1.11.2006
Teksten er en forkortet version af en tekst af samme navn, der i sin helhed er trykt som Arbejdspapir nr. 12 fra Center for Digital Æstetik-forskning, Aarhus Universitet 2006.
Det forekommer indlysende, at Internettet byder på omfattende, nye muligheder for politisk deltagelse og etablering af demokratisk offentlighed, og disse mediale potentialer er da også i de senere år søgt belyst i en mangfoldighed af teoretiske og empiriske analyser. Diskussionen af forholdet mellem Internettet og demokratiet er imidlertid præget af mange uklarheder, kortslutninger og dækningsløse generaliseringer. Under overskriften ”We are the Web” fremskriver Kevin Kelly, redaktør af internetmagasinet Wired Magazine, f.eks. en triumferende fortælling om Internettet som en kulturel revolution, der indstifter en ny form for deltagelse, et ”participatory democracy” baseret på ”sharing”. Men ”deltagelse” betyder i Kellys konstruktion i realiteten al menigmands net-aktivitet, og det ”vi”, som han gør til en altomfattende, kollektiv aktør i harmoni med sig selv, og som han suggestivt gør til subjekt i en ”bottom-up take-over”, dækker på denne måde over individer og grupper med vidt forskellige interesser samt handlinger i regi af de indbyrdes helt forskellige roller som henholdsvis markedsaktør, bruger af offentlige serviceydelser og kritisk reflekterende samfundsborger. [i]
På lignende vis kalder den populærvidenskabelige forfatter Tor Nørretranders optimistisk Internettets usorterede informationsoverflod for ”det radikale informationsdemokrati”[ii]. Denne generaliserende optimisme på demokratiets vegne må imidlertid karakteriseres som ukvalificeret, for så vidt som den frie adgang til information ikke i sig selv er nogen garanti for, at informationerne bliver produceret, distribueret og brugt i demokratiets tjeneste. Internettet tjener også som boltreplads for nynazister og andre antidemokratiske elementer, for hvem nettets karakter af ureguleret markedsplads for informationer netop byder på muligheden for efter forgodtbefindende at kolportere løgnagtig information, som på grund af fraværet af en kritisk offentligheds vurderings- og selektionsmekanismer principielt oppebærer samme status som al anden information på nettet.
At sætte fri adgang til information lig med demokrati er i videre samfundsmæssig forstand udtryk for en udbredt tendens til at forveksle markedslogik med samfundsmæssigt reflekteret handlen: forestillingen om, at individet har frit valg på alle hylder, kommer til at repræsentere demokratiets fuldbyrdelse. Demokrati drejer sig imidlertid ikke om det selvcentrerede individs monologiske udlevelse af sine private, umiddelbare lyster. Demokrati drejer sig derimod om den politiske organisering af de samfundsmæssige relationer, altså af de indbyrdes konflikter og den gensidige afhængighed og forpligtethed, som kendetegner moderne individers samfundsmæssige eksistensvilkår, og en demokratisk løsning af denne organiseringsopgave forudsætter kritisk refleksion og dialogisk, offentlig udveksling som dominerende interaktionsprincip. En central implikation i demokrati er med andre ord individernes principielle beredskab til at reflektere deres private særinteresser, personlige præferencer og uforgribelige meninger i forhold til hensynet til samfundets almene vel – og dermed til at modificere eller give køb på den umiddelbare egeninteresse, hvis hensynet til overindividuelle interesser i debatten erfares som overbevisende og tungerevejende.
I debatten om de nye mediers demokratiske potentialer gør der sig en række forskellige positioner gældende – lige fra den populistiske, ‘trykknapdemokratiske’, som forstår den private borgers umiddelbare, monologiske meningstilkendegivelse som demokratiets højeste form, over den klassiske, indirekte demokratiforståelse med udgangspunkt i kompromisorienteret, institutionel repræsentation af særinteresser, til den deltagelses- og offentlighedsorienterede, ”deliberative” demokratimodel [iii] , som sammenknytter en engageret, decentral politisk aktivitet med en åben, parlamentsorienteret offentlig debat. Og alt efter, hvilken demokratiforståelse man henholder sig til, har Internettet helt forskellige potentialer [iv] .
Nærværende fremstillings erkendelsesinteresse vil primært rette sig mod potentialer og problemer ved de nye medier i forhold til et deliberativt demokratiseringsperspektiv. [v] Dette perspektiv indebærer, at hvis de nye medier som sådanne skal være interessante i demokratisk øjemed, skal de kunne bruges til andet og mere end den konsumentorienterede model med online-afstemninger og den klientorienterede version med blot forbedret information til borgerne fra myndighederne – de skal åbne bedre muligheder for aktiv deltagelse, offentlig interaktion og kritisk opinionsdannelse. [vi] De følgende sonderinger vil i en teoretisk diskurs forsøge at komme nærmere en bestemmelse af Internettets potentialer og risici med hensyn til udviklingen af deliberative demokratiseringsprocesser.
Væk fra Teknologideterminismen
I forhold til senhalvfemserne, hvor ’hypen’ omkring de nye medier var på sit højeste og forlenede disse med magiske forløseregenskaber for grandiose fremtidsforventninger af såvel utopisk som dystopisk karakter, forekommer diskurserne omkring Internettet og de digitale medier i dag at være ganske pragmatiske og jordnære. Baggrunden for dette skift skal dels søges i den hastigt fremadskridende integration af disse medier i alskens hverdagslige gøremål [vii] , hvilket har nedslidt nyhedens fascinationskraft, dels i den kraftige nedjustering af ’hypens’ højtflyvende forventninger til Internettets økonomiske muligheder, som dot.com-boblens bristen i 2000 afstedkom.
Men selvom der således i dag generelt kan noteres en højere grad af nøgternhed i diskurserne omkring de nye medier, gør der sig dog fortsat prominente positioner gældende, som på mere eller mindre vidtløftig vis udstyrer medieteknologien med en egen, iboende dynamik og udviklingsretning. Dette gælder f.eks. Magtudredningens bind om ’informationssamfundet’ [viii] , som – i forlængelse af Manuel Castells’ teori om ’netværkssamfundet’ [ix] og den hertil hørende tese om en selvberoende ’netværkslogik’ – gør informationsteknologien til den overordnede drivkraft i samfundsudviklingen: den antages af egen, indre drift at skabe uomgængelige, objektive realiteter, som determinerer den videre kultur- og samfundsudviklings mulighedsbetingelser.
Denne subsumtion af samfundsforståelsen under tesen om en selvberoende, teknologisk netværkslogik begrænser i afgørende grad analysens perspektiv, for så vidt som de samfundsmæssige magtdiskurser og interessekampe, som har ledsaget og rammesat udviklingen, formbestemmelsen og implementeringen af den digitale teknologi, ikke reflekteres. Resultatet af disse sociale processer kan derfor heller ikke begribes som udtryk for specifikke samfundsmæssige styrkeforhold, som er principielt foranderlige.
En alternativ, mindre teknologideterministisk betragtningsmåde ville antage, at teknologiudvikling i udgangspunktet er svar på praksisbehov, men at den dernæst indgår dynamisk konditionerende i den videre sociale praksis og kan åbne for muligheder og risici for praksis, som ikke var intenderede eller kunne forudses i udgangspunktet. Selvom teknologien således langtfra i alle henseender udvikler sig i henhold til det menneskelige subjekts eller det menneskelige samfunds formulerede målsætninger, forbliver det ikke desto mindre menneskers individuelle og kollektive valg, der driver den fremad og præger den i specifikke former. Dette grundforhold gælder også, hvis det givne samfund vælger ikke at reflektere teknologiudviklingen som en menneskeskabt og principielt regulerbar størrelse og i stedet underkaster sig den som en fetich. I denne betragtningsmåde kan digitaliseringens sociale og kulturelle perspektiver med andre ord ikke belyses tilfredsstillende med udgangspunkt i teknologiens karakteristika som sådanne, men må søges bestemt, idet teknologien reflekteres som et dialektisk element i den sociale praksis i bred forstand.
Kamp om sociale territorier
Det er et grundtræk ved den sociale praksis i moderne samfund, at den til enhver tid er præget af interessekonflikter og stridende aktører, samt at den er gennemtrængt og konditioneret af historisk specifikke – og skiftende – sociale og kulturelle diskurser. Den sociale praksis er således karakteriseret ved et overgribende, konfliktuelt samspil mellem marked (formel, pengemedieret social interaktion), stat (magtreguleret, hhv. formalretligt medieret, social interaktion) og civilsamfund (kommunikativt medieret social interaktion, som reflekterer det almene vel), idet disse medieringsformer forstås som modernitetens overordnede former for institutionalisering af social handlen. Den sociale praksis er i sin helhed scene for løbende territoriekampe – henholdsvis kampe om det diskursive hegemoni – mellem disse institutionaliseringsformer, idet nogle sociale kontekster og aktører primært trækker på markedets principper, andre på statens og atter andre på det civile samfunds.
Det er en central pointe i denne forståelse af marked, stat og civilsamfund som institutionaliseringsprincipper for social handlen, at man undgår at fiksere diskussionen til det socialgeografiske spørgsmål om, hvor en given praksis udspiller sig, og i stedet kan begribe social praksis – hvad enten den udspiller sig i en privat virksomhed, i den offentlige forvaltning eller i en græsrodsbevægelse – som en blandet proces, der hyppigt trækker på en flerhed af institutionaliseringsformer, hvis indbyrdes vægtning eller styrkeforhold er det interessante. Det afgørende spørgsmål bliver således i stedet, hvordan aktørerne i denne praksis reflekterer sig selv og bringer sig i forhold til samfundet som helhed – altså om den givne praksis i sin udfoldelse er domineret af hensynet til monologiske særinteresser, af en formel legalisme eller af en dialogisk selvforståelse, som forpligter sig på almenvellet som diskursiv ramme. Almenvellet forstås her ikke som en størrelse, som kan defineres en gang for alle, men netop som en ’diskursiv ramme’, inden for hvilken vi strides dialogisk, i fredelige former og i anerkendelse af, at vi på tværs af interesseforskelle og uenigheder har væsentlige, fælles anliggender. Det er i denne terminologi kun, når individers og gruppers praksis forholder sig til almenvellet som diskursiv ramme, at den kategoriseres som civilsamfundsmæssig.
Modernitetens konfliktualitet henter ikke blot sin dynamik fra disse institutionaliseringsformers indbyrdes forskellighed, men også fra det forhold, at markedets og statens formelle medieringsformer historisk har demonstreret en ekspansiv tendens. De øver derfor et permanent pres på hinanden såvel som på den civilsamfundsmæssige, kommunikative interaktions råderum, og der kan således – som Habermas har begrebsliggjort det med sin koloniseringsmetafor – historisk noteres en tendens til, at det samfundsmæssige samkvem i tiltagende grad formidles af pengetransaktioner og lovgivning. Når de formelle medieringsformer ekspanderer, sker det på den offentlige, demokratiske debats bekostning. Denne tendens er dog hverken entydig eller irreversibel: der opstår løbende civilsamfundsmæssige modbevægelser, som undertiden opnår en styrkeposition, som sætter dem i stand til at trænge penge- og magtreguleringen tilbage på det givne felt. Det civile samfund er endvidere i sig selv en modsætningsfyldt størrelse, al den stund det er hele den offentlige debats spektrum af stridende positioner, der trækker på dets medieringsform, den kommunikative interaktion. [x]
Internettet mellem marked, stat og civilsamfund
Nye medier som Internettet repræsenterer nye praksis- og erfaringsrum, nye delområder af den sociale praksis, og som al anden social praksis er også disse områder gennemtrængt af det generelle brydningsforhold mellem institutionaliseringsformerne marked, stat og civilsamfund. De nye mediers praksisrum er med andre ord dybt integreret i almene samfundsmæssige konflikter og interessemodsætninger med hensyn til, hvilke principper der fremover skal være dominerende i kultur- og samfundsudviklingen. [xi] Dette grundforhold kan anskueliggøres ved hjælp af et kortfattet historisk rids. [xii]
Internettet opstod som svar på militære kommunikationsbehov og var således i udgangspunktet statsligt initieret og finansieret. Efterhånden blev det også stillet til rådighed for bibliotekerne og for den ikke-militære forskerverden, som brugte det til udveksling af forskningsresultater og dannelse af samarbejdsnetværk. Men fra 1980’erne begyndte også decentrale, frivillige græsrodsinitiativer af mere eller mindre subkulturel karakter at udfolde sig på nettet i selvorganiserede, interaktive gruppekommunikationssystemer. [xiii]
Dette skattefinansierede offentlige rum for statslige og civilsamfundsmæssige aktører blev imidlertid fra 1993 og fremefter genstand for en veritabel koloniseringsproces, hvor markedsaktører trængte ind og etablerede sig i en stadig mere dominerende position. Underholdningsindustri, software-virksomheder og teleselskaber begyndte fra dette tidspunkt at gå sammen om at udbyde adgang til nettet med tilhørende underholdningstilbud (online-spil, film, TV-kanaler). I modsætning til den kollektive, medlemsbaserede netadgang, som de civilsamfundsmæssige netværk var bygget op omkring, var der her tale om en individuel, privat tilslutning på markedsvilkår til private firmaers servere, og denne form vandt hurtigt stor udbredelse på den kollektive, selvorganiserede forms bekostning.
Denne kommercialiseringsproces skyldtes dels, at markedsaktørerne på grund af reklamefinansiering og en overflod af risikovillig kapital kunne levere Internet-adgangen billigere end de decentrale netværk, dels at der med World Wide Web (WWW), som fra 1993 og fremefter blev den helt dominerende indgang til Internettet, opstod nye krav til serverfaciliteter og programmørkvalifikationer, som de fleste selvorganiserede netværk havde svært ved at honorere. Den nye teknologi var meget brugervenlig og bød i form af kombinationen af hypertekst, grafisk brugerinterface, digital repræsentation af alle medier samt computernetværk på muligheder, som de hidtidige, lineær-tekstuelle kommunikationsformer på Internettet ikke rummede; men på produktionssiden var den altså samtidig både dyr og vanskelig at håndtere og førte derfor til en stærk hierarkisering af mulighederne for at tilbyde Internet-adgang. I dag er der for længst udviklet software, som har løst disse problemer, men i den mellemliggende periode har de kommercielle udbydere tiltrukket sig langt størstedelen af netaktiviteten, mens de oprindelige, selvorganiserede netværk er blevet marginaliseret.
Den kommunikative kapitalisme
Der har fra midten af 90’erne endvidere kunnet iagttages en forskydningstendens i typen af fællesskabsdannelser på nettet. Mens de selvorganiserede netværks fællesskaber voksede op nedefra og var bestemt af deltagernes egne, aktivt formulerede livsverdensmæssige interesser, er der i regi af de kommercielle netudbydere tale om bestræbelser på at konstruere konsumfællesskaber, hvor individerne på basis af overvågning af deres netadfærd italesættes oppefra, som medlemmer af prædefinerede marketingsmålgrupper, og herefter søges gelejdet ind i et livsstilsfællesskab bestemt ved smagspræferencer. Tendensen er endvidere, at markedsudbyderne tilbyder hele ‘pakker’, således at en webportal både rummer kommercielle tilbud, underholdning, nyheder, informationsmuligheder, e-mail og chatfora – altsammen for at skabe identifikation og holde på kunderne. [xiv]
Den amerikanske politolog Jodi Dean drager den konsekvens af udviklingen, at hun fraskriver Internettet ethvert potentiale som forum for demokratisk, politisk reflekterende offentlighed. I hendes analyse er Internettet i dag overgribende bestemt ved at være den globale, kapitalistiske økonomis infrastruktur, dens ”materielle basis”. De reguleringer, protokoller og matricer, som ligger til grund for realitetskonstruktionen på nettet, er først og fremmest indrettet på at skabe forbrugertillid og sikre kommercielle transaktioner, og disse specifikke markedspræmisser for interaktion gælder for enhver form for deltagelse på nettet. Civilsamfundsmæssig deltagelse bliver ifølge denne analyse uvægerligt suget ind i underholdnings- og reklameindustriens malstrøm og integreres dermed i den ”kommunikative kapitalisme”. [xv]
En så totaliserende forfaldshistorie, som Dean fortæller, forekommer der dog ikke at være tale om. Som vi skal vende tilbage til senere, er der fortsat en mangfoldighed af decentrale netværk, græsrødder, NGO’er, kunstnere og andre civilsamfundsaktører, der via egne websites, blogs og fælles domæner betjener sig flittigt af Internettet på egne præmisser, ligesom bibliotekerne, den uafhængige presse, universiteterne og det ikke-kommercielle forskersamfund, samt statslige myndigheder betragter det som et selvfølgeligt og uundværligt arbejdsredskab og til dels er repræsenteret med egne portaler. Men markedsaktørernes voldsomme ekspansion kan ikke desto mindre give anledning til kritisk eftertanke, for den er i videre forstand en indikator på udviklingen i de sociale styrkeforhold i det virtuelle praksisrum, og den dominerende position, som markedskræfterne har erobret siden 1993, virker således rammesættende for civilsamfundsmæssige initiativers muligheder for at opnå opmærksomhed på nettet.
Denne koloniseringstendens styrkes yderligere af det forhold, at kun den, der i udgangspunktet – i ‘real life’ – råder over store ressourcer til annoncering, er i stand til at slå sit navn fast på nettet, og når dette mål er nået, vil opmærksomheden udmønte sig i høj prestige, som vil gøre det attraktivt for andre aktører at oprette links til denne website, som således vil få endnu mere opmærksomhed. Denne mekanisme understøttes endvidere af søgemaskinerne, hvis popularitetsindex’er eftertrykkeligt demonstrerer, at nogle sites er mere centrale end andre. En etableret prestigeposition bliver på denne måde løbende bekræftet og opskrevet, mens det omvendt bliver mere og mere vanskeligt for nye initiativer – hvad enten de er politiske, kunstneriske eller kommercielle – at opnå opmærksomhed på nettet. På grund af disse konkurrencebetingelser er den frie og lige mulighed for at gøre sig gældende med andre ord mere formel end reel.
Hertil kommer, at etablerede kommercielle magtpositioner i dag forsvares med en ildhu, som er historisk ny. Som den amerikanske jurist Lawrence Lessig har argumenteret for i forbindelse med den copyright-krig, der for tiden raser mellem kommercielle rettighedshavere og fildelere, er perspektivet i kulturindustriens ekspansive og strengt legalistiske interessevaretagelse, at samfundets fælles kulturgods og de hverdagspraktiske, æstetiske og kulturelle skabelsesprocesser forvandles til privatejendom, og at samfundets livsverdensmæssige kreativitet og fornyelsesevne dermed begrænses og beskadiges. [xvi]
Som vi skal vende tilbage til i næste afsnit, har der ikke desto mindre i de senere år været tale om en vis revitalisering af den politiske interesse på Internettet – dels i regi af de globaliseringskritiske bevægelser og beslægtede, decentrale politiske og kunstneriske initiativer, dels som direkte reaktion på de globale, politiske konsekvenser af terrorangrebet på USA den 11. september 2001, herunder ikke mindst den amerikanske regerings ekspansive, voldelige konfliktregulering og dramatisk skærpede overvågningsaktivitet i tiden derefter. [xvii] Desuden udfolder der sig i regi af hackerkulturen en vedholdende modstandskamp mod kommercialiseringen af cyberspace; og det relativt nye fænomen ’weblogs’ har på få år opnået en prominent position som ikke-kommerciel ramme om forskellige typer af kommunikativ, livsverdensmæssig udveksling på nettet – herunder kritisk diskussion af politiske temaer. På trods af markedsdominansen og de tiltagende statslige interventioner er Internettet således fortsat tillige en dynamisk kampplads for en mangfoldighed af stridende civilsamfundsmæssige positioner og bevægelser.
Modoffentligheder på Internettet
Som pointeret er det netop i muligheden for decentral (‘many to many’) kommunikation, de nye mediers egentlige nyhedskvalitet ligger, og det er således også her, deres eventuelle, nye perspektiver for politisk kommunikation og demokratisk deltagelse skal søges. Internettet byder i denne henseende på en infrastruktur, som civilsamfundsmæssige aktører lige fra det lokale til det globale niveau kan betjene sig af til intern og indbyrdes kommunikation, til udadvendt offentlighedsarbejde, til koordinering af kampagner og aktioner, til organisering af masseprotester via e-mail, m.m. Der er her tale om politiske praksissammenhænge, som opererer såvel i cyberspace som i ‘real life’: det fælles udgangspunkt er ambitionen om at forandre forhold i ‘real life’, men det virtuelle rum spiller en vigtig rolle som udadvendt offentlig platform og som identitetsskabende fælles praksisrum indadtil. Det forbliver dog ’real life’-relationerne, der udgør bevægelsernes identitetsmæssige omdrejningspunkt, mens det virtuelle fællesskab først og fremmest fungerer som supplement hertil. [xviii]
I regi af sådanne praksissammenhænge kan cyberspace således på én gang tjene til at kompensere for det moderne hverdagslivs tiltagende mangel på urbane rum, der er indrettet på offentlig, kommunikativ interaktion mellem samfundsborgere [xix] , og danne ramme om skabelsen af kommunikative kredsløb og praksissammenhænge, som transcenderer det geografiske rums grænser og i princippet rummer perspektiver for udviklingen af et globalt civilsamfund. Mange af de internationalt opererende NGO’ers brug af Internettet kan indplaceres i dette perspektiv; ATTAC-bevægelsen, World Social Forum, de mexikanske zapatister samt diverse markedskritiske ‘anti-corporate’ og ‘anti-branding’-bevægelser er ligeledes fremtrædende eksempler på en brug af Internettets muligheder, som integrerer virtuel offentlig interaktion og aktiv samfundsborgerdeltagelse i ‘real life’, og som netop formår at få de to praksisformer til at stimulere hinanden. [xx]
Internettets muligheder som ramme om modoffentligheder benyttes altså af en broget mangfoldighed af politiske subkulturer og græsrodsbevægelser, og også kunstnergrupper, dele af hackerkulturen og aktivistiske kulturkritiske grupper arbejder med nettet i praksisformer, som har til hensigt at skabe kritisk offentlig refleksion. Denne type civilsamfundsmæssig brug af Internettet som led i nye, decentralt kommunikerende politikformer udgør et heterogent og uoverskueligt felt, men der er tale om deltagelsesformer, som udnytter nettets egentlige, nybrydende potentialer, og de må forventes at være kommet for at blive. Deres appel til deltagerne udgår ikke mindst fra det forhold, at de i modsætning til de hierarkiske partier og parlamentariske institutioner tilbyder individet mulighed for hurtigt at blive en fuldgyldig, aktiv deltager og for at øve umiddelbar indflydelse i et praksisrum af principielt global rækkevidde.
Den nødvendige forbindelse til REAL LIFE
Svagheden ved disse deltagelsesformer er dels, at de ikke er legitimeret af et formelt demokratisk mandat, dels – og ikke mindst – at de vil tendere til at fragmentere den offentlige kommunikative interaktion. Internt i de decentrale netværk udfolder der sig en ofte eksemplarisk, demokratisk dialog, som er sagsorienteret, og som bearbejder konflikterfaringer i en løbende refleksiv læreproces, hvorved holdningerne nuanceres, og identiteten og fællesskabsfølelsen styrkes. Men som en dialektisk konsekvens af denne integration af identitetsarbejde og politisk engagement vil de udadtil ofte fremstå som monologiske forfægtere af et budskab, som a priori tilskrives forrang for ethvert andet hensyn. Hvis Internettet som civilsamfundsmæssigt praksisrum ikke blot skal tjene til diverse deloffentligheders partikularistiske selvfremstilling, må disse deloffentligheder derfor finde ud af også at bruge Internet-mediet til at etablere fælles fora, gå i clinch med hinanden og diskutere på tværs af de etablerede, identitetsstiftende grænsedragninger.
Ud af sådanne konflikter og læreprocesser vil der med tiden kunne vokse en ny politisk kultur frem på Internettet, som på én gang er universalistisk og forskelsværdsættende, og som derfor er i stand til at reflektere almenvellet hinsides partikulære netværksidentiteter og hertil knyttede særinteresser. Men det er en udvikling, som aktørerne selv må initiere: det sker ikke automatisk i kraft af Internet-mediet selv – nærmere tværtimod. Internettets åbning af muligheden for at omgå den etablerede offentligheds hierarkiserende, vurderende og selekterende institutioner (partier, forlags-, fjernsyns- og dagbladsredaktører, etc.), som virker umiddelbart attraktiv og har bidraget til at højne den civilsamfundsmæssige deltagelse, rummer nemlig samtidig en risiko for marginalisering af almenhedens perspektiv og forpligtetheden på at forholde sig til den fælles historiske erfaring og den offentlige opinions forskellige, mere eller mindre institutionaliserede, fortolkninger heraf. En sådan udvikling vil implicere tab af fælles politisk kultur og væsentlige offentlighedskvaliteter i den sociale interaktion, og det vil derfor være en vigtig opgave for de fremsynede civilsamfundsmæssige aktører aktivt at imødegå tendenser til at negligere almenvellet som diskursiv ramme.
Internettets særlige mediale muligheder fungerer således endog særdeles produktivt for de politiske deloffentligheder på disses egne præmisser, mens nettet endnu ikke er blevet taget i anvendelse af deloffentlighederne som medie for alment, tværgående offentligt ræsonnement. Ikke desto mindre synes det at være i forlængelse af sådanne identitetsstiftende, virtuelle og ‘real life’-fællesskabers praksis, at Internettets mulige rolle som formidler og fornyer af den almene offentlige debat i givet fald vil skulle tage form.
I hvert fald er der ikke meget, der tyder på, at en frugtbar og perspektivrig demokratisk dialog mellem borgere på Internettet kan udfolde sig i form af rent virtuel kommunikation, altså uden kobling til politisk ‘real life’-praksis og den fælles erfaringsdannelse og gensidige forpligtethed, som udspringer heraf. Således viser flere analyser af Internet-debatter, at deltagelsen hyppigt domineres af Tordenskjolds soldater, og at disse som hovedregel ikke indlader sig på egentlig demokratisk dialog, men derimod bruger nettet til kundgørelse af monologiske statements. [xxi] Undersøgelser af amerikanske forsøg med lokalt demokrati på nettet kommer til lignende resultater, [xxii] og heller ikke en analyse af kommunikationen i et udvalg af politiske newsgroups – altså mere afgrænsede og specifikt interessebetonede virtuelle diskussionssammenhænge – finder tilstrækkeligt belæg for, at disse grupper udgør en egentlig politisk offentlighed. I stedet for dialogorienteret, kritisk refleksion er deres kommunikation overvejende præget af kortfattede udvekslinger af monologiske synspunkter, og deltagerne skænker hovedsagelig deres opmærksomhed til ligesindede. [xxiii]
Rent virtuelle politiske diskussionssammenhænge synes således snarere at animere til deltagelse i regi af rollen som varetager af særinteresser end i regi af den universalistisk reflekterende samfundsborgerrolle. [xxiv] Elementer til forklaring af dette forhold kan findes i nogle af de almene karakteristika ved det virtuelle praksisrum: den restringerede, næsten modstandsløse sanselighed i det virtuelle møde lægger snarere op til ekspansiv projektion af egne ønsker og meninger end til møjsommelig, reflekterende beskæftigelse med modpartens synspunkter som – potentielt fornuftige – udtryk for legitime interesser. Man kunne endvidere antage, at det netop er ’fjernværet’ [xxv] og den heraf følgende mulighed for anonymitet i deltagelsen, der for mange udgør attraktionsværdien i denne type politisk kommunikation, og at denne rammesætning i sig selv giver næring til konsumentens uforpligtede, selvcentrerede praksisform: man kan jo bare klikke sig ud igen, når kommunikationen ikke passer én længere.
Det centrale forklaringselement er dog formentlig, at man i den rent virtuelle kommunikation ikke er anvist på hinanden. Hverken i fysisk-rumlig, kropslig, ressourcemæssig eller social forstand binder denne kommunikationsform deltagerne sammen i kredsløb, som implicerer gensidigt ansvar, gensidig tillid og nødvendigheden af i fællesskab at få tingene til at fungere. Derfor udvikler der sig i regi af den rene netkommunikation typisk heller ikke den fælles parathed til at anerkende hinandens synspunkter og eksistensberettigelse, søge enighed, indgå kompromiser og reflektere inden for almenvellet som diskursiv ramme, som definerer demokratiske samfundsborgeres interaktion.
Muligheder og faldgruber
Man kan på denne baggrund overveje, om Internettet overhovedet egner sig som forum for offentlig meningsdannelse og fælles beslutninger. Flere forskere giver udtryk for skepsis med hensyn til Internettets perspektiver for den overordnede samfundspolitiske debat – dels under indtryk af de ovennævnte erfaringer, dels på baggrund af en indbygget, paradoksal begrænsning i ‘many to many’-princippet: jo flere der ytrer sig i debatten, jo færre vil høre efter – fordi selve mængden af indlæg vil gøre det uoverkommeligt at læse dem og forholde sig til dem. I stedet peges der på lokale, hverdagsforankrede ‘community networks’ som de adækvate fora for den decentrale, civilsamfundsmæssige deltagelse. [xxvi]
Som det er fremgået, ser nærværende fremstilling mulige perspektiver også for den almene offentlige debat og meningsdannelse i de politiske netaktiviteter, som fungerer i et samspil mellem virtuel praksis og ‘real life’-praksis, men som det blev gjort gældende ovenfor, vil dette forudsætte læreprocesser, hvor de forskellige praksisfællesskaber åbner deres respektive, partikulære horisonter og tager livtag med hinanden i forpligtethed på almenvellet som dis-kursiv ramme. I kraft af en sådan udvikling ville Internettets særlige ‘many to many’-kommunikation kunne opnå status af et væsentligt offentlighedsforum også for den almene, samfundspolitiske debat.
Internettet vil ikke kunne erstatte de klassiske massemediers og de parlamentariske foras status som centrale, syntetiserende bearbejdere og fortolkere af den samfundsmæssige konflikterfaring, selvom det også vil kunne spille en sådan rolle, for så vidt som det i vid udstrækning faktisk allerede bruges som traditionelt massemedie, Det kunne få en væsentlig funktion som de ‘real life’- og netaktive deloffentligheders artikulationskanal i forhold til den almene offentlige debat. Men dets særlige mediale egenskaber og deltagelsesmuligheder rummer, som vi har set, begrænsninger på det samfundspolitiske niveau, som i denne henseende vil henvise det til rollen som supplement til de etablerede offentlighedsformer.
Ved siden af de positive potentialer rummer nye medier som Internettet således også faldgruber for den videre udvikling af civilsamfundsmæssige demokratiseringsprocesser og et mere deltagelsesorienteret, deliberativt demokrati. I skikkelse af de kulturindustrielle markedsaktører og den liberalistiske mainstream i det etablerede politiske liv er der stærke kræfter i den aktuelle kultur- og samfundsudvikling, der målbevidst søger at trække individernes identitetsarbejde bort fra almenvellet som diskursiv ramme og henimod særinteresserne og de asociale, umiddelbare lyster som horisont for handlen. Der finder med andre ord en tilspidset kamp sted mellem individet som samfundsborger og individet som konsument, og kampen udspiller sig såvel på den store samfundsmæssige scene som internt i det enkelte individ.
Noter
[i] Kevin Kelly: ”We are the Web” in Wired Magazine, August 2005. Optimismen holdes bl.a. oppe af en udokumenteret påstand om, at kun 40% af nettet er kommercielt. Kelly indskriver endvidere denne succeshistorie i en vidtløftig vision om integrationen af menneske og maskine i et neuralt netværk, hvor nettets link-krydsreferencer i analogi til hjernens funktionsmåde vil konstituere ”globale neuronforbindelser” og muliggøre overgribende, kollektive læreprocesser i teknologiens regi.
[ii] Tor Nørretranders: Stedet som ikke er. Kbh. 1997, s. 141.
[iii] Se f.eks. Jürgen Habermas: Faktizität und Geltung, Frankfurt am Main 1992
[iv] Se også Benjamin Barber: ”The New Telecommunications Technology: Endless Frontier or the End of Democracy?” in R.G. Noll & M.E. Price (red.): A Communications Cornucopia, Washington 1998.
[v] Se også Barry N. Hagus & Brian D. Loader (red.): Digital Democracy, London 1999.
[vi] Se også Mark Poster: Cyber Democracy: Internet and the Public Sphere, University of California, Irvine 1995.
[vii] Se f.eks. undersøgelsen Internet. The Mainstreaming of Online Life. Trends 2005. PEW Internet Project (5.12.2005).
[viii] Jens Hoff (red.): Danmark som informationssamfund, Århus 2004.
[ix] Manuel Castells: The Rise of the Network Society. Oxford 1996
[x] Jf. Jürgen Habermas: Theorie des kommunikativen Handelns, Bd. 1-2, Frankfurt am Main 1981.
[xi] Se også Jean Cohen & Andrew Arato: Civil Society and Political Theory, Cambridge 1992.
[xii] For en mere udførlig redegørelse henvises til Jens F. Jensen (red.): Internet, World Wide Web, Netværkskommunik@tion, Aalborg 1999 og Tor Nørretranders: op. cit.
[xiii] Se f.eks. Howard Rheingold: The Virtual Community, New York 1993.
[xiv] Jf. Gerhard Lukawetz: Online Communities als Demokratisierungsagenten und Marketingsparadigmata, Wien 1999, http://www.mediaclan.at (6.4.2001).
[xv] Jodi Dean: “Kommunikativ kapitalisme: Hvorfor nettet ikke er den offentlige sfære” in GRUS nr. 67, 2002.
[xvi] Se hertil Lawrence Lessig: Free Culture, New York 2004, http://www.free-culture.cc/ samt Henrik Kaare Nielsen & Søren Pold: Kulturkamp.com. Mellem åbne værker og intellektuel ejendomsret, Arbejdspapir nr. 9 fra Center for Digital Æstetik-forskning, Aarhus Universitet, 2005.
[xvii] Se også Richard Kahn & Douglas Kellner: op. cit.
[xviii] Se også Keith N. Hampton: ”Networked Sociability Online, Offline” in Manuel Castells (red.): The Network Society. A Cross Cultural Perspective, Cheltenham 2004, samt Craig Calhoun: “Community without Propinquity Revisited: Communications Technology and the Transformation of the Urban Public Sphere” in Sociological Inquiry Vol. 68, No. 3, 1998.
[xix] Se hertil Richard Sennett: Uses of Disorder: Personal Identity and City Life, London 1996.
[xx] Se f.eks. Jeffrey S. Juris: ”Networked Social Movements” in Manuel Castells: The Network Society. A Cross Cultural Perspective, Cheltenham 2004, samt Thomas Olesen: “Zapatistas online? Internettet og transnational solidaritet” in GRUS nr. 66, 2002.
[xxi] Jf. Jakob Linaa Jensen: Den digitale demokratiske dialog, Århus 2003 samt Lars Torpe m.fl.: Demokrati på nettet, Aalborg 2005.
[xxii] Jf. Howard Rheingold: op. cit. s. 268ff.
[xxiii] Jf. Anthony G. Wilhelm: “Virtual Sounding Boards: How Deliberative Is Online Political Discussion?” in Barry N. Hagus & Brian D. Loader: op. cit.
[xxiv] Se også Craig Calhoun: op. cit.
[xxv] Termen er lånt fra Tor Nørretranders: op. cit.
[xxvi] Se Barry N. Hague & Barry D. Loader: op. cit.