17.2.2014
Indtil for få år siden var litteraturhistorien rygraden i universiteterenes undervisning i dansk litteratur. Det var den bl.a., fordi universiteterne uddannede de dansklærere, som skulle ud i gymnasiet – hvor de skulle undervise i dansk litteraturhistorie.
Helt så enkelt er det ikke længere. Dels går en stor del af de kandidater, der har dansk som fag, ikke længere ud i gymnasiet, men til et stadigt voksende jobmarked i det private erhvervsliv. Dels er litteraturen ikke længere så vigtig en del af gymnasiets danskundervisning, hvor halvdelen af timerne (og eksamensspørgsmålene) nu er reserveret til sprog og medier.
I takt med, at litteraturhistoriens relevans for kandidaternes umiddelbare beskæftigelsesmuligheder er blevet mindre indlysende, er der blevet skåret ned på undervisningen i dansk litteraturhistorie på alle universiteter herhjemme. Der er ikke tale om et ligefremt årsag-virkningsforhold. Andre forklaringer på nedskæringerne findes også, bl.a. faginterne strømninger som nykritik og dekonstruktionisme, der har prioriteret nærlæsningen af enkelttekster frem for det historiske længdeperspektiv. Men det lader vi ligge her til fordel for nogle tørre tal
På Københavns Universitet er litteraturhistorie på bacheloruddannelsen i dansk inden for de sidste 15 år blevet reduceret fra fire semestre til halvandet, fra 180 (eller, afhængigt af beregningen: 195) timer til ca. 126. Det er en reduktion på 30-35 %. På Aalborg Universitet er der som hidtil tre semestres undervisning i litteraturhistorie, men timetallet er blevet reduceret fra ca. 100 til ca. 66, altså med 33 %. På Roskilde Universitet, hvor litteraturhistorien udbydes på kandidatuddannelsen og er valgfri, er semesterantallet reduceret fra tre til ca. to, men timetallet fra 180 til 70, altså med godt 60 %. Mindre dramatiske er reduktionerne på Aarhus Universitet og Syddansk Universitet, hvor man stadig har fire semestres undervisning i litteraturhistorie.
Oplysningerne har vi fået fra kolleger på de pågældende universiteters danskuddannelser, og de fleste udtrykker bekymring over udviklingen. Fordi vi deler denne bekymring, har vi stiftet initiativgruppen »Projekt Ny Litteraturhistorie«. Gruppen ser det som sin opgave at forsvare litteraturhistorien som forskningsområde ved universiteterne og som faglig disciplin i hele undervisningssystemet – men også at undersøge, hvordan den kan nytænkes og vitaliseres, fx gennem inddragelse af de elektroniske medier.
Hvorfor er vi bekymrede over udviklingen? Hvorfor mener vi fortsat, at det er vigtigt at læse litteraturhistorie?
Dette spørgsmål findes der mange svar på. Det mest nærliggende er, at litteraturen selv er historisk. Det kan igen forstås på flere måder, men her tænker vi primært på, at litteraturen – også den aktuelle – forholder sig til sin egen historie. Forfatterne skriver med deres forgængere i bevidstheden, de litterære værker taler sammen på tværs af århundrederne.
Første gang, den ene af os læste Karen Blixens fortælling Ehrengard (1963), blev han skuffet. Det var jo bare en bagatel om intriger ved et tysk fyrstehof i 1800-tallet – noget om en barnefødsel, der skulle skjules, indtil det unge prinsepars ægteskab havde varet ni måneder. Dertil en sidehistorie om en ældre hofmand og maler, der prøvede at forføre en ung, landlig uskyldighed. Mange år senere, da han læste historien igen, havde han i mellemtiden læst Søren Kierkegaards Enten–Eller (1843). Nu blev det klart, at Karen Blixens fortælling var en replik til Forførerens Dagbog. I det perspektiv blev sidehistorien hovedsagen: Maleren og hofmanden Cazotte var en karikatur af Johannes Forføreren (og desuden af Goethe), mens titelpersonen, den unge pige, var en handlekraftig udgave af Johannes’ offer, Cordelia. Blixens fortælling fik en anden og væsentligere betydning af, at den kunne opfattes som et led i en samtale hen over 120 år.
Således er det overalt i litteraturen: Martin A. Hansens portræt af degnen på Sandø, Johannes Vig i Løgneren (1950), er skrevet i dialog med Harald Kiddes roman Helten (1912), om degnen Clemens Bek på Anholt. Frederik Paludan-Müllers versroman Adam Homo (1842-49) er skrevet som en protest imod det naive menneskebillede, der blev bygget op i Adam Oehlenschlägers Aladdin (1805). Grundtvigs salme »De Levendes Land« (1824) er skrevet som et positivt modstykke til Thomas Kingos livsforsagende »Keed af Verden og kier ad Himmelen« (1681) – oven i købet på samme versemål.
Litteraturen er på denne måde en bestandig samtale med forgængerne – ikke kun indholdsmæssigt; det kan også dreje sig om stil, versteknik, metaforer og genrekonventioner. Hvis man som læser ikke kender de forgængere eller den historie, som et værk forholder sig til, bliver éns læsning af det fattigere.
Naturligvis er litteraturen også – måske først og fremmest – udtryk for sin samtid. Digterne skaber billeder af verden, som de opfatter den, eller som de gerne ville have, at den skulle se ud. Men det betyder blot, at den ældre litteratur er udtryk for tidligere tiders måder at opleve, sanse, tænke og drømme om verden på. Måder, som måske er blevet fremmede for os. Digtningen opbevarer fortidige livsbilleder, og i en nutid, som føles klaustrofobisk eller forvirrende, kan de fungere som åbninger, perspektiver, måske endog som alternativer.
Ligesom der kræves viden – litteraturhistorisk viden – for at få øje på et nutidigt værks dialog med fortiden, sådan kræves der som regel viden for at få adgang til de fortidige værkers fremmedhed. Umiddelbart lyder det paradoksalt, men fremmedheden er ikke altid til at få øje på.
De fleste vil have oplevet det, når de som helt unge mennesker har læst en ældre roman og identificeret sig restløst med hovedpersonen. Mange har i 15-16-årsalderen læst Henrik Pontoppidans Lykke-Per eller Martin Andersen Nexøs Ditte Menneskebarn og følt, at disse bøger handlede om dem selv: at det var netop deres problemer, håb og drømme, som forfatteren beskrev. Bagefter har man, måske i skolens danskundervisning, måttet lære, at det var romaner skrevet i en anden historisk situation, præget af en bestemt ideologi, en samfundsgruppes interesse osv. Den litteraturhistoriske viden har åbnet nye betydningslag i værkerne – og samtidig bragt distance ind i éns forhold til dem.
Når man læser umiddelbart, som barnet og det unge menneske gør, er al litteratur samtidig. De historisk betingede forskelle læser man enten hen over, eller de markerer sig som en generel irrelevans, som mangel på identifikationspunkter.
Den litteraturhistoriske viden modvirker en sådan læsning, hvor læseren projicerer sin egen horisont ind over værkerne. Litteraturhistorien beskytter så at sige værkerne mod vores ubevidste overgreb og lader dem fremstå i deres egenart. Men det sker netop i samme bevægelse, som den åbner hidtil ukendte lag af mening i værkerne.
At åbne det fremmede for os – og at skabe distance til det tilsyneladende velkendte. Det er denne dobbeltbevægelse, som den historiske læsning formår. Georg Brandes udtrykte det ved at sige, at den litteraturhistoriske betragtning rækker os en kikkert, hvis ene side forstørrer genstanden, og hvis anden side formindsker den. Den kikkert er det vigtigt at have ved hånden, uanset hvad man i øvrigt skal tjene sine penge ved.
“Projekt Ny Litteraturhistorie” består af professorerne Hans Hertel og Johnny Kondrup, Københavns Universitet, Ivy York Möller-Christensen, Universität Flensburg, og forfatteren Ole Dalgaard (Oskar K.). Kronikken blev første gang bragt i Jyllands-Posten den 3. oktober 2013.
