Huset brænder. Alt imens diskuterer liberalismen og socialismen, hvordan den skal slukkes

En ambitiøs grøn omstilling kræver en besindelse på det forhold, at hverken velfærds- eller konkurrencestaten har vist sig i stand til at reagere rettidigt på de stadigt mere omfattende klima- og biodiversitetskriser. Men disse statsformers gamle ideologiske klæder støbt i socialismens og liberalismens billede hænger ved og står i vejen. Det viser de modsatrettede reaktioner på vores bog, ”Den bæredygtige stat”, hvor vi forsøger at skitsere en tredje vej til den påkrævede samfundstransformation.

30.12.2020

Vi har for nyligt udgivet bogen ”Den bæredygtige stat”, hvor vi argumenterer for, at hverken velfærds- eller konkurrencestaten har vist sig i stand til at svare tilfredsstillende på samtidens stadig voldsommere klima- og biodiversitetskriser. Derfor, hævder vi, er der brug for en nyorientering af vores politiske kompas, hvor langsigtet bæredygtighed gøres til det overordnede princip for statslig regulering, formningen af markeder samt nye fællesskaber, kritik og nye alliancer i civilsamfundet. Samlet bør dette føre til fremkomsten af en ny statsform, den bæredygtige stat, der anviser veje til en rettidig grøn omstilling.

Bogen, der udkom i november, er allerede blevet genstand for såvel fagligt betonet som mere politiseret debat og kritik. Det er vi selvfølgelig taknemmelige for. Senest har filosof Steen Nepper Larsen anmeldt den med beskrivelsen ”sympatisk ønsketænkning” i Dagbladet Information 11.12. Vi har ingen intentioner om at anfægte en anmelders suveræne ret til at bedømme vores bogs (manglende) kvaliteter. Men Nepper Larsens kritik rejser vigtige spørgsmål til en videre debat, der kan tjene til at afklare mulighedsbetingelserne for en grøn samfundsudvikling.  

Overordnet er Nepper Larsens anke mod vores analyse og forslag om en ny samfundsudvikling, der respekterer planetens økologiske grænser, at vi mangler en solid magtanalyse. Dermed undervurderer vi, ifølge Nepper Larsen, den modstand, som kapitalen og dens statslige interessevaretagelse forventeligt må udvirke mod et sådant markant bæredygtigt sporskifte. Heraf ønsketænkningen, forstår vi. Samtidig er Nepper Larsen i lighed med store dele af den danske befolkning helt på det rene med, at en videreførelse af status quo heller ikke er en mulighed.

Mellem linjerne i Nepper Larsens kritik kan vi genkende elementer hentet fra den fagligt-ideologiske marxistiske tænkning, som i skiftende versioner har været fremherskende gennem de sidste 150 års idéhistoriske debatter. Grundlæggende synes Nepper Larsen således at læse vores argumenter derhen, at vi er ude på at afskaffe kapitalismen. Det er imidlertid ikke tilfældet. Også den bæredygtige stat vil, i vores optik, forvalte og regulere en markedsbaseret økonomi, der har kapitalistiske træk i form af konkurrence og værdiakkumulation. Hvad vi derimod foreslår er, at vi arbejder for en fuldstændig anderledes type af markedsregulering, der sætter bæredygtighedsmål først, og ikke i anden række.

Denne delvise misforståelse er næppe tilfældig. Slående er det, at vores bog parallelt med Nepper Larsens anmeldelse har været genstand for omtrent den modsatte kritik i Berlingske. Her er debatredaktør Pierre Collignon d. 6.12 kritisk over for vores analyser, fordi de i hans optik genopliver 1970’ernes universitetsmarxisme og i øvrigt koncentrerer magten i den bæredygtige stat på udemokratiske måder. Vi har allerede svaret på Collignons kritik (i Berlingske 11.12). Vores pointe her er den enkle, at det næppe er tilfældigt, at en liberalist som Collignon ser marxistiske spøgelser bag forslaget om en bæredygtig stat, alt imens den i marxismen mere belæste Nepper Larsen savner en udfoldet kapitalismekritik.

Netop denne symmetri er en vigtig pointe, som både Collignon og Nepper Larsen misser. For vores argument er som nævnt, at de to gamle ideologier, henholdsvis liberalismen og socialismen, ikke har formået og næppe vil formå at tackle klima- og biodiversitetskriserne. Det udgør den idé- og virkningshistoriske baggrund, som vi ser det, for at vi nu som samfund må afsøge en tredje retning. Den bæredygtige stat hviler på naturvidenskabelig indsigt og vores besindelse på jordens begrænsede økologiske ressourcer, samt den deraf følgende fordring til en drastisk samfundstransformation i retning af en ambitiøs grøn omstilling. 

Derfor er der også, som vi ser det, indlagt en helt grundlæggende magtkritik i vores analyse og forslag til en bæredygtig stat. Vi er kritiske over for den måde socialismens og liberalismens materialisering i henholdsvis velfærds- og konkurrencestaten fører til, at statsapparatet blindt viderefører fortidens forældede præmisser og målsætninger for vores børn og børnebørns fremtid, uden i tilpas grad at reagere på eller endsige tackle klima- og biodiversitetskrisene. De ideologiske fanebærere i den danske magtelite tænker stadigvæk i rød og blå, selvom der skal tænkes i grøn og sort. Det gælder for de såkaldt ansvarlige politiske partier, for erhvervslivets organisationer og for den bærende del af fagbevægelsen. På den måde fastholder de et velkendt status- og magthierarki, som har vist sig at blokere for, snarere end at fremme, en reel grøn omstilling.

Det er i den sammenhæng slående, at hverken Nepper Larsen eller Collignon ønsker at forholde sig til netop denne situation, der er helt definerende for forståelsen af samfundsudviklingen i det 21. århundrede. Liberalisten Collignon ser klima og bæredygtighed som ét blandt mange politikområder, som kunne man veksle det økologiske livsgrundlag for lidt flere fladskærme. Den idéhistorisk mere solidt forankrede tænker, Nepper Larsen, har et skarpt trænet blik for alle modsætnings- og konfliktforholdene i omstillingen. Men han ender med at efterspørge mere præcise begreber, som står og falder kapitalismens fremtid, i Nepper Larsens ånd, med den rette form for marxistisk kritik.

En ny samfundskontrakt

Vi ser en tredje mulighed, nemlig en ny samfundskontrakt, der kan binde og gensidigt forpligte stat, marked og civilsamfund på en rettidig og ambitiøs grøn omstilling. Hvor vi sætter de gamle ideologiske stridigheder i parentes og slår ind på en ny kurs, hvor frontlinjerne er nogle andre. En mulighed, som i vores optik udgør en noget mere troværdig og socialt forankret opgave end kapitalismens endeligt, eller at markedets usynlige hånd pludselig bliver grøn her 50 år efter, at miljøbevægelserne gjorde os opmærksomme på de miljødestruktive konsekvenser af vores økonomi. 

Vi ser et status quo-magtapparat, der slynger om sig med grønne floskler uden at udvise tilpas handlingsevne, og en handlingslammelse, som i vores optik følger af lige dele overdreven (liberal) teknologioptimisme og (socialistisk) revolutionsromantik. Det gør vi i bevidstheden om, at vores naturvidenskabelige kolleger har givet os 8-10 år til at afværge de værste konsekvenser af klimakrisen, og at klokken altså er 5 minutter i 12. Imens diskuterer de gamle ideologier fortsat, hvordan branden skal slukkes. Ideologier, der er helt uden tidshorisont, og helt uanfægtet fortæller os, at de vil blive ved, til klokken er 5 minutter over.

Vi ønsker selvfølgelig ikke at tage hverken Collignon eller Nepper Larsen til indtægt for at tale på vegne af alle de ideologiske grene og afstikkere, som liberalisme og socialisme udgør. Men det er alligevel påfaldende, at reaktionerne på vores bog følger det mønster, vi selv har forsøgt at analysere frem som den selvsamme årsag til de gamle ideologiers handlingslammelse. Nemlig at socialismens og liberalismens fortalere er blinde for deres egen manglende evne til at bryde med de eksisterende institutionelle magtforhold, som har kapret den grønne omstilling på et utilstrækkeligt ambitionsniveau – og at de derfor stadig fumler med brandslukkeren, i stedet for at slå ind på en bæredygtig kurs.

Vi er naive, får vi at vide fra begge sider, når vi vil slukke branden ved hjælp af ny politisk-økonomisk og politisk-økologisk tænkning, inkarneret i en demokratisk og social-økologisk doughnutøkonomi. Med et lån fra økonomen Kate Raworth sigter vi her til en økonomi, der dels indfrier basale menneskelige behov og kapaciteter på lokalt og globalt niveau, dels holder sig inden for de planetære økologiske grænser. Hverken Collignon eller Nepper Larsen synes i stand til at gen- eller anerkende disse ideer inden for deres respektive tankesæt. Men hermed underkender de i praksis alle de lokale og tværgående initiativer, i civilsamfund, i kommuner og på overstatsligt niveau, hvor grønne tænkende og virkende kræfter allerede er i gang med at bygge sådanne alternative økonomier. De er i gang med at vise, at de faktisk fungerer. 

Det kender vi selv indefra, eftersom vi begge har været med til at starte Andelsgaarde, hvor vi har gentænkt den gamle andelsmodel og startet regenerativt landbrug op med henblik på at binde mere CO2, end der udledes. Det er selvfølgelige ikke hele svaret. Men hvad står i vejen for, at stat og civilsamfund skruer op for lignende ambitioner andre steder, på tværs af markeder og sektorer, sådan at vi kan opbygge en ny, regenerativ økonomi? Måske ingenting. Måske kun de gamle ideologier? 

Vi forstår de revolutionæres indre varme, deres lidenskabelige engagement i og imod en uretfærdig verden. Men vi kan som alle andre konstatere, at lidt for mange marxister, sådan som Axel Honneth har formuleret det, stadig venter på, at proletariatet vil rejse sig. Når man har anbragt sig selv i venteposition, sker der som bekendt ikke noget. Når storkapitalen alligevel altid sejrer på papiret, leder det til apati, historisk determinisme og en skræmmende udsigt for vores børn. Liberalisterne har fundet på en anden venteposition. Den, hvor de venter på et teknologisk fix, båret frem af et velfungerende marked. Huset brænder fortsat.

Vi kender allerede til mange af løsningerne. Plante træer, skovlandbrug, regenerativt landbrug og listen fortsætter – alt sammen velkendte praksisser, der kan binde CO2 som led i meningsgivende fællesskaber. Dette alt imens der indføres markante, men progressive CO2-afgifter, hvor forureneren med den største pengepung betaler mest, tillige med nye fælles krav til virksomheders økologiske bundlinje. Imens vi forsat venter, vil marxisterne sikkert først skulle diskutere den private ejendomsret, og liberalisterne hvordan der kan spindes mere guld. Imens brænder huset fortsat.

Vi vil derimod opfordre til, at vi alle sammen forpligter os på at handle og tænke såvel kritisk som konstruktivt. Og ja, med øjnene stift rettet mod, hvordan vi hver især og i fællesskab kan gøre vores jord grønnere, så vores børn og børnebørn kan se, at der er lyst håb for fremtiden – og ikke blot den sort-grumsede farve der opstår, når man bliver ved med at blande farverne rød og blå i uproduktive diskussioner. 

Vi er flyttet, adressen er en anden: Den bæredygtige stat.