Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539
Turbulens | Ansigtet, bogen, skærmen og filosoffen
 

Ansigtet, bogen, skærmen og filosoffen

18.4.2012

Der er intet, der kan erstatte ansigt-til-ansigt mødet mellem mennesker, og det skal vi mange, der kalder os venner på Facebook, huske. Den franske-jødiske filosof Lévinas fortæller os hvorfor.

En af de mest indflydelsesrige filosoffer i anden halvdel af det 20. århundrede, Emmanuel Lévinas (1906-1995)Emmanuel Lévinas var fransk-jødisk filosof oprindeligt fra Litauen. http://en.wikipedia.org/wiki/Emmanuel_Levinas. Læs også Jonas Holsts artikel, “Den etiske dimension i undervisning – Om et grundtema hos Emmanuel Lévinas”, i Etikk i praksis – Nordic Journal of Applied Ethics, 2, 2011. http://tapir.pdc.no/index.php?el=Kapittel&p=EIP&seks_id=62825., ville om muligt vende sig i sin grav, hvis han kendte til det verdensomspændende fænomen Facebook. Kongstanken i hans første store hovedværk, Totalitet og uendelighed – der sidste år kunne fejre halvtreds år – er kort fortalt, at det menneskelige ansigt udtrykker en form for levende nærvær, som står i et diametralt modsætningsforhold til det fravær af menneskeligt liv, der præger et medium som en bog. I forordet til sit værk slutter han af med at skrive, at bogen er som en skærm mellem forfatter og læser, uden at den lader nogen af dem vise deres sande ansigt og komme virkelig til orde. Så skulle alle vi, der kalder os venner på Facebook, være advaret.

Lévinas’ liv strækker sig over det meste af det 20. århundrede, hvis to mest skelsættende begivenheder han oplever på nærmeste hånd; den første som 8-årig, da han som følge af den første verdenskrigs udbrud må emigrere til Ukraine med sin jødiske familie. Nogle år efter krigens afslutning rejser han til Frankrig, hvor han uddanner sig i filosofi og opholder sig frem til udbruddet af den anden verdenskrig, der kommer til at markere et væsentligt afbræk på hans filosofiske løbebane. Lévinas får krigens rædsler at se og mærke på sin egen krop i en tysk koncentrationslejr, og selvom han i sine værker sjældent refererer direkte til disse begivenheder, sætter de sig markante spor i hans tænkning.

Midtvejs i det 20. århundrede, hvor de filosofiske modebevægelser hedder marxisme, eksistentialisme og strukturalisme, er Lévinas den første til at vende sig imod etikken for at ophæve den til første filosofi. Hvad anden verdenskrig og opholdet i koncentrationslejren gør klart for ham, er, at den menneskelige tilværelse ikke får sin værdi fra dét at arbejde sådan som mange marxister mente (og det gør slet ikke mennesket frit sådan som den nazistiske ideologi påstod), heller ikke fra selve dét at eksistere sådan som flere eksistentialister hævdede og ej heller fra overordnede, upersonlige strukturer sådan som strukturalisterne gjorde gældende. Koncentrationslejren byggede netop på meget af dette og reducerede menneskelivet til en nøgen, arbejdende, udhulet eksistens.

Det er i dette lys, at Lévinas’ gentænkning af etikken skal ses, og hans originale indsigt er, at den menneskelige tilværelse først gives en mening i ”socialitetens etiske begivenhed”, som han kalder den i Totalitet og uendelighed, at modtage hin anden, ansigt til ansigt, parat ”til at give, til at have hænderne fulde, til gæstfrihed” (s. 201-203).

I et moderne demokratisk retssamfund er faren for, at denne ”socialitetens etiske begivenhed” fuldkommen udebliver – sådan som det skete under de totalitære regimer – minimal; men set i lyset af at stadig flere mennesker i dagens samfund tilbringer det meste af deres dag foran ”skærme” af alle afstøbninger, kunne man med Lévinas spørge, om vi er på vej til at blive mere ansigtsløse for hinanden.

”Skærmene” vi omgiver os med i dag er ikke så meget bøger, men i langt højere grad de såkaldte ”interfaces”. Interface er et begreb hentet fra computerverdenen, og det dækker primært over grænseflader til styring af maskiner, men det udvides ofte til at omfatte ethvert medium – tele-, fjernsyns- og computermedier – hvori vi mennesker bruger digital kommunikation til at udtrykke os. Interface er den almene grænseflade, ”det anonyme ansigt”, der fungerer som kommunikationskanal mellem menneske og maskine, mens Facebook vil være den personlige brugerflade, ”vennens ansigt”, på hvis væg man kan skrive.

Disse ”faces” har i høj grad erstattet den direkte, mellemmenneskelige kommunikation ansigt til ansigt, som de dog stadigvæk forsøger at efterligne og sammenligne sig med. Lévinas er dog af den opfattelse, at der ikke er noget medium, som er sammenligneligt med det menneskelige ansigt, der udtrykker – allerede inden der bliver talt til det – at den eneste måde at møde det er forfra, ansigt til ansigt. Ansigtet er, ifølge Lévinas, det ved mit medmenneske, som jeg ikke kan komme bag om og få greb om, som var der tale om en maske eller en skærm. I det øjeblik, hvor jeg forsøger at gøre det, står jeg ikke længere ansigt til ansigt med mit medmenneske, men jeg neutraliserer det, overhører det, taler ned til det, kort sagt behandler det efter mit eget forgodtbefindende.

Det menneskelige ansigt bliver imidlertid – hvadenten jeg vil vide af det eller ej – ved med at åbenbare sig på en for mig uforudsigelig måde og aflægger et uafrysteligt vidnesbyrd om, at jeg ikke eksisterer helt alene, hvilket på en gang udfordrer min egen frihed og anviser mig en vej ind i det menneskelige samfund. Den norske forfatter, Karl Ove Knausgård, skrev sidste år i et stort anlagt essay i Weekendavisen (19.aug.) efter den ubærlige tragedie på Uttøya, at de, der overhovedet ikke lader sig berøre af deres medmenneskers ansigter og dermed heller ikke længere lader sig sige noget af dem, har stillet sig udenfor det menneskelige samfund, hvor de står uimodsagt og ukorrigeret. Det er dér, hvor den følelseskolde vold tager sin begyndelse.

Knausgård bevarer dog ligesom Lévinas et håb om, at ingen, der kommer i berøring med et andet menneske og mærker det nærvær, der stråler ud af dets ansigt og det særlige lys i dets øjne, kan gøre vold på dette menneske. Snarere vil ethvert menneske, der i sandhed møder sit medmenneske forfra ansigt til ansigt – med Lévinas’ ord – modtage denne gæstfrit og gøre plads til vedkommende indenfor rammerne af dets egen verden, som dermed bliver rummeligere og om muligt kommer til at rumme mere frihed. Det er dér, hvor den menneskelige form for socialitet begynder.

Vore samfund er næppe ved at blive mere ansigtsløse, hvilket politisk set ville betyde undermineringen af demokratiet og etisk set ville føre til afviklingen af en lang række menneskelige fællesskabsformer. Man bliver heller ikke selv ansigtsløs af at bruge Facebook lige så lidt som man gør andre ansigtsløse af det, sålænge man husker på, at dem, man kommunikerer med, først i sandhed kan komme sig selv og andre til hjælp igennem tale og handling hinsides ”skærmen”. Bliver de fleste af de internauter, der kalder sig venner på internettet, ikke ved med at se frem til at mødes med hinanden ansigt til ansigt uden at have en skærm mellem sig, og er det ikke fortsat sådanne møder store dele af det menneskelige samfund bygger på?

 

Litteratur:

Lévinas, Emanuel (1996): Totalitet og uendelighed. København: Hans Reitzels Forlag.

 

Om Jonas Holst: 

Jonas Holst er Ph.D. fra Institut for Filosofi og Idehistorie på Aarhus Universitet og udgav sidste år to artikler om Emmanuel Lévinas’ etik i henholdsvis det norske tidsskrift Etikk i praksis – Nordic Journal of Applied Ethics og i det spanske tidsskrift Alea – Revista Internacional de Fenomenología y Hermenéutica. For indeværende arbejder Jonas på to bogudgivelser om venskab, et bidrag om Platon til Gyldendals antologi Fodnoter. Platon og hans idéhistoriske betydning samt en efterskrift om Peter Seeberg til Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs kommende tekstkritiske udgave af Peter Seebergs skønlitterære forfatterskab