Kapitalisme og Ånd

Artikel af Anders Fogh Jensen: Med udgangspunkt i Luc Boltanski og Eve Chiapellos hovedværk om kapitalismen Le nouvel esprit du capitalisme leder Anders Fogh Jensen i det følgende læseren gennem kapitalismens 500 år gamle historie, for her igennem at lede efter nogle af svarene på kapitalismens formidable overlevelsesevne og uomgængelige succes.

1.4.2006

Med udgangspunkt i Luc Boltanski og Eve Chiapellos hovedværk om kapitalismen Le nouvel esprit du capitalisme leder Anders Fogh Jensen i det følgende læseren gennem kapitalismens 500 år gamle historie, for her igennem at lede efter nogle af svarene på kapitalismens formidable overlevelsesevne og uomgængelige succes.

”Kapitalismen er i mange henseender et absurd system”, lyder det fra den franske sociolog Luc Boltanski og hans noget yngre spanske kollega, Eve Chiapello, i deres murstensværk, Le nouvel esprit du capitalisme (Kapitalismens nye ånd) fra 1999. Kapitalismen er ikke identisk med markedsøkonomi, den er en organiseringsmåde, der bygger på og betjener sig af markedsøkonomi. Imidlertid har kapitalismen som system ingen mening, den lover ikke noget, den er alene ”et krav om ubegrænset akkumulation med formelt set fredelige midler”. Det spørgsmål, de to sociologer stiller sig, er da dette: Hvis kapitalismen er absurd, hvorledes kan den da fremstå som meningsfuld? Hvordan kan et system, der ikke har lighed, sikkerhed, frihed eller fremskridt, men alene den rene akkumulation som sit erklærede mål, fremstå legitimt? Hvorfor bliver det ikke omstyrtet?

Til at besvare dette spørgsmål introduceres det weberske begreb om kapitalistisk ånd (Geist/esprit) i pluralis: Kapitalismen har gennemløbet forskellige faser; disse faser er ikke blot organiserings- og produktionsfaser, de er også ånds- og rationalitetsfaser. Svaret på, hvorledes kapitalismen fremstår som meningsfuld, skal søges i tidsånden.

20 år forinden havde Jean-Francois Lyotard i La condition postmoderne opridset en beslægtet legitimitetsproblematik, der omhandlede viden. Efter at de store fortællinger er blevet utroværdige, hed det, står vi nu i en situation, hvor en given viden ikke kan begrunde sig i noget overordnet (som f.eks. fremskridtet eller frigørelsen), men må henvise til mere lokale referencerammer. Nå ja, tilføjede Lyotard, der er lige en generel fortælling om ”performativitet”, der tilskriver sandhed til det, der yder mest. Den fortælling virker stadig. Sammenblandingen af ydelse og sandhed får filosofisk vind i sejlene med pragmatismens genkomst, og den passer som fod hose med legitimeringen af et markedsbaseret uddannelsessystem.

Boltanski & Chiapellos diagnose er lidt af samme karakter. Nutiden er en blanding af en fragmentering eller en decentralisering af den overordnede styring og en styring gennem krav om performans. Disse to styreformer lader sig forene i projektorganiseringen. Men før det kom dertil, har kapitalismen gennemløbet adskellige faser, hvor den har legitimeret sig i forhold til nogle overordnede fortællinger. Den absurde kapitalisme har i disse faser formået at vise, at den var i overensstemmende med det, tidsånden opfattede som legitim.

Legitimering af den absurde kapitalisme

For at fremstå legitim må kapitalismen ifølge Boltanski & Chiapello kunne overbevise om følgende:

– Den må kunne motivere og engagere mennesker til at arbejde for at akkumulere.
– Den må vise, at den er den organiseringsform, der fører til det fælles gode.
– Den må vise, at den skaber sikkerhed.

Ingen af de tre ting ligger implicit i kapitalismens eget rationale; det dikterer blot akkumulation. Hvordan kan den vise det? Hertil har kapitalismen et mangfoldigt repertoire af strategier:

– Den kan vise, at den altid allerede har været der. At den er naturlig eller nødvendig.
– Den kan opstille sine egne tests og bestå dem.
– Den kan hente sin legitimering udefra. Den kan hente hjemmel i religiøs mening, eller den kan vise, at den realiserer de gældende politiske dagsordener.
– Den kan henvise til at alternativerne til kapitalismen er værre.
– Den er så fleksibel, at den kan inkorporere sine modstanderes synspunkter og gøre dem til sine.

Sidstnævnte strategi er måske den mest effektive og fascinerende. For eksempel har kapitalismen overtaget et marxistisk program om kobling af arbejde, produktion og nationalregnskab og gjort det til sit. Og da fascismen og kommunismen efter anden verdenskrig stod klar med statsapparater, begyndte også kapitalismen at lave en stat der var tilpasset markedet – i markedsmode. Kapitalismen er i besiddelse af en særlig overlevelsesevne, der gør, at den kan indrette sig efter enhver kritik ved på markedsmåden at lave det, kritikken fortæller, at den ikke er.

Hvad er det for et subjekt ’kapitalismen’ eller ’kapitalismens ånd’, der her henvises til? Hvem er det der legitimerer? Det er ikke bare lobbyister og politikere, det er den almene rationalitet – logikken i, hvad Durkheim kaldte ’de kollektive repræsentationer’. Liberalisme er f.eks. ikke blot et træk hos dem, der i deres egen selvforståelse forstår sig som liberalister, det er, at nogle givne argumenter for den fornuftige styring (interessestyring) er blevet gyldige. I fransk filosofi skal historien helst have tre faser. Det har den også hos Boltanski & Chiapello, der dog må dele både den første og den sidste fase op i to.

Kapitalismens 1. fase

Fra det 16. til det. 19. århundredes industrielle gennembrud udgjordes tidsånden af et religiøs-utilitaristisk tankesæt. Det var Webers tese, at protestantismen i det 16. og 17. århundrede havde øget vækstbetingelserne for kapitalismen. Prædestinationstesen førte nemlig til, at mennesker blev optaget af at bevise i det dennesidige, at der var indlagt et tegn i dem om, at de var prædestinerede til frelse. Dette kunne bevises (men altså ikke ændres) gennem duelighed, arbejdsomhed og flittighed i det jordiske. Samtidig hævdedes der at være et stigende problem med at holde alle syv dødssynder (hovmod, dovenskab, utugt, frådseri, vrede, misundelse og gerrighed) i ave, og efterhånden slækkede kirken på den mildeste af dem for at sikre overholdelsen af de øvrige – gerrigheden. Kombineret med viljen til frembringelse af tegn på prædestineret frelse skiftede gerrigheden betydning fra last til dyd. Idet gerrigheden blev givet fri som en dyd, blev kapitalismen teologisk bestemt og efterhånden til samfundsmæssig natur.

Kapitalismen lånte altså i sine første faser mening i en religiøs ånd. I løbet af det 18. århundrede leveredes politisk-filosofisk begrundelse for at kapitalismen også skabte det fælles gode. Først i form af Adam Smiths tanker om en usynlig hånd, der fordelte de individuelle rigdomme gennem udveksling, og senere i en utilitaristisk variant, hvor den samlede maksimering af goderne hævdedes at gå gennem det enkelte individs maksimering af sine egne goder. Gerrigheden blev optimeringsprincip.

Men hvad med sikkerheden, hvordan viste kapitalismen at skaffede sikkerhed? Derved, at den der skabte sig en forretning og blev rig derpå, sørgede for sikkerhed for sig selv og sine nærmeste.

I anden halvdel af kapitalismens første åndsfase strækker sig fra begyndelsen af industrialiseringen og ind i det 19. århundrede. Her dukkede borgeren, ingeniøren og iværksætteren, der starter egen virksomhed og omdannede den til familievirksomhed frem i stigende grad. Han hittede på opfindelser og var en driftig handelsmand – industriens ridder.

Hvorledes legitimerede kapitalismen sig her? Ja, det var stadig tydeligt, at akkumulationen af individuel rigdom bragte individuel sikkerhed, og at det kapitalistiske system derfor var det sikkerhedsbringende system. Herudover føjede to andre legitimationer sig til: Industriridderen var historiens krumtap. Han skabte fremtiden indenfor videnskab, teknik og industri. Carlsberg var f.eks. med til at udvikle og afprøve gæret, hvilket kom samfundet som helhed til gode. Ud over at bidrage med fremskridt bidrog industriridderen også til almenvellet gennem sin velgørenhed.

Men hvad med motivationen? Her lavede kapitalismen et af sine smarte tricks med at opstille en legitimeringstest, som den efterfølgende selv bestod: Succes defineredes som selvrealisering og individuel succes. Det system, der kunne give mulighed for succes var følgelig legitimt. Kapitalismen gav netop mulighed for enkeltmandsbedriftens succes, ergo var den legitim. Og når én kunne gøre det, kunne alle realisere sig selv i kapitalismen. Denne argumentationsform eksisterer stadig i bedste velgående ved fremstilling af galionsfigurer for den amerikanske drøm, som f.eks. vor egen Lars Larsen.

Kapitalismens 2. fase

Kapitalismen gik ind i sin anden åndsfase, der dækkede perioden fra ca. 1930-1960, i og med at en ny magtfuld medspiller meldte sig på banen: Den placerede eller firmaets mand, der gjorde alt for at få firmaet til at vokse. Hans metoder var beregning og maskinstyring udfra den Taylorske model. Kapitalismen viste nu, at den gav mulighed for selvrealisering i de magtfulde job. Den viste, at den bragte sikkerhed gennem planlægning, kalkulation, rationalitet, der muliggjorde at foregribe fremtiden. Endvidere bidrog den til det fælles gode ved i) at bidrage til udviklingen af produktionsmidlerne, ii) at distribuere konsum i det voksende velfærdssamfund og iii) at udvikle arbejderne gennem arbejdet – en udvikling til moralsk subjekt og forbrugersubjekt.

Endelig tilføjedes en ny form for selvlegitimering, som kan genkendes fra totalitære styrer: Den, der ikke anvender al magt i egen tjeneste, men behersker sig, viser, at han er i det almenes tjeneste. Kapitalismen gjorde det ved at vise, at det ikke kun var de magtfulde, der fik glæde af kapitalismen, men alle der bidrog til den: Den der arbejdede i firmaet sikredes velfærd og pension.

Kapitalismens 3. fase

Kapitalismens 3. åndsfase løber fra ca. 1960 og frem. Med kapitalismens anden ånd og de ansatte direktører og administrationschefer fødtes ledelseslitteraturen. I 1910’erne udkom Fayol i Frankrig og Taylor i USA som nogle af de første indenfor denne genre. Ledelseslitteraturen var, og er stadig, optaget af at kritisere samtidige eller fortidige styremåder. Og, hævder Boltanski & Chiapello, i denne kritik af irrationel ledelse tildrager de sig derved den funktion at legitimere det kapitalistiske system som rationelt.

Ser man på 1960’ernes ledelseslitteratur, så kritiserede den ingeniørlederen, der kom nedefra og derfor manglede overblik. Den kritiserede sammenblandingen af familieeje og direktion – og i forlængelse heraf den hjemmets logik, der stadig fandtes i mange virksomheder, og som bl.a. gik under navnet ’nepotisme’. De kritiserede bureaukratiets perverse effekter, eksamenspapiret som nøgle til ansættelse og ancienniteten som avancementets rullebånd. I stedet måtte der objektive målinger til. Ledelsen måtte udvælges efter resultater. Der måtte opstilles kriterier og mål samt laves planer for karrierestyring. Ledelsesrationaliteten pegede i stigende grad på irrationaliteten i bureaukratier og regler. Den ville i stedet objektivere og måle.

Endelig problematiserede ledelseslitteraturen fyringer: Hvorfor, hvornår og hvordan fyrer man? Det tema er nærmest forsvundet i 1990’erne, hvor 1970’ernes og 1980’ernes økonomiske kriser har gjort afskedigelser til hverdagskost, eller, til noget der foregår samtidigt med ansættelsen under navne som projektansat, vikar eller freelancer.

1960’ernes ledelseslitteratur havde den fordel, at den ikke behøvede at slå knuder på sig selv og vikle sig ind i paradokser for at motivere og retfærdiggøre kapitalismen som det for sikkerheden og almenvellets bedste. Den skrev i en tid, der organisatorisk endnu hørte planorganisationen til, og kunne således henvise til en planlægningsrationalitet, også når det angik udvikling. De objektive kriterier kunne motivere arbejdere og ledere til at yde mere. Virksomheden bidrog ved sin objektivitet til det fælles gode ved at organisere arbejdet efter objektive kriterier, hvorved den også tog sig ud som en god model for demokratiet. At virksomheden var uundværlig i opbygningen af velfærdsstatens fælles goder lå udenfor enhver tvivl.

Sikkerhedsmæssigt retfærdiggjorde kapitalismen sig gennem virksomhedens karrieresikring. Gennem planlægning sikrede virksomheden, at den kunne beholde alle ansatte, at de ville kunne få fremtidige opgaver og avancement i virksomheden, og at fyring kun blev nødvendige i forbindelse med fejl. Sikkerheden sikredes også gennem en redistribution mellem generationer, således at de unge, effektive, der fik mindre løn i begyndelsen, ville få mere løn senere, således at forbruget kunne stige støt gennem livet. Individet blev af kapitalismen tilbudt en dobbelt sikkerhed. På arbejdsmarkedet tilbød den sikkerhed for karriere og fremtid, og udenfor arbejdsmarkedet trådte en velfærdsstat til, der var muliggjort og opretholdt af kapitalismen.

Netop sikkerhedsbegrebet bliver 1990’ernes store problem. I en verden, hvor omstilling, mobilitet og fornyelse er blevet afgørende konkurrenceparametre, kan garantier ikke længere gives. Derfor må sikkerhed retematiseres i termer af risiko, fleksibilitet, mobilitet og frihed, for at legitimere kapitalismen.

Virksomheder og organisationer kan i stadig mindre grad tilbyde fastansættelser, fordi det går ud over fleksibiliteten og må derfor betjene sig af projektansættelser, ad hoc ansættelser, vikariater, free lancere osv. I et sådant system bliver det afgørende for individet at sikre, at det kontinuerligt er tiltrækningsværdigt, for herigennem løbende at kunne koble sig på nye projekter. Det bliver derved en del af livet i den projektstrukturerede kapitalisme, at man i det enkelte projekt hele tiden arbejder med det næste projekt for øje.

Den sikkerhed, kapitalismen tilbyder i projekter og midlertidige ansættelser, består i at øge sandsynligheden for, at den hyrede får et projekt bagefter. Ikke nødvendigvis her, men så et andet sted. Med andre ord kan sikkerhed ikke længere være, at det samme består. Sikkerhed består i at kunne finde noget andet. Hertil introduceres termen ’employabilitet’. Employabilitet er den grad, hvormed et individ kan tiltrække nye projekter. Virksomheder kan nu blandt individer – der ikke længere kan forvente en ansættelse – tilbyde en midlertidig ansættelse, der vil sikre individet, at det holder sig i gang og øger dets employabilitet. Ja, virksomheder kan ligefrem konkurrere om de gode projektarbejdere ved at fremvise, at folk, der har været med i projekter hos dem, har en kortere gennemsnitlige ledighed inden næste projekt et andet sted. Set i det lys, at arbejde er employabilitetsforøgende, kan løn, pension, arbejdslokaliteter og -redskaber betragtes som overbetaling. Den struktur, der i ekstrem grad finder sted i kunst-, film- og teaterbranchen, er nu ved at sprede sig til hele samfundet. Organisationer kalkulerer med en vis grad af gratis – og under alle omstændigheder projektansat – arbejdskraft. Offentlige bevillinger og priser på produkter sættes derefter.

Managementlitteraturen er samtidig medkonstruktør og produkt af denne struktur. Presset af konkurrence prioriterer virksomhederne fleksibiliteten, og managementlitteraturen idealiserer den. Boltanski & Chiapellos pointe er, at denne litteratur er en nøglefaktor i kapitalismens selvlegitimering i nutiden. Produktionen bliver mere fokuseret på efterspørgslen (pull-orienteret), den må derfor hurtigt kunne omstille sig eller flytte. Dertil må den være slank (lean): Lager og faste aftaler er klodser om benene.

I omstruktureringen af kapitalismen udliciteres motivationsproblemet til individet. Man mobiliserer individer og forventer, at de motiverer sig selv. Man udliciterer kontrollen til selvkontrol. Et projekt er en samlet opgave, der skal løses af et individ eller en gruppe, uden at de har fået stukket en plan i hånden. Det kræver, at de selv finder en metode og kommer tilbage med et resultat. Lykkes det ikke forringes deres chancer for nye projekter. Når kontrol hviler på selvkontrol, når tidshorisonten er kort og garantierne ikke-eksisterende, er det vigtigt, at individerne selv har noget på spil. De må med andre ord være motiverede, ellers er de farlige idet manglende motivation kan resultere i et dårligt projekt. Tillid kommer i centrum, når kontrol er udliciteret, og det bliver derfor afgørende at være tillidsvækkende, at vise sin motivation og sit engagement, eller som det hedder, at man er ’commited’.

Managementlitteraturen er, sammen med forskellige former for netværksteori, med til puste mening ind i den absurde kapitalisme, der på nye præmisser formår at fremstå motiverende, frihedsskabende og sikkerhedsskabende. Systemet fremstilles som et ultimativt frihedssystem, ingen er bundet af noget og alle må cirkulere; ja, man kontrollerer ikke længere som på fabrikkerne. Motivationen er udliciteret til individer; man mobiliserer dem og forventer, at de motiverer sig selv. Arbejdet er sikkerhedsbringende: Ved at arbejde øger man sandsynligheden for at få nye projekter.

Demonstrationerne i Frankrig i foråret 2006 skal ses i lyset heraf: For at få flere unge i arbejde må man gøre det mere fleksibelt at ansætte dem. Man foreslår derfor at afskaffe deres rettigheder i forbindelse med fyring. Studenter råber vagt i gevær, grundlæggende rettigheder er ved at blive nedlagt, f.eks. ret til kun at blive fyret med varsel. Sikkerheden eroderer. Men loven er netop et forsøg på at frembringe sikkerhed, fordi kontakt med arbejdsmarkedet er den eneste sikkerhedsfaktor, man kan tilbyde, hvis virksomhederne skal kunne klare sig i konkurrencen. Demonstranterne reagerer på et tilbageskridt. Men den kritik er forældet, for kapitalismen er allerede et andet sted.

Kritik

Når kapitalismen omdanner sig, forælder den kritikken. En kritik, der retter sig mod eksklusion fra arbejdsmarkedet er ikke længere en potent kritik, fordi problemerne har ændret sig. Nu synes det væsentligste problem at blive, at individerne konkurrerer om at underbyde hinanden i de garantier, som fagforeningerne havde sikret: Man konkurrerer om at acceptere nedgang i løn og sikkerhed, for dog at få noget at lave. Det værste er ikke at blive udnyttet, det værste er hvis man ikke bliver udnyttet. Eksklusionens binaritet er erstattet af udnyttelsens gradsforskelle. Netop derfor må en kritik af kapitalismen nu rette sig mod udnyttelsesformer indenfor arbejdsmarkedet og de eksklusionsmekanismer der følger heraf.

Boltanski & Chiapello tilbyder også en kritikhistorie, og de deler kritikken op i to: En social (moralsk) og en æstetisk, hver med to grundformer:

Den æstetiske kritik har påpeget, at kapitalismen var affortryllende og skabte inautenticitet, f.eks. at den skabte en reklameverden af løgn og falske behov. Den har endvidere leveret en kritik af undertrykkelsen af frihed, autonomi og kreativitet i den industrialiserede verden, f.eks. i form af en teknologikritik.

Den sociale kritik har gået på, at kapitalismen frembragte elendighed og fattigdom, f.eks. urbanisering og underbetalte fabriksarbejdere. Den kritik krævede mere lighed. Den har endvidere været en kritik af den egoisme, som kapitalismens hævdedes at frembringe. Den tidlige Marx, der fokuserede på fremmedgørelse, begyndte i den æstetiske afdeling, men bevægede sig efterhånden over til en social kritik.

Set ud fra disse 2 x 2 kritikker står det klart, hvorfor der kan komme uro i geledderne. En æstetisk kritik, der kræver individets autonomi og frihed til at være sig selv, går frontalt imod den sociale kritik af egoisme og krav om lighed. Under 68-demonstrationerne udmøntede det sig i en latent strid mellem studenter og arbejdere. Kapitalismens vigtigste overlevelsestræk er, at den kan omdanne sig, og at den kan udnytte kritikken til dette formål. Kritikken peger nemlig på det, som kapitalismen mangler, hvad den kunne være eller hvad den kan blive til. Den sociale kritik blev indfriet som velfærdsstat og kvaltes i forbrug. Men hvad med den æstetiske kritik?

Kapitalismen gav sig til at lave det, som den æstetiske kritik påpegede, at den manglede. Den manglede autenticitet – ergo lavede den autenticitet på kapitalismemåden: autenticitetsvarer. Classic, original, oprindelighed, custumization og rejser hen hvor ingen har været før. Den blev kritiseret for at låse individer fast – ergo lavede den projektstruktur og fleksibilitet. Det politiske pres, som hierarkierne kom under i løbet af 1970’erne, og det økonomiske pres, som virksomhederne kom under i begyndelsen af 1970’erne og op gennem 1980’erne, har sammen skabt netværksbaserede organisationer, der arbejder i projekter. Her er sociale kompetencer et afgørende konkurrenceparameter, fordi det gælder om at kunne kommunikere sine evner og attraktiver, at koble sig på og skabe netværk og at koble sig af igen, at vække tillid og udvise engagement, hvis man vil være med i projekter. Kapitalismens argeste kritikere op gennem 1970’erne er nu ansat som konsulenter i kapitalismen. De er veluddannet arbejdskraft, for de kender projekt- og netværksorganisering fra deres tid som kapitalismeomstyrtere.

Boltanski & Chiapello demonstrerer meget overbevisende, hvorledes kapitalismen har omformet sig, og hvorledes traditionelle kritikformer følgelig er blevet forældede. En aktuel kritik må tage hensyn til ad-hoc-organiseringen og hermed også at udnyttelse er blevet noget, man kæmper om. Den må således foreslå rammer, indenfor hvilke projekt- og netværksorganiseringen kan forløbe uden at ødelægge individerne i deres konkurrence med hinanden. Det er en stor opgave for kritikken. Hvad Boltanski & Chiapello måske kan anklages for, er at sætte kapitalismen lige lovligt meget i centrum for kulturen. Måske forholder det sig sådan, at projektstrukturen er en mere generel disposition, der ikke udgår fra managementlitteratur og virksomhedsorganisering, men i højere grad udgør en mere generel kulturel struktur. Ud fra en sådan hypotese ville man kunne vise, at overgangen til et projektbaseret samfund også er at finde i danseskolernes krise, i fodboldens overgang fra mandsopdækning over zoneopdækning til totalfodbold, i arkitekturens konstruktion af gangrum, i overgangen fra den enlige til singlen og repræsentationen af dette i tv-serierne, i socialpolitikkens overgang fra administration til selvmotivation, i krigsførelsens omstrukturering til netværksbekæmpelse, og meget meget mere. Med andre ord synes projektbegrebet, og dets implikationer for sikkerhed, improvisation, innovation, frihed og netværk at være egnet til at studere nutidens kapitalisme, netop fordi nutidens kapitalisme følger mere generelle omorganiseringer i kulturen. Det, Boltanski & Chiapello kalder overgangen fra kapitalismens anden ånd til dens tredje ånd, er nok en overgang i ånd, men det er måske ikke kapitalismens ånd. Det er en generel ånd, der strukturerer en lang række manifestationer, som må undersøges og beskrives. Opgaven består da i, som Foucault sagde, at fremvise det, der ikke er synligt, men heller ikke skjult. Hvad Foucault gjorde i Overvågning og straf var at vise, hvorledes fængslets diagram spredte sig som reguleringer, formateringer og planlægning til et disciplinsamfund. Det er nu tid til at skrive historien om disse formers sammenbrud og hvilke nye former, sammenbruddet frembragte. Med andre ord mangler projektsamfundet sin Overvågning og straf. Den afhandling hedder Projektsamfundet.


Læs også følgende beslægtede artikler på Turbulens.net:

Humanismens tvang – interview med sociolog Rasmus Willig, der bl.a. kristiserer kapitalismens selvlegitimering, som i dag sker ved hjælp af humanistiske idealer om selvrealisering og autenticitet. Men hvor disse idealer traditionelt set skulle frisætte subjektet og udvide dets mulighedsrum, har de i dag fået tvangskarakter: Du skal realisere dig, så du kan omsættes på markedet.

Finn Jannings artikel, Humanisme og kapitalisme – til døden jer skiller. På trods af de mange fordele ved partnerskabet mellem humanisme og kapitalisme advarer Finn Janning mod en yderligere applicering af den kapitalistiske model på menneskelivet. I takt med den kapitalistiske models fortsatte applicering på livet, udgrænses nemlig nogle af de allermest fundamentale mulighedsbetingelser for udvikling og liv.

Mulige virkeligheder – Interview med Anders Fogh Jensen om kritikbegrebet, herunder dets relation til den moderne kapitalisme. Fra temaet Kritik.

Luc Boltanski er professor i sociologi ved École des Hautes Études en Sciences Sociales (EHESS) i Paris.

Eve Chiapello er professor i ledelse og finansiering ved Grande École de Commerce (HEC), Paris.

Boltanski & Chiapello: Le nouvel esprit du capitalisme, Paris: Gallimard, 1999.

Anders Fogh Jensens afhandling, Projektsamfundet, indleveres vinteren 2006. Cf. www.filosoffen.net

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *