Er økonomien blevet biopolitisk? Eller har den altid været det?

Artikel af Lars Thorup Larsen: Er det i bioteknologien selv, vi skal finde kernen i problemet om politiseringen og kapitaliseringen af det biologiske liv – dets arvemasse, organer etc.?
Eller forudsætter en nuanceret forståelse af bioteknologien snarere et historisk blik på den rationalitet, som siden oplysningstiden på forskellig vis har forbundet økonomi, politik og befolkning?
Er kapitalismen med hjælp fra teknologien blevet biopolitik eller har kapitalisme altid været biopolitik?
Disse spørgsmål diskuterer Lars Thorup Larsen, adjunkt, Ph.d. ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, i denne artikel ved at opstille en teoretisk forbindelse mellem biopolitik og økonomi med udgangspunkt i Foucault. Dermed fremsættes tesen, at den moderne økonomiske rationalitet altid har været biopolitisk.
Artiklen tager afsæt i en kritik af de seneste års brug og misbrug af biopolitik-begrebet. Det er, hævdes det, ofte blevet misforstået enten på grund af en alt for teknologicentreret tilgang (Nikolas Rose) eller en for statscentreret tilgang (Giorgio Agamben), som fraskriver biopolitikken dens økonomiske kerne.
Med udgangspunkt i Foucaults udvikling af begrebet i en forelæsningsrække fra 1979, Biopolitikkens fødsel, argumenteres for, at nøglen til en forståelse af biopolitikken skal søges i befolkningsbegrebet, som ifølge Foucault bliver det væsentlige omdrejningspunkt, der forbinder biologi, politisk økonomi og liberalisme i det 18. århundrede.
Dermed bliver det også tydeligt, hvordan den økonomiske liberalisme, idet den betragter forholdet mellem markedet og befolkningens selvregulering ud fra et princip om rigdomsmaksimering, repræsenterer en biopolitisk regeringsform.

1.5.2007

Hvad gør det ved mennesket, at dets naturlige arvemasse nu kan manipuleres ved hjælp af teknologien? Og hvad gør det ved samfundet, at gener, stamceller og organer samtidig bliver en form for vare, der handles og laves profit på? Det er spørgsmål som disse, der det seneste årti er blevet stillet utallige gange inden for både humaniora og samfundsvidenskab – både i relation til bioetikken og den såkaldte biopolitiske problematik

Michel Foucaults begreb om biopolitik har fået stor udbredelse, og i en hel del nyere arbejder knyttes det til en analyse af økonomi og kapitalisme; ikke mindst til diagnoser af den såkaldt ”nye økonomi”. Der er samtidig opstået en omfattende litteratur, der analyserer, hvorledes nye udviklinger i bioteknologi og ’the life sciences’ forandrer vilkårene for det at være individ i det moderne samfund. Det er dog først inden for de allerseneste år, at disse to dele for alvor er blevet koblet sammen, så biotek-industrien opfattes som den centrale motor i en ny, biopolitisk økonomi.

Denne artikel søger hverken at analysere eller kritisere kapitalismen som sådan, men det er omvendt heller ikke tanken at præsentere nye empiriske vinkler på kapitaliseringen af livsvidenskaberne. Her er det derimod den teoretiske kobling mellem biopolitik og økonomi, det handler om, herunder i særlig grad spørgsmålet om, hvorvidt denne kobling overhovedet er ny. Min påstand er kort sagt, at biopolitik lige fra sin fødsel i det 18. århundrede har haft et nært slægtskab med økonomisk rationalitet, samt at denne forbindelse ofte undervurderes i analysen af bioteknologiens sociale, politiske og etiske konsekvenser. Altså er kapitalismen ikke blevet biopolitisk på grund af nye udviklinger i livsvidenskaberne, for det var den allerede på forhånd, hvilket dog ikke nødvendigvis gør teknologien uinteressant.

I det følgende vil jeg først vise et par eksempler på nutidens koblinger mellem biopolitik og økonomi, hvorefter det diskuteres hvilken forståelse af biopolitik disse analyser bygger på. Med særligt fokus på Michel Foucaults forelæsninger om biopolitikkens fødsel fra 1979 (Foucault, 2004a) argumenteres der dernæst for en generel forbindelse mellem biopolitik, politisk økonomi og det centrale begreb om befolkningen. Dette munder endelig ud i en bredere diskussion af biopolitikkens placering i nutidens samfund.

Diagnoser af den nye bioøkonomi

Der er indtil flere begreber i omløb for tiden, hvor det biologiske liv kobles til et eller andet aspekt af økonomien, fx ’biovalue’, ’bioproperty’ og ’biocapital’. Det interessante er, at disse synteser ikke alene findes i den akademiske litteratur, men også fremføres af både politiske og økonomiske aktører. Det internationale revisionsfirma Ernst & Young udgav i 2005 den meget omtalte rapport Beyond Borders, der behandler profitraten i biotek-industrien (Ernst & Young, 2005). Begrebet bioøkonomi optræder helt eksplicit i OECDs udgivelse, The Bioeconomy to 2030. Desiging a Policy Agenda (OECD, 2006), hvor det defineres som den samlede latente økonomiske værdi, som samfundet kan uddrage af biologiske processer (OECD, 2006: 3). Endelig har EUs ministerråd iværksat et stort initiativ, der indledes i 2007 under titlen, En Route to The Knowledge-Based Bioeconomy (European Bioperspectives, 2006). Om end alle disse initiativer er særdeles ambitiøse og langsigtede, er det på den anden side karakteristisk, at de opfatter bioøkonomi meget mekanisk: udelukkende som den latente profit af ny teknologi. Der er vel ret beset ikke tale om nogen ny økonomi, blot et nyt marked?

Ser vi på bioøkonomiens indtog i den akademiske litteratur er begrebet mere udviklet, men samtidig afspejles klart de forskellige disciplinære tilgange. Waldby & Mitchell (2006) analyserer eksempelvis de såkaldte ’vævsøkonomier’ med udgangspunkt i en antropologisk forståelse af en gavegivningsøkonomi, bl.a. inspireret af Titmuss og Bourdieu. I tættere sammenhæng med litteraturen om biopolitik finder vi desuden Nikolas Rose’s seneste bog, hvori det hedder:

A new economic space has been delineated – the bioeconomy – and a new form of capital – biocapital (…) Life itself has been made amenable to these new economic relations, as vitality is decomposed into a series of distinct and discrete objects – that can be isolated, delimited, stored, accumulated, mobilized, and exchanged, accorded a discrete value, traded across time, space, species, contexts, enterprises – in the service of many distinct objectives. (Rose, 2007: 6 – 7).

Hvis vi ser bort fra Rose’s gennemgående begreb om livet selv, som vi skal vende tilbage til lidt senere, så lyder resten af citatet mere eller mindre som Marx’ beskrivelse af kapitalismen. Hvor Rose tilsyneladende mener, at den nye biomedicin har åbnet døren for en skånselsløs kapitalisering af menneskelivet ville de fleste marxister vel hævde, at den dør allerede stod på vid gab? For eksempel er det karakteristisk, at de neomarxistiske teoretikere, Michael Hardt og Antonio Negri, netop ikke hæfter sig ved den instrumentelle udnyttelse af det biologiske liv som værende ny, men at de omvendt ser en ny udvikling i kapitalismens produktion af liv og den private ejendomsrets indtog på det felt (Hardt & Negri, 2000; 2004: 181).

Endelig bør man nævne Kaushik Sander Rajans værk om biokapital (Rajan, 2006), som på sin vis samler alle disse tråde ved at forbinde Foucaults begreber om magt og biopolitik med marxistisk kapitalanalyse og antropologisk metode. Denne bog viser imidlertid også begrænsningen ved at lægge forskellige teoritraditioner pænt ved siden af hinanden, fordi Rajans kombinatorik indirekte skaber en simpel modstilling mellem foucauldiansk politik og marxistisk økonomi – hvis vi husker på, at både Marx´ kritik af den politiske økonomi og Foucaults karakteristik af magtens allestedsnærvær netop har til formål at undgå en sådan opdeling. Hvis vi derimod ønsker at analysere det indre slægtskab mellem biopolitik og økonomi er det uhyre vigtigt, at begrebet biopolitik hverken reduceres til ny teknologi eller til centraliseret, statslig politik.

Problemet ved en teknologicentreret tilgang

Der findes i dag et væld af analyser, som kombinerer Foucaults begreb om biopolitik med empiriske studier af nye udviklinger i livsvidenskaberne. Alene mængden af denne litteratur understreger, at det er en produktiv tilgang at studere magteffekterne af biomedicinske praktikker. Det er til gengæld mindre klart, hvad vi i teoretisk forstand kan lære af de mange detaljerede empiriske studier. Er den implicitte påstand, at magt og biopolitik i moderne samfund undergår forandring på grund af den nye teknologi, eller foretages der blot diagnoser af samtiden uden egentlige teoretiske ambitioner?

En af de bedste repræsentanter for denne litteratur er formodentlig Nikolas Rose, hvis seneste bog udviser en vis tvetydighed på dette punkt. Rose anerkender på den ene side faren ved at læse de nye bioteknologier som årsagen til en radikalt ny virkelighed og han vælger derfor den mere forsigtige tilgang: at skrive en ’kartografi over nutiden’ (Rose, 2007: 4-7). Det står på den anden side i kontrast til bogens gennemgående argument, der klart forsøger at teoretisere over forholdet mellem menneske, teknik og politik. Gang på gang hører vi, at intet mindre end livet selv og selve menneskets vitalitet nu er blevet genstand for politisk polemik og økonomisk kapitalisering, samt at dette skift er muliggjort ved teknologiens mellemkomst (Rose, 2007: 3, 40, 258). Sidstnævnte er præcis, hvad jeg vil karakterisere som en teknologidrevet tilgang til biopolitik.

Pointen her er ikke blot at erstatte Roses samtidsdiagnose med et andet billede af nutiden, men at understrege en analytisk pointe omkring forholdet mellem biopolitik og teknologi. Hvis vi tager udgangspunkt i de empiriske detaljer af den bioteknologiske udvikling, kan vi nemt komme til at tage deres relevans for givet og måske helt undlade at stille spørgsmålet om, hvilke teoretiske pointer vi leder efter empirisk dokumentation for.

Slavoj Zizeks kritik af bioetikken illustrerer denne pointe, og selvom hans synspunkt baserer sig på lacaniansk psykoanalyse vil jeg mene, at den følgende pointe samtidig fanger præcis, hvad genealogi handler om. I sit korte kapitel om bioetik, der oprindeligt stammer fra en anmeldelse af Fukuyamas Our Posthuman Future, advarer Zizek imod, at bioetik forfalder til ’bindestregs-etik’, hvor man opfinder etiske principper for brug af bioteknologi uden forbindelse til generel etisk refleksion (Zizek, 2004: 123). Bindestregsproblematikken er den samme i relation til biopolitik: Hvis man reducerer biopolitik til spørgsmålet om, hvorledes bioteknologi er underkastet offentlig regulering, mister man derved forbindelsen til, hvad politik i øvrigt er. Man afpolitiserer med andre ord biopolitikken ved at reducere den til teknologi. Teknologien illustrerer i mange tilfælde de centrale biopolitiske problematikker, eksempelvis forholdet mellem viden, befolkning og stat, men de er ikke årsagen dertil.

Zizek kritiserer ligeledes forvirringen mellem årsag og virkning i bioetikken: ”It is not so much that, with biogenetics, we lose our freedom and dignity. Rather, we experience that we never had them in the first place” (Zizek, 2004: 130). Det tab, der refereres til i citatet, er naturligvis det decentrerede subjekt, et teoretisk udgangspunkt for såvel lacaniansk psykoanalyse og poststrukturalistiske tænkere som Foucault. Det er ikke usædvanligt at finde lignende problemer i den biopolitiske litteratur; eksempelvis hvor nye bioteknologiske praktikker påstås at føre til en opløsning af den autonome statsborger. Det er en fejlslutning, idet vi heller ikke troede på dennes eksistens før bioteknologiens mellemkomst. Fejlslutningen er desto mere iøjnefaldende, fordi meget af den teknologicentrerede litteratur netop selv baserer sig på et poststrukturalistisk udgangspunkt. Teknologien accentuerer ofte eksisterende spændinger i politisk og sociologisk teori, men det betyder ikke i sig selv, at biopolitikken træder ind i en helt ny fase. Formuleret i den foucauldianske genealogis termer kan man sige, at en sådan slutning forveksler tilblivelsen (émergence) med oprindelsen (origine) (Foucault, 2001).

Problemet ved en statscentreret tilgang

Forvirringen omkring biopolitik skyldes ikke alene det nævnte fokus på ny teknologi, idet begrebet ligeledes er blevet mystificeret igennem dets karriere som buzzword i nyere kontinental politisk teori (Nancy, 2002: 137-142; Rabinow & Rose, 2006). I nogle sammenhænge er biopolitikkens historie blevet flettet sammen med moderne statsdannelse, men det er efter min opfattelse en fejl at opfatte den som synonym med en statslig magtform. Ikke desto mindre er dette en udbredt misforståelse, som afslører, hvorfor forbindelsen mellem biopolitik og økonomi nu pludselig opfattes som en helt ny udvikling.

Der er to overordnede grunde til, at biopolitik som udgangspunkt opfattes ikke-økonomisk og nyhedsværdien af bioøkonomien derfor overvurderes. For det første har Foucaults udgivne skrifter om biopolitik indtil for få år siden begrænset sig til det sidste kapitel i Volonté de savoir (Foucault, 1976), som er lidt af et appendiks til bogen og vel reelt hører mere hjemme i forelæsningsrækken, ’Il faut défendre la société’, om statsracismens genealogi (Foucault, 1997). I senere diskussioner lader Foucault imidlertid til at have forladt ikke alene betegnelsen biomagt til fordel for biopolitik, men også det indledende fokus på kategorier som race og ’artspolitik’ til fordel for en nyere forståelse af biopolitik, der er centreret omkring befolkningsbegrebet. Dette er imidlertid først blevet klart for et bredere publikum efter udgivelsen af Foucaults forelæsningsrække Naissance de la biopolitique fra 1979 (Foucault, 2004a), hvorfor de race- og statscentrerede opfattelser stadig dominerer litteraturen. Som Lemke fremhæver i sin kritik af Agamben, er det yderst problematisk at centrere en foucauldiansk magtopfattelse i et statsapparat, fordi hele hans ambition med magtanalytikken har været at frigøre den politiske teori fra den centraliserede magtopfattelse i suverænitetstraditionen. Forelæsningerne i 1979 forsøger at etablere en historisk og teoretisk forbindelse mellem biopolitik, politisk økonomi og de liberale regeringskunster i bred forstand. Før vi vender tilbage til denne forbindelse skal vi dog se på en anden årsag til, at biopolitik i litteraturen er blevet afkoblet fra økonomi, nemlig Giorgio Agamben.

Agambens Homo Sacer er i dag blevet en standardreference i kontinental politisk teori (Agamben, 1998). I bogen argumenterer han for, at tærsklen for biopolitikkens fødsel ikke er i moderne tid som Foucault mente, men at den allerede fandtes i Antikken gennem den oprindelige udelukkelse af det nøgne liv fra den græske polis; en konstitutiv udelukkelse, som Agamben mener har gentaget sig selv op igennem Vestens politiske historie. Derved peger han uden tvivl på en interessant tvetydighed mellem inklusion og eksklusion i politiske fællesskaber (se også Luhmann, 2002). Men det er ret uklart, hvorvidt det handler om biopolitik i bare tilnærmelsesvis den samme betydning som hos Foucault. Hvis man forstår biopolitik som integrationen af rationel befolkningsomsorg i den politiske magt giver det i sagens natur ingen mening at diskutere det i en periode, hvor videnskaberne om befolkningen – herunder den politiske økonomi – slet ikke var opstået. Agamben kan altså kun løsrive biopolitikken fra økonomien ved samtidig at ignorere den videnshistorie, som denne magtform er sammenflettet med, og i stedet binde biopolitikken alt for tæt sammen med statsapparatet (cf. Rabinow & Rose, 2006: 198; Lemke, 2005).

En senere passage i Homo Sacer illustrerer denne forskel meget klart. Kapitlet diskuterer en tekst fra 1942 om det tredje riges sundhedspolitik, hvori optræder begrebet ’levende rigdom’ (richesse vivante) (Agamben, 1998: 145), hvilket ifølge Agamben er første gang, der i en politisk rationalitet etableres en forbindelse mellem biologi og økonomi. Sidstnævnte vurdering er ret afslørende for, hvor langt Agamben i udgangspunktet har omtolket begrebet biopolitik. For denne forbindelse mellem biologi og økonomi er jo netop biopolitikkens fødsel, men vel at mærke to hundrede år tidligere.

Foucault beskriver i Naissance de la biopolitique (2004a) netop en forbindelse mellem biologi og økonomi i relation til en politisk rationalitet. Naturligvis ikke i den forstand, at alle vidensformer bliver til én, men at der i slutningen af det 18. århundrede dannes en integreret biopolitisk rationalitet, hvori disse forskellige principper kombineres. Fra biologien kommer opmærksomheden omkring livsprocesser, ikke alene i menneskekroppen, men i særdeleshed i relation til befolkningens biologiske liv og de naturlige principper for cirkulation og selvorganisering, som gælder der. Da den moderne politiske økonomi blev udviklet i samme periode, var den i stand til at integrere nogle af befolkningens biologiske principper og genfortolke dem som positive politiske mål. For eksempel, hvor biologien eller demografien beskriver befolkningens naturlige vækstmønstre, ville den politiske økonomi overveje de sociale betingelser for en optimal befolkningsvækst. Endelig kan man sige, at disse vidensformer i samme periode integreres i en liberal regeringskunst, hvor der sættes grænser for den politiske autoritet for ikke at ødelægge de naturlige vækstprincipper i livet, befolkningen og økonomien.

Påstanden er ikke, at integrationen af biologi, politisk økonomi og liberalisme i praksis forløb glat, blot at en sådan forbindelse eksisterer fra og med det 18. århundrede samt at biopolitikken nødvendigvis må forstås i relation til dette gouvernementale regime (Foucault, 2004a: 23). I denne sammenhæng handler det primært om at udrede et enkelt centralt aspekt ved dette forhold, nemlig begrebet befolkning, der på sin vis etablerer den epistemologiske forbindelse mellem biologi, politisk økonomi og liberalisme.

Befolkningen som biopolitisk genstand

Som nævnt bør biopolitikkens fødsel ifølge Foucault forstås i sammenhæng med udviklingen af liberalismen, eller de liberale regeringskunster, som han typisk kalder det. Forskydningerne i den politiske rationalitet hænger igen nært sammen med tidens voldsomme udvikling i de økonomiske doktriner, ikke mindst overgangen fra merkantilismen til den moderne politiske økonomi. Hvor merkantilismen var bundet til en meget mekanisk målsætning om at maksimere den enkelte stats rigdom, forestiller den nye politiske økonomi i anden halvdel af det 18. århundrede sig derimod, at staternes rigdom vokser gensidigt gennem handel, deraf flertalsformen i Adam Smiths The Wealth of Nations (Foucault, 2004a: 54-7). Disse nye økonomer omfattede i Foucaults øjne ret forskellige skoler såsom de franske fysiokrater samt hovedfigurerne i den skotske oplysning, David Hume, Adam Smith og Adam Ferguson. De anvendte alle sammen metaforer som livet og naturen, eksempelvis i begreber som ’naturlig pris’ og ’naturlig konkurrence’ (Foucault, 2004a: 55). Pointen her er ikke så meget metaforerne, men i højere grad det centrale princip, der knæsættes i denne periode, om at lede på en ’økonomisk’ måde; en måde der samtidig opfattes som naturlig. Ifølge den politiske økonomi forstås naturen og det naturlige således ikke som et reservat af noget oprindeligt og ubesmittet; det forstås som en realitet, der kan forvaltes i overensstemmelse med dets egne, naturlige principper (Foucault, 2004a: 18).

Foucault citerer samtidig den centrale franske økonom Quesnay for at sige, at sand økonomisk regeringskunst er den, der bekymrer sig om befolkningen (Foucault, 2004b: 79). Befolkningsbegrebet spiller således en central rolle i dette nye ensemble af liberalisme, politisk økonomi og biopolitik, idet der skal et flerstrenget system af vidensformer og organisationsprincipper til at håndtere den omfattende kompleksitet i det at regere en befolkning. Befolkningen er biopolitikkens primære mål og interventionsfelt, idet det er på befolkningsniveau, der etableres en politisk regulering af eksempelvis sygdom, fertilitet, dødelighed samt andre aspekter som arbejderbefolkningens biologiske reproduktion. I umiddelbar kontrast til dette er liberalismen i samme periode også kendt for at have opfundet principper som laissez-faire og Smiths berømte billede af markedets usynlige hånd (Foucault, 2004a: 22, 289). Spørgsmålet er følgelig, hvordan denne intervention i befolkningens biologiske liv harmonerer med laissez-faire-princippet.

Hvis man tager fat i de meget tidlige politiseringer af det biologiske, kan man med rette hævde, at disse to principper på ingen måde harmonerer. Det gælder eksempelvis det såkaldte ’medicinske politi’, et generaliseret system af detaljeret sundhedsadministration, som blev udtænkt, men kun delvist gennemført i Preussen i det 18. århundrede, og hvis primære arkitekter tæller navne som Frank (1976) og von Justi (cf. Foucault, 1994; 2004b: 321). Det medicinske politi er unægtelig en lang og interessant historie, som falder udenfor rammerne her. I relation til biopolitikken er det imidlertid helt centralt at lægge mærke til, at det medicinske politi primært fungerede som et negativt modbillede til den type totalitært og administrativt storhedsvanvid, som aldrig ville kunne forenes med det at regere en levende befolkning, fordi en sådan detailstyring ville knægte samfundets selvorganisering og dermed være u-økonomisk. Selvom det er delvist korrekt, at biopolitikken har rødder tilbage i det medicinske politi, er det som i enhver genealogi helt afgørende at få brud og modstandsformer vendt rigtigt. Det er altså frem for alt som reaktion mod administrative systemer som det medicinske politi, at den moderne biopolitik udvikler sig, blandt andet under indflydelse fra den politiske økonomi. Af samme grund er det ret fatalt, når forfattere som Agamben mere eller mindre sætter lighedstegn mellem biopolitik, og hvad man dybest set må karakterisere som statsmedicin (cf. Rabinow & Rose, 2006: 198; Foucault, 1994). Min påstand er altså kort sagt, at nøglen til hele Naissance de la biopolitique (Foucault, 2004a), og dermed til Foucaults endelige vidnesbyrd om biopolitik, er, at den først udvikler sig til en moderne rationaliseret magtform idet den sammenknyttes med liberal politisk økonomi og dermed lægger afstand til den ”statsræson”, som opstod i slutningen af det 16. århundrede.

Biopolitik er en magtform, der regulerer og intervenerer i befolkningens liv, men som samtidig har til formål at respektere befolkningens indbyggede selvregulering. Måske bliver dobbeltheden i denne definition mere håndterbar, hvis vi husker på, at laissez-faire aldrig har betydet et totalt fravær af politisk regulering, men primært at offentlig regulering underkastes den kritiske test at skulle måles mod samfundets eksisterende selvregulering. Denne kritiske mekanisme er helt central i det sandhedsregime, som den politiske økonomi etablerer omkring alle organisationsformer i samfundet. Det er en metode til at dechifrere og rationalisere enhver social orden ud fra forbilledet i det frie marked. Det går for vidt at analysere denne kritiske sandhedsfunktion yderligere i denne sammenhæng (cf. Larsen, 2007: 18-21), men det afgørende her er blot at understrege, hvor vigtig denne kritikfigur er for den økonomiske rationalitets gennemslag i samklang med biopolitisk befolkningsomsorg.

Det er ligeledes vigtigt at adskille disse principper om laissez-faire og den selvregulerende regeringskunst fra juridiske principper som autonomi og retten til ens eget liv, som vi for eksempel kender det fra den rettighedsorienterede liberalisme fra John Locke og frem. Hvor den retslige liberalisme nærmest så begrænsningen af staten som et mål i sig selv, eller i hvert fald som en form for nulsumspil over for individets rettigheder, søger denne økonomiske liberalisme i det 18. århundrede nærmere at regulere statsmagten, fordi man mener, det vil maksimere samfundets generelle rigdom. Dette maksimeringsprincip har nærmest karakter af en vitalisme og understreger således også forbindelsen mellem biopolitikken og den økonomiske liberalisme (Leclercq, 2004: 21-2). Som Foucault ligeledes formulerer det, er den liberale politiske økonomi funderet i ’fakta’ snarere end i juridiske normer (Foucault, 2004a: 12). Når staten skulle afstå fra at regulere økonomien gennem intervention i priser og produktion, var det – eksempelvis hos Adam Smith – fordi den ganske enkelt ikke kunne gøre det uden at gøre mere skade end gavn. I kontrast til statens grundlæggende mangler satte man i den politiske økonomi sin lid til befolkningens potentiale for selvregulering; et potentiale, der kunne indløses ved at erkende befolkningens naturlige egenskaber. Vi finder altså en regeringskunst, hvor befolkningen på een og samme tid er udgangspunkt, middel og mål.

Den videnskabelige fundering af befolkningsbegrebet er ligeledes tvetydig, fordi den i en vis forstand er genstand for både biologien og den politiske økonomi. Det betyder dog ikke, at alle betydninger af befolkningens liv i denne periode kan føres tilbage til en biologisk basis. Det er nok mere sandsynligt, at en række karakteristika som datidens biologi tilskrev levende organismer – eksempelvis et vist potentiale for selvregulering – på en eller anden måde er blevet projiceret over på kvasi-biologiske og kollektive størrelser som en arbejderbefolkning, en nation eller et folk. På denne måde hænger liberale principper om autonomi og selvstyring sammen med biologiske principper om levende organismers evner til selvopretholdelse. Endvidere sker der samtidig den forskydning, at principperne om selvregulering nyfortolkes som normative, politiske mål. Selv hvis størrelser som arbejdsliv, det økonomiske liv og det reproduktive liv ikke har nogen reel basis i et biologisk begreb om liv, bliver de således alligevel modelleret efter kvasi-biologiske principper om organisk selvregulering på dette tidspunkt. Man kan til en vis grad sige, at denne proces er, hvad Hardt og Negri kalder den ’biopolitiske produktion af liv’ (Hardt & Negri, 2000).

Denne diskussion viser, at der er en oprindelig forbindelse mellem biopolitik og politisk økonomi, samt at styrken i denne forbindelse hænger sammen med, at de centrale begreber som ”liv” og ”befolkning” er særdeles plastiske. Det fremstår ret tydeligt, at biopolitik fra begyndelsen har handlet om meget andet end det biologiske liv i snæver forstand: Forestillingen om økonomisk regulering via selvregulering blev projiceret over på helt andre og ofte kollektive størrelser og antog dermed en stærkere politisk betydning. Den bredere teoretiske problemstilling er derfor, at hvis man i udgangspunktet definerer biopolitik meget snævert som eksempelvis Rabinow og Rose gør i deres seneste artikel (2006: 199), bliver det samtidig meget let at overdrive kontrasten mellem før og nu. Man kommer med andre ord nemt til at opstille et narrativ, hvor den simple biopolitik i det 18. århundrede står over for nutidens uendelige metamorfoser af alt levende i skikkelse af bioteknologi og biomedicin.

I det 18. og 19. århundrede var biopolitikken ikke begrænset til udelukkende at regulere befolkningens liv, i betydningen menneskets simple materielle væren; ikke begrebsligt i hvert fald. Omvendt blev biopolitikkens principper fordoblet og projiceret over på andre sfærer og kollektive ’liv’, som havde behov for at blive reguleret mere økonomisk, det vil sige i overensstemmelse med den naturlige og allerede eksisterende selvregulering. Ligeså central begrebet ’liv’ var for biopolitikkens fødsel, ligeså tvetydig var indholdet af dette liv. Der var derfor ingen essentiel kerne af ’livet selv’, som vi derefter kan beskylde nutiden for at have solgt til en uhellig alliance mellem bioteknologi og kapitalisme (cf. Rose, 2007). Rose’s analyse (2007) kan efterlade det indtryk, at begreber som ’livet selv’ og ’selve menneskets vitalitet’ henviser til virkeligt eksisterende ’ting’, mens jeg omvendt opfatter det som det direkte formål med enhver genealogi at opløse den slags kategorier og vise, at de ikke har nogen kerne.

Afslutning

Denne artikel har forsøgt på at etablere befolkningsbegrebet som det centrale anknytningspunkt mellem biopolitik og politisk økonomi: Udviklingen i livsvidenskaberne indebærer efter min mening ikke en helt ny form for biopolitisk magt, men reartikulerer kendte problemstillinger – ikke mindst forbindelsen til økonomisk rationalitet. Det er altså problematisk enten at reducere biopolitik til ny teknologi eller til en centraliseret statsmagt. Det medfører som oftest, at det økonomiske aspekt af biopolitikken ignoreres.

Jeg har samtidig villet understrege vigtigheden af den kritiske sandhedsmekanisme, som den økonomiske liberalisme betjener sig af: Markedsmekanismen er ikke blot en betegnelse for økonomiens virkemåde, men en virtuel målestok for styring af samfundet. Markedsmekanismens universalitet bliver kun forstærket ved dens forbindelse til biopolitikken og dennes indbyggede konstruktivisme. Biopolitikken er konstruktivistisk, fordi den ikke er centreret omkring en essentiel forståelse af ’livet selv’, men omkring et princip om livets selvorganisering, der kan overføres på en hvilken som helst kollektiv identitet og derved holde disse kritisk op imod muligheden for et kvasi-marked.

Set i dette perspektiv burde man begynde at udforske de forskellige brændpunkter for økonomisk sandhedssigen som det, der muliggør en reel kapitalisering af befolkningens liv – frem for blot at se profitraten i biotek-industrien som det nødvendige centrum for den såkaldte bioøkonomi. Principielt kunne diskurserne være at finde i biotek-industrien, men det kunne ligeså vel være i velfærdsstatens lavteknologiske, men særdeles biopolitiske anliggender såsom pensionsreformer, sundhedsvæsen eller reorganiseringen af arbejde og privatliv.

Lad mig slutte af med et eksempel: Sundhedsvæsenet er et område, hvor der unægtelig sker en omfattende teknologiudvikling, som lægger et vist pres for investeringer og nye behandlingstilbud, men hvor de politiske konflikter stadigvæk handler om de grundlæggende relationer mellem stat, marked og befolkning. Som Rose (2007: 34) fremhæver, er udgiftsvæksten i det amerikanske sundhedsvæsen et eksempel på en ny bioøkonomisk kapitalisering af menneskelivet, hvor nye medikamenter og behandlingsteknologier regnes for at være den primære årsag til væksten. Der ligger en central bioøkonomisk problemstilling i det faktum, at de amerikanske sundhedsudgifter optager over 20 % af BNP – cirka det dobbelte af niveauet i Europa – og stadigvæk ikke dækker sundhedsydelser for de 40 millioner dårligst stillede. Som flere forfattere har peget på, er det bare ikke teknologiudviklingen, der har fået udgifterne til at eksplodere, men frem for alt prisdannelsen på et privat organiseret sundhedsmarked (Anderson et al., 2003).

Den bioøkonomiske problemstilling er altså grundlæggende et forhold mellem økonomisk dynamik og befolkningens liv – som forbrugere og som ressource.

Dele af argumentatet her bygger på min artikel (Larsen 2007) I Distinktions temanummer om Bioeconomy, der udkommer i maj 2007


Litteratur

Agamben, Giorgio (1998 [1995]): Homo Sacer. Sovereign Power and Bare Life. Stanford: Stanford University Press.

Anderson, Gerard F. et al. (2003): It’s The Prices, Stupid: Why The United States Is So Different From Other Countries , Health Affairs 22(3): 89 – 105.

Ernst & Young (2005): Beyond Borders. Global Biotechnology Report 2005. London: Ernst & Young.

European Bioperspectives (2006): En Route to a Knowledge-based Bioeconomy.

http://bioperspectives.org/ (konsulteret oktober 2006).

Foucault, Michel (1976): Histoire de la sexualité 1: La volonté de savoir. Paris: Gallimard.

Foucault, Michel (1994 [1977]): ‘La naissance de la médecine sociale’, pp. 207 – 28 in Dits et écrits III 1976 – 1979 . Paris: Gallimard.

Foucault, Michel (1997 [1976]): ‘Il faut défendre la société’. Cours au college de France 1975 – 1976 . Paris: Seuil/Gallimard.

Foucault, Michel (2001 [1971]): ‘Nietzsche, la généalogie, l’histoire’, pp. 1004 – 24 in Dits et écrits I, 1954 – 1975 . Paris : Gallimard/Quarto.

Foucault, Michel (2004a [1979]): Naissance de la biopolitique. Cours au Collège de France 1978 – 1979 . Paris: Seuil/Gallimard.

Foucault, Michel (2004b [1978]): Sécurité, territoire et population. Cours au Collège de France 1977 – 1978 . Paris : Seuil/Gallimard.

Frank, Johann Peter (1976 [1786]): A System of Complete Medical Police. Baltimore: The Johns Hopkins University Press.

Hardt, Michael and Antonio Negri (2000): Empire: Cambridge: Harvard University Press.

Hardt, Michael and Antonio Negri (2004): Multitude. War and democracy in the Age of Empire. New York: Penguin Press.

Larsen, Lars Thorup (2007): “Speaking Truth to Biopower: On the Genealogy of Bioeconomy”, in Distinktion 14: 9-24.

Leclercq, Stéfan (ed) (2004): Abécédaire de Michel Foucault. Mons: Sils Maria.

Lemke, Thomas (2005): ‘”A Zone of Indistinction” – A Critique of Giorgio Agamben’s Concept of Biopolitics’, Outlines 1: 3–13.

Luhmann, Niklas (2002): ”Inklusion og eksklusion”, Distinktion 4: 121-139.

Nancy, Jean-Luc (2002): La création du monde ou la mondialisation. Paris : Galilée.

OECD (2006): La bioeconomie en 2030. Définition d’un programme d’action. Document exploratoire. Paris: OECD/OCDE.

Rabinow, Paul and Nikolas Rose (2006): ‘Biopower Today’, Biosocieties 1(2): 195–217.

Rajan, Kaushik Sunder (2006): Biocapital. The Constitution of Postgenomic Life. Durham: Duke University Press.

Rose, Nikolas (2007): The Politics of Life Itself. Biomedicine, Power, and Subjectivity in the Twenty-First Century. Princeton: Princeton University Press.

Waldby, Catherine and Robert Mitchell (2006): Tissue Economies. Blood, Organs, and Cell Lines in Late Capitalism. Durham: Duke University Press.

Zizek, Slavoj (2004): Organs without Bodies. On Deleuze and Consequences. New York and London: Routledge.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *