1.5.2009
Lars Hulgård giver en kort og præcis introduktion til Turbulens.nets interview med nobelpristager Muhammad Yunus og hans begreb om den sociale virksomhed, som kan læses på de efterfølgende sider. Hulgård pointerer forskellen på Yunus’ vision og erhvervslivets velkendte tiltag i retning af CSR (Corporate Social Responsibility), Triple Bottom Line og andre lignende forsøg på at forene profit og social ansvarlighed. Yunus vil mere end det. Der er nemlig behov for at udvikle og supplere kapitalismen, som vi kender den, da den endnu kun er et halvt udviklet system.
DR2-programmet Univers bragte søndag den 22. februar 2009 et indslag med den sociale entreprenør og erhvervsmand Muhammad Yunus. I programmet beretter Yunus om sin helt specielle måde at drive virksomhed på, den sociale virksomhed. Der er tale om en virksomhedsform, der udbygger det kapitalistiske system med en solidarisk og uselvisk dimension. Problemet med det kapitalistiske system, som dominerer verden i dag, er, at der kun er tale om en halvt udviklet struktur. Det kapitalistiske system bygger på menneskets evige behov for maksimering af egennnytten. Et system, som i sidste ende fører til grænseløs grådighed for nogle og uendelig fattigdom for andre.
I samme DR2-program fortalte professor Steen Hildebrandt i forlængelse af Yunus, at det kapitalistiske system er indrettet, så ”det handler om profit, koste hvad det koste vil. Derfor er det kapitalistiske system i virkeligheden blevet en trussel mod kloden.”Problemet er, at grådighed gødes, præmieres og legitimeres af det kapitalistiske system, og med Hildebrandts ord har ”grådigheden helt klart vundet i vores land, den har vundet i verden.”
Der er meget fælles gods i Yunus og Hildebrandts tænkning; men der er også en markant forskel.
Fælles er deres kritik af, at det kapitalistiske system udgør en halvt udviklet struktur, som kun tilgodeser menneskets egoistiske og selviske sider. Begge tror på, at kapitalismen kan ændres og udvikles uden, at der gøres fundamentalt op med det markedsbaserede system. Forskellen er imidlertid nok så væsentlig, idet den vedrører de værktøjer, der skal til for at rette op på tingene.
Forskellen kan opsummeres som forskellen mellem Hildebrandts værdi- og idebaserede forestilling og Yunus’ strukturelle. I gammeldags – og måske også forældet – sociologisk terminologi, har vi forskellen mellem en idealistisk og en strukturelt orienteret forståelse. På den ene side har vi Hildebrandts idealistiske forestilling om, at ”hvis hjertet kommer med, får vi et meget bredere, et meget mere nuanceret syn.” Når kærligheden således indfinder sig ”i politikken og på direktionsgangene i de trendsættende globale virksomheder”, vil handlinger blive truffet med hensyn til fremtidige generationers mulighed for bæredygtig velfærd og levevilkår.
Muhammad Yunus tror ikke på muligheden af, at gode viljer og kærlighed kan erobre direktionsgangene i en sådan grad, at hensynet til profit underlægges hensynet til social værdi. Forskellen er markant, og konsekvensen er skarp. Kan kærlighed på direktionsgangen kombineret med CSR, Bottom of the Pyramid, CSI, Triple Bottom Line og andre værktøjer til at kombinere økonomiske og sociale hensyn reformere den eksisterende private virksomhedsform, så hensynet til aktionærerne og hensynet til profit underlægges hensynet til forretningernes sociale værdi?
Nej, svarer Yunus konsekvent og vedholdende såvel i dette interview med Turbulens.net som i artikler og foredrag verden rundt, afholdt siden han for mere end 30 år siden grundlagde sin første sociale virksomhed Grameen Bank. Det kan ikke lade sig gøre, idet ”erfaringen viser, at jagten på profitten altid vinder i det lange løb”, som han udtaler i interviewet.
Der er ingen grund til at formidle Yunus, idet han er en ganske klar og stringent kommunikator. Men der kan være grund til at rekapitulere, hvad det er, der gør en bengalsk professor og forretningsmand interessant i dansk og europæisk sammenhæng.
Muhammad Yunus er først og fremmest en social entreprenør, som har set en mulighed for at skabe social forandring i stor skala. Et studie fra Harvard University vurderede endda for nogle år siden, at Grameen Bank er et af blot syv store eksempler på socialt entreprenørskab, som har påvirket millioner af menneskers liv og medført omfattende strukturelle forandringer. Et af de syv øvrige eksempler er oprettet efter dansk forbillede, idet stifteren Myles Horton grundlagde sin organisation Highlander med udgangspunkt i omfattende studier af Grundtvig og den danske højskolebevægelse. Highlander startede som en amerikansk folkehøjskole i 1932, der blandt andet havde stor indflydelse på borgerretsbevægelsen og ikoner som Rosa Parks, Martin Luther King og Pete Seeger. En af de sociale innovationer, der tilskrives Highlander, var institutionens specielle måde at kombinere udvidelsen af borgerrettigheder med læring og uddannelse. Sociale entreprenører kan gå mange veje, når de vælger deres redskaber til at skabe social forandring. I bogen En verden uden fattigdom forklarer Yunus, at ”alle mennesker, der udformer og leder sociale virksomheder, er sociale entreprenører. Men ikke alle sociale entreprenører udøver social virksomhed.”
Stifterne af en forening som Natteravnene er effektive sociale entreprenører. Siden starten i 1998 er der således etableret ikke mindre end 225 lokale foreninger. Natteravnene forfølger et udpræget socialt formål; men de har ikke etableret sig som en social virksomhed (eller socialøkonomisk virksomhed som vi ofte kalder det i Danmark).
Natteravnene er et godt eksempel på, at der er forskel på en social entreprenør og en social virksomhed. På globalt plan er der opstået en stærk, men også diffus bevægelse af sociale entreprenører og netværk og interesseorganisationer for sociale entreprenører og sociale virksomheder. Hvis bevægelsen blot var diffus, ville der ikke være grund til at forholde sig til den; men den er også stærk – min vurdering er, at den er meget stærk, båret som den er af dygtige og dedikerede personer og organisationer, som allerede nu har sat et markant præg på lande og politikker rundt om i verden fra Bangladesh til Italien, Storbritannien og USA – og efterhånden også Danmark med verdensomspændende netværk som Grameen, Ashoka, Young Foundation, Skoll World Forum og Schwab Foundation som nogle af de centrale aktører sekunderet af nationale alliancer, koalitioner og sociale bevægelser.
I sin bog taler Muhammad Yunus om en specifik form for socialt entreprenørskab, nemlig social virksomhed. Yunus ser den sociale virksomhed som en mulighed for at videreudvikle kapitalismen. Det er her væsentligt at pointere, at en social virksomhed er noget andet end en traditionel virksomhed, der arbejder med CSR.
CSR kan være en væsentlig strategi; men lige gyldigt hvor veludviklet en CSR strategi en virksomhed har, er Yunus af den overbevisning, at ”hvis vi virkelig vil være med til at løse nogle af verdens mange problemer, så har jeg ikke den store tiltro til CSR”, som han udtrykker i interviewet.
Et statement, der ligger i direkte forlængelse af den endnu skarpere påstand fra bogen, hvor han hævder, at det ikke er muligt at etablere hybridvirksomheder, som via gradvis introduktion af CSR kan omforme den traditionelle virksomhed til en social virksomhed, eller køre virksomheden som en hybridform, der ligestiller begge kriterier: ”Lederne af disse hybridvirksomheder vil gradvist – tomme for tomme – bevæge sig i retning af profitmaksimering, og det ligegyldigt hvordan virksomhedens mission og idegrundlag er formuleret.” I stedet er hans strategi at etablere sociale virksomheder og med dem fuldende den emancipation, som den moderne kapitalisme lagde grundstenen til startende med udbredelsen af den kapitalistiske ånd og iværksættertrang, der har udbredt sig i verden fra reformationen og frem. Det helt grundlæggende perspektiv hos Yunus er således, at kapitalismen kun er en halvt udviklet struktur, der udfolder sig omkring et snævert syn på den menneskelige natur. Mennesket er her et endimensionelt væsen, der kun er optaget af at maksimere profit, og det ”bidrager til samfundet og verden på den bedst mulige måde, hvis det blot koncentrerer sig om at rage mest muligt til sig selv” på det frie marked.
Yunus er skarp, og han kan forstås i et mikroperspektiv, hvor fokus er på sociale virksomheder som et supplement til konventionelle kapitalistiske virksomheder. Men han kan også læses i et makroperspektiv. Tag ikke fejl af, at Yunus er en reformator, der ønsker samfundsforandring i storskala og på makroplan. Når han hævder, at ”for at fuldende kapitalismens struktur er vi nødt til at indføre en anden form for virksomhed” er der ikke tale om et fundamentalt opgør men om et substantielt supplement til den økonomiske model, som dominerer den globale scene i dag.
Men ikke nok med det, og heri ligger den egentlige udfordring. Den vestlige verdens økonomiske struktur og modernitet anerkendes som civiliserende faktorer; men de fremstår i stigende grad som underudviklede strukturer: Muhammad Yunus, som blev født ind i en muslimsk familie den 28. juni 1940 i en landsby i det nuværende Bangladesh, argumenterer således for, at den økonomiske struktur, han aktivt bidrager til at udvikle, er en mere sofistikeret form for kapitalisme, end den, der har sin rod i den vestlige dominans, og hvis – innovative – grundsten er det individuelle menneskes utrættelige jagt på gevinst baseret på den umættelige trang til vished om, at man har succes, eller prædestination, som det hedder med Max Webers begreb om kapitalismens ånd.
Vi slutter således på de store ideers markedsplads.
Hvad er den adækvate økonomiske struktur til at takle globale problemer som ulighed, fattigdom og global opvarmning samt udfordringer som adgang til rent drikkevand og ernæring? Kan vi acceptere at sende vores basale religiøse, politiske og økonomiske læresætninger ud på den globale markedsplads i en anerkendelse af, at de alt andet lige blot er nogle blandt flere mulige? Eller vil vi til enhver tid og i enhver situation hævde deres forrang?
