Hjernen er blevet den nye spådomskugle i det 21. århundrede, som vi kigger dybt ind i for at få svar på alverdens mysterier. For tænk, hvis vi omsider kunne finde de ultimative årsager til en lang række psykiske sygdomme, kortlægge drømmenes egentlige funktion, og en gang for alle kunne få afklaret filosofiske grundspørgsmål om bevidsthedens væsen?
Der er et væld af emner at tage fat på, når man vil forsøge at belyse musikkens plads i det menneskelige samfund og forholdet mellem musik og hjerne. De emotionelle aspekter er for mange er den drivende kraft for at beskæftige sig med musik. Med udgangspunkt i et andet perspektiv vil denne artikel dog overvejende fokusere på vores kognitive evne til at håndtere de komplekse rytmiske strukturer, der ligger til grund for musik. Den vil forsøge at argumentere for, at de neurale mekanismer, der sandsynligvis muliggør evnen til at klappe i takt, er grundlæggende for hjernens funktion, og at musik slet ikke ville eksistere i vores samfund, hvis ikke vi havde denne evne. Og så bruger den corona-krisen som konkret eksempel på, hvordan musikken bogstavelig talt kan bringe os på bølgelængde, selv på afstand.
Ifølge nye kognitionsteorier om distribueret tænkning lærer mennesker gennem helkropsoplevelser. Det har givet god mening for jæger/samleren, men hvordan ser det ud for det moderne menneske, der ikke mere lever i tæt kontakt med natur? Ifølge teorier som ART (Attention Restoration Theory) stimulerer det ikke-menneskeskabte miljø vores opmærksomhedssystem på en anden måde end det menneskeskabte. Naturen indeholder et særligt potentiale for at berige det moderne menneske med sansebærende, kognitive aktiviteter og oplevelser – og her kan smartphoneteknologien være en ny metode til at hjælpe særligt de naturuvante børn.
Drømme er et besynderligt fænomen – det er de fleste drømmeforskere enige om. I denne artikel præsenterer filosof Melanie Rosen, hvor langt hjerneforskningen er kommet i forhold til at sige noget substantielt om, hvad drømme er, hvordan de fungerer, og om det nogensinde bliver muligt at udlede indholdet af drømme ved at se direkte ind i hjernen – og hvad vi ville kunne bruge det til. Det viser sig, at vi endnu mangler pålidelige måder at studere drømme på, selvom vi har set en række exceptionelle fremskridt de senere år.
Filmkunstens påvirkning på krop og sind er ikke kun blevet et interessefelt for filmskabere, men også neuroforskere. Gennem nye teknologiske målinger af hjerneaktivitet har vi fået indsigt i det neurologiske fundament for menneskers empatiske indlevelse under filmvisninger. Det har ført til etableringen af neurocinematics – et spirende forskningsfelt, som blandt andet omhandler, hvordan filmiske virkemidler kan påvirke og udvide vores æstetiske dømmekraft og oplevelsesevner. I den forbindelse har Turbulens været i dialog med neuroforsker Katrin Heimann, som fra et empirisk og filosofisk grundlag har undersøgt vores naturlige og kulturelle perceptionsformer i relation til specifikke kamerabevægelser. Fra spejlneuroner over Steadicam-teknikker til virtual reality fortæller Heimann, at vi i kraft af moderne filmkunst har indlært særlige redigeringsregler i vores kropsskemaer, som går hinsides vores perceptuelle natur, og som gennem nye æstetiske oplevelser kan mobilisere politiske beslutninger.
Digitalisering, befolkningstæthed og -tilvækst i urbane områder er blot få eksempler på, at den daglige tilværelse i storbyen spiller en stor rolle for menneskers stress og mentale sundhed. Det turbulente byliv stiller nye krav til behandlingen af mentale lidelser, hvilket har givet anledning til stiftelsen af det internationale forskningscenter Urban Brain Lab. Ved at kombinere gamle forskningstraditioner fra sociologien og nyeste fund fra neurovidenskaberne undersøger centret, hvorvidt bylivets praksisser og påvirkninger er målelige på hjernens niveau. Men hvordan kan et tværvidenskabeligt blik på hjernen give os nye indsigter i urban sundhed og udviklingen af psykiatriske problemer?
Som startskuddet på en ny artikelserie om Hjernen har Turbulens interviewet centerleder Nikolas Rose, som argumenterer for, at en forståelse af hjernen som legemliggjorte ‘stier’ i det stressende miljø er den optimale tankemodel for vores psykiatriske fremtid.