Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Ny Global New Deal
 

Ny Global New Deal

1.5.2009

Af Peter Mørkeberg Hinsby

Mens verden oplever den værste økonomiske nedsmeltning siden 1930’erne, vokser en ny økonomisk struktur frem båret af the cultural creatives – verdens veluddannede middelklasse. Ifølge Adam Arvidsson er vi vidne til fremkomsten af en etisk økonomi, hvor værdien ikke længere er baseret på arbejdskraft, som i den kapitalistiske økonomi, men på en økonomi, hvor evnen til at konstruere sociale relationer og fællesskaber er blevet den vigtigste produktivkraft. Vi ser den i brand management, i avancerede former for vidensarbejde og i den ekspanderende række af autonome former for social produktion – fra open source software, over DJ-scenen til forskellige former for fankulturer. Den etiske økonomi er ingen utopi. Den er hverken pænere eller bedre end den kapitalistiske, men markerer ifølge Arvidsson et epokalt skifte for erhvervsliv, politik og samfund.


Hvad skal vi forstå ved den etiske økonomi, og hvad indikerer, at den er i vækst?

Pointen er, at vi har at gøre med et nyt økonomisk system, hverken kommunisme eller kapitalisme, men en økonomi baseret på samarbejde.

Det er i den forbindelse vigtigt, at ’etisk’ forstås i klassisk forstand, som det, der har at gøre med affekt, følelse og forholdet til andre mennesker og mindre som ’god adfærd’ som i dagens ofte meget flade business ethics. Den etiske økonomi koordineres af respekt, peer-to-peerstatus, netværk, venskaber, og den er rettet mod en ophobning af sådanne former for interpersonelle relationer – det sociologer kalder social kapital.

Men den er også etisk i den forstand, at dens værdifulde produkt ofte er en etisk ting: et fællesskab, en fælles værdi eller en følelsesmæssig intensitet. En grundlæggende indikation af at dette økonomiske system er i vækst, er det faktum, at den hurtigst voksende klasse er management-klassen. Hvis man ser på manageren eller vidensarbejderne generelt, så er de gode til at organisere sociale processer, teamwork, bevæge sig fra et team til et andet og lede projekter. De er gode til at mobilisere organisere den socialiserede kreativitet eller ”det almene intellekt”, som Marx kaldte det.

Den kapitalistiske entreprenør og den karismatiske leder


Logikken bag den etiske økonomi er altså politisk snarere end økonomisk. Politisk forstået som skabelsen af relationer?

Værdiskabelse i den etiske økonomi er i bund og grund enpolitisk praksis. Konstruktionen af sociale relationer hinsides kontraktuelle og økonomiske bånd er jo også basis for vore politiske fællesskaber.

Sociologen Max Weber skelner mellem den kapitalistiske entreprenør og den karismatiske leder, der inkarnerer politikkens irrationelle side. For den karismatiske leder handler det om at kunne mobilisere følelsesmæssige energier i polis.

At få dens medlemmer til frit at stille deres ressourcer til disposition og arbejde for dig og/eller stemme på dig. Karismatiske ledere lever af donationer fra det samfund, de har skabt. Og kilden til denne værdifulde karisma er i følge Webers klassiske analyse evnen til at skabe fællesskaber. Det står i stærk kontrast til den kapitalistiske logik. For den kapitalistiske entreprenør tæller kun den stadige akkumulation af penge, der snart breder sig ud i alle livets relationer og dermed bliver til det berømte ”jernbur”, som Weber taler om i den Protestantiske etik og Kapitalismens ånd. Max Weber bekymrer sig i Den Protestantiske etik og Kapitalismens ånd for videnskabeliggørelsens og rationalitetens affortryllelse af verdenen. Det kom tydeligt til udtryk i begrebet om det rationelle jernbur, hvor individets rationelle kalkulationer er de mest hensigtsmæssige midler til at opnå det ønskede. Denne rationalitet stod i skærende kontrast til handlinger baseret på traditioner, affektion eller værdier (oftest religion) og viste sig tydeligt i kapitalismen, hvor markedskræfterne netop baseres på mål-rationel tænkning.

Max Weber bekymrer sig i Den Protestantiske etik og Kapitalismens ånd for videnskabeliggørelsens og rationalitetens affortryllelse af verdenen. Det kom tydeligt til udtryk i begrebet om det rationelle jernbur, hvor individets rationelle kalkulationer er de mest hensigtsmæssige midler til at opnå det ønskede. Denne rationalitet stod i skærende kontrast til handlinger baseret på traditioner, affektion eller værdier (oftest religion) og viste sig tydeligt i kapitalismen, hvor markedskræfterne netop baseres på mål-rationel tænkning.

Den etiske økonomi fungerer på samme måde som den karismatiske logik. Man giver frivilligt sin arbejdskraft til Wikipedia eller Linux, fordi man tror på Linux eller føler en form for affektion for Linux-fællesskabet. Det samme gælder for brands. Mange Mac- eller Nike-entusiaster skaber sociale relationer omkring brandet og stiller på denne måde deres immaterielle arbejdskraft gratis til rådighed. Ja, de betaler faktisk for at kunne arbejde for brandet ved at gå i skoene, udbrede livsstilen og dermed øge brandets værdi. På den måde er brands en form for etisk kapital, der bygger på evnen og viljen til hos frie aktører at skabe fællesskaber.

Omvendt følger der et ansvar med ethvert karismatisk fællesskab. Man må give noget tilbage og forøge den etiske merværdi. Man gør oplevelsen og værdien af fællesskabet omkring eksempelvis en sko mere værd på den etiske skala i form af status. Den etiske økonomi har derfor en værdilogik, som ikke hovedsageligt bygger på privat tilegnelse. Det handler om at dele, forøge og forbedre sin etiske status, om at skabe netværker, få venner eller bare blære sig frem for at konkurrere og akkumulere så mange penge som muligt.

Hvilke udviklinger har affødt den etiske økonomi og denne karisma-diskurs?

Der findes en tendens, som jeg kalder for the business theory. Denne tendens indeholder en lang række bøger med titler som Wikinomics, We Think, Wisdom of Crowds etc. Fælles for denne teori, og store dele af det akademiske venstres forståelse af den, er, at forøgelsen af den sociale produktion er en slags direkte effekt af den nye informationsteknologi. Mit bud er, at teknologierne spiller en vigtig rolle, men jeg tror mere, at der er en strukturel forandring på spil, som stikker langt dybere end det.

Man kan jo spore forandringerne helt tilbage til den skotske økonom og moralfilosof Adam Smith, og senere Marx, der begge peger på kapitalismens modstridende sider. Kapitalismen er måske det første historiske system, som bygger på, at ethvert menneske følger sin egen interesse. Smiths store fascination er, at det rent faktisk er i bagerens egen interesse, at jeg får mit brød.

På den anden side så ser han i kapitalismen et system, som genererer en masse former for socialt samarbejde. Og det er netop det samarbejde, som Marx kalder det almene intellekt, og som han mener vil udkonkurrere værdibegrebet baseret på arbejdstid i takt med, at formerne for samarbejde bliver stadigt mere komplekse. Overgangen til et kommunistisk samfund kan drives frem af kapitalens egen dynamik.

Ser man på kapitalismens udvikling i efterkrigstiden, så kan man argumentere for, at denne udvikling har sat sig igennem på radikal vis. Det betyder ikke, at kapitalismen er forsvundet. Den har snarere opdaget og indoptaget den sociale produktions potentiale. Sådan noget som globalisering er jo i virkeligheden bare komplekse former for samarbejde. Global assembly lines indebærer eksempelvis, at en bil ikke længere produceres et bestemt sted. På samme måde er IKEA en virksomhed, som forudsætter ekstremt komplekse former for samarbejde: 10.000 forskellige pakker med 25 identiske stykker som produceres i 5000 forskellige fabrikker og sælges i et enormt antal forskellige varehuse verden over. Der ligger et organisationssystem, som er helt fantastisk til grund for det. Derudover kan man tale om en forbrugerkultur, hvor forbrugerne bliver stadigt mere aktive. Idet produktion og konsumption fusionerer, socialiseres produktionen som komplekse former for samarbejde, der i princippet kan involvere selve vore liv.

Vi bliver produsers, prosumers og professionelle amatører, når marketing bliver til societing, dvs. en konstruktion af bæredygtige brand-fællesskaber. Denne udvikling indebærer både et tab af kontrol, men også et kæmpe potentiale, som virksomhederne har fået øje på. Brugerdreven innovation, crowdsourcing og viral marketing er blevet helt nødvendige, men også effektive strategier, for at øge produktionen og virksomheders brand-value. Noget tyder altså på, at den kapitalistiske produktionsmåde, der var begrænset af virksomhedens egne ressourcer, dvs. maskiner og lønnede medarbejdere, er blevet udvidet med en række ulønnede ressourcer og processer, som virksomheden ikke ejer og dermed ligger uden for virksomhedernes umiddelbare kontrol.

Det er den strukturelle tendens, jeg tror ligger bag det hele.

Dernæst er det klart, at forskellige former for teknologi har været meget instrumentelle i at sprede det her. Fjernsynet muliggjorde eksempelvis helt nye former for markedsføring og forbrugsprocesser på en global skala. Og internettet spiller en helt central rolle i udviklingen og spredningen af den etiske økonomi.

Social Impact


Hvad er konsekvenserne for det klassiske, kapitalistiske værdibegreb, når den mest værdifulde form for produktion, bliver den sociale?

Konsekvensen er en krise i den kapitalistiske værdilogik.Du kan eksempelvis arbejde så meget, du ønskermed din musik og stil. Men det i sig selv vil ikke gøre dig til en rockstjerne. Dét, der afgør din værdi er kvaliteten ogkvantiteten af den impact, du har været i stand til at ophobe.Forholdet er ikke lineært, men snarere viralt – for at bruge et populært markedsføringsudtryk. Hvis jeg giver noget til fællesskabet, kan jeg håbe på at modtage en tilsvarende mængde status. Men jeg kan på ingen måde forvente, at det forholder sig sådan. Den logiske forbindelse mellem værdi og arbejdskraft er snarere det omvendte af, hvad der almindeligvis er forbundet med den kapitalistiske økonomi.

Når du har et tilstrækkeligt attraktivt mærke, vil du kunne tiltrække en overflod af gratis arbejdskraft samt andre ressourcer. Det er derfor vigtigt at understrege, at disse nye produktive praksisser indebærer en værdilogik, der er forskellig fra den kapitalistiske. En logik, der bygger på social impact. Et brand er værdifuldt, hvis det gør en forskel i forbrugerens liv. En programmør opnår status, hvis hun tilfører noget værdifuldt til open source-netværket, som andre kan bygge videre på, og vidensarbejderen vokser i anseelse på grund af hendes sociale skills og ikke kun på baggrund af hendes manifeste produktivitet. Det skitserer en situation, hvor den industrielle kapitalismes knappe ressourcer, såsom arbejdstid, teknologi og information er blevet rigelige, og det, der bestemmer et produkts, en persons eller en organisations værdi, er evnen til at forbinde og organisere sociale processer på produktive måder.

Kan du give nogle eksempler på den etiske økonomi in action?

Der er jo masser af konkrete eksempler på – om ikke etisk økonomi – så etisk produktion. Mange af de her web 2.0- baserede fænomener som: Wikipedia, Linux, Facebook og YouTube er oplagte eksempler. Men det er vigtigt at understrege, at det ikke kun er et web-fænomen. For eventbureauerne er undergrunden eksempelvis blevet et integreret element i den kulturindustrielle økonomi. Kunstnere og ansatte i reklamebranchen udnytter gensidigt hinanden. For undergrundskunstnerne er midlerne fra kulturindustrien en ressource i forsøget på at maksimere ens status og respekt. For reklamefolkene producerer undergrunden de autentiske former for liv, der er blevet stadig mere værdifulde i moderne, virale strategier for markedsføring.

Fællesskaber og netværk spiller en afgørende rolle her. Kulturindustrien suger sig fast på undergrundsperformere, der hører til i toppen af hierarkierne og har kontakter, subkulturel kapital, respekt og den biopolitiske kapacitet, som sætter dem i stand til at rekruttere og mobilisere de ønskede former for liv. Tænk bare på Absolute Vodkas urbane bøssekultur, Nikes ghettoer eller Red Bulls engelske klubscene. Her i København forsøgte Volkswagen at hægte sig på disse stadig vigtigere immaterielle ressourcer i forbindelse med lanceringen af bilen FOX ved at lade en række forskellige kunstnere dekorere hotellet FOX.

Men er der ikke netop tale om en free lunch for virksomhederne, når eksempelvis Nike hægter sig på ghetto-livsstilen?

Jo, det er i vid udstrækning den ofte arbejdsløse ’masse-intellektualitet,’ det kreative proletariat, der genererer værdiskabelsen og den kreative produktion. Men det er en balancegang. For virksomhederne er fællesskaberne interessante, fordi de er autonome og eksterne ressourcer. For undergrundsperformeren gælder det samme.

Det er brand management i begge tilfælde. For meget corporate indflydelse og klassisk kapitalistisk pengetænkning kan ødelægge begge dele. Og det er et andet problem ved denne her business theory. Nemlig at den sociale produktion ses som en gratis ressource
– en slags consumer cool, som frit kan hi-jackes af big business uden at give noget igen, hvorved spørgsmålet om værdi ignoreres.

Sagen er, at hvis du har succes med at akkumulere stærk karisma eller status, så har du også muligheden for at kapitalisere karisma. Men det er ikke det, der i første omgang er motivationen eller værdien i et fællesskab. Problemet er, at hvis du vil kapitalisere din status, så må du gøre det meget forsigtigt, for lige netop ikke at underminere den status, som du vil kapitalisere. Derfor skal virksomhederne give noget igen – ellers dør de.

Mod en ny værdistruktur


Hvordan skal den etiske økonomi sætte sig i gennem?

Situationen var jo den samme for to århundreder siden. Den måde hvorpå den industrielle kapitalisme etablerede sig var ved at indføre sin egen målestok for værdi som samfundsmæssig norm. Scientific management dukkede op som et forsøg på at nedbryde det komplekse net af håndværksproduktion til enkle enheder af arbejdstager-maskineinteraktioner, der kunne måles i form af arbejdstid. Selv om denne foranstaltning stammer fra den tidlige materielle fabriksproduktion, er den siden blevet udvidet til at omfatte forskellige former for immateriel arbejdskraft – eksempelvis i form af taylorized service hos McDonalds. Men jo længere vi bevæger os væk fra den oprindelige situation, hvor denne målestok blev udviklet, og jo mere Marx’ almene intellekt sætter sig igennem i form af netværk, stiltiende viden og social organisation, jo mindre gyldig bliver målestokken.

Jeg snakkede for nylig med en stor multinational virksomhed i USA. De er klar over, at de ikke kan fortsætte som en kapitalistisk virksomhed og vil gerne agere på en mere etisk værdifuld måde. Problemet er, at virksomheden har en objektiveret værdistruktur, som bygger på profit og dermed udgør et jernbur, som ikke tillader at agere på andre måder. Dertil kommer, at vi i dag kan se konsekvenserne af at opretholde en model, som bygger på en kunstig overflod af ikke fornyelige naturlige ressourcer og en kunstig knaphed på nemt fornyelige immaterielle ressourcer.

Vi opretholder en kapitalistisk økonomi, der er gearet til fortsat ekspansion, men som hverken er miljømæssigt eller socialt bæredygtig. For blot et år siden bestod mellem 60-80 procent af værdien af de selskaber, som er registreret på børsen, af uhåndgribeligheder. Uhåndgribeligheder er et navn, der dækker over, at man ikke ved, hvad det er. De kan ikke måles og kan ikke kontrolleres. Det er jo et enormt krisetegn for kapitalismen, og det er denne værdikrise, der ligger bag økonomiens kollaps. Man ved, at virksomheder er noget værd, men man kan ikke måle det og derfor heller ikke rigtig regne med det. Der må en ny værdistruktur til.

En bæredygtig New Deal


Hvordan…?

Nye medier, dvs. social media kan fungere som en abstrakt  form for objektiv og etisk valutaskabelse. Man kan forestille sig nogle former for rating mekanismer. Det kan være en rating af, hvorledes en virksomhed lever op til sit brand. Og kan man få nogle platforme, der syntetiserer de her multituder af forskellige ratings til en slags kvalitativt indeks, så er man nået langt. Snart vil internettet jo være fuldt udbredt i Sydøstasien, Afrika og Sydamerika, og så vil arbejderne på Nikes thailandske fabrik kunne vurdere, hvorvidt Nike lever op til sit motto: Just do it.

Man vil ved hjælp af RFID-tagging kunne føre sin mobiltelefon hen over et par sko eller et andet produkt og få et kvantitativt estimat over, hvad tusinder af mennesker, som led i produktets produktions- eller distributionskæde, mener om produktets miljømæssige og sociale impact.RFID er en forkortelse for Radio Frequency Identification og en fællesbetegnelse for alle de teknologier, der anvender radiobølger til at identificere mennesker og objekter. RFID-taggen er en slags stregkode med mere hukommelse, og som kan aflæses uden visuel kontakt.

Man kunne også forestille sig, at man vil kunne erhverve sig produkter ved hjælp af opsparet alternativ valuta i form af eksempelvis blog-skrivning eller ved at lade folk fra hele verden overnatte eller låne ens lejlighed eller hus i en kortere eller længere periode. Vi ser allerede peer-to-peer-baserede systemer, der evaluerer troværdighed og rygte ved hjælp af kvantitative indeks. Dermed dukker produkters eller personers sociale status frem overalt. Blandt de mere kendte er Slashdots Karma System, E-bays user rating og netværket Couchsurfing.

De Interra Project er sponsoreret af VISAs grundlægger, Dee Hock, og udgør et rigtig godt eksempel på den her  udvikling. Det er et betalingskort og en transaktionsplatform, der belønner kunder, som køber fra lokalt ejede og bæredygtige virksomheder samtidig med, at kortet automatisk donerer til samfundsorganisationer og letter forbindelser til ligesindede medlemmer.

Man erhverver status-points i forhold til, hvor meget man efterlever disse fælles værdier og modtager forskellige gaver som belønning. På den måde får man et mål for en virksomheds social impact, som linkes til finansielle virksomheder, således at målet bliver den afgørende faktor i vurderingen af uhåndgribeligheder. Det er den form for mekanisme, som man kommer til at se i fremtiden. Jeg tror, vi får en slags new global new deal centreret omkring miljø, alternativ energi, bæredygtighed, etisk akkumulation og som kobles til en anderledes værdilogik. Sandsynligheden for fremkomsten af et sådan nyt og fælles værdisystem er understøttet af, hvad der synes at være en fælles værdistruktur blandt vidensarbejdere, som er de primære brugere af informationsteknologien. En struktur, der kombinerer post-materialistiske ideer for selvstændig erkendelse, en søgen efter autenticitet og bæredygtighed med en planetarisk, miljømæssig bevidsthed.

Den neoliberale models sidste krampetrækninger


Det lyder som et større politisk projekt?

Indtil videre har man ikke fundet en standard, der har været stærk nok til at sætte sig igennem som fælles værdi eller til at bestemme, hvad den værdi bør være. Problemet er, at den etiske økonomi udgør et problem for den kapitalistiske pengeøkonomi, fordi den udfolder sig hinsides dennes kontrol. Det, der ikke kan måles i penge, kan ikke styres. Derfor modarbejder kapitalens centrale institutioner, centralbanker og det finansielle marked alternative valutaer og værdisystemer. Lovgivning inden for intellektuel ejendomsret og digitale rettigheder er forsøg på at styre denne frie kreativitet inden for rammerne af en pengeøkonomi. Lige nu oplever vi den neoliberale models sidste krampetrækninger.

Dvs. forsøget på at holde sig levende gennem uholdbar lovgivning, social overvågning med overvågningskameraer, RFID-tags, som sporer vores bevægelser og terrorisme, der gør, at man kan tillade at sende folk til Guantanamo. Derfor er der et stort politisk potentiale i at tage fat i the creative cultures, managementklassen, fordi det er dem, der besidder de her new deal-værdier og kan udgøre en vis aktivisme. Det er derfra, der kan komme konkrete sociale forandringer. Man må arbejde med managementklassen på samme måde som socialisterne arbejdede med arbejderklassen i 1800-tallet – man må radikalisere dem på en måde.

At kapitalismen æder sig selv op indefra, mens samarbejdet og fællesskabet sejrer lyder som noget, vi har hørt før …

Hver gang man ser en ny type social bevægelse eller forandring i produktionsvilkårene, er der altid nogle, der begynder at fable om kommunisme og frihedens rige. Det er der måske noget om. Men jeg tror, at det er ret urimeligt at tænke sig, at kapitalismen as we know it pludselig bare skulle forsvinde inden for en overskuelig fremtid. Derimod tror jeg, at den kommer til at ændre sig grundlæggende som en reaktion på den aktuelle nedsmeltning og den voksende sociale produktion. Jeg tror, som tidligere nævnt, mere på en slags new deal-kompromis. I dag bliver en stor del af den immaterielle økonomi ikke anerkendt som produktiv eller værdifuld af kapitalismen. Resultatet er et stort ulønnet og kreativt proletariat, der ikke modtager nogen form for kompensation fra hverken kapitalen eller staten.

Tænk bare på de absurde arbejdsløshedsstrategier, der tvinger unge mennesker ud i uproduktive jobtræningsforløb. Herved fastholdes ekspansionen af en kapitalistisk økonomi, der hverken er miljømæssigt, socialt eller økonomisk bæredygtig. Det er tydeligere i dag end nogensinde før. Stater og andre politiske aktører vil derfor gøre klogt i at udvikle strategier, der støtter, styrker og fremmer de etiske produktionsformer. Dette indebærer et øget statsligt engagement i sociale produktive praksisser. Det handler om at øge adgangen til teknologi og fremme deling og andre nye distributionsformer, således at de mange deltagere, der producerer social velstand uden for markedet ville være i stand til at leve af deres indsats.