1.5.2009
I denne filosofiske introduktion til begrebet om den kognitive kapitalisme kortlægges de væsentligste begrebslige forskydninger og transformationer, som følger af overgangen fra den industrielle til den kognitive kapitalisme. Jens Erik Kristensen har særligt fokus på spørgsmålet om, hvorledes viden kapitaliseres – vidensøkonomiens black box – og hvilke konsekvenser det har for vidensbegrebet og den aktuelle videnspolitik.
Betegnelsen kognitiv kapitalisme har vundet en vis udbredelse det seneste årti i den socialvidenskabelige debat. Først og fremmest i Frankrig, hvor betegnelsen dukkede op i 1999 og siden 2000 har været titlen på et forskningsprogram i Paris, men også i Tyskland har man taget betegnelsen til sig.[1] På begge sider af Rhinen stiller man sig – i forlængelse af Marx, men også af moderne økonomisk evolutionsteori – det samme spørgsmål: Hvilken ny form for kapitalisme er på spil bag den politiske fortælling om, at vore samfund er i færd med at forandre sig fra et industrisamfund til et videnssamfund baseret på en vidensøkonomi?
Det nogenlunde enslydende svar på begge sider af Rhinen lyder, at der stadig er tale om kapitalisme, men om en kognitiv kapitalisme til forskel fra en industriel kapitalisme. Der er ikke blot tale om en økonomisering af viden – altså at viden bliver til en vare, at vidensindholdet i produkter og ydelser er den afgørende økonomiske værdikilde eller, at viden er blevet en ny og fjerde produktionsfaktor ved siden af arbejde, kapital og jord. Der er tale om en mere omfattende og konsekvensrig kapitalisering af det kognitive i bredeste forstand: en kapitalisering af individers og virksomheders immaterielle, kognitive ressourcer, processer og potentialer, men også af samfundets kollektive intelligens.
Postkapitalismen og det fortrængtes genkomst
Selvom videnssamfundet ganske vist er et postindustrielt samfund, er der ikke af den grund tale om et ’postkapitalistisk samfund’, hvor kapitalismens klassiske træk, modsigelser og kriser skulle være overvundet. En sådan forestilling har ellers været fremført af bl.a. management-teoretikeren Peter Drucker under henvisning til, at vidensproduktion og dét at forføje over viden tendentielt umuliggør og afvikler et af kapitalismens mest fundamentale træk: den private ejendom til produktionsmidlerne og den private kommando over arbejdet som magtkilde.[2]
Dette er omstridt, men vigtig var det, at Drucker o.a. hermed diskret fik forbundet kapitalisme med industrisamfundet som en historisk tilbagelagt og overvundet fase. Beslægtede forestillinger finder man også i OECD-økonomernes tale om den vidensbaserede økonomi fra midten af 90’erne og frem. Senest med den globale finanskrise har det imidlertid stået klart, at den historiske distance til eller fortrængning af kapitalismeproblematikken ikke blot var forhastet, men også ’ideologisk’ for så vidt den talte konfliktneutraliserende hen over en række nye økonomiske, politiske og ikke mindst juridiske konflikter. Det være sig nye typer af ulighed, udbytning og marginalisering eller de verserende konflikter om intellektuelle ejendoms- og ophavsrettigheder. Til gengæld er det med finanskrisen igen blevet selvfølgeligt at tale om kapitalismen og at anskue den som en krise for en bestemt slags neoliberal kapitalisme.
Teserne om den kognitive kapitalisme er i udgangspunktet vendt mod denne fortrængning af kapitalismeproblematikken. Der er ikke tale om en postkapitalistisk samfundsformation, hvor kapitalismens kriser og modsigelser er ophævet og forsvundet. De gentager sig derimod, men nu på et højere niveau, der komplicerer nogle af de klassiske, herunder de marxistiske kapitalismebestemmelser. Det nye er nemlig, at der i kapitalistisk forstand er tale om en samfundsmæssiggørelse af viden, af vidensproduktion og mere generelt af kognitive processer. Men det sker under samtidig opretholdelse af den private tilegnelse i form af en ny enclosure-bevægelse, der forsøger at indhegne, altså at privatisere, viden gennem patentering og kommodificering. Så på sin vis er der tale om en gentagelse af det klassisk kapitalistiske modsætningsforhold mellem en samfundsmæssig produktion og en privat tilegnelse. Denne grundmodsigelse udspiller sig imidlertid nu på et højere og (informations- og medie-)teknologisk niveau, der samtidig komplicerer overleverede forestillinger om arbejde, lønarbejde, produktionsmidler, arbejdsdeling, økonomisk værdi og dermed også bestemmelsen af udbytning.
Teserne om den kognitive kapitalisme er såvel i deres tyske som franske varianter et første systematisk bud på, hvordan man i et kapitalismeteoretisk og -kritisk perspektiv kan forstå disse fænomener, herunder ikke mindst den nye økonomiske, politiske og samfundsbestemmende status, som viden tillægges i diskurserne om videnssamfundet og vidensøkonomien.
Vidensøkonomi og videnspolitik
Ifølge den kognitive kapitalismes teoretikere er der ikke blot tale om en ny økonomi, men om en ny politisk økonomi. De minder os om, at også vidensøkonomien er politisk, eller at der, med den tyske sociolog Niklas Luhmanns kategorier, er tale om strukturelle koblinger mellem økonomi, politik og videnskab, der problematiserer den funktionelle differentiering.
Denne påmindelse er ikke helt uvæsentlig i betragtning af, at netop fortællingen om videnssamfundet og den globale videns- og innovationsøkonomi det seneste årti har været de indiskutable nødvendighedsreferencer for en politisk modernisering ikke mindst af forsknings- og uddannelsessektoren, men i øvrigt også mere generelt for den tendentielle transformation af velfærdsstaten til en national konkurrencestat, der i en til tider krigslignende metaforik kerer sig om sin ’konkurrencekraft’, sin national-kulturelle ’sammenhængskraft’ samt for befolkningens og individernes ’kreative innovationskraft’ i lyset af den globaløkonomiske konkurrence.
Fælles for disse politiske fortællinger er antagelsen om, at viden i bredeste forstand er blevet den nye og afgørende nationaløkonomiske ressource og den værdikilde, der skal mobiliseres, aktiveres, produktiviseres og optimeres på alle niveauer af hensyn til nationens fremtidige overlevelse i en global økonomi.
Disse fortællinger og antagelser har som bekendt ikke blot affødt en øget politisk opmærksomhed på forskning og uddannelse, men på samfundets samlede videnshusholdning og forvaltning af sine vidensressourcer. De har i takt hermed også radikalt ændret den betydning og den status viden og videnskab har i samfundet generelt.
Disse forhold har til sammen og ikke helt uforudsigeligt givet anledning til markeringen af et nyt politikfelt (på tværs af de traditionelle ressortområder) og nødvendiggjort indførelsen af en ny, men efterhånden hævdvunden politikbetegnelse, nemlig videnspolitik. Betegnelsen bruges ganske vist både herhjemme og internationalt i flere betydninger, som vi senere skal se, men i alle varianter som et eksplicit udtryk for en stigende politisering af samfundets samlede vidensforvaltning.
Når termen videnspolitik derfor herhjemme og senere også i udlandet desuden har kunnet gøres til en samtidsdiagnostisk og filosofisk-analytisk nøglekategori, var det bl.a. foranlediget af, og i sig selv et symptom på, at der med videns ændrede økonomiske og politiske status, og frem for alt med den videnskabelige videns autoritetstab og ændrede betydning, er dukket en ny vidensproblematik op. En problematik, der går på tværs af og ophæver de traditionelle forskelle mellem videnskabsfilosofiens og -teoriens, videnskabssociologiens og videnssociologiens – og på det seneste også kognitions- og hjerneforskningens – måder at tematisere og analysere viden og kognitive processer på.[3] Det videnspolitiske spørgsmål handler i dette regi helt overordnet om, hvad der i dag – altså i lyset af, at viden ikke længere primært bestemmes ved sin gyldighed eller sandhedsværdi, men som en ressource bestemt ved sin økonomiske og strategiske værdi – kan gøres gældende, accepteres og cirkuleres som gyldig, pålidelig, evident, relevant, nyttig, omsættelig viden.
Som samtidsdiagnostisk og analytisk problematik handler videnspolitik da kort sagt om, hvilke vidensformer, vidensregimer og vidensidealer, der gør sig gældende i samfundets videnskabelige, økonomiske, politiske former for vidensforvaltning. Inden vi afslutningsvis vender tilbage til denne problematik, skal vi i det følgende først se lidt nærmere på nogle af hovedteserne om den kognitive kapitalisme og dernæst på, om og hvordan de eventuelt kaster lys over tiltag og tendenser i den aktuelle videnspolitik og over den antydede nye vidensproblematik, der trænger sig på i disse år.
Kognitiv kapitalisme som tese og tendens
I lighed med Marx’ klassiske kritik af den politiske økonomi peges der i teserne om den kognitive kapitalisme på, at også vidensøkonomien er politisk og, kunne vi tilføje, at den har videnspolitiske implikationer i ovennævnte forstand. Teserne om den kognitive kapitalisme ville kunne reformuleres til en kritik af den videnspolitiske vidensøkonomi. Men her melder grænserne for analogien til Marx sig til gengæld også. For har man sagt kapitalisme, har man i henhold til Marx ikke blot sagt samfundsmæssig produktion under privat tilegnelse, men også akkumulation af kapital formidlet over værdiøgning og udbytning.
Det store spørgsmål er imidlertid, hvordan akkumulation, værdiøgning og udbytning egentlig foregår i en vidensøkonomi? Hvordan transformeres viden, tanker, ideer og mere generelt kognitive processer til økonomisk værdi? Dette spørgsmål er ikke for ingenting blevet kaldt vidensøkonomiens black box, og hverken neoklassiske eller marxistiske teorier om økonomisk værdi har endnu kunnet gøre ordentligt rede for, hvad der sker i denne sorte boks. Det hænger sammen med, at det økonomiske værdibegreb tendentielt er imploderet i og med immaterialiseringen af økonomien som en vidensøkonomi, og noget lignende er som antydet ved at ske med vidensbegrebet. Derfor forbliver den økonomiske kobling mellem viden og værdi dunkel, og en kritik af den politiske vidensøkonomi, som der lægges op til med teserne om den kognitive kapitalisme, må følgelig suppleres med analyser af den nye vidensproblematik.
Den kognitive kapitalisme opstår i et gradvist brud med den industrielle kapitalisme, der opstod i perioden mellem 1750 til 1820 og kulminerede i 1960’erne. Til forskel fra det 17. og 18. århundredes handelskapitalisme, der beroede på akkumulation af handelskapital, og fra industrikapitalismen, der beroede på akkumulation af materiel kapital gennem masseproduktion af standardiserede varer, da er den drivende kraft i den kognitive kapitalisme akkumulationen af immateriel kapital gennem udnyttelse og udbytning af menneskers kognitive, immaterielle og kooperative arbejde med information og viden. Historisk set er der med andre ord tale om et kvalitativt nyt akkumulationsregime, der har gjort det kognitive og det immaterielle til genstand for akkumulation og økonomisk udbytning.
Det er dette forhold, der kan udpeges som den grundlæggende historiske tendens i de seneste årtiers transformationer af økonomi og samfund. Selvom inddragelsen og den økonomiske udbytning af disse heterogene kognitive ressourcer er muliggjort af udbredelsen af IKT (informations- og kommunikationsteknologi) og etableringen af digitale netværk, så er der ikke tale om en teknologisk kapitalisme.
PC’eren, internettet og medierevolutionen generelt er ganske vist den kognitive kapitalismes teknologiske emblemer, som dampmaskinen og jernbanen var det for den industrielle kapitalisme. Men hvor den industrielle kapitalisme tog sit afsæt i den industrielle revolution, da har den kognitive kapitalisme sit afsæt i dét, der af Howard Gardner i midten af 1980’erne blev kaldt for den kognitive revolution både i forlængelse af de nye informations- og kommunikationsteknologier og en generaliseret læringsproblematik.[4] Kilden til økonomisk værdi og de egentlige produktionsmidler til at skabe den ligger ikke i teknologien, men sidder mellem ørerne på medarbejderne. Derfor er der også en indre sammenhæng mellem den kognitive kapitalismes udbredelse og det seneste årtis boom i såvel læringsteori som hjerneforskningen.
Symptomer på den kognitive kapitalismes fremvækst
Som tendens stræber den kognitive kapitalisme efter at mobilisere, produktivisere og kapitalisere det immaterielle og i samme ombæring at overskride grænserne for det økonomiske i traditionel forstand. Områder, der hidtil har været betragtet som økonomieksterne, indlemmes under økonomisk kalkyle. Vi skal i det følgende kort se på nogle af de karakteristiske symptomer på den kognitive kapitalismes fremvækst.
Det immaterielles øgede betydning
Det første, der karakteriserer den kognitive kapitalisme som tendens, er som antydet det immaterielles nye og fremtrædende rolle som reel og potentiel økonomisk ressource. Det immaterielle omtales også som de urørlige eller uhåndgribelige aktiver (intangibles). Til denne kategori hører ikke blot kognitivt arbejde, men alt det, der betinger den kognitive produktivitet og kreativitet såsom befolkningens kvalitet, sundheds- og uddannelsesniveau, karakteren og kvaliteten af interaktioner mellem aktører og agenter i økonomien, herunder graden af tillid, samarbejdsevne, social kapital, kulturelle ressourcer så som virksomhedskultur, institutionel kultur, national-kulturelle særegenheder og sammenhængskraft, kvaliteten af ledelses- og organisationsformer m.v. Hertil kommer omfanget af tavs og implicit viden, men frem for alt spiller den immaterialitet, der er knyttet til innovativ forskning, viden og videnskab en afgørende og hegemonisk rolle for en kognitiv kapitalismes ekspansion. Både for virksomheder, for markeder og for de offentlige nationale forsknings- og innovationssystemer handler det om at opfange og udvinde den kreative og innovative viden, der opstår i og med kognitivt interaktive og socialt kooperative processer.
Indsamlingen og udnyttelsen af positive eksternaliteter
Modsat tidligere former for kapitalisme er en kognitiv kapitalisme altså afhængig af ikke blot immaterielle, men også produktionseksterne og ikke-økonomiske ressourcer. Med begrebet positive eksternaliteter hentydes der økonomiteoretisk mere præcist til de omkostningsfrie fælles ressourcer, der dårligt kan planlægges, produceres eller købes for penge endsige forvandles til privat ejendom. Hertil hører alt fra gunstige geografiske eller klimatiske forhold, infrastruktur og institutionelle strukturer, karakteren af det sociale og kulturelle samliv til det almene uddannelsesniveau i en befolkning. Kort sagt kan den del af en virksomheds vækst, der ikke stammer fra dens egen kapital og arbejde, henregnes til dens positive eksternaliteter. Værdien af disse eksternaliteter fremgår ikke af de årlige opgørelser af BNP, men er helt afgørende økonomiske faktorer i den kognitive kapitalisme. Der er tale om en uudtømmelig ressource, der tilegnes, beslaglægges og kapitaliseres som human kapital, intellektuel kapital, social kapital, kulturel kapital, kreativ kapital etc. Tilegnelsen og kapitaliseringen af de positive eksternaliteter sker primært via netværk som den nye kapitalismes privilegerede immaterielle organiseringsform.
På sin vis er hele samfundet og miljøet hermed at betragte som potentielle positive eksternalitet. Det kunne være forklaringen på, hvorfor vidensøkonomien både forudsætter og fremmer transformationen af samfundet til et videnssamfund, hvor principielt alle samfundsmæssige gøremål, opgaver, institutioner, professioner bliver vidensbaserede, refleksive, kreative og innovative. Først på denne baggrund kan man få den tanke at bestemme samfundet og det sociale nexus ud fra dets vidensforhold, hvilket imidlertid implicerer bestemmelsen af viden som et grundlæggende socialt forhold.
Betydningen af netværk
Også i den kognitive kapitalismes perspektiv er viden og vidensgenerering grundlæggende et socialt forhold, her i betydningen overindividuelt. Projektorganisering og forordning af enheder, der fungerer i netværk, er da de manageriale udtryk for transformationen af arbejde til primært kognitivt arbejde eller vidensarbejde. Afsættet er her opgaven og den kooperative menneskelige aktivitet i løsningen af den. Med netværk følger opløsningen af klassiske mønstre for arbejdsdeling og vareproduktion. Ethvert gode (varer såvel som tjenesteydelser) består i denne optik af fire hovedkomponenter, der ikke yderligere kan reduceres: hardware (det materielle lag), software (det computerteknologiske lag, herunder programmer), wetware (det levende og kognitive og hermed hele menneskets kognitivbiologiske udrustning) og netware, der er knyttet til etableringen af digitale netværk og disses evne til at fordele, koordinere og kombinere det kognitive arbejde – med internettet som prototypen. I takt hermed kan det levende arbejdes sociale kooperation blive den afgørende kilde til økonomisk værdi. I den kognitive kapitalisme er det derfor ikke kun den enkeltes åndelige evner, det kommer an på, men derimod den kollektive produktion af erkendelse ved hjælp af erkendelse til forskel fra den industrielle kapitalisme, hvor det handlede om produktion af maskiner ved hjælp af maskiner eller vare ved hjælp af varer.
Transformationen af arbejde, arbejdsdeling og arbejdskraft
Det er en pointe i de franske analyser af den kognitive kapitalisme, at den med hundrede års forsinkelse og takket være bl.a. de digitale netværk har muliggjort dét fænomen, som den franske sociolog Gabriel Tarde allerede i 1902 kaldte for ”hjernernes kooperation” i sin Psychologie Économique.[5] Hjernernes kooperation betyder, at den model for arbejdsdeling, der har tjent som grundlag for den politiske økonomi fra og med Adam Smith og frem, og som blev perfektioneret i og med industrikapitalismen og taylorismen, er blevet undermineret. Det lader sig ikke længere gøre at reducere og opdele komplekst arbejde i en række enheder af simple arbejdsopgaver, ej heller at adskille den manuelle udførelse og intellektuelle konception af et arbejde. Mere principielt handler det om en afsked med industrisamfundets energetiske paradigme for arbejdskraften og dermed om en ny opfattelse af, hvad arbejde overhovedet er. Modsat industrikapitalismen betoner en kognitiv kapitalisme det levende arbejde frem for det døde arbejde, men det levende arbejde forbruges ikke længere i produktionsprocesser og skal derfor ikke reproduceres og aflønnes i henhold til sine gennemsnitlige reproduktionsomkostninger. Det opretholdes og medproduceres derimod som levende aktivitet, da det afgørende ikke længere er den fysiske arbejdskraft, men den kognitive, kreative og innovative skaberkraft.
Hermed afvikles den klassiske skelnen imidlertid også mellem arbejdskraft og den arbejdende person. I en kognitiv kapitalisme er der brug for ’hele mennesker’ eller rettere: for hele mennesket og alle dets personlige ressourcer. Arbejdskraften personaliseres – man har ikke længere en arbejdskraft, som man kan afhænde dispositions- og brugsretten til, man er sin arbejdskraft. Man afhænder sig selv som menneskelig ressource og bliver entreprenør for sin egen human kapital. En kognitiv kapitalisme fremmer med andre ord et grænseløst arbejdsliv. Dens problem bliver ikke den fysiske nedslidning af arbejdskraften, men den enkeltes psykiske bæredygtighed.
Viden og værdibegrebets erosion
Den tendentielle immaterialisering og virtualisering af økonomien betyder ikke, at den materielle produktion helt forsvinder, men at den aftager i betydning, og at den reorganiseres og underordnes en kognitiv logik. Selv rengøringsarbejde bliver tendentielt vidensbaseret, refleksivt og kreativt, og først i takt hermed kan man sige, at vidensøkonomien transformerer hele samfundet til et videnssamfund, der til gengæld gør den permanente mobilisering af viden til den afgørende uddannelsespolitiske, men også social-, beskæftigelses- og sundhedspolitiske indsats.
Som den centrale nye værdikilde optræder viden i denne brede forstand både som ressource og som produktivkraft i produktionen – og som produkt af den, idet produkters eller serviceydelsers vidensindhold nu bliver deres udslagsgivende værdikomponent. Den kognitive kapitalismes sammenkobling af viden og værdi markerer imidlertid med den italienske økonom Enzo Rullanis ord et ”paradigmatisk brud midt i kapitalismen”, der ikke blot kræver en ny teori om arbejde og kapital, men udstiller de overleverede værditeoriers utilstrækkelighed og krise.6 Problemet er, at viden ikke af natur er en knap og dermed økonomiserbar ressource, hvis værdi kan bestemmes som frugten af dens naturlige knaphed eller måles ud fra den arbejdstid, der er medgået til at producere den. Af natur er viden et kollektivt gode, hvis produktion er resultatet af implicitte kollektive og kooperative processer – og viden er tilmed et gode, der bliver mere af ved deling med andre. Strengt taget kan videns økonomiske værdi derfor kun stamme fra en kunstigt skabt knaphed i form af institutionelle, politiske og/eller magtmæssige begrænsninger i adgangen til viden og i omgangen med viden.
Disse bestræbelser på (re-)privatisering af et principielt kollektivt gode er ikke uden grund blevet sammenlignet med tidligere tiders enclosure-bevægelser, altså bestræbelser på at indhegne og privatisere kollektive områder; fælleden eller ’almindingen’. Og det vil uden tvivl blive det nye og centrale videnspolitiske og juridiske problem i den kognitive kapitalisme, hvilket konflikterne om intellektuelle ejendoms- og ophavsrettigheder eller stridighederne om open source og free software i rigt mål vidner om. Dertil kommer, at værdien af de kognitive aktiver, der garanteres via kunstigt skabte former for knaphed, alligevel vil tendere mod at falde hele tiden. Viden i denne økonomiske form har ’høj halveringstid’, som det hedder, da økonomiske værdier netop er indskrevet i tiden og varierer med denne. Da en vidensøkonomi også er en innovations- og dermed en hastighedsøkonomi, er det også en forældelsesøkonomi, idet værdien af ny viden og nye teknologier falder hele tiden. For at udvinde værdi af innovativ viden må man derfor accelerere brugen af den gennem størst mulig spredning internt i virksomheden eller i en nation. Som følge heraf socialiseres viden og bliver tendentielt igen et fælles gode – også for konkurrenterne og andre potentielle brugere.[7] Det paradoksale er altså, at viden først for alvor genererer ny værdi og ny viden, når den spredes og socialiseres, og dermed i samme bevægelse reducerer muligheden for at tilegne, privatisere og kapitalisere den.
Nye udbytningsformer
Med værdibegrebet ændres også muligheden for at bestemme merværdien og dermed udbytningsformerne. Men selvom udbytningen i og med den kognitive kapitalisme skifter form og karakter, så forsvinder den ikke. Ifølge den franske økonomi Yann Mouiler- Boutang er udbytningen tværtimod ”til stede overalt; især uden for den ’klassiske’ virksomhed, det vil sige i alle former for netværk, særligt på internettet, alle netværks net. Dette medium begunstiger inkorporeringen af en betragtelig kvantitet af ubetalt arbejde eller arbejde leveret til en spotpris”.[8] Med det immaterielle og netværksbaserede arbejde intensiveres udbytningen derfor snarere, idet den kognitive kapitalisme bl.a. lukrerer på folks gratisarbejde gennem eksistensen af netværk, som ingen ejer, har monopol på eller kan styre endsige planlægge eller forudsige udviklingen af.
Udbytningen må derfor bestemmes anderledes end hos Marx, hvor den bestemmes via forskellen mellem arbejdskraftens værdi og arbejdets værdi. Spørgsmålet er da, hvordan merværdi skabes i en kognitiv kapitalisme baseret på det immaterielle arbejde? Det er der flere sindrige svar på både blandt franske og tyske eksponenter for tesen om den kognitive kapitalisme.
Et af svarene lyder, at man i bestemmelsen af det levende arbejde må sondre mellem den energetiske forbrug af arbejdskraften, der inkorporeres fysisk i rigdommen og destrueres som produktionsmiddel igennem sin anvendelse, og så det levende arbejde som produktionsmiddel og innovativ skaberkraft, der ikke forbruges og inkorporeres fysisk, men udvikler sig som fortsat middel til produktion af levende arbejde og som sådan får status af levende eller intellektuel kapital i virksomheden. I industrikapitalismen forbrugte man lønarbejderens arbejdskraft aktiveret gennem maskiner for at ekstrahere merarbejde og merværdi. I den kognitive kapitalisme må man for at få udbytte af den kollektive intelligens undgå at objektivere (fremmedgøre, tingsliggøre) lønarbejderen som skaberkraft i arbejdsprocessen. Det viser sig i praksis ved, at man lader den ansatte være autonom, ansvarlig og selvledende i udfoldelsen af sin kreative og innovative sk aberkraft i samarbejde med andre, fx i team eller projektgrupper. Der kan i denne forbindelse tales om en udbytning i anden grad formidlet over indsamlingen og udbytningen af den kollektive intelligens. De to udbytningsformer kan eksistere sammen, men jo mere forrentning af investeret kapital eksklusivt stammer fra udbytning i anden grad, jo mere er man vidne til en udfoldet kognitiv kapitalisme.
Som diagnose af samtidens historiske og fremtidssvangre tendenser kaster teserne om den kognitive kapitalisme frem for alt lys over dét, der almindeligvis forbindes med fortællingen om vore samfunds transformation til et videnssamfund. Videnssamfundet er et nyt stadie i kapitalismen, ikke et symptom på dens afvikling. Snarere en eufemisme for ekspansionen af kapitalistisk rationalitet langt udover det traditionelt økonomiske område. Den kognitive kapitalisme svarer til videnssamfundet, som den klassiske industrielle kapitalisme svarede til industrisamfundet. Et politisk udtryk for dette ser man som sagt i den massive politiske interesse i og omsorg for samfundets samlede videnshusholdning og -forvaltning med henblik på økonomi og global konkurrenceevne. Den kognitive kapitalisme er som antydet afhængig af den produktive, kreative og innovative videnskabelse både i virksomhederne og i samfundets forskningsinstitutioner. Men den er også afhængig af en øget kollektiv regulering og fremme af vidensdeling, vidensspredning og vidensformidling. Under overskriften forskningsformidling er dette af samme grund blevet forfremmet til det tredje ben i universiteternes portefølje ved siden af forskning og undervisning/uddannelse. Som sådan er der også i en bredere nationalpolitisk forstand tale om en ny vidensøkonomi, altså en ny politisk husholdning med samfundets produktion, cirkulation, distribution og konsumtion af viden, herunder med videnskab, forskning og uddannelse.
Videnssamfundets videnspolitik
Den kognitive kapitalisme viser sig ikke blot som en ny økonomisk orden i snæver forstand. Med den dobbelte tendens til økonomisering, privatisering og kommodificering af viden og til kapitalisering af det immaterielle og de positive eksternaliteter er der også tale om en ny politisk vidensøkonomi, hvis politiske implikationer aftegner sig på flere niveauer.
Nogle af disse implikationer manifesterer sig eksplicit og kan bl.a. aflæses under den stadig mere udbredte, men flertydige betegnelse ’videnspolitik’. Den offentlige udbredelse af denne term er med andre ord et af symptomerne på den kognitive kapitalismes fremvækst og på dens måder at sætte og præge nationale såvel som internationale politiske dagsordener. Derfor vil jeg afslutningsvis lade den flertydige introduktion og brug af termen videnspolitik antyde nogle af de faktiske og mulige politiske implikationer.
I nogle typer af nationale og internationale diskurser cirkulerer termen videnspolitik i mere eller mindre traditionel politologisk forstand, nemlig som betegnelse for en politik eller et politikområde, hvor det handler om den autoritative fastlæggelse og fordeling af vidensgoder og vidensværdier med gyldighed for et samfund. Dette vil typisk manifestere sig som politiske reguleringer og prioriteringer i forsknings- og uddannelsespolitikken. Så tidligt som i 1984, hvor betegnelsen videnspolitik første gang blev brugt på dansk, hed det således bramfrit i en rapport fra det daværende Planlægningsrådet for Forskning, at man kunne betragte ”forskningspolitik som videnspolitik: hvilken viden har vi brug for i fremtiden og hvordan organiserer vi os bedst for at sikre at denne viden og kompetence vil være til stede?” Når betegnelsen dengang ikke slog an, var det formodentligt fordi selve forestillingen om at gøre forskningspolitik til videnspolitik lugtede for meget af den hang til planlægning og styring, der havde kendetegnet 1970’ernes uddannelsespolitik. Men også fordi tanken endnu kunne afvises som et upassende forsøg på en ’politisering af videnskaben’, der ville krænke både videnskabernes og universiteternes autonomi. Sådan er det som bekendt ikke længere her 25 år efter, hvor parolen om den kortest mulige vej ’Fra forskning til faktura’ står som den foreløbige kulmination af årtiers politiske bestræbelser på systematisk at styre, regulere og økonomisere forskningen. At der i og med den aktuelle forsknings- og uddannelsespolitik således bedrives videnspolitik som fordeling og prioritering af, hvilken forskning og viden og hvilke typer af uddannelser, man politisk vil have fremmet, kan de færreste i dag være i tvivl om. Det er formodentlig også en af grundene til, at termen er dukket op igen og blevet stueren i officielle politiske og ministerielle rapporter. En anden er, at tanken om, at der er politik i viden, at der udspiller sig en konfliktuel videnspolitik på flere niveauer i samfundet først det seneste årti for alvor er blevet synlig og trådt i centrum af politikken.
Selvom det principielt ikke er noget nyt, at der står strid om viden, eller at der føres videnspolitik, også i videnskaben, så er opkomsten af videnspolitikken som et nyt og centralt politisk kampfelt ikke desto mindre en effekt af den nye generaliserede og nivellerede vidensproblematik, der er opstået i kølvandet på overgangen til vidensøkonomien og videnssamfundet. Der er tale om en nivelleret vidensproblematik, for så vidt den præcist har afviklet de gamle rangordener, hierarkier, gyldighedskriterier og legitimationsformer for viden og videnskab. Dermed er forestillingen om definitivitet med hensyn til viden imidlertid også forsvundet. Til gengæld har der bredt sig et nyt, pluraliseret, relativiseret og kontekstualiseret begreb om viden som ’problemløsningsressource’, der på sin vis er et anti-autoritært begreb om viden, for så vidt det har arvet elementer af 60’ernes og 70’ernes videnskabskritik. Det er kendetegnet ved forestillingen om, at pluraliteten af vidensformer principielt er ligeværdige, og at samfundsmæssigt relevant og økonomisk betydningsfuld viden produceres mange steder i samfundet, ikke kun ved universiteter og forskningsinstitutioner, men i konkrete anvendelseskontekster.
Den videnskabelige viden har i lyset heraf ikke længere forrang eller nogen ubetinget autoritet i forhold til andre former for viden. Videnskabelige eksperter taler med mange stemmer, fordi også de videnskabelige sandheder er blevet flygtige. De videnskabelige eksperters allestedsnærvær i medier, politik og forvaltning er i dag ikke et symptom på en ’videnskabeliggørelse af samfundet’, men på at videnskabelig viden er bundet ind i og henvist til at gøre sig gældende i eksterne funktionssammenhænge, da videnskabelig viden og forskning i dag styres af efterspørgslen, af omsætteligheden eller af muligheden for resonans i mediernes opmærksomhedsøkonomi.
Med denne tendentielle afvikling af de traditionelle videnshierarkier og rangordener står der nu strid om viden på alle niveauer. Det var for at pege på dette nye grundvilkår for viden, at betegnelsen ’videnspolitik’ herhjemme allerede i begyndelsen af 1980’erne blev foreslået som den relevante samtidsdiagnostiske og samtidig filosofisk-analytisk kategori. [9] Dengang var det især de nye informationsteknologiers implikationer for omgangen med viden, der var den samtidsdiagnostiske og videnspolitiske udfordring. I dag er den videnspolitiske slagmark stort set blevet generaliseret til hele samfundet. På denne slagmark afgøres stridigheder imidlertid fortløbende. Selvom definitiviteten er forsvundet, og de traditionelle gyldighedskriterier og legitimationsformer for viden og videnskab har svære odds, så gør der sig nemlig bestemte acceptregler gældende – politiske, økonomiske, sociale, kulturelle, institutionelle – for, hvad der gælder som viden, og hvad der ikke gør. Videnspolitik skal i dette principielle perspektiv forstås som kampen om disse acceptregler – i det store og i de små, på national- eller transnational niveau, såvel som på virksomheds- eller institutionsniveau.
I denne nye kontekst kan videnspolitik derfor ikke længere som i 1980’erne blot være en forskningspolitisk vision om planlægning af samfundets fremtidige vidensproduktion. Den vedrører i dag den langt bredere politiske og økonomiske prioritering og tilpasning af bestemte former for offentlig og privat vidensproduktion. Et eksempel på et stykke aktuelt videnspolitik kunne være den velfærdspolitiske bestræbelse på at evidensbasere de offentlige velfærdsprofessioners praksis med model i den medicinske evidenstænkning.
Denne bestræbelse er et eksempel på en umiddelbar kobling af viden og politik (beslutninger, prioriteringer og normative vurderinger). Men hermed er det også antydet, at videnspolitik ikke blot handler om fordeling af offentlige vidensgoder, men netop om politiske og økonomiske acceptregler for viden – og om at fastlægge bestemte vidensnormer og –idealer frem for andre.
Videnspolitik i denne politologiske forstand er derfor blevet en integral del, ikke blot af forsknings- og uddannelsespolitikken, men af stort set alle politikområder og kan ses som ét symptom på en gennemgribende økonomisering og kommercialisering af samfundets samlede vidensproduktion og prioritering af sine vidensressourcer.
I andre sammenhænge bruges termen videnspolitik om forsøgene på at overvåge og kontrollere den videnskabelige forsknings resultater, fx i form af etiske råd, teknologivurdering m.v.[10] Her er det ikke evidensbaseringen, der er den nye vidensnorm; i stedet handler det om politisk at regulere og sætte grænser for udbredelsen og anvendelsen af bestemte typer af videnskabelig forskning ud fra devisen: Vi skal ikke alt det, vi kan. Atter andre bruger termen til at betegne et nyt felt for politisk regulering, der også har trængt sig på som et direkte ekko af den kognitive kapitalismes fremvækst, nemlig det felt, der vedrører forvaltningen og styrkelsen af den kollektive intelligens som det centrale og nytilkomne kollektive gode i videnssamfundet.[11]
I alle sine forskellige anvendelser peger betegnelsen ’videnspolitik’ på det grundvilkår, at vores forhold til og forståelse af viden har ændret sig, og at de traditionelle vidensnormer og -hierarkier i takt med transformationen af vore samfund til et videnssamfund er brudt sammen. I en vidensøkonomi gør en viden sig ikke længere gældende i kraft af sit forhold til videnskaben eller sandheden; den cirkulerer som (problemløsnings-)ressource, der kan underkastes en økonomisk logik og de samme regler for organisatorisk økonomisering som andre knappe ressourcer (jord, arbejde, kapital). Viden er blevet for vigtig en ressource at overlade til videnskaben og universiteterne. I stedet årelader økonomiseringen af viden både videnskaben og universiteterne og underminerer dermed tendentielt deres traditionelle eksistensgrund – samtidig med, at man besynger videnskabens og universiteternes store betydning i og for en vidensøkonomi.
Derfor er vidensøkonomien som et symptom på den kognitive kapitalisme ikke indskrænket til det økonomiske. Den repræsenterer derimod et samfundsmæssigt omstillingsprincip, der tendentielt også problematiserer og underminerer den funktionelle differentiering mellem samfundets videnskabssystem, dets politiske system og det økonomiske. Grænserne mellem videnskabssystemet og (videns-)økonomien sløres eller opløses. Viden uddrives fra frihedens rige og underkastes nyt knægtskab i organisatoriske kontekster, hvor det afgørende er useful knowledge. I takt hermed bliver universitetet som institution selv en organisation. En konkurrenrende vidensvirksomhed, der har sit organisatoriske mål i økonomien og dermed følger en dynamik, der fører til skærpelse af videnskonflikter: Videnskabelige gyldighedskriterier kommer under pres fra politiske og økonomiske acceptregler og fra en massemedieorienteret opmærksomhedsdiskurs og -økonomi, der tendentielt afløser den videnskabelige gyldighedsdiskurs med en massemedial opmærksomhedsdiskurs.
Noter
[1] Paulré, Bernard (2001), Le capitalisme cognitif. Un nouveau programme de recherche, i: Azïas, Christian, Corsani, Antonella, Dieuaide, Patrick (red.), Vers un capitalisme cognitif. Entre mutations du travail et territoires, Paris: L’Harmattan, Moulier Boutang, Yann (2007) : Le capitalisme cognitif. La nouvelle grande transformation, Paris: Multitudes/Idees, Édition Amsterdam og Kristensen (2008) “Kapitalismens nye ånd og økonomiske hamskifte – Boltanski og Chiapello og tesen om den kognitive kapitalisme”, i Dansk Sociologi nr. 3. Forskningsprogrammet i Paris må betegnes som det indtil videre mest ambitiøse økonomiteoretiske og samtidsdiagnostiske bud på den nye form for kapitalisme. I omegnen af dette program har også Andre Gorz og andre benyttet sig af kategorien. (Gorz, André (2003): L’immateriel. Connaissance, valeur et capital, Paris: Galilée (tysk udgave 2004 : Wissen, Wert und Kapital. Zur Kritik der Wissensökonomie, Zürich: Rotpunktverlag)). De franske variationer over temaet har dog siden hen været udsat for kritik fra tysk side, hvor man dog fastholder kategorien, men i en mindre epokal og stadiespecifik betydning end franskmændene Jf. Pahl, Hanno & Meyer, Lars (2007), ”Kognitiver Kapitalismus. Forschungsfelder und theoretische Zugänge”, i: Pahl, Hanno & Meyer, Lars (Hrsg.) (2007): Kognitiver Kapitalismus. Soziologische Beiträge zur Theorie der Wissensökonomie, Marburg: Metropolis Verlag s.10 ff, Willke, Helmut (2007) : ‘Wissensgesellschaft. Kollektive Intelligens und die Konturen eines kognitiven Kapitalismus’, i : Pahl, Hanno & Meyer, Lars (Hrsg.) (2007): Kognitiver Kapitalismus. Soziologische Beiträge zur Theorie der Wissensökonomie, Marburg: Metropolis Verlag og Pahl & Meyer (2007) s. 243f. Anliggendet er imidlertid det samme, nemlig at forstå hvad det kapitalismeteoretisk betyder, at økonomien er på vej til at blive en vidensøkonomi, hvor arbejde i stigende grad bliver immaterielt.
[2] Drucker, Peter (1993): Post-capitalist society: Guidelines to our changing Society, New York: Harper and Row
[3] Schmidt, Lars-Henrik (1982), “Magt, viden og renselse – indledende videnspolitiske øvelser” i Grus nr.9, Aalborg 1983 og Schmidt, L.-H (1988) Viljen til Orden, Århus, Modtryk og Kristensen, Jens Erik (2003). “Til kritikken af den politiske vidensøkonomi – om videnspolitikkens aktualitet,” i Hammershøi, Lars Geer, Jensen, Henrik Dahl, Larsen, Christian Stenbak (red.), Mellemværende. Festskrift til Lars-Henrik Schmidt, Kbh. DPUs forlag
[4] Gardner, Howard (1985), The Minds New Science: History of the Cognitive Revolution, New York: Basic Books
[5] Lazzarato, Maurizio (2002), Puissances de l’invention. La psychologie économie de Gabriel Tarde contre l’économie politique, Paris : Les Empêcheurs de penser rond.
[6] Rullani, Enzo (2000): Le capitalisme cognitif: du déjà vu ?, i Multitudes 2, Paris : Exils Editeur, s. 88f.
[7] Rullani (2000) s. 90.
[8] Moulier-Boutang, Yann (2001) Marx in Kalifornien: Der dritte Kapitalismus und die alte politische Ökonomie, i: Politik und Zeitgeschichte, b 52-53, s. 34.
[9] Schmidt (1982) og Kristensen (2003).
[10] Stehr (2003) : Wissenspolitik. Die ûberwachung des Wissens, Frankfurt am Main: Suhrkamp
[11] Willke, Helmut (2002), Dystopia, Studien zur Krisis des Wisens in der modernen Geselschaft, Frankfurt am Main, Suhrkam
Se i øvrigt:
Azïas, Christian, Corsani, Antonella, Dieuaide, Patrick (red.) (2001), Vers un capitalisme cognitif. Entre mutations du travail et territoires, Paris: L’Harmattan
Boltanski, Luc & Chiapello, Eve (1999), Le nouvel esprit du capitalisme, Paris: Gallimard.
Paulré, Bernard (2000): De la ‘New Economy’ au capitalisme cognitif, i : Multitudes nr.2, Paris : Exils Editeur
Kristensen, Jens Erik: “Michel Foucaults videnspolitik – mod en omvurdering af viden og sandhed”, i Schmidt, L.-H./Kristensen, J.E.(red.), Foucaults blik, Aarhus: Modtryk 1985.
Lazzarato, Maurizio (2004), Les révolutions du capitalisme, Paris : Les Empêcheurs de penser.
Moulier Boutang, Yann (2005): ‘Neue Grenzziehungen in der Politischen Ökonomie’, i: Von Osten, Marion (2005) (Hg.): Norm der Abweichung, Zürich: Edition Voldemeer
Nelson, Richard & Winter, S.G. (1982): An evolutionary Theory of Economic Change, Cambridge Massachusetts: Harvard University Press
Vercellone, Carlo (2005): Sens et enjeu de la transition vers le capitalisme cognitif: une mise en perspective historique, på: “http://seminaire.samizdat.net/spip.php?article86”