Liv, krop og teknologi 1

Når vore kroppe, ja selve livet åbnes op for teknologisk intervention, forestillet eller ej, så er det selve vilkårene for den menneskelige og samfundsmæssige eksistens der interveneres i og her er der mange interesser på spil.

An offer you can’t refuse

Artikel af Anne Mette Fruelund Andersen: Denne tekst påviser, hvorledes det etiske princip, der ligger til grund for begrebet om det informerede samtykke problematiseres og udfordres af bioteknologiens fremkomst med særligt fokus på mulighederne for gentestning.
Fruelund Andersen, der er Ph.d.-stipendiat ved Center for Bioetik og Nanoetik, Aarhus Universitet, beskriver, hvorledes det informerede samtykke ikke alene kan baseres på et etisk princip om respekten for det enkelte individs selvbestemmelse. De valg, man stilles overfor i forbindelse med gentestning angår nemlig ikke kun det enkelte individ, som skal afgive sit informerede samtykke, men også en lang række af andre individer, man står i biologisk relation til.
Bioteknologien accentuerer dermed en grundlæggende biologisk forbundethed, som man ikke kan undslippe. Derfor må de etiske overvejelser, som bioteknologien rejser, suppleres med en etik, der basere sig menneskets grundlæggende udlevererthed til hinanden, som det hedder med den danske teolog K. E. Løgstrup.

Bioteknologi – i spændingsfeltet mellem regulering og offentlig debat

Interview med Mette Hartlev: I dette interview lægges et juridisk perspektiv på reguleringen af bioteknologi. Mette Hartlev, der er lektor i sundhedsret ved KU, gennemgår reguleringens faser fra 1980erne til i dag, og fremhæver hvordan forskellige aktører i stadig forhandling, har ændret fokus i reguleringen fra det befrugtede æg, over den barnløse familie til de aktuelle håb for sygdomsbehandling.

Samspillet mellem regulering, videnskab, teknologi, Etisk Råd og de politiske partier diskuteres i lyset af den offentlige debat i Danmark.

Det konkluderes, at debatten til trods for sine mange retninger, er blevet gradvist mere konkret i takt med bioteknologiens udvikling. Der mangler dog stadigt at blive lagt en række brikker i det puslespil af etik, behandling og offentlighed debat, som kendetegner reguleringen af bioteknologi og stamcelleforskning.

Celler til salg – menneskets moralske dilemma

Interview med Klaus Lindgaard Høyer: Historisk set har udviklingen af det kapitalistiske marked skabt en skarp adskillelse mellem personer og ting. Denne distinktion gør os ude af stand til moralsk at kapere handel med menneskeligt arvemateriale, som hverken er det ene eller det andet.

Adjunkt Claus Højer, institut for sundhedsvidenskab, Københavns Universitet fortæller i interviewet, hvordan spørgsmålet om ejerskab af cellerne og det menneskelige arvemateriale i virkeligheden viser, at også etik er en form for regulering af samfundet. En regulering, som finder sted netop i diskussionerne om eksempelvis patent på stamceller.

Høyer forklarer også, hvorfor han ikke ser patentdiskussionen inden for stamcelleforskningen som en glidebane, selvom der kan være nok så meget brug for at flytte fokus fra netop patent- og ejerskabsdiskussionen til en debat om, hvad patenterne betyder, og for hvem.

Er økonomien blevet biopolitisk? Eller har den altid været det?

Artikel af Lars Thorup Larsen: Er det i bioteknologien selv, vi skal finde kernen i problemet om politiseringen og kapitaliseringen af det biologiske liv – dets arvemasse, organer etc.?
Eller forudsætter en nuanceret forståelse af bioteknologien snarere et historisk blik på den rationalitet, som siden oplysningstiden på forskellig vis har forbundet økonomi, politik og befolkning?
Er kapitalismen med hjælp fra teknologien blevet biopolitik eller har kapitalisme altid været biopolitik?
Disse spørgsmål diskuterer Lars Thorup Larsen, adjunkt, Ph.d. ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, i denne artikel ved at opstille en teoretisk forbindelse mellem biopolitik og økonomi med udgangspunkt i Foucault. Dermed fremsættes tesen, at den moderne økonomiske rationalitet altid har været biopolitisk.
Artiklen tager afsæt i en kritik af de seneste års brug og misbrug af biopolitik-begrebet. Det er, hævdes det, ofte blevet misforstået enten på grund af en alt for teknologicentreret tilgang (Nikolas Rose) eller en for statscentreret tilgang (Giorgio Agamben), som fraskriver biopolitikken dens økonomiske kerne.
Med udgangspunkt i Foucaults udvikling af begrebet i en forelæsningsrække fra 1979, Biopolitikkens fødsel, argumenteres for, at nøglen til en forståelse af biopolitikken skal søges i befolkningsbegrebet, som ifølge Foucault bliver det væsentlige omdrejningspunkt, der forbinder biologi, politisk økonomi og liberalisme i det 18. århundrede.
Dermed bliver det også tydeligt, hvordan den økonomiske liberalisme, idet den betragter forholdet mellem markedet og befolkningens selvregulering ud fra et princip om rigdomsmaksimering, repræsenterer en biopolitisk regeringsform.

Omsorg for Modstand

Anmeldelse af Kristian Høyer Toft: Håbets Teknologi – samfundsvidenskabelige perspektiver på stamcelleforskningen i Danmark er titlen på den bog som BioCampus – et af Københavns Universitets fire tværfaglige satsningsområder-lancerede i begyndelsen af året.

Bogen belyser stamcelleforskningen ud fra et tværfagligt, samfundsvidenskabeligt perspektiv og undersøger stamcelleforskningens introduktion og etablering i Danmark.
I følgende anmeldelse af bogen diskuterer Kristian Høyer Toft de metodiske præmisser som artiklerne i bogen operer med, nemlig de sociologisk orienterede Science and Technology Studies (STS). Høyer Toft konkluderer at STS perspektivet på stamcelleforskningen kan være både frugtbart og begrænsende.

Fx er det oplysende, at det ifølge ’Håbets Teknologi’ kan være vanskeligt at beskrive stamceller neutralt, fordi fortolkningen af stamceller er knyttet til bestemte interesser og aktører. Ikke desto mindre har det ifølge Høyer Toft en række filosofiske konsekvenser at acceptere denne form for konstruktivisme, og Høyer anbefaler derfor en række ’rettesnore’ for STS-metoden.

Transhumanisme – Verdens farligste ide

I nærværende artikel er Francis Fukuyama, professor i international politisk økonomi ved John Hopkins School of Advanced International Studies, blevet bedt om at beskrive verdens farligste ide.
Fukuyama frygter, at den eksplosive udvikling indenfor eksempelvis bioteknologi udgør en trussel mod den menneskelige essens – og dermed mod de grundlæggende lighedsidealer, som det vestlige, liberale demokrati bygger på. Fukuyama udnævner derfor det tankesæt, der legitimerer den rasende udvikling, nemlig transhumanismen, til verdens farligste ideer.

Transhumanisme – Verdens farligste ide?

Nick Bostrom, direktør for Future of Humanity Institute ved Oxford University, giver her svar på den kritik, Francis Fukuyama retter mod transhumanismen.
Bostrom problematiserer bl.a. Fukuyamas påstande om, at mennesket har en essens, at denne essens er forudsætningen for, at mennesket kan kræve lige rettigheder, og at transhumanismen vil ødelægge denne essens ved at relativere den.

No Dope, No hope!

Artikel af Thomas Søbirk Petersen: Nutidens dopingbekæmpelse er præget af for meget vanetænkning og teknologiforskrækkelse. Forestillingen om at præstationsfremmende stoffer er principielt uforenelige med sportens verden og stiller sig kritisk overfor det moralbegreb, som World Anti-Doping Agency’s (WADA) forbudsliste repræsenterer, bør udfordres.

Lovliggøres præsentationsfremmende stoffer og metoder, såsom EPO, betablokkere og intravenøst drop, vil det på sigt have to signifikante fordele. Dels vil eliteidrætsudøvernes kunne forbedre deres sundhedsmæssige tilstand, dels vil en sådan lovliggørelse have en social effekt, da mulighederne for at udøve sport på lige vilkår vil blive større.

Derimod er det et problem, at eliteudøvere, som konsekvens af den stramme lovgivning, ikke har de samme rettigheder som personer, der ikke udøver sport på eliteplan, og som har fri adgang til en række forbudte stoffer fx betablokkere og hormontilskud.

På et generelt plan knytter artiklen an til en diskussion om, at den foranderlighed, som kroppen undergår i andre sammenhænge vha. nye teknologier, ikke finder sted inden for sporten, der bør være langt bedre til at omfavne de muligheder, som de teknologiske landvindinger og den medicinske udvikling giver.