Kampen for et andet Europa

Turbulens har været i Bruxelles for at tale med den politiske aktivist og filosof Lorenzo Marsili om den nye pan-europæiske modstandsbevægelse “Democracy in Europe Movement 2025 (DiEM25)”. DiEM arbejder konkret på at omskabe EUs nuværende konstruktion, både for at komme ud over de seneste års højrenationale tendens i Europa og for at bryde med EUs nuværende neoliberale udformning, som bevægelsen anser for at være i demokratisk underskud.

20.11.2017

Af Kristoffer Balslev Willert

Den nye pan-europæiske, politiske bevægelse Democracy in Europe Movement 2025 (DiEM25) indtog i begyndelsen af juli Bozar-centret for Moderne Kunst i hjertet af Bruxelles for at afholde en begivenhed, som de kaldte ”The Real State of the Union” – en direkte henvisning til præsidenten for EU-Kommissionen, Jean-Claude Junckers ”State of the Union”-tale, der skulle afholdes fire dage senere i EU’s hovedbygning i Bruxelles. Her talte Turbulens med en af bevægelsens frontfigurer, den italienske filosof og politiske aktivist Lorenzo Marsili, som blandt andet står bag det internationale tidsskrift Naked Punch Review, den europæiske ngo European Alternatives og den årlige politiske festival Transeuropa Festival. Derudover skriver han for aviserne Al Jazeera, Neues Deutschland og Huffington Post, gæster ofte italiensk TV og har udgivet bogen Citizens of Nowhere. Undervejs i samtalen kom vi ind på DiEMs politiske motiver og målsætninger, hvor det også blev til en serie af refleksioner over den politiske og økonomiske situation, som Europa aktuelt befinder sig i.

DiEM blev dannet i foråret 2016 af den tidligere græske finansminister og økonomiprofessor Yannis Varoufakis og den kroatiske filosof Srećko Horvat. Halvandet år senere har bevægelsen ca. 70.000 medlemmer, som er spredt ud over 250 lande. En række offentligt kendte personer er tilknyttet bevægelsen, blandt andre Noam Chomsky, Julian Assange, Slavoj Žižek, Renata Avila og Franco Berardi. Som Marsili beskriver det, så har de forenet sig i målsætningen om at mobilisere en transnational, kritisk masse, der i fællesskab kan reagere på Europas politiske og økonomiske udfordringer:

”Vi arbejder for at sammenkoble borgere, organisationer og sociale bevægelser fra hele EU for at gøre det, som lige nu ikke findes: egentlig pan-europæisk, social-politisk kraft, der kan forandre EU radikalt inden det disintegrerer eller imploderer under etablissementet, som lige nu leder institutionerne og ikke mindst de nationale medlemsstater.”

DiEM opererer dermed ud fra den grundantagelse, at Europas politiske enhed vil bryde sammen, hvis de politiske, sociale og økonomiske forandringer, som bevægelsen plæderer for, udebliver. Denne antagelse udsprang af en helt specifik begivenhed i europæisk politik, nemlig den græske finans- og gældskrise:

”Da Grækenland blev presset af Trojkaen i sommeren 2015, var ingen andre medlemsstater parate til at lempe de krav, som Grækenland var blevet underlagt. Ingen var i stand til at fremlægge idéen om en pan-europæisk kamp for et retfærdigt og mere bæredygtigt økonomisk alternativ for EU. I det øjeblik gik det op for os, at vi manglede en transnational infrastruktur for mobilisering til at skabe en kritisk masse. Det er netop hvad der har manglet igennem de sidste 10 års økonomisk-politiske krise.”

 

En politisk opbrudstid

Da jeg beder Marsili om at vurdere Europas aktuelle politiske situation, fremhæver han først og fremmest den kraftige politiske modstand, som har indfundet sig imod det, der jævnligt betegnes som det europæiske etablissement (på engelsk: ’the establishment’). En modstand, som DiEM tilslutter sig. Som han videre fortæller, så henføres etablissementet inden for europæisk kontekst typisk til EU’s mest magtfulde institutioner: EU-Parlamentet, Det Europæiske Råd, EU-Kommissionen, EU-domstolen og ikke mindst den Europæiske Centralbank.

Da jeg spørger efter årsagen til de seneste års politiske modstand imod disse institutioner, fremhæver Marsili, at den især udspringer af en negativ forestilling om over- og mellemstatslig europæisk samarbejde, og samtidig er forbundet med en særdeles positiv forestilling om national selvbestemmelse. Som han bemærker, har en lang række politiske afstemninger de senere år været med til at understrege denne tendens, blandt andet: AFD’s (Alternative für Deutschland) massive fremgang ved det netop afholdte forbundsdagsvalg i Tyskland; Brexit; Marine Le Pens præsidentkandidatur i Frankrig dette forår; det nationalkonservative regeringsparti Lov og Retfærdighed i Polen; fremgangen for Geert Wilders’ Frihedsparti i Holland dette forår med 20 mandater i parlamentet, som gjorde dem til Hollands andet største parti.

Som han videre fortæller, så er en ting sikker, uanset hvilken model man benytter sig af til at forklare denne tendens: ”Forholdet mellem EU og de enkelte medlemsstater er udfordret i disse år, og dette har ofte slået ud til fordel for en hævdelse af nationalstatens prominens og suverænitet”. Håndteringen af flygtningekrisen bruger han som eksempel herpå, ved at betone, at den mellemstatslige fordelingspolitik, som EU vedtog i 2015 for at lette presset fra Italien og Grækenland, ikke er blevet overholdt. Oftest, tilføjer Marsili, har de enkelte medlemsstaters begrundelse herfor været, at de ikke vil risikere at udfordre deres nationale sammenhængskraft, både politisk, økonomisk og kulturelt.

Den selvopretholdende modsætning

Da jeg spørger Marsili ind til sammenhængen mellem opblomstringen af højrenationalismen og den politik, som er blevet ført i EU, så udlægger han førstnævnte som et symptom på sidstnævnte. Men mere uventet understreger han samtidig, at de er to sider af samme mønt, hvorfor forestillingen om en grundlæggende modsætning egentlig er misvisende:

“Der er ikke en stor modsætning mellem etablissementet og højrefløjspopulismen. Faktisk ernærer de hinanden i et ganske perverst, symbiotisk forhold. Etablissementet fortsætter med at fastholde en fuldkommen uretfærdig og uacceptabel politisk kurs, og tilbyder intet andet end ‘business as usual’. Den sociale nød, som det skaber, får højrenationalismen til at gro frem.”

Ifølge Marsili, er den primære årsag til højrenationalismens fremgang altså EU’s politiske og økonomiske fundament. Som han i den forbindelse fremhæver, er den økonomiske detailstyring af de enkelte medlemsstaters politik med til at underminere deres politiske selvstændighed. Og dette åbner op for, som han videre fortæller, at de afpolitiserede rum fyldes med nyt indhold, i skikkelse af politisk regressive former for nationalisme. Følger man Marsilis model, så opstår det symbiotiske forhold, så snart nationalismen træder frem, og etablissementet præsenterer sig selv som det eneste alternativ hertil: ”Det er heri, at vi finder det perverse ‘feedback loop’ mellem tingenes nuværende tilstand og ødelæggelsen heraf, som peger i retning af en fortid, som vi bliver nødt til at undgå”.

[blockquote text=”Der er ikke en stor modsætning mellem etablissementet og højrefløjspopulismen. Faktisk ernærer de hinanden i et ganske perverst, symbiotisk forhold. Etablissementet fortsætter med at fastholde en fuldkommen uretfærdig og uacceptabel politisk kurs, og tilbyder intet andet end ‘business as usual’. Den sociale nød, som det skaber, får højrenationalismen til at gro frem.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

 

Det demokratiske underskud

En af DiEMs største anker mod det nuværende EU-system, er dets demokratiske underskud. Da jeg spørger Marsili ind til dette underskud, svarer han, at de primært ser det ud fra den ”økonomisering af politikken”, som ifølge en lang række kritiske samfundsforskere er indtruffet efter oprettelsen af den Økonomiske og Monetære Union. Men hvordan udfolder underskuddet sig i praksis? Marsili fortæller, at DiEM særligt ser det i forhold til den kontrol, som den Europæiske Centralbank udøver over eurozonens politik og den resulterende neutralisering af de enkelte medlemslandes politiske handlekraft. Som han fortæller, så opstår der et demokratisk underskud ”når formuleringen af den økonomiske politik afpolitiseres. Når økonomien forvandles til en kombination af frie markeder og teknokrati, står en række vigtige økonomiske spørgsmål ikke længere til forhandling”.

Et andet centralt element i DiEMs kritik af det demokratiske underskud er, at de europæiske institutioner fremstår bureaukratiske og uigennemsigtige. Det betyder, som Marsili fortæller, at mange EU-borgere hverken har kendskab til eller mulighed for at tilgå beslutningsprocesserne, og derfor står tilbage med en fremmedgjort følelse af at have mistet kontrollen over hvilken retning deres samfund tager. Kunne en løsning være at give nationalstaterne mere kontrol? Ikke hvis man spørger DiEM. Udelukkende at forklare det demokratiske underskud med centralisering og teknokrati er med til at negligere nationalstaternes eget ansvar herfor:

”Vi står i en situation, hvor nationalstaterne mødes bag lukkede døre i det Europæiske Råd. Her får de stærkeste nationalstater naturligvis deres vilje, og dette fjerner enhver mulighed for, at et transnationalt medborgerskab kan få sin stemme hørt. At demokratisere EU betyder også at afskaffe den massive autoritet, som de gamle politiske eliter i de nationale regeringer udøver over EU’s afgørende beslutninger.”

Igen bruger Marsili flygtningekrisen som eksempel:

”Grunden til, at vi ikke formår at skabe en fælleseuropæisk flygtningepolitik er ikke så meget fordi, de europæiske institutioner er imod det, men forbi de nationale regeringer blokerer enhver fælles politisk løsningsmodel.”

En globalisering der er kørt af sporet

Som Marsili fortæller, da jeg spørger ind til deres konkrete diagnose af den nuværende samfundskonstruktion, finder de det grundlæggende problem i et sæt af politiske og økonomiske betingelser:

”Social usikkerhed og splittelse i de europæiske befolkninger som følge af nedskærings- og sparepolitik, og voksende økonomiske skævheder mellem top og bund, baseret på udnyttelse og systematisk beslaglæggelse af arbejde og rigdom. Når man ved, at store multinationale virksomheder som Apple, Facebook eller Google ophober hundredvis af skattebetalte milliarder i offshore paradiser, så mener jeg, at det er en radikal uretfærdighed, som vi har ikke været vidne til i de sidste mange årtier.”

Dette afslører ifølge Marsili en globalisering, der er kørt af sporet: ”Status quo, repræsenteret ved EU’s nuværende, neoliberale struktur, er med til at opretholde disse skævvridninger ved at adlyde markedskræfterne og afpolitisere økonomiske spørgsmål”.

DiEMs modsvar er konstruktionen et nyt, politisk mulighedsrum. En konstruktion, som man allerede har set konturerne af i Europa: ”Dette tredje rum er nødvendigt. Og det er det, som Jeremy Corbyn på sin vis har demonstreret er muligt; det er det, som Podemos i Spanien er begyndt at demonstrere er muligt”.

Formålet med dette rum er, som Marsili fremhæver, at ”udvikle en velfærd for det 21. århundrede, der indfører multinational skattefordeling, der neutraliserer de massive uligheder og den ekstraordinære brug af offshore skattely fra de riges side”. Men det forudsætter, fortsætter han, at der samarbejdes på tværs af grænserne for at ”tøjle en globalisering, der er kørt fuldstændig af sporet”.

Demokratisering af EU

Da jeg spørger Marsili hvad det overhovedet vil sige at gendemokratisere europæisk politik, henviser han først og fremmest til de konkrete forslag, som DiEM har foreslået i deres politiske program ”European New Deal”. Som Marsili forklarer, indebærer disse blandt andet: ”mere åbenhed i forhandlings- og beslutningsprocesserne, for hermed at gøre EU’s politiske rum mere gennemsigtige for dem, som de påvirker”. Jeg beder ham om nogle konkrete eksempler, hvortil han svarer: ”live-streaming af møder i det Europæiske Råd, offentliggørelse af samtlige dokumenter vedrørende afgørende, politiske forhandlinger – f.eks. Brexit og frihandelsaftaler som TTIP og CETA – og referater fra den Europæiske Centralbank”.

På et mere generelt plan vil DiEM skabe en fælles politisk bevidsthed i EU. Hvordan vil det fungere i praksis? Marsili beskriver det som en bevidsthed om, at problemer med europæisk udspring eller problemer, der påvirker Europa som helhed, kræver fælles europæiske løsninger. Det sætter, som han videre bemærker, ”krav til en solidaritet på tværs af grænserne, som overskrider rent nationale interesser”. Derfor hedder det i DiEMs manifest, som Marsili henviser til: ”Intet europæisk folk kan være frit, så længe et andets demokrati krænkes. Intet europæisk folk kan glædes ved velstand, hvis en andens velstand er skubbet ned i permanent insolvens og depression”.

Marsili fortæller videre, at DiEM, eksempelvis igennem pan-europæiske fagforeninger og partistrukturer, vil bidrage til formationen af en sådan fælles politisk bevidsthed:

”Vi vil aktivere en masse, som kan tage en transnational kamp, der ville gøre tyske arbejdere i stand til at kæmpe for græske arbejderes rettigheder, eller ville tillade spaniere at mobilisere, når grækernes rettigheder bliver udsat, som det skete i sommeren 2015. Det er den slags forvandlinger af de politiske praksisser, som DiEM taler for.”

Folket og dets mobilisering

En grundpræmis for bevægelsen er altså, at den politiske magt i Europa bør forankres i de europæiske folks suverænitet. Men hvem er folket?

”Jeg mener ikke, at man bør have en monolitisk forståelse af folket, en statisk analyse af hvad folk vil have. Folket er et dynamisk begreb, og et folk skabes løbende igennem dets mobilisering. Det er en idé fra den italienske filosof og politiske tænker Antonio Gramsci, som sagde, at et demos, et folk, ikke eksisterer forud for dets egen mobilisering, men opstår igennem fælles kamp. Og det er på samme måde, at vi i DiEM forstår et pan-europæisk demos.”

Dermed vender vi igen tilbage til modsætningen mellem neoliberal globalisering og højrenationalisme. For DiEM insisterer på et alternativ. Og dette alternativ må komme op til overfladen, hvis ikke begrebet om folket overlades til højrenationalismens skyts:

”Vi mener, at der findes et andet Europa i de europæiske gader, som virkelig aktiverer sig selv, og lige nu eksisterer dette Europa i-sig-selv, men ikke for-sig-selv, for at benytte den hegelianske distinktion. Magten skal ikke bare tilbage til en statisk forståelse af folket. I stedet vil vi aktivere den politiske mobilisering på græsrodsniveau og angive et nyt politisk mulighedsrum.”

Denne model kræver, som Marsili anerkender, at de europæiske befolkninger selv tager ansvar på tværs af nationalstaterne og hverken overlader problemerne til EU eller til de nationale regeringer. Da jeg spørger ham ind til senere års bevægelser som World Social Forum, AlterSummit og Blockupy, der ligesom DiEM har arbejdet for systematiske forandringer på transnationalt niveau, men ikke har haft den ønskede effekt med hensyn til institutionelle forandringer, svarer han:

”Spartakus’ slaveoprør mod romerne fejlede også, men det havde permanente effekter. Så ja, fejltagelser kan have en enorm indvirkning på historiens gang. Men helt konkret, så blev World Social Forum aldrig en transnational politisk kraft i sin egen ret. Det er tid til, at vi tager det skridt nu.”

 

Modstandsbevægelse eller politisk parti?

Jeg spørger Marsili, om ikke bevægelsens formål kræver en bred og synlig repræsentation i Europas politiske offentlighed, hvortil han svarer:

”Vi har brug for at skabe en verden, hvor der på nationalt plan er et alternativ, på lokalt plan er et alternativ, men også på europæisk plan. Hvor du har noget, som du kan stemme på, som du kan mobilisere omkring og som kan arbejde for de store udfordringer, som kun kan løses på et transnationalt niveau. Klimaforandringer og flygtningekrisen er nogle af disse”

Men betyder det, at DiEM skal være et transnationalt parti, som stiller op til europæiske parlamentsvalg? Den slags findes, som Marsili fremhæver, ikke i EU lige nu. Men både præsidenten for EU-Kommissionen Jean-Claude Juncker og den franske præsident Emmanuel Macron har åbnet op for, at EU-parlamentsvalget i 2019 skal indeholde transnationale lister. Det vil betyde, at en bevægelse som DiEM kan vælges ind i parlamentet. Da jeg spørger ind til bevægelsens fremtidige udseende – dvs. om den fortsat kun skal operere på aktivistisk græsrodsniveau uden for officielle politiske strukturer, eller vil åbne op for også at vise sig i de parlamentariske institutioner – svarer Marsili, at det ene ikke udelukker det andet:

“Jeg mener, at vi må gå hinsides modsætningen mellem sociale bevægelser og udøvelsen af valgbaseret og politisk magt. Vi har ingen intention om at forvandle DiEM til et politisk parti. DiEM er en politisk bevægelse, som skal operere på tværs af Europa, mobilisere borgere, udkæmpe kampene hvor de sker.”

En eventuel parlamentarisk fløj i 2019 vil altså kun blive en komponent eller et værktøj, men ikke et mål i sig selv:

”Måske åbner dette muligheden for at sige, at vi for første gang kan konstruere en pan-europæisk politisk kraft, som har et fælles program, en fælles kampagne, som mobiliserer hele Europa – fra Portugal til Polen – omkring en fælles fordring om et alternativ. Og dermed benytte valget i 2019 som et værktøj til at udløse en endnu stærkere mobilisering. Derfor er oppositionen mellem social mobilisering og politisk partirepræsentation en falsk opposition. De to kan forstærke hinanden.”

Motivet for sammenfletningen synes at være frygten for at udfase på samme måde som tidligere horisontale bevægelser:

”På et tidspunkt var der en stærk logik af horisontalitet – 2011-bevægelserne fra Det Arabiske Forår til Occupy-bevægelserne var unægteligt horisontale bevægelser. Vi mener, at en ny fase er begyndt, hvor horisontalitet nødvendigvis må kombineres med vertikalitet, hvilket måske også inkluderer målsætningen om konkret politisk magt.”

Konstruktiv ulydighed

Ved en konference i Hamborg under G20-topmødet i juli måned lancerede DiEM et begreb, som skal indfange bevægelsens grundmotiv: konstruktiv ulydighed. Da jeg spørger ind til begrebet, siger Marsili:

”På den ene side er det en ghandiansk manøvre, der afviser at adlyde de politikker, som i sidste ende kun fører til splittelse – for det er hvad den herskende politik i Europa har bibragt. Så ulydighedsaspektet ligger i at sige ”nej”: vi vil ikke indordne os, vi vil aktivt være ulydige over for den slags politik. Men vi vil ikke være ulydige over for idéen om europæisk enhed. Vi vil være ulydige, fordi der eksisterer et alternativ. Og dette alternativ er transnationalt, emancipatorisk og i stand til at skabe et EU og måske endda en globalisering, som man rent faktisk har lyst til at leve i.”

Men der synes at danne sig en tvetydighed i hjertet af DiEMs forehavende. De vil så vidt muligt realisere deres europæiske vision inden for de allerede eksisterende rammer. Men det er samtidig de selvsamme rammer, som de stiller sig ulydige over for. Spørgsmålet er, om en reformistisk tilgang kolliderer med DiEMs egentlige grundtanke: at et fuldkommen anderledes Europa er nødvendigt. Konfronteret med denne tvetydighed, svarer Marsili:

”Hvis vi havde en tryllestav og kunne sige: lad os fjerne det nuværende EU og erstatte det med en smuk, demokratisk, retfærdig, socialt ansvarlig, ny konstruktion – så ville vi selvfølgelig gøre det. Men lige nu vil et bidrag til implosionen af det europæiske rum blot være til fordel for det xenofobiske, nationale højre. En disintegration af det europæiske rum ville lige nu forårsage en økonomisk krise uden fortilfælde.”

For Marsili drejer det sig således om først at tale det allerede eksisterende politiske sprog, for derigennem at skabe betingelserne for at forandre det, og herigennem bliver ulydigheden konstruktiv:

”Det er enhver radikal humanists pligt at arbejde inden for et politisk rum, som allerede eksisterer, for at forvandle det radikalt fra bunden af. Men at gøre dette indefra er ikke det samme som at acceptere det. Og her har vi igen ulydigheden: vi vil ikke samarbejde. Vi vil ikke implementere etablissementets politik. Men samtidig flytter vi os ikke. Vi bliver her for at skabe problemer, for at være ulydige og for at vise, at der er en anden måde at gøre tingene på. Der findes en anden måde hvorpå vi kan forvalte denne Europæiske Union.”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *