Valg, ængstelighed, ideologi

Turbulens.net bringer her i samarbejde med Forlaget Philosophia indledningen til den slovenske filosof og sociolog Renata Salecls bog, Valgets Tyranni, der udkom på dansk tidligere på året.

18.4.2012

Filosoffen og sociologen Renata Salecl er en del af den såkaldte ‘slovenske skole’ sammen med blandt andre Slavoj Žižek, der har gjort sig bemærket langt ud over Sloveniens grænser ved at tage alskens politiske og kulturelle fænomener under nådesløs behandling med udgangspunkt i lacaniansk psykoanalyse og kontinental filosofi. Turbulens.net bringer her i samarbejde med Forlaget Philosophia indledningen til Salecls seneste bog, Valgets Tyranni, der udkom på dansk tidligere på året. Her introducerer hun bogens centrale spørgsmål: Hvorfor har øgede valgmuligheder en tendens til at gøre individet ængsteligt i stedet for at gøre det mere frit? Læs også Turbulens.nets interview med Salecl i forbindelse med hendes besøg i Danmark for nylig.


 

Da jeg så mig omkring i selvhjælpsafdelingen i en boghandel i New York, faldt jeg over en bog med titlen Alt om mig. Bogens sider var næsten helt blanke. På hver af dem var der blot et spørgsmål eller to om, hvad læseren kunne lide og ikke kunne lide, og om hans eller hendes minder og fremtidsplaner – ikke andet.

Disse tomme felter illustrerer perfekt den udviklede verdens dominerende ideologi. Individet er den ultimative herre over sit eget liv, fri til at bestemme enhver detalje.  I nutidens forbrugssamfund kræves det ikke kun, at vi vælger mellem produkter. Vi bliver bedt om at se hele vores liv som en stor sammensætning af beslutninger og valg.

For eksempel blev jeg i løbet af en enkelt togtur flere gange mindet om, at jeg er fri til at gøre, hvad jeg vil med mit liv. ‘Bliv det du har lyst til’, opfordrede en reklame for et universitet mig. ‘Vær dig selv’, tilskyndede en ølproducent. Et rejseselskab formanede: ‘Livet – reserver nu’. På forsiden af Cosmopolitan stod der ‘Vær dig selv – men i en bedre version’. Da jeg hævede penge i en automat fra banken Chase Manhattan, meddelte skærmen mig følgende: ‘Dit valg. Din Chase.’ Selv i postkommunistiske lande fortæller reklamer os, at vi i det uendelige skal beslutte, hvilket liv vi vil leve. I Slovenien satte en lingeriproducent en kæmpe reklametavle op, der spurgte, ‘Hvilken kvinde har du lyst til at være i dag?’ Et bulgarsk mobiltelefonselskab bruger sloganet, ‘Det er din stemme’, og dets kroatiske modstykke gentager mantraet: ‘Vær dig selv!’

At være sig selv lader ikke til at være nogen let opgave. Et hurtigt blik på bestsellerlisterne tyder på, at folk bruger en del tid og penge på at lære, hvordan de bliver sig selv. Forny din tænkning: Forny dig selv, Din krop: En manual, Find dine styrker nu og Giv dig selv en ny retning – hver især tilbyder de en ny strategi til at redefinere hele ens liv. Astrologi-sites på internettet reklamerer for fri indsigt i ‘det, der virkelig er dig’, tv-reklamer opfordrer til en total makeover af din krop, og i alle dele af det private samt det offentlige liv står coaches klar til at hjælpe en med at opnå den ideelle livsstil.

Alle disse råd medfører dog ikke nødvendigvis tilfredshed. I stedet kan de faktisk gøre en mere ængstelig og usikker.

Bladredaktøren Jennifer Niesslein besluttede sig for at prøve at løse alle problemerne i sit liv ved kun at følge de råd, hun fik fra forskellige selvhjælpsbøger, der lovede at hjælpe hende med at finde lykke og tilfredsstillelse. I sin bog Practically Perfect in Every Way beskriver Niesslein, hvordan hun er begyndt at lide af alvorlige panikanfald efter to år, hvor hun har fulgt råd om, hvordan hun kan tabe sig, få ryddet ud i alle tingene i sit hus, blive en bedre forælder og en bedre partner og generelt opnå mere sindsro i sin tilværelse (Niesslein 2007). Hun var blevet mindre og ikke mere tilfreds. Ikke nok med at alle disse forsøg på selvforbedring tog al hendes tid, hun nød heller ikke, hvad hun havde opnået: et pletfrit køkken, tre hjemmelavede måltider om dagen og de nye kommunikationsfærdigheder, hun nu mestrede. Selv de kilo, hun havde tabt ved anstrengende motion, kom tilbage efter få måneder. Da det var slut, forklarede Niesslein, hvorfor hun troede, folk fulgte disse bøger i stedet for at forsøge at forandre på deres egne betingelser: ‘Jeg tror, vi føler os ansvarlige for så meget i vores liv. Der er arbejde, børn, ansvaret for dit ægteskab. Hvis du kan henvende dig til en anden, der vil fortælle dig, hvad du skal gøre, er det betryggende’ (Midgley 2007).

Hvordan kan det være, at den udviklede verdens forøgelse af valg, gennem hvilke det antages, at vi kan skræddersy vores liv og gøre det perfekt, ikke fører til større tilfredsstillelse, men snarere til mere ængstelse og stærkere følelser af utilstrækkelighed og skyld? Og hvordan kan det være, at folk for at lindre denne ængstelighed er villige til at følge tilfældige råd fra reklamefolk eller horoskoper, tage imod skønhedstips fra kosmetikindustrien, lade sig guide af økonomiske forudsigelser fra økonomiske rådgivere og acceptere råd om parforhold fra forfattere til selvhjælpsbøger? I betragtning af at flere og flere mennesker underkaster sig disse såkaldte eksperter, lader det til, at vi i stigende grad er ivrige efter at få taget valgets byrde fra os.

Folk fanges ofte i en ond cirkel, når de prøver at forbedre deres liv med hjælp fra eksperter.  For eksempel har nogle psykoanalytikere observeret en særlig form for tvangsadfærd blandt tilhængerne af selvhjælpswebsitet ‘FLYlady.com’ (FLY står for ‘Finally Loving Yourself’, ‘Endelig Elsker du Dig selv’). Læserne opfordres til at føre logbog over deres daglige opgaver og at følge detaljerede råd om, hvordan de får ryddet ud i deres hjem, deres kroppe, deres følelser og deres parforhold. Sitets brugere ville beklage sig til psykoanalytikere, at de konstant mislykkedes med at løse de opgaver, de var blevet stillet, eller at listen med opgaver, de ønskede at løse, blev ved med at vokse sig længere. Nogle ville endda opføre sig, som om hele deres liv var en liste af resultater, som skulle opnås: arbejd på en bestemt opgave, tab et bestemt antal kilo, bliv gift i en bestemt alder, få et barn, skab det perfekte hjem.  At beklage sig over deres egen utilstrækkelighed, omend denne var selvforskyldt, lod imidlertid til at føre en særlig lystfølelse med sig.

Disse former for selvtortur går hånd i hånd med det at stræbe efter stadig nye former for nydelse. Postindustriel kapitalistisk ideologi er tilbøjelig til at behandle individet som en, for hvem nydelse er uden en endelig grænse. Hun fremstilles som en, der igen og igen kan skubbe grænserne for sin lyst og konstant tilfredsstille sine stadigt voksende begær.  Paradoksalt nok er der imidlertid mange mennesker, som ikke finder tilfredsstillelse i et samfund, der tilsyneladende er uden grænser, og ofte drejer de i stedet ind på selvdestruktionens vej. Uhindret forbrug har en tendens til at få folk til at forbruge sig selv; selvmutilation, anoreksi, bulimi og afhængighed er blot de mest tydelige former for dette.

Da den nuværende økonomiske krise begyndte i 2008, virkede det først som om, at valg var blevet erstattet med beherskelse, lykke med tristhed, og individuel frihed med ønsket om, at en autoritetsfigur ville overtage kontrollen og få styr på tingene. Bannerførere som Financial Times bragte artikler med overskrifter som ‘A Borrowed Tomorrow’; ‘Payback time’ og ‘Wall Street Drowns Its Sorrows’. Én analyse af samfundet i almindelighed begyndte med en opfordring til et virkelighedstjek, et ‘fuldstændigt brud’. Der blev talt om, at en ‘følelse af irrationalitet’ hang i luften overalt. Selv i kulturstoffet lod der til at opstå en ny fatalistisk diskurs. Spørgsmålet, ‘How To Survive The End Of “Civilization”’ (Hvordan vi overlever ‘civilisationens’ afslutning), blev besvaret med henvisning til ‘Master of Balance and Harmony’, ‘The Voice Of The Future’ eller ‘Songs Of Simplicity’ (Balancen og harmoniens mester, Fremtidens stemme eller Sange om enkelthed) (Financial Times, 29. og 30. november 2008). Men så snart der opstod et svagt glimt af håb om, at krisen måske ikke betød den totale økonomiske nedsmeltning, dukkede idéen om valget som forbrugssamfundets kraftfulde redskab frem på ny. Denne gang var det pakket ind i diskussioner om, hvorvidt velstand virkelig forøger lykke, og om hvorvidt storstilet forbrug var den bedste måde for folk at bruge deres fritid på. Men netop disse idéer om at forenkle livet blev viklet ind i en anden form for valg. Forbrugerne måtte vælge ikke at vælge, og ofte måtte de betale for råd om, hvordan dette skulle gøres. Bare at smide ting væk eller give dem til andre var ikke en mulighed. Der var brug for råd om, hvordan det skulle gøres.

Dette skift i opfattelsen af velstand skete dog ikke fra den ene dag til den anden.  Det er ikke sådan, at folk pludselig vågnede op en dag og så anderledes på deres liv.  Frøene til den forestående økonomiske krise var blevet sået noget tid før.  Ligeledes havde nedtryktheden forårsaget af valgets ideologi allerede gennemtrængt tider med større rigdom, hvilket den ængstelighed og usikkerhed, der har åbenbaret sig i løbet af den postindustrielle kapitalismes seneste årti, har gjort klart. Det er næsten som om, krisen repræsenterede tilfredsstillelsen af et begær, der kun delvist var kommet til udtryk efter en eller anden form for begrænsning af den overflod af valg, som var tilgængelig i årene med større velstand, samt den medfølgende frigørelse fra det pres, den havde skabt.  Krisen medførte endda en besynderlig, lettet form for nydelse nogle steder, hvor et ønske om en form for loft over ødselheden, eller snarere over de talrige muligheder, som velstanden tillod, i lang tid havde været til stede, omend kun delvist imødekommet. The New York Times opfangede denne nye puritanske stemning, da avisen skitserede, hvordan højtiden kunne fejres i en nedskåret udgave, i en artikel med titlen ‘We’re Going to Party Like It’s 1929’. Artiklen kom med forslag til, hvordan folk midt i krisen kunne holde et hæderligt middagsselskab med et mere beskedent budget.  En prominent person, der medvirkede i artiklen, bemærkede: ‘Det, der er med en lavkonjunktur, det er, at den tager trykket … Den giver dig mulighed for at skære alt det væk, som ikke er vigtigt, og fokusere på det, der er det: venner, familie, samvær’ (The New York Times, 28. november 2008). Værterne følte imidlertid et behov for at hyre en rådgiver til at fortælle dem, hvordan der beværtes i krisetider. Der var en tydelig tvetydighed i deres ønske om at give afkald på det frydefulde forbrug. De har muligvis ønsket at begrænse deres valg, men ikke for meget, og de ville have, at en anden skulle gøre det for dem.

Spørgsmålet, som her må undersøges, er ikke blot, hvorfor folk shopper, eller hvordan de forstår deres liv, men hvorfor de tager idéen om valg til sig, og hvad der vindes og tabes ved det. Folk bekymrer sig muligvis om terrortruslen eller nye virusser og miljøkatastrofer, men deres største bekymringer omhandler som regel deres egen, private velvære: deres job, parforhold, økonomi, deres placering i fællesskabet, meningen med deres liv, eller den arv de vil videregive (se Salecl 2004). Alle disse bekymringer involverer valg. Og da vi stræber efter perfektion, ikke kun her og nu men også i fremtiden, bliver valgene endnu sværere at tage.  Valg sætter en fornemmelse af overvældende ansvar i spil, og dette er uløseligt forbundet med en frygt for nederlag, en skyldfølelse og en ængstelse ved, at det forkerte valg vil blive fortrudt. Alt dette bidrager til valgets tyranniske aspekt.

Sociologen Richard Sennett (1986: 337-8) påpeger følgende:

En af de ældste anvendelser af ordet “tyranni” i politisk tænkning er som et synonym for suverænitet. Når al ting henvises til et fælles, suverænt princip eller en fælles, suveræn fornuft, vil det princip eller den person tyrannisere samfundets liv … En institution kan regere som den eneste kilde til autoritet; en overbevisning kan fungere som den eneste standard, hvormed virkeligheden måles. I løbet af de seneste par årtier er idéen om valg, som den præsenteres i rational choice-teorien, blevet en sådan tyrannisk idé i den udviklede verden.

Rational choice-teorien forudsætter, at folk tænker, før de handler, og at de i enhver situation vil forsøge at maksimere nytten og minimere omkostningerne.  På baggrund af de gældende omstændigheder og givet tilstrækkelig information vil folk derfor altid vælge den mulighed, der bedst stemmer overens med deres egen interesse. Kritikere af rational choice-teori har dog bemærket, at mennesker ikke altid handler i overensstemmelse med deres egen interesse, selv når de kender denne. Deraf de mange tilfælde hvor folk handler på en velgørende eller altruistisk måde frem for at handle på baggrund af åbenlys egeninteresse.  Også psykoanalysen har vist, at folk ofte opfører sig på måder, som ikke maksimerer deres lystfølelse og minimerer deres smerte, og at de endda nogle gange opnår en besynderlig lystfølelse ved at handle imod deres eget velbefindende. Selv hvis folk tror, at de har den nødvendige information til at træffe det bedst mulige valg, vil deres beslutning være kraftigt påvirket af eksterne faktorer, såsom andre mennesker, eller af interne faktorer, såsom deres egne ubevidste begær og ønsker.

I nutidens samfund, der glorificerer valg og idéen om, at valg altid er i folks interesser, er problemet ikke blot omfanget af valgmuligheder, men måden valg fremstilles på. Livsvalg beskrives i samme vendinger som forbrugervalg. Vi sætter os for at finde det ‘rigtige’ liv, som vi ville finde det rigtige tapet eller den rigtige hårbalsam. Nutidens rådgiverkultur præsenterer det at lede efter en ægtefælle som noget, der ikke er så forskelligt fra at lede efter en bil. Først må vi opveje alle fordele og ulemper, så må vi sikre os en ægtepagt, forbedre de ting, der måtte gå skævt, og med tiden bytte den gamle model ud med en ny, inden vi endelig bliver trætte af alt det besvær, der er forbundet med at binde sig, og beslutter os for en midlertidig lejeaftale.

Spørgsmålet om valg har primært været et anliggende for den udviklede verdens middelklasser. Men selv i fattige lande har mange været dybt plagede af de iboende modsigelser i valgets ideologi. Hvor de nu angiveligt er frie til at gøre, hvad end de vil med deres liv, hæmmes de i realiteten af talrige begrænsninger. Folk bliver behandlet, som om de er i en position til at skabe et kunstværk ud af deres eget liv og forme enhver bestanddel, som det passer dem. De opfordres til at handle, som om de lever i en ideel verden, og som om de valg, de tager, er reversible, mens virkeligheden er, at deres økonomiske forhold forhindrer dem i at have megen frihed til at vælge overhovedet, og at én forkert beslutning kan få katastrofale konsekvenser.  Selv i rige lande mangler fattige mennesker mulighederne for at benytte sig af de valg, der tilbydes dem. For eksempel er der i USA en lang række af behandlingsformer og teknologiske løsninger at vælge imellem, hvis du har en sundhedsforsikring og har råd til dem. Men uden et universelt sundhedssystem kan fattige mennesker end ikke vælge den mest grundlæggende behandling. Og selv for dem, for hvem penge ikke er et problem, kan valget være en byrde og en kilde til forvirring. På den ene side fortæller den seneste videnskabelige forskning dem, at deres gener allerede har bestemt, hvilke sygdomme de vil få, og hvor lang tid, de vil leve. På den anden side forventes det, at de føler ansvar for deres eget velbefindende, når de træffer deres livsstilsvalg.

Målet med denne bog er at undersøge, hvordan idéen om at vælge, hvem vi vil være, og påbuddet ‘vær dig selv’ er begyndt at modarbejde os og gøre os mere ængstelige og mere begærlige snarere end at give os mere frihed. Den postindustrielle kapitalismes tilslutning til valgets ideologi er ikke en tilfældighed, men muliggør snarere dens permanente dominans.  Problemet er, foreslår den franske filosof Louis Althusser, at vi ikke lægger mærke til de måder, vores liv er konstrueret på. Samfundet fungerer som noget indlysende, noget givet, nærmest naturligt. For at forstå de skjulte påbud, koderne for vores væren, de hemmelige forudsætninger, som filosofferne kalder ‘ideologier’, må vi fjerne det slør, igennem hvilket samfundets forhold fremtræder indlysende og givne. Kun da lægger vi mærke til den bizarre, men i høj grad velordnede logik, som vi tankeløst adlyder i vores hverdag. Vi føler os måske nok som modstandere af ‘samfundet’ eller ‘status quo’, men paradoksalt nok er det dog ikke afgørende for en bestemt ideologis overlevelse, at folk aktivt støtter eller tror på den. Det afgørende er, at folk ikke udtrykker deres mistro. Alt, der betyder noget for, at de retter sig efter flertallets opfattelse, er, at de tror, at de fleste af menneskene omkring dem tror.  Ideologier trives derfor ved ‘troen på de andres tro’. Dette var måske tydeligst i de tidligere kommunistiske regimer, hvor de fleste mennesker ikke fuldt ud troede på den herskende ideologi.  Borgerne ræsonnerede i stil med: ‘Jeg tror ikke på Partiet, men det er der mange flere og mere magtfulde end mig og folk som mig (og ikke kun partiapparatjikker), der gør, så jeg retter ind.’ (Nu ser det faktisk ud til, at selv mange partiapparatjikker ikke oprigtigt troede på kommunismen. De var ofte dybt mistroiske over for dem, der gik tilbage til de værker, som var skrevet af socialismens fædre, Marx og Engels.) Det, som i sidste ende holdt samfundet sammen, var en tro på de fiktive andre, der formodedes at tro og som derved fremtvang troen.

Denne troslogik gælder også for idéen om valg. Vi tror måske ikke, at vores valg er ubegrænsede, eller at vi fuldt ud er i stand til at bestemme retningen på vores liv og gøre os selv til, hvad end vi vil være. Men vi tror, at nogle andre tror på disse idéer, og derfor giver vi ikke udtryk for vores mistro. For at valgets ideologi
kan fastholde en sådan magt i det postindustrielle samfund, er alt, hvad der er brug for, at folk holder deres mistro for sig selv.

Mens vi føler os skyldige over, hvem vi er og konstant arbejder på at ‘forbedre’ os selv, mister vi det perspektiv, der er nødvendigt for at anspore til social forandring.  Ved at arbejde så hårdt på selvforbedring mister vi energien og evnerne til at deltage i nogen form for social forandring, og vi har konstant en ængstelig følelse af, at vi på en eller anden måde fejler.

Hvis vi ønsker at afhjælpe denne ængstelse, må vi forstå, hvordan den overhovedet har fået greb om os, og hvordan den virker. Og hvis vi håber på at forandre måden, samfundet fungerer på, må vi anerkende, at der er alternativer til valgets tyranni, der spiller en så central rolle i senkapitalismen. I stedet for at glorificere det
rationelle valg må vi se på, hvordan valg ofte træffes på et ubevidst niveau, og hvordan de er påvirkede af samfundet i almindelighed.

I en tid med økonomisk krise er der andre spørgsmål, som melder sig.  Hvordan går vi fra det grænseløst frie valg til det stærkt begrænsede valg?  Hvordan kan vi gå fra at tro, at alt er muligt, til at tro, at ingenting længere er muligt? Hvordan kan vi glemme, hvad vi blev lovet og se virkeligheden i øjnene? Disse spørgsmål filtrer os ind i tabets vanskelige logik. De seneste årtier har i den udviklede verden skabt en illusion om en evig nutid. Fortiden betyder ikke noget, og fremtiden er det op til os at skabe. Midt i dette er der blokeret for tabets realitet. Beslutninger bliver endnu sværere at tage, når man opfattes som herre over ens egen skæbne, over ens egen velbefindende og over trivslen af de personer, der står os nær – vores børn, for eksempel. Følelsen af at fortryde beslutninger, man har taget, frygten for at begå endnu en fejltagelse, kan blive overvældende. For at undgå følelser af tab og fortrydelse og en gennemtrængende ængstelse prøver man at minimere risici eller i det mindste at gøre dem forudsigelige. Det samfund, der sætter pris på valget, er afhængigt af idéen om, at vi alle må forhindre alle risici eller i det mindste forudsige dem.

En krise kan defineres som netop det øjeblik, hvor vi mister kontrollen; det øjeblik, hvor den verden, vi kender, tilintetgøres, og vi konfronteres med det ukendte. Uanset hvilke konsekvenser en sådan krise har for samfundet og for individet, kan den være et øjeblik, hvor det revurderes, hvad der virkeligt betyder noget. Når en økonomisk krise gør det nødvendigt for folk at spare, tvinges de også til at overveje deres begær. At spare er at ofre sit begær; eller i det mindste at udsætte det. Indtil for ganske nylig opfordrede valgsamfundet os til omgående tilfredsstillelse og lærte os at undlade at udsætte noget som helst.

Men selv midt i denne proces har folk skabt nye grænser for at holde deres begær i live. De har selv opfundet nye forbud for at tøjle deres samfunds tilskyndelse til nydelse. Det er derfor, jeg er uenig i teorier om, at vi lever i et samfund uden begrænsninger.  Der er forskel på et samfund, hvor der ikke eksisterer begrænsninger, og en ideologi, der afbilder samfundet som værende uden begrænsninger. Mens vores nuværende ideologi, som den repræsenteres i medierne, har spillet på nydelsens grænseløshed, kæmper individet stadig med sine egne forbud.

Dostojevskijs karakter Ivan Karamazov (i Brødrene Karamazov) argumenterer for, at hvis Gud ikke eksisterer, så er alt tilladt. Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan vendte dette om: ‘Hvis Gud ikke eksisterer, er ingenting længere tilladt.’ Med dette mente han, at tabet af troen på en autoritet, der forbyder vores handlinger, ikke åbner døren til frihed, men snarere til nye begrænsninger. Med valgets ideologi konfronteres vi med lignende omvendinger. De grænseløse valg, vi formodes at have vedrørende vores liv, er blevet til nye forbud. Nu til dags er disse begrænsninger dog ikke pålagt os af eksterne autoriteter, såsom forældre eller lærere. Vi skaber snarere vores egne forbud. Og den enorme rådgivnings-/selvhjælpsindustri gør det også muligt for os at vælge endnu flere autoriteter, som vi kan uddelegere retten til at begrænse vores valg til.

Denne bog vil vise, hvor misledende valgets ideologi kan være, når den bebyrder individet med idéen om, at han eller hun er den absolutte herre over sit eget velbefindende og retningen på sit liv, og hvor lidt denne ideologi bidrager til en mulig forandring af organiseringen af samfundet som et hele.  Der er tidspunkter, hvor det rationelle valg er en mulighed for individet, og der er tidspunkter, hvor de valg, vi træffer, er irrationelle og somme tider skadelige. Valg er en magtfuld mekanisme i folks hænder. Når alt kommer til alt, er det fundamentet for ethvert politisk engagement og for den politiske proces som helhed. Når valget glorificeres som det ultimative redskab, mennesker kan forme deres private liv med, er der dog ikke meget tilovers til social kritik. Idet vi er besatte af vores individuelle valg, vil vi ofte overse, at disse næppe er individuelle overhovedet, men faktisk i høj grad er påvirkede af det samfund, vi lever i.

 

Litteratur:

Financial Times, 29. og 30. november 2008.

Midgley, Carol (2007): ‘A Perfect Disaster’, Independent. http://www.independent.ie/lifestyle/a-perfect-disaster-1087841.html.

The New York Times, 28. november 2008.

Niesslein, Jennifer (2007): Practically Perfect in Every Way, New York: Putnam Adult.

Salecl, Renata (2004). On Anxiety. London: Routledge.

Sennett, Richard (1986). The Fall of Public Man. London: Faber and Faber.

Om forfatteren:

Renata Salecl er slovensk filosof og sociolog, seniorforsker ved Institut for Kriminologi, Ljubljana Universitet, Slovenien, samt gæsteprofessor ved blandt andet BIOS-centret på London School of Economics. Hun har på engelsk udgivet bøgerne The Spoils of Freedom: Psychoanalysis and Feminism after the Fall of Socialism (1994), (Per)versions of Love and Hate (1998), On Anxiety (2004) og Choice (2010). Sidstnævnte er netop udkommet på dansk under titlen Valgets Tyranni; den kan købes hos Forlaget Philosophia.

Oversat af Bjarke Skærlund Risager.

© Forlaget Philosophia  og Turbulens.net 2012

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *