1.5.2005
Turbulens.net bringer her uddrag fra to af Frederik Stjernfelts fire essays fra bogen Kritik af den negative opbyggelighed, som Frederik Stjernfelt har skrevet sammen med digteren Søren Ulrik Thomsen.
Det drejer sig om de to essays Forstørrelse til Intethed – Lille negationshistorie og Negativismen i kulturen.
Om bogens overordnede sigte hedder det på bogens bagside:
I løbet af det seneste halve århundrede er der overalt i samfundet sket en mærkelig og dramatisk omvending, som er så udbredt, at den næsten er blevet usynlig. For debatøren, der vil høres, for tænkeren, der vil markere sig, og for kunstneren, der vil anerkendes, er det blevet vigtigt at fremstå som om han står udenfor.
Allerhelst er han direkte udstødt af The Establishment, hvor det tidligere omvendt var afgørende netop at kunne henvise til sin høje status, sin autoritet og sin magt. Og samtidig er det blevet vigtigt at definere sig selv og sit arbejde negativt: Man giver med andre ord aldrig et bud på, hvad man går ind for, anser for værdifuldt og bestræber sig på, men taler udelukkende om, hvad man er skeptisk over for, tager afstand fra og aldrig ville røre med en ildtang.
Idealet er ikke længere Overlægen, der maner til ansvarlighed, men den romantiske Oprører, som “overskrider grænser”, for nu at bruge denne negative opbyggeligheds mest skamredne kliche.
I syv essays beskriver og analyserer Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen denne negationstænkning og sporer dens rødder i den vitalistiske livsfilosofi og i radikalprotestantismen. De viser, hvordan tankegangen altid smigrer sig af at udmærke nogle få åndsaristokrater, men i virkeligheden er tidens folkelige ideologi. Og de diagnosticerer denne negativisme i den kunstneriske avantgardisme, i den kritiske journalistiks forfald, i universitetsverdenen, i kirkelivet og i den politiske radikalisme på både højre og venstre fløj.
Forstørrelse til Intethed – Lille negationshistorie
Negationen som basal tankefigur har naturligvis spillet en rolle til alle tider, så sandt som man næppe kan tænke uden at benægte antagelser, man opdager er fejlagtige. Noget tilsvarende gælder den proces i den virkelige verden, som negationen har et intimt og dog ikke særlig klart forhold til: destruktionen, tilintetgørelsen – den har altid været en del af menneskelig handling og går hånd i hånd med nyskabelse af alle arter.
Når vi her interesserer os for negationen, så er det ikke disse fundamentale anvendelser af ordet, der interesserer os. Det er derimod en særlig og massiv ideologi, der de seneste tiår har dannet sig på basis af negationen, der gennemsyrer kulturlivet på mange niveauer og i forskellige former. Denne ideologi vil hævde, at benægtelse, afvisning, tilintetgørelse, overskridelse, ødelæggelse, tilsidesættelse, kort sagt negation, af en eller anden given position, er et tilstrækkeligt indicium på, at noget interessant er sket, at en erkendelse er gjort, et kunstværk opstået, en politisk handling gennemført. Denne negation er i en vis forstand vor tids udgave af nihilismen. Men den adskiller sig fra den nihilisme, som Nietzsche diagnosticerede i sin samtid og som var karakteriseret ved at hylle sig i positive, kristne klæder.
Vore dages negativisme er en nihilisme med Nietzsches erfaring indbygget: den opstiller ikke forløjede og abstrakte positive fordringer, hvis hulhed den kæmper for at skjule – i det mindste ikke umiddelbart. Tværtimod kender den dén erfaring bedre end nogen og har taget den konsekvens at oprette en art meta-nihilisme: overalt hvor den kan, ser den hule, positive fordringer, der bør kritiseres, og for ikke selv at falde i denne fælde, har den oprettet sit eneste forbud, som til gengæld erklæres uoverskrideligt: forbuddet mod positivitet.
Kan man i denne negativisme se et forsøg på at realisere Nietzsches drøm om en alternativ, „aktiv“ nihilisme? – en nihilisme, der ikke som slavernes foragtede udgave var reaktiv og bestandig måtte ytre sig i forbud mod suveræn adfærd, men som tværtimod udspringer, aktivt og uden ressentiment, af en kreativ skaben?
Mange af negativismens profeter vil sagtens føle sig smigret af en sådan karakteristik, hvis de da ikke ligefrem allerede selv – med en mistænkelig positivitet – hylder en version af den og ser sig selv som særlig beåndede kraftatleter i en negativ skaberrus – men hvis det er tilfældet, så er negativismen, snarere end at være den virkeliggjorte aktive nihilisme, dens dementi.
For Nietzsches utopiske ide var jo, at den aktive nihilisme ville være svanger med nye værdier, suveræne værdier, der ville springe friske og stærke frem af skaberværkstedet, når de lumpne slavesjæles anslag var fejet til side og det sunde overmenneske ville få mulighed for at udfolde sig ret. Men negativismen skaber ingen værdier – den flytter snarere værdisættelsen fra målet til midlerne og hylder „processen“ i samme omfang som den er skeptisk over for resultatet – og dens aktuelle fiasko rejser snarere spørgsmålet om hvorvidt værdier i denne dybe forstand overhovedet er noget, der „skabes“.
Negativismen i kulturen
At negationen er blevet udbredt i kulturen, at hvad der tidligere var åndshistoriske specialiteter i vitalisme og avantgardisme, det nu er allemandseje, det kan man kun alt for let forsikre sig om ved at slå ørerne ud i presse og tv og almindelig konversation. Vendinger som „at overskride normer“, „chokere publikum“, „nødvendige provokationer“, „tale Roma midt imod“ og så videre er blevet dagligdags reklameslogans for de mest bovlamme præstationer. Men negationen er imidlertid også bredt til stede i kulturen i en række mere indirekte og øjensynlig mere subtile manifestationer.
Kritik som attitude
En af dem kan man kalde kritik som attitude. Den første gang, figuren for alvor gik op for mig tror jeg var for nogle år siden, i 1997 da Dorrit Willumsen havde fået Nordisk Råds Litteraturpris, og tv-journalisten Stig Andersen blev sat til at interviewe hende i en nyhedsudsendelse.
Hvorvidt intervieweren havde læst den præmierede bog eller andre af prismodtagerens værker var uvist – men samtalen indeholdt i hvert fald intet der tydede på det. Han valgte i stedet for at tale om bog og forfatterskab at stille sig kritisk an med spørgsmål à la: „Hvorfor skal forfattere egentlig overhovedet have priser?“ – som om Dorrit Willumsen selv havde krævet ind og var ansvarlig for uretmæssigt at have raget en fordel til sig, som den kritiske journalist så kunne afdække. At Andersen overhovedet ikke selv havde noget interessant at bidrage til interviewet med gjorde det pinagtigt klart, at den kritiske attitude var blevet en maske, man hastigt kan gemme sig bag, egnet til at skjule, at man ikke har gjort sit hjemmearbejde godt nok – og hvis seeren heller ikke er specielt informeret om den pågældende sag, så kan man imponere med sin kompromisløse holdning, sit gennemskuende blik, sine afbrydelser, der hindrer interviewofret i at forklare sig, og sin generelle mistænkeliggørelse af den interviewedes intentioner, som om der i alle tilfælde var grund til at tro, at der lå misdædige personlige motiver bag.
Den kritiske maske er naturligvis en karikatur af en yderst vigtig funktion i en oplyst offentlighed: den i sund forstand kritiske journalist, der har opdaget, at der i det aktuelle tilfælde faktisk er grund til at mistro interviewofret, fordi der foreligger inkriminerende oplysninger – journalisten, der har indhentet information fra en lang række kilder og derfor er i stand til at triangulere sig frem til en sandhed, der er ubehagelig for mange parter i en sag, reporteren, der efter grundigt arbejde er blevet i stand til at finde en kilde, der kuldkaster den officielle version af en sag – alt det vi er i blevet vant til at forbinde med den højstemte retorik om pressen som den fjerde statsmagt.
Problemet er, at disse hæderværdige og uundværlige indsatser er forbandet lette at mime, hvis man står over for et offer, man kan overraske, og et publikum man kan føre bag lyset. Den kritiske attitude er negationen i spil på det journalistiske område: man anser det for et gode i sig selv, at man kan inkriminere en person, og kan man få vedkommende til at stamme, rødme, svede, kremte, få tics, virre med hovedet eller flakke med blikket, eller, hvis man er rigtig heldig, til at stikke en nødløgn om en i øvrigt fuldstændig ligegyldig sag – ja, så er scoren hjemme i det personfikserede spil, der med en mærkelig insisteren kendetegner negationen.
Nu klarede Dorrit Willumsen sig heldigvis godt i den aktuelle sag, der endda gav anledning til, at røster i pressen efterfølgende undrede sig over det passerede – men den konkrete sag fungerede til gengæld som øjenåbner: man blev med eet klar over, hvor ofte man egentlig havde set noget lignende foregå. Hvor stor en procentdel af den højt beklagede politikerlede skyldes egentlig, at politikere rutinemæssigt ikke får lov til at tale ud, og jo da i hvert fald ikke til at præsentere et argument fra start til slut, men bliver talt til som om de var en mellemting mellem uartige skolebørn, krigsforbrydere og linselus, der har været gejle for at få aftenens 20 sekunder på tv-skærmen?
Kritikken som attitude præger også dagbladskritikken af kunst, hvor mange kritikere skriver som om kun den kompromisløse destruktion (eller ditto, omend sjældnere, den sangvinske, helt ukritiske tiljubling) kan få pennen til at flyde. Der synes kun at existere karaktererne 00 eller 13 – mest den første – og det skyldes en yderligere og tydeligvis stærkt tiltrækkende egenskab ved negationen: at den er taknemmelig at skrive på. Nedrakningen som genre yngler ondartede karakteristikker og metaforer i kø, og den rasende anmelder, der gejler sig selv op ved at lade negation følge på negation, kan glæde sig over ekstasen i sit eget sprog, altimedens det banale statistiske faktum lades i baggrunden, at det gælder kunst som alt muligt andet, at de fleste præstationer falder i mellemgruppens karakterer omkring en 7-8-9-10 stykker. At skrive sådanne karakterer ud i prosa kræver imidlertid kompromiser, forbehold, argumenter, på-den-ene-på-den-andenside, vanskelige afvejninger, nøjagtige karakteristikker og stilistisk finesse – fordringer, der kræver en større stilist og tænker for at blive indfriet på en interessant måde end den simple opgave at opfinde en række djærve pejorativer.
Jeg har ved flere lejligheder fået det smigrende tilbud at skrive en „klumme“ – en ugentlig spalte i en avis, hvor en fast figur udbreder sig kritisk om dette og hint. Når jeg rutinemæssigt har afvist tilbuddene, skyldes det, at sådanne spalter er formelige mistbænke for negation. Man kan se for sig klummisten sidde svedende torsdag aften lammet af stofnød med kaffe, cigaret og tom skærm, medens deadline åndsfraværende nærmer sig … men klummen er jo til alt held en subjektiv spalte, så hængende ud over yderste deadline kan man altid opfinde et eller andet at brokke sig over, uden naturligvis at have tid til at bygge sit angreb på den research og de fakta, man normalt ville stille som mindstefordring for en seriøs kritik af noget som helst.
Bortset fra genrens få beundringsværdige mestre er det ikke mange, der evner at holde stand over for negationens automatiske fristelse – så meget mere som det jo er notorisk lettere at kritisere i al generalitet end at præcisere sin kritik, subsidiært foreslå en reel positiv, konstruktiv løsning på et problem. Den generelle kritiks negation hæver til gengæld skribenten op i en aristokratposition, hvor man med ørneblikket gennemskuer og strør giftige adjektiver om sig – men en position, der er ganske gratis i mangel på reelt tankearbejde angående den sag, der er til diskussion. At have en klumme anses for et særligt adelsmærke, få skribenter beskåret, hævet over dem, der faktisk må trækkes med at fylde bladet med egentlige, fladpandede informationer – en bagvendt tingenes tilstand: klummesyge.
Offer og offentlighed
En mærkværdig, underjordisk forbindelse går der imellem negationens udbredelse i kulturen og fremvæksten af den attråværdige offerposition.
Historikeren Henrik Jensen har i Ofrets århundrede peget på den mærkelige figur, at det at indtage offerpositonen i stigende grad bliver en strategisk gevinst i løbet af det 20. århundrede.
Jensen ser 1. verdenskrig, dens diffamering af den vestlige kultur og taberstaternes mere eller mindre retfærdige martyrier som en udløsende årsag, og det er langt fra udelukket, at der kan være noget om den ide – men det er påfaldende, at det at indtage offerrollen, at identificere sig med Kristus, som Søren Ulrik Thomsen siger andetsteds i denne bog, vokser frem som strategi i fuldstændigt parallelløb med negationens udbredelse som kulturgode.
Den hemmelige akse mellem disse to ting er sandsynligvis den, at er man offer, så har nogen gjort unævnelige ting mod een, fordi man har vovet at negere et eller andet – og så har man dermed vundet retten til at kritisere vedkommende.
Omvendt: man har først for alvor ret til at kritisere, hvis man selv har vovet en negation og dermed placeret sig i en udsat position som offer. Kigger man fx på de sidste 40 års danske kulturdebat, er figuren slående: selv da 70’ernes venstrefløj var på sin sejrrige tinde, dengang der virkelig var noget om solide kulturelle bermudatrekanter, da holdt man aldrig et sekund op med at se sig selv som forfulgte og talte konstant om den lige så konstant fremvældende „højrebølge“.
Nu tredive år efter har samme generations højrefløj fået del i den politiske magt, sidder i komfortable flertal i mange afgørende institutioner og kan i „kulturkampen“ tiltræde en mere eller mindre berettiget hævn over de gamle generationsfæller – og hvad taler man så om, nu hvor man har indtaget sin position? De „kulturradikales“ overvældende og ubrydelige magt over kulturlivet.
Et grundlæggende træk i denne figur er naturligvis det carl-schmittske forhold, at politik i sit væsen er at ponere sig i forhold til en fjende (om man nu omgås fjenden demokratisk eller som Schmitt mere martialsk).
Men dette grundlæggende faktum forklarer jo ikke, at man nødvendigvis skal fremstille sig selv som det ynkelige offer , tæt på at blive kvast af denne fjende – det er et særligt træk fremdyrket for at konkurrere om sympatigevinster i den offentlighed, alle parter henvender sig til, så man sluttelig vinder den fagreste præmie af alle: retten til at kritisere.
Som det altid er tilfældet i negationens laviner af ideologiseringer, så hindrer denne figur jo ikke, at der faktisk findes ofre – tværtimod, så bygger den på det – men det er barokt at se, hvordan succesrige kunstnere gennem mange årtier med velbeslåede bankkonti og uendeligt overskud på anerkendelseskontoen fortfarende føler sig nødt til at understrege hvor marginaliserede og udstødte de er, og det er mærkværdigt at overvære, hvordan politiske sager nødvendigvis må lanceres med en klagende røst.
En sag, jeg specielt har interesseret mig for, er Jugoslaviens sammenbrud i 90’erne. Det er ganske slående, hvordan alle sagens parter i de forskellige efterfølgerstater rutinemæssigt fremstiller sig selv som ofre – med det „internationale samfund“ som den implicitte lyttende forælder, der skal dømme i denne søskendestrid – ikke bare ofre for en aktuel ugunstig politisk konjunktur, men som historiske ofre for en langvarig og udstrakt lidelseshistorie gennem århundreder, kulminerende i Serbien, Ex-Jugoslaviens stærkeste republik og med kontrol over stridskræfterne, der direkte greb til religiøse sammenligninger for at legitimere sine blodige og velarmerede indgreb i naborepublikkerne med hær og paramilits.
Een sammenligning gjaldt jøderne, og en periode sidst i firserne opstod der med rod i den voksende serbiske nationalisme en serbisk-jødisk venskabsforening – med det direkte formål at sammenligne serbernes offerskæbne med jødernes, så de serbiske lidelser kunne blive potenseret på jødisk klangbund (heldigvis kunne jødiske iagttagere som Elie Wiesel gennenskue hykleriet).
En anden, endnu mere nærliggende gjaldt naturligvis Kristi lidelseshistorie: det ortodokse Serbien som Guds lam. Forfatteren Brana Crncevic´ kunne heraf i et fantastisk argument slutte: „Gud er ansvarlig for de serbiske forbrydelser, hvorimod de andres forbrydelser er Djævelens gerninger.“ Det var ikke ironisk ment.
Tilfældet er rigtignok ekstremt – men angiver meget vel logikken: når man ponerer sig selv som offer, så er det fordi man håber på at blive anerkendt som aggressor – så man i ro og mag kan begå sin legitime negation. Udbredes denne type argument i samfundslegemet, får man som effekt en forbløffende struktur: magten er altid noget de andre har. Når også direktører, professorer, toppolitikere, kunstnere og så videre gør deres entre i debatten med offerets karakteristiske klynken, ja, så er der reelt ingen steder tilbage, hvorfra den legitime magt udøves med rolig hånd og sikre argumenter – alt skal først dramatiseres som resultat af overgreb, der i anden omgang giver offeret særlige rettigheder til at træde frem og negere.
Negation og universitetet
Negationen har heller ikke skånet de højere uddannelser – naturligvis i første omgang de humanistiske og samfundsvidenskabelige dele af dem. Som man kunne vente, finder vi den i proklamationer om, at der er erkendelse at hente, hvis man „bryder med traditionen“, „nedbryder faggrænser“ og så videre.
Negationens udhulende effekt er på dette område så meget mere pikant, som tværfaglighed faktisk på mange områder er en decideret nødvendighed, der sættes af sagen selv, for så vidt som mange naturligt forekommende emner og problemer ubesværet strækker sig over adskillige fagområder.
Universiteternes fag- og faktultetsgrænser skyldes i stort omfang forskellige historiske tilfældigheder og skiftende historiske opfattelser af fagenes grundlag og udgør i mangfoldige tilfælde institutionelle erkendelsesgrænser, som der faktisk er ganske god mening i at overskride – ingen kunne støtte genuint tværfagligt arbejde mere end undertegnede, der har brugt store dele af sit arbejdsliv på at deltage i noget sådant (og i øvrigt er netop selve negationen som kulturideologi umulig at studere uden en sådan tværfaglig tilgang). Men her tilføjer negationen som altid sin automatopfattelse af, at en sådan overskridelse i sig selv er en god ting – uanset resultatet.
Det giver naturligvis anledning til vås, og det er ganske sigende, at den velkendte parodi på tværfagligt kaudervælsk, Alan Sokals opsigtsvækkende artikel i Social Text , netop bar titlen „Transgressing the Boundaries“. Ideen om, at selve grænseoverskridelsesakten (og ikke resultatet af den) er det centrale, fanges i denne titel med den karakteristiske livsfilosofiske yndlingsverbalform præsens participium, der forener nuet og det strømmende. Denne form finder man i et flor af internationale bogtitler fra de seneste tiår – og den udgør netop et relativt sikkert indicium på negativ livsfilosofi.
Sokals geniale artikel peger desuden på et andet karakteristisk negationstræk ved den særlige diskurs, der parodieres: dens skepsis over for videnskabelighed som sådan. Det er påfaldende, at der inden for selve den videnskabelige institution således har kunnet udvikle sig en decideret antividenskabelig ideologi – tydelig i strømninger som dekonstruktion, socialkonstruktivisme osv. – negativistiske strømninger, der på den ene side hævder videnskabens umulighed, på den anden side udbreder en omfattende diskurs derom inden for selve den videnskabelige institution, en diskurs, der ofte søger at underbygge sin antividenskabelighed med videnskabslignende argumenter.
Et karakteristisk træk er her, at man gerne henviser til en række videnskabelige indsigter i videnskabens egne begrænsninger: Gödels teorem, Heisenbergs usikkerhedsrelation, kaosteorien, Löwenheim- Skolems teorem o.m.a., storslåede indsigter, der har en ganske præcis karakter – og så generaliserer derudaf: disse teorier viser, at videnskaben selv har bevist, at videnskab er umulig.
Socialkonstruktivismen negerer med triumf videnskabens mulighed: når fysikere hævder et eller andet resultat, så er det bare et udslag af sociologiske kampe mellem grupper af videnskabsmænd i institutionen. Socialkonstruktivismen undersøger dog aldrig hvordan det kan være, at sociologien, på hvis vegne disse påstande fremsættes, så ene af alle videnskaber skulle være i stand til at nå til faktiske indsigter, til og med gyldige for andre videnskaber, når fx fysikken ikke kan det.
Dekonstruktionen skyldes naturligvis Jacques Derrida, der er berømt for sit udsagn om at „il n’y apas de hors-texte“, der er ikke noget udenfor teksten, og bygger dette på en art negativ teologi, der hævder, at de overfladiske fænomener vi synes at studere, tekster, filosofier, bevidstheder, subjekter, skyldes en bagvedliggende forskelssætten, der er umulig at gribe. Med et så diffust og altomfattende redskab kan så al positiv søgen efter viden dømmes umulig.
Dekonstruktionen er for tiden i tilbagegang efter sin heyday i 70’erne og 80’erne, men det ødelæggelsesarbejde af skepticistisk art, den nåede at forrette i de „bløde“ videnskaber, forbliver det en omfattende opgave at udbedre.
Karakteristisk for diskurser som disse er, at det afgørende mål synes at være at negere eksisterende påstande på et yderst generelt niveau – ikke at foreslå bedre, sandere, mere interessante eller mere effektive resultater. Effekten er derfor, at hele videnskabsområder trues med at skride ud i ren negativitet – hvorfor da også de negativistiske positioner i human- og socialvidenskaberne udløste de såkaldte „science wars“ i USA.
Disse positioner har kunnet hente skyts i forskellige skepticistiske positioner i filosofien, der sofistisk har troet at kunne argumentere mod erkendelse som sådan, mod anden erkendelse end fysikkens, mod oversættelsens mulighed, mod forståelsens mulighed, mod begrebet om sandhed som korrespondens.
Overraskende nok har påstande som disse trivedes i begge grene af det 20. århundredes filosofi, både i den såkaldt kontinentale filosofi med dens metafysiske længsler og i den videnskabsvenlige analytiske filosofi med dens ligeså antimetafysiske doktriner. Som Randall Collins siger, så kan de to strømninger for et overordnet perspektiv ses som samme melodi spillet i to forskellige tonearter: Brentano-Husserl-Heidegger og Frege-Russell- Wittgenstein. Ja, man kunne tilføje et ekstra vers til melodien: Nietzsche-Derrida-Deleuze og Carnap-Quine-David kritik.
Mod disse eroderende tendenser må man sige som John Searle: nu må filosofien altså holde op med at stå og lave sofisterier, der foregiver at betvivle muligheden for ganske simple udsagn („the cat is on the mat“). Filosofien må indse, at vi lever i et samfund der frembringer enorme mængder af ny viden hver eneste dag – det er at forstå hvordan dette er muligt, der er den reelle opgave.
Formindskelse til Noget
Negationen er en omstændelig og omskiftelig ting at omgås. De tendenser, der her er blevet karakteriseret og kritiseret, udspringer af den særlige løsrevne kult om negationen i sig selv – og alt hvad deraf følger, opgivelse af kriterier, relativisme, persondyrkelse, skepticisme – her samlet under etiketten negativisme.
Det indebærer ikke, at enhver grænseoverskridelse kan aflyses, enhver kritik pakkes væk og enhver modsigelse neddysses. Naturligvis ikke – disse momenter er så indgroede dele af ånden, at ethvert tænkende og levende menneske involveres i dem hver eneste dag.
Ja, tværtimod, faktisk: negationen i sin ideologiserede form ender med at skygge for seriøs kritik, reel overskridelse af bornerte grænser med henblik på faktisk forbedring. Men måske er den negative opbyggelighed i alle sine former – den særlige kælne dyrkelse af den tomhjernede modsigelse, grænseoverskridelsen alene for dens egen skyld, den kritik, der egentlig smager mere på sig selv end det den kritiserer – at den nu måske omsider kan overskrides og placeres som et stykke kitsch, der kan hænges op i kulturhistorien som en mærkelig, vag og velkendt genstand ved siden af juleplatter og amagerhylder, som den så ofte har troet den var helt i modstrid med. Vi kunne så standse „forstørrelsen til Intethed“ og i stedet vove det mere krævende: formindskelse til Noget.
Det ville – ganske vist i en noget anden forstand end Hegel forestillede sig – være negationens negation.
