Hinsides velfærdsstaten – Om virkeliggjorte sociale utopier

Hvordan får vi demokratiseret vores arbejdsliv, så vi selv har ejerskab og medbestemmelse og ikke blot sælger vores arbejdskraft til en virksomhed? Turbulens.net har mødt den amerikanske sociolog Erik Olin Wright, der i sit nye mammutværk Envisioning Real Utopias gør op med den kyniske del af venstrefløjen og peger på socialt bæredygtige alternativer til den globale kapitalisme.

17.10.2012

Af Lars Brund Jensen og Katja Marie Rønnike

I Baskerlandet i Spanien ligger Mondragon, verdens største sammenslutning af kooperativer. Her ejer arbejderne selv deres virksomhed, og de har indflydelse på deres dagligdag og på beslutninger omkring arbejdsforhold og investeringer. Turbulens har mødt den amerikanske sociolog Erik Olin WrightErik Olin Wright er professor i sociologi ved University of Wisconsin, Madison, USA, og formand for Foreningen af Amerikanske Sociologer. Du kan læse uddrag af af Wrights ‘Envisioning Real Utopias’ (2010, Verso) på www.ssc.wisc.edu/~wright. til en snak om socialt bæredygtige alternativer til den globale kapitalisme.

Mondragon Cooperative Coorporation ligger i Baskerlandet i Spanien og er med sine 40.000 med-ejende arbejdere verdens største sammenslutning af kooperativer. Mondragon blev grundlagt under Francos styre i 1950’erne og er i dag Baskerlandets 7. største virksomhed. Med produktion inden for offentlige produkter og services som vaskemaskiner, reservedele til biler, forsikringer og supermarkeder.

Erik Olin Wright, der underviser i sociologi på the University of Wisconsin og er formand for Foreningen af Amerikanske Sociologer, fremhæver i sin seneste bog Envisioning Real Utopias (Visioner om virkelige utopier) Mondragon som et af de fremmeste eksempler på en ’virkeliggjort socialistisk utopi’, der formår at skabe et stærkt modspil til det dominerende kapitalistiske arbejdsmarked.

”Mondragon har overlevet den globale finanskrise bedre end alle andre spanske virksomheder. En af grundene er, at Mondragon er funderet i en helstøbt kooperativ økonomi med egen koop-bank, koop-fonde, koop-universiteter og koop-virksomheder, der alle er baseret på stærke solidariske principper. Når en del af kooperativet er i krise, så træder de andre til, fx ved at gå kollektivt ned i løn for at redde truede stillinger”, fortæller Erik Olin Wright, der flere gange har lavet feltstudier i Baskerlandet.

 

Farvel til den venstreorienterede kynisme

 

Wrights projekt i Envisioning Real Utopias er at skitsere mulighederne for en radikal forandring af vores sociale og økonomiske liv. Hvordan får vi demokratiseret vores dagligdag og vores arbejdsliv, så vi selv har ejerskab og medbestemmelse og ikke blot sælger vores arbejdskraft til en virksomhed?

”Kapitalismen begrænser i sin natur demokratiet”, lyder det fra Wright. ”Det private ejerskab over produktionsmidlerne betyder at væsentlige beslutninger, der har store konsekvenser for kollektivet, ikke står til kollektiv debat. Magten og beslutningerne ligger hos de private ejere. Det demokratiske fællesskab har derfor kun meget begrænset magt til at stille spørgsmålet: Hvordan skal vi fordele den sociale og økonomiske merværdi på forskellige gavnende aktiviteter – såsom økonomiske investeringer, offentlige faciliteter, sundhedsvæsen, kultur, politi osv.” (Wright 2010: 82f).

Kooperativet er ifølge Wright et eksempel på en vellykket virksomhedsform, hvor arbejderne selv ejer produktionsmidlerne, og hvor beslutninger bliver truffet i fællesskab. Arbejder-kooperativer er en helt konkret måde at demokratisere både den enkelte arbejdsplads (1 arbejder = 1 stemme) og hele arbejdsmarkedet på. Tendensen viser, at kooperativer, der trives, avler nye kooperativer, og efterhånden som de begynder at interagere skabes demokratiske netværk på tværs af kooperativerne. Et kooperativ kan som i tilfældet Mondragon være ejet af medarbejderne, men det kan også være ejet af producenterne (fx Andelsmejerierne) eller af forbrugerne. Der findes utallige konstellationer.

Erik Olin Wright erklærer sig ultra-venstreorienteret, men hans hovedpointe er, at vi ikke på revolutionær marxistisk vis skal omstyrte de eksisterende systemer og bygge nyt op fra mulden. I stedet skal vi søge sprækkerne og åbningerne i de eksisterende systemer og arbejde eksperimenterende på demokratiserende tiltag:

”Som radikal anti-kapitalist fristes man ofte til at blive cheerleader for de eksperimenter, man tror på og at dække over de mulige problemer. Kooperativet i Mondragon er et eksempel på et stort, velfungerende kooperativ. Men det er samtidig min pointe ikke at overse problemerne og selvmodsigelserne i et kooperativ, ikke at se det som et smukt Utopia. Det er derfor jeg kalder min bog for Visioner om virkelige utopier. Den typiske reaktion blandt venstreorienterede er at blive kynisk, når der opstår problemer. Det er så let. Jeg vil gerne finde en vej mellem kynisme og cheerleading.”

 

I tæmmer kun tigeren

 

Du skriver i din bog, at de skandinaviske velfærdssamfund er levedygtige hybrider mellem statsstyring og kapitalisme. Og du ser det samtidig som en svaghed, at vi er alt for afhængige af disse to konfigurationer. Hvad mener du med det?

I det socialdemokratiske velfærdsamfund står Staten som en stærk styrende magt, der sørger for omfordeling og velfærd. Men det er en model, hvis fremmeste ambition er at tæmme den kapitalistiske tiger så at sige. Altså, at neutralisere kapitalismens mest skadelige konsekvenser. Ambitionen er ikke at bevæge sig hinsides kapitalismen. Dér, hvor jeg adskiller mig fra traditionelle marxister, er ved, at jeg stadig ser det sociale demokrati som en del af løsningen – bare en ukomplet del. Vi må gå videre end det og kigge på, hvor vi kan transformere magtrelationerne inden for den kapitalistiske økonomi for derigennem at overskride kapitalismen. Jeg mener det vil være et vigtigt skridt for det skandinaviske velfærdssamfund at bevæge sig hinsides de statslige løsninger. For hvorfor blot tæmme tigeren? Hvorfor ikke forvandle den til en tam sød kat?

Hvorfor skal Staten støtte opblomstringen af kooperativer?

Kooperativerne fortjener offentlig støtte, fordi de udgør en alternativ form for lokal økonomi. De forankrer økonomien i lokalsamfundet. Man behøver ikke bekymre sig om, at et arbejder-ejet firma flytter til Rumænien, fordi lønningerne dér er billigere. Da arbejdernes tilhørsforhold er lokalt forankret, flytter de ingen steder. Måske producerer de samtidig cykler og bidrager på den måde til den offentlige infrastruktur. Set fra det perspektiv, må man sige, at jo mere økonomien er forankret i kooperativer, jo mindre behøver vi at bekymre os om kapitalflugt. Kooperativer er ofte bæredygtige virksomheder, både finansielt, menneskeligt og miljømæssigt. De er forankret i og bidrager til lokalsamfundet.

Danmark har en lang tradition for velfungerende kooperativer, som fx Andelsmejerierne og Andelsboligforeningen. Fra det 19. århundrede og indtil 1960’erne blomstrede Andelsboligforeningen op, men siden blev den stærkt truet af det private boligmarked. I 00’erne liberaliserede VK-regeringen boligmarkedet, sådan at andelsboligejerne kunne spekulere i prisforhøjelser og omlægge deres lejligheder til ejerlejligheder og tjene på det. Er kooperativ-tanken på retræte?

Ja. Det ser vi over hele Europa. Men jeg er optimistisk. Jeg håber, at politikerne forstår, at hvis man ønsker at bevare andelsbevægelserne permanent, så må man gå mere radikalt til værks end tidligere. Man må helt basalt udvikle en rigere form for demokratisk liv nedefra og op – og ikke oppefra og ned. Paradoksalt nok, så kræver det i dag, at Staten skaber rammerne for denne opblomstring. Ved at etablere en offentlig bank, der er helliget kooperativer, og kooperative institutioner, der står for uddannelse, vidensdeling og networking. Vi kan lære fra Mondragon, der skabte alt dette selv. Det tog dem halvtreds år at udvikle de specialiserede institutioner, der kunne støtte op om kooperativerne. Der findes i dag et koop-universitet, der har uddannelses- og ledelseskurser. Mondragon skabte det hele nedefra, men vi kan lære af det i dag og fx skabe Det Danske Institut for Arbejder-kooperativer.

Du anerkender dog, at de sociale solidariske fællesskaber er truede?

I høj grad. Problemet er, at kapitalismen i sit væsen anti-social. Den nedbryder sammenhængskraften i lokalsamfundet og følelsen af at tilhøre sociale fællesskaber, hvor folk er forpligtede på hinanden og føler sig oprigtigt solidariske over for hinanden. I kapitalismen er en stor del af den sociale interaktion domineret af motiver, der er uforenelige med det lokale fællesskab, og for at styrke sammenhængskraften i lokalsamfundet må man ofte kæmpe imod markedstænkningens dominans. Menneskeligt samvær i dag har det med at blive indsnævret til personlige relationer og små, lukkede netværk i stedet for at brede sig ud som større cirkler af social interaktion.

Mondragon har – selv med sin størrelse – været nødsagede til at ekspandere under krisen for at kunne overleve. Hvor stor må en kooperation vokse sig for at kunne klare sig i konkurrencen med private virksomheder?

Jeg kan komme med et eksempel. For 4-5 år siden udvidede supermarkedskæden Eroski, der er Mondragon-kooperationens fødevarefællesskab, deres virksomhed af ren og skær nød. Eroski følte, de var nødt til at ekspandere nationalt, fordi flere store spanske supermarkedskæder var begyndt at bygge butikker i Baskerlandet. Det er det klassiske kapitalistiske imperativ: Udvid eller dø. Eroski opkøbte derfor den tredje største supermarkedskæde i Spanien. Den voksede altså lige pludselig fra at være en regional kæde i Baskerlandet til at være en national kæde med 30.000 medarbejdere, hvoraf kun et par tusinde var Baskiske medejere. De medejere blev pludselig kollektive arbejdsgivere for over 25.000 spanske medarbejdere, der ikke ejede andele i supermarkedet. Og spørgsmålet var jo så: Hvad fanden gør vi ved det?

Så bliver kooperativet pludselig til en stor kapitalistisk virksomhed?

Ja, det var jo problemet. Men udvidelsen illustrerer udfordringen. Det kræver engagement og ansvar at blive medejer af et kooperativ. De fleste, der tager arbejde i et supermarked, tænker ikke på det som et karrierevalg. De tager det, fordi det er det bedste de kan få eller som et overgangsarbejde inden studierne eller fordi de simpelthen gror fast. I Baskerlandet er der desuden en stærk tradition for kooperativer. Børn lærer om dem i skolen som en mulig måde at organisere arbejdet på. Denne kulturelle kontekst var ikke til stede uden for Baskerlandet. Det åbnede for det store tricky spørgsmål, der handler om tillid og solidaritet. Jeg oplevede, at medejerne fra Baskerlandet næsten var racistiske i deres syn på de nye ansatte, primært dem fra Andalusien. De arbejder ikke hårdt nok, lød det. De er ikke disciplinerede. De har ingen langtidsperspektiver. Kan vi stole på dem? Ledelsen konkluderede derfor, at det var alt for risikabelt at optage 10-20.000 nye medejere. Efter tre års diskussion valgte arbejderne dog at sige ledelsen imod, og der blev åbnet for, at alle medarbejdere kunne investere deres opsparing i Eroski. For at gøre det, må du have 12.000 euro i kapital. Så meget ejer de færreste medarbejdere i et supermarked, og de forestillede sig derfor, at det kun var engagerede medarbejdere, der ville tage det skridt. Det gav dem følelsen af, at de kunne håndtere risikoen.

 

Vi er mere end sofakartofler 

 

En anden af Erik Olin Wrights ”virkelige utopier” er idéen om en universal basisindkomst, på dansk kaldet borgerløn. Idéen om borgerløn har rødder tilbage til 1600-tallet og er tænkt som en indkomst, der gives ubetinget til alle statsborgere med varigt ophold i et land. Der stilles ikke krav om, at de skal stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet, og beløbet er uafhængig af anden indkomst. Ideen vandt udbredt tilslutning i slutningen af 1960erne og 1970erne, ikke mindst i USA, hvor manden bag Tobin-skatten, James Tobin, sammen med 1200 andre økonomer, var medunderskriver på en opfordring til en 1-årig forsøgsordning. Herhjemme var idéen blandt andet en del af Enhedslistens politiske program frem til slutningen af det sidste årtusinde, og den er siden jævnligt dukket op i den politiske debat både i Danmark og i udlandet. Eksempelvis er der pågående eksperimenter med ordningen i Iran i disse år.

Wright ser borgerløn som et vigtigt redskab i en alternativ samfundsmodel, hvor alle borgere er sikret fast indkomst og bidrager aktivt ud fra evne. Han mener, at idéen understøtter frivillige arbejdsaktiviteter, der i dag udgør en vigtig del af vores økonomi, men ofte underkendes. Ligeledes kan borgerløn ifølge Wright potentielt skabe større lighed på arbejdsmarkedet, da der vil være mindre incitament til at påtage sig ubehageligt arbejde, og lønningerne for dette arbejde derfor vil stige.

Hvor din idé om Kooperationen fordrer, at mennesket tager ansvar for sig selv og fællesskabet, ligger der i din tanke om borgerløn ikke en konkret forpligtelse på fællesskabet. Den enkelte borger kan gøre, hvad han eller hun vil med sit liv, uden at det har umiddelbart får konsekvenser. Hvordan kan disse to ideer kombineres?

Borgerløn giver folk muligheden for at være sofakartofler, for at bruge deres liv på at se fjernsyn. Hvis din forestilling om den menneskelige natur er, at de fleste mennesker generelt er dovne, og denne forestilling holder stik, så vil borgerlønnen på ingen måde fungere. Min holdning til mennesket er dog, at vi af natur ikke bare søger umiddelbar tilfredsstillelse. Vi kan godt lide at spise, dyrke sex og andre glæder, men vi leder også efter mening. Her kan borgerlønnen være med til at understøtte, at folk efterstræber et meningsfyldt liv på en bedre og nemmere måde end når vi er nødsaget til at arbejde for at leve, som tilfældet er det i dag, hvor vi sælger vores arbejdskraft og fundamentalt set er ufrie. Det empiriske spørgsmål er, om det er nødvendigt at skabe incitamenter for, at folk søger det meningsfulde liv? Det tror jeg, det er. Gennem uddannelsessystemet skal vi vise folk alle de måder, de kan deltage og bidrage på gennem borgerløn. Vi skal skabe social støtte til kooperativerne, så der ikke kræves heltemodige organisationsevner eller umenneskelig lyst, men bare viljen til at give det et forsøg. Borgerløn understøtter kooperativer på en indirekte måde og sørger for, at arbejdere selv kan bygge kooperativer. Men det kan meget vel være, at man nogle steder først og fremmest har brug for en offentlig bank, som direkte overfører overskydende midler for at understøtte oprettelsen af kooperativer ved at betale noget af indskuddet, så de ikke ville skulle igennem en låneproces hos en almindelig bank.

Er det din tanke, at man skal modtage borgerløn uden krav om modydelse?

Jeg tror ikke, at vi har brug for at stille betingelser til en eller anden form for social produktivitet for at folk kan modtage borgerløn. Det vil kræve et stort overvågningsmaskineri, og man ville skulle overveje, hvad der kan kategoriseres som socialt produktivt, hvad der er en fidus, og hvad en ”virkelig” social aktivitet er. Noget sådant ville underminere hele det moralske fundament under tanken. Som virkelig utopist – ikke fantasiutopist – tror jeg, at der vil være en vis del af befolkningen, der i perioder vil læne sig tilbage. De fleste går igennem perioder, hvor de ikke kan se ud over deres egen næsetip. Min fornemmelse er, at vi kan tolerere, at 10-15 % af befolkningen ikke bidrager. På nuværende tidspunkt er der mere end 10 -15 % af befolkningen, der alligevel ikke finder mening i det, de laver. Så jeg mener, det vil være et acceptabelt niveau.

Kan det tænkes, at det er mest relevant og realistisk at arbejde med den slags idéer i lande, hvor tiltroen til det offentlige system er forholdsvis høj? Befolkningens tillid til de offentlige instanser af historiske årsager svækket mange steder i den østlige del af Europa, hvilket også kunne svække troen på, at borgerløn ville kunne administreres?

Det kan sagtens være tilfældet. Et af de centrale perspektiver i Envisioning Real Utopias er, hvad jeg betegner som institutionel pluralisme frem for en simpel model, der bare appliceres overalt. Nogle steder vil introduktionen af borgerløn være hjørnestenen i en transformationsproces. I de rige, højt udviklede stater i det nordlige Europa er det måske nu det rette tidspunkt til at gøre borgerløn til en del af en ny konfiguration, hvor man altså kunne bevæge sig hinsides velfærdsstaten. Andre steder kunne den type forandring stå meget lavt på dagsordenen. Det første der skal gøres er at fundere demokratiet ved at få folk involverede i det politiske liv på lokalt og regionalt plan, fx ved at støtte kooperativer på en mere direkte snarere end indirekte måde. Jeg kunne forestille mig, at den føromtalte offentlige bank, der kunne understøtte lokal økonomisk udvikling og opfordre til skabelsen af kooperativer, kunne være det mest passede institutionelle træk i Østeuropa lige nu, uden at have nogen overordnet recept for dette.

 

Kapitalistiske virksomheder sminker liget

 

En del af solidaritetsprincippet, der kendetegner kooperativerne, florerer også i kapitalistiske virksomheder, der forsøger at skabe positive eksternaliteter gennem fx CSR-tiltag (Cooperate Social Responsibility) og medarbejderinddragelse. Hvordan ser du perspektiverne i denne udvikling?

En stor del af dette er alene PR eller sminkning af liget og ikke substantielt. Men der findes CSR-initiativer, der er reelle og alvorligt ment. De fungerer oppefra og ned, og er ikke i deres essens demokratiske, men snarere vedtaget af en administrerende direktør eller ejeren af et firma, der har en social bevidsthed, en vision eller en bekymring omkring miljøet, og som indser, at firmaet har ressourcerne til at kunne handle. Der er forskelle på hvor kapitalistisk, kapitalismen er; og i hvor høj grad social organisation får lov at forandre kapitalismens karakter. På samme måde som der er omfordelingsmekanismer i den kapitalistiske velfærdsstat, mindskes kapitalismens kræfter også gennem kravene om større medarbejderdeltagelse. Jeg tror at den slags ændringer er enormt vigtige. Jeg ved ikke om de på nogle punkter kunne være vigtigere end kooperativer. Mit gæt vil dog være at det ikke er tilfældet, da de ikke ændrer på kapitalismens grundlæggende magt til at allokere investeringer. Man har forskellige typer CSR, økologisk bevidsthed og øget deltagelse fra medarbejderne. Men kapitalen flyttes stadig grundet ejernes profitsøgende natur. Det lægges der ikke skjul på. De kan altid vælge at flytte deres investeringer, hvorfor kapitalflugt også forbliver en trussel.

Men har den højtuddannede arbejdsstyrke i private virksomheder i dag ikke mange af de samme håb og mål for deres arbejdsliv? Fokuserer de ikke også på øget medarbejderindflydelse, social ansvarlighed og miljøspørgsmål? Og lægger de ikke dermed et pres på de ansvarlige ledere?

Jo, det kan meget vel være. Jeg er skeptisk over for mange af disse tilfælde, fordi jeg ved hvordan PR fungerer. Men jeg er ikke skeptisk over for ideen om at forandre kapitalistiske firmaer indefra på måder, der gør dem mere sociale i deres karakter. Jeg kalder en af mine 7 konfigurationer Social Capitalism. CSR er en måde at bedrive social kapitalisme på. Fordi det typisk er et svar på pres fra enten forbrugere eller deltagere i sektoren. Den progressive direktør har fået idéen et eller andet sted fra. Jeg forestiller mig, at der i Danmark, som det er tilfældet i USA, findes en ny juridisk måde at etablere et firma på, hvor selve fundamentet placerer social ansvarlighed og sociale mål som målsætninger og ansvar foran profit. Profit forbliver en målsætning, som det i øvrigt også er det for kooperativer, der skal have dækket deres omkostninger, men maksimering af udbyttet er ikke længere hovedformålet. I den udstrækning, at det ikke blot er symbolik, konstituerer de, hvad jeg kalder en ”hybrid form.

Global compact initiative er et FN-initiativ, der handler om at introducere CSR i virksomheder. Her findes der en liste på 10 punkter rettet mod at øge demokratiseringen. Disse punkter er ikke langt fra dem, du beskriver i din bog, og byer fra Porto Alegre til San Francisco til Jinan i Kina har skrevet under på initiativet. Tror du, at disse programmer kan gøre en forskel?

De globale initiativer fra FN er styret oppefra og ned. De er formuleret af eliten, og mængden af sludder blandet med seriøsitet er altid et problem. Virksomheders vilje til at gå med på sådanne initiativer, handler først og fremmest om strategiske overvejelser, hvilket bestemt ikke er med til at fremme demokratiske målsætninger. Når de taler om at øge demokratiseringen, taler de ikke om muligheden for at demokratisere investeringsmulighederne eller flytningen af investeringer. De dikterer grænserne for, hvilke muligheder, der foreligger. Hvis demokratiseringen bliver for vidtrækkende, forlader de bare projektet. Jeg er venstreradikal i den forstand, at jeg er vældig skeptisk over for velhavende menneskers oprigtige interesse i at bringe ofre for en mere demokratisk og lige verden. Der er undtagelser, men ikke noget vi kan hænge vores hat på. På den anden side er jeg pragmatiker, og jeg tror på, at når der er initiativer som dette, må man være skeptisk, men ikke bare afvise dem på forhånd. Man må forsøge at opnå indflydelse på betingelserne for disse initiativer. Men jeg vil ikke bruge min politiske energi på at satse på top-down globale initiativer for CSR, i modsætning til symbiotiske strategier, der åbner rum for initiativer nedefra og op.

 

FN har gjort 2012 til ’det kooperative år’ og fremhævet, at: ”det globale kooperative samfund tager afsæt i en mangfoldig værdibaseret forretningsmodel, som er til gavn for hele verdenssamfundet”. Læs mere på http://www.kooperationen.dk/50103/ eller på http://2012.coop/

Tak til den venstreorienterede tænketank FOPA (FOrum for Politisk Analyse), der har formidlet kontakten til Erik Olin Wright.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *