1.1.2006
Oversat og bearbejdet af Esben Hjuler
Protestantismen trives i det Centrale Tyrkiet, og med en åbenlys reference til Max Weber betegner succesrige forretningsdrivende sig som “protestantiske muslimer”. Nedenstående er et uddrag af rapporten ”Islamic Calvinists. Change and Conservatism in Central Anatolia” udarbejdet af den europæiske tænketank ESI i september 2005. Rapporten er en gentænkning af forholdet mellem Islam og kapitalisme med udgangspunkt i feltundersøgelser i det økonomiske boom i den centralanatolske og religiøst konservative Kayseri-provins. Det tyrkiske wirtschaftswunder og ESI’s rapport omtales og belyses endvidere i andel del af interviewet med Kerim Balci og Mustafa Akyol, som du kan læse andetsteds på siden.
Læs hele ESI-rapporten “Islamic Calvinists. Change and Conservatism in Central Anatolia”
Max Weber i Kayseri
Ingen, der besøger Kayseri, vil undgå at lægge mærke til, at det er en dybt religiøs by og en by, hvor forandring og modernisering hilses velkommen. Der er en stor ny moske midt i universitetet og en endnu større i industrizonen, hvor mange arbejdere beder om fredagen. Hvert firma indretter særlige rum til bøn; de fleste af de ældre forretningsdrivende har været i Mekka på Hadj. Der er kun få restauranter i byen, der serverer alkohol. Islamisk velgørenhed er en dybt rodfæstet lokal tradition, og mange af byens undervisnings- og kulturinstitutioner er blevet grundlagt for private donationer.
Religionens betydning for den økonomiske udvikling har været debatteret intensivt i akademiske cirkler i mange år. For et halvt hundrede år siden skrev en af verdens førende udviklingsøkonomer, Arthur Lewis, i en lærebog om økonomisk vækst:
”Visse religiøse regler er mere kompatible med økonomisk vækst end andre. Hvis en religion lægger vægt på materielle værdier, på arbejde, på sparsommelighed og produktive investeringer, på ærlighed i handelsrelationer, på eksperimenter og satsninger og på lighed i muligheder, vil det hjælpe på væksten, hvorimod en fjendtlig indstilling mod disse , vil begrænse væksten.”
I forbindelse med muslimer i Indien gjorde Lewis det klart, at han betragtede islam som en religion, der var fjendtlig overfor udvikling, med en tendens til at anspore til fatalisme og undertrykke innovation. Fra sin grundlæggelse i 1920erne lod den tyrkiske republikanske elite til at acceptere denne logik. I Osmannerriget havde de fleste købmænd og tidlige kapitalister været kristne eller jøder. Den nye republik lod til implicit at sidestille økonomisk fremgang med sekularisering af samfundet, idet den tog stærke midler i brug for at fjerne Islam og dens symboler fra det offentlige liv.
En berømt tyrkisk historiker, Niyazi Berkes, forbandt ethvert socialt fremskridt i tyrkisk historie med en tilbagegang for Islam, som – for ham at se – støttede et socialt system, der manglede innovationskapaciteter. Ifølge ham og mange andre tyrkiske akademikere er problemet med Islam, at den – i modsætning til Kristendommen – aldrig har sluttet fred med moderniteten, at den aldrig har undergået sin egen Reformation. Dette synspunkt bliver i dag ofte gentaget i europæiske hovedstæder af modstandere af tyrkisk EU-medlemskab.
Men når man diskuterer grunden til Kayseris succesrige udvikling med dens forretningsdrivende, karakteriserer de deres kultur med ord, der er slående i deres lighed med de økonomiske dyder, som Lewis opremser. Mustafa Boydak forklarer sin opfattelse af forretning med et citat fra Profeten Muhammed: ”Ni tiendedele af ens skæbne afhænger af handel og mod.” Bekir Irak, produktionschef i HES kabelfabrikken, fremhæver, at ”det er godt for en religiøs person at arbejde hårdt”, og at ”det at åbne en fabrik er en slags bøn”.
Han nævner, at Profeten bad muslimerne om at tilegne sig videnskab og teknologi, hvor disse end kan findes. Saffet Arslan, grundlægger af Ipek-møbelkæden, siger ”Jeg ser ingen sort-hvidmodsætning mellem et moderne og et traditionelt liv. Med moderne forstår jeg, at jeg lever i min tid, i mit århundrede, og at jeg er åben overfor innovation.” Sevket Ganioglu, vicedirektør på Merkez Celik, understreger, at ”selv Profeten var handelsmand”, og at det er naturligt for et handelssamfund at være religiøs. Disse fremtrædende samfundsborgere og mange med dem understreger dyden af hårdt arbejde og at kunne klare sig selv, af opsparing og investering, af privat velgørenhed og samfundstjeneste, af konservative sociale vaner og tillid indenfor fællesskabet, af stærke familiære bånd og investeringer i uddannelsen af den næste generation.
En del mennesker i Kayseri beskriver betegnende nok deres samfund ved at referere til calvinisme og den protestantiske arbejdsetik . Borgmester i Kayseri, Sukru Karatepe, sammenlignede sine medborgere i Kayseri (”Kayserili”) med hårdarbejdende ”protestanter” og fortalte os, at ”for at forstå Kayseri må man læse Max Weber” (en reference til Webers berømte essay fra 1905, ”Den protestantiske Etik og Kapitalismens Ånd”, ifølge hvilken Calvinismens ”dennesidige askese” var startskuddet til den moderne kapitalismes opståen). Celal Hasnalcaci, indehaver af et tekstilfirma lokal og formand for Musiad (de uafhængige fabrikanter og erhvervsdrivendes forbund), forklarede: ”de anatolske kapitalisters succes skyldes deres protestantiske arbejdsetik. Intet personligt spild, ingen spekulation, invester dit overskud.”
Gennem det sidste årti er disse individualistiske og ”pro-business” strømninger blevet mere og mere fremtrædende indenfor tyrkisk Islam. Musiad-forbundets litteratur, hvori anatolske firmaer er stærkt repræsenteret, fremhæver entusiastisk forbindelserne mellem Islam og fri markedsøkonomi. Dets brochure ”Homo Islamicus” beskriver Profeten Muhammeds liv som købmand og refererer til religion som et argument for at begrænse statslig intervention på det frie marked. Førende religiøse personer har hævdet, at jagten på profit i det muslimske samfunds tjeneste er på samme niveau, hvad angår religiøs praksis, som bøn og faste. Esad Cosan, tidligere leder af den største fløj af den religiøse orden Naksibendi, pålagde sine disciple at studere fremmede sprog, bruge computere og rejse udenlands for at opnå viden.
”Handel er virkelig og permanent i et individs liv… de mest pragmatiske og realistiske mennesker er forretningsdrivende og købmænd. Hvis en forretningsdrivende også er muslim, er han mest i harmoni med den religiøse dimension i hans liv.”
Ifølge Hakan Yavuz, fremtrædende tyrkisk sociolog, har Tyrkiet gennem de sidste to årtier gennemgået en stille muslimsk revolution, der svarer til den protestantiske reformation, selvom den har været overskygget af mere dramatiske begivenheder i andre dele af Mellemøsten. Dette tema blev for nylig taget op i en artikel i den seriøse tyrkiske ugeavis, Yeni Aktuel: ”Er muslimerne ved at blive protestantiske?” (September 2005), der beskriver en debat blandt islamiske intellektuelle om ”protestanlasma”, dvs. protestantiseringen.
Yavuz ser en voksende korrespondance mellem islamiske idealer og de materielle interesser, der optager den nye middelklasse, som er vokset frem siden de tidlige 1980ere. Han peger på Sufi-traditionerne i Anatolien og de populære værker skrevet af Said Nursi, der grundlagde den største og stærkeste tekstbaserede islamiske bevægelse i Tyrkiet: Nur-bevægelsen (Lys-bevægelsen). Nursi opfordrede muslimer til at studere og benytte moderne vestlig videnskab og teknologi for at fremme Islams sag. Han vedholdt også, at ”da forståelsen af Islam er afhængig af tid, rum og omstændigheder, må konkurrerende paradigmer ikke bare afvises” . Ifølge Yavuz ”kan man ikke forstå den islamiske bevægelses fredelige og gradvise mobilisering i Tyrkiet uden en adækvat forståelse for Nur-bevægelsen og dens sociale betydning”.
Bevægelsens tilhængere i Tyrkiet er beregnet til at udgøre mellem 5 og 6 millioner, der mødes regelmæssigt i private rum (dershaner) for at analysere og fortolke Nurcu-tekster. Antallet af Nurcu-dershaner i Kayseri steg fra 2 i 1970 til 60 i 2000. Disse samfund, der blomstrer blandt den uddannede klasse, fungerer også som forretningsnetværk, hvor beskæftigelsesmuligheder og endda rejsningen af kapital kan arrangeres.
Det er svært at sige, om ”Islamisk Calvinismes” fremgang blandt Kayseris iværksættere skyldes deres erhvervsmæssige succes (som hos Max Weber), eller om stigende velstand har fået dem til antage fortolkninger af Islam, som vægter Islams kompatibilitet med den moderne verden. Under alle omstændigheder lader det til, at en ny generation i det centrale Anatolien har sluttet sin egen fred med moderniteten.
Hacilars historie
I de seneste år er industridistrikter blevet en kilde til fascination for dem, der er interesserede i studiet af regional udvikling. Med begrebet industridistrikt menes der en lokalitet, hvor forretningssystemer, kulturelle værdier, sociale strukturer og lokale institutioner er gensidigt forstærkende. Becattini (1990) har skrevet om samfund, hvis delte værdier omfatter ”en livsetik baseret på selvhjælp, foretagsomhed og en følelse af lokalt tilhørsforhold; et regelmæssigt flow af bottom-up innovations, der skabes af den industrielle atmosfære; en konkurrencekultur skabt af arbejdskraftens bevægelighed firmaer imellem.”
Den første økonom, der gjorde opmærksom på vigtigheden af disse dydige økonomiske cirkler, var Alfred Marshall, der understregede, at fælles sociale normer og værdier var afgørende for innovation og økonomisk samarbejde. I et succesfyldt industridistrikt var industri og lokalsamfund uadskillelige, hævdede han.
Industridistrikter har også tendens til at have en fælles politisk filosofi. I Italien, hvor en stor del af litteraturen om industridistrikter kommer fra, kunne man finde disse lokale subkulturer både på venstrefløjen (i de kommunistiske Emilia-Romagna og Toscana) og på højrefløjen (i det katolske Veneto og Lombardiet). Den lille by Hacilar lige udenfor Kayseri (20.000 indbyggere) repræsenterer et yderligere eksempel: et selvbevidst muslimsk industridistrikt.
Det bånd, der forener Hacilars forretningsmænd, der både konkurrerer og samarbejder, er en kombination af fælles religion og stolthed ved deres lokalsamfund. Det er sandelig også svært at se en klar adskillelse mellem de to. Når Hacilars mufti ved en årlig byfest taler om islamisk iværksættervirksomheds dyder, er fusionen af forretning og kultur tydelig i de tilhørendes bevidsthed. Den samme dynamik er synlig i det rige foreningsliv i byen og i dets indbyggeres ekstraordinære succes med at samle deres begrænsede ressourcer for at skabe udvikling.
Centralt i Hacilars civile samfund står Hacilars Mutual Aid Association , hvis 18 bestyrelsesmedlemmer omfatter byens vigtigste forretningsmænd (deriblandt muftiens søn) og borgmesteren. Foreningens mål er at fremme uddannelse og religion, og den gør det meget effektivt. Den giver hvert år scholarships til 345 studenter fra Hacilar til at studere på universiteter over hele Tyrkiet. Den bygger 15 lejligheder til huslærere fra andre provinser, der arbejder i Hacilar. Den betaler for vedligeholdelse af byens moske og sørger for bolig til Muftien. Der er tale om substantielle summer. I 2004 havde foreningen et budget på mere end 1.1 millioner dollars (sammenlignet med kommunens budget på omkring 5 millioner dollars). Derudover skænker mange medlemmer – individuelt eller gennem foreninger – donationer på egen hånd.
Mutual Aid Association er blot en af flere lokale organisationer, der er aktive i Hacilar. Vejen mellem Hacilar og Kayseri, det lokale hospital, sportscentret og endda den lokale politistation er bygget for private donationer. En morgen i september 2005 mødtes medlemmerne af Mutual Aid Association for at diskutere byens ungdoms præstationer i adgangsprøverne til universiteterne og finde ud af, hvad der ellers kunne gøres for at forbedre disse. Det er tydeligt, at borgerne i Hacilar har en fælles vision om byens fremtid. De har også ressourcerne til at sikre, at den vision bliver realiseret. Ni af Tyrkiets 500 største forretningsforetagender ejes i dag af familier fra Hacilar. Selvom byen stadig giver et beskedent indtryk for den besøgende, har den akkumuleret en bemærkelsesværdig velstand.
En etik om selvhjælp og samarbejde udgør oprindelsen for Hacilar økonomiske mirakel. I begyndelsen af 1970erne vendte en lokal søn, Saadetin Erkan, der havde læst til ingeniør i Ankara, hjem til lokalsamfundet med ideen om at samle husholdningsressourcerne fra landsbyen for at fremme industriel udvikling. På det tidspunkt var der ingen industri i Hacilar og ingen muligheder for at opnå finansiel støtte udefra. Erkan opfordrede de førende lokale købmænd til at slutte sig sammen om at rejse startkapitalen. Resultatet var Tyrkiets første kabelfabrik, der kæmpede sig igennem 1970erne og derefter nød en meteorisk succes op gennem 1980erne pga. store offentlige investeringer i Tyrkiets infrastruktur. Gennem 1990erne begyndte fabrikken at benytte højteknologi til at producere fiberoptiske kabler og blev en stor eksportør deraf. I 1999 var HES Cable blevet et konglomerat med 2.500 ansatte og mere end 75 millioner dollars på bundlinjen.
HES Cable blev grundlagt ved, at en gruppe lokale forretningsmænd sammenlagde deres ressourcer og så blev fællesejere af firmaet, hvorved de omgik det traditionelle islamiske forbud mod gældsbaseret finansiering. Vi stødte på forskellige holdninger blandt firmaets grundlæggere til det legitime i kommerciel låntagning. Nogle sagde, at tilbage i 1970erne ville de fleste af gruppens medlemmer ikke have det godt med at tage kredit. Andre tilskrev strategien nødvendighed snarere end religion, fordi gruppen ikke havde adgang til alternative finansieringsmuligheder. I 1991 oprettede firmaet sin egen bank, Anadolu Finans, der virker i overensstemmelse med islamiske principper – det vil sige: ved at dele overskud frem for renter. Men da HES skulle finansiere sin udvidelse af produktionen i 1980erne, tøvede det ikke med at få kredit.
Under alle omstændigheder virker denne metode til at rejse kapital særligt godt i et nærsamfund som Hacilar, idet den hjælper med til at få noget ud af succeserne og blive ved med at vokse. Selv da grundlæggerne af HES besluttede at gå forskellige veje i 1999, blev delingen af firmaet gennemført i venskabelighed, og de enheder, der udgik derfra, bliver ved at have fremgang og samarbejde med hinanden.
Over hele Kayseriprovinsen gentages det samme mønster med at sammenlægge private ressourcer for det fælles bedste. Ifølge beregninger foretaget af Undervisningsministeriet brugte den tyrkiske stat en tredjedel af dem sum, som private donorer brugte, på uddannelse under universitetsniveau i provinsen. I gennemsnit oprettes en ny skole hver anden måned. Sund konkurrence blandt forretningsmænd sikrer en regelmæssig tilførsel af finansielle midler. I øjeblikket føres løbet af den indflydelsesrige forretningsmand fra Kayseri og grundlægger af Kadir Has University i Istanbul, Kadir Has, hvis fond har åbnet fem skoler. Ved hjælp af denne mekanisme fører fremgangen i Kayseris forretningssektor direkte til muligheder for den nye generation.
Det betyder også, at Kayseris eliter kigger mere på deres egne ressourcer end på Ankara, når lokalsamfundet skal have noget finansieret. Den meget centraliserede tyrkiske stat opfattes som fjern. Dette farver naturligvis lokalsamfundets politiske præferencer til fordel for en mindre stat og mere autonomi til de lokale myndigheder. Selvom krav om decentralisering skaber ængstelse i dele af det politiske etablissement i Tyrkiet, er de et naturligt udkomme af de sociale og økonomiske tilstande, der hersker på steder som Hacilar og Kayseri.