Mellem tillid og mistillid

Artikel af Søren Christensen: I 1990’erne blev det ofte forudsagt, at statens rolle – i lyset af den fremvoksende globalisering – ville blive reduceret til en minimalstat. Med fremkomsten af en ny global innovationsøkonomi, tegner sig dog et andet billede af en langt mere aktivistisk stat, som skal fremelske innovative og kreative kompetencer i befolkningen, for heri ligger den vigtigste kilde til statens konkurrenceevne. Fundamentet til den innovative strategi finder man i de såkaldte danske værdier. Men kan den nationale kultur fungere som innovationskraft, og kan man sætte den på målbar formel? Ifølge Søren Christensen er problemet, at – i
det øjeblik – man forsøger at gøre de danske værdier til økonomiske ressourcer, risikerer begreberne at miste deres betydning og slå over i deres egne modsætninger.

1.5.2009

I 1990’erne blev det ofte forudsagt, at statens rolle – i lyset af den fremvoksende globalisering – ville blive reduceret til en minimalstat. Med fremkomsten af en ny global innovationsøkonomi, tegner sig dog et andet billede af en langt mere aktivistisk stat, som skal fremelske innovative og kreative kompetencer i befolkningen, for heri ligger den vigtigste kilde til statens konkurrenceevne. Fundamentet til den innovative strategi finder man i de såkaldte danske værdier. Men kan den nationale kultur fungere som innovationskraft, og kan man sætte den på målbar formel? Ifølge Søren Christensen er problemet, at – i det øjeblik – man forsøger at gøre de danske værdier til økonomiske ressourcer, risikerer begreberne at miste deres betydning og slå over i deres egne modsætninger.

Visse modeord viser sig at have en ganske forbløffende slidstyrke. Til dem hører ordet globalisering, der nu efterhånden har været med os i snart 20 år. Én begrundelse for denne slidstyrke kunne være, at globaliseringen simpelthen er et faktum. En anden og mere sandsynlig begrundelse er imidlertid, at globaliseringsbegrebet har vist sig at have en imponerende evne til at skifte betydning – til at absorbere nye og udskille gamle betydninger i takt med de økonomiske og politiske konjunkturers skiften. Et eksempel på det er forholdet mellem stat og globalisering.

I 1990’erne var et af hovedelementerne i globaliseringsfortællingen således antagelsen om en forestående – hvis ikke allerede fuldbyrdet – afslutning på staternes æra. Med opkomsten af en ny global økonomi, opstod en kapitalisme, der ikke længere var underkastet staternes jurisdiktion. Fra nu af dikterede kapitalismen mere eller mindre egenhændigt sine egne vilkår, og staternes rolle ville fremover være begrænset til at fjerne sten på kapitalens vej – såsom skatter og arbejdstagerrettigheder. I dag er forholdet mellem stat og globalisering vendt om. Globaliseringen optræder ikke længere som argument for statens afmagt. Den optræder tværtimod som slagord og legitimeringsgrund for en ny type aktivistisk og interventionistisk stat, der med henblik på statens styrkelse udadtil udøver en ekstensiv regulering af befolkningens liv. Denne udvikling er uløseligt forbundet med forandringer i økonomisk rationalitet – herunder nye forståelser af den globale økonomis natur.

I 1990’erne blev økonomisk globalisering som værende ensbetydende med opløsning af grænser. Det betød, at staten ikke længere var herre i eget hus. I dag er der en udstrakt grad af konsensus om, at globaliseringen er uløseligt forbundet med et skift i selve den globale økonomis natur. Det er dette, der ligger i den nærmest selvfølgelige brug af termer som vidensøkonomi, innovationsøkonomi og kreativ økonomi.

I brugen af disse termer ligger en tese om, at det i nutidens globale økonomi er immaterielle faktorer som viden, innovation og kreativitet, der udgør de grundlæggende kilder til økonomisk vækst og velstand. Denne tese sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved 1990’ernes billede af en deregulerende minimalstat. Tesen indebærer nemlig, at staterne ikke kan sikre deres konkurrenceevne ved at garantere politisk stabilitet, lavt skattetryk og føjelig arbejdskraft. Staternes konkurrenceevne bliver tværtimod utvetydigt bundet til en ny type biopolitik.[1] Denne biopolitik drejer sig ikke længere blot om at frembringe en sund, veluddannet, produktiv og socialt ansvarlig befolkning. Den drejer sig også om at frembringe en befolkning, der af sig selv – gennem sine fleksible kooperative dynamikker såvel som gennem individernes omstillingsvilje – kan generere de kreative og innovative processer, der nu ses som den måske vigtigste kilde til staters konkurrenceevne.
Det er netop som nøgle til en sådan biopolitik, at kultur – nærmere bestemt danske værdier – er kommet til at udgøre omdrejningspunktet for en række af de seneste års danske globaliseringsstrategiske manifester.

Sammenhængskraft og konkurrencekraft

I den danske litteratur er denne stat, der hengiver sig til en omfattende befolkningsomsorg i konkurrenceevnens navn, efterhånden kommet til at hedde ”den nationale konkurrencestat.”[2] Intet steds formulerer denne nationale konkurrencestat formodentlig sine biopolitiske ambitioner så explicit som i den særlige diskursive genre, der har udviklet sig til konkurrencestatens selvtematisering par excellence, nemlig den nationale strategi. I en lang række lande har råd, kommissioner og tænketanke – i Danmark især repræsenteret ved Globaliserings- og Innovationsrådet – gennem det seneste årti udgivet rapporter med titler som ”Innovative Danmark” (Innovationsrådet), ”Innovate America” og ”Innovation Nation” (Storbritannien). Den nationale strategi udgør på mange måder konkurrencestatens variant af det, som Foucault kaldte statsræsonen.[3] Det er nemlig her, staten rejser spørgsmålet om sine egne kræfter – om de kræfter den råder over, og om hvordan disse kræfter bedst mobiliseres og optimeres med henblik på styrkelsen af statens position i den mellemstatslige konkurrence. Det mest bemærkelsesværdige ved den aktuelle danske globaliseringsstrategiske statsræson, er den betydning, der tilskrives én bestemt af statens kræfter – nemlig sammenhængskraften. Denne kraft optræder altid parret med konkurrencekraften, som den på samme tid er forbundet med på to forskellige måder.[4]

På den ene side er sammenhængskraften; den kraft, der afbalancerer konkurrrencekraften. Det er dette, regeringen giver udtryk for, når den forsikrer, at det danske svar på globaliseringens udfordringer består i at styrke vores konkurrencekraft, samtidig med at vi ”fastholder et helt og trygt samfund uden store skel.”[5] På den anden side er der tale om to kræfter, som i realiteten er én og samme kraft, i og med at sammenhængskraften selv udgør Danmarks vigtigste konkurrencekraft. Sammenhængskraft fungerer her som samlebetegnelse for de immaterielle befolkningskvaliteter, som videns- eller innovationsøkonomien kræver for at opnå succes. Pointen er derfor, at en forsømmelse af sammenhængskraften på konkurrencekraftens bekostning slet og ret ville være en forsømmelse af konkurrencekraften selv.

Denne fokusering på sammenhængskraft som konkurrencekraft er langt fra noget enestående dansk fænomen. Den kan tværtimod betragtes som et eksempel på en mere omfattende international tendens til at betragte sociale relationer og dynamikker som centrale kilder til økonomisk værdi i det nye videns- eller innovationssamfund. En af grundpointerne i de seneste års studier af den kognitive kapitalisme er således, at nutidens kapitalisme i stadig stigende grad er afhængig af såkaldte positive eksternaliteter, dvs. i udgangspunktet økonomieksterne og dermed også økonomisk uopgørlige ressourcer.
Til disse positive eksternaliteter hører netop sammenhængskraften, i og med at det i en videns- og innovationsøkonomi er ”det levende arbejdes sociale kooperation [og] dermed evnen til at interagere konkret og virtuelt i åbne fællesskaber og netværk, der er den afgørende kilde til værdi og rigdom.”[6]

I sociologien gør en beslægtet problemstilling sig i disse år gældende i form af forskningen i tillid. Denne forskning viderefører – måske mest eksemplarisk i den amerikanske politolog Robert Putnams bog Bowling Alone. The Collapse and Revival of American Community – temaer fra 1990’ernes angelsaksiske kommunitarisme. Men den moralfilosofiske og kulturkritiske beklagelse af fællesskabets forfald bliver hos Putnam overskygget af fokusering på tillid som produktivkraft: ”På samme måde som en skruetrækker (fysisk kapital) eller en universitetsuddannelse (menneskelig kapital) kan øge produktiviteten (både individuelt og kollektivt), kan også sociale kontakter påvirke både individers og gruppers produktivitet.”[7]

Tillid fremstår her som selve indbegrebet af denne sociale produktivkraft. Ved at reducere de sociale ’transaktionsomkostninger’ (rigide regler og kontrolforanstaltninger) fremmes tillid til den sociale fleksibilitet og dynamik, der er grundbetingelsen for velfungerende samfund og økonomier.

Den benchmarkede danskhed

Det usædvanlige i den danske konkurrencestrategiske tænkning ligger således ikke i selve fokuseringen på sammenhængskraften som social produktivkraft. Det usædvanlige ligger derimod i den måde, hvorpå denne produktivkraft forankres i det kulturelle – i danske værdier. Det konkurrencestatslige ræsonnement bag dette spring er grundlæggende, at sociale kvaliteter som tillid og samarbejdsevne – hvad Innovationsrådet kalder social innovationsevne – tydeligvis er ujævnt fordelt mellem nationer.[8] Visse nationer har kort sagt konkurrencefordele på disse kvaliteter, og disse konkurrencefordele er bundet til særegne historiske, lokale og kulturelle forhold.

I den forstand grunder staters konkurrencefordele i inno- vationsøkonomien med Innovationsrådets ord i ”nationale kulturelt betingede kernekompetencer”, og det er derfor frem for alt disse kernekompetencer, som konkurrencestaten må bestræbe sig på at identificere og styrke.[9] Den nationale konkurrencestat, der fremskrives i disse års danske globaliseringsstrategiske tænkning, er derfor ikke bare en nationalstat, der konkurrerer. Det er en stat, der konkurrerer på det nationale, som gør sin egen kulturelle særegenhed til et afgørende økonomisk konkurrenceparameter. Dette kræver imidlertid, at den nationale kultur selv rekonceptualiseres i en konkurrencestatslig optik – dvs. at den nationale kultur opgøres på samme måde, som staten opgør befolkningens øvrige kvaliteter såsom sundhed, uddannelsesniveau, beskæftigelsesfrekvens etc. Også den nationale kulturelle særegenhed må kunne sættes på en formel, der gør den målbar og sammenlignelig internationalt. Denne formel leveres i diverse nationale strategier af erhvervsforskningens og sociologiens internationale værdiundersøgelser. Ved at formalisere livsformer som værdier gøres kultur til noget, der lader sig systematisk opgøre og sammenligne internationalt.

Den komparative værdiforskning kan derfor betragtes som en kulturel variant af de benchmarking-teknikker, der udgør en af hjørnestenene i konkurrencestatens konstante bestræbelse på at opgøre sin situation i forhold til andre stater. Den komparative værdiforskning kan ligefrem betragtes som selve den tekniske forudsætning for den systematiske konkurrence på national kultur mellem stater. Uden den ville stater ikke kunne benchmarke sig mod hinanden på solidaritet, individualisering og nationalfølelse, på samme måde som de benchmarker sig på uddannelse og iværksætteri.

Folkelighed som vækstmotor

Disse værdiundersøgelser viser, at Danmark globalt ligger helt i top, hvad angår kvaliteter som tillid og samarbejdsevne. Hvad angår de sociale produktivkræfter, der driver innovationsøkonomien, er Danmark kort sagt i verdensklasse, og det må derfor dreje sig om at begribe og styrke den kulturelle model, der er grundlaget for denne verdensklasse. Ifølge Innovationsrådet må denne kulturelle model lokaliseres i selve det danske humanistiske menneskesyn: ”Grundlæggende bygger den danske vækstmodel – den danske velstandsmotor – på et positivt menneskesyn: Danskerne tror ikke på systemer – de tror på mennesker, at det enkelte menneske kan gøre en forskel.”[10]

De unikke danske styrker på tillid og kooperation har således til grund i en særlig dansk anti-autoritær fællesskabstradition med respekt for den enkelte og plads til os alle. Denne fællesskabstradition er grundlæggende et produkt af de danske folkelige bevægelser fra højskolebevægelsen til arbejderbevægelsen, og i den forstand falder Innovationsrådets danske kulturelle kernekompetencer stort set sammen med det, der i dansk sammenhæng traditionelt kaldes folkelighed.

Her er Innovationsrådet helt på linje med det mest markante indlæg i de seneste års danske diskussion om sammenhængskraft, nemlig Karen Jespersen og Ralf Pittelkows debatbog De lykkelige danskere. En bog om sammenhængskraft. Også for Jespersen og Pittelkow udgør de internationale værdiundersøgelser nøglen til danskhedens væsen. Som titlen på deres bog antyder, drejer det sig mere præcist om de undersøgelser, der med stor regelmæssighed kroner danskerne som verdens lykkeligste og mest tillidsfulde folkefærd. Disse unikke danske styrker er ifølge Jespersen og Pittelkow netop begrundet i folkeligheden – i et “stærkt folkeligt værdifællesskab” som de sammenfatter i treenigheden “frihed, lighed og fællesskab.”[11]

For Jespersen og Pittelkow, lige så vel som for Innovationsrådet, har denne folkelighedstradition ikke blot udgjort motoren for dansk vækst og velstand gennem de sidste 150 år. Den skal også fremover være garanten for dansk succes i den nye innovationsøkonomi. Når den danske folkelighed kan tildeles en sådan rolle i innovationsøkonomien, er det netop, fordi den har karakter af en kooperationsmodel. Den er hverken en kollektivisme eller en individualisme, men derimod en netværks-socialitet hvor ligeværdighed og gensidig respekt i én og samme bevægelse fremmer individualitet og socialitet.

Det er kort sagt en fællesskabsform, der på én gang sikrer tryghed, dynamik og fleksibilitet. Hvis dette giver mindelser om flexicurity – trylleformularen for dansk konkurrencekraft gennem de seneste fem år – er det ikke nogen tilfældighed. For både Innovationsrådet og Jespersen og Pittelkow er flexicurity nemlig først og fremmest en kulturel model, som er selve indbegrebet af den danske fællesskabsmodel. I den forstand er de danske globaliseringsstrategier i vidt omfang organiseret omkring en art populistisk konkurrencemodel, der ikke mindst er slående i sin næsten symmetriske kontrast til Richard Floridas fremstilling af den nye økonomiske og kulturelle elite, ”den kreative klasse.”[12]

Hos Florida er pointen, at kreativ kapital i dag overtrumfer social kapital. Det er ikke det nære samfunds tætte og forpligtende sociale bånd, men den multikulturelle og kosmopolitiske metropols løse og fluktuerende bånd, som frisætter innovation og kreativitet. I den danske globaliseringstænkning er pointen omvendt, at social kapital er kreativ kapital. Her er det den folkelige tillidskultur, der udgør grundbetingelsen for dansk succes i den nye innovationsøkonomi. Kreativitet og innovation udspringer her af den danske flexicurity-kultur, hvor det netop er trygheden i fællesskabet, der frisætter fleksibilitet og eksperimenteringslyst.

Som national strategi har denne model indlysende fordele. Hvor det hos Florida er uklart, hvad der skal ske med den træge masse af ukreative mennesker, har vi alle en rolle at spille i den danske model, i og med at vi alle har del i danskhedens kreative og innovative kompetencer. Omkostningen er til gengæld, at den folkelige livskultur bliver en central indsats i konkurrencestatens bestræbelse på at føre Danmark til sejr i den globale innovationsøkonomi. Med denne forankring af konkurrencekraften i et dansk folkeligt værdiunivers følger nemlig uvægerligt en tilsvarende konkurrencestatslig bekymring for opretholdelsen og styrkelsen af befolkningens kultur. I og med at den nationale kultur bliver en afgørende økonomisk ressource, kommer konkurrencestaten samtidig til at optræde som en kulturel sikkerhedsstat, der værner det danske værdifællesskab mod alle optræk til splittelser og skel. Det er dette, der er allermest umiskendeligt i Karen Jespersens og Ralf Pittelkows fremstilling af sammenhængskraften. Som selve kilden til danskernes økonomiske, sociale, kulturelle, ja selv psykiske velfærd bliver sammenhængskraften her en dansk skat, som kompromisløst må beskyttes mod ydre trusler og indre forfaldstendenser. På næsten hver eneste side formanes læseren om, at sammenhængskraften er ”under voksende pres”, at den skal ”sikres” og ”værnes om”, og at den ”på ingen måde er sikret én gang for alle.”[13]

Selv om De lykkelige danskere ifølge sin undertitel er en bog om sammenhængskraft, er den således i realiteten en bog om ‘sikringen’ af sammenhængskraften. Og den kan ikke sikres gennem tillid. Den kan kun sikres gennem mistillid – og derfor er der ikke noget underligt i, at Jespersens og Pittelkows hyldest til den danske tillid i praksis ender i en konstant påkaldelse af disciplin, krav og sanktioner. Denne omvending gør sig ikke kun gældende for tillidens vedkommende. Det måske mest tragikomiske eksempel på dette er Jespersens og Pittelkows erklæring om, at vi burde være brændende optaget af spørgsmål som: “Hvorfor er vi så lykkelige?” Og ”Hvad kan vi gøre, for at det bliver ved på denne måde?”[14]

I og med at dette spørgsmål overhovedet stilles, er lykken tydeligvis blevet til sin egen modsætning – bekymringen. Det er den samme omvending, der rammer alle sammenhængskraftens danske humanistiske værdier. I og med at danskheden betragtes i et sikkerhedsperspektiv, som en ressource der skal sikres mod indre og ydre trusler, bliver alle de inkluderende danske værdier (tolerance, ligestilling, solidaritet etc.) uundgåeligt ekskluderende. De kommer til at fungere som grænsemarkører, der grundlæggende har til formål at udpege dem, der står udenfor og obstruerer disse værdier. Dermed bliver paradokset, at sammenhængskrafts retorikkens projekt om at sikre og bevare et samfund uden store skel kun kan fungere ved netop at sætte skel.

Problemet er således, at idet den inkluderende danske folkelighedstradition ekspliciteres som danske værdier, vendes den om til sin egen modsætning. Inklusion bliver til grænsemarkering, tillid til mistillid.

I den forstand er der ikke noget forunderligt i, at sammenhængskraftens og tillidens politiske bannerførere konstant må se sig anklaget for at føre en mistillidens politik. I en mindre dramatisk form kan dette paradoks også iagttages hos Innovationsrådet. Her drejer det sig hele tiden om at udnytte den skjulte kulturelle innovationskraft ved at kortlægge og formalisere de danske kulturelle kernekompetencer i form af konkrete erhvervsøkonomiske tiltag. Samtidig fremhæver Innovationsrådet imidlertid selv kulturens implicitte, kontekstuelle og uformaliserede væsen som selve styrken i kulturelle konkurrencefordele. Dette synspunkt antyder, at det – udtrykt i den kognitive kapitalismes termer – måske netop er som intangibles, som økonomisk set uhåndgribelige og uformaliserbare logikker, snarere end som af-kontekstualiserede værdier formaliserede og skåret til efter innovationsøkonomiens dagsorden, at kultur kan have grundlæggende betydning for økonomisk performans.

I den forstand drejer det sig ikke nødvendigvis om at kortlægge og formalisere den skjulte innovationskraft, for det er måske netop som skjult, at kultur overhovedet kan fungere som innovationskraft. Og på tilsvarende vis kan det være, at Jespersen og Pittelkow tager fejl, når de hævder, at ”problemet er, at opgaven med at værne om sammenhængskraften har været forsømt.”[15] Måske forholder det sig tværtimod sådan, at netop denne ubekymrethed i forhold til sammenhængskraftens forfatning, var det sikreste tegn på dens egen vitalitet.

Noter

[1] Foucault, Michel (2004), Sécurité, Territoire, Population. Cours au Collège de France 1977-1978. Paris: Gallimard.

[2] Pedersen, Ove Kaj (2006), ‘Velfærdsrapporten som tidsbillede. Et essay om disciplinering til individualitet’, Kritik 179 samt Kristensen, Jens Erik (2007), ’Den
gemene sammenhængskraft – sammenhængskraft som vilje og forestilling’. In Lodberg P. (ed.): Sammenhængskraften – replikker til Fogh. Højbjerg: Forlaget Univers.

[3] Foucault (2004).

[4] Regeringen (2005), Danmark og globaliseringen. Debatpjece om globaliseringens udfordringer for Danmark. www.globalisering.dk/multimedia/Global.pdf samt
Regeringen 2006, Fremgang, fornyelse og tryghed. Strategi for Danmark i den globale økonomi www.globalisering.dk/multimedia/55686_strat.pdf samt

[5] Rasmussen, Anders Fogh (2004), ’Tale af Venstres formand statsminister Anders Fogh Rasmussen.’ Venstres landsmøde, søndag den 21. november 2004’. www.
venstre.dk/fileadmin/landsmoede.venstre.dk/main/files/afr_lm_soendag04.pdf og Rasmussen, Anders Fogh 2006, ’Statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale 2006’.
“http://www.stm.dk/Index/dokumenter.asp?o=2&n=0&d=2467&s=1&str=stor”

[6] Kristensen, Jens Erik (2008), ”Kapitalismens nye ånd og økonomiske hamskifte – Boltanski og Chiapello og tesen om den kognitive kapitalisme”,
Dansk Sociologi 19/2, s.17.

[7] Putnam, Robert (2000), Bowling Alone. The Collapse and Revival of American Community. New York: Simon and Schuster, s.19.

[8] Innovationsrådet (2005) , Årsrapport 2005 – Innovative Danmark. www.innovationsraadet.dk/uplfiler/2005951555430.Inovative_Danmark.pdf, s. 9

[9] Innovationsrådet (2004), Den danske strategi. Danmarks muligheder i det globale videnssamfund. www.innovationsraadet.dk/uplfiler/20056231421450.strategi.pdf, s. 19

[10] Ibid s. 21

[11]Jespersen, Karen/Pittelkow, Ralf (2005), De lykkelige danskere. En bog om sammenhængskraft. København: Gyldendal. s. 29.

[12] Florida, Richard (2002), The Rise of the Creative Class. New York: Basic Books.

[13] Jespersen, Karen/Pittelkow, Ralf (2005), s. 24-29 og 58.

[14] Jespersen, Karen/Pttelkow, Ralf (2005), s. 10

[15] Jespersen, Karen/Pittelkow,Ralf (2005) s.15.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *