Den politiske filosofis ‘missing link’

Virksomheders samfundsansvar er i en mere og mere globaliseret verden blevet et både kompliceret og forvirrende spørgsmål. For giver det egentlig teoretisk mening at tale om virksomheders samfundsansvar – og hvis ja, i hvilken forstand? Turbulens har interviewet Kristian Høyer Toft i anledning af hans nyudgivne bog ”Corporate Responsibility and Political Philosophy: Exploring the Social Liberal Corporation” (Routledge, 2020) omkring virksomheders politiske rolle i samfundet.

12.04.2021

af Andreas Beyer Gregersen

Virksomheders samfundsansvar er i en mere og mere globaliseret verden blevet et både kompliceret og forvirrende spørgsmål – et spørgsmål, der kan gives vidt forskellige svar på lige fra den neoliberale tilgang, der næsten adskiller erhvervsliv og samfundsansvar helt fra hinanden, til udbredte idéer om såkaldt ’Corporate Social Responsibility’ (CSR) og at virksomheder kan have politiske forpligtelser sammenligneligt med borgere. Men giver det teoretisk mening at tale om virksomheders samfundsansvar – og hvis ja, i hvilken forstand? Turbulens har interviewet Kristian Høyer Toft i anledning af hans nyudgivne bog ”Corporate Responsibility and Political Philosophy: Exploring the Social Liberal Corporation” (Routledge, 2020) omkring virksomheders politiske rolle i samfundet. Og ifølge Toft er der god grund til at genoverveje gængse intuitioner i dag om, hvorvidt virksomheder er og bør være ansvarlige samfundsaktører.

Kan du starte med at beskrive din overordnede forskningsprofil, og hvilke forskningsområder du særligt har arbejdet med inden for de sidste par år?

Jeg arbejder som udgangspunkt med politisk filosofi og har forsket i etiske spørgsmål omkring klimaforandringer og bæredygtighed, f.eks. med henblik på menneskerettigheder. Derudover er jeg optaget af den politisk-filosofiske diskussion omkring virksomhedsetik og virksomheders rolle i samfundet. Et grundlæggende spørgsmål relateret hertil, som jeg undersøger, handler om kollektivt ansvar. Dette er relevant for virksomheden som emne, fordi hvis vi ikke kan forstå grupper eller kollektiver som ansvarlige, så kan vi heller ikke forstå, hvordan en organisation som f.eks. en virksomhed kan være ansvarlig.

Sidste år fik du udgivet bogen “Corporate Responsibility and Political Philosophy: Exploring the Social Liberal Corporation”, der undersøger virksomhedens rolle i politisk filosofi. Vil du sige, at dette er et underbelyst emne?

Det er det helt klart, og det har været én af begrundelserne for at skrive bogen. Internationalt set findes der dog allerede en vis diskussion om emnet med adskillige gode bidrag. F.eks. har filosoffen Elizabeth Anderson i 2017 udgivet bogen ”Private Government”, som er en republikansk orienteret kritik af, at virksomheder er organisationer afsondret fra resten af samfundet og derfor kan udøve, hvad hun kalder for ’tyranni’ i disse lukkede rum.

I introduktionen omtaler du virksomheden som et såkaldt ‘missing link’ inden for nyere politisk filosofi – en form for bindeled mellem det individuelle mikroniveau og det samfundsmæssige makroniveau. Men bør det ikke være organisationer generelt i samfundet snarere end den profitorienterede virksomhed, som kan siges at danne et sådant bindeled?

Jeg tror egentlig, at der er tale om to diskussioner her. For det første er det rigtigt, at det organisatoriske niveau er nødvendigt for at kunne forbinde det samfundsmæssige og det statslige niveau med det individuelle eller det ’livsnære’ niveau, om man vil. Det er en organisationsfilosofisk problematik, som der også sættes øget fokus på blandt filosoffer i disse år. Filosoffer begynder i højere grad at stille spørgsmål som: Hvad er grupper egentlig, og hvad er kollektivt ansvar? Dette hænger også sammen med, at man i disse år bliver mere opmærksom på strukturelle forhold i samfundet. Hvad betyder det f.eks. for os som både individer og organisationer, at klimaforandringer er et strukturelt forårsaget fænomen? Hvordan passer individer og organisationer ind i strukturerne – både som nogle, der bevirker klimaforandringerne, og som nogle, der kan være med til at løse det selvsamme problem?

Men der er samtidig et andet spor og perspektiv i forhold til dit spørgsmål, som handler om, at der også mangler en mere klar forbindelse i politisk filosofi mellem det offentlige og det private. Man har i den politiske filosofis historie tænkt og diskuteret medieringer mellem borgeren og staten. F.eks. taler G.W.F. Hegel om ’korporationer’, men for Hegel er disse en slags brancheorganisationer i form af stænder, håndværkerlav og så videre. Dette har senere inspireret nyere diskussioner om civilsamfundet, og hvilke organisationer der hører til inden for dette område. I det hele taget er der en løbende diskussion om, hvilken rolle sådanne organisationer bør have i forhold til at give legitimitet til staten, og om de samtidig fremmer demokrati og borgeres interesser. I 1800-tallet, da den aktionær-ejede virksomhed vandt indpas, var udgangspunktet, at virksomheden fik en autorisation af staten til at løse bestemte opgaver – ”franchises of the government”, som filosoffen David Ciepley udtrykker det. Det kan f.eks. være jernbaneprojekter eller andet infrastruktur, som staten kan udlicitere andre aktører til at løse. Det at få et ’næringsbrev’ i dansk retspraksis følger samme logik. Men at få en sådan ret af staten bygger på en idé om, at man dermed bidrager til at levere et fælles gode. Derfor kan det siges at være lidt besynderligt, at vi i dag ender med en udbredt forestilling om virksomheden, som slet ikke er til for noget fælles gode men alene for sit eget bedste – og særligt at maksimere aktionærernes økonomiske interesse. Så idéen om at virksomheder kan mediere mellem privatsfæren og det fælles gode, som vi forbinder med det offentlige, kan man finde op igennem idéhistorien. Når vi i dag ikke længere tror på, at virksomheder kan have den funktion, mangler der forbindelser mellem det private og staten, og derfor omtaler jeg virksomheden som et ’missing link’ i politisk filosofi.

Din bog undersøger forskellige teoretiske positioner i forhold til virksomheders rolle i samfundet – lige fra marxisme til libertarianisme, fra kritisk teori til klassisk liberalisme. I hvor høj grad ser disse forskellige positioner forskelligt på, hvad en virksomhed både kan være og bør være?

Ja, der er stor uenighed. På den ene side er der en teoretisk diskussion om dette emne, og på den anden side er der nogle opfattelser i samfundet generelt om etik, politik og markeder – samt intuitioner om hvad en virksomhed egentlig er for en størrelse. Standardintuitionen i dag er nok, at en virksomhed er en ’maskine’, der maksimerer profit inden for lovgivningens rammer, og så er der ikke så meget mere at sige om det – filosofisk set. Dette kommer især af en neoklassisk økonomisk og libertariansk opfattelse af virksomheden, som blandt andre økonomen Milton Friedman forsvarer ud fra en såkaldt ’principal-agent’ model – at virksomheden er ejet af aktionærerne, og at medarbejderne tjener aktionærernes interesse. Den neoklassiske model er således blevet folkeeje. Men den idé udfordres i praksis, fordi der er en løbende strid om, hvorvidt virksomheder har et etisk ansvar, der går ud over at tjene penge og overholde loven. Det vil tilhængere af såkaldt ’stakeholder-teori’ advokere for; at en virksomhed bør balancere mellem mange forskellige interesser såsom underleverandører og det omgivende samfund i det hele taget.

Dette afspejles også i den akademiske diskussion, hvor det er den libertarianske forestilling om virksomheden, der har været dominerende i managementteori. Men der er i samfundet samtidig modstand mod dette; virksomheder er selv mere eller mindre frivilligt med til at ændre på den forestilling, og stater forsøger at presse virksomheder til at tage et ansvar på sig, som ikke er omfattet af lovgivningen. Så man kan sige, at stridighederne i praksis om virksomhedens rolle og ansvar afspejles i den mere teoretiske diskussion. I bogen præsenterer jeg fire positioner i den forbindelse; et konservativt, et neomarxistisk, et markedsliberalt og et socialliberalt perspektiv på disse spørgsmål. Jeg vil mene, at den teoretiske diskussion mellem sådanne positioner kan være med til at kvalificere den offentlige debat på området og i hvert fald udfordre den lidt binære modsætning, der er udbredt i dag, mellem en aktionær-orienteret og en interessent-orienteret forståelse af virksomhedsansvar.

Som titlen på bogen også indikerer, advokerer du selv for den ‘socialliberale virksomhed’ som én af disse fire positioner eller perspektiver. Kan du starte med at skitsere, hvad der teoretisk ligger i prædikatet ‘socialliberal’, og hvorfor dette er en overbevisende position?   

Baggrunden er, at jeg efter at have undervist og forsket i emnet opdagede, at den eneste position, der for alvor forsvarer idéen om virksomheders samfundsansvar, faktisk er den socialliberale position. Den konservative tankegang handler f.eks. om, at en virksomhed skal være forbundet med nærsamfundet, have et ’godt omdømme’, at ledelse kan forstås dydsetisk osv. Den markedsliberale tilgang er til gengæld direkte kritisk over for idéen om virksomheders samfundsansvar, da virksomheden i dette perspektiv blot er opfundet som et slags ’hjælpemiddel’ til at få markedet til at fungere bedst muligt. Inden for denne tilgang har man også en tendens til at tænke virksomheden indefra som præget af markedsmæssige mekanismer og konkurrence; som blot et ’netværk af kontrakter’ (”nexus of contracts”). Og endelig fungerer virksomheden inden for den neomarxistiske litteratur som kerneeksemplet på neoliberal udbredelse af kapitalisme i samfundet. Dermed sættes der imidlertid ikke fokus på virksomheden selv, da den i stedet ses som et slags epifænomen til kapitalismens system. Virksomheder kan i det perspektiv ikke have et moralsk ansvar. Det hænger også sammen med, at moralsk ansvar og etik allerede i forvejen ofte beskrives som ren ideologi. Og i ”Kapitalen” er Marx primært optaget af arbejds- og produktionsprocessen samt kooperativer, som han er ret kritisk over for. Men han konkluderer samtidig, at den aktionærejede virksomhed er en nødvendig institution i overgangen, hvor kapitalismen bryder sammen.

Hovedproblemet med den konservative tilgang er, at den ikke rigtig passer til nutidens multinationale virksomheder og det globale samfund. Samtidig har den ikke et begreb om rettigheder, hvilket jeg mener, at man er nødt til at have for at kunne tale meningsfuldt om virksomheders samfundsansvar – hvad enten det er menneskerettigheder eller forskellige slags borgerrettigheder. Og som nævnt giver det heller ikke mening at tale om virksomheders samfundsansvar inden for hverken den markedsliberale – andet end som strategi – eller den neomarxistiske tilgang, der ser virksomheden som kapitalistisk instrument. Så hvis vi vil tage idéen om virksomheders samfundsansvar alvorligt, er de eneste tilbage således de socialliberale, selvom den socialliberale tilgang også kan være kritisk.

Set fra den socialliberale position selv hvad er det så, der gør denne tilgang overbevisende?

Ja, hvad er det mere positive argument for denne position? Jeg antager i bogen, at socialliberalisme i sig selv ikke er særligt kontroversiel, men det er den måske blevet i en nutidig kontekst, hvor velfærdsstaten er sat under pres. Jeg mener dog, at der stadig er brug for den socialliberale tilgang med dens fokus på liberale rettigheder og social retfærdighed. Den krise, der så faktisk findes i forhold til velfærdsstaten og muligvis også liberalismen i det hele taget – særligt på grund af globaliseringen – har imidlertid dannet et slags ’vakuum’, hvor det er blevet mere åbent, hvad de socialliberale værdier og idealers status egentlig er. Og i den forbindelse begynder vi bl.a. at søge disse værdier hos andre end bare staten – som eksempelvis virksomheder. Det ser man f.eks. i forhold til diskussionen om, hvorvidt de store tech-virksomheder også har et ansvar for at sikre ytringsfriheden, som det ellers traditionelt har været statens rolle at sikre.

Men det er en misforståelse at forstå alt dette som et argument for, at statens områder og opgaver bare skal privatiseres, som såkaldt neoliberale gerne vil gøre. I den socialliberale tilgang siger man til gengæld, at uanset hvad skal virksomheder ikke ofre borgeres grundlæggende rettigheder men tværtimod hjælpe og understøtte statens evne til at kunne sikre disse liberale rettigheder. Socialliberalisme implicerer dermed et mere komplementært forhold mellem stat og erhvervsliv.

Et andet teoretisk felt, hvor virksomheders ansvar diskuteres ivrigt, er virksomhedsetik og relateret dertil den løbende debat om Corporate Social Responsibility (CSR). I hvilken grad vil du sige, at idéen om den socialliberale virksomhed hænger sammen med CSR som en omdiskuteret kategori?

Igen vil jeg skelne mellem CSR, som det italesættes og foregår ude blandt virksomhederne, og så CSR i en mere teoretisk diskussion. Der er ingen tvivl om, at i praksis har den markedsliberale tilgang til CSR vundet frem, som det f.eks. ses i udtryk som ’creating shared value’ og idéer om, at de nye verdensmål skal kunne passe ind i eksisterende forretningsmodeller eller udvikles igennem nye. Men ud fra et socialliberalt perspektiv vil man sige, at der altså som udgangspunkt findes nogle rettigheder eller minimumskrav for dét at drive virksomhed i det hele taget, og hvis man kan gøre det til en god forretning, er det selvfølgelig både heldigt og godt – men hvis man ikke kan, er man stadig forpligtet på disse minimumskrav. I bogen har jeg også undersøgt litteraturen omkring CSR, som er en form for managementforskning, der for det meste dog ikke er særlig filosofisk. Men både teorien om politisk CSR, som bygger på Jürgen Habermas, og såkaldt ’corporate citizenship’-teori, der trækker på en mere republikansk tradition, bruger jeg til at underbygge mit mere filosofiske forsvar for den socialliberale tilgang. Ingen af disse to positioner benævnes normalt som ’socialliberale’, men de passer alligevel godt til prædikatet, da de begge handler om at beskytte borgeres rettigheder.

Inden for politisk filosofi skelnes ofte mellem ideal og ikke-ideal teori. Vil du sige, at din idé om den socialliberale virksomhed passer ind i én af disse to kategorier?

I slutningen af indledningen skriver jeg faktisk, at min undersøgelse falder inden for ikke-ideal teori, så bordet fanger lidt på den måde. Der findes selvfølgelig forskellige forståelser af, hvad ideal og ikke-ideal teori overhovedet er for noget. John Rawls forstod det som, at i ideal teori kan vi forvente, at borgere overholder loven og grundlæggende principper for retfærdighed. Men det kan vi jo ikke forudsætte som gældende for alle samfund. I den optik handler skellet mellem ideal og ikke-ideal teori dermed meget om, hvorvidt man som borger overholder loven. Og der passer virksomheder ikke helt ind, fordi de hverken er almindelige borgere eller en del af staten og dens love. Samtidig implicerer ideal teori ofte et slags regulativt ideal; at vi befinder os i en verden, der ikke er helt perfekt, men at vi gerne vil bevæge os hen imod en bestemt samfundsform. I det perspektiv passer min tilgang muligvis bedre ind i idealteoretiske rammer i den forstand, at en afklaring af, hvad vi egentlig forstår ved en virksomhed, og hvad den bør være, godt kan bidrage til en bevægelse hen mod et mere bæredygtigt samfund. Men som udgangspunkt vil jeg sige, at det er et eksempel på ikke-ideal teori, fordi vi i dag med nutidens dominerende virksomhedsmodel faktisk befinder os ret langt fra at løse nogle af de kriser og problemer, som vi står over for – både med hensyn til sådan noget som klimaforandringer og fordeling af ressourcer i samfundet.

I hvor høj grad vil du så mene, at nutidens virksomheder (både i Danmark og resten af verden) overhovedet ‘lever op’ til kravene for, hvad en socialliberal virksomhed bør være og gøre?

Det er svært at snakke om hele verden og fælde dom over alle virksomheder på én gang. Samtidig er min bog filosofisk orienteret og derfor ikke som sådan en empirisk undersøgelse af de faktiske virksomheder. Men selvfølgelig kan man sige, at der foregår uansvarlig virksomhedsdrift og -ledelse i dag, som lukrerer på en udbredt idé om, at virksomheder bare er maskiner til at skabe velstand. Spørgsmålet om hvordan vi skal sikre rettigheder og fordele velstand må staten så tage sig af. Men det skarpe skel i forhold til ansvar fungerer bare ikke ordentligt i praksis, og klimaproblemet viser dette ret tydeligt. Der er ingen tvivl om, at virksomheder er medansvarlige for at skabe klimaforandringer, og derfor er de også medansvarlige for at modvirke dem. De besidder koordineringsmagt, og nogle af dem har endda voldsom meget indflydelse, da man faktisk kan føre en stor del af de globale drivhusgasudledninger tilbage til overraskende få men store virksomheder, sådan som klimaforskeren Richard Heede har vist i sin forskning om ’the carbon majors’.

Der er således normer at hente i den socialliberale litteratur, hvis man vil kritisere nutidens virksomheder. Hvis man også vil finde mere konkrete forslag til, hvordan man faktisk bør indrette og organisere virksomheder i dag, kan man blandt andet kigge på teorier om såkaldt ’corporate governance’. Der er nemlig en stor diskussion lige nu, om vi bør holde på den neoklassiske virksomhedsmodel, eller om vi snarere bør udvikle nye modeller for det at drive virksomhed. Det kunne f.eks. være kooperativer som en anderledes model. I Baskerlandet findes eksempelvis det store kooperativ Mondragon, som på markedsbetingelser har været ret succesfuld, samtidig med at man har sikret medarbejderrettigheder undervejs. Der pågår således løbende en diskussion om sådan noget som arbejdspladsdemokrati, der er helt central for virksomhedens rolle og ansvar.

“Selvfølgelig kan man sige, at der foregår uansvarlig virksomhedsdrift og -ledelse i dag, som lukrerer på en udbredt idé om, at virksomheder bare er maskiner til at skabe velstand.”