Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539
Turbulens | Fra toppen af minareten
 

Fra toppen af minareten

1.1.2006

Her bringes et essay om Istanbul set gennem en udvekslingsstuderendes øjne. Med sine studier i moderne tyrkisk litteratur, især i Orhan Pamuks forfatterskab, som bagage begiver stud.mag. Jesper Moll sig ud i Istanbuls modsætningsfyldte byrum. Han beskriver forskellige kendetegnende lokaliteter i Istanbul, gengiver sine personlige oplevelser af byen og præsenterer samtidig et Istanbul set gennem Pamuks romaner, der for hovedparten har denne paradoksernes storby som et betydningsfuldt omdrejningspunkt. Essayet indeholder også betragtninger over Pamuks ny bog om Istanbul og en mindre analyse af hans hovedværk Den sorte bog.

På forsiden af Istanbul. Memories of a City, den seneste bog fra Orhan Pamuk, Istanbuls selvudnævnte første-forfatter, er et billede af Galatabroen. Det er den ældste bro i byen, og billedet af den ligner som de andre billeder i bogen et gammelt, gulnet sort-hvidt fotografi, der er fundet frem fra familiealbummet. Øverst på forsiden står forfatterens navn – ORHAN PAMUK – skrevet med store røde typer på en baggrund af gul himmel: herfra skuer forfatteren ud over sin by. Bogens titel er skrevet med håndskrift, den står pertentligt printet med svungne bogstaver og matcher fotografiets stil og det personlige element i memoirerne. Man skal nok kende byen for at genkende stedet på fotografiet, men der er ikke nogen tvivl: det er Yeni Camiis to minareter, der stræber mod himlen og strejfer titlen. Broen er nederst på siden: gamle, snedækkede amerikanerflydere ligger lavt på broen hen over Det gyldne horn.

Minareter i snestorm – Istanbuls paradokser

Moskeens kupler, er dækkede af sne, da jeg første gang ser den – præcist som på forsidebilledet. Amerikanerbilerne er der naturligvis ikke den dag; der er faktisk ikke så mange biler – eller mennesker. I erindringen forekommer byen stille, men det kan næppe passe. På vej fra min lejlighed nær Taksim, den nye bydels centrale plads, går turen en kold februardag ned ad hovedstrøget Istiklal Caddesi og videre ad de små gader i Beyoğlu mod Galatabroen og så – udsigten henover broen, hvor Istanbuls gamle vartegn kan ses i snestormen: Suleymaniye-moskeen til højre, og til venstre: Topkapı, det gamle sultanpalads. Hagia Sofia, Den blå moske og Yeni Camii for enden af broen på den anden side af Haliç, Det gyldne horn.

Minareter i snestorm er blot et af de mange paradokser som Istanbul består af. Bliver man ved med at opregne ting, der ikke passer ind i forventningerne, løber paradokserne hurtigt løbsk. Der er en lille, fin moske i Ortaköy. Den ligger på Bosporus’ bredder ved et yndet udflugtsmål lige under en af de to kæmpe motorvejsbroer, der forbinder Europa og Asien. Her rejser moderniteten sig over traditionen, de er forenet på ét sted, i ét blik. Moskeens nabo er en gammel jødisk synagoge; og sådan kan man blive ved med at finde modsætninger i byens rum: synagogen og moskeen, moskeen og motorvejsbroen, motorvejsbroen og de små både, der trodser Bosporusstrædets strømme og krydser fra Asien til Europa i al slags vejr. De tre elementer, synagogen, moskeen og broen, er ikke kun modsætninger, der er en mere pragmatisk fortolkningsmulighed. De er der – og de er Istanbul, alle sammen, på én gang.

Den sorte bog – de store fortællingers død

I Pamuks Den sorte bog møder vi på en råkold morgen foran Suleymaniye-moskeen en frysende imam, der leder hovedpersonen Galip op i minareten, hvorfra han kan skue ud over byen som forfatteren selv på forsiden af Istanbul. Moskeens arkitekt er Mimar Sinan, den osmanniske arkitektlegende, som i sin levetid (1489-1588) leverede mange af de vartegn, der i dag udgør byens skyline (en middelalderlig skyline og endnu et ’paradoks’). Suleymaniye-moskeen anses som et af hans hovedværker, og herfra – på toppen af den osmanniske kultur med alle dens erfaringer under fødderne – kan Istanbul forsøges forstået af romanens hovedperson. Han har kort forinden været rundt i byens underverden, et spejlkabinet befolket af dukker langt under gadernes niveau. Nu står han og betragter byen i den lette sne:

”Galip lagde mærke til, at det ganske langsomt begyndte at blive lyst, mens selve byen fortsat syntes at ligge begravet i nattens skygger, som den ubelyste side af en fjern planet. Senere, da han allerede skælvede af kulde, mente han, at lyset på fabriksskorstenenes røgsøjler, på moskéernes mure og betonmasserne ikke kom udefra, men syntes at vælde op fra byens indre. […] men dette stadium af ubestemthed varede ikke længe. Så snart cigaret- og bankreklamernes store bogstaver kunne skelnes fra hinanden blandt mure, skorstene og tage, hørte de i højtaleren lige ved siden af imamens metalliske stemme kalde til morgenbøn.”

Ligesom den jødiske synagoge forstyrrer blikket og dermed modsætningen mellem moskeen og motorvejsbroen, er Suleymaniye-moskeen heller ikke et entydigt symbol: Sinan nyder en helgenagtig status i den offentlige diskurs som skaberen af den osmanniske byggestil, men han var (muligvis) en kristen armenier Se http://hyeforum.com/index.php?showtopic=8676 for en livlig debat.Galip står på toppen af et vigtigt symbol i den tyrkiske kultur holdt sammen af kemalistiske mursten og mørtel. Piller man lidt i fugerne, viser symbolet sig at være tvetydigt, men heller ikke blot en tom skal. Galip har et righoldigt reservoir af historiske og kulturelle erfaringer under sig, da han ser byens indre lys.

Også Galips svoger Celâl får sin taletid i Den sorte bog. Eller rettere skrivetid: Celâl er skribent ved en af byens aviser, hvor hans artikler om Bosporus’ dyb og den store sufi-mystiker Rumi trykkes. De veksler med beretningen om Galips formålsløse jagt på sin forsvundne hustru og udgør tilsammen romanens to fortællerlag. Galip slider Istanbuls gader tynde, mens han møder byens folk og kortlægger byens rum. Byens historie får vi af Celâl. Han er byens kronikør og beretter om den osmanniske fortid, om gangstere og ludere fra 50’erne i Beyoğlus skumle kvarterer, om familiens skærmydsler i det fashionable Nişantaşı – historier Pamuk selv fortæller videre på i Istanbul. Nutidens forfald kontrasteres af fortidens store gerninger, der stadig er synlige i gadebilledet og i byens fortællinger. Bag facaderne eller lige rundt om hjørnet ligger gamle gårdhaver og çay bahcesi (tehaver). Andre gange er historien gemt i navnet som i Nişantaşı, Pamuks kvarter, der låner sit navn fra den sten, som angav sultanens jagtmagter. I dag er jagtmagterne blevet til byens mest fashionable shoppingdistrikt, hvor Gucci og Armani ligger side om side. Både her og i byens andre kvarterer bemærker han en særlig stemning: en evig tilstand af melankoli, hüzün benævner han den. Folk på gaden kigger altid nedad, bemærker han, ikke kun for at holde øje med fortovenes mange fælder, men også med et anstrøg af melankoli frembragt af byens falmede facader.

I Den sorte bog knytter Celâl det historiske tæppe, som Galip spiller op imod, belyser og falder sammen med. Advokaten Galip har på trods af sit rationalistiske verdenssyn også del i en anden kulturarv, og fra Rüyas forsvinden til romanens slutning, hvor Galip finder hende død i Alâadins butik, må han ud på en fysisk og mental vandring. Han må rundt i byens afkroge på en evig og frugtesløs jagt efter spor og tegn på sin forsvundne hustru, alt imens han konstant overvejer om netop dette spor er værd eftersøge. Sammen med ham og Celâl bliver vi trukket rundt i mystikkens fjerneste hjørner, får afdækket fantastiske sammensværgelser og bliver givet et indblik i byens historie.

Rationalismen contra religionen; endnu et paradoks. Og dog. Pamuk, der afsværger både kemalismen og religionen i Istanbul og andre steder, bruger sammenstødet mellem de to store fortællinger til at afsløre dem som netop fortællinger. Romanens labyrinter, Galips jagt på sin elskede, der måske ikke var helt så uskyldig og ren endda, rundturen i islamisk mysticisme. Alt sammen for til sidst at ende ved en død Rüya, romanens motor og raison d’etre, fundet død i Alâadins altmulig-butik sammen med Celâl. Han var manden, mente Galip, der kunne bringe orden tilbage i verden efter Rüyas forsvinden. Men Galip kom for sent, han fejlede og han misforstod. Han misforstod pointen i sin frugtesløse søgen og i de artikler af Celâl, han læste. Han forstod ikke, at der ingen pointe, intet centrum eller endegyldig sandhed er – en melankolsk erkendelse, et eksistentielt hüzün om man vil, der præger alle Pamuks bøger: længslen efter mening og kærlighed flettes sammen med de store fortællingers død.

Romanen låner et element fra Proust: det er hovedpersonen, der skriver den, om end kun til dels. Betydningen af Galips navn, den sejrrige, er således ikke kun en ironisk kommentar til hans i første omgang formålsløse vandring. Da han til sidst accepterer ideologiernes død, er melankolien tydelig, men det er samtidig tidspunktet, der muliggør romanen, idet han får en mulighed for at forstå sit liv igennem skriften. Prisen for en sådan forståelse er hans bristede illusioner og Rüyas død. Det endelige tegn, der er Rüyas funktion i romanen, har ingen plads i Galips nye verdensforståelse. Umiddelbart ender vi i melankolien, når Galip mister sin kone og sit verdenssyn, men hos Pamuk er tingene sjældent simple: Rüya, hvis navn betyder drøm, er kun til stede i romanen som sprog, hun deltager aldrig direkte i plottet, kun ved sit fravær. I åbningsscenen er hun således gemt under et tæppe og skjult fra fortælleren, der til sidst viser sig at være Galip selv. Og da hun viser sig til slut, er hun død, overset blandt væltede mannequindukker i Alâadins butiksvinduer. Sammen med hende brister Galips illusioner. Men på trods af sin død har hun været romanens motor, genskabt i Galips sprog: igennem sin død har hun skabt muligheden for hans sprog – på den måde er hun aldeles levende.

Med lufthavnen som nabo

I udkanten af Istanbul ligger Sabancı Üniversitesi, midt i et industrikvarter. Sabancı Üniversitesi er et af byens nyeste og mindste universiteter. Det er bygget Sabancı-familien, en tyrkisk udgave af Mæersk. Familien driver – udover bankvirksomhed, supermarkeder og meget andet – universitetet, hvor omkring halvdelen af de studerende får fripladser. På en god dag, hvor det, der skaber bilkøer over Bosporus, er mildt stemt over for en studerende på vej til undervisning, kan turen fra min lejlighed nær Taksim gøres på lidt under halvanden time. Helt herud kan man ikke se fra Suleymaniye-moskeens minaret, og måske er det derfor, det virker så anderledes end det Istanbul, der optræder i Pamuks romaner. Dette blik på byen er i frisk erindring, når broen over Bosporus krydses og den lille moske under broen forsvinder i bussens bakspejl. Kort forinden, på vej ned ad en af byens stejle bakker, er der udsigt til Bosporus hen over fodboldklubben Beşiktaş’ store stadium. De øverste sidepladser, hvorfra man kan se Dolmabahçe (præsidentpaladset) og den gamle bydel på den anden side af strædet, må være nogle af de bedste pladser til byens teater. Men de gamle referencer forsvinder snart og der bygges nye. Herz’ biludlejningscentral, kæmpereklameskilte for Cola Turca på tomme betonskeletter ligger langs motorvejen side om side med bomaskiner i uendelige rækker og nyere moskeer med minareter i tin. Hovedparten af byens indbyggere bor her eller i lignende kvarterer rundt om det, der er byens gamle kerne. Kvadratiske kasser i ti etager, malet grønne, gule og røde, hyllet i støv, står langs motorvejen til Ankara. Områderne minder mere om de shanty towns bygget på affaldsbjerge, som Latife Tekin beskriver i Berji Kristin: Tales from the Garbage Hills end om Pamuks Istanbul. Tekin er en af de nye tyrkiske forfattere, der nyder stor anerkendelse i Tyrkiet med fortællingen om 1960’ernes urbanisering. De store tilflytningsskarer fra øst skabte parallelsamfund uden for byen, der senere blev til små samfund med to-etagers bygninger og egne infrastrukturer.

“Nobody until now has seen the entirety of Istanbul as I have, horizontally and perpendicularly, that is, in depth, in a manner which penetrates its history and its soul, and which comprehends its positioning, the way it settles on the seas, the way it extends. The view from my office has such a privilege that suits a novelist. Sometimes I think I deserve everything that I see from here.”Orhan Pamuk, “Bir Istanbul Romancısıyım” (Jeg er en romanforfatter fra Istanbul), in Istanbul, 1999, nr. 29, p. 69, citeret fra Sibel Irzık, “The Black Book: How To Be a Novelist of Istanbul” in Franco Moretti, The Novel (in press).

Sådan siger Pamuk i et interview fra 1999. Store ord, ikke mindst i lyset af Den sorte bog, hvor Istanbul fremstår så uendelig kompleks. Galip afdækker byen på sin jagt, han kortlægger den, men succesen udebliver – måske fordi, byen ikke kan kortlægges af et enkelt individ? Selvom Pamuk påtager sig rollen som Istanbul-forfatteren par excellence er der steder han ikke kan se, steder hvor han ikke kommer, fordi han ikke kan se dertil, hverken fra Galips placering i toppen af Suleymaniye-moskeen eller fra sit kontors panoramavinduer.

Sådan et sted er Sabancı Üniversitesi. Der er en evig summen fra biler på motorvejen og flyene fra den nærliggende lufthavn, som universitetet deler motorvejsafkørsel med. I sin futuristiske arkitektur har det ikke meget til fælles med den osmanniske byggestil i den gamle bydel, hvor byens ældste universitet ligger. De to store kupler i kantinen og biblioteket citerer dog Sinan og den osmanniske tradition. Universitetet har til huse i byens alleryderste udkant, Tuzla. Bygningerne er holdt i hvidt og rødt med sorte, tonede ruder ind til undervisningslokalerne, og associationerne til rumforskning og NASA er ikke langt væk, når blikket falder på udsigtstårnet, kendt som rumraketten. Arkitekterne bag er amerikanske; Donkin’ Donuts har netop holdt sit indtog på campus. Nærmeste nabo er en cementfabrik, også ejet af Sabancı, en af Tyrkiets rigeste og mest prominente familier. Midt i industrikvarteret og med lufthavnen som nabo kommer det som en overraskelse, at en af mine medstuderende, Onur, fortæller at han er vokset op i herude, i Pendik, nabokvarteret. Istanbul er så stor, at den ikke kan rummes, siger han til mig en dag i bussen ind til byen. Han bor stadig i Pendik hos sin mor og sætter pris på den fred og ro der er dér. Istanbul er så larmende og hektisk. Jeg bliver lidt forvirret, han bor jo også i Istanbul? Jo, men det er et andet Istanbul: hans Istanbul er langt fra Galatabroens trængsel og Sinans mestermoskeer. I hans by er det motorvejen og de lave bygninger, som måske ligger oven på de gamle shanty towns, der er de kendte referencer.

Forvirringen opstår først med stereotypien. Når motorvejen, den moderne arkitektur og cementfabrikken bliver gjort utyrkiske og sammenskrevet i det moderne, det vestlige, er der den gamle bydels skyline, kantinens billede af Atatürk og den lille moske under motorvejen tilbage. Og Istanbul er mere end det, det er både og. Istanbul kan ikke rummes. Ikke i ét blik – hverken fra affaldsbjergene, kontorernes panoramaer eller fra toppen af minareten.