Menneskets sjæl under socialismen

8. oktober 2021

Oversat af Sune de Souza Schmidt-Madsen

Den væsentligste fordel ved at indføre socialismen ville utvivlsomt være, at socialismen ville befri os fra den usle nødvendighed af at leve for andre; et åg, der tynger næsten alle under de nuværende omstændigheder. Snart sagt ingen slipper udenom.

Nu og da i århundredernes løb har en stor videnskabsmand som Darwin, en stor digter som Keats, en distingveret kritiker som M. Renan eller en sublim kunstner som Flaubert formået at isolere sig, holde sig fri af andres højrøstede krav og stå ”i ly af muren”, som Platon ville have formuleret det, og på den måde formået at realisere den fuldkommenhed, der gemte sig i dem, til stor gavn for dem selv og til hele menneskehedens store og blivende lykke. Men de hører til undtagelserne. De fleste mennesker ødelægger deres liv med usund og overdreven altruisme – ja, de tvinges faktisk til det. De ser sig selv omringet af afskyelig fattigdom, afskyelig grimhed og afskyelig sult. Det er umuligt ikke at blive stærkt berørt af alt dette. Menneskets følelser bliver lettere vakt end dets intelligens; og, som jeg for nogen tid siden påpegede i en artikel om kunstkritikkens funktion, er det langt lettere at have medfølelse for lidelse, end det er at have medfølelse for tanken. Derfor giver de alvorstungt og sentimentalt ud fra beundringsværdige, men vildledte, motiver, sig selv den opgave at kurere de onder, de møder. Men deres midler kurerer ikke sygdommen. De forhaler den kun. Ja, faktisk er kuren en del af sygdommen.

De forsøger for eksempel at løse fattigdomsproblemet ved at holde de fattige i live eller i mere avancerede tilfælde at underholde dem.

Men det er ingen løsning. Det gør blot vanskelighederne endnu større. Det rette ville være at forsøge at gentænke samfundet på et grundlag, der umuliggør fattigdom. Og de altruistiske dyder har i virkeligheden forhindret os i at opnå dette mål. Ganske som de værste slaveejere var dem, der behandlede deres slaver godt og dermed forhindrede dem, der led under systemet, i at indse dets sande rædsel og dem, der betragtede systemet udefra, i at forstå det til fulde; således er også de mennesker, der gør mest skade i England i dag, de mennesker, der forsøger at gøre det gode; og endelig har vi kunnet opleve mænd, der virkelig har studeret problemet og kender til livet – uddannede mænd, der bor i East End – træde frem og indtrængende bede samfundet om at tøjle sine altruistiske tilbøjeligheder til velgørenhed og godgørenhed og lignende. Dette gør de, fordi denne velgørenhed fornedrer og demoraliserer. De har fuldstændig ret. Velgørenhed skaber en mangfoldighed af synder.

Der skal også siges følgende: Det er amoralsk at bruge privat ejendom til at lette de skrækkelige onder, som er affødt af den private ejendomsret. Det er både amoralsk og uretfærdigt.

Under socialismen vil alt dette naturligvis ændre sig. Der vil ikke være nogen mennesker, der lever i stinkende hytter og går klædt i stinkende pjalter og opfostrer usunde, udsultede børn i umulige og aldeles frastødende omgivelser. Samfundets sikkerhed vil ikke som i dag bero på, hvilken vej vinden blæser. Hvis det bliver dårlige tider, vil vi ikke se hundredetusinder arbejdsløse, der i ækel elendighed tramper rundt i gaderne eller trygler deres næste om almisser eller “flokkes foran dørene til forfærdelige herberger for at sikre sig en humpel brød eller et beskidt ly for natten. Hvert medlem af samfundet vil få del i samfundets almene velstand og lykke, og hvis det bliver dårlige tider, vil ingen praktisk talt få det værre af den grund.

Men socialismen vil også være værdifuld i sig selv af den enkle grund, at den vil føre til individualismen.

Ved at omforme den private ejendom til offentlig velstand og erstatte konkurrence med samarbejde vil socialismen, kommunismen, eller hvad man vælger at kalde den, genskabe samfundet i dets oprindelige form som en sund organisme, der sikrer hvert enkelt medlem af samfundet materiel velfærd. Det vil rent faktisk give livet det rette grundlag og de rette omgivelser. Men for at livet kan udvikle sig til den højeste grad af fuldkommenhed, er der behov for mere end det. Det, der er behov for, er individualisme. Hvis socialismen er autoritær; hvis der findes regeringer bevæbnet med økonomisk magt, som der i dag findes regeringer med politisk magt; hvis vi med andre ord får industrielle tyrannier, så vil menneskets sidste udviklingstrin blive værre end det første. I dag er ganske mange mennesker i stand til at udvikle en vis, meget begrænset form for individualisme som følge af den private ejendomsret. Enten, fordi de ikke behøver at arbejde for at overleve, eller fordi de er i stand til at vælge en aktivitetssfære, der passer til dem og tilfredsstiller dem. Det gælder digterne, filosofferne, videnskabsmændene, kulturens folk – med andre ord de ægte mennesker; de mennesker, der har realiseret sig selv, og gennem hvilke hele menneskeheden opnår en delvis realisering. På den anden side findes der ganske mange mennesker, som ikke har nogen privat ejendom, og som altid på sultedødens rand er tvungne til at udføre trækdyrenes arbejde, udføre arbejde, som overhovedet ikke passer sig for dem, og som de bliver tvunget til at udføre af nødvendighedens formynderiske, urimelige og ned værdigende tyranni. Det er de fattige, og blandt dem er der ingen yndefulde manerer eller charmerende tale eller civilisation og kultur eller udsøgte nydelser eller begejstring ved livet. Fra deres samlede kræfter opnår menneskeheden megen materiel fremgang. Men det er kun det materielle, der vindes; den fattige selv er fuldstændig uden betydning. Han er kun et uendeligt lille atom i en kraft, der, så langt fra at anerkende ham, knuser ham: ja, endog foretrækker ham knust, fordi han i så tilfælde er mere lydig.

Man kan selvfølgelig sige, at den individualisme, der opstår under den private ejendomsret, ikke altid eller ikke engang som regel er af en særlig ædel eller vidunderlig karakter, og at de fattige, selvom de mangler dannelse og charme, stadig har mange dyder. Begge disse indvendinger er korrekte. Besiddelsen af privat ejendom er ofte utrolig demoraliserende, og det er naturligvis en af grundene til, at socialismen ønsker at afskaffe denne institution. Faktisk er privat ejendom lidt af en plage. For nogle år siden rejste en gruppe mennesker rundt i landet og erklærede, at velstand forpligter. De sagde det så ofte og så vidtløftigt, at også kirken til sidst begyndte at sige det. Nu kan man høre det fra hver eneste prædikestol. Det er fuldkommen korrekt. Ejendom ikke blot forpligter, den forpligter i en sådan grad, at besiddelsen af den i høj grad er utroligt kedsommelig. Den medfører endeløse krav til én, endeløse forretningssager, endeløse bekymringer. Hvis ejendom var en ren fornøjelse, var det til at holde ud, men forpligtelserne gør den ubærlig. Vi må afskaffe den for de riges egen skyld. De fattiges dyder er lette “at få øje på, og man kan kun beklage, at de besidder disse dyder. Vi får ofte at vide, at de fattige er taknemmelige for velgørenhed. Det er nogle af dem utvivlsomt, men de ædleste blandt de fattige er aldrig taknemmelige. De er utaknemmelige, utilfredse, ulydige og oprørske. Det er de i deres gode ret til. De føler, at velgørenhed er en latterligt utilstrækkelig måde at slå halv skade på, eller en sentimental tvangsmæssig uddeling, som oftest ledsaget af et upassende forsøg fra den sentimentales side på at tyrannisere deres privatliv. Hvorfor skulle de være taknemmelige for de krummer, der falder fra den rige mands bord? De burde sidde med ved bordet, og det begynder at gå op for dem. Og hvad angår deres utilfredshed, så ville et menneske, der ikke var utilfreds med sådanne omgivelser og sådan en fornedret livsform, være fuldkommen dyrisk. For den, der har læst blot en smule historie, er ulydighed menneskets største dyd. Ethvert fremskridt er sket gennem ulydighed: gennem ulydighed og gennem oprør. Nogle gange bliver de fattige rost for deres sparsommelighed. Men at opfordre de fattige til at være sparsommelige er både grotesk og fornærmende. Det svarer til at råde en sultende mand til at spise mindre. Det vil være fuldkommen amoralsk af en landarbejder eller en byproletar at være sparsommelig. Mennesket burde ikke være parat til bevise, at det er i stand til at leve som et udhungret dyr. Det bør nægte at leve et sådant liv og enten stjæle eller søge fattighjælp, hvilket af mange i øvrigt opfattes som en anden form for tyveri. Hvad angår tiggeri, så er det sikrere at tigge end at tage, men det er ædlere at tage end at tigge. Nej, en fattig mand, der er utaknemmelig, ødsel, utilfreds og oprørsk, er formentlig en ægte personlighed og har meget i sig. Om ikke andet rummer han en sund protest. Hvad angår de dydige fattige, så kan man selvfølgelig godt have medlidenhed med dem, men man kan umuligt beundre dem. De har sluttet fred med fjenden og solgt deres fødselsret for en meget dårlig kødsuppe. De må også være overordentligt dumme. Jeg kan godt forstå, at et menneske accepterer love, der beskytter den private ejendomsret og tillader dens akkumulation, så længe han selv under disse omstændigheder har mulighed for at realisere en eller anden form for smukt og intellektuelt liv. Men det er mig komplet ubegribeligt, at den, hvis liv er blevet vansiret og gjort ækelt af disse love, på nogen måde kan indvillige i deres fortsatte beståen.

Men forklaringen ligger imidlertid lige for. Den er ganske enkelt som følger: Elendighed og fattigdom er så fuldstændig nedværdigende og har en så lammende virkning på menneskets natur, at ingen klasse nogen sinde bliver helt bevidst om sin egen lidelse. De er nødt til at få det fortalt af andre, og ofte tror de dem overhovedet ikke. Det, de store arbejdsgivere siger om agitatorerne, er utvivlsomt rigtigt. Agitatorerne er en flok geskæftige og nævenyttige mennesker, der opsøger en fuldkommen tilfreds klasse i samfundet og sår utilfredshedens frø iblandt dem. Det er grunden til agitatorernes absolutte nødvendighed. Uden dem ville der ikke være nogen udvikling fra vores ufærdige stadie i retning af civilisation. Det var ikke slavernes egne handlinger, der afskaffede slaveriet i Amerika, det skete end ikke på baggrund af et udtrykt ønske om frihed fra deres side. Det blev gennemført udelukkende på baggrund af den stærkt ulovlige opførsel hos visse agitatorer i Boston og andre steder, der ikke selv var slaver, og heller ikke slaveejere, og i virkeligheden intet havde med sagen at gøre. Det var utvivlsomt abolitionisterne, der tændte den fakkel, der satte det hele i gang. Og det er bemærkelsesværdigt, at disse ikke blot modtog meget begrænset hjælp fra slaverne selv, men også nød meget lidt sympati iblandt dem; og da slaverne ved krigens afslutning pludselig opdagede, at de var frie, faktisk så fuldstændig frie, at de nu havde fået friheden til at sulte, var der mange af dem, der bittert fortrød tingenes nye tilstand. For tænkeren er Den Franske Revolutions største tragedie ikke, at Marie Antoinette blev henrettet for at være dronning, men at Vendées sultende bønder gik frivilligt i døden for at kæmpe feudalismens hæslige sag.

Det skulle nu stå klart, at enhver form for autoritær socialisme ikke vil være tilstrækkelig. For mens et stort antal mennesker under det nuværende system kan leve et liv præget af en vis frihed, glæde og mulighed for at udtrykke sig, ville ingen kunne nyde en sådan frihed under et industrielt kasernesystem eller et økonomisk tyranni. Det er beklageligt, at en del af vores samfund praktisk talt er dømt til at leve under slavelignende forhold, men at ville løse problemet ved at trælbinde hele samfundet, er barnagtigt. Ethvert menneske må have frihed til at vælge sit eget arbejde. “Ingen form for tvang må udøves over ham. Hvis han udsættes for tvang, vil hans arbejde ikke være godt for ham, ikke være godt i sig selv. Og det vil heller ikke være godt for andre. Og med arbejde mener jeg ganske enkelt aktivitet af enhver slags.

Jeg kan dårligt forestille mig en socialist, der i dag seriøst vil foreslå, at en opsynsmand hver morgen skulle gå rundt til hver enkelt husstand og se til, at hver enkelt borger stod op for at udføre otte timers fysisk arbejde. Det stade er menneskeheden kommet ud over og reserverer denne livsform til de mennesker, som den på arbitrær vis vælger at kalde kriminelle. Men jeg må indrømme, at mange af de socialistiske synspunkter, jeg er stødt på, har været inficeret med forestillinger om autoritet, hvis ikke direkte tvang. Naturligvis kan autoritet og tvang aldrig komme på tale. Alle sammenslutninger må være frivillige. Mennesket er kun skønt i frivillige sammenslutninger.

Men, kunne man spørge, hvordan ville individualismen, der i dag er mere eller mindre afhængig af den private ejendomsrets eksistens for sin udfoldelse, kunne drage nytte af afskaffelsen af den private ejendomsret? Svaret er meget enkelt. Det er sandt, at enkelte mænd, der har besiddet egne midler, såsom Byron, Shelley, Browning, Victor Hugo, Baudelaire og andre, under de nuværende omstændigheder har formået at realisere deres personlighed næsten til fuldkommenhed. Ikke én af disse mænd har nogensinde tjent en dagløn. De var fri for fattigdom. De havde en kolossal fordel. Spørgsmålet er, hvorvidt det ville være til gavn for individualismen, hvis denne fordel bortfaldt. Lad os antage, at den bortfaldt. Hvad ville der så blive af individualismen? Hvordan ville den kunne drage nytte af dette?

Den ville kunne drage nytte af det på følgende måde: Under de nye forhold ville individualismen være langt mere fri, langt mere ædel og langt stærkere, end den er nu. Her taler jeg ikke om den store tilsyneladende virkelige individualisme, der kendetegner de digtere, jeg har nævnt, men derimod om den mægtige, virkelige individualisme, der ligger som en mulighed og et potentiale i hele menneskeheden. For anerkendelsen af den private ejendomsret har i virkeligheden skadet individualismen og forplumret den ved at forveksle et menneske med hans besiddelser. Den har ledt individualismen fuldkommen på vildspor. Den har gjort vinding og ikke vækst til sit formål. Således at mennesker har troet, at det vigtigste var at have noget, og ikke vidst, at det vigtigste var at være. Menneskets sande fuldkommenhed ligger ikke i, hvad mennesket har, men i det, mennesket er. Den private ejendom har knust den sande individualisme og etableret en falsk afart af individualismen. Den har afholdt den ene halvdel af samfundet fra at være individer ved at udsulte dem. Den har afholdt den anden halvdel af samfundet fra at kunne være individer ved at føre dem på vildspor og tynge dem. Menneskets personlighed er blevet så fuldstændig opslugt af hans besiddelser, at retssystemet i England altid har straffet forbrydelser mod en mands ejendom hårdere end forbrydelser mod hans person, og ejendom er stadig afgørende for at opnå fuldt medborgerskab. Den virketrang, der er nødvendig for at skabe rigdom, er også meget demoraliserende. I et samfund som vores, hvor ejendom giver kolossal prestige, social anseelse, ære, respekt, titler og andre behagelige ting, gør mennesket med sin naturlige ambition det til sit mål at akkumulere ejendom og bliver ensformigt og trættende ved med at akkumulere stadig mere, længe efter at han har opnået langt mere, end han har behov for eller kan nå at bruge eller nyde eller måske endda overhovedet kan begribe. Mennesket vil slide sig ihjel for at sikre sig ejendom, og i betragtning af de kolossale fordele, som ejendom medfører, er det egentlig ikke så overraskende. Det, man kan beklage, er, at samfundet er indrettet på et sådant grundlag, at det har tvunget mennesket ind i en rille, hvorfra han ikke frit kan udfolde alt det, der er vidunderligt, fascinerende og betagende ved ham, hvorved han i realiteten aldrig opnår ægte nydelse og glæde ved livet. Han er også meget udsat under de nuværende omstændigheder. En utrolig velstående købmand kan i hvert eneste øjeblik af sit liv være – og er ofte – prisgivet fænomener, der ikke er under hans kontrol. Hvis vinden blæser en enkelt sekundmeter mere, eller hvis vejret pludselig slår om, eller hvis der sker et eller andet helt trivielt, kan hans skib synke, hans investeringer slå fejl, og han vil pludselig være fattig og miste al sin anseelse. Men intet burde kunne skade en mand bortset fra ham selv. Intet burde kunne frarøve en mand noget som helst. Det, en mand virkelig ejer, er det, der er inden i ham. Det, der ligger uden for ham, burde være uden betydning. 

Med afskaffelsen af den private ejendom vil vi altså opnå sand, skøn og sund individualisme. Ingen vil spilde deres liv med at akkumulere materiel velstand eller symboler på velstand. Man vil leve. At leve er det sjældneste i verden. De fleste nøjes med at eksistere.

Teksten er et uddrag fra Oscar Wildes The Soul of Man under Socialism, oversat og udgivet ved Informations forlag (2009).