Socialanalytikkens opkomst og historie

Lars-Henrik Schmidt er ikke alene grundlægger og skaber af ‘det socialanalytiske perspektiv’, men hans akademiske liv afspejler desuden et stykke bemærkelsesværdigt dansk intellektuel historie, som spænder over 1970’ernes marxistiske og kritiske skoler, 80’ernes nietzscheanske forsøg på at forvalte kritikken anderledes og 90’erne og 00’erne, hvor pædagogik og dannelse udgør en intellektuel kamplads. I anledning af Lars-Henrik Schmidt 60års fødselsdag – og 25året for socialanalytikkens opkomst – er det oplagt at kigge tilbage på en afgørende periode i dansk intellektuel historie og en af dens frontfigurer. Socialanalytikkens opkomst og historie refererer i den forstand ikke til et overstået kapitel, tværtimod identificerer og fremskriver den socialteoretiske problemstillinger, som vi først nu er i stand til at se.

27.8.2013

Lars-Henrik Schmidt er ikke alene grundlægger og skaber af ‘det socialanalytiske perspektiv’, men hans akademiske liv afspejler desuden et stykke bemærkelsesværdig dansk intellektuel historie, som spænder over 1970’ernes marxistiske og kritiske skoler, 80’ernes nietzscheanske forsøg på at forvalte kritikken anderledes og 90’erne og 00’erne, hvor pædagogik og dannelse udgør en intellektuel kamplads. I anledning af Lars-Henrik Schmidt 60års fødselsdag – og 25året for socialanalytikkens opkomst – er det oplagt at kigge tilbage på en afgørende periode i dansk intellektuel historie og en af dens frontfigurer. Socialanalytikkens opkomst og historie refererer i den forstand ikke til et overstået kapitel, tværtimod identificerer og fremskriver den socialteoretiske problemstillinger, som vi først nu er i stand til at se. 

Forbemærkninger

Socialanalytikkens opkomst og historie beretter om et stykke dansk intellektuel historie fra slutningen af 70’erne til i dag. Professor, dr.phil. Lars-Henrik Schmidt (født d. 27. august 1953) er hovedpersonen, en hovedperson, hvis personlige som akademiske biografi fortæller historien om vor tids intellektuelle udfordringer. Lars-Henrik Schmidts socialteoretiske perspektiv, socialanalytikken, er omdrejningspunktet for beretningen, og i den forstand er det ikke hovedpersonen selv, der har interesse, men derimod det socialanalytiske perspektivs mellemværender med liv, socialitet, intellektualitet og tid. Således er dette ikke et forsøg på at skrive socialanalytikkens teorihistorie eller at indføre i Lars-Henrik Schmidts komplicerede forfatterskab – om end teksten har indførende greb og momenter. Nærværende artikel beretter først og fremmest fra et arkiv bestående af gamle pjecer, kursuskataloger, arbejdspapirer som blev og ikke blev til noget og diverse skriverier og artikler. Dernæst er den baseret på en række interviews, som jeg foretog i 2005 i forbindelse med, at Socialanalytikken for alvor dannede grundlag for en gruppe forskere på det daværende Danmarks Pædagogiske Universitet, og som hermed havde løsrevet sig fra personen Lars-Henrik Schmidt. I årene omkring 2005 havde socialanalytikken fået sine egne kritikere, fortolkere og udviklere. De interviewede er alle personer som på den ene eller anden måde har været en del af socialanalytikkens historie, personer som kender perspektivet indefra, og/eller har kritiseret eller arbejdet i forlængelse af det. Det drejer sig om Steen Nepper Larsen, Lars Geer Hammershøj, Henrik Dahl Jensen, Jens Bruun, Jens Erik Kristensen og Lars-Henrik Schmidt. Nogle citeres oftere end andre, men implicit figurerer de interviewede lige meget. Arkivet er ligesom persongalleriet langt fra komplet. Dette er blot en skitse af socialanalytikkens opkomst og historie. Hensigten er at indfange en periode, en stemning og herigennem formidle en række begrundelser for tidens aktuelle socialteoretiske temaer.

*

Helt tilbage fra Lars-Henrik Schmidts tidlige forfatterskab er motivet, at marxismen og dens skoledannelser ikke kunne‘rejse vor tids filosofiske spørgsmål’.[1] Problemet var, at marxismen og diverse socialisationskritiske teorier insisterede på at kritisere nutidens magt-, fremmedgørelses- og undertrykkelsesformer, men uden at de havde et egentligt begreb om ‘samtiden’.

Ganske vist kunne den marxistiske dogmekritik i 1970’erne (og før) beskrive tidens økonomiske vilkår og dens kolonisering af det sociale, men den så ikke, at der var sket noget med den sociale diskurs i efterkrigstiden. Tidens kritiske bevægelser havde ikke blik for, at de selv varen del af og et produkt af den samme tid og metafysik som de kapitalistiske dominansformer, de bekæmpede. Marxismens kritikbegreb var netop et resultat af kapitalismen. Kritikken af kapitalismen var i den forstand stadig essentiel, men den var ikke privilegeret i epistemologisk forstand.

Det var ikke Karl Marx’ tænkning, der var problemet, den var snarere tilskyndelsen for overhovedet at tænke. Det var derimod de nye kritiske receptioner af Marx, der ikke længere kunne lægges til grund for humanvidenskabelig teoriudvikling; ‘Marx var en idéhistorisk figur blandt andre’(Schmidt 2000/1992: 10), som Lars-Henrik Schmidt senere forklarer i Det socialanalytiske perspektiv. Den kritiske dialektik måtte erstattes med idéhistoriens analytiske og samtids-diagnostiske attitude.

*

Jeg har læst både Rousseau og Nietzsche, inden jeg kommer til universitetet – fortæller Lars-Henrik Schmidt i et af de interviews, som indgår i denne beretning, og fortsætter.[2] Jeg var en gymnasieelev, som blev optaget af deres anskuelser. Oprindeligt ville jeg være kemiingeniør; det var forureningen og atomkraft, som var de helt store politiske spørgsmål i min generation. Men i min fritid læste jeg Rousseau og Nietzsche, (Freud og Mao) .Dengang var det ikke så meget Marx, man læste, men Mao. Jeg var maoist i min gymnasietid. Det var først på universitetet, at jeg stiftede rigtig bekendtskab med Marx.

Jeg læste Rousseau og Nietzsche, fordi Rousseau kan fortælle om fællesskabet, og Nietzsche om individualiteten. Jeg er opvokset i en børneflok på ni, og her handlede det hele tiden om denne konflikt: Hvad skal jeg veje højest: mine søskende eller mig selv? Derfor var det forholdet mellem Rousseau og Nietzsche, jeg blev nødt til at bearbejde.

Socialanalytikken opstår, fordi jeg er en rigtig god marxist. Jeg ‘kan’ de tekster, men jeg var aldrig tilfreds. Jeg var aldrig overbevist, hvis man kan sige det på den måde. Jeg har aldrig været medlem af et politisk parti for eksempel. Masser af mine kammerater gik ind i partipolitisk arbejde og på et tidspunkt, var det også det, vi skulle; vi fik besked som kadre, at vi skulle gå ind i de politiske partier. Det var aldrig en mulighed for mig. Jeg var teoretisk marxist. Jeg har stemt til venstre – det er ikke, fordi jeg benægter denne baggrund – for mig var der bare ikke en umiddelbar overgang fra at interessere sig for Karl Marx som teoretiker, kapitalismens teoretiker, til, at jeg skulle være medlem af et eller andet stalinistisk parti.

Jeg ledte efter et eget ståsted; hvordan udnytter man marxismen teoretisk uden nødvendigvis at være på den politisk? Sådan har jeg gjort fra første færd – forsøgt på at få det omsat i noget andet.

Det var Freud, Marx og Nietzsche, som drev mig, ‘mistankens mestre’, som Ricœur kaldte dem. Det vil sige, at jeg altid har været ‘mistænksom’ over for den måde, samfundet og individerne var indrettet. Jeg er født med forestillingen om, at der er nogle andre, som ‘røvrender’ os. Det skyldes min proletariske baggrund. Jeg har altid vidst, at der var nogen, som tog ‘røven’ på os: hvorfor boede vi der, hvor vi boede, hvorfor spiste vi det, vi spiste etc.? Det har været en grundlæggende drift i mig, fra jeg var barn. Dette skaber man jo ikke socialanalytik af, men det er det, som er baggrunden.

Allerede i min magisterafhandling skriver jeg, at det, vi har, ikke er godt nok. Vi må opfinde noget nyt, og det er så det, jeg har arbejdet med siden. Hvornår jeg selv bliver i stand til at gøre det, det ved jeg ikke. Jeg tror, at jeg har gjort det et par gange. Jeg mente, da jeg havde skrevet Magten og den sociale diskurs– den udkommer i 1981 – at jeg havde gjort det første gang. Og sådan er jeg blevet ved og ved. I princippet har det hele tiden handlet om at finde den nerve eller prøve at ramme den mistanke, som jeg altid har haft. Når jeg aldrig har afsluttet dette projekt, er det jo i virkeligheden, fordi jeg er nietzscheaner. Jeg ville mistro mig selv meget stærkt, hvis jeg blev færdig. Jeg skammer mig ikke over det, Nietzsche skrev jo også den samme bog!

Det er det samme, som går igen i mit pædagogiske engagement,‘det er en bekymring for det sociale.’[3] Når du vokser op, som jeg har gjort, er du hele tiden forpligtet på nogle andre; hvordan beskriver du denne forpligtethed? Forpligtetheden over for dine søskende er nu blevet til Om respekten, hvordan kan du respektere dine medmennesker, men samtidig med at du ikke altid vil acceptere, hvad de render rundt og laver. Så det er en bekymring; det er en ‘Kummer’, ikke helt en ‘Sorgen’; sådan har jeg altid været. Det er en nerve.

Man skal også huske, at jeg var den ældste søn blandt mine søskende. I sådan en familie får sønnerne lidt mere, og det har også nogen gange været til mine brødres irritation, at jeg har fået større opmærksomhed end dem. Det giver jo en bestemt type af selvbevidsthed, dels at man skal passe på de andre, og dels at man føler sig kaldet til at gøre det.

På universitetet var det ikke længere sådan. En af grundene til, at jeg ville så hurtigt igennem,[4] var jo også, at jeg følte mig utilpas blandt mine medstuderende. De folk, som var førerhunde, brød jeg mig sådan set ikke om. Jeg kunne ikke klare at leve under sådan et studenterregime, jeg følte mig bare ikke godt tilpas i flokken af studerende. Da jeg blev lektor på Institut for Idéhistorie, blev jeg glad. Jeg fik mine egne studerende, og jegblev lige pludseligt selv førerhund.

Så prøvede vi at etablere socialanalytikken, da jeg havde en pause mellem ansættelser. Det var på det tidspunkt, hvor jeg tabte professoropgøret til Hans Jørgen Schanz. Det betød, at jeg blev mere opsat på at følge min egen vej. Nu kunne jeg ikke sidde der og nydefinere Idéhistorie – hvilket var min ambition – når Idéhistorie havde fået en ny professor, så måtte han jo have førertrøjen. Jeg var nødt til at prøve noget andet. I stedet blevjeg leder af Center for Kulturforskning og fik et forskningsprofessorat.

Det er dog først, da jeg forlader Idéhistorie, at jeg satser hundrede procent på at udvikle socialanalytikken. Jeg gør den til et program ved Center for Kulturforskning. Det er også mens, at jeg er på Center for Kulturforskning, at vi laver en suppleringsuddannelse i socialanalytik, og det er her, at vores fællesskab omkring socialanalytikken bliver stampet sammen. Det skal tilføjes, at fundamentet kommer fra det ‘videnspolitiske projekt’, som allerede startede i 1982. Konceptet har sådan set ligget der hele tiden, spørgsmålet var bare, hvornår vi kunne få mulighed for at få en ramme, hvor vi kunne udfolde det.

Man kan trække socialanalytikken helt tilbage til den programformulering, jeg lavede, da jeg var leder af Nordisk Sommeruniversitet – her var det ‘et eller andet sted’ unge menneskers megalomaniske forestilling om at kunne efterligne Frankfurterskolen, men på en anden måde. Selve forestillingen om socialanalytikken har allerede været konciperet på det tidspunkt. Det går helt tilbage til min guldmedaljeafhandling, hvor der er et afsnit, der handler om socialisationskritik. Det er her grundlaget ligger, men det blev dengang tænkt inden for en marxistisk ramme som en økonomikritik.

Det interessante er efter min opfattelse, hvornår vi overgår fra ‘kritikbegrebet’, som det afgørende, til ideen om en analytik. De bøger,jeg har skrevet sammen med [Hans Jørgen] Schanz, Hans Jørgen [Thomsen] og [Jørgen]Carlsen – fx Kapitalisme, behov og civilisation – er stadigvæk en kritikforestilling. Og kritikken handler om, at man mener, at man kan gøre noget, der er bedre. Det er en ‘jalousi-diskurs’, kan man sige. Man mener, at man har noget, som kan gøres bedre. Det er den, jeg opgiver ved at tale om en analytik. Det er samtidig med, at alle begynder at tale om kulturanalyse; det siger ikke mig noget, selvom jeg læser de samme forfattere, som de gør. Det, der skulle holdes fast i, var, at det handlede om det sociale og ikke det kulturelle. Det kunne godt være, at det var gået mig lettere i denne verden, hvis jeg var gået efter kultur. Men det var ikke muligt for mig – det var forkert, det kunne jeg mærke.

Det er sådan set forudsigeligt, at socialanalytikken er havnet i det pædagogiske – også på grund af socialanalytikkens interventionsmotiv. Jeg har skrevet om det pædagogiske fra første færd; interventionen er hele tiden en intervention i det sociale forhold, og det er en intervention i forhold til den andens forhold til sig selv. Her kan man sige, at marxismens vilje til intervention er for stor for mig; den er for overvældende. Jeg er revisionist – det var jeg ikke i mine helt unge dage! For at ændre det sociale er man nødt til at ændre folks selvforhold; her har vi Marx, Nietzsche og Freud. Jeg vil ændre det store, men forudsætningen er at ændre i det små.

Derfor har jeg interesseret mig meget for psykoanalyse igennem årene og Nietzsches viljesfilosofi. Rousseau var den, der skulle binde det sammen, det var samfundskontrakten: Forestillingen om, at vi er nødt til at leve sammen, og hvordan gør vi det? I modsætning til Marx, hvor vi er bundet sammen af nødvendighed, så er Rousseaus idé, at vi bliver bundet viljemæssigt sammen: At vi slutter os sammen, og at vi finder sammen. Althusser er så min udgave af marxismen. Det, der ligger i det, er Althussers idé om samfundsformationen, som ikke er ret udfoldet hos Marx, men som jeg selv har fulgt op på, og frem for alt forestillingen om ideologi. Men jeg mener, at folk i al almindelighed interesserer sig alt for lidt for ideologi.

*

Tesen var at arve marxismens kritiske position uden at abonnere på forsoning og den mere oprindelige ‘virkelighed’ bag kapitalismens tilsyneladende virkelighed. Det var på dette punkt, at de marxistiske analyser blev dogmatiske, og at det viste sig at være profitabelt at lægge afstand til Frankfurterskolen og ‘den kritiske teori’. Lars-Henrik Schmidt beskriver det selv senere således: ‘Den [socialanalytikken] handler ikke om, hvordan der virkelig er, eller om, hvordan virkeligheden er, men om, hvordan det, der gives, er det virkelige, og det der gives er socialt givet’ (Schmidt 2000/1992:23). I forlængelse heraf blev ambitionen at tænke anderledes og derigennem at intervenere i det sociale. Fordringen var, at anlægge en hel ny praksis for filosofien, som tilbyder en interpretation af, hvordan det sociale gør sig gældende med henblik på intervention. På den ene side vil socialanalytikken arve marxismen kritiske tilgang til den sociale diskurs og på den anden side installere noget anderledes både i forhold til marxismens filosofiske udgangspunkt og samtidens selvfølgeligheder, acceptregler og vidensregimer.

En pointe er, som Steen Nepper Larsen understreger i et interview, at Lars-Henrik Schmidt ville have filosofien ud i arbejdstøjet: ‘Socialanalytikken bliver født ud af et ubehag ved en vej, der kan ende i en klassisk idéhistorie og filosofi, hvor man sidder på kontor og laver bengnaveri resten af livet sammen med de andre esoteriske filosoffer på verdensplan.’ Socialanalytikken må insistere på, at ‘Tanken må bryde ud i praksis’ (Larsen 2003: 172).

Henrik Dahl Jensen fortæller, hvordan diskussionerne i og omkring det nyoprettede selskab i socialanalytik, det socialanalytiske selskab, godt kunne tage udgangspunkt i en filosofisk problemstilling, ‘men vi kom altid til at snakke om, hvordan folk opførte sig til fodboldkampe, eller hvordan de opførte sig i byen. Jeg havde et tre år langt seminar om det urbane liv, om storbyens liv. Denne sammenstimlethed på pladser osv.; det interesserede os meget mere. Vi så film og analyserede sociale fremtrædelsesformer, som var konkrete; pludselige indslag af kærlighed eller det modsatte: vold i det sociale liv.’

Den abstrakte filosofi om det almene forekom ikke at have nogen genstand, det var tankens arbejde med sig selv; det problematiske eller den socialanalytiske interesse måtte derimod findes i det artikulationsforhold, hvormed tidens selvfølgelige fundament blev til et kollektiv, en fælleshed eller noget alment. Det sociale var ikke bare resultatet af det moderne samfund, som man uproblematisk hævdede i samtiden, det sociale optrådte i disse diskussioner snarere som en uafgørlighed, hvis herkomst alene var genealogisk i nietzscheansk forstand. Problemet var, at det sociale blev taget for givet, at det fremstod som en selvfølge, og netop derfor var værd at interesse sig for. Henrik Dahl Jensen fortæller, at det første konstituerende møde for det socialanalytiske selskab den 9. april 1987 mundede ud i et projekt om ‘massen’. En af idéerne var, at det personlige stod i forhold til det sociale; det var dette forhold, som blev gjort til genstand for analyser og diskussioner. Man kan tilføje, at den første bog, der blev udgivet i bogserien Socialanalytik, er en introduktion til Georg Simmel af Henrik Ørnstrup (1989), som netop handler om Personligheden og det sociale.

*

Det er også i denne periode, at man finder grundlaget for‘videnspolitikken’, der i dag er blevet en af socialanalytikkens vigtigste forskningsstrategier. Jens Erik Kristensen fortæller, at videnspolitik i først omgang opstod, fordi ‘socialanalytikken blev vraget’ (Kristensen 2003: 23) som et muligt tværfag på Aarhus Universitet i det akademiske år 1982-83. Derimodblev Lars-Henrik Schmidts andet forslag om et forløb i ‘videnspolitik’ samme år vedtaget, hvilket fortsatte seks semestre frem.

‘Projektet lå inden for horisonten af Lars-Henrik Schmidts tidligere arbejde med den franske epistemologi og videnskabshistorie i Filosofikritisk rekonstruktion, men rummede også en markant forskydning i forhold til den unge Schmidts tidligere forsøg på at mediere mellem Althusserskolen og tysk kapitallogik. For med det nye fokus på forholdet mellem viden, magt og politik var der tydeligvis tale om en afdrift fra Althusser og marxismen over mod Foucault og bag ham mod Nietzsche – en afdrift snarere end en afsked, der allerede kunne spores i Magten og den sociale diskurs’ (Kristensen 2003: 25). Dette videnspolitiske tema kulminerede med bogen Lys, luft og renlighed fra 1986, der i socialanalytikkens historie fremstår som et særligt værk, da det både i sin form, i sit indhold, men også i sit perspektiv markerede overgangen fra 70’ernes marxismekritik til 80’ernes videnspolitiske magtanalyser med Nietzsche og særligt Foucault i spidsen til 90’ernes intenderede socialanalytik. Jens Erik Kristensen understreger, at allerede i forbindelse med udviklingen af den videnspolitiske strategi, som bærer tydelig præg af Foucault, var der ansatser til at nå ud over Foucault: ‘Men hvor kongenialt projektet i udgangspunktet end var med Foucaults bestræbelser og udkast, og hvor meget det end abonnerede på hans kategorier, så var det langt fra reducerbart til Foucault. Det rummede i Schmidts lancering ikke blot originale variationer og videreudviklinger af ansatser hos Foucault, men også en række afgørende nye og selvstændige vinkler på forholdet mellem viden/videnskab, magt og politik, der udvidede både det historiske og det diagnostiske perspektiv i forhold til Foucaults videns- og institutionshistoriske (arkæologiske/genealogiske) analyser i det humanvidenskabelige felt’ (Kristensen 2003: 23).

Lys, luft og renlighed, som Lars-Henrik Schmidt og Jens Erik Kristensen skriver sammen, fremstår som det eneste værk af sin art på den socialanalytiske publikationsliste. ‘Der er hverken tale om en filosofihistorisk eller en videnskabshistorisk fremstilling’, lyder det i indledningen ‘ – ej heller om en videnssociologisk eller en hverdagssociologisk fremstilling. En idehistorisk fremstilling er derimod et forsøg på at beskrive sammenhænge mellem nære og tilsyneladende vidt forskellige tildragelser, livsdimensioner og sociale sfærer – at beskrive deres opkomst, deres transformation og måle deres aktuelle gyldighed med henblik på at vurdere eller opløse selvindlysende sandheder og fordomme’ (Schmidt & Kristensen 2004/1986: 7). Med Lys, luft og renlighed er det også sidste gang, at de socialisationsteoretiske og pædagogiske temaer optræder i et magtteoretisk vokabular, det vil sige som undersøgelse af, hvordan individet gøres til subjektet for bestemte strategier. Om Lys, luft og renlighed siger Jens Erik Kristensen: ‘Hele bogen kan betragtes som et studie i hvordan en videnshorisont sundhedspædagogisk omsættes i dagligdagsstrategier, et studie i moderne sundhedspædagogik.’ Dette var også temaet i Lars-Henrik Schmidts lille bog Kroppen i focus fra 1982, hvor sport, krop og samfund udgjorde genstandsfeltet. Idéerne fra Kroppen i focus kan trækkes helt tilbage til 1978, hvor Lars-Henrik Schmidt deltog i en række idrætspolitiske kurser på Gerlev Idrætshøjskole.

*

Der skal gå fem-seks år fra starten af det videnspolitiske tværfag før, at socialanalytikken lader sig institutionalisere. Dette sker som en af to nye forskeruddannelser på det humanistiske fakultet, Aarhus Universitet (1988), hvor Lars-Henrik Schmidt er blevet forskningsleder. Udover et seminar i socialanalytik laver Per Aage Brandt en række kurser i almen semiotik.

På trods af at det umiddelbart ikke er muligt at forene semiotik og socialanalytik indledes et ambitiøst samarbejde med henblik på at omvurdere de humanistiske forskningsstrategier. ‘Et moderne humaniora må være på højde med de fremmeste videnskaber og kan derfor ikke længere være “efter de gamles mønster”. Heraf den strategiske solidaritet mellem semiotik og socialanalytik op mod en traditionel hermeneutik’, hedder det i et arbejdspapir fra Center for Kulturforskning seks år senere, og som fortsætter: ‘Men vejene skilles straks vedrørende det ontologiske, fordi socialanalytikken vil arve et bestemt moment i solidariteten med pragma-hermeneutikken, nemlig metafysikkens historiskhed’ (Schmidt 1994a: 23f; Schmidt 1999c: 256ff).

Ved seminariets start skriver Lars-Henrik Schmidt en avisartikel, som ikke alene illustrerer de to forskningsuddannelsers motiv, men også socialanalytikkens ambition. Den indledes med: ‘Den tid er forbi, hvor de humanistiske discipliner søgte at styrke videnskabeligheden ved at henvende sig til sociologien, den politiske økonomi eller andre videnskabsgrene.’[5]

Seminarerne i socialanalytik finder nu sit teoretiske udgangspunkt i Lars-Henrik Schmidts doktorafhandling, Den sociale excorsisme, som også angiver socialanalytikkens historiske begyndelse. En tese i afhandlingen er, at det via Rousseau og Nietzsche bliver muligt som et filosofisk projekt at insistere på at tænke anderledes; ikke fordi Rousseau og Nietzsche demonstrerer, hvordan man skal tænke anderledes, men fordi de rent faktisk tænker anderledes. Det interessante er ikke kommentaren til, hvad de siger, men at de taler om deres samtid på en anderledes måde, end samtiden taler om sig selv. ‘En dagsaktuel beskæftigen sig med Rousseau og Nietzsche er også en efterlysning af dén tænkning, som kan blive for det 20. årh., hvad Rousseau var for det 18. og Nietzsche for det 19. – en aktualisering må lyve dem til; men den er samtidigt en kritik af vores tid […]’ (Schmidt 1988b: 9), siger Lars-Henrik Schmidts i sin forsvarstale af doktorafhandlingen.

Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at Lars-Henrik Schmidt vælger doktorinstitutions tvingende form. ‘“Den sociale excorsisme” er da også kun den formtvungne del af et mere omfattende projekt. Den ligner kort sagt en doktordisputats (helst til forveksling, ellers får jeg problemer)[…]’ (Schmidt 1988b: 7), som Lars-Henrik Schmidt udfordrende siger til sit forsvar.

Ikke lang tid efter udkommer Viljen til orden i 1988, der på mange måder kan ses som det socialanalytiske efterskrift til doktorafhandlingen. Det interessante i denne sammenhæng er, at Den sociale excorsisme fra 1987er det sidste værk, som arbejder hen imod en socialanalytik, og at Viljen til orden er det første, hvor socialanalytikken fremgår eksplicit. Ud af forelæsningstitlerne, som indleder det første seminar i socialanalytik, får man også en fornemmelse af, at det er temaerne fra Viljen til orden, der bliver slået an: ‘Den erstattende vilje til orden’, ‘Selvets konsumtion’, ‘Det sociales transmission.’[6] Endskønt socialanalytikken længe har ligget på arbejdsbordet og tit og ofte har været diskuteret, er det først med Viljen til orden, at socialanalytikken får sin egentlige debut.

*

I årene efter Viljen til orden begynder Lars-Henrik Schmidt for alvor at udvikle det socialanalytiske perspektiv og dets mange og som regel særegne kategorier. Udover Viljen til orden og Det sociale selv fra 1990, som må siges at være et af de vigtigste, men også vanskeligste værker, er Smagens analytik fra 1991, Det socialanalytiske perspektiv fra 1992 og Libertinerens natur fra 1994eksempler på dette arbejde. Det er også i disse år, hvor Marx’, Nietzsches og Freuds – og ikke mindst 70’ernes og 80’ernes – subversive motiver nedtones.

En vigtig del af arbejdet op gennem 90’erne består i at udvikle et nyt vokabular, en retning, eller som Lars-Henrik Schmidt siger, at tilbyde et anderledes regime, som skal supplere kapitalismekritikken, socialisationskritikken (der dog glider ud i 90’erne), videnspolitikken, idéhistorien og samtidsdiagnosen. I 1999 hedder det blandt andet: ‘Forudsætningen for en diagnostik af tænkningens tilstand er (i en analytisk distinktion) først idéhistorie (en diagnosis hvor man ser, hvor det bærer hen ad og lytter til patientens selvfremstilling) og så socialanalytik (tilbud om et regime og en retning), først videnspolitik og så vokabular. … Regimet er tilbuddet om en mulighed for at tænke det utænkte, det selvfølgelige, vel vidende at man installerer en anderledes utænkthed.’(Schmidt 1999a: 18) Med socialanalytikken bliver videnspolitikken, idéhistorien og samtidsdiagnosen – herunder arven fra 70’ernes kritiske diskurser – altså betinget af, at den også tilbyder og installerer noget anderledes. Den marxistisk inspirerede dogmekritik fra 70’erne var netop dogmatisk, fordi den ikke lyttede til det, som var i færd med at gøre sig gældende, og fordi den blot hævder en abstrakt (eller dialektisk) andethed (kommunisme, revolution, utopi). ‘Det lader sig præcist ikke gøre at fremkalde hvad som helst – kun det, der er disponeret for i en samtid’, slår Lars-Henrik Schmidt fast i Det sociale selv, ‘Muligheden er altid regimeret og disponeret af gældende vidensregimer og anden magt’ (Schmidt 2000/1990:24).

Ovenpå ‘den postrevolutionære erfaring’, som det hedder, kan overvindelsen ikke ske en gang for alle eller rettere, den totale overskridelse er blevet umulig. Den er ‘tragisk’. Det tragiske er et af socialanalytikkens vigtigste begreber, et begreb som stammer fra Lars-Henrik Schmidts nietzschefortolkninger fra 80’erne (se Schmidt m.fl. 1985); begrebet er ikke kun vigtigt for socialanalytikken, men det blander sig med og er på niveau med tidens store franske nietzschefortolkere: Lyotard, Foucault og Deleuze. Pointen er, at overvindelsen må gentages, da den aldrig vil fuldkommengøres; det afgørende er ‘den kæmpende overvindelse’, hvormed man må forlige sig med verden og dens udfordringer for herigennem at intervenere, tilbyde et anderledes vokabular og ‘ændre i det små’. Det er dette anderledes vokabular, nye ansatser og originale teoretiske greb som for alvor påbegyndes i 90’erne.

*

Socialanalytikken har i mellemtiden fået til huse i Center for Kulturforskning ved Aarhus Universitet. Lars-Henrik Schmidt bliver i 1993 leder af centret og får herved mulighed for at etablere socialanalytikken som et program og herunder en suppleringsuddannelse. Jens Bruun, som begynder på uddannelsen i 1995 fortæller: ‘Den åbne uddannelse var konstrueret omkring antropologi, psykoanalyse, tekstteori og socialfilosofi, som fire fag man så at sige skulle til eksamen i. Det socialanalytiske udspandt sig i mellemværendet mellem de forskellige positioner.’ Og fortsætter: ‘Det er den bedste uddannelse, jeg har gået på. Den havde også den fordel, at Lars-Henrik kender Gud og hver mand, at der blev trukket alle mulige folk ind, som kom og lavede fantastiske oplæg. Så man fik jo i den grad foræret den tunge sociologis historie, den tunge antropologis historie og Freud og frem osv.’ ‘De fleste kom med deres egne fagligheder; omsætningen af det skete så typisk i et andet forum.’ ‘Weekendens højdepunkt var jo, når Lars-Henrik Schmidt holdt sin forelæsning, men det var det spil mellem de forskellige ting, som helt klart var styrken.’

I denne periode præsenteres socialanalytikkens nye fikspunkt, forsøget på at skabe et nyt humaniora, i et uformelt arbejdspapir under overskriften Om traditionens nytte: ‘De gamle havde ganske vist en viden om hvordan, men det var en viden, der passede til deres verden, til deres horisont; den viden kan ikke være forbillede al den stund, at den menneskelige viden også i disse regioner har afsløret sin historiskhed. Vender vi med denne diskussion tilbage til Kant er pointen, at Kants antropologi ikke er historisk men ontologisk. Derfor kunne han og nyhumanismen som sådan fortsat bruge det antikke som forbillede. I stedet for at bruge forbilleder er det nu den socialanalytiske tese, at humanvidenskaberne skal være humanioras redskaber. Altså er spørgsmålet da, hvad der kan opfattes som humanvidenskab?’ (Schmidt 1994a: 24).[7] Det nye i det socialanalytiske projekt er, at det kobles på den måske mest traditionelle diskurs af alle i den vesterlandske idéhistorie: dannelsesproblematikken. Dog med en hel del variationer og en ny betoning. ‘Lad os igen sige det højt: humaniora handler om dannelse – men lad os ved samme lejlighed understrege, at det handler om smagens dannelse’(Schmidt 1994a: 19).

Smagens dannelse skal forstås som en ‘utraditionel dannelse’; dannelse må konciperes uden om traditionen og ikke traditionelt – om end ikke anti-traditionelt. ‘For Kant var smagen imidlertid en uhistorisk og usanselig – dvs. intellektualistisk eller transcendentalistisk affære. I dag kan vi tilslutte os Kants sanktion i smagen; men den smagsfilosofi vi vil sanktionere en ny og utraditionel dannelse i er ikke den kantske smagskritik men den socialanalytiske smagsanalytik’(Schmidt 1994a: 19), lyder det fra samme arbejdspapir.

Der er også nogle konkrete og mere pragmatiske grunde til, at dannelsesproblematikken reaktualiseres. ‘Det brænder på humaniora igen med hensyn til en retraditionalisering og herunder en genoplivelse af dannelsestanken’, fortæller Jens Erik Kristensen. ‘Det kan man ikke forklare internt teoretisk, det er de udfordringer, som trænger sig på; det er de områder, som socialanalytikken, og som vi begge to blev bedt om at forholde os til i stigende grad.’

Som et led i tidens aktuelle diskussioner i det humanistiske felt blev Lars-Henrik Schmidt og Jens Erik Kristensen i 1992 bedt om at lave et efteruddannelseskursus til pædagoger på den daværende Pædagoghøjskole. Underoverskriften ‘Pædagogikkens modernitet i et socialanalytisk perspektiv’studerede og forelæste de over pædagogikkens grundtemaer herunder pædagogikkens vidensfelt, pædagogikken som strategisk felt og magtfelt, pædagogikken som et etisk felt og generelle refleksioner over forholdet mellem socialanalytik og pædagogik. I disse forelæsninger genfinder man tesen fra Magten og den sociale diskurs, at moderniteten er pædagogisk og dermed, at pædagogikken er det privilegerede diagnostiske felt. ‘Vor tid bliver ikke pædagogernes, men pædagogikkens’ (Schmidt 2000/1981: 240) som Lars-Henrik Schmidt afslutter Magten og den socialediskurs med at sige. Kurset fortsatte tre-fire år frem. Jens Erik Kristensen fortsætter: ‘Det var måden, hvorpå socialanalytikken blev konfronteret systematisk med pædagogikken […] Det tvang os til at lave en diagnostik af det pædagogiske felt.’

En interessant ting, som Jens Erik Kristensen bemærker i interviewet omkring forelæsningerne på Pædagoghøjskolen, er, at det er på dette tidspunkt, at ‘det socialanalytiske kort’ – som mange der har stiftet bekendtskab med Lars-Henrik Schmidt vil kende – opstår.[8] ‘Jeg husker, hvordan det blev til i de år. Det etiske kort: dydsetik, pligtmoral, retsmoral og begræsningsetik, det blev til på inspiration af et foredrag, som Luc Ferry holdt i Århus i 1991.’

*

Som konsekvens af at daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen i maj 1996 udpeger Lars-Henrik Schmidt til direktør for Danmarks Pædagogiske Institut, synes det pædagogisk område yderligere at vinde indpas. Tilsyneladende er der en lige fordeling af pragmatiske grunde og teoretiske ambitioner i bestræbelsen på at forfølge den pædagogiske diskurs. Således bliver dannelsesproblematikken udgangspunktet for en forskningsansøgning til Statens Humanistiske Forskningsråd i 1998 under titlen Velfærdssamfundets dannelsesformer – modernisering og individualisering. Ansøgningen opnår ikke bevilling. ‘Dannelse er smagens dannelse,’ lyder det igen i en artikel, der skrives parallelt med forskningsansøgningen, ‘og det handler om at forene smagen med videnskaben. Her finder vi en herkomst som sammenstiller såvel det teoretiske som det praktiske. Med disse teoretiske supplementer kan vi nu reformulere de tidligere teser’(Schmidt 1999d: 40).

At afsættet tages i velfærdssamfundet og i en lang række mere tidssvarende og mindre egensindige problemstillinger vidner om, at socialanalytikken nu er indstillet på at gå på kompromis med nogle af dens særegne optikker. Men det fortæller måske også, at socialanalytikken generelt er blevet mere tidssvarende; mere moden ville nogen sige, mens andre vil hævde, at socialanalytikken fra at være ‘håbløst’ foran sin tid nu synes at være på højde med den. Hvad enten man vil sige det ene eller hævde det andet, er der et sammenfald mellem accentueringen af dannelsesproblematikken og samtiden. En ny ansøgning med en tilsvarende og tidsvarende ambition sendes af sted i 2003 nu i regi af Danmark Pædagogiske Universitet, hvor Lars-Henrik Schmidt er blevet rektor i 2000. Denne ansøgning får også afslag. Dog skal man ikke tage fejl af dannelsesproblematikkens umiddelbart omsættelige og tidssvarende karakter. Det har aldrig og bliver nok heller aldrig socialanalytikkens lod at fatte sig i simple og let tilgængelige kategorier og optikker. Lars Geer Hammershøj (2003) beskriver af samme grund kritisk socialanalytikken som det ‘hemmelige perspektiv’.

Socialanalytikkens reaktualisering af den klassiske dannelsesproblematik er derfor heller ikke et simpelt udtryk for tidens nye modediskurs i analogi med samtidens mange pædagogiseringstendenser. Udover at socialanalytikken altid har haft et uafklaret mellemværende med pædagogikken, viser dannelsesproblematikken og dens forskellige aktuelle variationer sig også at udgøre en af vor tids afgørende kamppladser. Det også her, at socialanalytikken for alvor kan ‘trække i arbejdstøjet’; den socialanalytiske opgave består, som vi har set, i at forlige sig med samtidens udfordringer og følgelig tilbyde et anderledes vokabular. ‘Det egentlige problem består i at “dannelse”er blevet en selvfølge’ (Schmidt 1999d: 34). Lars Geer Hammershøj tilføjer: Socialanalytikken er ‘en teori for det sociale og en bestemt type samtidsdiagnose, som bare må udfolde sig i pædagogik.’

Lars-Henrik Schmidt opgiver til dels selv dannelses- og selvdannelsesproblematikken. Dette skal blandt andet ses i lyset af, at han i 2007 bliver forskningsdirektør for Forskningscenter GNOSIS ved Aarhus Universitet; GNOSIS er et tværfaktultært initiativ om studier af sind og tænkning. Det opstår i kølvandet på, at Lars-Henrik Schmidt afgår som rektor/senere dekan fra – som det i mellemtiden er blevet til – Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Men alt tyder på, at socialanalytikken indtil videre har forpligtet sig på at diskutere, diagnosticere og tilbyde kategorier, vokabularer, filosofier til samtidens pædagogiseringstendenser, uddannelsesdiskurser og pædagogik i det hele taget. Måske fordi dannelse og uddannelse, kompetenceudvikling og livslang læring er en af vor tids vigtige kamppladser.

 

Noter:

[1] ‘At rejse vor tidsfilosofisk spørgsmål’ er en allusion til Foucaults forelæsning over Kants besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning? Michel Foucault hævder, at ‘Kant rejste vor tids filosofiske spørgsmål.’ (Foucault 1987: 92) Lars-Henrik Schmidt (1987b) kommenterer på Foucaults genfremstilling af Kant i en udgave af tidsskriftet Slagmark.

[2] Her gengives dele af interviewet med Lars-Henrik Schmidt i en lettere omskrevet form.

[3] ‘Socialanalytikken er en bekymring for det sociale’, det er en formulering, som Jens Erik Kristensen bruger i mit interview med ham, som jeg her gentager over for Lars-Henrik Schmidt.

[4] Lars-Henrik Schmidt starter på Institut for idéhistorie i 1973, og i 1976 er han blevet mag.art.

[5] Lars-Henrik Schmidt, Den humanistiske forskeruddannelse.Seminar i socialanalytik efteråret 1988, information og debat, fredag den 23. september 1988.

[6] Efterårsprogrammet 1988, Seminar i socialanalytik, Den humanistiske forskeruddannelse, Aarhus Universitet.

[7] Dette arbejdspapirudgives senere som artiklen Om traditionens nytte (Schmidt 1994a).

[8] Se evt. Lars-Henrik Schmidt (2005), Om respekten, s. 17ff for en forklaring af det socialanalytiske kort.

 

Litteratur:

Carlsen, j., Schanz, H.-J-, Schmidt, L.-H. & Thomsen, H.J. (1980), Kapitalisme, behov og civilisation. Århus: Modtryk.

Foucault, Michel (1987/1984), ‘Hvad er oplysning?’ i Slagmark nr. 9/1987.

Hammershøj, Lars Geer (2003), ‘Det hemmelige perspektiv’ i Mellemværender, L. G. Hammershøj, H. D. Jensen og C. S. Larsen (Red), København: DPU.

Kristensen, Jens Erik (2003), ‘Til kritikken af den politiske vidensøkonomi – om videnspolitiskens aktualitet’ i Mellemværender, L. G. Hammershøj, H. D.Jensen og C. S. Larsen (Red), København: DPU.

Larsen, Steen Nepper (2003), ‘Mere end bare KRITIK II’ i Mellemværender, L. G. Hammershøj, H. D.Jensen og C. S. Larsen (Red), København: DPU.

Schmidt, Lars-Henrik (1977), Filosofiske rekonstruktion – Om Althusser og kapitallogikken. København: Rhodos.

Schmidt, Lars-Henrik (1978), Socialisationskritik og politisk praksis, København: Rhodos.

Schmidt, Lars-Henrik (2000/1981), Magten og den sociale diskurs, København: Danmarks Pædagogiske Institut.

Schmidt, Lars-Henrik (2000/1982), Kroppen i focus. København: DPI.

Schmidt, Lars-Henrik, Kristensen, Jens Erik og Andersen, Jørn Erslev (1985), Nietzsche – entragisk filosofi, Viborg: Modtryk.

Schmidt, Lars-Henrik & Kristensen, Jens Erik (2004/1986), Lys, luft og renlighed, DK: Akademisk forlag.

Schmidt, Lars-Henrik (1987), Den sociale excorsisme – Konstruktion af det sociale hos Rousseau og Nietzsche, Århus: Modtryk.

Schmidt, Lars-Henrik (1987b), ‘At tænke på de aktuelle grænser’, i Slagmark nr. 9/1987.

Schmidt, Lars-Henrik (1988), Viljen til orden, Århus: Modtryk.

Schmidt, Lars-Henrik (1988b), ‘Forsvarstale den 9.2.1988’ i Metafysik og excorsisme. Indlæg ved forsvaret af Lars-Henrik Schmidts doktorafhandling, Århus: Slagmarks Skyttegravsserie.

Schmidt, Lars Henrik (2000/1990), Det sociale selv – Invitation til socialanlytik, København: Danmarks Pædagogiske Institut.

Schmidt, Lars-Henrik (1991), Smagens analytik, Århus: Modtryk.

Schmidt, Lars-Henrik (1992/2000), Det socialanalytiske perspektiv, en rapport for alle, København: Danmarks Pædagogiske Institut.

Schmidt, Lars-Henrik (1994), Libertinerens Natur, Viborg: Modtryk.

Schmidt, Lars-Henrik (1994a), Om traditionens nytte, Center for Kulturforskning nr. 18 år 94, Århus, oktober 1994.

Schmidt, Lars Henrik (1999a), Diagnosis, I, København: Danmarks Pædagogiske Institut.

Schmidt, Lars Henrik (1999b), Diagnosis, II, København: Danmarks Pædagogiske Institut.

Schmidt, Lars Henrik (1999c), Diagnosis, III, København: Danmarks Pædagogiske Institut.

Schmidt, Lars-Henrik Schmidt (1999d), ‘Dannelse på ny’ i Dansk Pædagogisk Tidsskrift 1/1999.

Schmidt, Lars-Henrik (2005), Om respekten, København: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.

Schmidt, Lars-Henrik (2006), Om vreden, København: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.

Schmidt, Lars-Henrik (2010), Learkomplekset, Gylling: Aarhus Universitetsforlag.

Ørnstrup, Henrik (1989), Personligheden og det sociale, Socialanalytik, DK: Aarhus Universitetsforlag.

Teksten er kommenteret og redigeret af Jens Bruun.

Jonas Lieberkind er adjunkt ved Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet og tilknyttet forskningsprogrammet i Pædagogisk samtidsdiagnostik samme sted. Hans forskningsområde er klassisk og moderne socialteori med særlig henblik på aktuelle tendenser i det sociale herunder pædagogiseringstendenser og politisk dannelse. Han har bl.a. udgivet ‘Skolen og klassen som demokratisk erfaringskontekst’ i Fjeldstad, D. & Mikkelsen, R. (red.),Demokrati og lærerbevissthetOslo: Universitet i Oslo (2012);Det edukative, Emile Durkheim og den moderne pædagogiseringstendensKøbenhavn:DPU, Aarhus Universitet (2010); ‘Den edukative diskurs, om lysten til lære mere og uddanne sig videre’ i Andersen, L.S., m.fl. (red.),Folkeskolens filosofi, Århus: Philosophia (2008) og ‘Originalitet, æstetik og dannelse – en ny pædagogisk vidensfigur’ iDansk pædagogisk tidsskrift, nr. 1, 2006.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *