30.07.2018
Sovjetterne i de russiske revolutioner
Et af de vigtigste og mest indflydelsesrige politiske fænomener under Den Russiske Revolution var sovjetterne. Sovjetterne betegner de russiske arbejdere og soldaters spontane rådsdemokratiske selvorganisering, der både fungerede som et revolutionært instrument i kampen mod den eksisterende politiske orden og som en alternativ demokratisk organisationsform. ”Sovjet” betyder kort og godt “råd” og har, etymologisk, samme dobbelte betydning som det danske ord, der både refererer til vejledning og til en forsamling. De russiske revolutioner i 1905 og 1917 gav begrebet dets nuværende politisk-historiske specificitet. Under de revolutionære protester i starten af 1917 oprettede arbejdere og soldater, og senere hen også matroser og bønder, lokale græsrodsorganisationer på fabrikkerne, i deres nabolag, i hær- og flådeenheder og på landet. Disse soldaterråd, arbejderforsamlinger, fabrikskomitéer, bonderåd, flådekomitéer og nabolagsorganisationer opstod spontant for at koordinere de strejker og protester, der tvang tsaren til at abdicere i starten af marts 1917 og udgjorde samtidig et alternativt rådsdemokratisk system for disse ekskluderede grupper. Sovjetterne medvirkede som sådan til en spontan demokratisering af samfundet; de fungerede som en metode til at skabe deltagelsesdemokratiske forsamlinger og repræsentative organer for de ikke-repræsenterede og skabte kimformen til en ny rådsdemokratisk styreform, der grundlæggende er uforenelig med både monarki og borgerlige parlamentariske styreformer.
I de kommende artikler diskuterer vi sovjetternes betydning for Den Russiske Revolution samt bidrager til en formulering af den progressive rolle, vi mener sovjetterne kan spille for demokratisk teori og praksis. Det er vores ambition at kombinere analysen af den historiske udvikling af sovjetterne i og omkring 1917 med en teoretisk analyse af denne organisationsform i forhold til det liberale parlamentariske demokrati. I denne artikel, DEL 1 – Sovjetterne i de russiske revolutioner, diskuteres indledningsvist opkomsten af den første sovjet, Skt. Petersborg-Sovjetten, under den fejlslagne revolution i 1905. Herefter ses nærmere på Petrograd-Sovjettens opståen og rolle under Februarrevolutionen i 1917 samt den politiske udvikling frem til Oktoberrevolutionen. Dernæst diskuteres sovjetternes underminering under borgerkrigen og bolsjevikkernes ensretning af det russiske statsapparat. Herfra vendes blikket mod vest, hvor vi analyserer sovjetternes videreudvikling i den europæiske arbejderbevægelse i årene efter Den Russiske Revolution. I den opfølgende artikel – DEL 2 – fremlægger vi en skitse til en demokratiteori med udgangspunkt i de historiske erfaringer med rådsdemokrati under Den Russiske Revolution og umiddelbart efter.
I. Sovjetternes opståen i 1905
Den første sovjet etableredes under de revolutionære opstande i 1905. 1800-tallets hurtige industrialisering havde skabt en voksende arbejderklasse omkring Skt. Petersborg, Moskva og i Donbas-regionen, der levede under særdeles hårde kår. Den 9. januar[i] gik omkring 150.000 arbejdere på gaden i hovedstaden Skt. Petersborg (senere Petrograd) med det formål at appellere til tsaren om at forbedre deres sociale, økonomiske og politiske vilkår. Men tsarens politi åbnede ild mod demonstrationen, dræbte op mod 1000 demonstranter, og nyhederne om den brutale massakre, der blev kendt som “Den Blodige Søndag”, spredte sig og ansporede flere demonstrationer og strejker i landet.
I denne sammenhæng startede en generalstrejke i Skt. Petersborg i oktober 1905. Her blev Skt. Petersborg-sovjetten oprettet som strejkekomité, et ad hoc-forum for koordinationen af generalstrejken. Delegerede fra byens største fabrikker mødtes den 13. oktober, hvor de formulerede en opfordring til byens fabrikker, værksteder og arbejdspladser om at sende delegerede til et fælles arbejderråd med den opgave at koordinere deres aktiviteter under generalstrejken. Arbejderrådet skulle bestå af én delegeret per 500 arbejdere, og på blot to dage havde Skt. Petersborg-sovjetten allerede samlet 226 delegerede fra 96 forskellige fabrikker, delegerede fra fem fagforeninger samt tre repræsentanter fra hvert af de tre socialistiske partier, mensjevikkerne, bolsjevikkerne og de socialrevolutionære (Anweiler, 1974: 43-47).
Sovjetten samlede således effektivt et bredt udsnit af arbejderbevægelsen og tilvejebragte muligheden for at koordinere generalstrejken. Sovjetten fungerede derudover som midtpunkt for lavpraktiske, men livsnødvendige opgaver, såsom social og økonomisk understøttelse, bl.a. i form af fødevaredistribution, folkekøkkener såvel som politiske diskussioner og agitation. Lignende sovjetter blev efterfølgende etableret i andre større byer, og sovjetterne spredte sig således som organisations- og kampform i den russiske arbejderbevægelse. Lev Trotskij, der blev valgt som formand for Skt. Petersborg-sovjetten i 1905, forklarede det således:
”Der var brug for en organisation med autoritet, men uden traditioner; en organisation, som næsten uden organisatoriske bånd kunne omfavne de spredte masser; en organisation, som kunne samle de revolutionære tendenser blandt proletariatet, tage initiativet, automatisk kontrollere sig selv, og – vigtigst af alt – kunne blive kaldt frem fra undergrunden med 24 timers varsel.” (Trotskij, 2017a: 88)
Trotskij fremlægger således den populære (selv)forståelse af sovjetterne som en spontan organisationsform uden egentligt hierarki, lederskab eller bureaukratiske strukturer. Sovjetterne kunne etableres hurtigt under strejker, samle en fragmenteret arbejderklasse samt virke som forum for koordination, kamp og selvbestemmelse. Da Oktoberstrejken sluttede, fortsatte Skt. Petersborg-sovjetten i en periode som en form for ‘arbejder-parlament,’ der varetog arbejdernes interesser og tog stilling til generelle politiske spørgsmål, indtil Tsarstyrets politi opløste den i starten af december og sovjettens ledere, heriblandt Trotskij, blev arresteret for at have planlagt et væbnet oprør. Sovjetterne blev siden husket med beundring i store dele af arbejderbevægelsen som en effektiv organisationsform og var derfor et nærliggende værktøj da strejker satte dagsordenen tolv år senere i 1917.
II. Februarrevolutionen og dobbeltmagten
Februarrevolutionen er den ene af de to revolutioner i 1917, der sammen med Oktoberrevolution udgør den ”Den Russiske Revolution.” Februarrevolutionen begyndte som en serie spontane protester og strejker i slutningen af februar i hovedstaden Petrograd, foranlediget af akut fødevaremangel og stor utilfredshed med styret og verdenskrigen. Protesterne voksede hastigt, og efter få dage var byens militære ledelse nødsaget til at rapportere, at de havde mistet kontrollen over byen og deres tropper. Den 2. marts abdicerede tsaren.
Der opstod naturligt et magtvakuum efter tsarstyrets pludselige sammenbrud, hvilket to forskellige regeringsorganer udfyldte: Petrograd-Sovjetten og Den Provisoriske Regering, som sameksisterede i et modsætningsfyldt forhold i den periode mellem de to revolutioner, der blev kendt som ”dobbeltmagten.” Liberale medlemmer af den opløste statsduma samledes den 27. februar for at etablere en overgangskomité, der skulle genetablere ro og orden. De udsendte ordrer til alle soldater og matroser om at returnere til deres barakker og adlyde deres officerer. Samme dag mødtes medlemmer af de socialistiske partier og fagforeningerne for at initiere etableringen af Petrograd-Sovjetten – baseret på modellen fra 1905. I løbet af dagen oprettedes sovjetter og delegerede på flere af byens fabrikker, mens arbejdspladser og kaserner blev valgt, og samme aften samledes hundredvis af arbejdere og soldater for officielt at oprette Petrograd-Sovjetten for Arbejder- og Soldaterdelegerede (Miéville, 2017: 52-4). I løbet af de næste uger voksede sovjetten i takt med, at flere arbejdere og soldater overtog den daglige kontrol med arbejdspladser og delinger, oprettede lokale sovjetter og sendte delegerede til Petrograd-Sovjetten, der kom til at fungere som en fællessovjet i den rådspyramide, der begyndte at tage form. I Petrograd-Sovjetten kunne de lokale sovjetters delegerede koordinere i forhold til større praktiske og politiske spørgsmål (Anweiler, 1974: 106-13).
Den 1. marts udsendte Petrograd-Sovjetten Ordre nummer et til soldater og matroser, der udfordrede overgangskomitéens autoritet ved at opfordre alle militærets delinger til at organisere sig i sovjetter, sende delegerede til Petrograd-Sovjetten og kun adlyde overgangskomitéens ordrer såfremt de var i overensstemmelse med Petrograd-Sovjettens anvisninger (Petrograd-Sovjetten, 2017: 126). Petrograd-Sovjetten hævdede således sin absolutte autoritet over hæren, samtidig med, at den etablerede fundamentet for denne autoritet ved at inddrage de menige soldater (Anweiler, 1974: 107; Fitzpatrick, 2008: 53; Wildman, 1980).
Kort efter opgav de moderate socialistiske partiers ledere i Petrograd-Sovjetten dog den konfrontatoriske linje og erklærede deres betingede støtte til den nyoprettede Provisoriske Regering. De moderate socialistiske partier opretholdt støtten til Den Provisoriske Regering og indgik endda i den, selv efter den mistede sin populære opbakning i perioden op til Oktoberrevolutionen (Anweiler, 1974: 128-43; Fitzpatrick, 2008: 40-1, 47; Miéville, 2017: 66, 68-9, 72-4).
Den Provisoriske Regering kom således til formelt at lede Rusland. Den stod imidlertid over for en række enorme udfordringer: den fortsatte krig, landets dybe økonomiske krise og de stigende sociale spændinger, mens den ustabile dobbeltmagtssituation betød, at regeringen ikke var ude i stand til effektivt at gennemføre dens politik. Ikke desto mindre stod den, som det officielle regeringsorgan, tilbage med ansvaret for situationen, hvilket affødte tilbagevendende protester og regeringskriser, som den kun akkurat overlevede frem til oktober.
III. Fra februar til oktober
V. I. Lenin vendte den 3. april tilbage til Petrograd fra sit eksil i Schweiz. Han havde med sig et radikalt venstreorienteret politisk program, de såkaldte Aprilteser (officielt: Om proletariatets opgaver i den nuværende revolution), der frem til Oktoberrevolutionen tegnede bolsjevikkernes politiske linje. Aprilteserne krævede en øjeblikkelig udtræden af krigen, landreformer og, vigtigst af alt, al magt til sovjetterne (Lenin, 2017a: 135-8). Det sidste krav blev et afgørende slogan i de mange protester mod Den Provisoriske Regering, der kendetegnede perioden mellem de to revolutioner. Sloganet fungerede både som et revolutionært krav om opløsningen af Den Provisoriske Regering og overgivelsen af magten til sovjetterne, såvel som en kritik af de moderate socialistiske partier i Petrograd-Sovjettens ledelse, der holdt hånden under regeringen.
De fleste bolsjevikker forstod umiddelbart sovjetterne som et middel til at forene arbejderne, soldaterne og bønderne og gennemtvinge en borgerlig demokratisk revolution i Rusland. Men Lenins Aprilteser erklærede, at målet ikke længere var et borgerligt parlamentarisk system, da ”en tilbagevenden hertil fra arbejderrepræsentanternes sovjetter ville være et skridt tilbage” (Lenin, 2017a: 137). Målet var derimod etableringen af ”en republik af arbejder-, landarbejder- og bonderepræsentanternes sovjetter over hele landet, fra nederst til øverst. Afskaffelsen af politiet, hæren og embedsmandsvældet” (op. cit), og i Staten og Revolutionen uddybede han ydermere, at sovjetterne var socialismens politiske form (Lenin, 1967: 139, 105, 113, 20-1).
Den første større regeringskrise startede allerede i slutningen af april, da et lækket notat afslørede, at Den Provisoriske Regering ville fortsætte krigsdeltagelsen. Protesterne stoppede først efter flere ministre havde trukket sig og en ny koalitionsregering var blevet dannet med deltagelse fra de moderate socialistiske partier. I starten af juli var der væbnede demonstrationer i Petrograd mod regeringen, hvor bolsjevikkernes slogan “al magt til sovjetterne” spillede en prominent rolle. De socialistiske partier afviste imidlertid at tage magten på vegne af sovjetterne, hvorfor demonstrationerne ebbede ud. Den konservative general Lavrentij Kornilov sendte umiddelbart derefter en armé mod Petrograd for at besætte byen, opløse sovjetterne og afvæbne byens garnison. Det er debatteret, om der var tale om assistance til Den Provisoriske Regering eller et forsøg på et militærkup. Premierminister Kerenskij behandlede det i alle fald som det sidste og gjorde alt for at afværge det. Med omfattende hjælp fra sovjetterne og bolsjevikkerne lykkedes det at stoppe arméen inden den nåede hovedstaden.
Tilliden til regeringen og dens evne til at forsvare revolutionen blev undermineret af denne såkaldte ”Kornilov-affære”, og mange mistænkte endda regeringen for at være involveret i det mislykkede kupforsøg. Som det eneste parti kom Bolsjevikkerne styrket ud af situationen: De havde konsekvent kritiseret og holdt sig udenfor Den Provisoriske Regering, og deres bidrag til “forsvaret” af hovedstaden (og dermed revolutionen) blev med rette opfattet som udslagsgivende (Rabinowitch, 1976: 165-7, 152). Begivenhederne bekræftede derudover umiddelbart bolsjevikkernes kritik af Den Provisoriske Regering som et organ for borgerlige og reaktionære kræfter, og partiet vandt større og større tilslutning. Således udviklede bolsjevikkerne sig fra en lille og veldisciplineret organisation med omtrent 24.000 medlemmer i februar til en heterogen massebevægelse med op mod 350.000 medlemmer i oktober (Fitzpatrick, 2008: 41-2; Rigby, 1968: 55-87).[ii] Partiet begyndte desuden i slutningen af august og starten af september at få flertal i de centrale sovjetter i Petrograd, Moskva og på vestfronten, og blev det største parti i valgene til Den Anden Alrussiske Sovjetkongres. Bolsjevikkerne var nu begyndt at vinde opbakning i sovjetterne og kunne således begynde at forberede sig på at realisere deres slogan: “Al magt til sovjetterne” (Fitzpatrick, 2008: 61-2; Wade, 2004: 216).
IV. Oktoberrevolutionen og sovjetmagten
Bolsjevikkerne havde flertal i Petrograd-Sovjetten og kontrol med Den Militære Revolutionskomité, der kontrollerede byens garnison, og som sådan var den praktiske magtovertagelse allerede et faktum. Forud for Den Anden Alrussiske Sovjetkongres den 24. oktober begyndte styrker fra revolutionskomitéen under Trotskijs ledelse at overtage strategiske knudepunkter og militære installationer i Petrograd. Lenin anså det for afgørende, at Den Provisoriske Regering blev væltet inden sovjetkongressen trådte sammen om aftenen den 25. oktober for at garantere, at de andre socialistiske partier ikke kunne afvise magtovertagelsen, som de havde gjort under krisen i juli. Det lykkedes umiddelbart den isolerede og ineffektive provisoriske regering at forskanse sig med nogle få loyale tropper i Vinterpaladset, hvor de stadig befandt sig da kongressen trådte sammen klokken tyve minutter i elleve.[iii]
Optegnelserne fra sovjetkongressen viser, at omkring 500 af de cirka 670 delegerede var kommet med mandat til at overføre magten til sovjetterne og danne en socialistisk samlingsregering, men da bolsjevikkerne annoncerede, at de allerede havde taget magten, blev deres enegang mødt med voldsom kritik. Der opstod alligevel opbakning til lederen af mensjevik-internationalisten Julius Martovs forslag om at etablere en samlingsregering, men uenighederne eskalerede og størstedelen af mensjevikkerne, højrefløjen i de socialrevolutionære og flere andre grupper udvandrede fra kongressen i protest. Bolsjevikkerne blev sammen med venstrefløjen i de socialrevolutionære og andre delegerede, der støttede magtovertagelsen og anerkendte den på kongressens vegne (Rabinowitch, 1976: 291-7).
Kongressen oprettede også ”folkekommissærernes råd” anført af Lenin, der overtog Den Provisoriske Regerings umiddelbare opgaver. Denne nye regering var fortsat underlagt den Alrussiske Sovjetkongres og dens centrale eksekutivkomités kontrol, og de kunne til enhver tid tilbagekalde dens mandat, og som sådan var magten formelt overgivet til sovjetterne (se Den Alrussiske Sovjetkongres, 2017a: 212). Over de følgende uger fik den formelle magtoverførsel et langt mere praktisk udtryk, da lokale sovjetter og militære-revolutionære komitéer overtog magten i andre byer og på landet og derved spredte revolutionen. Den 5. november erklærede Lenin revolutionens sejr og udsendte en appel Til befolkningen:
“Kammerater arbejdende! Husk på, at I selv nu styrer staten. Ingen vil hjælpe jer, hvis I ikke slutter jer sammen og tager alle statens anliggender i jeres hænder. Jeres sovjetter er fra nu af statsmagtens organer, befuldmægtigede, besluttende organer. Slut jer sammen om jeres sovjetter. Styrk dem. Gå selv i gang med arbejdet nedefra, vent ikke på nogen.” (Lenin, 1983a: 44)
Marcel Liebman påpeger, at regeringens opbakning til de lokale sovjetter i denne periode rigtignok var udtryk for deres erklærede politiske program, men i lige så høj grad var en anerkendelse af den praktiske og politiske udvikling, der lå udenfor deres kontrol på daværende tidspunkt. I tiden umiddelbart efter Oktoberrevolutionen i Petrograd blev resten af landet overtaget af de lokale sovjetter og i det store hele regeret nedefra gennem dem (Liebman, 1975: 215-22; Anweiler, 1974: 218-23; Rabinowitch, 2007: 391-2; Ferro, 1985).
V. Sovjetternes nederlag i borgerkrigen
Oktoberrevolutionen forløste den spændingsfyldte dobbeltmagtsituation, men landet befandt sig stadig midt i en verdenskrig, en større økonomiske krise og indtil flere uforløste politiske konflikter. Da den konstituerende forsamling trådte sammen den 5. januar, viste det sig hurtigt, at der ikke var opbakning til revolutionens resultater og sovjetmagten blandt de moderate socialistiske partier, og den blev opløst af regeringen dagen efter. Den nye regering indgik en separat fred med Tyskland (Brest-Litovsk-Traktaten), men måtte afstå enorme landområder og ressourcer til gengæld. Det splittede de socialistiske koalitionspartier yderligere, og herefter eskalerede konflikterne mellem dem hurtigt, og bolsjevikkernes begyndte at etablere kontrol med sovjetterne og ekskludere de andre partier, hvorved de skabte grundlaget for hvad der skulle blive til etpartistyret i Sovjetunionen (Anweiler, 1974: 230-2; Smirnov, 1997: 436).
I sommeren 1918 eskalerede de væbnede konflikter mellem regeringen og de forskellige ”hvide” hære anført af tidligere generaler i tsarens gamle hær, monarkister, liberale tilhængere af Den Provisoriske Regering og andre modstandere af bolsjevikkerne. De fik opbakning fra flere stormagter, inklusive ekspeditionstropper (bl.a. fra Frankrig, England, USA og Japan). Sovjetregeringens styrker bestod hovedsageligt af pro-bolsjevikiske delinger fra den gamle hær og arbejdermilitser. Disse styrker blev samlet i Den Røde Hær, som den nyudnævnte krigskommissær Trotskij opbyggede efter klassisk militært forbillede med en entydig kommandostruktur og streng disciplin såvel som (tvangsudskrevne) officerer fra tsarens hær, politiske kommissærer og spærreenheder fra det hemmelige politi (Tjekaen). Derved brød man med soldaterrådenes magt og præ-eksisterende praksisser med at lade delinger vælge deres egne officerer. Regeringen indførte desuden selektiv værnepligt i løbet af sommeren, der siden blev suppleret med tvangsrekrutteringer, og inden borgerkrigen var ovre var mere end fem millioner indrulleret i Den Røde Hær (Fitzpatrick, 2008: 75-6; Anweiler, 1974: 228; se også Trotskij, 2017b: 266-71).
Brest-Litovsk-Traktaten og borgerkrigen forværrede fødevare- og forsyningssituationen dramatisk: Sovjetregeringen brugte tvangsrekvisitioner fra bønderne for at brødføde hæren og byerne, hvilket producerede konstante konflikter og modstand, som blev mødt med hårdhændet repression og bevidst terror (Fitzpatrick, 2008: 82-3; 76-8). Samtidig blev fagforeninger, fabriksråd og arbejderkontrol med produktionen i stigende grad underlagt regeringens kontrol af hensyn til krigsindsatsen. Udviklingen kulminerede i Trotskijs forslag om at organisere produktionen på militært grundlag – hvilket imidlertid udløste voldsom kritik internt i partiet (Fitzpatrick, 2008: 78-81; Anweiler, 1974: 228-9; Farber, 1990: 62ff; Brunse, 1976).
De lokale sovjetters magt blev samtidig voldsomt indskrænket og i stigende grad underlagt regeringen eller partiets interne organer. Tilsammen bidrog disse udviklinger til dannelsen af et ekstremt effektivt centraliseret politisk-militært apparat, der skulle tjene til at forsvare Oktoberrevolutionens resultater – særligt sovjetternes magt – men i stedet endte med at underminere dem. Fra dette perspektiv var Den Røde Hærs sejr i borgerkrigen i 1920 en pyrrhussejr. Borgerkrigen var bolsjevikkernes første erfaring som magthavere og militariserede den politiske kultur i partiet såvel som Sovjetunionens institutionelle struktur: Den Røde Hærs hierarkiske struktur, klare kommandovej og disciplin, entydige fjendebilleder og hensynsløse brutalitet satte sit tydelige præg på det parti, den stat og det samfund, der kom ud på den anden side af borgerkrigen (Fitzpatrick, 2008: 71, 77; Tucker, 1999: 91-2; Koenker, et al, 1989; Sanborn, 2011).
I denne periode kan man også spore en strategisk teoretisk reorientering i spørgsmålet om staten blandt bolsjevikkerne: Lenin insisterede i Staten og Revolutionen på, at den borgerlige stat ikke kunne overtages og bruges til indføre socialismen, men måtte ødelægges og afløses af arbejdernes og bøndernes kollektive og (selv)organiserede magt i form af sovjetterne. Lenin medgav, at dette formelt kunne beskrives som en stat såfremt, at der var tale om organiseret magtudøvelse i et klassesamfund. Men han fremhævede samtidig, at der var tale om en generalisering og demokratisering af magtudøvelsen (modsat den borgerlige stat) og som sådan var det kun en midlertidig “halv-stat,” der bestod af det væbnede folks selvorganisering mod borgerskabet i og under revolutionen med henblik på at fastholde magten indtil klassemodsætningerne var ophævet (Lenin, 1967: 23). Men kampen mod borgerskabet og diverse udenlandske stormagter, der også intervenerede i borgerkrigen, fortsatte længere tid og var hårdere end forventet. Da de europæiske revolutioner fejlede og efterlod sovjetrepublikken isoleret, blev statens rolle derfor mere fremtrædende og permanent indtil den fuldkommen afløste sovjetterne.
Allerede inden da kan man imidlertid spore helt afgørende teoretiske og ideologiske forskydninger i Lenins forståelse af statens karakter og indhold: Allerede i april 1918 begyndte han at argumentere for at give “enkelte ledere diktatoriske fuldmagter,” hvilket han indrømmede kunne forstås som en “afvigelse fra sovjetmagtens princip,” men insisterede på, at en sådan kritik var udtryk for “borgerlig slaphed” – udsagn, der illustrerer det overordnede skift i hans tænkning (og praksis) i denne periode (Lenin, 1983b: 231-2; se også Harding, 1983: II. 142-200). Den teoretiske og ideologiske formulering og (forsøg på) legitimering af centraliseringen og militariseringen af revolutionen som bolsjevikkerne gennemførte, da den nyoprettede sovjetrepublik kæmpede for sin overlevelse under borgerkrigen, blev sidenhen kodificeret og glorificeret i og udenfor Sovjetunionen som officiel kommunistisk doktrin, den såkaldte ”Marxisme-Leninisme,” der længe overskyggede de russiske revolutioners praktiske og teoretiske bidrag til udviklingen af en rådsdemokratisk tradition.
Denne artikel tager udgangspunkt i det redigeringsarbejde, forfatterne har foretaget i forbindelse med udgivelsen af Den Russiske Revolution (2017) i Slagmarks revolutionsserie (sammen med Mathias Hein Jessen og Kasper Mikael Jacek). Se: http://www.slagmark.dk/bogudgivelser/
Noter
[i] Rusland benyttede indtil februar 1918 den julianske kalender, der er cirka 13 dage efter den gregorianske kalender, som dengang og nu bruges i Vesteuropa. Gennem hele artiklen er datoer angivet i det format, der blev brugt på det pågældende tidspunkt.
[ii] Bemærk dog, at disse tal stammer fra Bolsjevikpartiets arkiver og derfor kan være behæftet med en vis usikkerhed, men de giver dog et billede af den voksende tilslutning til partiet, der bekræftes af mange andre kilder.
[iii] Stormen på Vinterpaladset startede senere på natten omkring klokken to og var en relativt udramatisk affære, der var praktisk og politisk overflødig, men ikke desto mindre symbolsk potent.
Referencer
Anweiler, Oskar (1974): The Soviets: The Russian Workers’, Peasants’ and Soldiers’ Councils, 1905-1921. New York: Pantheon Books.
Brunse, Niels (1976): Parti, Stat og Fagforeninger. En antologi. København: Rhodos.
Den Alrussiske Sovjetkongres’ Centrale Eksekutivkomité (2017a [1918]): ‘Deklaration om det arbejdende og udbyttede Folks rettigheder’ i Flohr, Mikkel, Benjamin Ask Popp-Madsen, Kasper Mikael Jacek og Mathias Hein Jessen (red.) (2017) Den Russiske Revolution. Århus: Slagmark, s. 238-243.
Farber, Samuel (1990): Before Stalinism: The Rise and Fall of Soviet Democracy. London: Verso.
Ferro, Marx (1985): October 1917: A Social History of the Russian Revolution. London: Routledge.
Fitzpatrick, Sheila (2008): The Russian Revolution. Oxford: Oxford University Press.
Harding, Neal (1983): Lenin’s Political Thought: Theory and Practice in the Democratic and Socialist Revolutions (double volume). London: Macmillan.
Koenker, Diane, et al (1989): Party, State, and Society in the Russian Civil War: Explorations in Social History. Bloomington: Indiana University Press.
Lenin, V.I. (1967 [1918]): Staten og Revolutionen: Marxismens Lære om Statens og Proletariatets Opgaver under Revolutionen. København: Gyldendal.
Lenin, V.I (1983a [1917]): “Til Befolkningen” i Lenin: Udvalgte Værker. Bind 10: November 1917-maj 1918. København: Forlaget tiden, s. 42-44.
Lenin, V.I. (1983b [1918]): “Sovjetmagtens nærmeste opgaver” i Lenin: Udvalgte Værker. Bind 10: November 1917-maj 1918. København: Forlaget tiden, s. 205-240.
Lenin, V.I. (2017a [1917]): ”Om proletariatets opgaver i den nuværende revolution (Aprilteserne)” i Mikkel Flohr, Benjamin Ask Popp-Madsen, Kasper Mikael Jacek og Mathias Hein Jessen (red.) Den Russiske Revolution. Århus: Slagmark, s. 132-138.
Liebman, Marcel (1975): Leninism under Lenin. London: Merlin Press.
Miéville, China (2017): October: The Story of the Russian Revolution. London: Verso.
Rabinowitch, Alexander (1976): The Bolsheviks Come to Power: The Revolution of 1917 in Petrograd. New York, NY: W.W. Norton.
Rabinowitch, Alexander (2007): The Bolsheviks in Power: The First Year of Soviet Rule in Petrograd. Bloomington: Indiana University Press.
Rigby, Thomas (1968): Communist Party Membership in the USSR, 1917-1967. Princeton: Princeton University Press.
Sanborn, Joshua (2011): Drafting the Russian Nation: Military Conscription, Total War, and Mass Politics, 1905-1925. Dekalb: Northern Illinois University Press.
Smirnov, Nikolai (1997): ‘The Soviets’ i Critical Companion to the Russian Revolution,
1914-1921. Bloomington: Indiana University Press, s. 429-437.
Trotskij, Lev (2017a [1905]): “Sådan opstod sovjetten for arbejderdelegerede” i Mikkel Flohr, Benjamin Ask Popp-Madsen, Kasper Mikael Jacek og Mathias Hein Jessen (red.) Den Russiske Revolution. Århus: Slagmark, s. 87-92.
Trotskij, Lev (2017b [1918]): “Vi har brug for en hær” i Mikkel Flohr, Benjamin Ask Popp-Madsen, Kasper Mikael Jacek og Mathias Hein Jessen (red.) Den Russiske Revolution. Århus: Slagmark, s. 264-71.
Tucker, Robert (1999): “Stalinism as Revolution from Above” in Robert Tucker (red.) Stalinism: Essays in Historical Interpretation. London: Transaction Publishers, s. 77-110.
Wade, Rex (2004): “‘All Power to the Soviets’: The Bolsheviks take Power” i Wade, Rex (red.) Revolutionary Russia: New Approaches. London: Routledge, s. 211-242.
Wildman, Allan (1980): The End of the Russian Imperial Army. Volume 1: The Old Army and the Soldiers’ Revolt (March-April, 1917). Princeton, NJ: Princeton University Press.
