Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | ER DET ALT SAMMEN BRIANS SKYLD?
 

ER DET ALT SAMMEN BRIANS SKYLD?

1.4.2006

En opfordring til hukommelsesøvelser, når talen falder på dansk kunstpolitik.

Debatten om kunstens værdi – en nødvendig diskussion

Hvad skal vi med den? Ikke naturen, det billige skidt, som Poul Henningsen sagde, men med kunsten, dette øverste trin på behovspyramiden for det grønne segment? Når konservative kulturministre kan kæmpe kulturkampe og stille sig i spidsen for kreative alliancer med erhvervslivet, tale om kunstens nøglerolle i ”oplevelsesøkonomien,” og når kunstnerisk værdi helt konkret bliver noget, som et firma kan trække fra i skat, synes det oplagt og nødvendigt, at kunst- og kulturprofessionelle blander sig i debatten om, hvad kunstens værdi er for et moderne dansk samfund. Det er dog en debat, som ofte udløser nervøse trækninger eller rullen med øjnene hos de fleste kunstfaglige, idet vi er vant til, at spørgsmålet ”hvad er kunstens værdi?” ofte lugter fælt af enten gammelmands-rindalisme eller halvstuderede kunstterapeuter, der gerne vil have erhvervsledere til at opføre ”virksomhedsteater” eller få deres medarbejdere til at tegne deres arbejdsdag med fedtfarver. Netop derfor er debatten om kunstens samfundsmæssige værdi også alt for vigtig til at blive overladt til politikere, der mener, at Danmark er for lille et sprog-område til at have sin egen ballet eller til team-builders, der tilbyder fingermaling til erhvervslivet som nullernes version af Carl-Mar Møllers kanindræber-kurser.

Men det forekommer mig ofte, når man hører kritikken af de seneste års forsøg på at samtænke kunst og erhvervsliv fra statsligt hold, at mange af de mest åbenmundede kritikere tror, at ”Art-and-Business” væltede ind over landet på velsmurte retoriske larvefødder og skamskød et snævert finkulturelt kunstbegreb i selv samme øjeblik, Elsebeth Gerner Nielsen forlod kulturministerposten i 2001. Jeg vil hævde, at en sådan opfattelse vidner om en kulturpolitisk hukommelse, der er kortere end Jytte Hildens berømte cykelshorts – og en bevidst eller ubevidst fortrængning af, at der i de seneste ti år synes at have været uendeligt kort mellem højre og venstre i Folketinget, når det gælder begejstringen for alt, der lugter af ”kreativ klasse”, ”kasopiloter” og ”kunst som kompetenceudvikling.”

I Danmark er en diskussion af kunstens værdi uadskillelig fra debatten om offentlig kunststøtte og de forskellige regeringers mål med denne. Danmark er et af de lande i verden, hvor billedkunsten i allerhøjeste grad modtager offentlig støtte, og hvor det er nemmest at leve som professionel billedkunstner, selv som nyuddannet fra kunstakademierne – noget som unge billedkunstnere i de fleste andre lande kun kan drømme om. I den angelsaksiske verden bruges vendingen ”Don’t quit your day job!” ikke for ingenting til at udtrykke skepsis overfor manglende kunstnerisk talent. Ofte synes dele af den danske kunstverden dog at leve i en forestilling om, at de historiske årsager til, at vi har kunststøtte i Danmark, er ren og skær filantropi overfor kunstnere og kunstformidlere, hvad forargelsen over, at de seneste to danske regeringer har søgt at samtænke erhvervs- og kulturpolitik vidner om. I den samtidige debat om det kulturpolitiske fokus på kunstens samspil med erhvervslivet, hører man i forlængelse heraf ofte fra kunstfagligt hold, at kunsten – og de æstetiske fag på universiteterne, hvor de kunstfaglige udklækkes – ikke skal spændes for en erhvervsøkonomisk vogn, men først og fremmest bevare sin faglige autonomi. At kunststøtte fortsat skal gives ”with no strings attached.”

Det er min påstand, at disse slutninger hviler på en historisk fortrængning: Selve den historiske årsag til, at vi overhovedet har offentlig kunststøtte i Danmark i dag, således som vi kender den fra Statens Kunstfond, Kunstrådet og Kulturministeriets uddeling af tipsmidlerne, er nemlig forestillingen om, at kunsten har værdi som et politisk instrument til almen dannelse af den danske arbejderstand, der kan sikre Danmark som et sundt og levedygtigt demokrati og understøtte dannelsen af en national kulturidentitet effektivt. Havde man ikke haft samfundsøkonomisk interesse i kunsten fra politisk hold, ville vi næppe have haft den statslige kunststøtte, vi har i dag – for slet ikke at tale om et kulturministerium.

Dannelses-paradigmet

I 1961 dannes det danske kulturministerium som udspaltning af det tidligere undervisningsministerium. Chefideolog for dette projekt er daværende undervisningsminister Julius Bomholt, som allerede i 1953 med bogen ”Mennesket i centrum,” slår til lyd for kunstens værdi som almentdannende løftestang for den danske arbejderstand. Ved at blive eksponeret for de finkulturelle kunstarter, skal danske Jens og Karen dannes til at blive gode socialdemokratiske samfundsborgere, der på forsvarlig vis kan deltage i det danske demokrati. Nok skal pøblen til magten – men den skal så sandelig også aflægge sine plebejeriske vaner.

Med udgangspunkt i denne filosofi oprettes Statens Kunstfond i 1964. Her er det på sin plads, vil jeg hævde, at påpege den anakronistiske tankegang, som siden da har sneget sig ind i dele af den danske kunstverden om, at denne hæderkronede institution først og fremmest blev oprettet til at sikre kunstnerne. Udgangspunktet var et andet: At sikre god folkeopdragende kunst over skattebilletten til de brede masser. Vil man lede efter kunstfonde, der er oprettede med kunstnernes tarv for øje, bør man i langt højere grad skele imod f.eks. de angelsaksiske systemer. Det nuværende britiske Arts Council blev oprettet allerede i 1946, som erstatning for Committee for the Encouragement of Music and the Arts fra 1940, der ikke som i Danmark blev oprettet med et ”folkeoplysende” sigte, men for at hjælpe med at styrke den engelske nationalmoral under 2. Verdenskrig og støtte kunstnere, som pga. krigen var blevet ramt på pengepungen. Ja, endda før denne socialdemokratiske / kulturradikale agenda, kan det påpeges, at kunststøtte i Danmark aldrig er blevet givet primært for kunstnernes skyld, men som led i et større politisk program – således i det 19. århundrede især som led i opbyggelsen af en særegen dansk kultur, der kunne afstive den vaklende danske nationalstat, der havde fået en ordentlig éen på kassen i 1864, og hjælpe borgerskabet til at finde sig til rette som ny magtklasse, efter at den havde sendt enevælden på porten.

Minister Johan Nicolai Madvig argumenterer således allerede i 1850: ”Hvis Danmark ønsker en national litteratur, og hvis landet vil have noget, der ligner en national kunst, vil staten blive pålagt udgifter, da vores befolkning er så lille, at en national litteratur og kunst er ude af stand til at blomstre, som det ses andre steder.” [1] Hvad udad tabes, skal indad vindes – også i kunsten. (Var der nogen der sagde ”kanon”?). Som det sikkert er de fleste kunsthistorie-studerende med erfaring fra omvisning i eller formidling af moderne kunst bekendt, er det dog sædvanligvis lettere sagt end gjort at få fru Jensen til at se fidusen med en Hein Heinsen-skulptur i baghaven eller til at forstå, hvorfor monokromet udgør maleriets nulpunkt og i øvrigt koster 50.000 kr., når hendes barnebarn kan lave et magen til på fem minutter.
Denne erkendelse af, at dannelsesprojektet gennem de finere kunstarter er sværere end som så, opnås i 1969 i en så håndfast form, at selv Kulturministeriet ikke kan sidde det overhørigt. Med den såkaldte ”Betænkning 517,” som Kulturministeriet udgiver i 1969 under den radikale kulturminister Kresten Helveg Petersen, kortlægges, med angstfyldt skelnen til lagerforvalter Rindal, at man med Statens Kunstfond ikke i væsentlig grad har bidraget til at delagtiggøre almenheden i brugen af de finere kunstarter, og at man derfor må udvide sit kulturbegreb, hvis man vil søge at få en bred folkelig opbakning til dansk kulturpolitik. Skal man tale om dannelsesbegrebets første kramper i kulturpolitikken, skal man derfor sige 1969. På denne tid går kulturbegrebet i kulturpolitisk forstand for alvor fra at være eksklusivt finkulturelt til at være inklusivt og antropologisk orienteret.

Med et ”antropologisk” kulturbegreb i dansk kulturpolitik menes basalt set en revitalisering af undervisningsminister Hartvig Frischs gamle slogan om, at ”kultur er vaner.” [2] Det vil sige, at det kulturbegreb, som vinder indpas i 1970ernes kulturpolitik i stigende grad søger at inkludere snarere end at ekskludere: I stedet for udelukkende at begribe kultur ud fra et finkulturelt fokus på de traditionelle kunstarter og de professionelle udøvere heraf, skal kulturpolitikken nu også inkludere ”folkelig” kunst og kultur – amatørteater, husflid, m.m. og opmuntre til danskeres egendeltagelse i kulturaktiviteter på lokalt niveau i deres nærmiljø. Denne type af kunst og kultur, der tidligere ikke var god nok til at modtage offentlig støtte, begynder nu at blive tilskrevet kulturpolitisk værdi. Kultur skal også være ”mågestel og morgenbajere,” som kulturminister Jytte Hilden formulerede det 25 år senere, da SR-regeringen var på vej til at iværksætte den moderne ”kultur- og oplevelsesøkonomi,” hvor kunst og studiet af kunst først og fremmest er interessant, når det kan sikre det lokale erhvervsliv rare tal på bundlinjen.

Fra folkeopdragelse til oplevelsesøkonomi

Vil man spørge, hvem der historisk set står fadder til det antropologiske kulturbegrebs aktive udøvelse i dansk kulturpolitik – og tanken om ”Art-and-Business” – vil jeg svare Det Radikale Venstre. De fire radikale kulturministre, der har været siden Kulturministeriets oprettelse i 1961, har alle slået til lyd for og taget initiativer i retning af at vende dansk kulturpolitik bort fra et snævert finkulturelt kulturbegreb. Senest er dette sket med Elsebeth Gerner Nielsen, kulturminister i den foregående SR-regering, med publiceringen af rapporten ”Danmarks kreative potentiale.” Før hende med Ole Vig Jensen, kulturminister 1988 – 1990, der især havde den brede folkeoplysning som mærkesag. Også i dag, hvor partiet er i opposition, rendyrker de radikale det antropologiske kulturbegreb, dog i høj grad koblet til en forestilling om det økonomisk profitable heri som følge af, at man har ophøjet kultur- og oplevelsesøkonomiens hellige skrift, Richard Florida’s ”The Rise of the Creative Class,” til mere eller mindre uofficielt princip-program og gjort begrebet ”den kreative klasse” til et (ofte misforstået) modeord.

Forsøget på en ”demokratisering” af kulturpolitikken udførtes i 70erne især i omfattende grad via en udvidelse af kulturbegrebet, men den egentlige decentralisering af kunstpolitiske midler fra statsligt til regionalt niveau tager først for alvor fart fra midten af 90erne med initieringen af resultatkontrakter for statslige, amtslige og kommunale museer i 1995 og ”Lov om regionale kulturaftaler” fra 1999. Oprindeligt var ideen med ”demokratiseringen” i 70erne, at man gennem en kulturpolitisk støtte til regionale ”folkelige” initiativer kunne opmuntre til, at befolkningen kunne avancere mentalt mod de mere finkulturelle kulturformer. Fra slutningen af 80erne og frem til i dag mister denne ”folkeopdragende” tankegang dog dominans til fordel for et håb om, at man vha. økonomisk instrumentalisering af en primært regionalt forankret kulturpolitik kan hindre affolkning af områder, skabe arbejdspladser og tiltrække virksomheder.

Nogle vil sikkert hævde, med en let omskrivning af militærteoretikeren Carl von Clausewitz’ berømte ord, at kulturpolitik i denne henseende blot er en videreførelse af erhvervspolitik med andre midler. Men een ting er sikkert: Clausewitz ville have været enig i, at de mest succesfulde (kulturpolitiske) kampe føres på baggrund af indgående kendskab til sine med- og modspillere. Ikke på baggrund af stereotype forestillinger om dem.

Læs også følgende beslægtede artikler på Turbulens.net:

Kapitalismens menneskelige ansigt – Interview med Lotte Darsø, hvis forskning bl.a. viser, at kunsten er et uvurderligt redskab for virksomheder i dag, hvis de skal klare udfordringerne fra nutidens vidensøkonomi.

Gitte Vang Sørensens artikel, Kultursponsorater – frugtbart samarbejde eller dårlig høst?, der bl.a. omhandler erhvervslivets kursændring fra enkle pengedonationer til imagestrategiske investeringer og samarbejdet mellem kulturinstitutioner og virksomheder, som i mange sammenhænge er blevet en avanceret forhandling om bytteforholdet mellem symbolsk og økonomisk kapital.

Læs mere om

Dansk kulturpolitik på www.kum.dk

Den aktuelle danske kunststøtte på www.kunststyrelsen.dk

[1] Rasch, Aage, ”Staten og kunstnerne”, Århus 1968, 44

[2] Hartvig Frisch, ”Europas Kulturhistorie”, København 1928, 6