Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Den porøse offentlighed
 

Den porøse offentlighed

1.11.2006

Den porøse offentlighed er en offentlighed, som er gennemsigtig og formet af både indadgående og udadgående påvirkninger. Den porøse offentlighed er hverken primært national eller primært transnational. Den har sine egne historisk specifikke infrastrukturer og værdier, som er bestemmende for den debat, der foregår, men disse værdier og infrastrukturer udgør ikke – og har aldrig udgjort – et lukket rum. Den porøse offentlighed er ”mere” end blot en national offentlighed, men også ”mindre” end en rent transnational ditto.

”Offentlighed” er et diffust begreb, fordi det refererer til et socialt rum, som ikke kan defineres fysisk. Godt nok kan man tale om en dansk eller tysk offentlighed, men den findes ikke noget ”sted” indenfor disse nationalstatslige rammer. Man kan sige det på den måde, at offentligheden kun eksisterer i interaktion mellem individer og grupper. Interaktionen i offentligheden består, som Jürgen Habermas har beskrevet det, af kommunikation og debat. Altså: hvis folk ikke diskuterer, er der heller ingen offentlighed. Selvom det giver mening at sige, at der ingen offentlighed er uden diskussion, så er det en sandhed med en begrænsning. For diskussionen benytter sig altid af det, man kan kalde en kommunikativ infrastruktur. Den infrastruktur har en relativt håndgribelig dimension i medierne, som fortsat i vidt omfang er nationale og henvendt til et bestemt nationalt og sprogligt defineret publikum. Samtidig bygger den også på værdier og erfaringer, som er historisk specifikke og knyttet til den nationale kontekst. I Danmark har vi en bestemt opfattelse af, hvad offentlig debat er, i Frankrig har de anden, og så videre. Som Myra Marx Ferree og hendes kolleger har vist i deres komparative analyse af abortdiskursen i Tyskland og USA, er der f.eks. også store forskelle fra land til land i forhold til, hvilke typer af aktører, der er toneangivende i den offentlige debat. [ii]
Men den nationale offentlighed påvirkes af handlinger og situationer i andre offentligheder. Og disse påvirkninger er dialektiske: En national offentlighed kan tage et emne op, som primært angår et andet land, men det vil hurtigt blive observeret og vurderet af den ”oprindelige” offentlighed og blive en del af debatten her osv.. Man kan metaforisk se det som en boomerang, der helt tiden bliver kastet og vender tilbage i én lang bevægelse. [iii] Denne transnationale dialektik kan for så vidt fortsætte i det uendelige og kan potentielt ændre en sags karakter fra at have været lokal eller national til pludselig at have en transnational dimension.

Afstandsreduktion

Selvom man skal passe på med at sætte lighedstegn mellem offentlighed og medier, er det klart, at medierne udgør grundlaget i det, jeg ovenfor kaldte offentlighedens kommunikative infrastruktur. I sin analyse af nationale identiteter viser Benedict Anderson, hvordan disse ”forestillede fællesskaber” ikke har en fysisk dimension og dermed er afhængige af medier, der kan binde adskilte steder og individer sammen. [iv] Det gælder i endnu mere udtalt grad den porøse offentlighed. At offentligheden overhovedet kan betegnes som porøs, skyldes netop, at den er tilgængelig for informationer ”udefra”, og at informationer samtidig har nemt ved at ”forlade” den. Den afstandsreduktion kan kun ske gennem medier.

Informationer spredes i dag med en hast og i en mængde, der ikke tåler sammenligning med situationen for blot få årtier siden. Den øgede hastighed og mængde betyder, at den nationale offentlighed er udsat for et veritabelt tæppebombardement af informationer, som den hele tiden må forholde sig til. Man kan naturligvis hævde, at offentligheden altid i et eller andet omfang har modtaget informationer udefra, som er blevet genstand for debat. Tænk blot på perioden midt i 1800-tallet, hvor nyheder om revolutionære tilstande rundt omkring i Europa blev heftigt debatteret i andre nationale sammenhænge. Den ekstreme informationshastighed og informationsmængde, der præger nutidens offentlighed, udgør imidlertid en kvalitativ forskel. Hvor informationer midt i 1800-tallet kun bevægede sig med en hast, der svarede til det hurtigste transportmiddel, er informationsstrømmen i dag nærmest permanent, netop fordi afsendelse og modtagelse sker med ingen eller meget lille forsinkelse.

Nationale medier

Medier er ikke en entydig størrelse. Jeg vil her skelne mellem makro- og mikromedier. Makromedier er det, vi ofte betegner som massemedier; primært aviser og TV. Den kommunikation, der foregår gennem makromedierne, er en abstrakt form for kommunikation, fordi den er rettet mod et stort og udefineret offentligt publikum. Mikromedier er derimod mere personlige og private medier; f.eks. SMS, e-mail, hjemmesider og weblogs. At der er tale om personlige og private medier, indebærer ikke, at kommunikationen kun finder sted mellem enkeltpersoner. E-mail lister og SMS kæder kan også være rettet mod et stort publikum, men modtagerne er, modsat makromedierne, dele af et allerede eksisterende netværk. Hjemmesider og weblogs er omvendt (på en måde, der ligner makromedierne) rettede mod et bredere og ikke i forvejen forbundet publikum.

Nationale aviser og TV-kanaler ”overvåger” hinanden for at finde nyheder og være på forkant med de vigtige historier. Medier har for så vidt altid overvåget hinanden som del af markedskonkurrencen, men globaliseringen medfører, at det konkurrencepres bredes ud over den nationale kontekst, mens ikke-nationale emner får stadig større betydning for den enkeltes hverdag. Det betyder ikke, at medierne i stigende grad konkurrerer med medier i andre lande, men snarere, at medierne kigger ud i verden for at komme deres nationale konkurrenter i forkøbet. Det er i dag nemt for medier at få informationer om, hvad der sker i andre lande. Nettet af udenrigskorrespondenter, tilstedeværelsen af transnationale medier (se nedenfor), transnationale pressebureauer og syndfloden af information på Internettet gør, at nationale medier nemmere bliver opmærksomme på hvad, der foregår andre steder.
I Muhammedsagen bidrog de nationale aviser til offentlighedens porøsitet. To forskellige vinkler kan anlægges her. For det første var aviser udenfor Danmark som udgangspunkt ekstra opmærksomme, da sagen jo netop handlede om en avis og journalistisk ytringsfrihed. Det måske stærkeste udtryk herfor kom, da en række europæiske aviser i en form for solidaritetsaktion bragte alle eller nogle af de famøse tegninger. [v] Danmark og Muhammedsagen blev på den måde synlige i en række andre offentligheder. Som nævnt er der en dialektisk dynamik på spil her; det handler ikke bare om, at Danmark bliver synlig udadtil. I mange lande blev publikationen af tegningerne der nemlig hurtigt til et selvstændigt tema, som i hvert fald delvist løsrev sig fra den oprindelige danske kontekst. Den ”danske” debat fortsatte i andre lande, men farvet af de historisk og kulturelt specifikke træk, der præger den danske nationale offentlighed.
For det andet forsøgte Jyllands-Posten selv at bruge porøsiteten til at forklare sig til et publikum udenfor Danmark. Det kræver omvendt, at man har mulighed for at kommunikere på andre sprog. Det kan dårligt lade sig gøre i den nationale udgave af avisen, men her giver Internettet nye muligheder. Jyllands-Posten brugte således sin hjemmeside til at publicere en række forklaringer og beklagelser, som blev oversat til både arabisk og engelsk.

Transnationale medier

Som nævnt er medier stadig primært nationalt definerede. I en europæisk sammenhæng findes der f.eks. ikke egentlige pan-europæiske medier af betydning. Men med til den historie hører også, at de nationale medier i dag eksisterer side om side med egentligt transnationale medier. Disse er primært satellitbaserede nyhedskanaler. De bedst kendte eksempler er CNN og BBC World, som godt nok har en national forankring i USA og England, men transmitterer til et transnationalt publikum. Også udenfor den vestlige verden finder vi nyhedskanaler som Al-Jazeera og Al-Arabyia, som henvender sig til et bredt publikum i den arabisktalende del af verden. Som konsekvens af deres transnationale publikum, vil den type nyhedskanaler afsøge verden for nyhedsemner, der har bred regional eller global relevans.

De tolv tegninger af Muhammed blev bragt allerede i slutningen af september 2005, men det var først i januar og februar, at sagen for alvor eskalerede og blev til en transnational konflikt. Undersøgelser viser, at eskaleringen kom efter, at den arabisksprogede nyhedskanal Al-Jazeera bragte historien den 26. januar 2006. [vi] Da konflikten først rullede, blev Danmark og Muhammedsagen hurtigt eksponeret for hele verden gennem transnationale medier i såvel den arabisktalende som vestlige del af verden. Men Danmark forsøgte også selv at udnytte porøsiteten. Da Anders Fogh Rasmussen efterhånden følte sig tvunget til at præcisere den danske holdning til sagen og beklage den overfor et bredt arabisk publikum, valgte han netop den anden store arabisktalende nyhedskanal, Al-Arabiya, som sit talerør.

Mikromedier

I modsætning til makromedierne, som fortsat arbejder i ”udgaver” (f.eks. dagens udgave af Jyllands-Posten og Tv-avisen kl. 18.30), så er den informationsdistribution, der finder sted gennem mikromedier som e-mail, SMS, hjemmesider og weblogs mere permanent. Dertil kommer, at der hele tiden foregår en udviskning af skellet mellem makro- og mikromedier. De fleste aviser og TV-kanaler har i dag hjemmesider og i nogle tilfælde også nyhedsservice via SMS og e-mail.

Mikromedier spillede en væsentlig rolle i Muhammedsagen, om end den er svær at indsamle data om. Det er nemmere at identificere mikromediernes betydning på Internettet. I takt med konfliktens eskalering sprang der en række hjemmesider og weblogs frem, hvor individer og grupper fremlagde deres syn på Danmark og Muhammedsagen. Det er straks mere vanskeligt at få pålidelige data om betydningen af f.eks. SMS kæder. Det er blevet hævdet af mange, at en del af de voldelige demonstrationer, der fandt sted i den muslimske verden i forbindelse med sagen, var drevet af rygter om bl.a. afbrænding af koranen på Rådhuspladsen. Det er svært at sige præcist, hvem og hvor den type rygter er udsprunget fra, men tydeligvis var den hurtighed, hvormed rygtet spredte sig, muliggjort af SMS beskeder via allerede etablerede netværk. De beskeder kan være kommet fra såvel lokale afsendere som afsendere i Danmark eller et andet land. Det interessante er, at teknologi som mobiltelefoner gør, at afstanden ikke er afgørende; beskeden vil nå frem i løbet af få sekunder, uanset hvor afsenderen befinder sig.

Multikultur og offentlighed

Offentlighedens porøsitet har imidlertid også en mere fysisk dimension. I kraft af det sidste halve århundredes immigration er de fleste vesteuropæiske lande blevet forbundne med andre lande via personlige netværk. Indvandrere og flygtninge opretholder for de flestes vedkommende en grad af kontakt til deres oprindelseslande og kommer derfor til at fungere som forbindelsesled mellem dette og deres nye land. De har en fornemmelse af, hvad der rører sig i den offentlige debat begge steder og vil ofte formidle den viden i begge retninger. Den form for udveksling kan ske, når de rejser til deres oprindelsesland eller får besøg herfra. Primært sker det imidlertid gennem føromtalte mikromedier. SMS, mobiltelefoni, billige taletidskort og e-mail betyder, at der kan opretholdes en stabil kommunikation på tværs af den fysiske afstand.

En stor del af borgere med indvandrer- eller flygtningebaggrund i Danmark kommer fra lande, som har Islam som hovedreligion. Det har i en kulturel-religiøs præget konflikt som Muhammedsagen betydet, at en stor del af den befolkningsgruppe har været motiverede til at formidle information om situationen til familie og venner i deres oprindelsesland. Omfanget af den form for mere privat kommunikation er naturligvis ukendt, men det er oplagt, at bl.a. mikromediernes tilstedeværelse har muliggjort en forholdsvis intensiv kommunikationsstrøm på det private plan. Den store muslimske befolkningsgruppe i Danmark har ikke kun haft en effekt i forhold til kommunikationen ud af den porøse danske offentlighed. Den har også givet medier og andre interesserede aktører i den muslimske verden muligheden for at anlægge en nærheds- eller identifikationsvinkel på sagen. Muhammedtegningerne er i den muslimske verden ofte blevet fremstillet som led i en generel hetz mod danske muslimer. Det var bl.a. pointen i det nu berømte ambassadørbrev til Anders Fogh Rasmussen i oktober 2005.

Udover disse mere uformelle og private elementer af porøsiteten, er der foregået en informationsudveksling, som har været mere formel og offentlig, men også båret af danske muslimer. Her tænker jeg på den meget omtalte delegation fra Islamisk Trossamfund, som i december rejste rundt i den muslimske verden for at fremme opmærksomheden om sagen. Eftersom delegationen kronologisk gik forud for konfliktens eskalering i januar og februar, er den blevet tillagt stor betydning for dens udvikling. Den betydning er sandsynligvis overvurderet, men det interessante er heller ikke primært effekten, snarere det at delegationen demonstrerer, hvordan det multikulturelle danske samfund indeholder grupper og individer, som er aktive i forhold til at fungere som informationsformidlere mellem den danske offentlighed og aktører udenfor denne.

En transnational offentlighed

Jeg pointerede i starten af artiklen, at det er mere præcist at tale om porøse nationale offentligheder, snarere end decideret transnationaliserede ditto. Det spørgsmål, der nu melder sig er, om vi samtidig kan tale om en transnational offentlighed i ental. Det mener jeg godt man kan, også uden at man dermed modsiger argumentet om den porøse nationale offentlighed. Tværtimod kan man sige, at den transnationale offentlighed netop er resultat af de porøse offentligheder. For porøsiteten muliggør, at forskellige offentligheder kan debattere det samme emne på samme tid. Det sker forholdsvis sjældent, men det skete i forbindelse med Muhammedsagen (et andet nyligt eksempel kunne være de verdensomspændende protester mod Irakkrigen i 2003). I en sådan situation intensiveres og koncentreres de transnationale informations- og kommunikationsstrømme væsentligt. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er mere information i omløb, men at et meget stort antal mennesker verden over er optagede af og vidende om det samme tema. Selve kommunikationsstrømmen er i vidt omfang stadig båret af de nationale medier; på trods af, at mikromedier og transnationale medier også spiller en stigende rolle, får de fleste mennesker det meste af deres information fra de nationale medier. Men porøsiteten og den konstante synlighed på tværs af nationale offentligheder skaber et socialt rum, som kan betegnes som en transnational offentlighed. Der er netop tale om et socialt rum i den forstand, at det ikke har permanens eller konkret form. Den transnationale offentlighed er noget, der kommer og går; den er ikke noget, der bare er ”derude”. Den er i stedet knyttet til bestemte temaer, som, af den ene eller anden grund, opnår transnational resonans. Der er imidlertid basis for at tro, at vi kommer til at se flere eksempler på aktivering af en transnational offentlighed. Der er tale om en dialektisk læringsproces, hvor globaliseringen både er producent og produkt. Hver gang den transnationale offentlighed aktiveres, efterlader den en række erfaringer, som kan anvendes i andre situationer. Der foregår med andre ord en konstant opbygning af et reservoir af teknologiske og mentale infrastrukturer.

Porøsitetens begrænsninger

Umiddelbart kunne man få den tanke, at porøsiteten også medfører positive muligheder for demokrati i en transnational kontekst, da den jo giver plads til nye stemmer og indflydelseskanaler. Der er imidlertid en række omstændigheder, der problematiserer den antagelse og antyder, at vi – snarere end at tale om porøsitet som noget generelt – er bedre tjent med at tale om grader af porøsitet.

Således er porøsiteten ulige fordelt, hvis vi kigger ud i verden. Nogle offentligheder er mere eller mindre lukkede, hvilket, som jeg var inde på tidligere, understreger at de porøse offentligheder fortsat er nationale i den forstand, at de er definerede af en national stat og kultur. F.eks. er det klart, at den danske offentlighed er mere porøs end den iranske ditto. Det er her vigtigt at huske på, at porøsiteten går i to retninger.

For en menneskerettighedsaktivist i Iran betyder det både, at hun har vanskeligere ved at deltage i menneskerettighedsarbejde rettet mod andre lande, men måske mere alvorligt, at de nationale forhold, som hun opererer i, kun vanskeligt kan påvirkes af aktivister fra andre lande. Dog kan ingen offentlighed være helt lukket, hvilket især skyldes mikromedierne. Selvom stater, der ønsker en lukket offentlighed vil forsøge at kontrollere disse, er det kun muligt i en vis udstrækning.
Ydermere betyder porøsitet ikke, at verdens strukturelle uligheder på magisk vis ophører med at eksistere. Det kræver nemlig fortsat ressourcer at udnytte de muligheder, som porøsiteten tilbyder. Eftersom porøsiteten jo i høj grad er medieret, er det helt basalt en forudsætning, at man har adgang til kommunikationsteknologiske ressourcer. Det er ikke tilfældet for en stor del af jordens befolkning. Hermed antydes en væsentlig ulighed mellem de rige og fattige dele af verden, om end der også i den fattige verden findes større og større samfundseliter, der er koblet på de transnationale kommunikationsstrømme. Men der er også en klassemæssig ulighed på spil, som skærer på tværs af de vestlige samfund. Som Nick Crossley har vist i sin (af Bourdieu inspirerede) kritik af Habermas’ ideer om deliberativt demokrati, har forskellige klasser forskellige forudsætninger for at deltage i den offentlige debat. [vii] At udnytte både sin egen og andre offentligheders porøsitet kræver f.eks. at man besidder sprogkompetencer, og at man, for at bruge et begreb fra Bourdieu, har en habitus, der fremhæver og værdsætter global politisk bevidsthed. En sådan habitus er især fremherskende i den højere middelklasse.

Porøs offentlighed og global bevidsthed

Den porøse offentlighed både skaber og er et resultat af det, som sociologer kalder en global bevidsthed (bevidsthed om verden som ét socialt rum) [viii] , og globalisering må som nævnt ses som en dialektisk læringsproces. Muhammedsagen har vist, at den danske offentlighed er mere porøs, end vi nok umiddelbart var klar over. Men samtidig har affæren også på bedste dialektiske vis tydeliggjort, at den danske offentlighed i dag på mange punkter er mere porøs end før Muhammedsagen. Danskerne – og ikke mindst politikere og journalister – er generelt blevet mere opmærksomme på, at det, der foregår udenfor Danmarks grænser, lynhurtigt kan få en effekt lokalt og nationalt. Den måske væsentligste lære fra Muhammedsagen er imidlertid, at det, der foregår i den danske offentlighed, er synligt og – under de rette omstændigheder – kan generere betydelig opmærksomhed udenfor Danmark. Denne globale bevidsthed indikerer to mulige scenarier. I negativ forstand vil den kunne medføre, at vi bevidst eller ubevidst foretager en indskrænkning af lysten til at debattere og kaste kontroversielle emner på banen, at vi altså føler os truede af den potentielle indblanding i ”vores” affærer og reagerer med fjendtlighed og krav om tilbagetrækning fra – eller afskærmning af – det nationale offentlige rum. Det vil efter min mening være en uheldig konsekvens.

Den anden mulighed er nemlig, at vi ser de forhold, som den porøse offentlighed og globale bevidsthed er udtryk for, som en chance for at ”lytte” til andre stemmer end vores egne. I forbindelse med Muhammedsagen kunne man således anlægge det perspektiv, at sagen også har medvirket til at nuancere forståelsen på tværs af religion, kultur og geografi. Fordi så mange nye stemmer pludselig blev hørt, er det blevet klart for såvel muslimer som ikke-muslimer, at de ”andre” ikke er en homogen størrelse. Der er ekstremister af forskellig observans på begge sider, men flertallet ønsker ikke konflikt og konfrontation, men sameksistens baseret på gensidig respekt for forskellighed.
Det efterlader et af de helt store spørgsmål ubesvarede: hvis der i stigende grad foregår debat på tværs af nationale offentligheder, og hvis der jævnligt opstår en decideret transnational offentlighed, hvilke politiske institutioner skal så ”omsætte” den debat til konkrete politiske beslutninger? Kan den opgave overlades til staten, eller skal der, som David Held påpeger, udvikles et kosmopolitisk demokrati med stærkere beslutningskompetencer, end det er tilfældet med f.eks. FN i sin nuværende form? [ix] Og hvis det sidste er tilfældet, hvordan sikrer man i praksis, at debattens forskellige stemmer bliver hørt og taget alvorligt? Det er ekstremt komplekse spørgsmål, som vil komme til at stå øverst på dagsordenen i de næste mange år. Det er af den grund vigtigt, at vi i den videre udvikling af begrebet om den porøse offentlighed, i højere grad end jeg har gjort her, tænker det sammen med de politiske og institutionelle organer, der i den sidste ende skal omsætte den debat, der finder sted i de porøse offentligheder og den transnationale offentlighed, til politik.

Artiklen bygger på et konferencepapir under udarbejdelse. Papiret forventes færdiggjort ultimo september 2006 og kan rekvireres ved henvendelse.

[ii] Myra Marx Ferree, William A. Gamson, Jürgen Gerhards og Dieter Rucht (2002). Shaping Abortion Discourse: Democracy and the Public Sphere in Germany and the United States. Cambridge: Cambridge University Press.
[iii] Boomerangmetaforen er inspireret af Margaret Keck og Kathryn Sikkink (1998). Activists beyond Borders . Ithaca: Cornell University Press.
[iv] Benedict Anderson (1983). Imagined Communities: Reflections on the Origins and Spread of Nationalism. London: Verso. [v] Se opgørelsen i eJour (2006). http://www.djh.dk/ejour/52/52Tegninger1.html.
[vi] Thomas Olesen (2006). “Contentious Cartoons: Elite and Media Driven Mobilization”, ikke publiceret manuskript, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.
[vii] Nick Crossley (2004). ”On Systematically Distorted Communication: Bourdieu and the Socio-Analysis of Publics”, pp. 88-112 i Nick Crossley og John Michael Roberts (red.), After Habermas: New Perspectives on the Public Sphere. Oxford: Blackwell.
[viii] Se for eksempel Roland Robertson (1992). Globalization: Social Theory and Global Culture. London: Sage.
[ix] Se for eksempel David Held (2003). “From Executive to Cosmopolitan Multilateralism”, pp. 47-67 i David Held og Mathias Koenig-Archibugi (red.), Taming Globalization. Cambridge: Polity.