07.10.2021
Velgørenhed – filantropi, godgørenhed, altruisme, gavmildhed, velgerning. Kært barn har mange navne, som det siges, hvilket også gør sig gældende i alle de forskellige praksisser, som vi i dag forbinder med velgørenhed. Men er det egentlig så kært et barn, som mange går ud fra? I sin Menneskets sjæl under socialismen, som er denne temaseries indledende tekst, skriver Oscar Wilde, at “det er langt lettere at have medfølelse for lidelse, end det er at have medfølelse for tanken”.
Diskussionen om, hvad velgørenhed egentlig er, og om det kan opfattes som en positiv praksis, er i de seneste årtier bølget frem og tilbage både inden og uden for de akademiske mure, hvilket blandt andet ses i den løbende debat om effekten af udviklingshjælp, multinationale virksomheders filantropiske aktiviteter og i spørgsmålet om, hvem der egentlig er ‘værdige’ til at få hjælp. Refleksionen over de praksisser indbyder til alt lige fra religiøse, darwinistiske, kapitalistiske og socialistiske perspektiver, men også grundlæggende filosofiske overvejelser, set i lyset af opblomstringen af såkaldt ‘effektiv altruisme’ (blandt andre Derek Parfit og Peter Singer), der taler for anvendelsen af evidens og fornuft i forsøget på at finde de mest effektive måder at hjælpe menneskelige såvel som ikke-menneskelige væsner på.
I denne serie om velgørenhed bringer vi blandt andet et interview med Peter Singer, hvor han udlægger den effektive altruismes grundidéer. I interviewet forsøger han ligeledes at imødekomme den kritik, der ofte rettes mod fortalere for velgørenhed og altruisme, eksemplificeret ved Wilde-citatet ovenfor. I en ulige, kompleks og globaliseret verden er velgørenhed ikke bare velgørenhed. Enhver ‘velgører’ kan blive skudt i skoene, at personen i virkeligheden gør tingene værre, end de var i forvejen. At man stadfæster et ulighedsskabende system, som i første omgang overhovedet skaber behovet for velgørenhed. Den slags kritik har særligt gode vilkår i disse år. For eksempel i forbindelse med den igangværende Corona-pandemi og hele det globale vaccinationsapparatur af produktion, distribution, patenter og intellektuel ejendomsret, hvor nogle dele af verden – i realiteten: bestemte multinationale medicinalvirksomheder og de rige lande i det globale nord – kan sælge og købe (‘hamstre’) de livsvigtige vacciner, som de kan dele ud af, hvis det passer dem. Så sent som i juni 2021 udsendte Ritzau en nyhed om, at G7-landene (verdens rigeste lande) netop havde besluttet sig for at “donere” 1 milliard vacciner til lav- og mellemindkomstlande verden over, blandt andet for at respondere på kritikken om, at der reelt set er indført ‘vaccine-apartheid’. Et andet eksempel er klimakrisen, hvor nogle af verdens rigeste personer tilsyneladende ‘går forrest’ i kampen mod miljøproblemer, dyrerettigheder og klimaforandringer gennem massive fonde, teknologiudvikling og donationer til det globale syd. Den ultimative kropsliggørelse af det synspunkt er Bill Gates (samt folk som George Soros og Warren Buffet), der ikke mener, at velgørenhed i virkeligheden gør tingene værre. I 2008 beskrev han i et interview sin såkaldte ‘kreative kapitalisme’ (eller ‘filantrokapitalisme’) således:
“Det er først og fremmest virksomheder, der har evnerne til at få teknologiske innovationer til at hjælpe de fattige. For at få mest ud af disse evner har vi brug for en mere kreativ kapitalisme: at udstrække markedskræfternes rækkevidde således at flere kan drage fordel af at stille flere folk bedre. Vi behøver nye måde at bringe mange flere folk ind i det system – kapitalismen – der har gjort så meget godt i verden.”
Dette har også betydning for den mangefacetterede forskning om velgørenhed, hvad enten den foretages med en psykologisk, sociologisk, historisk, økonomisk eller filosofisk vinkel. Men hvordan kan vi overhovedet undersøge velgørenhed som fænomen og praksis, hvis det ikke er klart fra starten af, hvad vi overhovedet taler om? Og kan man som forsker træde et skridt tilbage og undgå at vurdere undervejs, hvad der i ens egne øjne bør tælle som velgørende og dermed, vil mange mene, en ‘god’ handling? Forskning i velgørenhed består i hvert fald lige så meget i at undersøge, hvordan vi forstår og diskuterer velgørenhed, som det handler om at gå til ‘sagen selv’. Ifølge flere kritiske teoretikere, såsom den slovenske filosof Slavoj Žižek, er det endda muligt, at det, vi i dag forbinder med filantropi og godgørenhed, faktisk er med til at maskere det modsatte: ekstrem ulighed, udbytning og undertrykkelse. Det gør sig for eksempel gældende i det, vi kunne kalde forbrugsfilantropisme, hvor en procentdel af dit køb (din kaffe, din kildevand osv.) går til at støtte den tredje verden, hvilket tilsyneladende ophæver modsætningen mellem personlig nydelse og den gode gerning. Set ud fra det perspektiv må vi hele tiden være parate til at tænke og praktisere velgørenhed på ny. Er det mest ‘velgørende’ at donere milliarder til den tredje verden eller bekæmpe kapitalismen?
Oscar Wilde, en anden kritiker af velgørenhedsfænomenet, beskriver problemet med filantropismen således:
“Det rette ville være at forsøge at gentænke samfundet på et grundlag, der umuliggør fattigdom. Og de altruistiske dyder har i virkeligheden forhindret os i at opnå dette mål. Ganske som de værste slaveejere var dem, der behandlede deres slaver godt og dermed forhindrede dem, der led under systemet, i at indse dets sande rædsel og dem, der betragtede systemet udefra, i at forstå det til fulde; således er også de mennesker, der gør mest skade i England i dag, de mennesker, der forsøger at gøre det gode; og endelig har vi kunnet opleve mænd, der virkelig har studeret problemet og kender til livet – uddannede mænd, der bor i East End – træde frem og indtrængende bede samfundet om at tøjle sine altruistiske tilbøjeligheder til velgørenhed og godgørenhed og lignende. Dette gør de, fordi denne velgørenhed fornedrer og demoraliserer. De har fuldstændig ret. Velgørenhed skaber en mangfoldighed af synder”.
Senere i teksten beskriver Wilde de såkaldt ‘ædleste fattige’ som ‘ulydige’ og ‘oprørske’ i modsætning til de fattige, der udviser taknemmelighed over for den (rige) velgørende person:
“Vi får ofte at vide, at de fattige er taknemmelige for velgørenhed. Det er nogle af dem utvivlsomt, men de ædleste blandt de fattige er aldrig taknemmelige. De er utaknemmelige, utilfredse, ulydige og oprørske. Det er de i deres gode ret til. De føler, at velgørenhed er en latterligt utilstrækkelig måde at slå halv skade på, eller en sentimental tvangsmæssig uddeling, som oftest ledsages af et upassende forsøg fra den sentimentales side på at tyrannisere deres privatliv. Hvorfor skulle de være taknemmelige for de krummer, der falder fra den rige mands bord? De burde sidde med ved bordet, og det begynder at gå op for dem”.
I dette tema sætter Turbulens fokus på velgørenhed ud fra en række forskelligartede perspektiver, og ud fra den væsentlige præmis, at velgørenhed muligvis slet ikke er en entydig, sammenhængende eller positiv størrelse. Forskningens forskellige tilgange spiller i den forbindelse en væsentlig rolle i at belyse og diskutere oversete eller uklare aspekter ved velgørenhedens mange ansigter – lige fra den årlige Danmarks Indsamling til frivillig organdonation, eller fra spontan nabo- og flygtningehjælp til UNICEF og andre hjælpeorganisationers storstilede udviklingsprogrammer. Forskere, kunstnere og andre tænkere kan således hjælpe os til at se velgørenhed, hvor vi ikke regnede med at se det, eller se andre forhold dér, hvor vi ellers tænkte, at der måtte være tale om velgørenhed. Velgørenhed er et område fyldt med gråzoner og åbne spørgsmål – men netop derfor er der endnu mere grund til at tage det op endnu engang til diskussion og refleksion. Velgørenhedens grundidé, at ‘gøre godt for andre’, er alt for vigtig til at blive efterladt i historiens altopslugende glemsel, hvor uklar og forvirrende idéen end er.
God læselyst!