The Copyright Wars

Artikel af Mikkel Lund: Krig er ikke nødvendigvis et blodigt fænomen, som er henlagt til støvede sletter i en fjern verden. For over det meste af kloden raser The Copyright Wars. Som så mange andre krige handler den om magt, penge og frihed her i forhold til spørgsmålet om, hvordan vi skal administrere de nye distributionsmuligheder og -problemer, som internettet åbner op for. Mikkel Lund giver en nuanceret fremlægning af krigens mange kombattanter, deres bevæggrunde og deres metoder, agendaer og forretningsmodeller.

1.5.2009

Krig er ikke nødvendigvis et blodigt fænomen, som er henlagt til støvede sletter i en fjern verden. For over det meste af kloden raser The Copyright Wars. Som så mange andre krige handler den om magt, penge og frihed her i forhold til spørgsmålet om, hvordan vi skal administrere de nye distributionsmuligheder og -problemer, som internettet åbner op for. Mikkel Lund giver en nuanceret fremlægning af krigens mange kombattanter, deres bevæggrunde og deres metoder, agendaer og forretningsmodeller.

”Don’t worry – we’re from the internets. It’s going to be alright. :-).” Med galgen-humor forsøgte denne afvæbnende kommentar at berolige gæsterne på ThePirateBay.org. Beroligelsen dukkede op på Pirate Bay-siden dagen efter domsafsigelsen  den 17. april 2009 i den meget omdiskuterede pirat-sag, hvor fire svenskere stod anklaget for opfordring til krænkelse af copyright. Kommentaren fortæller om behovet, hos de dømte, for at distancere sig humoristisk fra den chokerende straf på et års fængsel og en bøde på 30 millioner svenske kroner. Men den siger også, at der altid vil være en pirat på internettet til at overtage opgaven med at bryde copyright. Hvis du fjerner én, træder en anden i hans sted.

Sagen om The Pirate Bay starter om formiddagen den 31. maj i 2006, da svensk politi foretager en storstilet razzia hos en internetudbyder i Stockholm. Efter ønske fra den svenske justitsminister, der ifølge svenske medier handler under internationalt politisk pres og trusler om handelssanktioner, udfører politiet deres primære opgave: Luk ThePirateBay.org. Hos internetudbyderen Rix|Port80 står serverne, der kører The Pirate Bays såkaldte Bittorrent-tracker: en central komponent i faciliteringen af ulovlig fildeling mellem millioner af brugere verden over. De beslaglægger alt teknisk udstyr, der kan have forbindelse til hjemmesiden og medbringer The Pirate Bays ophavsmænd til afhøring på stationen.

The Pirate Bay er et såkaldt peer-to-peer-netværk (p2p), der blev startet af tre unge it-nørder i 2003. Gennem sin levetid har The Pirate Bay modtaget hundredvis af trusler om sagsanlæg og erstatningskrav fra amerikanske underholdningsgiganter som Sony og Warner. Men takket være gråzoner i den svenske lovgivning tager det tre år før ordren til en razzia endeligt gives. I mellemtiden er populariteten vokset enormt, og The Pirate Bay opnår både en fast plads omkring top 100 over verdens mest brugte hjemmesider og heltestatus som digitale frihedskæmpere blandt brugerne af hjemmesiden. Da razziaen er overstået, og stikket trukket ud på den sidste computer, er den samlede mængde af europæisk internettrafik faldet med en tredjedel. Det efterlader en masse forbavsede og triste miner hos brugerne af The Pirate Bay, men i underholdningsindustriens øjne er nedlæggelsen en sejr. Ingen kan længere føle sig sikker fra lovens lange arm. Men glæden viser sig at være kortvarig, for allerede tre dage senere er The Pirate Bay online igen – denne gang prydet med logoet af en føniksfugl på forsiden. The Pirate Bay har trofaste venner i Holland, Rusland og Kina, der overtager opgaven med at stille servere til rådighed.

Den 16. februar 2009 begyndte retssagen mod ophavsmændene bag The Pirate Bay. Mediedækningen af sagen medførte en svimlende stigning i brugere af tjenesten: Fra The Pirate Bay’s genoprejsning efter razziaen og selve domsafsigelsen steg antallet af brugere fra 10 millioner til 22 millioner. Den folkelige opbakning til pirat-aktiviterer mærkes særligt hos det svenske politiske piratparti. For dem betød den næsten samtidige indførsel af en nye antipiratlov, IPRED, og den voldsomme dom i The Pirate Bay-sagen, at de overhalede alle etablerede politiske partier i medlemstal og voksede til at være det største ungdomsparti i Sverige. Alt sammen på mindre end to uger. The Pirate Bay-sagen er endnu et led i den såkaldte Copyright Wars. Den startede for ti år siden med en intensiv klapjagt på unge lovovertrædere, der dengang brugte det første p2p-netværk, Napster.

På den ene side kæmper protektionistiske copyright-maksimalister en kamp om milliarder af kroner i tabt indkomst. Nævneværdig er blandt andet internationale interesseorganisationer som eksempelvis The International Federation of the Phonographic Industry (IFPI) og The International Federation of Film Producers Associations (FIAPF), der lobbierer for en stærkere og længere copyrightlovgivning ved EU og FNs særorganisation World Intellectual Property Organization. I Danmark har særligt Koda (Komponistrettigheder i Danmark), med musikeren Ivan Pedersen som formand, markeret sig i debatten.

På den anden side står en stadig voksende hær af pirater verden over, som består af en broget skare, der kæmper for en vision om en friere og mere innovativ kultur. En kultur, der er opstået med internettets og medieteknologiens nye potentiale og fremstår som et kreativt slaraffenland, hvor alle sampler, remixer eller laver mash-up efter lyst. Der er sågar opstået politiske piratpartier i henholdsvis Sverige og Danmark.

I dag ser det ud til, at copyright-maksimalisternes strategi med at slå ned på brugerne af p2p-netværkende har slået fejl. Flere og flere benytter sig af at downloade og dele musik og film. På europæisk niveau anvender helt op imod hver femte europæer p2p-netværkene, hvor den ulovlige kopiering finder sted, afslører det engelske analysefirma Jupiter Research. Især blandt unge er det blevet kutyme at downloade og dele de seneste nye film, før de kommer i biografen – Jo hurtigere du har en kopi, jo sejere er du. Ifølge en ny rapport fra Børnerådet synes 85 procent af børn og unge i 8. klasse, at det er okay at kopiere musik og film, og 80 procent har selv prøvet at gøre det. Uden at nogen så meget som har nævnt biblioteksloven, har en hel generation af unge gjort det til deres hobby at dele og udveksle kultur og viden med hinanden, som om de opfyldte formålsparagraffen i Bekendtgørelse af lov om biblioteksvirksomhed: ”fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed såsom musikbærende materialer og elektroniske informationsressourcer…”

Et midlertidigt monopol

Overordnet er copyright-systemet tænkt for, at kunstneren kan beholde sin naturlige ret over sit værk. Det tilhører ham, som et resultat af hans intellektuelle aktivitet. Endvidere fungerer copyright som et incitamentsystem, der skal sikre, at kunstneren får betaling for sit arbejde og derigennem sikrer en yderligere produktion af bøger, musik og film. Dette sker ved at bevillige en ophavsretsligt eneret – en slags midlertidigt juridisk monopol – til ophavsmanden af værket. Kunstneren vælger typisk at overdrage dette midlertidige monopol til sit forlag, pladeselskab eller produktionsselskab, som overtager ansvaret for produktion, distribution, markedsføring etc. Kunstneren kan også være medlem af en forvaltningsorganisation, som har ansvaret for at organisere rammerne for anvendelse af kopibeskyttet musik.

Ideen med at betale copyrightafgift er, at det skal øge udbuddet af kulturprodukter. Det er copyrightlovenes opgave at vægte mellem en retfærdig kompensation af kunstneren for sit arbejde og en garanti for samfundets udnyttelse af værket. Nettet må ikke strammes så hårdt, at det bliver umuligt for andre kunstnere at udfolde sig uden at anklages for krænkelse eller plagiering. Overdrevet beskyttelse kan medføre minimal adgang, men grænserne opfattes forskelligt efter moralsk overbevisning omkring individets ret til selvkontrol kontra samfundets kulturelle berigelse. Det er denne balancegang mellem eneret og fællesret, som er kampens kernestrid for copyright-kombattanterne.

Some rights reserved

Teknologiske vendepunkter som trykpressen, kassettebåndoptageren og VHS-optageren påkaldte sig hver især en principiel diskussion omkring anvendelsen af teknologien. Teknologien skubber så at sige lovgivningen fremad, så den nøjagtige fremtid for lovgivning omkring kopiering og ejerskab er i konstant forandring. Men inden for de sidste 10 år er der sket et kvantespring. Hvor kopiering af analoge medier krævede tid og penge, så er ripning af CD’er og kopiering af MP3’er stort set omkostningsfrit. I stedet for at anvende traditionel copyright, hvor man skal spørge om lov, før man må genbruge værket, så er der nu opstået et behov for forskellige måder at beskytte sit materiale i et online-miljø.

Richard Stallman er en pioner inden for udviklingen af alternative copyright-metoder. Som ung programmør i slutfirserne oplevede Stallman, at andre programmører kunne overtage software, hvis de bare ændrede en lille ting i koden bag programmerne og derefter copyrightede software i deres navn. Dermed kunne software, som Stallman egentligt havde udviklet til fri afbenyttelse for alle, forhindres i at videredistribueres eller -udvikles. For Stallmann var det tyveri og stred imod hans hacker-ideal og aversion mod mekanisk lukkethed. Derfor udviklede han Copyleft. Ved at påføre sit software Copyleft (et spejlvendt Copyright- symbol), kunne han være sikker på, at koden forblev uden for copyright-spheren. Juraprofessor på Stanford University og stifter af Creative Commons, Lawrence Lessig, mener også, at den nuværende udformning af copyright er blevet forældet. Ikke bare i forhold til open source og free software, men i forhold til kulturlivet generelt. Det handler derfor om at få blødgjort og modificeret de gamle love for kopiering, så eksempelvis amatørkunstnere frit kan distribuere deres værker, men samtidig forbyde evt. kommercielle formål med værket.

Lawrence Lessig har med Creative Commons overført Copyleft- bevægelsens frihed til også at gælde kulturens værker. Musikere og forfattere skulle også have muligheden for at gradbøje deres rettigheder – fra all rights reserved til some rights reserved. Creative Commons fungerer i dag i det meste af verden og tilbyder et fornuftigt alternativ, der fritstiller kunstneren til at afprøve innovative forretningsmodeller. Dog mener yderliggående pirater, at flere alternativer til copyright ikke nytter. For dem, er det ikke nok at reformere copyright-systemet. Copyright skal helt afskaffes, da det ikke længere er relevant i et digitalt samfund. Disse synspunkter forfægtes blandt andre af den svenske interesseorganisation for pirataktiviteter, Piratbyrän, der er kendt som den ideologiske tænketank bag The Pirate Bay. Her indebærer visionen om en fri kultur, at underholdningsbranchen fratages muligheden for at kopibeskytte musik og film. Indkomsten, der skal bære industrien og sikre kulturen, skal findes andre steder. Men fælles for både reformisterne og piraterne er, at den teknologiske udvikling opfattes positivt, i og med den muliggør skabelsen af nye, sociale relationer mellem mennesker. Og at copyrightlovgivningen står i vejen for realiseringen af dette potentiale.

Du er, hvad du deler

I dag benytter vi os livligt af kameraer i mobiltelefoner til at lave små film med os selv, vi remixer vores favoritsange eller laver hjemmelavede musikvideoer på vores PC’er. Prisen på produktionsudstyr er faldet drastisk og inden for musikproduktion er omkostningen ved pladeindspilninger faldet til næsten nul. Indtil for 10-15 år siden behøvede professionelle musikere pladeselskaber til at dække deres omkostninger, da de ganske enkelt ikke havde de minimum 50.000 kroner, som det kostede at leje et professionelt studie og betale en lydtekniker og en producer. Uden en kontrakt med et pladeselskab havde et band ikke store chancer for at slå igennem. Men for mange musikere – måske endda de fleste – er dette ikke længere tilfældet. Nu kan du producere et album på samme bærbare PC, som du bruger til at tjekke din e-mail. Download musiksoftwaren Fruity Loops og leg med det. Når du er klar til at dele et nummer, går du online på MyMusik. dk og beder om feedback. Indspilnings- og distributionsomkostninger har nærmet sig nul, hvilket har tvunget musikbranchen til at redefinere deres måde at operere på.

Fildelingens popularitet skyldtes ikke kun en lyst til gratisme og frirytteri, men det bunder i en menneskelig tendens til at dele vores oplevelser med vores medmennesker. Ifølge musiklegenden og radioværten David Byrne er årsagen bag denne udvikling, at mennesker opfatter billeder, lyd og film som en slags social valuta. Interaktionen mellem mennesker er baseret på oplevelsen af kultur. ”Vi samles på Facebook, Myspace, Last.fm og et utal af andre digitale services for at dele vores oplevelser og meninger af de selvsamme grunde, som vi går til koncerter eller på bar. Vores sociale identitet skabes gennem forbrug og deling af kulturelle værker,” siger Byrne. Med andre ord: Du er, hvad du deler.

I takt med at kulturen digitaliseres og den næsten totale minimering af omkostnings- og produktionsomkostninger er vores smag, præferencer og indkøbsvaner også forandret. Både med fildelingsnetværkene og onlineforretninger som Amazon og iTunes Music Store kan forbrugeren vælge mellem tusinder og atter tusinder af musik- og filmtitler. Den moderne forbruger vil ikke længere begrænses til Justin Timberlake, men shopper rundt efter etiopisk jazz fra 60’erne, elektronisk dubstep fra Sydlondon og flamenco hip hop fra Andalusien.

En udvikling, der beskrives som The Long Tail af Chris Anderson, redaktør på teknologi- og livsstilsmagasinet Wired Magazine. Forbrugeren beriges med et større udvalg, hvor vi nemmere finder vores præcise niche. Hvor underholdningsindustrien og forbruget af kulturværker tidligere var orienteret omkring et meget begrænset antal titler, reorienterer kulturindustrien sig nu i retningen af at tilbyde de titler og udgivelser, som forbrugerne typisk ikke kunne finde i deres lokale pladebutikker. Årsagen er, at computere og internettet tilbyder ubegrænset opbevaring og udbud – i modsætning til butikkernes fysiske begrænsninger mht. lager- og hyldeplads. Hvor indtjeningen i underholdningsbranchen tidligere var centreret omkring et relativt afgrænset antal udgivelser, en kort tyk hale, fordeles dette salg nu over en lang hale af mindre populære titler. Forbrugerens rejse ned af den lange hale hyldes ofte dels som et tegn på den kulturelle diversitet og mangfoldighed, som udviklingen fører med sig, og af piraterne dels, som den sande virkelighed bag nedgangen i kulturindustriens omsætning af film og musik. P2p-netværkene udfylder det store hul af efterspørgsel, som skabes af internettets uendelige udbud. Men sandheden bag forholdet mellem fildeling på p2pnetværkene og nedgangen i salget er omstridt. Nogle forskere mener, at fildelingen har dræbt musikindustrien, mens andre påpeger det modsatte. En økonom ved Cambridge University, Rufus Pollock, opsummerede i 2005 otte af disse undersøgelser og konkluderede, at der var et flertal for, at effekten var negativ. At fildeling var ansvarlig for ca. en tredjedel af salgsnedgangen. Blandt disse undersøgelser fremhævede Pollock dog resultatet af en undersøgelse foretaget af David Blackburn fra Harvard University. Blackburn undersøgte nemlig tabet ud fra populariteten af kunstnerne og fremhævede, at den negative effekt af fildeling ikke var ligeligt fordelt. Titlerne i toppen af salgslisten hos pladeselskaberne mistede mest, mens niche-kunstnerne længere nede på popularitetskurven faktisk oplevede stigende salgstal efter at være delt på p2p-netværkene – en tendens, der understøtter ideen om den lange hale. Alle disse faktorer, lysten til at hjemmeremixe og sample, fildeling på p2p-netværkene og den stigende interesse i nichevarer er med til at lægge pres på copyrightlovene.

Three Strikes and you’re out!

Men de store brancheorganisationer i underholdningsindustrien nægter at acceptere en lempelse i loven. Deres lobbyaktivitet for en stærkere og længere copyright er ikke indskrænket. Men efter mange tilsyneladende forgæves forsøg på via skræmmekampagner og aggressive søgsmål mod slutbrugere at påvirke ’kopinormen’ hos de unge, søger brancheforeningerne nu andre måder at løse problemet på. En af strategierne går på at tvinge internetudbyderne til systematisk at afbryde lovovertrædere fra internettet. Den såkaldte Three Strikes and you´re out-model. En strategi, der møder modstand fra mange, for at pille ved nogle af internettets ideologiske grundpiller omkring frihed fra censur. Modellen, også kendt som graduated response, afprøves meget snart i Frankrig. For at kontrollere et “civiliseret internet”, som Præsident Nicolas Sarkozy kalder det, så skal internetbrugere, der gribes i at downloade copyright beskyttet materiale, første gang modtage en skriftlig advarsel, anden gang midlertidigt suspenderes og tredje gang helt bandlyses fra internettet. Ideen har siden spredt sig til flere lande i mere eller mindre modererede former. Flere eksperter har dog vurderet, at bandlysning fra internettet pga. overtrædelse af copyright er en uklog beslutning. Hensynet til den enkelte borgers retssikkerhed og fortrolighed er ganske enkelt mere vigtigt end copyrightproblematikken. Jens Ottosen-Støtt, formanden for den danske telebrancheforening, udtrykte frygt for at agere som en slags internetpoliti, da three strikes-modellen blev diskuteret i Danmark: ”Internettet skal beskyttes som et troværdigt medie, hvor den enkelte borger kan føle sig tryg ved, at retssikkerheden varetages på lige fod med andre medier som fx brevhemmeligheden i posten.” På trods af telebranchens modstand mod de kommercielle interessers indflydelse på adgangen til internettet er vi i Danmark på forkant med at installere spærringer hos internetudbyderne for at blokere pirat-hjemmesider.

I efteråret 2008 blev Sonofon ved fogedretten pålagt at spærre adgangen for deres kunder til The Pirate Bay. Da kendelsen senere blev stadfæstet i landsretten, besluttede TDC selv at installere en spærring. Flere internetudbydere forventes at følge efter. Denne udvikling bydes velkommen af IFPI, som mener, at det er på tide, at internetudbyderne tager et etisk ansvar over for de åbenlyse ulovligheder, der foregår på deres net. Men eksperter advarer, at kampen mod pirateri kan skade internettets neutrale og ukontrollerede natur. Hvis internetudbyderne påduttes for mange restriktioner, og der installeres for mange kontrolpunkter på internettet, kan det i værste fald opbremse internettets udvikling og muligheden for innovation. I en diskussion omkring three strikes talte EUkommissær for Medier og Informationssamfundet, Vivian Reding, for bevarelsen af internettets åbenhed: ”Internettets neutralitet må garanteres. Vi vil kun være i stand til at høste det fulde sociale og økonomiske potentiale af et teknologisk landskab i hastig udvikling, hvis vi beskytter åbenheden på internettet. Åbenhed er en nøgle-ingrediens.”

Lovlig fildeling frem for pirateri

En anden model, som handler om at modernisere ophavsretten, så eksempelvis Cybercity eller TDC kan tilbyde abonnementsordninger, er blevet foreslået herhjemme af musiker og mediekonsulent Morten Bay. Abonnementsordninger eksisterer allerede i dag med bl.a. TDCs PLAY, der giver forbrugeren mulighed for at afspille op til to mio. musiktitler på sin computer. Men ifølge Bay er det fortsat et problem, at sådanne abonnementsordninger kun giver forbrugeren mulighed for at downloade og ikke videredistribuere indhold. De vil derfor aldrig være i stand til at udkonkurrere piraternes fildelingstjenester. Bays forslag går derfor på at lempe restriktionerne yderligere, så man frit kan downloade og dele mod at betale et fast beløb hver måned. Hvis alle i Danmark var med i ordningen, ville prisen være under 75,- om måneden. Det ville være nok til at dække omsætningen i den danske musikindustri.

Forslaget blev aldrig til noget, men ideen om at udkonkurrere pirattjenester med attraktive og lovlige abonnementsordninger anskues af eksperter som særdeles effektive til at lokke betalende kunder til og dermed bevare musikindustrien. Matt Mason udforsker i bogen The Pirate’s Dilemma, hvordan pirateri tvinger underholdningsindustrien til at ændre deres forretningsmodel. I stedet for at bekæmpe piraterne foreslår Mason, at store medieselskaber forstærker og udvider deres samarbejde med copyright-indsamlingsforeninger for at bane vejen for at sælge deres musik eksempelvis ved hjælp af abonnementsordninger. Særligt slår han et slag for, at abonnementsordningerne ikke kompromitterer forbrugernes afspilningsmuligheder, som det eksempelvis sker, hvis abonnementsordningen involverer musik med digital rights management indopereret. Dette ’stavnsbinder’ forbrugeren til at afspille musikken på platforme, som er godkendt af producenten. Men ikke alle er enige i at hylde abonnement-ideen som løsningen på pirateri. Talsmanden for Piratbyrän, Rasmus Fleischer, påpeger, at det er umuligt at vide nøjagtigt, hvem der burde kompenseres gennem disse abonnementer og hvor meget: ”Dem, der står bag den mængde film, tekst og billeder, som suser gennem kablerne, er jo mange andre end dem, som indeholdes i det ideologiske idealbillede af ”ophavsmanden”. Hvis det lod sig gøre at værdiansætte, hvad der i realiteten blev byttet i fildelingsnetværk, ville det være svært at komme til andet resultat end, at pornografer har fordring på langt større kompensation end digtere”, påpeger Fleischer. Ideen om at betale for et bredt abonnement er fundamentalt misledende, modargumenterer han, da den fortsat støtter en kulturindustri, som helt burde laves om.

Opgør med kulturmonopolisme

Fleischer kritiserer selve diskussionen omkring copyright, fordi den er bagudrettet og ukonstruktiv. Det er nødvendigt at starte forfra med en metode til varetagelse af kreative værker. Fleischer foreslår, at vi revurderer strategien i henhold til det vigtigste formål: en innovativ kultur-produktion. Opfattelsen af at copyright er den altafgørende indtægtskilde for kunstneren er vildledende i debatten, da velfærden for størstedelen af de udøvende kunstnere ikke overhængende påvirkes af copyrightbetaling. Kulturproducenter skaffer brød på bordet på mange forskellige måder. Salget af udgivelser er kun en af dem. Folk har andre jobs, deleller fuldtid, de har mulighed for en vifte af tilskud, nogle studerer, mange får penge ved at optræde og undervise, påpeger Fleischer. Politiske forsøg på at skære ned på arbejdsløsheden og tvinge folk i aktivering er en langt større trussel mod de fleste kunstnere end nye måder af dele deres værker på, “Content Flatrate and Social Democracy”, http://copyriot.blogspot.com/2004/07/content-flatrate-and-social-democracy.html (egen oversættelse). fremhæver Fleischer i et polemisk essay om abonnementsordninger og bredbåndsbeskatning.1 Han fastslår, at problemet med copyright som støtte til en innovativ kulturproduktion ikke kan løses ved bare at reformere distributionssystemet eller indsamlingsmekanismen. I Fleischers optik løber The Pirate Bay et vigtigt ærinde: den systematiske nedbrydning af et fejlslået copyrightsystem, der synger på sidste vers.

Her adskiller Fleischer sig fra reformisterne ved at opstille et revolutionært fremtidsbillede, der er mere dramatisk end eksempelvis Lessigs agenda. Problemet med copyright er, ifølge Fleischer, at pengene går til store selskaber, som helst vil kontrollere hvilke produkter, forbrugeren konsumerer: “Musikindustrien baserer sin magt og sin forretningsmodel på muligheden for at kontrollere folks musikalske præferencer, og det er forbandet vigtigt for dem ikke at miste dette greb. Det er uklart, hvor lang tid deres eksistens kan fortsætte i en situation, hvor de ikke selv kontrollerer, hvordan musik pakkes og præsenteres, hvordan plader markedsføres, hvilken single på et album, der skal sælges i forskellige områder og regioner etc.” … bemærker han. Så længe betaling til den eksisterende musikindustri understøttes af det nuværende copyright system, så fortsætter de store pladeselskabers greb om forbrugerne. For at genopfinde musikbranchen må de store musikselskaber som Sony, Warner Brothers, EMI og Universal, som tilsammen sidder på mere end 70 procent af musikmarkedet, kraftigt nedskaleres. Fleischers perspektiv deles af modstandere af intellektuel ejendom som eksempelvis Amsterdam-professoren Joost Smiers: ”Kulturmonopolister vil desperat have én til at tro, at uden copyright ville vi ikke have artistiske værker og derfor ingen underholdning. Det er vrøvl. Vi vil få flere og mere mangfoldige artistiske værker.” Uden kulturmonopolisterne og uden copyright kunne markedet bedre indrette sig efter forbrugernes behov. Tanken om et kulturmarked uden copyright er for mange umuligt. Forslag om at kompensationen, der får markedet til at løbe rundt, eksempelvis kunne være frivillig donation, udløser ofte hovedrysten. Ikke desto mindre er det lykkedes etablerede navne som Radiohead og Nine Inch Nails at udgive gratis albums og stadig tjene penge ved hjælp af limited editionsudgivelser, som får de rigtige fans til at punge stort ud.

At appellere til at forbrugerne frivilligt kompenserer kunstnerne for deres arbejde er afprøvet med varierende succes. Jamie King og Jan Gerber, der bl.a. er kendte for dokumentarfilmen Steal This Film I + II, der handler om fildeling, har i deres seneste projekt, VoDo, udviklet et mikrobetalingssystem, der skal lade folk donere for musikken og filmene, som de downloader over p2p-netværkene. Ideen er, at hver fil, der downloades, vil indeholde et link, hvor seeren kan vælge at betale et passende beløb. Betalingerne er dog umiddelbart beskedne.

Da Jamie King og Jan Gerber distribuerede deres dokumentarfilm, foregik det på The Pirate Bay, hvor de sluttede filmen af med at opfordre seeren til at donere et passende beløb. Gennemsnitligt donerede hver tusinde seer i størrelsen mellem 90 og 200 kroner, forlyder det. Dette er ikke umiddelbart opløftende erfaringer for det frivillige kompensationssystem. Hvis dette system skal fungere, så må normen hos forbrugerne også tilpasses. De skal ikke kun vænne sig til at fildele, men også huske at bidrage efterfølgende.

En demokratisk løsning

Uanset hvorvidt det lykkedes at installere et effektivt betalingssystem i torrent-netværkene eller The Pirate Bay-folkene opnår status af frihedskæmpende fildelingsmartyrer, så vil det ikke afslutte The Copyright Wars. Fremtidens copyright er stadig uklar: Den kan enten bringe os nærmere en kulturel revolution, eller den kan forstærkes og udbygges til at tilgodese den eksisterende industri og ophavsretslige system. Desværre sætter dommen over The Pirate Bay ikke kun pirater i et dårligt lys, det smitter også af på motivationen for at afprøve bittorrent-teknologien som en distributionsplatform. Det er trist, at dommen over The Pirate Bay fuldstændig har overdøvet nyheden om, at en lignende bittorrent-tracker i Holland, Mininova, har indgået aftale med pladeselskabet Beep Beep om både at distribuere og sælge musik via deres portal. På trods af dommen mod The Pirate Bay er det altså vigtigt at huske, at en Bittorrenttracker blot er et distributionsværktøj – det mest effektive, der som så meget andet teknologi kan bruges både lovligt og ulovligt.

Men med Three strikes-modellerne, der i øjeblikket afprøves, EUforslag om forlængelse af copyrightperioden og strammere lovgivning omkring håndhævelse af intellektuel ejendom (IPRED), så ser det unægtelig ud til, at der går lang tid, før underholdningsbranchen, politikere og internationale brancheorganisationer begynder at inddrage argumenterne omkring fællesret og trækker den internationale lovgiving i den anden retning. Man må håbe på, at flere lokale politikere vil tage bladet fra munden og blande sig i fildelingsdebatten og tage stilling til behovet for at reformere copyright og kulturindustrien. Kun ved en engageret folkelig og demokratisk debat får vi skabt en fremadrettet og længerevarende løsning på The Copyright Wars.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *