Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539
Turbulens | Velgørenhed som brobygger i 1800-tallets København
 

Velgørenhed som brobygger i 1800-tallets København

25.10.2021

Hvordan skal et samfund forholde sig til ‘de andre’? Til alle de mennesker, der ikke lever som flertallet, som måske ligefrem blæser samfundet og dets regler en hatfuld. Hvis ‘de andre’ opfattes som en trussel for fællesskabet – eller almenvellet som det hed tidligere – skal der så gribes ind med lovtiltag eller med velgørenhed?

Lad mig inddrage et nutidigt eksempel. I 2018 blev en bred række af Folketingets partier enige om en massiv indsats mod såkaldte ‘parallelsamfund’ i Danmarks udsatte boligområder. I marts 2019 udgav Økonomi- og Indenrigsministeriet publikationen Redegørelse om parallelsamfund og indledte kapitel 1 med følgende ord:

“Danmarks befolkning er forandret. Vi er ikke længere en nation, hvor stort set hele befolkningen har rod i Danmark. I dag kommer tæt på hver syvende borger fra et andet land. Enten fordi de er indvandret eller har forældre, som er. Og mange ikke-vestlige indvandrere kommer fra lande med en kultur, der ligger langt fra den danske. Hvis det ikke lykkes at integrere de mange nye borgere med ikke-vestlig baggrund, risikerer man, at parallelsamfund bliver et udbredt fænomen, som kan true de fælles værdier og samfundets sammenhængskraft. Samtidig presser det de offentlige finanser, når integrationen svigter.” (Indenrigsministeriet, 2019)

I kapitel 2 tilstræbte ministeriet at definere, hvordan det opfattede den forkætrede betegnelse: “Begrebet parallelsamfund kan have forskellig betydning, men er i denne redegørelse et samfund, som er fysisk eller mentalt isoleret og følger egne normer og regler, uden nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund og uden ønske om at blive en del af det danske samfund” (Indenrigsministeriet, 2019).

Hvis man opfatter begrebet som Indenrigsministeriet gjorde i 2019, og som den aktuelle socialdemokratiske regering synes at gøre, vil man for 150 år siden kunne genfinde noget af den samme bekymring. Dengang var det ikke mennesker med en ikke-vestlig kultur, der blev opfattet som problemet, men derimod landsmænd, som levede i fattigdom. Dengang var man også bekymret for, at disse mennesker med en anden livsform ville isolere sig i et parallelsamfund og dermed både true samfundets sammenhængskraft og medborgeres pengepung. Men den bekymring, som da kom til udtryk, var fremsat noget mere menneskekærligt.

Det var præsterne ved Frelser Kirke på Christianshavn, som satte ord på problemet. I bogen Om de Fattiges Vilkaar paa Christianshavn fra 1867 skrev Vilhelm Munck: “Der bestaaer, som Forholdene nu ere, en uendelig dyb Kløft imellem de Velhavende og de Fattige i Samfundet. Vi, som staae paa den ene Side af den, vide i Almindelighed slet ingen rigtig Besked om, hvorledes det seer ud paa den anden, vi vide kun, at der er en stor Slump Nød og Elendighed, en Mængde Smuds og Pjalter, og en Mængde Laster derovre”.

Hvis der engang imellem lød et usædvanligt højt skrig om hjælp derovrefra, blev barmhjertigheden let sat i bevægelse, og der blev hurtigt samlet penge sammen. Men, formanede pastor Munck, “de Personligheder, som vove sig over Kløften med de rige Gaver for at bekjæmpe Fattigdommen, udrette sjeldent noget Stort og noget Varigt, de ere for faae mod Fattigdommens store Hære, for ubekjendte med Fattigdommens Leveviis, med dens gode og onde Vaner”, og derfor vendte de modløse tilbage. Men, fortsatte pastor Munck, det var ikke godt hverken for de velhavende eller for de fattige, at det var sådan. De velhavende spildte til ingen nytte meget af den materielle hjælp, som, hvis den var rigtig anvendt, ville kunne gøre stor gavn. Og de fattige “vænnes mere og mere til at betragte sig som de Tilsidesatte og Udskudte i Samfundet; det Bedste, som de Velhavende kunde give dem, en virkelig levende Interesse for deres Velfærd, et opmuntrende Ord og en kjærlig Deeltagelse, det faae de jo saa sjeldent” (Munck, 1867, s. 66).

Bemærk: Den måde, hvorpå pastor Munck omtaler parallelsamfundet på den anden side af den sociale kløft, er betydelig mere barmhjertigt end den strenge tone, som nutidens politikere anvender. Metaforen “Kløft” blev ofte brugt af tidens bekymrede samfundsborgere til at beskrive den store afstand, den afgrund, det svælg, der blev uddybet imellem de to samfundsklasser. Men de to præster ved Frelser Kirke, Vilhelm Munck og Johan Holck, havde en løsning: Gennem velgørenhed kunne der bygges en bro over kløften, og i 1866 havde de indkaldt til et stiftende møde for Christianshavns Understøttelsesforening. Adskillige kvinder og mænd fra sognets middelklasse bandt sig til at give et årligt pengebidrag, men der var også nogle, der meldte sig som ‘undersøgere’.

Ganske vist havde præsterne hjerte for de fattige, men de var ikke naive, og de vidste udmærket, at foreningens midler hurtigt ville få ben at gå på, hvis de blev uddelt i flæng. Derfor ville man udelukkende bistå de fattige, som kunne betegnes som ‘værdigt trængende’, mens man ville lade de øvrige overgå til det offentlige fattigvæsen. Med grundloven i 1849 var det blevet stadfæstet, at den som ikke kunne forsørge sig og sine, kunne få hjælp af det offentlige. Men hvis man modtog denne hjælp, blev man underlagt de såkaldte ‘fattighjælpsvirkninger’, det vil blandt andet sige, at en mand ville miste sin stemmeret. Den private velgørenhed ville derfor hjælpe de værdigt trængende til at undgå den slags begrænsninger.

Hvordan kunne velgørerne nu sikre sig, at en ansøger var ‘værdigt trængende’? Det var her, foreningens undersøgere kom ind i billedet, som foreningens bestyrelse berettede om i sine Meddelelser syv måneder efter foreningens stiftelse: “Skal Velgjørenheden udrette noget, da maa den selv gaae ind i Husene, selv see, hvorledes det staaer til derinde, selv tale med de Fattige, og selv controllere, om disse Fattige sige sandt i enhver Henseende. Skal den udrette noget, da maa den ingenlunde have saa svage Nerver, at den strax bliver fanget af en Seng med Halm istedetfor Sengeklæder eller af en skrigende og pjaltet Børneflok, men da maa den tvertimod idelig og idelig gjentage baade for sig selv og for de Fattige: Den bedste Hjælp er at hjælpe sig selv; kan nogen dette, men gider ikke, da er al fremmed Hjælp skadelig istedetfor gavnlig, og kun hvor fremmed Hjælp er istand til at fremkalde forhøiet Evne til at hjælpe sig selv, udretter den, hvad den skal, og er egentlig til Gavn” (Bestyrelsen for Christianshavns Understøttelsesforening, 1866, s. 13).

Det var hjælp til selvhjælp, foreningen ville give, og det var gennem denne form for understøttelse, at der blev skabt en forbindelse mellem de to ellers adskilte klasser: “Ved vore Undersøgeres Hjælp er det lykkedes paa Christianhavn at begynde den uhyre vigtige Gjerning, at slaae en Bro over den dybe Kløft, som adskiller de Velhavende fra de Fatti­ge, at bibringe adskillige blandt de første det nødvendige Kjend­skab til de Fatti­ges Kaar og bibringe de sidste mange Steder den Vished, som de virkelig trænge til og ere taknemmelige for, at de Velhavende bekymre sig om deres Kaar og Velvære paa en mere kjærlig og menne­skelig Maade end ved det almindelige og tvungne Fattigvæ­sen.” (Bestyrelsen for Christianshavns Understøttelsesforening, 1866, s. 14)

Hver undersøger blev tildelt et bestemt antal fattige familier, som de skulle aflægge besøg. Naturligvis skulle de sikre sig, at understøttelsen gik til et godt formål, og at de fattige selv hjalp til med at kæmpe sig ud af fattigdommen. Hvis faderen dagen lang soldede på værtshus, mens moderen sløvt var segnet om på en stol og hverken gjorde rent eller lappede børnenes tøj, ja, så måtte man lade en sådan familie overgå til det offentlige fattigvæsen. Men undersøgeren skulle også være det, man nu om stunder kalder en mentor. Vedkommende skulle bruge sit eget netværk til at støtte den værdigt trængende familie; det kunne være at skaffe husets knægt en læreplads eller at hjælpe børnene med skolearbejdet. Undersøgeren måtte være en ven af huset, som den fattige familie kunne støtte sig til.

Christianshavns Understøttelsesforening blev stiftet i 1866, i løbet af få år blev der oprettet lignende foreninger i Københavns øvrige sogne, og de blev i 1874 sluttet sammen i Københavns Understøttelsesforening. Selv om foreningen udgik fra kirker var den ikke kristeligt men borgerligt humanitær. Det var således ikke hensigten, at undersøgerne skulle missionere for de fattige, altså bortset fra at lære dem at leve et liv, som middelklassen syntes godt om. Men ganske snart blev mission og velgørenhed forenet. Kirkelig Forening for Indre Mis­sion var i 1861 blevet stiftet af nogle præster, der mente, at det ikke var tilstrækkeligt blot at udføre en ydre mission blandt hedningene i udlandet, men at der også var behov for en mission blandt de mange vantro indenlands. Indre Mission skulle betragtes som nød­hjælp inden for kirken, den ville opsøge og frelse de fortabte, og det vigtig­ste middel hertil var ordets for­kyndelse.

Nogle år senere mente missionsbe­styrelsen, at tiden nu var kommet til at virke for “Guds Riges Fremme i Kjøbenhavn”, men kun få københavnere blev grebet af ordets forkyndelse. Missionsarbejdet lå derfor stille i hovedstaden, indtil det i efteråret 1875 blev genoplivet, og nu skulle ordmission tilføjes en gerningsmission. Det organisatoriske arbejde i Indre Mission i København blev varetaget af pastor Harald Stein, og i januar 1876 agtede han, “om Gud vil”, som der stod i bekendtgørelsen, at begynde en række af otte foredrag over “Kjærlighedens Gjerninger i den evangeliske Kirke”.

I disse otte foredrag, udgivet under titlen Hvad vil den indre Mission?, præsenterede pastor Stein det storstilede arbejde, som missionen havde planer om at sætte i værk. Han havde fået inspiration til gerningerne ved at læse om de mange velgørende tiltag i andre lande og havde også på rejser besøgt flere af de nye kristelige institutioner. Pastor Stein inddelte kærlighedens gerninger i tre områder: Den bevarende kærlighed overfor børnene samt de unge piger og mænd; den frelsende kærlighed overfor drukkenskab, forbrydelse og utugt; og endelig den lindrende kærlighed overfor de hjælpeløse, de fattige og de syge.

“Hvad skulle vi dømme om det offentlige Fattigvæsen?”, spurgte pastor Stein. Først måtte man indrømme, at det havde gjort stor nytte ved at bringe kristendommens kærlighedsprincip ud i masserne. Det havde opdraget folk til at blive bevidste om, at ethvert menneske var for godt til at dø af sult, og mange personer havde i fattigvæsenets tjeneste arbejdet i den kristne kærligheds ånd. (Stein, 1876/1882, s. 157)

Men derudover fremsatte Stein den samme kritik imod fattigvæsenet, som understøttelsesforeningerne havde udtrykt. Fattigvæsenet var skadeligt for de fattige, fordi det ikke skelnede mellem selvforskyldt og uforskyldt ulykke. Det var skadeligt for de velstående, fordi de blot betalte fattigskat og overlod til det offentlige at tage sig af de fattige. Det var skadeligt for hele samfundet, fordi kommunerne skubbede ansvaret over på hinanden i stedet for at betragte det som en ære at hjælpe. Endelig var det skadeligt for kirken, fordi de kristne ikke længere følte det som en pligt at hjælpe de fattige og lidende brødre og søstre.

Pastor Stein så derfor med glæde på dannelsen af Køben­havns Understøttelsesforening, og han ville ønske foreningen velsignelse til dens fortjenstfulde bestræbelser for at modarbejde tiggeri, støtte familielivet og hjælpe til selverhverv. Alligevel, mente han, var den form for humanitær velgørenhed ikke tilstrækkelig. Ganske vist skulle Indre Mission ikke stille sig i unødvendig opposition mod øvrigheden og heller ikke se skævt til de humane bestræbelser, som var rettet mod de fattiges tarv. Men missionen skulle alvorligt hævde: “ [D]et er kun Troen, virksom i Kjærlighed, der be­sejrer Ver­den” (Stein 1876/1882, s. 162). Også pastor Stein havde øje for det svælg, som var ved at blive uddybet, for han sagde: ”Det koger og gjærer i Masserne her i vor store By, og Kløften mellem de forskjellige Samfundskredse bliver større og større; her hjælper ingen Theori, her hjælper intet Politi, her er den eneste Lægedom: Kjærlighedens Evangelium, fremstillet baade i Ord og Gjerning.” (Stein, 1876/1882, s. 185).

En kristelig vækkelse gik gennem byen. En del kvinder og mænd fra middelklassen blev vakt og gav sig i kast med en velgørenhed, som samtidig kunne bringe de trængende til Jesus. Den første kærlighedsgerning, pastor Stein havde omtalt, var den bevarende kærlighed overfor børnene og de unge piger og unge mænd. Som andre af sine klassefæller så han med bekymring på de fattigbørn, der rendte rundt på gaden uden opsyn. Enten var de uvorne ballademagere eller også stakler, der ligesom den lille pige med svovlstikkerne skulle stå på et gadehjørne og sælge småting. Hvis børnene ikke lærte arbejdsomhed fra en ung alder, ville det gå dem ilde, ligesom de på gader og stræder var til besvær med deres lømmelstreger. Derfor ville Indre Mission bringe dem til Jesus gennem søndagsskoler, hvor børnene ville lære de gode dyder og som små missionærer gå hjem og opdrage på deres forældre.

Andre velgørere gav sig af med at indrette arbejdsstuer for børn, hvor de under opsyn kunne udføre let arbejde og tjene en skilling. På den måde blev de fjernet fra gaden og fik samtidig noget fornuftigt at beskæftige sig med. Senere i århundredet blev arbejdsstuerne omdannet til legestuer, hvor børnene kunne lege sanglege eller lære sløjd og håndarbejde. I løbet af 1900-tallet blev det til fritidshjem, og siden 1984 går langt de fleste børn i skolefritidsordning, prosaisk forkortet til SFO. Bemærk at de første tiltag havde endelsen -stue eller -hjem, ligesom mange af de øvrige institutioner, den private velgørenhed oprettede i 1800-tallet.

Men pastor Stein havde også ønsket, at missionen skulle udstrække den bevarende kærlighed til de unge mennesker. Mange ugifte unge piger ernærede sig som tjenestepiger og sled og slæbte dagen lang for deres hårdhjertede herskab. Pastor Stein fortalte medfølende om det kolde kammer, pigen var henvist til, og når det endelig blev søndag aften og fridag, kunne man ikke fortænke hende i at søge ud i byens lys og varme. Men, som pastor Stein sagde på et missionsmøde: “Søndag-aften er en farlig Aften, og Fri­steren ud­spænder just da sine Garn.” På deres friaftener vidste de unge tjenestepiger ikke, hvor de skulle gå hen, da mange ikke havde slægt og venner i byen. “Saa ty de hen til disse Smaatheatre og Musik­haller, hvor Usæde­lig­hedens og Raahedens Luft slaaer dem imøde, saa kommer Dandsebo­den, saa Forførelse, og saa bliver for saa mange det sidste værre end det Første” (IMT 1876, s. 756). Derfor åbnede missionen sit lokale søndag aften for byens tjenestepiger, hvor de blev budt på te, brød og højtlæsning af noget opbyggeligt. De kunne også tage deres håndarbejde med og sidde og nørkle med det, mens de blev underholdt.

For de ugifte unge mænd var byen ligeledes fuld af fristelser og farer. Landets bønderkarle skulle nu aftjene deres værnepligt, og flere kom godtroende ind med firetoget og blev bondefanget af snu københavnere eller lokket i fordærv af letlevende kvinder. Derfor blev der indrettet soldaterhjem, hvor de værnepligtige kunne opholde sig i deres fritid og læse avis eller diskutere og i det hele tage blive oplært i at deltage i samfundslivet. Nyoprettede sømandshjem blev en sikker havn for de sømænd, der ellers let kunne drikke hele hyren op i Nyhavn, hvor de også kunne komme i dårligt selskab.

Pastor Stein havde talt længe og grundigt om den bevarende kærlighed for børn og unge, for jo tidligere man kunne beskytte dem mod byens fristelser og farer, jo hurtigere ville de blive gode samfundsborgere. Men der var mennesker, som ikke i tide var blevet bevaret, og for drukkenskab, forbrydelse og utugt ville missionen udstrække den frelsende kærlighed. Det første, missionen gav sig af med, var at oprette et Magdalenehjem for faldne piger. Her kunne kvinder, der stod i fare for at synke ned i usædelighed, det vil sige ernære sig ved prostitution, henvende sig. Det var vigtigt, at de kom frivilligt og selv ønskede at fjerne sig fra det syndige liv. På hjemmet ville de få en solid uddannelse i tjenestepigegerningen og tanken var, at de efter endt ophold ville kunne få plads i gode hjem. Det paradoksale var dog, at mange af de kvinder, som havnede i prostitution, netop havde været tjenestepiger og søgt at spæde deres løn op med en ekstra indtjening.

Andre kristelige velgørere oprettede hjem for løsladte fanger eller tog på besøg i fængslerne, og der blev også oprettet drankerhjem, hvor fordrukne mennesker kunne blive afvænnet. Som den sidste kærlighedsgerning, Indre Mission ville tage sig af, nævnte pastor Stein den lindrende kærlighed overfor de hjælpeløse, de fattige og de syge. Det skete blandt andet med oprettelsen af Diakonissestiftelsen og med menighedsplejen.

Understøttelsesforeningerne havde som princip, at de udelukkende ville hjælpe de mennesker, de bedømte til at være ‘værdigt trængende’, og som selv ville skubbe på deres egen forbedring. Det princip gav god mening for netop deres form for velgørenhed. Københavns Indre Mission skelnede ikke på samme måde, og det gjorde de mange andre kristelige foreninger heller ikke. Hen imod århundredeskiftet var der efterhånden så mange mennesker, som havde behov for hjælp, at det ikke gav mening at lade de uværdigt trængende sejle deres egen sø. I København flakkede utallige hjemløse mænd rundt og ernærede sig om dagen som kludesamlere, bladsælgere, skærslibere, gårdsangere eller håndlangere. Men de boede ingen steder, så om natten søgte de ind i trappeopgange, skure eller porte i håb om at få tag over hovedet.

For at hjælpe dem havde skolebestyrer Napoleon Bang i 1893 stiftet Faldne Mænds Redning, som han snart efter overgav til Indre Mission. Her skiftede virksomheden navn til Missionen blandt hjemløse Mænd og oprettede i 1910 Mændenes Hjem på Vesterbro – hvor det stadig findes. Metodistkirken i Rigensgade åbnede sine døre for de hjemløse, og Frelsens Hær, som var kommet til København i 1887, tog også arbejdet op for de hjemløse. Flere “Kristi Stridsmænd” kom til Danmark fra England, og i 1912 blev Kirkens Korshær oprettet. Ligesom Frelsens Hær var den uniformeret og tog sig gerne af “de dybest faldne” uden at skelne mellem værdigt og uværdigt trængende.

Ganske vist ville alle disse missionsforeninger og kristelige hære lindre de hjemløse menneskers nød, men de ville ikke drysse almisse over dem. Arbejde var stadig et adelsmærke og et bevis på den gode vilje. Som apostlen Paulus er citeret for i Det Nye Testamente: “Dersom nogen ikke vil arbejde, skal han heller ikke have føden!” og det kunne både det offentlige fattigvæsen og den kristelige og humanitære velgørenhed tilslutte sig. Det blev især tydeligt med Landsforeningen Arbejde Adler, der blev stiftet i 1911 og som oprettede arbejdsherberger rundt om i landet. Også den blev tilknyttet Indre Mission, den findes stadig, og ligesom de andre kristelige foreninger tager den sig af såkaldte socialt udsatte mennesker på herberger, væresteder og varmestuer.

Meget af velgørenheden i slutningen af 1800-tallet havde til hensigt at bygge en bro over klassekløften, og arbejdet gik ligeledes ud på at hæve den stræbsomme arbejderklasse op i middelklassen. Det kan også siges, at man ville trække den værdigt trængende ud af parallelsamfundet og over til det gode liv, som var gennemsyret af middelklassens dyder.

Det faldt ingen filantroper ind, hverken de humanitære eller de kristelige, at stille spørgsmålstegn ved deres egen livsform. De havde for længst erfaret, at hvis de ville bevare deres position i middelklassen, skulle de efterleve deres klassedyder: flid, ædruelighed, sædelighed, stræbsomhed, sparsommelighed og nøjsomhed. De havde lært den egenskab, man med et moderne udtryk kalder “behovsudsættelse” og havde ingen forståelse for det, de opfattede som den lavere klasses forlystelsessyge, pyntesyge og usædelighed.  ‘De andre’ blev ikke anskuet kulturrelativistisk, det var slet ikke til diskussion, at den bedste livsform var den, middelklassen førte, og redningen for alle de fortabte var at blive ligesom dem.

Der er mange måder at bygge bro over kløften fra det etablerede samfund til et parallelsamfund, og måske skal vi huske, hvad pastor Munck skrev om de fattige i 1867: “det Bedste, som de Velhavende kunde give dem, en virkelig levende Interesse for deres Velfærd, et opmuntrende Ord og en kjærlig Deeltagelse, det faae de jo saa sjeldent.”

 

For yderligere oplysninger om velgørenhed henvises til Lützens bog Byen tæmmes. Kernefamilie, sociale reformer og velgørenhed i 1800-tallets København (1998, genudgivet 2013); og Velgørenhed i serien 100 Danmarkshistorier (2020).

Litteratur

Bestyrelsen for Christianshavns Understøttelsesforening. (1866). Meddelelser. København: C.J. Elvius Tryk. Digitaliseret: https://www5.kb.dk/e-mat/dod/130020904217.pdf

Indenrigsministeriet. (2019). Redegørelse om parallelsamfund. København: Økonomi- og Indenrigsministeriet. Lokaliseret på:
https://im.dk/media/7655/redegoerelse-om-parallelsamfund_web.pdf

Indre Missions Tidende. (1876).

Munck, V. (1867). Om de Fattiges Vilkaar paa Christianshavn. København: G.S. Wibes Bogtrykkeri. Digitaliseret: http://www5.kb.dk/e-mat/dod/130018167175.pdf

Stein, H. (1876). Hvad vil den indre Mission?: Otte Foredrag om Tro, virksom i Kjærlighed, holdte i den indre Missions Lokale i Kjøbenhavn. København: Græbes Bogtrykkeri. Digitalisering: http://www5.kb.dk/e-mat/dod/11020804396D.pdf