Christian Munch-Hansen & Ole Bjørn Petersen
Forvandlinger – Skræk, lyst og død i religion
Forlaget Multivers, 2022
03.06.2022
Forvandlinger giver en grundlæggende introduktion til et religionshistorisk perspektiv på historiske og aktuelle kulturfænomener. Man kan i dagens Danmark nemt glemme, at religionens arv stadig strømmer igennem vores kultur. Men i denne bog bliver vi gjort opmærksomme på, at selv de fænomener vi ellers ville sætte under den sekulære eller verdslige rubrik, f.eks. bodybuilding, faktisk har direkte forbindelser til religiøse ritualer og mytologier. Samtidig lægger bogen op til, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er religionen, der er årsag til kulturen, eller om det er kulturen, der er årsag til religionen. Efter at have læst bogen sidder man dog tilbage med en fornemmelse af, at religionens temaer er så almengyldige, at man har mulighed for at forklare alt gennem religionens sprog.
Gennem bogens i alt 24 essays tager Christian Munch-Hansen og Ole Bjørn Petersen fat på forskellige historiske og nutidige fænomener, der alle forklares med afsæt i religion. Man kan bl.a. læse om afbrænding af Mette Frederiksen-dukken, danseepidemier i 1500-tallet og Dionysoskultens afvigelser fra de resterende græske mysteriereligioner. Man får altså, udover forfatternes samtidsanalyser, en introducerende præsentation af den måde religion har forvandlet sig, forvandlet kulturen, og hvordan disse forvandlinger grundlæggende ændrer noget ved vores forståelse af, hvad det vil sige at være menneske.
Forfatterne skriver i forordet ”Vi kalder her religion for en ’forvandlingsmaskine’, som mennesker både før og nu spejler sig i og udvikler deres liv igennem”. Man bør ifølge forfatterne altså forstå religion som noget, der giver mennesker mulighed for at reflektere over livet. Med religionen som udgangspunkt for refleksion og som patenthaver for mening, må mennesket søge det selv, der kan få livet og døden, nydelse og lidelse, godt og ondt til at slutte fred og dermed leve et værdifuldt eller formålstjenligt liv. Religionen skal altså her forstås som det, der giver mennesker en mening med livet.
Religionen i musikken og meningen i religionen
Et af de temaer, der går igen i bogen, er musik. I nogle af bogens essays handler det om populærmusikere som Marilyn Manson og hans diskografi, Bonos MacPhisto-figur og Lil Nas X’ musikvideo til Montero. Disse bliver behandlet og analyseret med udgangspunkt i deres iøjnefaldende referencer til Djævlen. Dette er en form for popkultur, der bryder med normerne; der sætter spørgsmålstegn ved det gode, og ved de lænker religionen har skabt til at beherske mennesket og undertrykke selvstændig, afvigende livsudfoldelse.
I andre essays vender forfatterne blikket mod skikkelser som John Coltrane, saxofonisten der har fået en kirke i San Fransisco opkaldt efter sig, hvori han også er blevet ophøjet til helgen på samme niveau som de bibelske figurer. Coltranes musik er bevægende, hvilket giver en helt speciel oplevelse, der for nogen har kunnet sammenlignes med religiøs trance. Man kan benytte Hartmut Rosas begreb om resonans, til at beskrive den oplevelse man får, når man hører Coltranes jazzmusik i kirken. Man bliver ét med den, og man kommer i en slags harmoni – hellig harmoni.
Ud over Coltrane der blev toneangivende for kirken i San Fransisco, tager bogen os gennem Princes åndelige rejse fra næsten at være personificeringen af syndighed til at angre sin fortid og blive et aktivt missionerende medlem af Jehovas Vidner. Prince startede, som Lil Nas X netop er startet, med at gøre op med de normer og dyder, der er ham pålagt af samfundet og religionen. Men Prince finder ikke en meningsfuld levevis gennem sin afvisning af moralen, og må i stedet krybe til korset og bede religionen om hjælp.
Hvis man gennem afvisningen af religionen kun har mulighed for at leve en meningsløs tilværelse, er dette, som i Princes tilfælde, kun udholdeligt så længe man ikke har opdaget den manglende mening. Man kan også sige, at det er udholdeligt, hvis man ikke har et behov for mening – selvom det kan virke absurd ikke at have et sådant behov. Derfor kan man som læser få fornemmelsen af, at religionen må ses som en nødvendig betingelse for mening. Eller at religionen med andre ord har monopol på mening. De fleste af os, lever jo ikke som Prince gjorde, og det kan derfor være svært at forholde sig til, hvordan hans relation til religion har været. Men måske giver det mening at se Prince som et menneske, der levede i ekstremer; som religiøs og sekulær; som tese og antitese.
Sprogets utilstrækkelighed
I stedet for at leve enten ud fra tese eller antitese kan vi se på den kulturkristne dansker som én, der befinder sig i en syntese. Med andre ord har den kulturkristne dansker et forhold til religion, hvor han/hun kan stille sig kritisk over for kirken og dens værdier, selvom man efterlever de normer, man er præsenteret for. Fordi vi ikke har gjort fuldstændigt op med de religiøse idéer vedrørende livet, har vi stadig muligheden for at finde en form for mening i tilværelsen, som vi på en eller anden måde har et behov for og som vi søger efter. Disse idéer om religionen som den eneste meningsgivende instans og den kulturkristne dansker som en syntese er ikke noget bogen behandler, men det er de tanker og spørgsmål, jeg som læser står tilbage med.
I forbindelse med denne meningsforståelse er det også relevant at se på sproget. I bogen nævnes det kort i andensidste note, at ”sproget og forståelsen ikke [altid] kan følge med”. Når mennesket gennem historien har opdaget nye fænomener, og har haft et ønske om at kommunikere disse, har sproget ikke været tilstrækkeligt. Derfor har man benyttet sig af myter, altså billedsprog, som handikaphjælper. Dette ses eksempelvis, når naturfænomener bliver forklaret ved hjælp af guders vilje. Kan man i den forbindelse sige, at produktet af det bedste billedsprog, der har haft til formål at forklare mest muligt i verden, er det vi i dag kalder religion? Eller er det omvendt religionen, der har produceret det bedste billedsprog? Naturvidenskaben har i dag taget over for mange af religionens myter ved brug af det fysikalistiske videnskabelige sprog. Men måske er et af de områder, hvor vi endnu ikke har formået at slippe fri fra religionens sprogspil, nemlig diskussionen om meningsfuldhed. Måske vil nogen sige, at mange i dag også søger en form for meningsfuldhed i videnskaben. Men spørgsmålet er, om videnskabens forsøg på deskriptive forklaringer overhovedet kan kaldes for meningsfuldhed, og hvis det kan, er det så muligt for denne slags meningsfuldhed at substituere den, der opnås gennem en tro på religionens myter og normative imperativer? Man kan derfor overveje, om ikke vi må lede efter et nyt sprog for eksistensen, hvis vi ikke vil forblive trælbundet af religionen. Hertil kunne man spørge, om det er virkeligheden, der skaber sproget, eller sproget der skaber virkeligheden. Mange af forklaringerne i denne bog tager udgangspunkt i, at sidstnævnte er tilfældet.
Kroppen er et objekt, der skal overvindes og ejes – også i dag
I bogen finder man også flere essays, der handler om kroppen, og hvordan den anvendes i religiøse ritualer. Krop og sjæl, eller sjæl-legeme, ses ofte som en dualisme, altså som en opdeling af de to. Kroppen er fysisk til stede i den ydre verden, mens sjælen lever i det mentale indre. I religion er det muligt at se kroppen som en hindring eller som noget, der skal overvindes til fordel for sjælelig aktivitet. Man kan bl.a. se dette i det hellige selvmord, flagellanternes selvtortur med pisk, hellig anoreksi eller levende selvmumificering. Alt dette, og mere til, beskrives og forklares i bogen. Det kan til tider være barsk læsning, men de detaljerede beskrivelser får læseren til at forstå, hvor langt man som menneske har mulighed for at gå i sin søgen på mening.
Kroppen kan overvindes gennem viljen og troen. Det er set gang på gang gennem historien. I dag er det svært at få øje på de ovennævnte ekstreme fænomener, men idéen er stadig til stede ifølge forfatterne. Ser vi på sportsudøvere, har vi at gøre med mennesker, der praktiserer selvbeherskelse på en måde, så en puritaner nærmest ville nikke anerkendende. En mildere form for selvbeherskelse bruger vi formentlig selv i vores hverdag. Det kan være, at vi skal spise mindre, træne mere eller gå tidligere i seng. Det er stadig den religiøse tanke om sjælens kamp mod kroppens behov og den ydre verdens omstændigheder.
Man kan stille spørgsmålet, om det stadig er sådan, at det er kroppen og den ydre verden, der står i vejen for at finde sand mening, når vi i vores kultur har begreber som kropsideal – en fantasi om, at kroppen kan formes efter en æstetisk perfekt figur, man kun kan komme i nærheden af (men heller ikke længere end det) gennem en ganske betydelig selvkontrol, askese.
En appetitvækkende bog uden store dybder
Hvad der er skrevet om i denne anmeldelse, er kun et lille udpluk af de emner bogen behandler. Man kan bl.a. også læse om den kristne religions historie i Europa, om hinduistiske ritualer i Nepal, lynchning i USA og satire, for blot at nævne et par af de emner jeg har udeladt. Man kommer med andre ord vidt omkring. Det gør også, at bogen aldrig rigtigt formår at gå i dybden med noget, hvilket til tider kan give et unuanceret billede af at religionen har en central rolle som kulturdanner og meningsgiver. Til gengæld er forfatterne gode til løbende at komme med anbefalinger til videre læsning. Derfor bør man se bogen som en præsentation til religionshistorie og dennes stadigt store indflydelse på os og vores kultur.
I denne bog ender udgangspunktet altid med at være religion. Man kan sige, at det er det, bogen er til for, men som læser er der også en anden og mere kritisk stemme, der formulerer et hønen eller ægget-spørgsmål, nemlig: er det religion, kultur eller adfærd der kom først? Når man kan forklare alt gennem religionen, er det så fordi religionen er den forvandlingsmaskine, der har skabt den kultur og adfærd vi har? Eller er det sådan, at religionens temaer er så almengyldige, at man kan forklare alt gennem religionens sprog, hvis ikke oplagt så i hvert fald ved at bygge videre på forklaringerne, så de passer til spørgsmålet?
Derudover kan man sige, at hvis vi antager, at religion kommer først og dermed er gennemtrængende i kultur og menneskelig adfærd, så bliver det banalt og intetsigende, at udpege det religiøse. Hvis vi står ved en maskine (i dette tilfælde en forvandlingsmaskine), så er der vel ingen grund til at pege på alle de forskellige små og store dele maskinen producerer og sige, at det har maskinen lavet. Dette kan gøres åbenlyst ved blot at forklare maskinens funktion. Jeg mener ikke, at bogen gør noget forkert i denne henseende. Men som læser bliver det interessante ikke, hvor meget eller hvilke dele vi kan pege på, men i stedet hvordan religionen har været med til at producere vores aktuelle kultur. I Forvandlinger arbejder forfatterne netop også med dette hvordan, hvilket er dét, der gør den værd at læse, og som er med til at vække en interesse for religionens rolle i samfundet.
