minoritet, der må udsættes for forskellige former for bearbejdning eller tvang, for at de kan lære at praktisere denne form for frihed.
På et andet punkt er det også et anderledes medborgerskab, der fremstilles i dag. Velfærdsstaten havde som centralt princip anerkendelse af alle borgere som ligestillede på trods af forskelle i evner. Fra 1980’erne og frem synes dette princip at komme under stigende pres i takt med, at den individuelle præstation, mønsterbryderen og det fremstående eksempel fremhæves (Villadsen et al. 1998: 123 ff.). Succeshistorier om den enkelte klient, der klarer skærene ’mod alle odds’, er blevet hyppige. Mønsterbryderen viser os, at det kan lade sig gøre at udvikle et succesfuldt liv på trods af dårlige udgangsbetingelser. I misbrugsbehandlingen ansættes eks-misbrugere til at fortælle om deres personlige vej ud af misbruget. Og i jobsøgningskurser anvendes undervisere, der netop har været arbejdsløse, for at vise, at ‘det godt kan lade sig, hvis bare man klør på.’ Disse eksempler synes samlet at udtrykke en tendens til, at velfærdsstatens princip om anerkendelse modificeres, således at excellens, det fremtrædende eksempel og individuel evne lovprises, mens afhængighed, stilstand og mangel på kompetence fremstilles som beklagelige karaktertræk hos den viljeløse klient. Socialpolitikken drejer sig nu i mindre grad om at sikre lige muligheder eller eliminere forhindringerne for en realisering af den formelle ligeberettigelse. I stedet ses, hvad Hänninen (1998: 254) betegner som en kulturel nyorientering, der kræver, at individuel overlegenhed bliver kollektivt anerkendt.
Meget peger altså på, at der er ved at ske en opløsning af den socialfaglige diskurs, der med sine begreber om velfærdsstaten, ‘det sociale’, almene behov, kollektive risici mv., har domineret det sociale arbejde i store dele af dette århundrede. Reaktiveringen af de gammelkendte filantropiske paroler bidrager til en transformation af det sociale arbejde på bekostning af velfærdsstatslige styringsstrategier. I det lange perspektiv kan man således overveje, om den ‘altfavnende velfærdsstat’, der gennem mange år er blevet fremstillet som noget særligt skandinavisk og identitetsbærende, blot skal vise sig at blive en parentes i vores historie?
Det sociale arbejde som befrielse?
En central ambition i denne bog har været at foretage kritiske analyser af styring uden at anskue denne styring som stående i fundamental modsætning til individuel frihed. Tværtimod har bogens analyser netop søgt at vise, hvordan det sociale arbejde anvender sin magt for at frisætte klienten, og at dette i stigende grad er tilfældet. Hvis frisættelse mere end nogensinde er den styrende logik i det sociale arbejde, bliver følgende banale spørgsmål centrale: Hvad skal klienten frisættes til? Og hvad er det, som denne frisættelse ønsker at gøre op med?
At skabe frie mennesker har siden sidste halvdel af 1800-tallet været det sociale arbejdes grundproblematik, men den har udformet sig på forskellige måder. Frisættelse drejede sig under velfærdsstatens opbygning om frisættelse fra materielle onder for at sætte borgeren i stand til at praktisere sit medborgerskab. I det kritiske sociale arbejde blev der formuleret en strategi om frisættelse fra det borgerlige samfund, dets undertrykkende ideologi og dets disciplinære institutioner. I nutidens sociale arbejde synes frisættelse først og fremmest at handle om tankens selvoverskridelse. Der sker en reaktivering af et filantropisk frihedsbegreb, som ikke drejer sig om at frisætte klienten fra strukturelle betingelser eller sociale vilkår, men om at frisætte hans indre vilje. Vi kan sige, at det nu drejer sig om at fremelske en klient, der nyder en ganske bestemt form for frihed, nemlig evnen til at overskride sig selv mentalt. En udviklingsorienteret selviagttagelse skal erstatte opfattelsen af selvet som fastlåst, magtesløst og styret af eksterne kræfter.
Med påstanden om menneskets iboende vilje og positive kerne bliver klientens opgave ikke at rette blikket ud i det offentlige rum, men at søge frisættelsen ved at rette blikket mod sit eget indre. Forhindringerne for klientens realisering af sin frihed er ikke så meget sat af andre, af samfundsmæssige strukturer osv., men er snarere noget, som klienten selv sætter. Hvordan kan vi vurdere denne forskydning? Hvis det sociale arbejde i stigende grad retter sine forandringsbestræbelser mod klientens selvopfattelse, må der ske en tilsvarende forskydning af den kritiske forskning og debat. Denne må forskyde (eller måske rettere supplere) sit fokus fra den offentlige sfære og spørgsmålene om formelle rettigheder, størrelsen på sociale ydelser mv., til alle de teknikker, der rettes mod klienten for at sikre hans frisættelse og myndiggørelse (Cruikshank 1999: 124). Måske befinder de politisk-moralske spørgsmål sig i mindre grad ‘derude’, i den offentlige sfære, og i højere grad i alle de små magtteknikker?
Det sociale arbejde hævder, at det bevæger mennesker i retning mod velfærd og lykke. Nogen gange argumenteres der for, at mennesket bringes tilbage til sin oprindelige, frie tilstand. Dette sker ved hjælp af skiftende videnskabelige og semividenskabelige teorier, der altid hævder at sætte sig ud over magt og politik for i stedet at levere effektive redskaber til at sikre menneskets velfærd og frihed. Genealogien viser imidlertid, at det sociale arbejdes mest moderne videnskaber reaktiverer elementer fra historiske praksisser, der set med nutidens øjne må betragtes som uoplyste, forældede, uvidenskabelige eller moraliserende. Reaktiveringen af historiske elementer medfører udgrænsninger af andre elementer, således at det sociale arbejde som styringsstrategi ændrer karakter. Frem for en ekspertdiskurs, der hviler på distinktionen sandt kontra falsk og taler om objektive problemer, modstandsdygtighed og evner, tales der i stigende grad inden for en moralsk diskurs, der hviler på distinktionen godt kontra ondt og opererer med begreber som følelse, forpligtelse og vilje. Magtproblematikken er derfor langtfra overstået. Det sociale arbejde beskæftiger sig ikke med videnskabelige, neutrale spørgsmål, men derimod med etisk-moralske problemer. Det vigtigste styringsobjekt i nutidens sociale arbejde er da også netop etisk-moralsk, nemlig klientens selvstyring og selvforhold.
Den neoliberale kritik rummer med sin skepsis over for ekspertise og rationel planlægning en slags oplysningskritik. Den socialpolitiske planlægning baseret på ekspertviden er gået for vidt og kvæler nu de menneskelige potentialer, hedder det. Med mere og bedre oplysning skal denne ‘oplysningens pervertering’ bekæmpes. Men forhåbningen om, at vi for bestandigt kan overvinde fortidens uoplyste fejltagelser ved hjælp af videnskabelig-teknologiske løsninger (og hermed lægge spørgsmålet om forbindelsen mellem magt og viden bag os), må betragtes som endnu en diskursiv krigserklæring. I stedet må vi søge at vurdere omkostningerne ved at udgrænse én type viden til fordel for andre vidensformer – herunder udgrænsningen af velfærdsstatens ekspertviden til fordel for filantropiske vidensformer. På denne baggrund vil jeg afslutningsvis rejse følgende spørgsmål:
1. I dag handler frisættelse ikke så meget om at afbøde og bekæmpe belastende samfundsbetingelser, men snarere om at frisætte klienten fra sin egen mentale fastlåsthed. Betyder dette, at vi ved, hvad vi skal vide om de økonomisk-sociale betingelser, og at kampen for at forandre disse er overstået? Er materielle spørgsmål blevet sekundære eller irrelevante?
2. Frisættelse drejer sig ikke så meget om at sætte klienten i stand til at indgå i et overgribende statsfællesskab, men snarere om at integrere den udstødte i lokale fællesskaber. Man kan i den anledning spørge, hvad der karakteriserer de fællesskaber, som de udstødte skal eksistere i? Er der tale om frihedens og lighedens domæner? Det civile samfund er jo også hustruvold, gadebander, mobning, racisme og lignende, som Kaare Nielsen (1993) påpeger. Hvilke styringsmekanismer kan kontrollere sådanne dominansformer?
3. Det sociale arbejde udøver mere end nogensinde sin magt som ‘hjælp til selvhjælp’, ‘myndiggørelse’ eller ‘empowerment’. Målsætningen formuleres som en kvantitativ forøgelse af klientens handlekraft og magt over sig selv, ikke som en transformation af klientens subjektivitet. På denne måde vanskeliggøres kritiske spørgsmål til det sociale arbejdes magt. Det ser ud til at klassiske rettighedsbegreber, åbenhed og dialog ikke udgør en grænse for, men derimod snarere er en del af denne magtform. Hvis dette er tilfældet, hvilke kritiske redskaber kan vi så anvende?
4. Når det sociale arbejde redefinerer fattigdommen som åndelig, antager frihed en særlig form. Man kan ikke længere bruge ydre tegn som indikatorer på, at klienten er blevet frisat. Men hvordan kan man genkende det frie menneske, hvis frihed er en indre selvoverskridelse? Hvordan kan man genkende klienten, der har overskredet sig selv mentalt? Hvornår er det sociale arbejde tilendebragt? Når fattigdommen bliver åndelig, er det sociale arbejde i princippet uendeligt.
5. En hovedopgave i det sociale arbejde er fortsat at skabe det tilregnelige, stabile individ, der altid ‘er den samme’. Netop denne forventning synes en række mennesker imidlertid at have svært ved at leve op til. De er lige præcis ikke ‘til at regne med’, de vil ikke det samme i dag, som de vil i morgen. Alligevel vedbliver det sociale arbejde stædigt med at fastholde klienten på hans udsagn, at eftersøge konsistens mellem hans udsagn, at sanktionere aftalebrud osv. Kan vi tænke os en form for socialt arbejde, der netop ikke tager en præferencebevidst klient, hvis udsagn er internt konsistente, som på én gang sit nødvendige udgangspunkt og endemål?
Teksten er et uddrag fra Kaspar Villadsens bog Det sociale arbejdes genealogi fra 2004.
