Urealistisk kapitalisme?

Mark Fisher
Kapitalistisk realisme: Findes der ikke noget alternativ?
Passive/Aggressive & Antipyrine, 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

17.07.2021

Den britiske kulturkritiker og filosof Mark Fishers indflydelsesrige værk Kapitalistisk realisme – findes der ikke noget alternativ? er nu endelig oversat til dansk. Det er en polemisk, overdreven og deprimerende men fortsat meget relevant fortælling om kapitalismens tag om os – om den realistiske’ men alligevel snævre ramme for vores forestillinger om nutidige samfund, som vi stadig i 2021 finder det nærmest umuligt at tænke os selv ud af.

De seneste årtier har der floreret en påstand blandt kapitalismekritiske teoretikere, der oftest tilskrives den amerikanske filosof Friedric Jameson, og som Mark Fisher bruger som en indgangsvinkel til, hvad der er kernen i dét, som han kalder for kapitalistisk realisme – nemlig at ‘det er lettere at forestille sig verdens undergang end kapitalismens ophør’. Kapitalistisk realisme er for Fisher den ideologi, der ikke bare taler for kapitalistiske måder at strukturere samfundet på – snarere tværtimod kan en kapitalistisk realist sagtens være kritisk over for kapitalismens dårligdomme – men anser kapitalisme som en uundgåelig del af den samfundsmæssige virkeligheds grundstruktur. Det ‘realistiske’ består således i, at kapitalisme anses som indbygget i virkeligheden selv; som noget, vi ikke kan tænke os foruden, medmindre vi altså forsøger at forestille os det, at verden som sådan går under.

Da denne ideologi ifølge Fisher både er dominerende i dag og påvirker ethvert forsøg på at tænke sig til et bedre samfund, præsenteres der heller ikke nogen utopiske håb om noget hinsides kapitalismen i dette værk. Derimod tilbyder Fisher læseren en radikaliseret kapitalismekritik med det implicitte håb, at en sådan kritik muligvis kan åbne op for en fornyet evne til at artikulere de utopier, som vi mangler i nutiden. Udgivet i 2009 byggede Fisher i Kapitalistisk realisme på en antikapitalistisk bevægelse i tiden efter finanskrisen, der først ebbede ud i starten af 2010’erne efter særligt Occupy Wall Street-protesterne og de sydeuropæiske demonstrationer mod nedskæringspolitikker. Enhver kapitalismekritik har sin tid, ligesom enhver utopi har det. Men Fishers tankeprovokerende tese er, at nutidig kapitalismekritik er nødt til at gribe fat i den mindste begivenhed for at “rive hul i det grå forhæng, som har markeret handlingsmulighedernes horisont under den kapitaliske realisme” (s. 135). Der findes ikke den store forløsende krise men kun små åbninger, som det er vores eget ansvar at finde og bruge til at åbne op for en anden mulighedshorisont, en anden slags politik. Fisher synes dog at være uafklaret omkring, hvor almindelige eller modsat sjældne sådanne åbninger egentlig er. Samtidsdiagnosen af kapitalistisk realisme som allestedsnærværende risikerer i hvert fald at forstærke selvsamme ved at præsentere den som en almægtig og altfortærende ideologi, der indoptager enhver modstand i sig. For hvorfor så gøre modstand?

Værket begynder med en interessant læsning af Alfonso Cuaróns film Children of Men fra 2006, der udfolder en dystopi om en nær fremtid, hvor der på grund af massesterilitet ikke er blevet født et barn i en hel generation med socialt og politisk kaos til følge. Ifølge Fisher kan denne film nemlig tolkes som en særlig form for senkapitalistisk dystopi, hvor verden netop er lige ved at gå under og totalitære politiske tendenser vokser frem, samtidig med at kapitalismen blomster. Som Fisher formulerer det: “Interneringslejre og franchise-kaffebarer sameksisterer” (s. 7). I Fishers læsning fremstår det imidlertid som om, at kapitalismen med særligt dens forbrugsspiral i sig selv udgør en form for undergang af den verden, som vi engang kendte så godt – en tanke, der synes at hvile på en vis konservativ undertone. Således hævder Fisher i forlængelse af Friedric Jameson, at senkapitalismen fører os ud ad en vej, som Jameson selv har kaldt for ‘postmodernisme’, men som uanset betegnelse indebærer et grundlæggende tab af mening igennem kapitalismens ustandselige strømme af arbejde, udveksling og forbrug. I Children of Men viser det sig ifølge Fisher tydeligst i den ligegyldige måde, hvorpå mesterværker såsom Pablo Picassos maleri Guernica hænger som vægpynt i en privat kunstsamling på et gammelt elværk. Forbrug forvandler verden til en ruin efterladt af os selv. Eller med andre ord: “Kapitalisme er det, der er tilbage, når overbevisninger er kollapset på det rituelle eller den symbolske udviklings plan, og det eneste tilbageværende er forbruger-tilskueren, der trasker igennem ruinerne og fortidslevnene” (s. 11).

Hvis selvopfyldende profeti? 

Den kapitalistiske realisme er for Fisher på sin vis den dystopi, som vi allerede lever under. Apropos risikoen for, at den dermed også bliver præsenteret som en almægtig størrelse, karakteriserer Fisher den således som både en “gennemtrængende atmosfære” og en “usynlig barriere” for både tænkning og handling (s. 31). Alligevel peger Fisher samtidig i løbet af bogen på, hvad han kalder for forskelligartede aporier, vedholdende knudepunkter som udfordrer den kapitalistiske realismes grundpræmis om, at kapitalisme blot kan blive ved og ved i dets nuværende form. Ifølge Fisher er disse aporier i dag særligt miljøkatastrofer, psykisk sygdom og bureaukrati inden for både det offentlige og private, der hver især sætter alvorligt spørgsmålstegn ved den “forretningsontologi”, der sætter som standard, at alle dele af samfundet bør køres som en privat virksomhed (s. 32). Men ligesom åbningerne i det politiske felt er aporier ikke nødvendigvis lig med politisk forandring, da det kræver, at nogle holder fast i disse aporier og engagerer sig i dem. På baggrund af mange års erfaring som både underviser i universitetsverdenen og lærer i et gymnasielignende tilbud i Storbritannien stiller Fisher sig imidlertid voldsomt tvivlende i forhold til, om nutidens ungdom besidder et sådant engagement. Som Fisher skriver, kan man sige, at ungdommen er ramt af en form for refleksiv impotens, hvor de er udmærket opmærksomme på alskens samfundsproblemer men alligevel ikke føler, at de kan gøre noget ved dem – hvilket blot bliver til en mere og mere selvopfyldende profeti, en negativ spiral. Skrevet et par år inden eksempelvis det Arabiske Forår fremstår dette dog i dag som en noget generaliserende karakteristik rettet mod især den britiske ungdom, hvilket samtidig virker snævert fra et globalt perspektiv. Derfor er det værd at stille det enkle spørgsmål: Hvem er det egentlig, der er i gang med en selvopfyldende profeti? Kan det muligvis også være Fisher selv, der bærer en del af ansvaret i den forbindelse?

Det overbevisende budskab, som Fisher lykkes at komme igennem med, er til gengæld, at kapitalistisk realisme bunder i en sammenfletning mellem ideologi og materielle strukturer, der ikke kan reduceres til en simpel skelnen i marxistisk terminologi mellem ‘basis’ og ‘superstruktur’. Med begrebet om den store Anden, som Fisher låner fra den franske psykoanalytiker Jacques Lacan (1901-1981), er det således hans pointe, at enhver materiel produktion og forbrugsproces altid er indrammet af en bestemt symbolsk ramme, som gør, at der både arbejdes og forbruges på ‘den Andens vegne’ – også selvom denne slet ikke er en konkret person men mere en slags kvasi-personifikation af den måde, som man gør tingene på.

Men dette betyder samtidig, at det ikke handler så meget om at gøre tingene rigtigt men mere om at imponere den store Anden, selv hvis det indebærer facade og bedrag, som når virksomheder fortæller aktiemarkedet om deres seneste resultater, eller når arbejdere skal sælge sig selv på et presset arbejdsmarked. Ifølge Fisher har dette ført til en regulær “markedsstalinisme” optaget mere af symbolsk markedsværdi end faktiske resultater på samme måde, som Josef Stalin var det i Sovjetunionen (s. 74). At der i dag faktisk er mere plads til afsløringer af den slags i kraft af forholdsvist levende offentlige sfærer med plads til kritik af særligt magthavere i visse dele af verden, synes imidlertid at slippe forbi Fishers hyperpessimistiske blik. Det er muligvis rigtigt, som Fisher skriver, at “fortællingen om den store Andens endeligt er stærkt overdrevet” (s. 87). Men fortællingen om, at den store Anden er den samme som under Sovjetunionens værste tid med totalitært herredømme – hvilket i øvrigt minder om nyere tendenser efter udgivelsen af Fishers værk til at karakterisere nutidige samfund som ‘postfaktuelle’ – er sandsynligvis det samme.

Den (u)effektive kapitalismekritik

Uanset hvad stiller Fisher skarpt på det vanskelige spørgsmål i dag om, hvad der egentlig kan siges at udgøre en effektiv kapitalismekritik. Eksempelvis nævnes Disney/Pixars film Wall-E fra 2003 som en både kritisk og underholdende fremstilling af såvel den moderne udplyndring af naturen som den sociale fremmedgørelse, som mange af os oplever i dag, og som i Wall-E vises gennem megavirksomheden Buy N Large, der på et gigantisk rumkrydstogt servicerer folk i hver deres lille boble med fastfood, motoriserede stole og konstant underholdning. Men ifølge Fisher har denne ‘underholdningskritik’ de facto mest af alt en passiviserende funktion, som af Disney selvfølgelig kan bruges til at få os til at forbruge endnu mere men nu uden helt så dårlig samvittighed. Spørgsmålet er så, hvilket Fisher desværre ikke stiller i værket, om det omvendte også finder sted; om vi samtidig kan komme til på andre måder aktivt at modarbejde kapitalismen uden egentlig at være opmærksomme på det, da det f.eks. ikke sættes op i et stort narrativ som i Wall-E? Hvad nu hvis sådan noget som arbejde i frivillige organisationer eller kooperativer stadig kan siges at modarbejde kapitalismen, selv når der ikke er nogen, der er bevidste om det?

Ifølge Fisher bør vi i kampen mod den kapitalistiske realisme ikke fokusere så meget på kapitalismens dårligdomme såsom ulighed og hungersnød men på kapitalismens mangel på sammenhæng, dens urealistiske aspekter. I den forbindelse må bevidstgørelse siges at spille en uundværlig rolle, selvom den muligvis kan foregå på forskellige planer. Hvad Fisher dog ikke kommer ind på i den forbindelse, er den normative begrundelse for, hvorfor det er vigtigt at finde et alternativ til kapitalismen, hvis man mener dette, uanset om kapitalisme anses som ‘realistisk’ eller ej. Der synes i hvert fald at mangle en tydeliggørelse af, hvad det egentlig er for et normativt grundlag, som Fischer kritiserer kapitalismen på baggrund af. I stedet for blot at tage det for givet, at kapitalisme til alle tider er en problematisk hvis ikke direkte forkastelig samfundsstruktur, bør kapitalismekritikere som Fisher – der desværre døde i 2017 – i højere grad fokusere på sådanne spørgsmål. At stille det åbne spørgsmål, hvorvidt kapitalisme som sådan egentlig kan retfærdiggøres, kan nemlig i sig selv føre til en øget bevidstgørelse og bryde med den kapitalistiske realismes selvfølgeligheder. Men uanset er Kapitalistisk realisme – findes der ikke noget alternativ alt i alt et provokerende værk, der fortjener at blive læst og diskuteret af mange flere end blot dem, der allerede identificerer sig som ‘kapitalismekritikere’ – særligt i en dansk kontekst, hvor det ofte hævdes, at vi gennem velfærdsstaten allerede har tæmmet kapitalismens værste excesser, som om at der nu ikke er mere at snakke om. Fishers opråb bør mere end nogensinde tages dybt alvorligt.