Børn af fjenden eller børn af kærlighed?

Hvordan hørte du først om denne historie, og hvordan blev du selv involveret?

Mig og Patricio går langt tilbage. Som en filmproducent havde jeg tidligeret instrueret videoklip for hans band. Jeg kendte også til Amanda, Patricios datter. Jeg vidstee, at hun havde konverteret til islam, og jeg var meget nysgerrig omkring det, fordi jeg ikke havde hørt om nogen anden chilensk-svensk person gøre det. Faktisk kendte jeg ikke til nogen, som havde konverteret til islam. Men jeg kendte Patricio, og han accepterede det, selvom det var svært for ham. Jeg kunne fornemme en vis konflikt mellem én som Patricio, en bohemeagtig musiker, og en pige, som konverterede til en form for islam, der grundlæggende set forbyder musik. Fortællingen om hans datter, som dækker sig totalt til og bliver til én fjernt fra Patricios egen verden, er en af de ti historier, som enhver historiefortæller gemmer i en skuffe som potentielt materiale. På det tidspunkt var mine dokumentarprojekter sat på pause, fordi jeg arbejdede med fiktion. Men det var altså indtil den dag, hvor Patricio fortalte mig, at han havde mistet sin datter til Islamisk Stat, at han ikke kunne få hende tilbage, og at det var uklart, hvad der var sket med børnene. Hans eneste chance for selv at gøre noget var at tage derned. Så derfor spurgte han mig: ”Vil du gerne med? Vil du gerne filme det?”. På en eller anden måde vidste han, at børnene stadig måtte være i live. Som en meget spirituel person troede han stærkt på, at de var i live og måtte reddes. Men dette vidste han med sikkerhed først, da han holdte dem i sine arme igen i Syrien.

Tænkte du allerede på det tidspunkt, at denne historie kunne blive til en dokumentar?

Ikke en dokumentar som sådan. Jeg tænkte straks, at det kunne blive til en god historie, men for at være helt ærlig var jeg mere bange for at tage med Patricio, end jeg var inspireret til at gøre det. Jeg fornemmede dog med det samme, at det var en historie, som måtte fortælles. Som Patricio også sagde: ”Verden er nødt til at vide besked”. Men jeg var altså også bange i starten, da jeg ikke er en journalist og ikke har nogen erfaring med at filme i konfliktzoner. Jeg fortalte samtidig Patricio, at jeg ikke arbejder hurtigt i forhold til at få hans historie ud til offentligheden, så han ville ikke kunne bruge mit materiale til at presse f.eks. den svenske regering lige med det samme. Men han sagde, at det var helt fint, for han havde allerede kontakt med svensk TV og medier som The Wall Street Journal. Så han var allerede mentalt godt i gang med at forberede sig til sin rejse og sin kamp for at få sine børnebørn tilbage i sikkerhed til Sverige.

Filmen er blevet beskrevet den ’lille mands kamp’ mod et stort politisk system, og du har også selv karakteriseret Patricio som ret stædig og drevet af kærlighed til sine børnebørn. Hvor unik var Patricios kamp egentlig? Kunne enhver have gjort det samme som Patricio, hvis han eller hun stod i samme situation, som han gjorde?

Det var en meget unik kamp, og jeg tror stadig ikke, at Patricio helt forstår, hvor heldig han var. Jeg så tingene lidt mere udefra undervejs og kunne klart fornemme, hvor svært og håbløst det hele så ud nogle gange. Det er utroligt, at en almindelig person fra Göteborg kan tage til al Hol-lejren, hvor ikke engang medier har adgang, og hvor ikke engang de store NGO’er må få lov til at være døgnet rundt. De er nødt til at forlade lejren om natten af sikkerhedsmæssige årsager. Hvor stor var chancen egentlig for, at han først kunne komme ind og se børnene – og endda også få dem ud af lejren i sidste ende? Forhåbningerne var altså ikke store. Jeg håbede på det undervejs, men jeg regnede egentlig med, at det næsten var umuligt at gøre. Det var således meget unikt, at det faktisk lykkedes, og jeg vil ikke bare anbefale til andre i en lignende situation at gøre det samme. Modsat Patricio kan andre familiemedlemmer, der lige så meget ønsker at få deres nærmeste hjem, også møde en del modstand og had, selvom de er lige så uskyldige på dette område som Patricio, men blot fordi de også er muslimer. Desværre tror jeg, at deres kamp for at få familiemedlemmer hjem vurderes på en anden måde end for dem, der ikke selv er muslimer som i Patricios tilfælde.

Du har samtidig karakteriseret Patricio som en meget tilgivende person. Men i filmen virker det tydeligt som om, at Patricio skarpt skelner mellem hans datters skyld og meddelagtighed i terrorisme gennem Islamisk Stat og så børnenes uskyld. Var der i så fald overhovedet brug for tilgivelse undervejs? Eller kæmpede han også med spørgsmålet om at tilgive Amanda?

Nej, han kunne ikke som sådan bare tilgive hende. Han er en nærmest spirituel person, fordi han tror men uden nogen organiseret religion. Jeg ved ikke, om han har kunnet tilgive Amanda, men efter meget fortvivlelse ser han ud til at have kunnet tilgive sig selv for ikke at have gjort mere; for især ikke at have lykkedes med at få Amanda til at forlade Islamisk Stat igen. Han har nu opnået en form for forløsning, fordi han har kunnet gøre noget for børnebørnene, som han ikke kunne for Amanda selv – nemlig tage dem væk og bringe dem i sikkerhed, som man kan gøre med børn men selvfølgelig ikke så nemt med voksne. Jeg tror, at Patricio altid nærede et håb om en ny chance med Amanda; at hvis hun ikke døde dernede, så var der en mulighed for, at de kunne genforenes, og at hun igen kunne blive til den pige, som han kendte før, at hun tog ned til Islamisk Stat.

Filmen hedder ”Children of the Enemy”, som vist er Patricios eget udtryk. Du har selv sagt, at det at overføre forældrenes synder til børnene som en slags ’arvesynd’ viser en mangel på civilisation, og at din indignation over dette har været med til at drive dig i filmarbejdet. Kan du udfolde din kritik lidt mere i forhold til, hvad din indignation og vrede består i?

Da jeg fandt ud af, at særligt de her syv børn blev omtalt på den måde, som de blev i svenske medier, fordi de var børn af Amanda og hendes mand, den berømte svensk-norske IS-terrorist Michael Skråmo, så tænkte jeg straks, at det må betyde, at man vil straffe ens fjenders børn på samme måde, som man straffer fjenden selv. Det viser præcis en mangel på civilisation. Vi lever i 2021 nu, men dette minder mere om de oldgræske myter eller Det Gamle Testamente. Børnene er altså ikke fjenden; børn er børn. De skal derfor behandles anderledes end deres forældre, hvilket ikke bare er moralsk entydigt i mine øjne, for som et juridisk spørgsmål er sagen lige så klar. I et demokratisk samfund tager vi os af børnene, uanset hvad forældrene ellers har gjort. Økonomisk og sikkerhedsmæssigt er det også mere sikkert at bringe børnene til deres hjemlande såsom Sverige, som forskellige landes sikkerhedstjenester som f.eks. det danske PET vurderer. Mødrene vurderes heller ikke i den forbindelse som nationale sikkerhedstrusler.

Der må i hvert fald siges at være ganske mange ’børn af fjenden’ derude – ifølge UNICEF helt op til 22.000 børn af forskellige nationaliteter i de syriske flygtningelejre. Hvor meget er det et tragisk problem, og hvor meget kan lande som Sverige og Danmark nemt repatriere disse børn?

Hvis der er en politisk vilje til det, så kan det sagtens lade sig gøre. Den kurdiske Rovaja-administration i det nordlige Syrien ønsker endda, at alle regeringer, som har borgere i disse områder, repatrierer dem. Særligt kurderne mangler også ressourcerne til at drive disse lejre, fordi de lige nu på samme tid er i krig med tyrkerne. Vi bør derfor lige så meget hjælpe dem, der faktisk var med til at besejre Islamisk Stat, og det kan vi gøre ved at bringe især børnene hjem igen. De fleste børn har også mødre, og det er i de fleste tilfælde ikke godt at adskille et barn fra sin mor. Men det er derfor, at vi har politi, domstole og sikkerhedstjenester, for når mødrene ankommer til vores lande, bør de så sigtes ved en retssag. Men for et barn er det stadig bedre at have en straffet og måske endda fængslet mor i Sverige end at risikere at blive radikaliseret i en syrisk flygtningelejr.